LBK nr 169 af 16/02/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 194
En ekstern revisor og en intern revisionschef i et forsikringsselskab skal straks meddele Finanstilsynet ethvert forhold og enhver beslutning vedrørende forsikringsselskabet, som disse bliver vidende om under udøvelsen af hvervet som revisor, og som kan
-
udgøre en væsentlig overtrædelse af lovbestemmelser eller forskrifter, som fastsætter betingelserne for selskabets tilladelse eller udøvelse af selskabets virksomhed,
-
påvirke selskabets fortsatte drift,
-
føre til nægtelse af at påtegne regnskabet eller til, at konklusionen modificeres,
-
resultere i manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet eller
-
resultere i manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet.
Stk. 2. Meddelelsespligten omfatter tillige ethvert forhold og enhver beslutning omfattet af stk. 1, som den eksterne revisor og en intern revisionschef bliver vidende om som revisor for en virksomhed, der har snævre forbindelser med forsikringsselskabet.
Krydsreferencer
2 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 194
Den gældende § 200 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fastsætter, at en ekstern revisor og en intern revisionschef i et forsikringsselskab straks skal meddele Finanstilsynet ethvert forhold og enhver beslutning vedrørende forsikringsselskabet, som revisoren bliver vidende om under udøvelsen af hvervet som revisor, og som kan udgøre en væsentlig overtrædelse af lovbestemmelser, påvirke selskabets fortsatte drift, føre til nægtelse af at påtegne regnskabet eller til, at konklusionen modificeres, eller resultere i manglende opfyldelse af solvens- eller minimumskapitalkravet.
Det gældende § 200 a, stk. 2, fastsætter, at meddelsespligten omfatter ethvert forhold og enhver beslutning omfattet af stk. 1, som den eksterne revisor og en intern revisionschef bliver vidende om som revisor for en virksomhed, der har snævre forbindelser med forsikringsselskabet.
Det foreslås i § 194, stk. 1, at en ekstern revisor og en intern revisionschef i et forsikringsselskab straks skal meddele Finanstilsynet om ethvert forhold og enhver beslutning vedrørende forsikringsselskabet, som revisor bliver vidende om under udøvelsen af sit hverv.
Bestemmelsen har til formål at klarlægge forsikringsselskabers eksterne revisors og interne revisionschefs pligt til at indberette forhold, der kan have afgørende betydning for virksomhedens aktivitet. Endvidere har bestemmelsen til formål at sikre, at Finanstilsynet kan udføre et effektivt tilsyn og opretholde et velfungerende kapitalmarked, og give Finanstilsynet de bedste muligheder for at reagere over for selskaber, der potentielt ikke kan leve op til kravene i den finansielle lovgivning.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at meddelelsespligten indtræder, når forholdet eller beslutningen kan udgøre en væsentlig overtrædelse af lovbestemmelser eller forskrifter, som fastsætter betingelserne for selskabets tilladelse eller udøvelse af selskabets virksomhed.
Bestemmelsen medfører, at der i praksis straks vil skulle gives meddelelse til Finanstilsynet, hvis en ekstern revisor eller en intern revisionschef i et forsikringsselskab, under udøvelsen af hvervet som revisor, bliver vidende om et forhold eller en beslutning, som kan udgøre en væsentlig overtrædelse af lovbestemmelser eller forskrifter, som fastsætter betingelserne for selskabets tilladelse eller udøvelse af selskabets virksomhed. Det kunne eksempelvis være, hvis den eksterne revisor eller interne revisionschef blev vidende om, at selskabet foretager en handling eller træffer en beslutning, som vil medføre en overtrædelse af lovforslagets § 178. Som følge af § 178 vil et forsikringsselskabs tilladelse eksempelvis blive inddraget, hvis selskabet er skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af relevante love, samt hvis forsikringsselskabet ikke opfylder kravene til at få en tilladelse, herunder kravene i kapitel 3.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at meddelelsespligten indtræder, når forholdet eller beslutningen kan påvirke virksomhedens fortsatte aktivitet.
I praksis vil der straks skulle gives meddelelse fra den eksterne revisor og den interne revisionschef til Finanstilsynet, hvis revisor for et forsikringsselskab eksempelvis opdager alvorlige problemer med eller væsentlig risiko for alvorlige problemer med virksomhedens drift, IT-sikkerhed, manglende styring af væsentlige processer, solvensmæssige eller likviditetsmæssige forhold, jf. § 194, stk. 1, nr. 1 og 2.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at meddelelsespligten indtræder, når forholdet eller afgørelsen kan føre til nægtelse af at påtegne regnskabet eller til, at konklusionen modificeres.
Dette medfører, at den eksterne revisor eller den interne revisionschef straks skal meddele Finanstilsynet, hvis revisor vil nægte at påtegne regnskabet eller vil modificere konklusionen i revisionspåtegningen på regnskabet for et forsikringsselskab.
Straks betyder, at revisor skal give meddelelse til Finanstilsynet med det samme, den pågældende har den fornødne viden om forhold omfattet af bestemmelsen. Revisor kan således ikke vente, til der er bedre tid, eller på udarbejdelse af dokumenter m.v.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at meddelelsespligten indtræder, når forholdet eller afgørelsen kan resultere i manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at meddelelsespligten indtræder, når forholdet eller beslutningen kan resultere i manglede opfyldelse af minimumskapitalkravet.
Overtrædelse af lovforslagets § 194 foreslås strafbelagt med lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets § 194, stk. 1, er einekstern revisor eller en intern revisionschef i et forsikringsselskab eller i en forsikringsholdingvirksomhed. Det betyder, at hvis en ekstern revisor eller en intern revisionschef ikke straks meddeler Finanstilsynet ethvert forhold og enhver beslutning vedrørende forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden, som revisor bliver vidende om under udøvelsen af hvervet som revisor, og som kan udgøre en væsentlig overtrædelse af lovbestemmelser eller forskrifter, påvirker forsikringsselskabets eller forsikringsholdingvirksomhedens fortsatte drift eller fører til nægtelse af at påtegne regnskabet eller til, at konklusionen modificeres, kan den pågældende straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder.
Det foreslås i stk. 2, at meddelelsespligten tillige omfatter ethvert forhold og beslutning omfattet af stk. 1, som den eksterne revisor og en intern revisionschef bliver vidende om som revisor for en virksomhed, der har snævre forbindelse med forsikringsselskabet.
Overtrædelse af lovforslagets § 194 foreslås strafbelagt med lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets § 194, stk. 2, er en ekstern revisor eller en intern revisionschef i et forsikringsselskab eller i en forsikringsholdingvirksomhed. Det betyder, at hvis en ekstern revisor eller en intern revisionschef ikke i sin meddelelse omfatter ethvert forhold og beslutning omfattet af det foreslåede stk. 1, som den eksterne revisor og en intern revisionschef bliver vidende om som revisor for en virksomhed, der har snævre forbindelser med forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden, kan den pågældende straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder