Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 169 af 16/02/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 184

For at årsregnskabet og koncernregnskabet kan give et retvisende billede, og for at ledelsesberetningen kan indeholde en retvisende redegørelse, jf. § 183, skal kravene i stk. 2 og 3 opfyldes.

Stk. 2. Årsrapporten skal udarbejdes, så den støtter regnskabsbrugerne, jf. stk. 4, i deres økonomiske beslutninger og skal i det mindste vedrøre

  1. placering af regnskabsbrugerens egne ressourcer,

  2. ledelsens forvaltning af virksomhedens ressourcer og

  3. fordeling af virksomhedens ressourcer.

Stk. 3. Årsrapporten skal udarbejdes således, at den oplyser om forhold, der normalt er relevante for regnskabsbrugerne, jf. stk. 4. Oplysningerne skal desuden være pålidelige, i forhold til hvad regnskabsbrugerne normalt forventer.

Stk. 4. Regnskabsbrugerne er personer, virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder m.v., hvis økonomiske beslutninger normalt må forventes at blive påvirket af en årsrapport, herunder nuværende eller fremtidige virksomhedsdeltagere, kreditorer, medarbejdere, kunder, alliancepartnere og lokalsamfundet samt tilskudsgivende og fiskale myndigheder.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 184

Den gældende § 187 i lov om finansiel virksomhed angiver kravene for, at årsrapporten kan give et retvisende billede, og for at ledelsesberetningen kan indeholde en retvisende redegørelse.

Den foreslåede § 184 viderefører § 187 i lov om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Bestemmelsen svarer til § 12 i årsregnskabsloven.

Det foreslås i § 184, stk. 1, at for årsregnskabet og koncernregnskabet kan give et retvisende billede, og for at ledelsesberetningen kan indeholde en retvisende redegørelse, jf. § 183, skal kravene i stk. 2 og 3 opfyldes.

Det foreslås i § 184, stk. 2, at årsrapporten skal udarbejdes, så den støtter regnskabsbrugerne, jf. stk. 4, i deres økonomiske beslutninger og i det mindste skal vedrøre det, der følger af nr. 1-3.

Det foreslås i § 184, stk. 2, nr. 1, at årsrapporten mindst skal vedrøre placering af regnskabsbrugerens egne ressourcer.

Det foreslås i § 184, stk. 2, nr. 2, at årsrapporten mindst skal vedrøre ledelsens forvaltning af virksomhedens ressourcer.

Det foreslås i § 184, stk. 2, nr. 3, at årsrapporten mindst skal vedrøre fordeling af virksomhedens ressourcer.

Det foreslås i § 184, stk. 3, 1. pkt., at årsrapporten skal udarbejdes således, at den oplyser om forhold, der normalt er relevante for regnskabsbrugerne, jf. stk. 4.

Det foreslås i § 184, stk. 3, 2. pkt., at oplysningerne desuden skal være pålidelige i forhold til, hvad regnskabsbrugerne normalt forventer.

Det foreslås i § 184, stk. 4, at regnskabsbrugerne er personer, virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder m.v., hvis økonomiske beslutninger normalt må forventes at blive påvirket af en årsrapport, herunder nuværende eller fremtidige virksomhedsdeltagere, kreditorer, medarbejdere, kunder, alliancepartnere, lokalsamfundet samt tilskudsgivende og fiskale myndigheder.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, hvad et retvisende billede og en retvisende redegørelse betyder. Det vigtigste formål med årsrapporten er at kunne støtte regnskabsbrugere i deres økonomiske beslutninger. Ved udarbejdelsen af årsrapporten skal der foretages en konkret vurdering af, hvilke regnskabsbrugere årsrapporten har relevans for. Det præciseres desuden, at regnskabsbrugernes økonomiske beslutninger som minimum skal vedrøre aktiviteter, der kan have en direkte eller indirekte påvirkning på regnskabsbrugerens aktiver.

Overtrædelse af lovforslagets § 184, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., kan straffes med bøde medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af § 184, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., er et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed. Det betyder f.eks., at hvis et forsikringsselskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds årsregnskab og eventuelle koncernregnskab ikke er udarbejdet, så det opfylder kravene i lovforslagets § 184, kan forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden straffes med bøde.