LOV nr 718 af 13/06/2023
Erhvervsministeriet
Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 109
Et medlem af bestyrelsen i et forsikringsselskab skal hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen gennemføre et grundkursus i de kompetencer, der er nødvendige for at varetage de forpligtelser og funktioner, som kræves af bestyrelsesmedlemmer i den type af forsikringsselskab, som den pågældende er indtrådt i.
Stk. 2. Finanstilsynet kan undtage et medlem af bestyrelsen fra kravet i stk. 1, hvis medlemmets viden, faglige kompetence og erfaring må anses for tilstrækkelig.
Stk. 3. Finanstilsynet kan undtage et medlem af bestyrelsen fra kravet i stk. 1, hvis medlemmets dansksproglige færdigheder ikke er tilstrækkelige til at gennemføre et grundkursus efter stk. 1 og et godkendt kursus ikke udbydes på engelsk. Undtagelsen er betinget af, at medlemmet hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen gennemfører anden undervisning, hvis indholdsmæssige rammer er godkendt af Finanstilsynet, herunder en introduktion til den danske selskabsretlige struktur og relevante områder, der er særlige for danske finansielle virksomheder.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde tillade, at et medlem af bestyrelsen gennemfører et grundkursus eller anden godkendt undervisning, jf. stk. 1 og 3, senere end 12 måneder efter medlemmets indtræden i bestyrelsen.
Stk. 5. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om indholdet af et grundkursus som nævnt i stk. 1
Forarbejder til Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 109
RetsinformationDen gældende § 64 b i lov om finansiel virksomhed fastsætter krav om, at et medlem af bestyrelsen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen skal gennemføre et grundkursus i de kompetencer, som er påkrævede for at kunne varetage de forpligtelser, som følger af hvervet. Finanstilsynet har i medfør af bestemmelsen hjemmel til at undtage et bestyrelsesmedlem fra kravet, hvis bestyrelsesmedlemmets viden, faglige kompetencer eller erfaring må anses for tilstrækkelig. Finanstilsynet kan endvidere i særlige tilfælde meddele dispensation fra tidsfristen på de 12 måneder. Desuden har Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte nærmere regler om indholdet af grundkurset.
Den foreslåede bestemmelse i § 109 viderefører § 64 b i lov om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Det foreslås herudover at indsætte et nyt stk. 3, som giver Finanstilsynet mulighed for at undtage et bestyrelsesmedlem fra kravet i stk. 1, hvis bestyrelsesmedlemmet ikke har de fornødne sproglige færdigheder til at gennemføre et af de kurser, som udbydes af de godkendte grundkursusudbydere.
Bestemmelsen i lov om finansiel virksomhed blev indført som følge af, at Rangvid-udvalget i sin rapport, "Den Finansielle Krise i Danmark - årsager, konsekvenser og læring" af 18. september 2013, anbefalede, at der burde indføres en pligt til, at nye bestyrelsesmedlemmer skal gennemføre et kursusforløb, der giver en introduktion til de væsentligste pligter og funktioner, som skal varetages som bestyrelsesmedlem i et finansielt institut. Udvalget anbefalede, at der blev fastsat nærmere krav til sådanne grundkurser for bestyrelsesmedlemmer i finansielle virksomheder, og at kursusudbydere skulle godkendes af Finanstilsynet for at kunne udbyde et sådant kursus.
Krav til kursusudbydere, grundkursets læringsmål- og kompetenceområder er nærmere fastsat i bekendtgørelse nr. 1424 af 29. november 2016 om grundkursus for medlemmer af bestyrelsen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber.
Denne bekendtgørelsen er udarbejdet på baggrund af ”Rapport om grundkursus for bestyrelsesmedlemmer i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber – april 2016” fra fagudvalget angående grundkursus for bestyrelsesmedlemmer.
Kravet om gennemførelse af et grundkurssus ændrer ikke på de individuelle og kollektive egnethedskrav til henholdsvis medlemmerne af bestyrelsen og den samlede bestyrelse, ligesom virksomhederne som hidtil er forpligtet til at sikre, at bestyrelsesmedlemmer har adgang til eventuelle introduktionskurser ved indtræden i bestyrelsen og løbende efteruddannelseskurser, jf. lovforslagets § 108.
Efter det foreslåede stk. 1 skal et medlem af bestyrelsen i et forsikringsselskab hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen gennemføre et grundkursus i de kompetencer, der er nødvendige for at varetage de forpligtelser og funktioner, som kræves af bestyrelsesmedlemmer i den type af forsikringsselskab, som den pågældende er indtrådt i.
Bestemmelsen indebærer, at nye medlemmer af bestyrelsen i forsikringsselskaber skal gennemføre et grundkursus. Bestyrelsesmedlemmet skal gennemføre undervisningen hos en udbyder, hvis kursusforløb er godkendt af Finanstilsynet. Godkendte kursusudbydere offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside.
Formålet med kravet om, at et medlem af bestyrelsen i et forsikringsselskab skal gennemføre grundkurset, er, at bestyrelsesmedlemmet skal opnå en basal faglig viden indenfor relevante kompetenceområder. Grundkurset skal desuden gøre bestyrelsesmedlemmet bevidst om sit ansvar som medlem af bestyrelsen i et forsikringsselskab og føre til, at det samlede generelle kompetenceniveau i selskabernes bestyrelser højnes.
Da grundkursets formål bl.a. er at introducere medlemmer af bestyrelsen i forsikringsselskaber til relevante kompetenceområder og de pligter og funktioner, som medlemmet skal varetage i forbindelse med bestyrelsesarbejdet, er det en betingelse, at medlemmet gennemfører grundkurset hurtigst muligt og senest 12 måneder efter sin indtræden i bestyrelsen i forsikringsselskabet. Krav om gennemførelse af grundkurset gælder for såvel generalforsamlingsvalgte som medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer og suppleanter. For suppleanter gælder forpligtelsen til at gennemføre et grundkursus først, når vedkommende aktivt deltager i bestyrelsesarbejdet.
Det er ikke et krav, at bestyrelsesmedlemmet skal bestå en prøve, men alene at medlemmet gennemfører det kompetencegivende grundkursus. Kursusudbyderen skal udstede et kursusbevis til bestyrelsesmedlemmet efter gennemførelsen af grundkurset, jf. § 9 i bekendtgørelse nr. 1424 af 29. november 2016.
Med lovforslagets § 280, stk. 2, kan Finanstilsynet påbyde et medlem af bestyrelsen i et forsikringsselskab at nedlægge sit hverv indenfor en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende på grund af manglende gennemførelse af grundkurset ikke kan bestride hvervet.
Efter det foreslåede stk. 2 kan Finanstilsynet undtage et medlem af bestyrelsen fra kravet om at gennemføre et grundkurset, hvis medlemmets viden, faglige kompetence og erfaring må anses for tilstrækkelig.
Bestemmelsen indebærer, at et bestyrelsesmedlem, der allerede ved indtræden i bestyrelsen lever op til læringsmålene for samtlige de kompetenceområder, der indgår i et grundkursus, kan undtages fra at gennemføre kurset.
Dette kan for eksempel være tilfældet, hvor det nye bestyrelsesmedlem må anses for at have oparbejdet den fornødne viden, faglige kompetence og erfaring som bestyrelsesmedlem eller direktør i et forsikringsselskab eller en finansiel virksomhed omfattet af lov om finansiel virksomhed.
Bestyrelsesmedlemmer, der samtidig med bestyrelsesarbejdet varetager nøglefunktioner i et forsikringsselskab eller en finansiel virksomhed og herigennem har oparbejdet den fornødne viden, faglige kompetence og erfaring, vil også kunne undtages fra kravet om et grundkursus. Dette kan for eksempel være tilfældet, hvis medlemmet har fungeret som risikoansvarlig, chef for aktuariatet eller lignende i et forsikringsselskab eller en finansiel virksomhed. Finanstilsynets muligheder for at undtage efter stk. 2 skal hver gang ske på baggrund af en individuel vurdering.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan undtage et medlem af bestyrelsen fra kravet i stk. 1, hvis medlemmets dansksproglige færdigheder ikke er tiltrækkelige til at gennemføre et grundkursus efter stk. 1, og et godkendt kursus ikke udbydes på engelsk. Undtagelsen er betinget af, at medlemmet hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen gennemfører anden undervisning, hvis indholdsmæssige rammer er godkendt af Finanstilsynet, herunder en introduktion til den danske selskabsretlige struktur og relevante områder, der er særlige for danske finansielle virksomheder.
Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med fagudvalgets anbefalinger, som fremgår af rapporten om grundkursus for bestyrelsesmedlemmer i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber (2016). I denne anbefaler fagudvalget, at der ikke stilles krav til, at godkendte kursusudbydere helt eller delvist skal udbyde undervisningen på engelsk. Der stilles i reglerne om udbud af det lovpligtige grundkursus ikke krav om, at dette også skal udbydes på engelsk. Fagudvalget anbefalede på den baggrund, at udenlandske bestyrelsesmedlemmer, der ikke har tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne gennemføre grundkurset på dansk, som konsekvens bør meddeles dispensation fra gennemførelse af grundkurset. Fagudvalget fandt, at udenlandske bestyrelsesmedlemmer ofte vil være valgt ind i bestyrelsen på baggrund af særlig viden om eller erfaring med finansielle virksomheder, og de pågældendes behov for undervisning vil snarere være en introduktion til den danske selskabsretlige struktur og de danske aktører samt områder, som er særlige for danske virksomheder.
Der henvises til afsnit 5.2. og 6.2. i ”Rapport om grundkursus for bestyrelsesmedlemmer i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber (2016)”.
Den foreslåede bestemmelse er en lovfæstelse af Finanstilsynets allerede etablerede praksis på området, hvorefter Finanstilsynet kan undtage udenlandske bestyrelsesmedlemmer, som ikke har tilstrækkelige sproglige færdigheder til at gennemføre og få udbytte af et af de udbudte kurser efter stk. 1, hvis medlemmet i stedet gennemfører anden undervisning, hvis indholdsmæssige rammer er godkendt af Finanstilsynet. Bestyrelsesmedlemmet skal gennemføre undervisningen hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen, således at det pågældende medlem er i stand til at varetage de pligter og funktioner, som kræves af medlemmer i bestyrelsen for et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab.
De indholdsmæssige rammer for undervisningen vil som udgangspunkt kunne godkendes, hvis undervisningen introducerer det pågældende bestyrelsesmedlem til den danske selskabsretlige struktur og de danske aktører samt områder, som er særlige for den danske finansielle lovgivning. Derudover kan undervisningen introducere bestyrelsesmedlemmet til kompetenceområder, der indgår i et grundkursus, hvor bestyrelsesmedlemmet vurderes ikke at leve op til læringsmålene. Undervisningen kan gennemføres internt hos den virksomhed, som det pågældende bestyrelsesmedlem indtræder i, eller hos eksterne parter. Finanstilsynet vurderer de indholdsmæssige rammer for undervisningen i forbindelse med virksomhedens ansøgning om dispensation fra kravet om gennemførelse af et grundkursus. Den foreslåede bestemmelse er ikke til hinder for, at et forsikringsselskab vælger at inkludere yderligere emner eller forhold i undervisningen, som specifikt er relevante for den pågældendes virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke berøre dispensationsadgang i stk. 2. Et bestyrelsesmedlem, som har tiltrækkelig viden, faglige kompetence og erfaring, kan undtages fra kravet om gennemførelse af et grundkursus, hvis vedkommende opfylder læringsmålene for kompetenceområderne i bekendtgørelsen.
Virksomheden og bestyrelsesmedlemmet skal kunne dokumentere, at bestyrelsesmedlemmet har gennemført undervisningen.
Efter det foreslåede stk. 4 kan Finanstilsynet i særlige tilfælde tillade, at et medlem af bestyrelsen gennemfører et grundkursus eller anden godkendt undervisning, jf. stk. 1 og stk. 3, senere end 12 måneder efter medlemmets indtræden i bestyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse giver Finanstilsynet mulighed for i særlige tilfælde at dispensere fra 12-måneders fristen i stk. 1 og stk. 3.
Bestyrelsesmedlemmets rettidige gennemførelse af et grundkursus forudsætter, at der i tilstrækkeligt omfang er godkendte og relevante grundkurser til rådighed, og at de udbudte grundkurser er tilrettelagt på en sådan måde, at det tidsmæssigt er muligt at gennemføre grundkurset indenfor den fastsatte frist på 12 måneder. Er disse forudsætninger ikke til stede, skal Finanstilsynet have mulighed for at give tilladelse til at gennemføre grundkurset senere end 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen. Dispensationsadgangen vil kunne anvendes i tilfælde af utilstrækkeligt kursusudbud, eller hvis det grundkursus, som bestyrelsesmedlemmet har tilmeldt sig, løber henover fristens udløb.
Herudover vil dispensationsadgangen eksempelvis kunne anvendes i tilfælde af længerevarende sygdomsperioder og barsel. Bestyrelsesmedlemmet forventes at anmode om dispensation snarest muligt efter, at det bliver medlemmet bekendt, at det ikke vil være muligt at gennemføre grundkurset eller anden godkendt undervisning indenfor 12-måneders fristen og senest inden udløbet af denne frist, jf. stk. 1 og 3.
Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om indholdet af et grundkursus som nævnt i stk. 1.
Det foreslåede stk. 5 bemyndiger således Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om grundkurset, herunder grundkursets indhold, og hvilke kompetenceområder der må anses for nødvendige at have kendskab til for at varetage de forpligtelser og funktioner, som kræves af bestyrelsesmedlemmer i forsikringsselskaber.
Hjemlen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1424 af 29. november 2016 om grundkursus for medlemmer af bestyrelsen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber, der indeholder bestemmelser om indholdet og tilrettelæggelsen af grundkurset.
Grundkurset skal være godkendt af Finanstilsynet som et grundkursus i medfør af den foreslåede bestemmelse, jf. § 8 i bekendtgørelse nr. 1424 af 29. november 2016 om grundkursus for medlemmer af bestyrelsen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber. En kursusudbyder vil kunne tilrettelægge undervisningsforløbet, så grundkurset er rettet mod bestyrelsesmedlemmer fra én virksomhedstype, f.eks. forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, eller fra forskellige virksomhedstyper, når blot der på grundkurset undervises i de kompetenceområder, som de enkelte bestyrelsesmedlemmer skal gennemføre, jf. §§ 2 og 3 i bekendtgørelse nr. 1424 af 29. november 2016 om grundkursus for medlemmer af bestyrelsen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber. Det er forventningen, at bekendtgørelsen vil blive videreført.
Grundkursets formål er at introducere medlemmer i bestyrelsen i et forsikringsselskab til de pligter og funktioner, der skal varetages som bestyrelsesmedlem, og at alle medlemmer af bestyrelsen opnår en basal faglig viden indenfor hvert enkelt kompetenceområde. Grundkurset skal tillige sikre, at alle medlemmer i bestyrelsen er bevidste om deres ansvar indenfor de fastsatte kompetenceområder, og at det samlede generelle kompetenceniveau i bestyrelsen højnes.
Bemyndigelsesbestemmelsen er tillige anvendt til at fastsætte nærmere regler for godkendelse af rammer og indhold af grundkurser rettet mod medlemmer af bestyrelsen i de omfattede finansielle virksomheder i bekendtgørelse nr. 1424 af 29. november 2016 om grundkursus for medlemmer af bestyrelsen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber, der indeholder bestemmelser om indholdet og tilrettelæggelsen af grundkurset.