LBK nr 169 af 16/02/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 201
Når et forsikringsselskab træffer beslutning om afvikling, skal forsikringsselskabet straks oplyse Finanstilsynet om beslutningen.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte en frist for vedtagelse af beslutning om likvidation efter § 217 i selskabsloven. Overskrides fristen, kan Finanstilsynet beslutte, at forsikringsselskabet skal træde i likvidation.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 201
Det følger af den gældende § 228 i lov om finansiel virksomhed, at beslutning om et forsikringsselskabs afvikling straks skal oplyses til Finanstilsynet, som kan fastsætte en frist for beslutningen, herunder retsvirkningerne ved en overskridelse af den fastsatte frist.
Den foreslåede § 201 viderefører den gældende § 228 i lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen foreslås videreført med visse sproglige ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at når et forsikringsselskab træffer beslutning om afvikling, skal forsikringsselskabet straks oplyse Finanstilsynet om beslutningen.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at Finanstilsynet bliver gjort opmærksom på et forsikringsselskabs beslutning om at afvikle forsikringsvirksomheden, og at Finanstilsynet kan følge afviklingen af selskabet med henblik på at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interesser.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at Finanstilsynet kan fastsætte en frist for vedtagelse af beslutning om likvidation efter § 217 i selskabsloven.
Det foreslås i 2. pkt., at hvis fristen overskrides, kan Finanstilsynet beslutte, at forsikringsselskabet skal træde i likvidation.
Bestemmelsen indebærer således, at Finanstilsynet kan træffe beslutning om likvidation og dermed suspendere den kompetence, som generalforsamlingen ellers besidder. En sådan beslutning kan træffes, hvis hensynet til forsikringstagerne eller andre taler herfor.