LOV nr 414 af 13/03/2021
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Lov om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer § 3
Efter anmodning fra Udlændingestyrelsen kan told- og skatteforvaltningen videregive oplysninger til Udlændingestyrelsen om, hvorvidt almenvelgørende og almennyttige foreninger, fonde, stiftelser og institutioner m.v., der er godkendt efter ligningslovens § 8 A, stk. 2, eller § 12, stk. 3, har oplyst til told- og skatteforvaltningen, at de fra samme udenlandske gavegiver har modtaget en eller flere gaver, der sammenlagt overstiger et beløb på 20.000 kr. Told- og skatteforvaltningens videregivelse af oplysninger forudsætter, at Udlændingestyrelsen ved afgivelse af anmodningen har vurderet, at oplysningerne kan have betydning for Udlændingestyrelsens vurdering af sandsynligheden for, at en fysisk eller juridisk person har til hensigt at yde en donation til en eller flere modtagere i Danmark, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt.
Forarbejder til Lov om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer § 3
RetsinformationEfter ligningslovens § 8 A og § 12, stk. 2-4, kan der ved opgørelse af den skattepligtige indkomst gives fradrag for gaver henholdsvis løbende ydelser til godkendte almenvelgørende eller almennyttige foreninger, stiftelser, institutioner m.v., herunder religiøse samfund. Fradragsretten er betinget af, at foreningen eller de religiøse samfund m.v. er godkendt her i landet af Skatteforvaltningen eller er godkendt i et andet EU- eller EØS-land.
Der er fastsat en række betingelser for godkendelsen i selve lovbestemmelserne, bl.a. krav til foreningernes m.v. vedtægter, samt nærmere betingelser for Skatteforvaltningens godkendelse i bekendtgørelse nr. 1656 af 19. december 2019 om godkendelse m.v. efter ligningslovens § 8 A, stk. 2, og § 12, stk. 3, af almenvelgørende og almennyttige foreninger, fonde, stiftelser, institutioner m.v. og religiøse samfund her i landet eller i et andet EU/EØS-land. Betingelserne vedrører bl.a. krav om ikke at modarbejde demokrati og grundlæggende menneske- og frihedsrettigheder, og at det ved afgivelse af erklæring skal oplyses, om der i det forudgående kalenderår fra samme udenlandske gavegiver er modtaget en eller flere gaver, der sammenlagt overstiger 20.000 kr.
I ligningslovens § 8 A, stk. 3, og § 12, stk. 4, er der fastsat hjemmel til, at Skatteforvaltningen af egen drift kan give andre offentlige myndigheder oplysninger om både afslag på og tilbagekaldelse af godkendelse efter ligningslovens § 8 A, stk. 2, og § 12, stk. 3, hvis oplysningerne er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.
Der gælder ikke herudover særlige regler om, at Skatteforvaltningen kan eller skal videregive oplysninger vedrørende foreninger m.v., der er godkendt efter ligningslovens § 8 A, stk. 2, og § 12, stk. 3, til andre offentlige myndigheder. Skatteforvaltningen er som udgangspunkt underlagt bl.a. de almindelige regler i forvaltningsloven om videregivelse af oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, der gælder både for videregivelse efter anmodning og for uopfordret videregivelse.
Efter fortolkning af reglen om den særlige tavshedspligt i skatteforvaltningslovens § 17 gælder der mere restriktive regler for uopfordret videregivelse. Uopfordret videregivelse af oplysninger omfattet af tavshedspligten kræver således eksempelvis, at der er en konkret mistanke om en lovovertrædelse, og at oplysningens videregivelse må forventes at kunne medvirke til, at lovovertrædelsen konstateres og dermed berigtiges.
Det foreslås i § 3, 1. pkt., at told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra Udlændingestyrelsen kan videregive oplysninger til Udlændingestyrelsen om, hvorvidt almenvelgørende og almennyttige foreninger, fonde, stiftelser og institutioner m.v., der er godkendt efter ligningslovens § 8 A, stk. 2, eller § 12, stk. 3, har oplyst til told- og skatteforvaltningen, at de fra samme udenlandske gavegiver har modtaget en eller flere gaver, der sammenlagt overstiger et beløb på 20.000 kr.
Med forslaget vil der blive indført en særlig bestemmelse, hvorefter Skatteforvaltningen efter anmodning fra Udlændingestyrelsen kan videregive oplysninger til Udlændingestyrelsen om almenvelgørende og almennyttige foreninger, fonde, stiftelser og institutioner m.v., der er godkendt efter ligningslovens § 8 A, stk. 2, og/eller § 12, stk. 3, og som har oplyst at have modtaget en eller flere gaver fra samme udenlandske gavegiver, der sammenlagt overstiger et beløb på 20.000 kr.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at Udlændingestyrelsen i tilfælde, hvor styrelsen har en formodning om, at f.eks. en konkret organisation eller et trossamfund, der er godkendt efter ligningsloven, har modtaget økonomisk støtte fra en fysisk eller juridisk person i udlandet, der modarbejder eller underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, vil kunne anmode Skattestyrelsen om at oplyse, om den pågældende organisation eller det pågældende trossamfund har oplyst at have modtaget donationer fra udlandet. Det bemærkes, at oplysningerne fra Skatteforvaltningen ikke indeholder informationer om, hvilken fysisk eller juridisk person i udlandet der har doneret beløbet, men kun at den pågældende godkendte forening m.v. i Danmark har modtaget en eller flere gaver, der sammenlagt overstiger 20.000 kr., fra samme udenlandske donator.
Skattestyrelsens svar til Udlændingestyrelsen vil kunne tjene til at underbygge Udlændingestyrelsens formodning om, at der er en vis sandsynlighed for, at en fysisk eller juridisk person i udlandet har til hensigt at yde en donation til en eller flere modtagere i Danmark. Dette skal ses i sammenhæng med, at en person kun kan optages på den offentlige forbudsliste, hvis der er en vis sandsynlighed for, at den pågældende fysiske eller juridiske person har til hensigt at yde en donation til modtagere i Danmark, jf. lovforslagets § 2, stk. 1, 2. pkt.
Det bemærkes, at Skatteforvaltningens kendskab til sådanne donationer vil forudsætte, at den pågældende forening, organisation, trossamfund eller lign., som er godkendt efter ligningslovens § 8 A, stk. 2, eller § 12, stk. 3, har oplyst om donationen til Skatteforvaltningen, således som det er påkrævet efter regler, der er udstedt i medfør af ligningslovens § 8 A, stk. 3, og § 12, stk. 4.
Det foreslås i § 3, 2. pkt., at told- og skatteforvaltningens videregivelse af oplysninger vil forudsætte, at Udlændingestyrelsen ved afgivelse af anmodningen har vurderet, at oplysningerne kan have betydning for Udlændingestyrelsens vurdering af sandsynligheden for, at en fysisk eller juridisk person har til hensigt at yde en donation til en eller flere modtagere i Danmark, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt.
Skatteforvaltningen vil således kun kunne videregive oplysninger om almenvelgørende og almennyttige foreninger, fonde, stiftelser og institutioner m.v., der er godkendt efter ligningslovens § 8 A, stk. 2, og/eller § 12, stk. 3, og som har oplyst at have modtaget en eller flere gaver fra samme udenlandske gavegiver, hvis Udlændingestyrelsen anmoder om oplysningerne og har vurderet, at de kan have betydning for styrelsens vurdering af sandsynligheden for, at en fysisk eller juridisk person har til hensigt at yde en donation til en eller flere modtagere i Danmark.
Skatteforvaltningen vil således ikke selv skulle vurdere, om oplysningerne kan have betydning for Udlændingestyrelsens vurdering af, om en fysisk eller juridisk person skal indstilles optaget på den offentlige forbudsliste. Denne vurdering vil udelukkende skulle foretages af Udlændingestyrelsen, inden styrelsen anmoder Skatteforvaltningen om oplysningerne.
Det forudsættes, at Skatteforvaltningen kun videregiver de oplysninger, som er nødvendige for, at Udlændingestyrelsen får viden om, hvorvidt den pågældende forening m.v. har modtaget udenlandske donationer, der sammenlagt overstiger 20.000 kr., fra samme udenlandske donator.
Udlændingestyrelsens og Skatteforvaltningens videregivelse af oplysninger efter den foreslåede bestemmelse vil skulle bedømmes efter videregivelsesbetingelserne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, fordi de kan indeholde personoplysninger. Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at den foreslåede udveksling af almindelige personoplysninger er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse og henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som de pågældende myndigheder har fået pålagt, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e.
Det forudsættes, at de pågældende myndigheder, herunder Udlændingestyrelsen, generelt indretter sig således, at udvekslingen respekterer det væsentligste indhold af retten til databeskyttelse og i øvrigt sikrer den registrerede passende foranstaltninger til beskyttelse af grundlæggende rettigheder og interesser.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.2 i de almindelige bemærkninger.