Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forbrugslånsvirksomheder § 1

Kreditinstitutter, der som led i deres udlånsvirksomhed også yder forbrugslån, har en banktilladelse, jf. § 7 i lov om finansiel virksomhed. Långivere, der yder realkreditlån, har en tilladelse som realkreditinstitut, jf. § 8, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Øvrige långivere, der yder lån mod pant i fast ejendom eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse, skal have en tilladelse som ejendomskreditselskab, jf. § 1, stk. 2, nr. 2, i lov om ejendomskreditselskaber.

Derimod findes der i dag ikke et krav om, at virksomheder, der udbyder lån til forbrugere, skal have en tilladelse hos Finanstilsynet, når disse lån ikke er sikret ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse knyttet til en fast ejendom.

Den foreslåede § 1 fastlægger lovens anvendelsesområde og afgrænser samtidig, hvilke virksomheder og aktiviteter loven ikke finder anvendelse på.

Det foreslås i stk. 1, at loven finder anvendelse på forbrugslånsvirksomheder, der udbyder kreditaftaler, der ydes helt eller delvis med henblik på erhvervelse af varer eller tjenesteydelser hos en anden virksomhed, kreditaftaler, der ydes uafhængigt af et køb af en vare eller tjenesteydelse, eller kreditaftaler, der udgør et selvstændigt forretningsområde i virksomheden, og kreditten ydes med henblik på erhvervelse af varer eller tjenesteydelser hos virksomheden.

For en nærmere definition af forbrugslånsvirksomhed henvises til den foreslåede definitionsbestemmelse i § 2, nr. 1.

Det er ikke alle virksomheder, der udbyder kreditaftaler til forbrugere, som vil være omfattet af loven. For at en virksomhed er omfattet af loven, er det en betingelse, at virksomheden udbyder kreditaftaler under de omstændigheder, der er nævnt i stk. 1, at virksomheden ikke er undtaget efter stk. 2, og at selve kreditaftalen ikke er undtaget efter stk. 3.

Det er efter stk. 1, nr. 1, en betingelse, at kreditaftalen ydes helt eller delvist med henblik på erhvervelse af varer eller tjenesteydelser hos en anden virksomhed.

Bestemmelsen omfatter kreditaftaler, der indgås med henblik på erhvervelse af en konkret vare eller tjenesteydelse hos en anden virksomhed end den virksomhed, der yder kreditaftalen.

Som eksempel på virksomheder, der opfylder denne betingelse, kan nævnes virksomheder, der har indgået en formidlingsaftale med en detailhandler om at finansiere køb hos den pågældende detailhandler. Virksomheden vil være omfattet, uanset om kreditten ydes udelukkende med henblik på erhvervelse af en vare eller tjenesteydelse, eller om kunden samtidig får mulighed for at låne et yderligere beløb, som kunden selv kan disponere over. Som eksempel kan nævnes, at en forbruger låner til køb af en vaskemaskine og herudover får 2000 kr. udbetalt til fri disposition.

En detailhandler, der selv yder en kredit i forbindelse med et køb, vil derfor ikke være omfattet af denne bestemmelse. Se dog nærmere under stk. 1, nr. 3. Såfremt detailhandleren opretter et datterselskab, der udbyder kreditaftaler til forbrugere med henblik på at finansiere køb af varer i modervirksomheden, vil datterselskabet derimod være omfattet af stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen omfatter både sikrede og usikrede kreditaftaler. Udbydere af lån med sikkerhed i løsøre, f.eks. lån til køb af en bil hos en bestemt forhandler vil derfor være omfattet af bestemmelsen.

Det er efter stk. 1, nr. 2, en betingelse, at kreditaftalen ydes uafhængigt af et køb af en vare eller tjenesteydelse.

En kreditaftale ydes uafhængigt af et køb af en vare eller tjenesteydelse, hvis kreditaftalen udbydes uden tilknytning til udbud af en bestemt vare eller tjenesteydelse.

Som eksempel på virksomheder, der opfylder denne betingelse, kan nævnes virksomheder, der uden en aftale med en detailhandler udbyder kreditaftaler direkte til forbrugere uafhængigt af en bestemt detailhandler. Det vil derfor være op til forbrugeren at beslutte, hvordan det lånte beløb skal anvendes.

Som eksempel på en anden kategori af virksomheder, der vil være omfattet af loven, kan nævnes udbydere af kortfristede kreditter på mindre beløb. Disse lån er typisk karakteriserede ved en meget høj prissætning sammenlignet med andre forbrugslån.

Som et tredje eksempel kan nævnes virksomheder, der udbyder kreditkort. Disse virksomheder vil være omfattet af loven, fordi der er knyttet en kreditfacilitet til et kreditkort. Virksomhederne vil dog være undtaget fra kravet om en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed, jf. dette forslags § 1, stk. 5, fordi udbud af kreditkort kræver en tilladelse som betalingsinstitut, e-pengeinstitut eller en begrænset tilladelse til at kunne udbyde betalingstjenester, jf. § 3 i lov om betalinger.

Såfremt der systematisk udbydes kreditaftaler via en låneplatform i et sådant omfang, at dette udbud kan anses for at være erhvervsmæssigt, vil udbyderen af disse kreditaftaler være omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2. Derimod vil låneplatformen ikke være omfattet af lovforslaget.

Det er efter stk. 1, nr. 3, en betingelse, at kreditaftalerne udgør et selvstændigt forretningsområde i virksomheden, og at kreditten ydes med henblik på erhvervelse af varer eller tjenesteydelser hos virksomheden.

Loven vil som udgangspunkt ikke omfatte kreditkøb, hvor køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betalingen af købesummen eller dele af denne. I dette tilfælde vil sælger være identisk med den virksomhed, der yder kreditaftalen.

Der vil imidlertid kunne forekomme tilfælde, hvor den kredit, som en sælger yder, har et sådant forretningsomfang, at dette kan betegnes som et selvstændigt forretningsområde.

I dette tilfælde vil den virksomhed, der yder en kreditaftale med henblik erhvervelse af varer eller tjenesteydelser hos virksomheden, være omfattet af loven.

Det beror på en konkret vurdering om udbud af kreditaftaler udgør et selvstændigt forretningsområde i virksomheden.

Ved denne vurdering vil bl.a. antallet af kreditaftaler og den andel af den samlede omsætning, der finansieres ved kreditaftaler, indgå. Som udgangspunkt vil en virksomhed, where mindst 10 % af de omsatte varer og tjenesteydelser målt pr. enhed og omsætning finansieres ved en kredit, kunne anses for at have udbud af kreditaftaler som et selvstændigt forretningsområde.

Der vil endvidere i forbindelse med denne vurdering blive lagt vægt på, om kreditgivningen har et sådant omfang, at den vil kunne udskilles i en selvstændig juridisk enhed og kunne drives som en selvstændig virksomhed. Dette medfører, at små virksomheder med ganske få ansatte som udgangspunkt ikke vil være omfattet af stk. 1, nr. 3.

Hvis en erhvervsdrivende indgår kreditaftaler med kunder, der erhverver varer eller tjenesteydelser i virksomheden og umiddelbart herefter videresælger fordringen på baggrund af en aftale med en anden virksomhed, vil dette som udgangspunkt medføre, at udbud af kreditaftaler kan anses for et selvstændigt forretningsområde i virksomheden, fordi en aftale om løbende videresalg af indgåede kreditaftaler viser, at virksomheden har sat udbud af kreditaftaler i system.

Et oprindeligt trepartsforhold er ifølge kreditaftalelovens § 4, nr. 15, litra b, et kreditkøb, hvor der indgås en kreditaftale med henblik på køb af løsøre, hvorefter købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren. Kreditten ydes i dette tilfælde af en tredjemand. Såfremt der foreligger et oprindeligt trepartsforhold, vil sælgeren ikke være omfattet af lovforslaget.

Hvis en detailhandler opretter et datterselskab, der udelukkende yder kreditaftaler til forbrugere, vil dette selskab være omfattet af enten nr. 1 eller nr. 2. Se bemærkningerne til disse bestemmelser.

Den foreslåede stk. 2 undtager forskellige typer af virksomhed fra lovens anvendelsesområde bortset fra § 9, fordi disse virksomheder allerede har en tilladelse hos Finanstilsynet. Disse virksomheder vil derfor kunne udbyde kreditaftaler til forbrugere uden at skulle have en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed, jf. § 3.

Virksomheder, der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i forslagets stk. 2, vil derfor være omfattet af lovforslagets § 9.

Lovforslagets § 9 fastlægger, at hvis en kreditaftale ikke er omfattet af § 7 c i lov om kreditaftaler, skal en forbrugslånsvirksomhed inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.

Lovforslagets § 9 finder kun anvendelse, hvis kreditaftalen ikke er omfattet af § 7 c i lov om kreditaftaler. Dette vil være tilfældet for hovedparten af de aftaler, der udbydes af finansielle virksomheder og ejendomskreditselskaber.

Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at loven med undtagelse af § 9 ikke finder anvendelse på finansielle virksomheder omfattet af § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed og udenlandske finansielle virksomheder, som driver virksomhed her i landet gennem filialetablering eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed.

Kreditinstitutter fra andre EU eller EØS-lande, der driver virksomhed i Danmark, vil derfor være omfattet af forslagets stk. 2, nr. 1.

§ 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed definerer begrebet finansielle virksomheder, som omfatter: pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og forsikringsselskaber.

Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at loven med undtagelse af § 9 ikke finder anvendelse på ejendomskreditselskaber omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2, i lov om ejendomskreditselskaber.

§ 1, stk. 2, nr. 2, i lov om ejendomskreditselskaber omfatter selskaber, der erhvervsmæssigt yder boligkreditaftaler. Ved en boligkreditaftale forstås en aftale, i henhold til hvilken en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit sikret ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse eller en anden rettighed knyttet til en fast ejendom til beboelse eller kreditaftaler, som ligger til grund for erhvervelse eller bevarelse af ejendomsretten til grundarealer til eksisterende eller projekterede bygninger.

Lån med pant i fast ejendom vil derfor være undtaget fra loven med undtagelse af § 9.

Det foreslåede stk. 3 undtager endvidere forbrugslånsvirksomheder fra lovens anvendelsesområde, i det omfang de udbyder nærmere præciserede ydelser.

Det foreslås i stk. 3, nr. 1, at loven ikke finder anvendelse på forbrugslånsvirksomheder, i det omfang de udbyder kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger. Undtagelsen finder kun anvendelse, hvis der ikke skal betales nogen form for oprettelsesomkostninger, løbende omkostninger eller rente. Det har ikke betydning, om omkostningerne skal betales til kreditgiveren eller til tredjemand.

Rente- og omkostningsfri kreditaftaler, der alene ved misligholdelse tilskrives renter og gebyrer efter renteloven, er ikke omfattet af lovens anvendelsesområde.

Såfremt en rente- og omkostningsfri kredit ved misligholdelse omdannes til en kredit, hvor der skal betales løbende rente og eventuelt oprettelsesgebyr, finder undtagelsen ikke anvendelse, fordi der ikke vil være tale om en kredit, der er rentefri og uden omkostninger.

Bestemmelsen svarer til kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1, 1. pkt.

Det foreslås i stk. 3, nr. 2, at loven ikke finder anvendelse på forbrugslånsvirksomheder, i det omfang de udbyder leje- eller leasingaftaler, hvor der ikke er fastsat nogen pligt til at købe aftalegenstanden, hverken i selve aftalen eller i en separat aftale.

Bestemmelsen præciserer, at sådanne aftaler ikke er omfattet af lovens anvendelsesområde. Hvis der i aftalen er fastlagt en forpligtelse til at købe aftalegenstanden ved aftalens udløb, finder loven anvendelse. Det gælder også, hvis forpligtelsen ikke følger af leje- eller leasingaftalen, men af en separat aftale. Der anses at foreligge en pligt til at købe aftalegenstanden, hvis dette besluttes ensidigt af kreditgiveren.

Bestemmelsen svarer til kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5.

Det foreslås i stk. 3, nr. 3, at loven ikke finder anvendelse på forbrugslånsvirksomheder, i det omfang de udbyder kreditaftaler i forbindelse med en overenskomstmæssig konflikt, når forbrugslånsvirksomheden er en faglig organisation, som er omfattet af konflikten.

Kreditaftaler, der ydes i forbindelse med en overenskomstmæssig konflikt, har til formål at sikre låntageren mulighed for at betale faste udgifter og mad under en konflikt, hvor lønnen udebliver. Det er en betingelse, at lånet ydes af en faglig organisation, som er omfattet af konflikten. Herved sikres det, at lånet ydes på vilkår, der er fordelagtige for låntageren.

Det foreslås stk. 3, nr. 4, at loven ikke finder anvendelse på forbrugslånsvirksomheder, i det omfang de udbyder kreditaftaler til ansatte i forbrugslånsvirksomheden.

Lån til ansatte i en virksomhed betragtes typisk som et personalegode, som ydes på fordelagtige vilkår.

Den foreslåede stk. 4 undtager endvidere anvendelsen af § 9 for visse kreditaftaler. § 9 indeholder en forpligtelse til at foretage en kreditværdighedsvurdering af forbrugeren inden kreditaftalens indgåelse.

Det foreslås i stk. 4, nr. 1, at § 9 ikke finder anvendelse på kreditaftaler, som vedrører henstand uden omkostninger med betalingen af en eksisterende gæld.

Bestemmelsen vedrører både situationer, hvor forbrugeren får gratis henstand med betaling af en gæld, der følger af en eksisterende kreditaftale, og situationer, hvor forbrugeren får henstand med betaling af andre former for gæld – og hvor der dermed kan opstå en ny kreditaftale. Den nye kreditaftale skal vedrøre henstand med betalingen af en eksisterende gæld, og henstanden skal være uden omkostninger for forbrugeren. Det indebærer, at forbrugeren ikke som følge af henstanden kan pålægges at betale en højere rentesats, herunder morarente, gebyrer eller andre omkostninger. Hvis forbrugeren påføres øgede renteudgifter alene som følge af, at tilbagebetalingsperioden bliver forlænget på grund af aftalen om henstand, opfattes aftalen om henstand som værende uden omkostninger for forbrugeren i bestemmelsens forstand.

Bestemmelsen svarer til kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 3.

Det foreslås i stk. 4, nr. 2, at § 9 ikke finder anvendelse på kreditaftaler, som er resultat af et forlig indgået for retten.

Udenretlige forlig er derfor ikke omfattet af bestemmelsen.

Bestemmelsen svarer til kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 4.

Det foreslås i stk. 4, nr. 3, at § 9 ikke finder anvendelse på kreditaftaler, ifølge hvilke kreditgiveren og forbrugeren aftaler henstand med betalingen eller aftaler, hvorledes kreditten tilbagebetales. Dette gælder dog kun, hvis forbrugeren allerede har misligholdt den oprindelige kreditaftale, og hvor sådanne ordninger kan forventes at afværge en retssag om den pågældende misligholdelse, og forbrugeren ikke dermed stilles ringere end som fastsat i den oprindelige kreditaftale. § 9, stk. 3, finder dog anvendelse.

Det foreslås, at loven med visse undtagelser ikke finder anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditgiveren og forbrugeren aftaler henstand med betalingen eller aftaler, hvorledes kreditten tilbagebetales. Det er en forudsætning, at forbrugeren på tidspunktet for indgåelsen af aftalen har misligholdt den oprindelige kreditaftale. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor kunden er i restance, og kreditgiver har kontaktet kunden vedrørende misligholdelsen. Det er tillige en forudsætning, at den aftalte ordning dels kan afværge en retssag, herunder en sag ved fogedretten, om misligholdelsen, dels at aftalen ikke stiller forbrugeren ringere end det, der var fastsat i den oprindelige kreditaftale. Om forbrugeren stilles ringere vil afhænge af en helhedsvurdering, hvor alle de omkostninger og vilkår, der følger af begge kreditaftaler, må indgå. Kreditgiveren vil have bevisbyrden for, at en kreditaftale er omfattet af undtagelsen efter stk. 4, nr. 3, og dermed ikke er omfattet af § 9. § 9, stk. 3, finder dog anvendelse.

Bestemmelsen svarer til kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7.

Det foreslåede stk. 5 fastslår, at §§ 3, 4, 5, 18 og 19 ikke finder anvendelse på betalingsinstitutter, e-pengeinstitutter og virksomheder med en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. lov om betalinger.

Efter § 3 i lov om betalinger må betalingstjenester her i landet kun udbydes af virksomheder, der har tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut, eller af pengeinstitutter, Danmarks Nationalbank og offentlige myndigheder. Betalingstjenester kan endvidere udbydes her i landet af virksomheder med en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester.

Udbydere af kreditkort vil derfor skulle have en tilladelse som betalingsinstitut, e-pengeinstitut eller have en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, medmindre de har en tilladelse som pengeinstitut, fordi der er knyttet en kreditfacilitet til udstedelsen af et kreditkort.

Kravene til at opnå en tilladelse som betalingsinstitut, e-pengeinstitut og virksomhed med en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester er nærmere reguleret i lov om betalinger.

Disse virksomhedsformer foreslås undtaget fra reglerne i §§ 3, 4, 5, 18 og 19.

Den foreslåede undtagelse medfører, at disse virksomheder ikke skal have en tilladelse af Finanstilsynet til at udøve virksomhed som forbrugslånsvirksomhed, jf. § 3, ligesom lovforslagets regler om egnethed og hæderlighed, jf. § 4 samt registrering, jf. § 5, ikke finder anvendelse.

Endvidere finder reglerne om inddragelse af en tilladelse samt afsætning af et ledelsesmedlem, jf. §§ 18 og 19, ikke anvendelse.

Lovens øvrige regler finder derimod anvendelse på betalingsinstitutter, e-pengeinstitutter og virksomhed med en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester.