Lov om ændring af lov om kreditaftaler, lov om markedsføring, lov om forbrugslånsvirksomheder og forskellige andre love (Gennemførelse af det reviderede forbrugerkreditdirektiv)

§ 1

Til nr. 1

Fodnoten til kreditaftalelovens titel angiver, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF, EU-Tidende 2008, nr. L 133, side 66, som ændret ved Kommissionens direktiv 2011/90/EU af 14. november 2011 om ændring af del II i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF for så vidt angår supplerende antagelser til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent, EU-Tidende 2011, nr. L 296, side 35 (2008-direktivet), og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF (boligkreditdirektivet) og 2013/36/EU og forordning 2010/1093/EU, EU-Tidende 2014, nr. L 60, side 34, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1011/EU om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater, og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU samt forordning 2014/596/EU, EU-Tidende 2016, nr. L 171, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/2167 af 24. november 2021 om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU, EU-Tidende 2021, nr. L 438, side 1.

Det foreslås at ændre fodnoten til lovens titel, således at der i stedet henvises til direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktiv 2008/48/EF, EU-Tidende, L af 30. oktober 2023.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det vil fremgå af fodnoten til lovens titel, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af forbrugerkreditdirektivet i stedet for 2008-direktivet.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 48, stk. 1, 3. afsnit, hvorefter de nationale love og bestemmelser, der gennemfører forbrugerkreditdirektivet, ved vedtagelse eller offentliggørelse skal indeholde en henvisning til direktivet.

Til nr. 2

(Til § 3, stk. 1, nr. 1)

Det følger af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1, at loven ikke gælder for aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor udbyderen rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit.

Det foreslås, at § 3, stk. 1, nr. 1, nyaffattes. Efter den foreslåede bestemmelse vil kreditaftaleloven ikke finde anvendelse på henstand med betalinger, hvor en leverandør af varer eller tjenesteydelser, uden at tredjemand tilbyder en kredit, giver forbrugeren tid til at betale for de varer eller tjenesteydelser, der er leveret af den pågældende leverandør, hvis købsprisen betales rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger ved forsinkede betalinger, og hvor betalingen skal foretages senest 50 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelserne, jf. dog den foreslåede § 3, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kreditaftaleloven ikke vil finde anvendelse i den situation, hvor en leverandør af varer eller tjenesteydelser under iagttagelse af de anførte betingelser og tidsramme giver forbrugeren tid til at betale for de varer eller tjenesteydelser, der er leveret af den pågældende leverandør. Dette omfatter – som efter gældende ret – f.eks. den situation, hvor leverandøren udsteder en regning med henblik på betaling inden for en bestemt frist. Det kunne eksempelvis være tilfælde, hvor en forbruger får leveret en håndværksydelse og får en faktura direkte af den pågældende erhvervsdrivende, som skal betales på et tidspunkt, der ligger senere end leveringen. Til forskel fra, hvad der gælder i dag, vil betalingen imidlertid skulle foretages senest 50 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelse.

For så vidt angår forsinkede betalinger vil den foreslåede bestemmelse, hvorefter forsinkede betalinger kun må medføre begrænsede omkostninger for forbrugeren, indebære at der – som efter gældende ret – vil kunne tilskrives renter og gebyrer efter renteloven.

Bestemmelsen vil gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra h, 1. afsnit.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 3, stk. 1, nr. 2)

Det følger af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på aftaler om betalingskort med udskudt betaling, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres på kortindehaverens konto på en bestemt dato senest 50 dage efter transaktionen, uden at der skal betales renter eller omkostninger i forbindelse med den udskudte betaling. Kreditaftalelovens § 8 b, stk. 2, finder dog anvendelse på aftaler nævnt i 1. pkt.

Det foreslås at § 3, stk. 1, nr. 2, nyaffattes. Efter den foreslåede bestemmelse vil kreditaftaleloven ikke finde anvendelse på kreditaftaler i form af købekort med henstand med betalingen, som stilles til rådighed af et kredit- eller betalingsinstitut, og hvor kreditten i henhold til vilkårene skal tilbagebetales inden for 40 dage, og som er rentefri og kun med begrænsede omkostninger i forbindelse med leveringen af betalingstjenesten. Den foreslåede 8 b, stk. 2, vil dog, som efter gældende ret for så vidt angår den nuværende § 8 b, stk. 2, finde anvendelse på aftaler nævnt i 1. pkt. Dette vil indebære, at forbrugeren i tilfælde af et væsentligt overtræk i en periode på over 1 måned skal have de oplysninger, der fremgår af § 8 b, stk. 2. Det er bl.a. oplysninger om en eventuel bod eller morarenter.

Betegnelsen »købekort« skal forstås i overensstemmelse med præambelbetragtning 18 i forbrugerkreditdirektivet, hvoraf det fremgår, at købekort med henstand med betalingen – som beskrevet i præambelbetragtning 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/751 om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner – er kreditkort, der er almindeligt tilgængelige på markedet, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres kortindehaverens konto på en forud aftalt bestemt dato, normalt én gang om måneden, uden at der skal betales renter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kreditaftaler mellem en forbruger og kredit- eller betalingsinstitut i form af købekort med henstand med betalingen, der er indrettet på den måde, at kreditten skal tilbagebetales inden 40 dage, og som er rentefri og kun med begrænsede omkostninger i forbindelse med levering af betalingstjenesten, ikke omfattes af kreditaftalelovens anvendelsesområde.

Den foreslåede bestemmelse vil i vidt omfang være en videreførelse af gældende ret, idet købekort, der er indrettet på den måde, at transaktionsbeløbet først trækkes på et senere tidspunkt, fortsat vil være undtaget fra kreditaftaleloven. Dette giver fortsat forbrugerne mulighed for at indrette deres privatøkonomi på den måde, der er mest hensigtsmæssige for dem. For at sikre, at bestemmelsen er i overensstemmelse med valgmuligheden i artikel 2, stk. 5, nedsættes antallet af dage, som kreditten skal tilbagebetales inden for fra 50 dage til 40 dage.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på leje- eller leasingaftaler, hvor der ikke er fastsat nogen pligt til at købe aftalegenstanden, hverken i selve aftalen eller i en separat aftale. Kreditaftalelovens § 52 a (vurdering af forbrugerens betalingsevne ved indgåelse af leasingaftaler) finder dog anvendelse på aftaler om leasing af motorkøretøjer, uanset om der er fastsat pligt til at købe motorkøretøjet, jf. bestemmelsens 2. pkt.

Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 5, 1. og 2. pkt., at »pligt til at købe« ændres til »købspligt eller forkøbsret vedrørende«.

Den foreslåede ændring af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., vil indebære, at også leje- eller leasingaftaler, hvor der er fastsat en forkøbsret vedrørende aftalegenstanden, fremover omfattes af kreditaftalelovens område, på samme måde som det efter gældende ret er tilfældet, hvis der er fastsat en købspligt.

Den foreslåede ændring af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5, 2. pkt., er en konsekvens af den foreslåede ændring af § 3, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., og vil således medføre, at ordlyden stemmer overens.

Bestemmelserne gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra g.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det følger af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 6, 1. pkt., at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på kreditaftaler i form af overtræk. Efter kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 6, 2. pkt., finder kapitel 1 (indledende bestemmelser), § 8 b (oplysningspligter i forbindelse med eventuelt overtræk) og kapitel 13 (straffebestemmelser) dog anvendelse på sådanne kreditaftaler. Ved kreditaftaler i form af overtræk skal forbrugslånsvirksomheder desuden foretage en kreditværdighedsvurdering efter § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Begrebet »overtræk« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 5. Heraf fremgår det, at der ved et overtræk forstås et stiltiende accepteret overtræk, hvorved en kreditgiver tillader, at en forbruger disponerer over midler, som overstiger den løbende saldo på forbrugerens løbende konto eller den aftalte kassekredit.

Kreditaftaler i form af overtræk er omfattet af lov om forbrugslånsvirksomheder. Det medfører, at kreditgiveren bl.a. skal efterleve reglerne i § 11 a om årige omkostninger i procent og § 11 b om omkostningsloftet, når kreditgiveren yder kredit i form af overtræk.

Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 6, 2. pkt., at »Kapitel 1, § 8 b og kapitel 13« ændres til »§§ 1-4, 5, 7, 7 c, 7 h, 8 b, 15, 29 a, 29 b, § 33, stk. 1 og 2, kapitel 12 a og 13«.

Således vil den foreslåede ændring fastsætte, at kreditaftalelovens §§ 1-4 (lovens anvendelsesområde og definitioner), 5 (visse lovvalgsaftaler), 7 (lovens fravigelighed), 7 c (kreditværdighedsvurdering), § 7 h (databaser), § 8 b (oplysningspligter i forbindelse med eventuelt overtræk), § 15 (forbud mod uopfordret kreditgivning), § 29 a (foranstaltninger vedrørende restancer og henstandsforanstaltninger), § 29 b (gældsrådgivningstjenester), § 33, stk. 1 og 2 (overdragelse af rettigheder), kapitel 12 a (kompetente myndigheder) og kapitel 13 (straffebestemmelser) finder anvendelse på kreditaftaler i form af overtræk.

Den foreslåede ændring vil indebære, at flere regler i kreditaftaleloven – i modsætning til hvad der gælder i dag – vil finde anvendelse på kreditaftaler i form af overtræk. For så vidt angår forpligtelsen til at foretage kreditværdighedsvurdering efter den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 c (lovforslagets § 1, nr. 15), som vil finde anvendelse på kreditaftaler i form af overtræk, er der tale om en videreførelse af den forpligtelse, der efter gældende ret følger af § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder, dog således at forpligtelsen fremover vil følge af kreditaftaleloven.

Det bemærkes, at bestemmelserne i lov om forbrugslånsvirksomheder vil finde anvendelse på kreditaftaler i form af overtræk i samme omfang som hidtil. Forbrugere vil derudover i samme omfang som hidtil have adgang til at klage over kreditaftaler i form af overtræk til de eksisterende klage- og ankenævn på området inden for forbrugerklagelovens rammer.

Bestemmelsen gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det følger af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7, at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på kreditaftaler, ifølge hvilke kreditgiveren og forbrugeren aftaler henstand med betalingen eller aftaler, hvorledes kreditten tilbagebetales. Dette gælder dog kun, hvis forbrugeren allerede har misligholdt den oprindelige kreditaftale, og hvor sådanne ordninger kan forventes at afværge en retssag om den pågældende misligholdelse, og forbrugeren ikke dermed stilles ringere end som fastsat i den oprindelige kreditaftale. Kreditaftalelovens kapitel 1 (indledende bestemmelser), § 7 b (oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen i forbindelse med visse særlige former for kreditaftaler), § 7 c, stk. 3 (afslag, der er begrundet i databasesøgning, skal meddeles forbrugeren), § 8, stk. 1, § 8, stk. 2, nr. 1-9, 12 og 18, § 8, stk. 4 (bestemmelser, der vedrører krav til kreditaftalen), § 8 b (overtræk), § 9 (underretning om ændringer i debitorrenten), § 16 (beregning af de årlige omkostninger i procent), § 17 (kreditformidlere), § 26 (førtidig tilbagebetaling), § 27 (opsigelse af tidsubegrænsede kreditaftaler) og kapitel 13 (straffebestemmelser) finder dog anvendelse.

Kreditaftaler, der indgås på baggrund af misligholdelse, er ikke undtaget fra lov om forbrugslånsvirksomheder. Dette vil indebære, at kreditgivere, der yder disse kreditter, bl.a. skal efterleve reglerne i lov om forbrugslånsvirksomheder om årlige omkostninger i procent, omkostningsloft og god skik.

Denne type kreditaftaler er endvidere ikke undtaget fra lov om markedsføring. Det medfører, at kreditgivere, der yder kreditaftaler, der indgås på baggrund af misligholdelse, bl.a. skal overholde reglerne i §§ 11 c og 11 d (lovforslagets § 2, nr. 3) samt § 18 om markedsføring af kreditaftaler.

Det foreslås, at § 3, stk. 1, nr. 7, nyaffattes. Efter den foreslåede bestemmelse vil kreditaftaleloven ikke finde anvendelse på kreditaftaler mellem en kreditgiver og forbruger med hensyn til henstand med betalingen eller tilbagebetalingsmetoder, hvor forbrugeren allerede har misligholdt eller sandsynligvis vil misligholde den oprindelige kreditaftale, såfremt ordningen kan forventes at afværge en retssag om forbrugerens misligholdelse, og forbrugeren ikke ved at indgå aftalen bliver underlagt mindre gunstige vilkår end dem, der er fastsat i den oprindelige kreditaftale. §§ 1-4, 4 c, 5, 7, 7 b, 7 h, § 8, stk. 1, stk. 2, nr. 1-8, 12 og 18, og stk. 5, §§ 8 b, 9, 16, 17, 26, 27, 29 a, 29 b, kapitel 12 a og 13 finder dog anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den nuværende retstilstand delvist videreføres, således at der fortsat vil gælde en lempeligere regulering for sådanne kreditaftaler, idet der dog i forhold til gældende ret vil være tale om en udvidelse af antallet af regler i kreditaftaleloven, som fremover også vil anvendelse på sådanne kreditaftaler. Det drejer sig om lovens § 7 h (databaser), § 29 a (foranstaltninger vedrørende restancer og henstandsforanstaltninger), § 29 b (gældsrådgivningstjenester) og kapitel 12 a (kompetente myndigheder).

Derudover vil den foreslåede bestemmelse som noget nyt indebære, at også sandsynlig misligholdelse omfattes af bestemmelsen. Sandsynlig misligholdelse sigter til situationer, hvor det formodes at være sandsynligt, at forbrugere vil misligholde deres forpligtelser. Efter præambelbetragtning 21 gælder det f.eks. i situationer, hvor en forbruger har mistet sit arbejde.

Det vil som i dag være en forudsætning for at blive omfattet af bestemmelsen, at den aftalte ordning kan afværge en retssag. En retssag må antages at omfatte enhver retlig tvist om misligholdelsen, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 35.

Det vil endvidere være en forudsætning for at blive omfattet af bestemmelsen, at den aftalte ordning ikke stiller forbrugeren ringere end det, der var fastsat i den oprindelige kreditaftale. Om forbrugeren stilles ringere vil som i dag afhænge af en helhedsvurdering, hvor alle de omkostninger og vilkår, der følger af begge kreditaftaler, må indgå, jf. bemærkningerne til den gældende bestemmelse i kreditaftalelovens § 1, stk. 1, nr. 7 (Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91, som fremsat, side 47).

Med lovforslaget vil kreditaftaler, der er indgået på baggrund af misligholdelse, fortsat være omfattet af lov om forbrugslånsvirksomheder. Med ændringerne i lovforslagets § 3 vil reglerne om årlige omkostninger i procent, omkostningsloftet, aflønning og krav til godkendelse af kreditgivere og registrering af kreditformidlere gælde for kreditaftaler, der er indgået på baggrund af misligholdelse. Sådanne kreditaftaler vil ligeledes fortsat være omfattet af lov om markedsføring, ligesom forbrugere fortsat vil have adgang til at klage over kreditaftaler, der er indgået på baggrund af misligholdelse, til de eksisterende klage- og ankenævn på området inden for forbrugerklagelovens rammer.

Bestemmelsen vil gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 7.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

(Til § 3, stk. 2)

Det fremgår af kreditaftalelovens § 3, stk. 2, at kreditaftalelovens § 7 a (oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen), § 8, stk. 2, 3, 6 og 7 (krav til kreditaftalen), § 8 b (overtræk), § 9 (underretning om ændringer i debitorrenten), § 19 (fortrydelsesret), § 26 (førtidig tilbagebetaling) og § 27 (opsigelse af tidsubegrænsede kreditaftaler) ikke finder anvendelse på kreditaftaler i form af kassekredit, hvor kreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden 3 måneder.

Kreditaftalelovens § 3, stk. 2, blev ved lov nr. 91 af 4. maj 2010 om ændring af lov om kreditaftaler og lov om markedsføring indsat i kreditaftaleloven for at gennemføre 2008-direktivets artikel 2, stk. 3, som fastlægger, at der gælder en mindre omfattende regulering af kassekreditter, når kreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden 3 måneder. Forbrugerkreditdirektivet indeholder imidlertid ikke en lignende bestemmelse.

Det foreslås, at § 3, stk. 2, ophæves, og at der i stedet indsættes der en ny bestemmelse, som regulerer, at for så vidt angår leverandører af varer eller tjenesteydelser, som ikke er mikrovirksomheder eller små eller mellemstore virksomheder, jf. henstilling 2003/361/EF, hvor sådanne leverandører tilbyder tjenester i informationssamfundet, jf. artikel 1, stk. 1, litra b, i direktiv om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester, i form af indgåelse af aftaler om fjernsalg med forbrugere med henblik på salg af varer eller levering af tjenesteydelser, jf. artikel 2, nr. 7, i direktiv om forbrugerrettigheder, gælder det uanset § 3, stk. 1, nr. 1, at henstand med betalinger tilbudt af sådanne leverandører kun er undtaget lovens anvendelsesområde, hvis en tredjemand hverken tilbyder eller køber kredit, betalingen skal foretages fuldt ud inden for 14 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelserne, og købsprisen skal betales rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger, som forbrugeren skal betale for forsinkede betalinger.

Den foreslåede ophævelse vil indebære, at kreditaftaler i form af kassekredit, hvor kreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden 3 måneder, fremadrettet vil være omfattet af kreditaftalelovens § 1, stk. 1.

Den foreslåede nye bestemmelse vil indebære, at der for visse store onlineleverandører af varer eller tjenesteydelser, der har adgang til et stort kundegrundlag, gælder skærpede betingelser i forhold til den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 1, om henstand med betalinger. Således vil henstand med betalinger tilbudt af sådanne leverandører kun være undtaget kreditaftalelovens anvendelsesområde, hvis en tredjemand hverken tilbyder eller køber kredit, hvor betalingen foretages fuldt ud inden for 14 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelserne, og hvor købsprisen skal betales rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger, som forbrugeren skal betale for forsinkede betalinger.

De leverandører, der omfattes af den foreslåede bestemmelse, vil være leverandører, som ikke er mikrovirksomheder eller små eller mellemstore virksomheder som defineret i henstilling 2003/361/EF. Det fremgår af artikel 2, stk. 1 i bilaget til henstilling 2003/361/EF, at kategorien mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder omfatter virksomheder, som beskæftiger under 250 personer, og som har en årlig omsætning på ikke over 50 mio. EUR eller en årlig samlet balance på ikke over 43 mio. EUR.

For så vidt angår de data, der skal anvendes ved beregningen af antal beskæftigede m.v., er dette nærmere fastsat i artikel 4 og 5 i bilaget til henstilling 2003/361/EF.

Det vil være en betingelse, at de leverandører, der omfattes af den foreslåede bestemmelse, tilbyder tjenester i informationssamfundet i den i artikel 1, stk. 1, litra b, i informationsproceduredirektivet anvendte betydning, i form af indgåelse af aftaler om fjernsalg med forbrugere med henblik på salg af varer eller levering af tjenesteydelser i den i artikel 2, nr. 7, i forbrugerrettighedsdirektivet anvendte betydning.

Det fremgår af artikel 1, stk. 1, litra b, i informationsproceduredirektivet, at der ved tjeneste forstås enhver tjeneste i informationssamfundet, dvs. enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager.

Med henblik på denne definition fremgår det endvidere af artikel 1, stk. 1, litra b, at 1) der ved »teleformidling« forstås, at en tjeneste ydes, uden at parterne er til stede samtidig, at 2) der ved »ad elektronisk vej« forstås, at en tjeneste fra afsendelsesstedet sendes og på bestemmelsesstedet modtages ved hjælp af elektronisk databehandlingsudstyr (herunder digital komprimering) og datalagringsudstyr, og som udelukkende sendes, rutes og modtages via tråd, radio, optiske midler eller andre elektromagnetiske midler, og at 3) der ved »på individuel anmodning fra en tjenestemodtager« forstås, at en tjeneste ydes ved transmission af data på individuel anmodning.

Der henvises nærmere til bilag I i informationsproceduredirektivet med hensyn til tekniske forskrifter m.v., hvor der fremgår en vejledende liste over tjenester, der ikke er omfattet af ovennævnte definition.

Endvidere fremgår det af artikel 2, nr. 7, i forbrugerrettighedsdirektivet, at der ved »aftale om fjernsalg« forstås enhver aftale, der indgås mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren i henhold til et organiseret system for fjernsalg eller levering af fjernydelser uden den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige fysiske tilstedeværelse, og hvor der til og med tidspunktet for aftalens indgåelse udelukkende anvendes en eller flere former for fjernkommunikationsteknikker.

Bestemmelsen vil gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra h, 2. afsnit.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 3, stk. 3)

Det fremgår af kreditaftalelovens § 3, stk. 3, at hvis en kreditaftale er omfattet af både kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7, og stk. 2, finder stk. 1, nr. 7, ikke anvendelse.

Det foreslås, at § 3, stk. 3, ophæves.

Det foreslåede vil være en konsekvens af, at kreditaftalelovens § 3, stk. 2, foreslås ophævet, jf. bemærkningerne til den foreslåede § 3, stk. 2, ovenfor, idet der med gennemførelsen af direktivet ikke længere vil kunne opstå et sammenstød mellem kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7, og § 3, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

(Til § 4, nr. 6)

Det fremgår af kreditaftalelovens § 4, nr. 6, at der ved begrebet »kreditformidler« forstås en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver, og som mod betaling af et honorar, der kan antage form af penge eller en anden aftalt form for finansiel modydelse, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed, a) præsenterer kreditaftaler for forbrugere eller tilbyder kreditaftaler til forbrugere, b) bistår forbrugere ved at udføre andet forberedende arbejde med henblik på kreditaftaler end det, der er omhandlet i litra a, eller c) indgår kreditaftaler med forbrugere på kreditgiverens vegne. Bestemmelsen gennemfører 2008-direktivets artikel 3, litra f.

Forbrugerkreditdirektivet definerer i artikel 3, nr. 12, begrebet kreditformidler. Bestemmelsen indeholder en række forskelle i forhold til definitionen i 2008-direktivets artikel 3, litra f.

Det foreslås på den baggrund, at § 4, nr. 6, nyaffattes. Efter den foreslåede bestemmelse vil der ved begrebet »kreditformidler« skulle forstås en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver eller notar og ikke enten direkte eller indirekte blot præsenterer en forbruger for en kreditgiver, og som mod et vederlag, der kan antage form af penge eller en anden aftalt form for finansiel modydelse, som led i den pågældende persons udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed enten a) præsenterer forbrugere for eller tilbyder dem kreditaftaler, b) bistår forbrugere ved at udføre andet forberedende arbejde eller anden administration forud for aftaleindgåelse med henblik på kreditaftaler end som omhandlet i litra a eller c) indgår kreditaftaler med forbrugere på kreditgivers vegne.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at begrebet kreditformidler i det væsentligste videreføres uændret, dog således, at det vil fremgå af den foreslåede bestemmelse, at en fysisk eller juridisk person, der optræder som notar, ikke er at anse for at være kreditformidler. Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære, at det vil være en forudsætning for, at en fysisk eller juridisk person er at anse for at være kreditformidler, at denne ikke enten direkte eller indirekte blot præsenterer en forbruger for en kreditgiver, og at det indgår i vurderingen af, hvorvidt en fysisk eller juridisk person er kreditformidler efter litra b, om denne bistår forbrugere ved at udføre anden administration forud for aftaleindgåelse.

Den foreslåede bestemmelse bringer kreditaftalelovens § 4, nr. 6, i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 12.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 4, nr. 7)

Det fremgår af kreditaftalelovens § 4, nr. 7, at der ved begrebet »samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen« forstås alle omkostninger, herunder renter, provision, afgifter og enhver anden form for honorar, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiveren har kendskab til, bortset fra notarialgebyrer. Omkostninger ved accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, navnlig forsikringspræmier, medregnes også, såfremt indgåelsen af aftalen om tjenesteydelser desuden er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og betingelser. Bestemmelsen gennemfører 2008-direktivets artikel 3, litra g.

Forbrugerkreditdirektivet definerer i artikel 3, nr. 5, begrebet samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen. Bestemmelsen indeholder en række sproglige forskelle i forhold til definitionen i 2008-direktivets artikel 3, litra g.

Det foreslås, at § 4, nr. 7, nyaffattes. Efter den foreslåede bestemmelse vil der ved begrebet samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen skulle forstås alle omkostninger, herunder renter, provisioner, afgifter og enhver anden form for gebyr, som forbrugeren er forpligtet til at betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiveren har kendskab til, bortset fra notaromkostninger. Omkostninger ved accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, navnlig forsikringspræmier, medregnes også i de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, hvis indgåelsen af en aftale om sådanne accessoriske tjenesteydelser desuden er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå den på de annoncerede vilkår og betingelser.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ordlyden i kreditaftalelovens § 4, nr. 7, bringes i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 5. Den foreslåede bestemmelse er således udtryk for en sproglig opdatering af bestemmelsen.

De samlede omkostninger vil som efter gældende ret omfatte alle omkostninger, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen. Eventuelle notaromkostninger er dog undtaget.

For så vidt angår vurderingen af kreditgiverens kendskab til omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten skal denne vurderes objektivt under hensyntagen til de krav om professionalisme, der er fastsat i forbrugerkreditdirektivet, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 39.

Det bemærkes, at de omkostninger, der skal betales i forbindelse med accessoriske tjenesteydelser, navnlig forsikringspræmier, skal medregnes i de samlede omkostninger. Alternativt skal forbrugerne, hvis sådanne omkostninger ikke kan beregnes i forvejen, forud for aftaleindgåelsen have fyldestgørende oplysninger om, at der påregnes omkostninger. Kreditgivere må antages at have kendskab til omkostningerne ved accessoriske tjenesteydelser, som de tilbyder forbrugerne selv eller på vegne af tredjemand, medmindre prisen afhænger af forbrugernes særlige karakteristika eller situation, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 41.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Det fremgår af kreditaftalelovens § 4, nr. 9, at der ved begrebet »årlige omkostninger i procent« forstås de samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, eventuelt omfattende de omkostninger, der er nævnt i § 16, stk. 3 og 4. Bestemmelsen gennemfører 2008-direktivets artikel 3, litra i, samt boligkreditdirektivets artikel 4, nr. 15.

Forbrugerkreditdirektivet definerer i artikel 3, nr. 7, begrebet årlige omkostninger i procent eller ÅOP. Bestemmelsen indeholder en række sproglige forskelle i forhold til definitionen i 2008-direktivets artikel 3, litra i.

Det foreslås, at der i § 4, nr. 9, 1. pkt., efter »Årlige omkostninger i procent« indsættes »eller ÅOP« og i 2. pkt., ændres », eventuelt omfattende de omkostninger, der er nævnt i § 16, stk. 3 og 4« til »og beregnet som fastsat i §§ 16 samt 16 a«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at ordlyden i kreditaftalelovens § 4, nr. 9, bringes i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 7. Den foreslåede ændring er således alene udtryk for en sproglig opdatering af bestemmelsen.

Derudover vil den foreslåede ændring indebære, at der – udover en til kreditaftalelovens § 16, som regulerer beregningen af de årlige omkostninger i procent – indsættes en henvisning til kreditaftalelovens § 16 a, som regulerer beregningen af de årlige omkostninger i procent for kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttes til fast ejendom. Der er ikke herved tilsigtet ændringer af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Det fremgår af kreditaftalelovens § 4, nr. 11, at der ved begrebet »fast debitorrente« forstås, at kreditgiveren og forbrugeren i kreditaftalen aftaler én debitorrente for hele kreditaftalens løbetid eller flere debitorrenter for delperioder, hvor der udelukkende anvendes en fast, specifik procentsats. Hvis aftalen ikke angiver alle debitorrenterne, anses debitorrenten kun som fastsat for de delperioder, for hvilke de udelukkende er fastsat ved en fast, specifik procentsats, der er aftalt ved indgåelsen af kreditaftalen. Bestemmelsen gennemfører 2008-direktivets artikel 3, litra k.

Forbrugerkreditdirektivet definerer i artikel 3, nr. 9, begrebet fast debitorrente. Bestemmelsen indeholder en række sproglige forskelle i forhold til definitionen i 2008-direktivets artikel 3, litra k.

Det foreslås, at § 4, nr. 11, nyaffattes. Efter den foreslåede bestemmelse vil der ved begrebet »fast debitorrente« skulle forstås den debitorrente, som kreditgiveren og forbrugeren aftaler i kreditaftalen for hele kreditaftalens løbetid, eller flere debitorrenter, som kreditgiveren og forbrugeren aftaler i kreditaftalen for delperioder, hvor debitorrenten udelukkende er fastsat ved en fast specifik procentsats. Angiver kreditaftalen ikke alle debitorrenterne, anses debitorrenten kun som fastsat for de delperioder, for hvilke debitorrenterne udelukkende er fastsat ved en fast specifik procentsats, der er aftalt ved indgåelsen af kreditaftalen.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ordlyden i kreditaftalelovens § 4, nr. 11, bringes i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 9. Den foreslåede bestemmelse er således alene udtryk for en sproglig opdatering af bestemmelsen.

Det bemærkes i tilknytning hertil, at de kreditaftaler, hvor en debitorrente revideres med jævne mellemrum i overensstemmelse med ændringer i en referencesats, der henvises til i kreditaftalen, ikke anses som kreditaftaler med fast debitorrente, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 40.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Det fremgår af kreditaftalelovens § 4, nr. 14, at der ved begrebet »tilknyttet kreditaftale« skal forstås en kreditaftale, ifølge hvilken a) den pågældende kredit udelukkende tjener til at finansiere en aftale om levering af specifikke varer eller specifikke tjenesteydelser og b) kreditaftalen og aftalen om levering udgør en kommerciel helhed, idet der anses at foreligge en kommerciel helhed, når leverandøren selv finansierer forbrugerens kredit, eller, såfremt finansieringen sker gennem tredjemand, når kreditgiveren i forbindelse med indgåelsen eller forberedelsen af kreditaftalen gør brug af leverandørens tjenester, eller når den specifikke vare eller ydelsen af en specifik tjenesteydelse udtrykkeligt er angivet i kreditaftalen. Bestemmelsen gennemfører 2008-direktivets artikel 3, litra n.

En tilknyttet kreditaftale i medfør af kreditaftalelovens § 4, nr. 14, omfatter i modsætning til definitionen af kreditkøb i kreditaftalelovens § 4, nr. 15, tillige kreditaftaler i tilknytning til tjenesteydelser, ligesom der ikke kræves en aftale mellem kreditgiver og sælger. Således fremgår det af bemærkningerne til den gældende bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 14, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 49, at også kreditaftaler, hvor køberen henvender sig selvstændigt til en bank eller et finansieringsselskab m.v., og hvor det udtrykkeligt er angivet i kreditaftalen, at den skal finansiere en specifik vare eller tjenesteydelse, være omfattet af begrebet en tilknyttet kreditaftale.

Forbrugerkreditdirektivet definerer i artikel 3, nr. 20, begrebet tilknyttet kreditaftale. Bestemmelsen indeholder en række forskelle i forhold til definitionen i 2008-direktivets artikel 3, litra n.

Det foreslås, at § 4, nr. 14, nyaffattes. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der ved begrebet »tilknyttet kreditaftale« vil skulle forstås en kreditaftale, ifølge hvilken a) den pågældende kredit eller de pågældende tjenesteydelser udelukkende tjener til at finansiere en aftale om levering af specifikke varer eller tjenesteydelser, og b) kreditaftalen og aftalen om levering tilsammen objektivt set udgør en kommerciel helhed. Der anses at foreligge en kommerciel helhed, hvor leverandøren af varer eller tjenesteydelser selv finansierer forbrugerens kredit, eller, såfremt finansieringen sker gennem tredjemand, hvor kreditgiveren i forbindelse med markedsføringen, indgåelsen eller forberedelsen af kreditaftalen gør brug af leverandøren af varer eller tjenesteydelser, eller hvor de specifikke varer eller leveringen af specifikke tjenesteydelser udtrykkeligt er angivet i kreditaftalen.

Med det foreslåede vil bestemmelsen blive bragt i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 20. Begrebet »tilknyttet kreditaftale« videreføres i det væsentligste uændret, dog således at det vil fremgå af bestemmelsen, at der også kan foreligge en tilknyttet kreditaftale, hvis de pågældende tjenesteydelser udelukkende tjener til at finansiere en aftale om levering af specifikke varer eller tjenesteydelser, og at der – hvis finansieringen sker gennem tredjemand – også anses for at forelægge en kommerciel helhed, hvor kreditgiveren i forbindelse med markedsføringen gør brug af leverandøren af varer eller tjenesteydelser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Kreditaftaleloven indeholder 17 definitioner, jf. lovens § 4, nr. 1-17.

Med forbrugerkreditdirektivet indføres der en række nye definitioner. Det drejer sig om definitioner af begreberne accessorisk tjenesteydelse, oplysninger forud for aftaleindgåelsen, profilering, kombinationssalg, pakkesalg, rådgivningstjenester, førtidig tilbagebetaling og gældsrådgivningstjenester. De pågældende definitioner fremgår ikke i dag af kreditaftaleloven.

Det foreslås, at der i § 4 som nr. 18-25 indsættes en række nye definitioner af, hvad der forstås ved begreberne accessorisk tjenesteydelse, oplysninger forud for aftaleindgåelsen, profilering, kombinationssalg, pakkesalg, rådgivningstjenester, førtidig tilbagebetaling, gældsrådgivningstjenester.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 18, definerer begrebet »accessorisk tjenesteydelse«. Efter bestemmelsen defineres en »accessorisk tjenesteydelse«, som en tjenesteydelse, som tilbydes forbrugeren i forbindelse med kreditaftalen. En accessorisk tjenesteydelse kan f.eks. bestå i, at forbrugeren i forbindelse med en kreditaftale åbner en bankkonto, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 41.

Bestemmelsen svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 19, definerer begrebet »oplysninger forud for aftaleindgåelse«. Efter bestemmelsen defineres dette som de oplysninger, der stilles til rådighed, før forbrugeren bliver bundet af en kreditaftale eller, i givet fald, ved afgivelsen af et bindende tilbud, og som forbrugeren skal bruge for at kunne sammenligne forskellige kredittilbud og træffe en informeret beslutning om, hvorvidt vedkommende skal indgå kreditaftalen.

Bestemmelsen svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 13.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 20, definerer begrebet »profilering«. Efter bestemmelsen defineres »profilering« i overensstemmelse med begrebets som definition i artikel 4, nr. 4, i forordning (EU) 2016/679 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen).

Det fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 4, at der ved profilering forstås enhver form for automatisk behandling af personoplysninger, der består i at anvende personoplysninger til at evaluere bestemte personlige forhold vedrørende en fysisk person, navnlig for at analysere eller forudsige forhold vedrørende den fysiske persons arbejdsindsats, økonomiske situation, helbred, personlige præferencer, interesser, pålidelighed, adfærd, geografisk position eller bevægelser.

Bestemmelsen svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 14.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 21, definerer begrebet »kombinationssalg«. Efter bestemmelsen defineres dette som tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen ikke stilles individuelt til rådighed for forbrugeren.

Bestemmelsen svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 15.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 22, definerer begrebet »pakkesalg«. Efter bestemmelsen defineres »pakkesalg« som tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen også stilles individuelt til rådighed for forbrugeren, men ikke nødvendigvis på samme betingelser eller vilkår, som når den indgår i pakken med disse andre produkter eller tjenesteydelser.

Bestemmelsen svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 16.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 23, definerer begrebet »rådgivningstjenester«. Efter bestemmelsen defineres »rådgivningstjenester« som individuelle anbefalinger til en forbruger, som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er særskilt fra kreditgivningen og fra de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i kreditaftalelovens § 4, nr. 6.

Bestemmelsen svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 17.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 24, definerer begrebet »førtidig tilbagebetaling«. Efter bestemmelsen defineres »førtidig tilbagebetaling« som hel eller delvis indfrielse af forbrugerens forpligtelser i henhold til en kreditaftale forud for den i kreditaftalen fastsatte dato.

Bestemmelsen svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 21.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 25, definerer begrebet »gældsrådgivningstjenester«. Efter bestemmelsen defineres »gældsrådgivningstjenester« som individualiseret bistand af teknisk, juridisk eller psykologisk art, der ydes af uafhængige professionelle aktører, som ikke specielt er kreditgivere eller kreditformidlere, som defineret nr. 2 og nr. 6, eller kreditkøbere eller kreditservicevirksomheder som defineret i artikel 3, nr. 6 og 8, i direktiv (EU) 2021/2167 om kreditkøbere og kreditservicevirksomheder, til fordel for forbrugere, som oplever eller vil kunne opleve vanskeligheder med at opfylde deres finansielle forpligtelser.

Bestemmelsen svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 22.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

(Til § 4 a)

Det fremgår af kreditaftalelovens § 7, stk. 1, at loven og de i medfør af denne udfærdigede forskrifter ikke ved aftale kan fraviges til skade for forbrugeren. Der er ikke efter gældende ret hjemmel til, at en kreditgiver eller en kreditformidler kan kræve betaling for opfyldelse af de lovbestemte forpligtelser. Oplysninger til forbrugerne i medfør af kreditaftaleloven skal således gives omkostningsfrit til forbrugerne.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 4 a, hvorefter oplysninger, der skal gives til forbrugerne i medfør af denne lov, skal gives omkostningsfrit til forbrugeren, uanset via hvilket medie de gives.

Den foreslåede nye bestemmelse vil indebære, at det udtrykkeligt fastsættes, at når der gives oplysninger til forbrugere i medfør af kreditaftaleloven, gives sådanne oplysninger omkostningsfrit til forbrugeren, uanset via hvilket medie de gives.

Formålet med den foreslåede nye bestemmelse i kreditaftalelovens § 4 a er at sikre direktivnær implementering af forbrugerkreditdirektivets artikel 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 4 b)

Kreditaftaleloven indeholder i dag ingen bestemmelse om forbud mod forskelsbehandling af forbrugere. Forskelsbehandling af forbrugere er bl.a. reguleret af reglerne om god skik, som findes i alle tilsynslove på det finansielle område, og af reglerne i markedsføringsloven.

Det fremgår af artikel 21, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt. Endvidere fremgår det af chartrets artikel 21, stk. 2, at inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af deres særlige bestemmelser er enhver forskelsbehandling på grund af nationalitet forbudt.

Det foreslås i § 4 b, stk. 1, at der indsættes en ny bestemmelse, der fastslår, at de betingelser, der skal opfyldes for at få bevilget en kredit, ikke må diskriminere forbrugere, der har lovligt ophold i Unionen, på grund af deres nationalitet eller bopæl eller af grunde som omhandlet i artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, når disse forbrugere anmoder om, indgår eller har en kreditaftale i Unionen.

Den foreslåede bestemmelse svarer i vidt omfang til, hvad der efter gældende ret følger bl.a. af reglerne om god skik på det finansielle område og af markedsføringslovens regler. Den foreslåede bestemmelse vil ikke indebære nogen forpligtelse for kreditgivere eller kreditformidlere til at levere tjenesteydelser på områder, hvor de ikke driver forretning, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 31.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre direktivnær implementering af forbrugerkreditdirektivets artikel 6, stk. 1.

Det foreslås endvidere, at der – i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 6, stk. 2 – indsættes en ny bestemmelse i kreditaftalelovens § 4 b, stk. 2, hvorefter der – uanset stk. 1 – kan tilbydes forskellige betingelser for adgang til en kredit, hvor disse betingelser er behørigt begrundet i objektive kriterier.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der vil skulle foretages en konkret vurdering af, hvorvidt eventuelle betingelser for et tilbud om kredit er behørigt begrundet i objektive kriterier. Der vil således kunne tilbydes forskellige betingelser for adgang til en kredit, hvor disse betingelser er behørigt begrundet i objektive kriterier.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 4 c)

Kreditaftaleloven indeholder på nuværende tidspunkt ingen bestemmelse om god forretningsskik ved ydelse af forbrugerkredit til forbrugere, ligesom loven ikke regulerer kreditgiveres og kreditformidleres mulighed for at opkræve betalinger fra forbrugere forud for indgåelsen af en kreditaftale. God forretningsskik er dog reguleret af reglerne om god skik, som findes i alle tilsynslove på det finansielle område, og af reglerne i markedsføringsloven, jf. nærmere pkt. 2.31 og 2.4.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i kreditaftalelovens § 4 c, som fastsætter regler om god forretningsskik ved ydelse af forbrugerkredit, og om kreditgiveres og kreditformidleres mulighed for at opkræve betalinger fra forbrugere forud for indgåelsen af en kreditaftale.

Den foreslåede bestemmelse i § 4 c, stk. 1, fastsætter, at kreditgivere og kreditformidlere skal handle redeligt, rimeligt, gennemsigtigt og professionelt samt tage hensyn til forbrugerens rettigheder og interesser, når de udfører enhver af de aktiviteter, der er oplistet i bestemmelsens nr. 1-6. Dette omfatter udformning af kreditprodukter, jf. det foreslåede nr. 1. Markedsføring af kreditprodukter i overensstemmelse med §§ 11 c, 11 d og 18 i lov om markedsføring, jf. det foreslåede nr. 2. Bevilling, formidling eller facilitering af kreditgivning, jf. det foreslåede nr. 3 . Ydelse af rådgivningstjenester, jf. det foreslåede nr. 4. Levering af accessoriske tjenesteydelser til forbrugere, jf. det foreslåede nr. 5. Indgåelse af kreditaftaler, jf. det foreslåede nr. 6.

Den foreslåede bestemmelse finder også anvendelse for boligkreditgivere og boligkreditformidlere. Boligkredit er undtaget fra den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 14 om rådgivningstjenester (lovforslagets § 1, nr. 23), idet reglerne om rådgivning ved boligkredit følger af god skik for boligkredit. Boligkreditgivere og boligkreditformidlere skal dog uanset undtagelsen i kreditaftalelovens § 14, stk. 11, handle redeligt, rimeligt, gennemsigtigt og professionelt samt tage hensyn til forbrugerens rettigheder og interesser, når de yder rådgivning.

Det foreslås i stk. 2, at når kreditgiveren eller kreditformidleren udfører aktiviteter enten med bevilling, formidling eller facilitering af kreditgivning, jf. den foreslåede stk. 1, nr. 3, eller med ydelse af rådgivningstjeneste, jf. den foreslåede stk. 1, nr. 4, skal kreditgiveren og kreditformidleren basere deres udførelse af disse aktiviteter på oplysninger om forbrugerens forhold og eventuelle særlige krav, som forbrugeren har oplyst, og på rimelige formodninger om risici vedrørende forbrugerens situation i hele kreditaftalens løbetid. Når der ydes rådgivning til forbrugere, jf. stk. 1, nr. 4, gælder det endvidere, at aktiviteten skal være baseret på de oplysninger, der som kreditgiveren eller kreditformidleren og i givet fald kreditformidleren har pligt til at give efter den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 14, stk. 4, nr. 1 (lovforslagets § 1, nr. 23).

Den foreslåede bestemmelses stk. 1 og 2, der fastsætter, at kreditgivere og kreditformidlere skal handle i overensstemmelse med god forretningsskik, svarer i vidt omfang til, hvad der efter gældende ret følger af reglerne om god skik på det finansielle område og af markedsføringslovens regler. Som det fremgår af pkt. 2.31.3 i de almindelige bemærkninger, regulerer forbrugerkreditdirektivet dog specifikt en række temaer, som gør sig gældende særligt for god forretningsskik i forbindelse med forbrugerkreditaftaler.

Den foreslåede bestemmelses stk. 1 og 2 gennemfører artikel 32, stk. 1, i forbrugerkreditdirektivet.

Derudover fastsættes det i den foreslåede bestemmelses stk. 3, at kreditgivere og kreditformidlere ikke må opkræve betalinger fra forbrugere forud for indgåelsen af en kreditaftale.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære et forbud mod opkrævning af betalinger fra forbrugere forud for indgåelsen af en kreditaftale. Det betyder, at kreditgiveren eller kreditformidleren skal afholde omkostningerne til kreditaftalen forud for aftaleindgåelsen, hvis kreditaftalen ender med ikke at blive indgået. Herved sikres det, at forbrugere alene kan forpligtes til at betale for eksempelvis rådgivning, vejledning eller andre omkostninger for de kreditaftaler, som de ønsker at indgå, og ikke betaler for accessoriske ydelser tilknyttet en kredit, som ikke indgås.

Den foreslåede bestemmelses stk. 5 gennemfører artikel 32, stk. 5, i forbrugerkreditdirektivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.31 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Det følger af kreditaftalelovens § 7 a, at kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren forud for indgåelsen af en kreditaftale skal give forbrugeren en række oplysninger, jf. nærmere pkt. 2.9.1.

Det foreslås, at § 7 a nyaffattes. Det foreslåede har til formål at gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 10.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, skal kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren give forbrugeren de klare og forståelige oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der er nødvendige for at sammenligne forskellige tilbud med henblik på at træffe en informeret beslutning om, hvorvidt der skal indgås en kreditaftale på grundlag af de kreditvilkår og -betingelser, der tilbydes af kreditgiveren, og i givet fald de præferencer, som forbrugeren har givet udtryk for, og de oplysninger, som forbrugeren har givet. Sådanne oplysninger forud for aftaleindgåelsen skal gives til forbrugeren, i god tid før vedkommende bliver bundet af en kreditaftale eller et kredittilbud, herunder når der anvendes fjernkommunikationsteknik som defineret i artikel 2, litra e, i direktiv 2002/65/EF om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugere (fjernsalgsdirektivet).

»Fjernkommunikationsteknik« er defineret i artikel 2, litra e, i fjernsalgsdirektivet som ethvert middel, som uden leverandørens og forbrugerens samtidige fysiske tilstedeværelse kan anvendes til en fjernsalgsaftale om en tjenesteydelse mellem disse kontrahenter.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren forud for aftaleindgåelse skal give forbrugeren klare og forståelige oplysninger, således at forbrugeren kan sammenligne forskellige tilbud med henblik på at træffe en informeret beslutning om, hvorvidt der skal indgås en kreditaftale på grundlag af de kreditvilkår og -betingelser, der tilbydes af kreditgiveren. Oplysningerne skal gives i god tid før forbrugeren bliver bundet af kreditaftalen eller kredittilbuddet.

For så vidt angår tidspunktet for, hvornår oplysningerne skal gives, bemærkes, at dette skal sikre, at forbrugerne har tilstrækkelig tid til at læse og forstå oplysningerne forud for aftaleindgåelsen, sammenligne tilbud og træffe en informeret beslutning, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 36.

Det foreslås i stk. 2, at hvis forbrugeren har mulighed for at fortryde kreditaftalen, og de i stk. 1 nævnte oplysninger gives mindre end én dag, før forbrugeren bliver bundet af kreditaftalen eller kredittilbuddet, skal kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren sende en påmindelse til forbrugeren om muligheden for at fortryde kreditaftalen og om den procedure, der skal følges for at fortryde aftalen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 19 (lovforslagets § 1, nr. 26). Påmindelsen skal gives til forbrugeren på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, og som er angivet i kreditaftalen, mellem én og syv dage efter kreditaftalens indgåelse, eller i givet fald forbrugerens afgivelse af det bindende kredittilbud.

Begrebet »varigt medium« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 13, som en indretning, som sætter forbrugeren i stand til at lagre oplysninger rettet til forbrugeren personligt på en måde, der muliggør senere søgning i et tidsrum, som er afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren, hvis forbrugeren har mulighed for at fortryde kreditaftalen, og de i stk. 1 nævnte oplysninger gives mindre end én dag, før forbrugeren bliver bundet af kreditaftalen eller kredittilbuddet, har pligt til at sende en påmindelse til forbrugeren om muligheden for at fortryde kreditaftalen, jf. den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 19 (lovforslagets § 1, nr. 26). Samtidig fastsættes det i den foreslåede bestemmelse, hvordan og inden for hvilken tidsramme, at påmindelsen skal gives til forbrugeren.

For så vidt angår forbrugerens mulighed for at fortryde kreditaftalen bemærkes, at den foreslåede § 19 om fortrydelsesret (lovforslagets § 1, nr. 26) ikke finder anvendelse på lån med pant i fast ejendom, der ydes på baggrund af obligationsudstedelse, jf. den foreslåede bestemmelses stk. 9.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3, skal de i stk. 1 nævnte oplysninger gives på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, ved hjælp af lovens bilag 2, jf. dog om den foreslåede stk. 13 nedenfor. Alle oplysningerne i formularen skal være lige fremtrædende.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter dermed den form og det format, som de nævnte oplysninger skal gives i. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren skal give oplysningerne forud for aftaleindgåelse på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger. For så vidt angår begrebet »varigt medium« henvises der til omtalen af definitionen i kreditaftalelovens § 4, nr. 13, ovenfor. For så vidt angår mediet kan forbrugerne dog ikke kræve, at kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere giver oplysninger på typer af varige medier, der ikke er almindeligt anvendt, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 34. Det bliver endvidere fastsat i den foreslåede bestemmelse, at de pågældende oplysninger – uanset det valgte medium – skal gives til forbrugeren ved hjælp af lovens bilag 2, hvor alle oplysningerne i formularen skal være lige fremtrædende. Kreditgiveren anses for at have opfyldt oplysningskravene i den foreslåede bestemmelse, hvis den pågældende kreditgiver har udleveret denne formular, jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 2.

Det foreslås i stk. 4, at de i stk. 1 nævnte oplysninger skal omfatte en række elementer, der oplistes i bestemmelsens nr. 1-12, på en fremtrædende måde i første del af formularen i lovens bilag 2 på én side, jf. dog den foreslåede stk. 5. Dette omfatter bl.a. oplysninger om kreditgiveren samt i givet fald den involverede kreditformidlers navn, det samlede kreditbeløb, kreditaftalens løbetid, debitorrenten eller alle debitorrenter, hvis der gælder forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, de årlige omkostninger i procent (ÅOP) og det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, samt størrelsen, antallet og hyppigheden af de betalinger, som forbrugeren skal foretage, og, hvor det er relevant, den rækkefølge, i hvilken betalingerne fordeles på forskellige udestående saldi til forskellige debitorrenter med henblik på tilbagebetaling.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, hvilke elementer de i stk. 1 nævnte oplysninger skal omfatte. Den foreslåede bestemmelse fastsætter endvidere, at dette skal ske på en fremtrædende måde i første del af formularen i lovens bilag 2 på én side.

Formålet med bestemmelsen er behandlet i forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 37. Heraf fremgår det bl.a., at der for at hjælpe forbrugerne med at forstå og sammenligne forskellige tilbud bør oplyses om de vigtigste elementer i kreditten på en fremtrædende måde, som bør give forbrugerne et overblik over alle væsentlige oplysninger, selv på en mobiltelefonskærm.

Det bemærkes, at det herunder fremgår af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 38, at da de årlige omkostninger i procent på dette stadium forud for aftaleindgåelsen kun kan angives som et eksempel, skal et sådant eksempel være repræsentativt. Det skal derfor afspejle f.eks. den gennemsnitlige løbetid og det gennemsnitlige samlede kreditbeløb, der bevilges i forbindelse med den påtænkte type kreditaftale, og i givet fald de købte varer. Når det repræsentative eksempel opstilles, skal der også tages hensyn til, hvor hyppigt visse typer kreditaftaler optræder på et særligt marked. Derudover fremgår det videre af præambelbetragtning 38, at for så vidt angår debitorrenten, afdragenes hyppighed og kapitaliseringen af renter skal kreditgiverne anvende deres sædvanlige beregningsmetode for den pågældende forbrugerkredit.

Derudover foreslås det i stk. 5, at hvis alle de i stk. 4 nævnte elementer ikke kan vises på en fremtrædende måde på én side, skal de vises i første del af formularen i lovens bilag 2 på højst to sider. I så fald anføres de oplysninger, der er omhandlet i stk. 4, nr. 1-7, på formularens første side. Det drejer sig om bl.a. oplysninger om kreditgiveren eller kreditformidlerens navn, det samlede kreditbeløb, kreditaftalens løbetid og ÅOP. Oplysningerne bør være klare, let læselige og tilpasset de tekniske begrænsninger for visse medier som f.eks. mobiltelefonskærme, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 37.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 6, skal de i stk. 1 nævnte oplysninger omfatte en række elementer, der er oplistet i nr. 1-17, og som skal vises efter og være tydeligt adskilt fra de elementer, der fremgår af stk. 4. Dette omfatter bl.a. oplysninger om kredittypen, betingelserne for at udnytte kreditmuligheden, hvis der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, betingelserne for anvendelse af hver enkelt debitorrente og, hvor sådanne er til rådighed, et eventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der finder anvendelse på hver enkelt oprindelig debitorrente, samt perioderne, betingelserne og procedurerne for ændring af hver enkelt debitorrente.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der foruden oplysningerne i den foreslåede stk. 4, skal gives forbrugeren en række yderligere oplysninger, som skal vises efter og være tydeligt adskilt fra de elementer, der fremgår af stk. 4.

Det foreslås i stk. 7, at hvor kreditaftalen benytter et benchmark som defineret i artikel 3, stk. 1, nr. 3, i forordning (EU) 2016/1011 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater (benchmarkforordningen), angives navnet på benchmarket og dets administrator og dette benchmarks potentielle virkninger for forbrugeren i et særskilt dokument, der kan knyttes som bilag til formularen i lovens bilag 2.

Et »benchmark« er i benchmarkforordningens artikel 3, stk. 1, nr. 3, defineret som ethvert indeks, der bruges som reference ved fastlæggelse af det beløb, som skal betales i henhold til et finansielt instrument eller en finansiel kontrakt, eller ved fastlæggelse af værdien af et finansielt instrument, eller et indeks, der anvendes til at måle en investeringsfonds økonomiske resultater med det formål at spore udbyttet af et sådant indeks, fastsætte allokeringen af aktiver for en portefølje eller beregne de resultatbetingede gebyrer.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at i det omfang kreditaftalen benytter et benchmark som defineret i benchmarkforordningens artikel 3, stk. 1, nr. 3, skal navnet på benchmarket og dets administrator og dette benchmarks potentielle virkninger for forbrugeren angives i et særskilt dokument, der kan knyttes som bilag til formularen i lovens bilag 2.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 8, skal oplysningerne til formularen i lovens bilag 2 være konsistente, let læselige og tage hensyn til de tekniske begrænsninger for det medium, hvorpå de vises. Oplysningerne skal vises på en passende og hensigtsmæssig måde på de forskellige kanaler under hensyntagen til interoperabilitet. Eventuelle yderligere oplysninger, som kreditgiveren måtte give forbrugeren, skal være let læselige og gives i et særskilt dokument, der kan knyttes som bilag til formularen i lovens bilag 2.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger den form, som de oplysninger, der gives til forbrugeren forud for aftaleindgåelse ved hjælp af lovens bilag 2, skal foreligge i. Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. indebære, at oplysningerne skal gives i et format, der tager hensyn til de tekniske begrænsninger for det medium, hvorpå de vises, således at oplysningerne – uanset medium – er let læselige. Den foreslåede bestemmelse vil endvidere fastsætte formkrav til, hvordan eventuelle yderligere oplysninger til forbrugeren skal gives, idet det følger heraf, at sådanne oplysninger skal gives som et særskilt bilag til kreditaftalelovens bilag 2.

Det foreslås i stk. 9, at ved anvendelse af taletelefoni skal beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelse med forbrugerens udtrykkelige samtykke alene omfatte tjenesteydelsens vigtigste karakteristika, dog mindst de elementer, der fremgår af bestemmelsens stk. 4. I så fald giver kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren forbrugeren formularen i lovens bilag 2 på et varigt medium umiddelbart efter indgåelsen af kreditaftalen. Er der tale om en finansiel tjenesteydelse, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika i stedet mindst indeholde de oplysninger, der fremgår af del A, afsnit 3-6, i oplysningsskemaet »ESIS« i kreditaftalelovens bilag 5.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at når der i forbindelse med indgåelse af en kreditaftale anvendes taletelefoni, er oplysningerne om beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelse – hvis forbrugeren udtrykkeligt samtykker til det – begrænset til at vedrøre tjenesteydelsens vigtigste karakteristika, dog mindst de elementer, der fremgår af den foreslåede stk. 4. Det bemærkes, at dette gælder uanset den foreslåede stk. 6, jf. ovenfor.

For så vidt angår finansielle tjenesteydelser, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, vil den foreslåede bestemmelse indebære, at beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika – på samme måde som efter den nuværende bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 5, 2. pkt. – i stedet mindst skal indeholde de oplysninger, der fremgår af del A, afsnit 3-6, i oplysningsskemaet »ESIS« i kreditaftalelovens bilag 5. Der er således ikke tilsigtet ændringer i gældende ret.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 10, skal kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren efter anmodning fra forbrugeren – ud over formularen i kreditaftalelovens bilag 2 – omkostningsfrit give forbrugeren en kopi af udkastet til kreditaftalen på papir eller på et andet varigt medium, forudsat at kreditgiveren på tidspunktet for anmodningen er villig til at indgå kreditaftalen med forbrugeren.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis forbrugeren anmoder om det, har forbrugeren – ud over formularen i kreditaftalelovens bilag 2 – krav på omkostningsfrit at modtage en kopi af kreditaftalen på papir eller på et andet varigt medium. Det gælder dog ikke, hvis kreditgiveren på tidspunktet, hvor forbrugerens anmodning fremsættes, ikke ønsker at indgå kreditaftalen med forbrugeren.

Det foreslås i stk. 11, at hvis en kreditaftale, i henhold til hvilken de betalinger, forbrugeren foretager, ikke umiddelbart fører til en tilsvarende amortisation af det samlede kreditbeløb, tjener til at opbygge kapital i de perioder og på de betingelser, der er fastsat i kreditaftalen eller i en accessorisk aftale, skal kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren i de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der fremgår af stk. 1, medtage en klar og kort angivelse af, at en sådan kreditaftale ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede udnyttede kreditbeløb i henhold til kreditaftalen, medmindre der udtrykkeligt er givet en sådan garanti.

Den foreslåede bestemmelse vedrører en særlig form for kreditaftaler, hvor forbrugerens løbende afdrag ikke anvendes til at reducere hovedstolen, men derimod anvendes til at anskaffe værdipapirer i form af f.eks. aktier eller obligationer. Afkastet fra disse værdipapirer anvendes derefter til at tilbagebetale såvel hovedstol som renter. Ved denne type kreditaftaler vil parterne ved aftalens indgåelse ikke med sikkerhed kunne vide, om afkastet fra de anskaffede værdipapirer vil være tilstrækkeligt til at betale renter og hovedstol, jf. også Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 50, om den nuværende bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 8.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis der er tale om en sådan særlig form for kreditaftaler, som er beskrevet herover, skal det medtages i de oplysninger, som kreditgiveren eller kreditformidleren i medfør af den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1, har pligt til at give forbrugeren forud for aftaleindgåelsen, at den pågældende kreditaftale ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede udnyttede kreditbeløb. Det gælder dog ikke, hvis der udtrykkeligt er givet en garanti om det modsatte.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 12, finder kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1-11, ikke anvendelse på leverandører af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidlere. Dette berører ikke kreditgiverens eller i givet fald kreditformidlerens forpligtelse til at sikre, at forbrugeren modtager de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der fremgår af stk. 1-11.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at leverandører af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidlere, ikke skal iagttage kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1-11. Leverandører af varer eller tjenesteydelser kan f.eks. siges at optræde som kreditformidlere accessorisk, hvis deres virksomhed som kreditformidlere ikke er hovedformålet med deres erhvervsmæssige virksomhed, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 43.

Den foreslåede bestemmelse er alene rettet mod aktører, der accessorisk optræder som kreditformidlere. Den egentlige kreditgiver eller i givet fald kreditformidler skal således sikre, at forbrugeren modtager de pågældende oplysninger i overensstemmelse med de foreslåede bestemmelser i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1-11.

Det foreslås i stk. 13, at for så vidt angår kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren i stedet for formularen i denne lovs bilag 2 anvende oplysningsskemaet »ESIS« i denne lovs bilag 5. Oplysningsskemaet skal gives uden unødig forsinkelse, efter at forbrugeren har afgivet de nødvendige oplysninger om sine behov, sin finansielle situation og sine præferencer i overensstemmelse med den foreslåede § 7 c (lovforslagets § 1, nr. 15).

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den nuværende bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 11. Det vil dog som noget nyt fremgå direkte af bestemmelsens 2. pkt., at skemaet skal gives uden unødig forsinkelse, således at ordlyden er i overensstemmelse med boligkreditdirektivets artikel 14, stk. 1, litra a. Der er ikke herved tilsigtet ændringer i gældende ret, idet det allerede efter gældende ret er forudsat i bemærkningerne til kreditaftalelovens § 7 a, stk. 11, at kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren giver de pågældende oplysninger til forbrugeren snarest muligt, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 154 som fremsat, side 95.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14

Det følger af kreditaftalelovens § 7 b, at det påhviler kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren at give forbrugeren en række oplysninger forud for aftaleindgåelsen i forbindelse med visse særlige former for kreditaftaler (kreditaftaler om henstand eller ændret tilbagebetaling på baggrund af misligholdelse samt kreditaftaler i form af kassekredit).

Det foreslås, at § 7 b nyaffattes. Det foreslåede har til formål at gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 11.

Det foreslås i stk. 1, at forud for indgåelse af en kreditaftale omfattet af den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 7 (lovforslagets § 1, nr. 5), skal de i den foreslåede § 7 a, stk. 1 og 2 (lovforslagets § 1, nr. 13), nævnte oplysninger, uanset § 7 a, stk. 3, 1. pkt., gives på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, ved hjælp af formularen i lovens bilag 3. Oplysningerne skal være klare og forståelige. Alle oplysninger i formularen skal være lige fremtrædende.

Bestemmelsen drejer sig om kreditaftaler, som er omfattet af den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7, dvs., kreditaftaler, der indgås på baggrund af misligholdelse m.v. (lovforslagets § 1, nr. 5). Bestemmelsen regulerer, hvordan forbrugeren i sådanne situationer – før aftalen indgås – skal modtage de oplysninger, som kreditgiveren i medfør af den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1, er forpligtet til at give.

Begrebet »varigt medium« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 13. Heraf fremgår det, at »varigt medium« er en indretning, som sætter forbrugeren i stand til at lagre oplysninger rettet til forbrugeren personligt på en måde, der muliggør senere søgning i et tidsrum, som er afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

Efter den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 b, stk. 1, er det forbrugerne, der vælger, hvilken type varigt medium de vil modtage oplysninger på forud for aftaleindgåelsen, og når aftalen er indgået. Forbrugerne kan dog ikke kræve, at kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere giver oplysninger på typer af varige medier, der ikke er almindeligt anvendt, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 34.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter endvidere den form, hvori de pågældende oplysninger skal gives. Således følger det, at formularen »Europæiske forbrugerkreditoplysninger«, jf. lovens bilag 3, skal anvendes. Oplysningerne skal være klare og forståelige, og alle oplysninger skal være lige fremtrædende. Kreditgiveren anses for at have opfyldt oplysningskravene i den foreslåede bestemmelse, hvis den pågældende kreditgiver har udleveret denne formular, jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 11, stk. 1.

Det foreslås i stk. 2, at de i stk. 1, nævnte oplysninger – uanset den foreslåede bestemmelse i § 7 a, stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 13) – skal indeholde en række elementer på en fremtrædende måde i første del af formularen i lovens bilag 3 på én side. Dette omfatter bl.a. oplysninger om kreditgiverens samt i givet fald den involverede kreditformidlers navn, det samlede kreditbeløb og kreditaftalens løbetid, jf. nærmere den foreslåede bestemmelse nr. 1-12.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at hvis der indgås kreditaftaler på baggrund af misligholdelse m.v., skal der gives forbrugeren en række nærmere oplistede oplysninger om det centrale indhold i kreditaftalen.

Det foreslås i stk. 3, at hvis alle de i stk. 2 opregnede elementer ikke kan vises på en fremtrædende måde på én side, skal de vises i første del af formularen i lovens bilag 3 på højst to sider. I så fald anføres de oplysninger, der fremgår af stk. 2, nr. 1-7, på formularens første side.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at rækkefølgen, hvori de pågældende oplysninger om kreditaftalens centrale indhold skal angives, prioriteres.

Det foreslås i stk. 4, at de i stk. 1 nævnte oplysninger skal omfatte en række elementer, som skal vises efter og være tydeligt adskilt fra de elementer, der er anført i den foreslåede stk. 2. Elementerne omfatter bl.a. oplysninger om kredittypen, hvis der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, betingelserne for anvendelsen af hver debitorrente, et eventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der finder anvendelse på den oprindelige debitorrente, de omkostninger, der finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor kreditaftalen indgås, og i givet fald betingelserne for en eventuel ændring af disse omkostninger, og et repræsentativt eksempel, der illustrerer de årlige omkostninger i procent og det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, med henvisning til alle de antagelser, der er lagt til grund for at beregne denne procentsats, betingelserne og proceduren for opsigelse af kreditaftalen, jf. nærmere den foreslåede stk. 4, nr. 1-12.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter således, at hvis der indgås kreditaftaler på baggrund af misligholdelse m.v., skal der gives forbrugeren en række oplysninger udover oplysningerne i den foreslåede § 7 b, stk. 2.

Det foreslås i stk. 5, at oplysningerne i formularen i lovens bilag 3 skal være konsistente, let læselige og tage hensyn til de tekniske begrænsninger for det medium, hvorpå de vises. Oplysningerne skal vises på en passende og hensigtsmæssig måde på de forskellige kanaler under hensyntagen til interoperabilitet.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at oplysningerne, der gives til forbrugeren forud for aftaleindgåelse ved hjælp af lovens bilag 3 skal være let læselige og let tilgængelige for forbrugeren. Dette vil indebære, at måden som oplysningerne vises på skal tage hensyn til de tekniske begrænsninger for det medium, hvorpå de vises, og at oplysningerne skal gives på en passende og hensigtsmæssig måde under hensyntagen til interoperabilitet.

Det foreslås i stk. 6, at ved anvendelse af taletelefoni skal beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelse med forbrugerens udtrykkelige samtykke alene omfatte tjenesteydelsens vigtigste karakteristika, dog mindst de elementer, der fremgår af stk. 2. I så fald giver kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren forbrugeren formularen i lovens bilag 3 på et varigt medium umiddelbart efter indgåelsen af kreditaftalen. Er der tale om en finansiel tjenesteydelse, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika i stedet mindst indeholde de oplysninger, der fremgår af del A, afsnit 3-6, i oplysningsskemaet »ESIS« i lovens bilag 5.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ved anvendelse af taletelefoni skal beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelse med forbrugerens udtrykkelige samtykke alene omfatte tjenesteydelsens vigtigste karakteristika, dog mindst de oplysninger, der fremgår af den foreslåede stk. 2, dvs. bl.a. oplysninger om kreditgiverens samt i givet fald den involverede kreditformidlers navn, det samlede kreditbeløb og kreditaftalens løbetid. Det bemærkes, at dette gælder uanset den foreslåede stk. 4 om bl.a. oplysninger om kredittypen og hvis der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, betingelserne for anvendelsen af hver debitorrente, et eventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der finder anvendelse på den oprindelige debitorrente, de omkostninger, der finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor kreditaftalen indgås, og i givet fald betingelserne for en eventuel ændring af disse omkostninger.

For så vidt angår finansielle tjenesteydelser, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, vil den foreslåede bestemmelse indebære, at beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika – på samme måde som efter den nuværende bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 b, stk. 5, 3. pkt. – i stedet mindst skal indeholde de oplysninger, der fremgår af del A, afsnit 3-6, i oplysningsskemaet »ESIS« i kreditaftalelovens bilag 5. Der er således ikke tilsigtet ændringer i gældende ret.

Det foreslås i stk. 7, at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren efter anmodning fra forbrugeren ud over formularen i lovens bilag 3 omkostningsfrit skal give forbrugeren en kopi af udkastet til kreditaftalen, forudsat at kreditgiveren på tidspunktet for anmodningen er villig til at indgå kreditaftalen med forbrugeren.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis forbrugeren anmoder om det, har forbrugeren – ud over formularen i lovens bilag 3 – krav på at modtage en kopi af kreditaftalen omkostningsfrit. Det gælder dog ikke, hvis kreditgiveren på tidspunktet, hvor forbrugerens anmodning fremsættes, ikke ønsker at indgå kreditaftalen med forbrugeren.

Det foreslås i stk. 8, at stk. 1-7 ikke finder anvendelse på leverandører af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidlere. Dette berører ikke kreditgiverens eller i givet fald kreditformidlerens forpligtelse til at sikre, at forbrugeren modtager de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der er omhandlet i stk. 1-7.

Leverandører af varer eller tjenesteydelser kan f.eks. siges accessorisk at optræde som kreditformidlere, hvis deres virksomhed som kreditformidlere ikke er hovedformålet med deres erhvervsmæssige virksomhed, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 43.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at leverandører af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidlere, ikke skal iagttage kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1-11.

Endelig foreslås det i stk. 9, at for så vidt angår kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren i stedet for formularen i lovens bilag 3 anvende oplysningsskemaet »ESIS« i lovens bilag 5. § 7 a, stk. 13, 2. pkt. (om hvornår oplysningsskemaet skal gives), finder tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den nuværende bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 b, stk. 3, 3. og 4. pkt. Der er således ikke tilsigtet ændringer i gældende ret. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15

Det fremgår af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, at kreditgiveren inden kreditaftalens indgåelse skal vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.

Derudover fremgår det af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 2, at hvis kreditgiveren og forbrugeren efter kreditaftalens indgåelse bliver enige om at ændre det samlede kreditbeløb, skal kreditgiveren ajourføre de finansielle oplysninger, som kreditgiveren har om forbrugeren. Før enhver væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb skal kreditgiveren atter vurdere forbrugerens kreditværdighed.

Det foreslås, at § 7 c nyaffattes.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1, skal en kreditgiver foretage en grundig vurdering af forbrugerens kreditværdighed, inden der indgås en kreditaftale. Vurderingen skal foretages i forbrugerens interesse for at forhindre uansvarlig udlånspraksis og overdreven gældsætning og for at tage passende hensyn til faktorer, der er relevante for at kontrollere forbrugerens udsigter til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen.

Stk. 1, 1. pkt. , fastsætter således dels en pligt for kreditgivere til at foretage vurdering af en forbrugers kreditværdighed, dels det tidspunkt, som vurderingen foretages på. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en kreditgiver skal foretage vurderingen forud for, at vedkommende indgår en kreditaftale med en forbruger.

Ifølge stk. 1, 2. pkt., skal vurderingen foretages i forbrugerens interesse for at hindre uansvarlig udlånspraksis og overdreven gældsætning m.v. Efter forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 54 skal dette bl.a. ses i lyset af, at det er vigtigt, at forbrugerens evne og tilbøjelighed til at tilbagebetale kreditten vurderes og kontrolleres, inden der indgås en kreditaftale. Vurderingen skal således tage hensyn til alle nødvendige og relevante faktorer, der kan påvirke forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten, og tilbagebetalingsplanen skal skræddersys til forbrugerens særlige behov og tilbagebetalingsevne.

Kreditværdighedsvurderingen vil således – ligesom hvad der gælder i dag – skulle foretages med henblik på at vurdere, om forbrugeren vil være i stand til at betale de forudsatte afdrag på kreditbeløbet, og ikke med henblik på at vurdere kreditgiverens tabsrisiko, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 51.

En forbruger vil efter Justitsministeriets opfattelse kunne betragtes som kreditværdig, hvis forbrugeren – på grundlag af en undersøgelse af forbrugerens økonomiske forhold – sandsynligvis vil kunne overholde de forpligtelser, der følger af den kreditaftale, som kreditgiveren agter at tilbyde forbrugeren, jf. også om den foreslåede stk. 7 nedenfor.

Det fremgår endvidere af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 54, at positiv kreditværdighedsvurdering ikke ændrer ved kreditgiverens aftalefrihed i forbindelse med kreditgivning. Som i dag vil det således fortsat være op til den enkelte kreditgiver at tage stilling til, om vedkommende ønsker at tilbyde en forbruger med en positiv kreditværdighedsvurdering en kreditaftale.

Det foreslås i stk. 2, at kreditformidlere forelægger de nødvendige oplysninger fra forbrugeren for den relevante kreditgiver i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen), således at der kan foretages en vurdering af kreditværdigheden.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger således rammerne for, hvordan kreditformidlere – når mulig kreditaftale involverer sådannes mellemkomst – skal forelægge de nødvendige oplysninger for den relevante kreditgiver med henblik på dennes foretagelse af kreditværdighedsvurderingen efter den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at denne forelæggelse af oplysninger skal være i overensstemmelse med reglerne i databeskyttelsesforordningen.

Det foreslås i stk. 3, at vurderingen af kreditværdigheden foretages på grundlag af relevante og korrekte oplysninger om forbrugerens indtægter og udgifter og andre finansielle og økonomiske omstændigheder, som er nødvendige og står i et rimeligt forhold til kredittens art, løbetid, værdi og risici for forbrugeren. Oplysningerne kan omfatte dokumentation for indtægter eller andre tilbagebetalingskilder, oplysninger om finansielle aktiver og passiver eller oplysninger om andre finansielle forpligtelser, men må ikke omfatte de særlige kategorier af oplysninger, der fremgår af artikel 9, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen. Oplysningerne indhentes fra relevante interne eller eksterne kilder, herunder forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, på grundlag af en søgning i en database, jf. den foreslåede bestemmelse i § 7 h (lovforslagets § 1, nr. 16). Sociale netværk anses ikke som en ekstern kilde.

Den foreslåede bestemmelse regulerer således det grundlag, som kreditgiverens vurdering af forbrugerens kreditværdighed skal foretages på, herunder hvilke typer af oplysninger, der kan indgå i vurderingen, og fra hvilke kilder sådanne oplysninger kan indhentes.

Oplysningerne skal således efter den foreslåede bestemmelse være nødvendige og stå i et rimeligt forhold til kredittens art, løbetid, værdi og risici for forbrugeren i overensstemmelse med princippet om dataminimering i databeskyttelsesforordningen og skal være relevante, fuldstændige og korrekte. Oplysningerne bør som minimum omfatte forbrugerens indtægter og udgifter, herunder ved passende hensyntagen til forbrugerens aktuelle forpligtelser, bl.a. leveomkostninger for forbrugeren og forbrugerens husstand, samt forbrugerens finansielle forpligtelser, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 55.

Oplysningerne må efter den foreslåede bestemmelse ikke omfatte særlige kategorier af personoplysninger omhandlet i artikel 9, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen, f.eks. helbredsoplysninger, herunder oplysninger om kræftsygdomme, og oplysninger fra sociale netværk, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 55.

Det bemærkes, at de i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, omhandlede særlige kategorier af personoplysninger omfatter race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt behandling af genetiske data, biometriske data med det formål entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering.

Det foreslås i stk. 4, at de oplysninger, der indhentes efter stk. 3, kontrolleres på passende vis, hvor det er nødvendigt ved henvisning til uafhængigt verificerbar dokumentation.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kreditgiver, for så vidt angår de oplysninger, som denne har indhentet efter den foreslåede stk. 3, vil skulle kontrollere sådanne oplysninger på passende vis, hvor det er nødvendigt ved henvisning til uafhængigt verificerbar dokumentation.

Det foreslås i stk. 5, at kreditgiveren fastlægger procedurer for vurderingen, jf. stk. 1, samt dokumenterer og vedligeholder sådanne procedurer. Kreditgiveren dokumenterer og opbevarer endvidere de oplysninger, der fremgår af stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil for det første indebære, at kreditgiveren vil skulle fastlægge procedurer for kreditværdighedsvurderingen, jf. den foreslåede stk. 1. Kreditgiveren har efter den foreslåede bestemmelse pligt til at dokumentere, at de pågældende procedurer er fastlagt, og til at vedligeholde de pågældende procedurer, sådan at de er tidssvarende og løbende stemmer overens med de bagvedliggende hensyn.

Den foreslåede bestemmelse vil for det andet indebære, at kreditgiveren vil skulle dokumentere og opbevare oplysninger, som kreditgiveren har indhentet til brug for kreditværdighedsvurderingen efter den foreslåede stk. 3.

Det foreslås i stk. 6, at hvis kreditansøgningen indgives i fællesskab af mere end én forbruger, foretager kreditgiveren vurderingen af kreditværdigheden på grundlag af forbrugernes fælles tilbagebetalingsevne.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis flere forbrugere sammen indgiver en fælles kreditansøgning, vil den vurdering af kreditværdigheden, som kreditgiveren skal foretage efter den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, skulle ske på grundlag af forbrugernes fælles tilbagebetalingsevne.

Det foreslås i stk. 7, at kreditgiveren kun må stille kreditten til rådighed for forbrugeren, hvis resultatet af kreditværdighedsvurderingen viser, at de forpligtelser, der følger af kreditaftalen, sandsynligvis vil blive opfyldt på den måde, der kræves i henhold til den pågældende aftale, under hensyntagen til de relevante faktorer, jf. stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis resultatet af kreditværdighedsvurderingen er negativt, må kreditgiveren ikke stille kreditten til rådighed for forbrugeren. Således skal resultatet af kreditværdighedsvurderingen vise, at forbrugerens forpligtelser efter kreditaftalen, sandsynligvis vil blive opfyldt på den måde, det kræves efter den pågældende aftale.

Kreditgiveren skal ved vurderingen af forbrugerens evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen tage hensyn til relevante faktorer og særlige omstændigheder, f.eks., men ikke begrænset til, kreditter ydet i overensstemmelse med kreditaftaleloven til finansiering af studier eller til dækning af ekstraordinære sundhedsudgifter, forekomsten af tilstrækkelig dokumentation for, at sådanne kreditter vil bibringe forbrugeren fremtidige indtægter, eller forekomsten af sikkerhedsstillelse eller andre former for garantier, som forbrugeren vil kunne tilvejebringe med henblik på at stille sikkerhed for kreditten, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 55.

Det foreslås i stk. 8, at en kreditgiver, der indgår en kreditaftale med en forbruger, ikke efterfølgende kan annullere eller ændre kreditaftalen til skade for forbrugeren med den begrundelse, at vurderingen af kreditværdigheden var ukorrekt. Det gælder dog ikke, hvis det påvises, at forbrugeren bevidst har tilbageholdt eller forfalsket de i stk. 3 nævnte oplysninger, der er givet til kreditgiveren.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en kreditgiver som udgangspunkt ikke efterfølgende kan annullere eller ændre en indgået kreditaftale til skade for forbrugeren under henvisning til, at kreditværdighedsvurderingen var ukorrekt. Når kreditgiveren efter at have foretaget den nødvendige kreditværdighedsvurdering har tilbudt og indgået en kreditaftale med forbrugeren, kan kreditaftalen dermed som udgangspunkt ikke hæves eller ændres med den begrundelse, at kreditværdighedsvurderingen ikke var korrekt. Efter den foreslåede bestemmelses 2. pkt. gælder dette udgangspunkt dog ikke, hvis kreditværdighedsvurderingen ikke var korrekt på grund af svigagtig adfærd fra forbrugerens side i form af, at forbrugeren – påviseligt – bevidst har tilbageholdt eller forfalsket oplysningerne til brug for kreditværdighedsvurderingen.

Det foreslås i stk. 9, at hvis vurderingen af kreditværdigheden omfatter brug af automatisk behandling af personoplysninger, har forbrugeren ret til at anmode om og få menneskelig indgriben fra kreditgiveren i form af retten til at anmode om og få en tydelig og forståelig forklaring fra kreditgiveren på vurderingen af kreditværdigheden, herunder om den logik og de risici, der er forbundet med den automatiske behandling af personoplysninger, samt om dens betydning og virkning for afgørelsen, jf. den foreslåede bestemmelses nr. 1. Derudover har forbrugeren ret til at give udtryk for sit synspunkt over for kreditgiveren, jf. den foreslåede bestemmelses nr. 2. Endelig har forbrugeren ret til at anmode om en gennemgang af vurderingen af kreditværdigheden og afgørelsen om kreditgiverens kreditgivning, jf. den foreslåede bestemmelses nr. 3.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger balancen mellem muligheden for kreditgiveren for at anvende automatisk behandling af personoplysninger overfor forbrugerens ret til individuel og menneskelig behandling af de pågældende oplysninger, inklusiv en gennemgang af den af kreditgiveren foretagne kreditværdighedsvurdering og resultatet heraf.

Derudover foreslås det i stk. 10, at forbrugeren skal underrettes om de rettigheder, der fremgår af stk. 9.

Bestemmelsen vil indebære en pligt for kreditgiveren til at give forbrugeren besked om den ret til menneskelig behandling og forklaring, som er fastlagt i den foreslåede stk. 9.

De foreslåede bestemmelser i stk. 9 og 10 vil således regulere tilfælde, hvor kreditværdighedsvurderingen omfatter brug af automatisk behandling af personoplysninger. Bestemmelserne fastlægger forbrugerens rettigheder i sådanne tilfælde. Det fremgår uddybende af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 56 bl.a., at forbrugeren – uden at det berører databeskyttelsesforordningens bestemmelser – har ret til at få en meningsfuld og forståelig forklaring på den vurdering, der er foretaget, og på hvordan den anvendte automatiske behandling fungerer, herunder de vigtigste variabler, logikken og de involverede risici, samt retten til at give udtryk for sine synspunkter og anmode om en gennemgang af vurderingen af kreditværdighed og en gennemgang af afgørelsen om, hvorvidt der kan gives kredit.

Det bemærkes, at muligheden for at anmode om en gennemgang af den oprindelige vurdering og af afgørelsen ikke nødvendigvis fører til kreditgivning til forbrugeren, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 56.

Det foreslås i stk. 11, at kreditgiveren er forpligtet til straks at underrette forbrugeren om et afslag på en kreditansøgning og, hvis det er relevant, henvise forbrugeren til let tilgængelige gældsrådgivningstjenester. I givet fald underretter kreditgiveren forbrugeren om, at vurderingen af kreditværdigheden er baseret på automatisk databehandling, og om forbrugerens ret til menneskelig vurdering og proceduren for at anfægte afgørelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kreditgiveren i tilfælde af afslag på en kreditansøgning straks skal underrette forbrugeren om afslaget og, hvis det er relevant henvise forbrugeren til let tilgængelige gældsrådgivningstjenester. Hvis kreditværdighedsvurderingen omfatter brug af automatisk behandling, skal kreditgiveren også underrette forbrugeren om forbrugerens ret til menneskelig vurdering og proceduren for at anfægte afgørelsen.

Det foreslås i stk. 12, at hvis parterne aftaler at ændre det samlede kreditbeløb efter indgåelsen af kreditaftalen, skal kreditgiveren revurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af ajourførte oplysninger, inden det samlede kreditbeløb forhøjes væsentligt.

Bestemmelsen vil indebære en pligt for kreditgiveren til – i tilfælde, hvor det aftales at ændre det samlede kreditbeløb efter indgåelse af kreditaftalen – at revurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af ajourførte oplysninger, inden et samlede kreditbeløb forhøjes væsentligt.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 c gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 1-10. Den foreslåede bestemmelse gennemfører derudover – ligesom den nuværende bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 c – boligkreditdirektivets artikel 18, stk. 1, 1. pkt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 16

(Til § 7 e)

Kreditaftaleloven indeholder ikke i dag en udtrykkelig bestemmelse om, at kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere til enhver tid skal stille klare og forståelige generelle oplysninger om kreditaftaler til rådighed for forbrugerne.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 7 e. Den foreslåede bestemmelse har til formål at gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 9.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1, skal kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere til enhver tid stille klare og forståelige generelle oplysninger om kreditaftaler til rådighed for forbrugerne på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger. Stilles oplysningerne til rådighed af kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere i deres lokaler, skal disse som minimum stilles til rådighed for forbrugerne på papir.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere er forpligtede til – på ethvert tidspunkt – at stille klare og forståelige generelle oplysninger om kreditaftaler til rådighed for forbrugerne.

Den foreslåede bestemmelse vedrører en pligt til at stille generelle oplysninger til rådighed for forbrugeren, og bestemmelsen ændrer således ikke forpligtelsen til at give forbrugerne individualiserede oplysninger forud for aftaleindgåelsen, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 35.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2, skal de generelle oplysninger, jf. stk. 1, som minimum omfatte bl.a. navn, fysisk adresse, telefonnummer og e-mailadresse på udstederen af oplysningerne, de formål, hvortil kreditten kan anvendes, og kreditaftalens eventuelle løbetid, som oplistet i bestemmelsens nr. 1-11 .

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 e, stk. 2, fastslår således, hvad de generelle oplysninger, jf. stk. 1, som minimum skal omfatte.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 3 finder de foreslåede stk. 1 og 2 ikke anvendelse på boligkreditaftaler, jf. § 2, nr. 4, i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

En »boligkreditaftale« er i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere § 2, nr. 4 defineret som en aftale, i henhold til hvilken en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit sikret ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse eller en anden rettighed knyttet til en fast ejendom til beboelse eller kreditaftaler, som ligger til grund for erhvervelse eller bevarelse af ejendomsretten til grundarealer til eksisterende eller projekterede bygninger.

Den foreslåede bestemmelses stk. 3 skal sikre, at boligkreditgivere og bundne boligkreditformidlere fortsat skal efterleve reglerne om hvilke oplysninger, der skal gives i forbindelse med en boligkreditaftale, jf. § 13 i bekendtgørelse nr. 1514 af 6. december 2023 om god skik for boligkredit, som gennemfører boligkreditdirektivets artikel 13.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 7 f)

Det fremgår af kreditaftalelovens § 7 a, stk. 9, at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren skal give forbrugeren fyldestgørende forklaringer, således at forbrugeren er i stand til at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer til vedkommendes behov og finansielle situation, hvor det er relevant, ved at forklare de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der skal gives i henhold til den gældende § 7 a, stk. stk. 1 og 2, de foreslåede produkters vigtigste karakteristika og de specifikke konsekvenser, disse produkter kan få for forbrugeren, herunder konsekvenserne af forbrugerens betalingsmisligholdelse.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 7 f. Den foreslåede bestemmelse har til formål at gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 12.

Det foreslås i stk. 1, at kreditgivere og i givet fald kreditformidlere forud for aftaleindgåelsen skal give forbrugeren fyldestgørende forklaringer om de foreslåede kreditaftaler og eventuelle accessoriske tjenesteydelser, der gør det muligt for forbrugeren at vurdere, om de foreslåede kreditaftaler og accessoriske tjenesteydelser er tilpasset forbrugerens behov og finansielle situation. Forklaringerne skal gives omkostningsfrit.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kreditgivere og i givet fald kreditformidlere forud for aftaleindgåelsen omkostningsfrit skal give en forbruger fyldestgørende forklaringer om de foreslåede kreditaftaler og eventuelle accessoriske tjenesteydelser. Formålet her er at tilvejebringe oplysninger, så forbrugeren kan vurdere, om det foreslåede er tilpasset forbrugerens behov og finansielle situation.

Dette skal ses i lyset af, at en forbruger – på trods af oplysningerne, der skal gives forud for aftaleindgåelsen – kunne have behov for yderligere bistand for at kunne afgøre, hvilken kreditaftale blandt udvalget af foreslåede produkter der er mest hensigtsmæssig i forhold til vedkommendes behov og finansielle situation, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 45.

Kreditgivere og i givet fald kreditformidlere vil efter den foreslåede bestemmelse skulle tilpasse den måde, som de fyldestgørende forklaringer gives på, til de omstændigheder, hvorunder kreditten tilbydes, og forbrugerens behov for bistand under hensyntagen til forbrugerens viden om og erfaring med kredit og arten af de enkelte kreditprodukter. Det bemærkes, at sådanne fyldestgørende forklaringer ikke i sig selv udgør en individuel anbefaling, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 45 og om forbrugerkreditdirektivets artikel 16 (rådgivningstjenester), som foreslås gennemført i lovforslagets § 1, nr. 23.

Bestemmelsen regulerer ikke den form, som spørgsmål skal besvares eller supplerende oplysninger skal gives i. Det vil afhænge af den konkrete situation, herunder forbrugerens behov for information, også jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 50, om den gældende bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 9.

Det foreslås i stk. 2, at fyldestgørende forklaringer efter stk. 1 skal omfatte følgende elementer: De oplysninger, der er omhandlet i de foreslåede bestemmelser i kreditaftalelovens §§ 7 a, 7 b og 17, samt § 18, stk. 6, i lov om markedsføring, jf. den foreslåede bestemmelses nr. 1. De væsentligste karakteristika ved den foreslåede kreditaftale eller af de foreslåede accessoriske tjenesteydelser, jf. den foreslåede bestemmelses nr. 2. De særlige virkninger, som den foreslåede kreditaftale eller de foreslåede accessoriske tjenesteydelser kan have for forbrugeren, herunder konsekvenserne af forbrugerens manglende eller forsinkede betaling, jf. den foreslåede bestemmelses nr. 3. Hvis accessoriske tjenesteydelser indgår i en pakke sammen med en kreditaftale, hvorvidt hver komponent kan opsiges separat og konsekvenserne for forbrugeren af en sådan opsigelse, jf. den foreslåede bestemmelses nr. 4.

Den foreslåede bestemmelse fastslår således, hvad de fyldestgørende forklaringer, som skal gives efter den foreslåede stk. 1, skal omfatte.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 3 finder de foreslåede stk. 1 og 2 ikke anvendelse på boligkreditaftaler, jf. § 2, nr. 4, i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

En boligkreditaftale er i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere § 2, nr. 4, defineret som en aftale, i henhold til hvilken en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit sikret ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse eller en anden rettighed knyttet til en fast ejendom til beboelse eller kreditaftaler, som ligger til grund for erhvervelse eller bevarelse af ejendomsretten til grundarealer til eksisterende eller projekterede bygninger.

Den foreslåede bestemmelses stk. 3 skal sikre, at boligkreditgivere og bundne boligkreditformidlere fortsat skal efterleve reglerne om fyldestgørende forklaringer i forbindelse med en boligkreditaftale, jf. § 17 i bekendtgørelse nr. 1514 af 6. december 2023 om god skik for boligkredit, som gennemfører boligkreditdirektivets artikel 16.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 7 g)

Kreditaftaleloven indeholder på nuværende tidspunkt ingen bestemmelse om, at kreditgivere og kreditformidlere skal underrette forbrugerne på en klar og forståelig måde, når de modtager et individualiseret tilbud på grundlag af automatisk behandling af personoplysninger.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 7 g, hvorefter kreditgivere og kreditformidlere skal underrette forbrugerne på en klar og forståelig måde, når de modtager et individualiseret tilbud på grundlag af automatisk behandling af personoplysninger. Den foreslåede bestemmelse har til formål at gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 13.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kreditgivere og kreditformidlere, når de individualiserer et tilbud på grundlag af automatisk behandling af personoplysninger, skal underrette forbrugerne herom på en klar og forståelig måde.

Ifølge forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 46 skal kreditgivere og kreditformidlerne, når de individualiserer prisen på deres tilbud til særlige forbrugere eller særlige kategorier af forbrugere på grundlag af automatisk beslutningstagning, tydeligt informere forbrugerne om, at den pris, de tilbydes, er individualiseret på grundlag af automatisk behandling af personoplysninger, herunder afledte data, så forbrugerne kan tage højde for de potentielle risici i deres købsbeslutning.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke berører de databeskyttelsesretlige regler, som navnlig følger af databeskyttelsesforordningen. De databeskyttelsesretlige regler vil således skulle iagttages i samme omfang som hidtil, uanset en given situation samtidig måtte være omfattet af den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 g.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 7 h)

Det fremgår af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 3, at hvis en anmodning om kredit afslås på grundlag af søgning i en database, underretter kreditgiveren omgående forbrugeren om resultatet af en sådan søgning og giver forbrugeren nærmere oplysninger om den pågældende database. Denne underretning skal ske uden omkostninger for forbrugeren.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 7 h. Den foreslåede bestemmelse har til formål at gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 19.

Det foreslås i stk. 1, at i tilfælde af grænseoverskridende kredit skal kreditgivere fra andre medlemsstater i Den Europæiske Union på ikkediskriminerende betingelser have adgang til databaser, der anvendes til at vurdere forbrugeres kreditværdighed.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kreditgivere, der ikke er etableret i Danmark, men som tilbyder kredit til forbrugere i Danmark – på ikke diskriminerende vilkår i forhold til kreditgivere, der er etableret i Danmark – skal have adgang til databaser, f.eks. hos et kreditoplysningsbureau, der anvendes til at vurdere forbrugeres kreditværdighed. Kreditgivere, der ikke er etableret i Danmark, men som tilbyder deres produkter her, og således skal opfylde kravene om foretagelse af kreditværdighedsvurdering, jf. den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 c, må således ikke nægtes adgang til sådanne databaser, hvis de opfylder betingelserne for adgang dertil.

Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse på både offentlige og private databaser, jf. også forbrugerkreditdirektivets artikel 19, stk. 3.

Det foreslås i stk. 2, at det kun er kreditgivere, der er under tilsyn, og som fuldt ud overholder forordning (EU) 2016/679 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen), der må få adgang til de databaser, der anvendes til at vurdere forbrugeres kreditværdighed.

Kreditgivere, der er under tilsyn, er pengeinstitutter, realkreditinstitutter, kreditinstitutter fra udlandet, ejendomskreditselskaber og forbrugslånsvirksomheder. Det er henholdsvis Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med disse virksomheder.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fastlægger således betingelserne for, at de pågældende kreditgivere har ret til at få adgang til de pågældende databaser. Det følger af den foreslåede bestemmelse, at det er en forudsætning for adgangen til databaser, der anvendes til at vurdere forbrugeres kreditværdighed, at kreditgivere dels er under tilsyn, og dels at de fuldt ud overholder databeskyttelsesforordningen. Det bemærkes, at Datatilsynet bl.a. fører til med overholdelsen af de databeskyttelsesretlige regler, jf. databeskyttelseslovens § 27.

Det foreslås i stk. 3, at databaser omfattet af stk. 1, der indeholder oplysninger om forbrugerkreditaftaler, som minimum skal indeholde oplysninger om forbrugernes restancer med hensyn til tilbagebetaling af kredit, kredittypen og kreditgiverens navn.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter således, hvilke oplysninger der som minimum skal være indeholdt i en database, der er omfattet af den foreslåede stk. 1.

Det bemærkes, at bestemmelsen skal læses i sammenhæng med den foreslåede stk. 6, jf. nærmere nedenfor, hvoraf det følger at databaseudbydere i forhold til kreditaftaler skal have etableret processer til at sikre, at oplysningerne i deres databaser er ajourførte og korrekte.

Kreditdatabaser skal således – for at øge gensidighed – som minimum indeholde oplysninger om forbrugeres restancer med hensyn til tilbagebetaling af kreditten, kredittypen og kreditgiverens navn i overensstemmelse med EU-retten og national ret, jf. også forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 57.

Det foreslås i stk. 4, at kreditgivere og kreditformidlere ikke må behandle særlige kategorier af oplysninger som fremgår af artikel 9, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen, og personoplysninger behandlet fra sociale netværk, der kan være indeholdt i databaser, jf. stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kreditgivere og kreditformidlere ikke må behandle særlige kategorier af personoplysninger, eller oplysninger fra sociale netværk, der kan være indeholdt i databaser efter den foreslåede stk. 1. Kreditgivere og kreditformidlere må således ikke behandle særlige kategorier af oplysninger som f.eks. helbredsoplysninger, jf. artikel 9, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen, eller oplysninger fra sociale netværk, med henblik på at vurdere forbrugeres kreditværdighed, jf. også forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 57.

Det bemærkes, at de i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, omhandlede særlige kategorier af personoplysninger omfatter race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt behandling af genetiske data, biometriske data med det formål entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering.

Det foreslås i stk. 5, at hvis en kreditansøgning afslås på grundlag af en søgning i en database, jf. stk. 1, skal kreditgiveren uden unødigt ophold og omkostningsfrit underrette forbrugeren om resultatet af en sådan søgning og give nærmere oplysninger om den database, der er blevet søgt i, samt om de kategorier af oplysninger, der er indgået i vurderingen.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære en pligt for en kreditgiver til at underrette forbrugeren uden unødigt ophold, hvis kreditgiveren afslår en kreditansøgning på grundlag af en søgning i en database. Underretningen skal gives omkostningsfrit. Bestemmelsen fastlægger endvidere indholdet af den pågældende underretning. Kreditgiveren skal således oplyse til forbrugeren, hvilken database som den pågældende har søgt oplysninger i, hvilke oplysninger der kom frem som følge af søgningen, samt hvilke oplysninger, der er indgået i vurderingen. Den foreslåede bestemmelse sikrer således gennemsigtighed for forbrugeren i forhold til kreditgiverens beslutning.

Det foreslås i stk. 6, at databaseudbydere i forhold til kreditaftaler skal have etableret processer til at sikre, at oplysningerne i deres databaser er ajourførte og korrekte.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at udbydere af kreditdatabaser skal have etableret processer til at sikre, at oplysningerne i deres databaser er ajourførte og korrekte, jf. også forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 57. Den foreslåede bestemmelse vil med andre ord indebære en forpligtelse for databaseudbyderne til løbende at validere de oplysninger, som fremgår af databaserne.

Det foreslås i stk. 7, at forbrugerne skal underrettes senest 30 dage efter registreringen af eventuelle restancer med hensyn til tilbagebetaling af kredit i en database og om deres rettigheder i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære en forpligtelse for databaseudbydere til at underrette forbrugere om de oplysninger, som der registreres om dem i databasen. Den foreslåede bestemmelse vil endvidere fastsætte en tidsfrist, inden for hvilken forbrugerne skal underrettes om registreringen af de pågældende oplysninger i databasen, f.eks. eventuelle restancer med hensyn til tilbagebetaling af kredit. Endelig vil den foreslåede bestemmelse fastsætte en pligt for databaseudbydere til at underrette forbrugere om deres rettigheder i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen.

Underretning kan f.eks. ske ved at sende forbrugerne en advarsel via e-mail, hvori de anmodes om at konsultere databasen, så de kan se deres egne oplysninger om restancer med hensyn til tilbagebetaling af kredit, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 57.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 h gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 19, stk. 1-7. Den foreslåede bestemmelse gennemfører derudover boligkreditdirektivets artikel 21.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.18 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 17

Det følger af kreditaftalelovens § 8, stk. 1, at en kreditaftale skal udfærdiges på papir eller på et andet varigt medium. Alle aftaleparter skal have et eksemplar af kreditaftalen. Derudover følger det af kreditaftalelovens § 8, stk. 2, at kreditaftalen klart og tydeligt skal angive en række oplysninger, som er opregnet i bestemmelsens nr. 1-22.

Herudover er der fastsat særlige regler om tilfælde, hvor der er tale om amortisation af kapitalen i forbindelse med en kreditaftale med fast løbetid, og om tilfælde, hvor der er tale om en kreditaftale, ifølge hvilken de betalinger, forbrugeren foretager, ikke umiddelbart fører til en tilsvarende amortisation af det samlede kreditbeløb, jf. kreditaftalelovens § 8, stk. 3 og 4. Endvidere følger det af kreditaftalelovens § 8, stk. 5, at i forbindelse med kreditaftaler i form af kassekredit i henhold til § 3, stk. 2, skal der klart og tydeligt angives en række oplysninger, jf. bestemmelsens nr. 1-9.

Det foreslås at § 8, stk. 1-5, nyaffattes. Det foreslåede har til formål at gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 20.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, skal kreditaftaler og enhver ændring af sådanne aftaler udarbejdes på papir eller på et andet varigt medium. Alle aftaleparter skal have udleveret et eksemplar af kreditaftalen.

Det foreslåede 1. pkt., vil fastsætte krav til, hvordan kreditaftaler og ændringer hertil skal udformes. Bestemmelsen vil således indebære, at kreditaftaler – i lighed med hvad der gælder i dag – skal udarbejdes på papir eller på et andet varigt medium. Som noget nyt fremgår det, at kravet om udarbejdelse på papir eller på andet varigt medium også omfatter enhver ændring af kreditaftalen. Bestemmelsen vil indebære, at alle dele af en kreditaftale til enhver tid vil skulle foreligge i skriftlig form på papir eller andet varigt medium.

Begrebet »varigt medium« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 13, som en indretning, som sætter forbrugeren i stand til at lagre oplysninger rettet til forbrugeren personligt på en måde, der muliggør senere søgning i et tidsrum, som er afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

Det foreslåede 2. pkt. vil indebære, at alle aftaleparter skal have udleveret et eksemplar af kreditaftalen. Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i kreditaftalelovens § 8, stk. 1, 2. pkt.

Der er ikke udover den foreslåede bestemmelse nogen formkrav til kreditaftalen, men kreditaftalen vil skulle indeholde de oplysninger, som opregnes i den foreslåede § 8, stk. 2, jf. også Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 52 (om den gældende bestemmelse i kreditaftalelovens § 8, stk. 1).

Det bemærkes, at kreditgiveren efter den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 11 (lovforslagets § 1, nr. 21), forud for ændring af vilkår og betingelser for en kreditaftale på papir eller andet varigt medium, der er angivet i kreditaftalen, skal give forbrugeren en række oplysninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.19 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 2, at kreditaftalen klart og kort skal angive en række elementer, der oplistes i bestemmelsens nr. 1-24 . Dette omfatter bl.a. oplysning om kredittypen, de kontraherende parters navne, fysiske adresser, telefonnumre og e-mailadresser samt i givet fald navn og fysisk adresse på den involverede kreditformidler, det samlede kreditbeløb og betingelserne for at udnytte kreditmuligheden, kreditaftalens løbetid, og hvis der er tale om en kredit i form af henstand med betalingen for specifikke varer eller tjenesteydelser eller om tilknyttede kreditaftaler, de specifikke varer eller tjenesteydelser og kontantprisen herfor.

Den foreslåede bestemmelse vil fastsætte de elementer, som skal fremgå af kreditaftalen. Formålet med, at oplysningerne skal gives til forbrugeren, er at sætte forbrugeren i stand til at kende sine rettigheder og forpligtelser i henhold til kreditaftalen, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 59. Der er ikke for så vidt angår kravet om, at elementerne skal angives klart og kort tilsigtet ændringer i forhold til gældende ret, hvorefter oplysningerne skal angives klart og tydeligt, jf. ovenfor om den nuværende § 8, stk. 2, i kreditaftaleloven. Den foreslåede tilpasning af ordlyden er således alene med det formål at sikre direktivnær implementering.

Efter den foreslåede stk. 3, skal oplysningerne efter den foreslåede stk. 2 være let læselige og tilpasset hensynet til de tekniske begrænsninger for det medium, hvorpå de vises. Oplysningerne skal vises på en passende og hensigtsmæssig måde på de forskellige kanaler.

Den foreslåede bestemmelse vil således fastsætte krav til hvordan de oplysninger, der efter den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 8, stk. 2, skal angives i kreditaftalen, skal vises. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 8, stk. 1. Herefter kan en kreditaftale både udarbejdes på papir eller på et andet varigt medium. Den foreslåede bestemmelse tager navnlig højde for situationer, hvor kreditaftaler udarbejdes på andet varigt medium end papir, idet bestemmelsen fastslår, at oplysningerne skal være let læselige og tilpasset de tekniske begrænsninger for det medium, hvorpå de vises.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4, skal kreditgiveren, hvis stk. 2, nr. 9 (tilfælde, hvor der er tale om amortisation af hovedstolen i forbindelse med en kreditaftale med fast løbetid), finder anvendelse, omkostningsfrit og til enhver tid i hele kreditaftalens løbetid stille en kontoopgørelse i form af en amortiseringsplan til rådighed for forbrugeren. I amortiseringsplanen skal angives de forfaldne betalinger samt perioder og betingelser for betaling af disse beløb samt en specificering af hver tilbagebetaling med angivelse af amortiseringen af hovedstolen, renterne beregnet på grundlag af debitorrenten og eventuelle yderligere omkostninger. Er debitorrenten ikke fast, eller kan de yderligere omkostninger ændres i henhold til kreditaftalen, skal amortiseringsplanen klart og kort angive, at oplysningerne i planen kun vil være gyldige, indtil debitorrenten eller disse omkostninger ændres i overensstemmelse med kreditaftalen.

Den foreslåede bestemmelse vil således fastsætte nogle yderligere krav til hvilke oplysninger, der skal angives i forbindelse med en kreditaftale vedrørende amortisation af hovedstolen i forbindelse fast løbetid, jf. stk. 2, nr. 9. Endvidere følger det af den foreslåede bestemmelse, at forbrugeren bl.a. skal have de pågældende oplysninger omkostningsfrit. Bestemmelsen sikrer, at forbrugeren løbende i kreditaftalens faste løbetid har overblik over amortisationen af hovedstolen og de løbende omkostninger forbundet hermed.

Bestemmelsen viderefører indholdsmæssigt den nuværende § 8, stk. 2, nr. 9, og stk. 3, i kreditaftaleloven, og den foreslåede bestemmelse er således udtryk for en sproglig opdatering.

Det foreslås i stk. 5, at hvis en kreditaftale, i henhold til hvilken de betalinger, forbrugeren foretager, ikke umiddelbart fører til en tilsvarende amortisation af det samlede kreditbeløb, men tjener til at opbygge kapital i de perioder og på de betingelser, der er fastsat i kreditaftalen eller i en accessorisk aftale, skal kreditaftalen ud over oplysningerne, jf. den foreslåede stk. 2, indeholde en klar og kort angivelse af, at kreditaftalen ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede udnyttede kreditbeløb i henhold til kreditaftalen, medmindre der udtrykkeligt er givet en sådan garanti.

Den foreslåede bestemmelse vedrører en særlig form for kreditaftaler, hvor forbrugerens løbende afdrag ikke anvendes til at reducere hovedstolen, men derimod anvendes til at anskaffe værdipapirer i form af f.eks. aktier eller obligationer. Afkastet fra disse værdipapirer anvendes derefter til at tilbagebetale såvel hovedstol som renter. Ved denne type kreditaftaler vil parterne ved aftalens indgåelse ikke med sikkerhed kunne vide, om afkastet fra de anskaffede værdipapirer vil være tilstrækkeligt til at betale renter og hovedstol, jf. også Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 52 (om den gældende bestemmelse i kreditaftalelovens § 8, stk. 4).

Den foreslåede bestemmelse vil fastsætte, at hvis der er tale om sådanne kreditaftaler, skal kreditaftalen foruden oplysningerne i den foreslåede stk. 2 indeholde en klar og kort angivelse af, at kreditaftalen ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede udnyttede kreditbeløb i henhold til kreditaftalen, medmindre der udtrykkeligt er givet en sådan garanti.

Bestemmelsen viderefører i det væsentligste den nuværende § 8, stk. 4, i kreditaftaleloven, dog således, at der nu stilles krav om, at en garanti skal være udtrykkeligt givet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.20 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 18

Det fremgår af kreditaftalelovens § 8 b, at kreditgiveren ved indgåelse af en aftale om oprettelse af en løbende konto, hvor det eventuelt vil kunne tillades forbrugeren at overtrække kontoen, skal give forbrugeren en række oplysninger regelmæssigt på papir eller på et andet varigt medium. Det følger af stk. 1, at aftalen bl.a. skal indeholde de oplysninger, der er omhandlet i § 7 b, stk. 2, nr. 5, dvs. oplysninger om bl.a. debitorrenten m.v.

Det fremgår videre af § 8 b, stk. 2, at i tilfælde af et væsentligt overtræk i en periode på over 1 måned skal kreditgiveren straks på papir eller på et andet varigt medium underrette forbrugeren om overtrækket, det involverede beløb, debitorrenten, en eventuel bod og eventuelle omkostninger eller morarenter, jf. nr. 1-4.

Det foreslås, at § 8 b nyaffattes.

Det foreslås med stk. 1, at ved indgåelse af en aftale om oprettelse af en løbende konto, hvor der er mulighed for, at forbrugeren tillades et overtræk, skal kreditgiveren medtage oplysninger om denne mulighed i aftalen, samt oplysninger om debitorrenten, betingelserne for anvendelsen af denne rente, et eventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der finder anvendelse på den oprindelige debitorrente, de omkostninger, der finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor kreditaftalen indgås, og i givet fald betingelserne for en eventuel ændring af disse omkostninger. Oplysningerne skal gives regelmæssigt på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, og som er angivet i aftalen om at åbne en løbende konto.

Det foreslåede 1. pkt., vil indebære for det første en pligt for kreditgiveren – når der indgås en aftale med en forbruger om at åbne en løbende konto, hvor der er mulighed for overtræk – til at medtage oplysninger om en sådan mulighed i aftalen. Den pågældende aftale skal efter den foreslåede bestemmelses 1. pkt. endvidere indeholde en række oplysninger relateret til debitorrente og de omkostninger, der er relateret til aftalen i tilfælde af overtræk. Den foreslåede bestemmelses 1. pkt. er en videreførelse af gældende ret.

Det foreslåede 2. pkt., vedrører tidspunkt og den form, som de oplysninger, som kreditgiveren efter 1. pkt. har pligt til at give til forbrugeren, skal gives i. I forhold til tidspunkt vil den foreslåede bestemmelses 2. pkt. indebære, at oplysningerne vil skulle gives regelmæssigt til forbrugeren. For så vidt angår den form, som oplysningerne skal gives i, vil den foreslåede bestemmelses 2. pkt. indebære, at dette kan være på papir eller på et andet varigt medium. Som noget nyt i forhold til de gældende regler skal det medium, som forbrugeren har valgt, at oplysningerne skal gives på, være angivet i aftalen om at åbne en løbende konto.

Begrebet »varigt medium« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 13, som en indretning, der sætter forbrugeren i stand til at lagre oplysninger rettet til forbrugeren personligt på en måde, der muliggør senere søgning i et tidsrum, som er afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

Det foreslås med stk. 2, at i tilfælde af et væsentligt overtræk i en periode på over 1 måned skal kreditgiveren straks på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, og som er angivet i aftalen om at åbne en løbende konto, underrette forbrugeren om overtrækket, jf. nr. 1 , det involverede beløb, jf. nr. 2, debitorrenten, jf. nr. 3, eventuelle sanktioner, omkostninger eller morarenter, jf. nr. 4, og tilbagebetalingsdatoen, jf. nr. 5.

Den foreslåede bestemmelse vedrører et væsentligt overtræk. Hvorvidt overtrækket er væsentligt vil afhænge af en konkret vurdering af overtrækkets størrelse, herunder overtrækkets størrelse set i forhold til f.eks. kundens økonomiske situation og engagementets omfang, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 53, om den nuværende bestemmelse i kreditaftalelovens § 8 b.

Den foreslåede bestemmelse vil fastsætte kreditgiverens forpligtelser i forhold til at give forbrugeren en række specifikke oplysninger i tilfælde af et væsentligt overtræk i en periode på over en måned samt den form, hvori oplysningerne skal gives. I forhold til de oplysninger, der skal gives i den pågældende situation, vil den foreslåede bestemmelse i vid udstrækning være en videreførelse af gældende ret. Dog vil kreditgiveren som noget nyt også skulle underrette forbrugeren om tilbagebetalingsdatoen. I forhold til den form, som de specifikke oplysninger skal gives i, vil det som i dag skulle ske på papir eller et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, men som noget nyt vil det pågældende medium skulle angives i aftalen om at åbne en løbende konto.

Med det foreslåede stk. 3 fastsættes der en pligt for kreditgiveren til i tilfælde af regelmæssigt overtræk at tilbyde forbrugeren rådgivningstjenester, hvor sådanne er til rådighed, og til at videresende forbrugeren omkostningsfrit til gældsrådgivningstjenester.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kreditgiveren vil skulle tilbyde forbrugeren rådgivningstjenester, hvor sådanne er til rådighed, for at hjælpe forbrugeren med at finde billigere alternativer til overtræk. Kreditgiveren vil endvidere omkostningsfrit skulle videresende forbrugeren til gældsrådgivningstjenester. Der henvises i øvrigt til forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 63.

Begrebet »rådgivningstjenester« defineres i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 23 (lovforslagets § 1, nr. 11), som individuelle anbefalinger til en forbruger, som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er særskilt fra kreditgivningen og fra visse kreditformidlingsaktiviteter. Rådgivningstjenester er reguleret i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 14 (lovforslagets § 1, nr. 23).

Begrebet »gældsrådgivningstjenester« defineres i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 25 (lovforslagets § 1, nr. 11), som individualiseret bistand af teknisk, juridisk eller psykologisk art, der ydes af uafhængige professionelle aktører, som ikke specielt er kreditgivere eller kreditformidlere, eller kreditkøbere eller kreditservicevirksomheder som defineret i artikel 3, nr. 6 og 8, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/2167, til fordel for forbrugere, som oplever eller vil kunne opleve vanskeligheder med at opfylde deres finansielle forpligtelser. Kreditgiveres forpligtelser i forbindelse med gældsrådgivningstjenester er reguleret i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 29 b (lovforslagets § 1, nr. 31).

Efter det foreslåede stk. 4 skal kreditgiveren på en aftalt måde underrette forbrugeren, når overtrækket ikke længere er tilladt, eller når overtræksgrænsen nedsættes. Underretningen skal ske mindst 30 dage før den dag, hvor den faktiske ophævelse eller reduktion af overtrækket får virkning.

Den foreslåede stk. 4, 1. pkt., fastsætter således en pligt for kreditgiveren til at underrette forbrugeren i de nævnte tilfælde. Endvidere fastsættes det, at underretningen skal ske på en måde, der er aftalt mellem parterne.

Den foreslåede stk. 4, 2. pkt., fastsætter en tidsfrist for, hvornår underretningen efter 1. pkt. skal ske. Således følger det af den foreslåede bestemmelse, at underretningen skal ske mindst 30 dage før, overtrækket ikke længere er tilladt, eller nedsættelsen af overtræksgrænsen får virkning. Bestemmelsen vil således indebære, at der gives forbrugeren en tidsramme for at indrette sig på den ændrede situation i forhold til overtrækket.

Det foreslås med stk. 5, at hvis overtrækket nedsættes eller annulleres, skal kreditgiveren, inden der indledes tvangsfuldbyrdelsesprocedurer og uden yderligere omkostninger, tilbyde forbrugeren mulighed for at tilbagebetale det beløb, der faktisk er udnyttet, i omfanget af denne nedsættelse eller annullering. Tilbagebetaling skal finde sted i 12 lige store månedlige rater, medmindre forbrugeren vælger at tilbagebetale tidligere, til den debitorrente, der gælder for overtrækket.

Den foreslåede stk. 5, 1. pkt., vil indebære, at hvis størrelsen på et muligt overtræk nedsættes, eller hvis et overtræk annulleres, skal kreditgiveren, før der indledes tvangsfuldbyrdelsesprocedurer, tilbyde forbrugeren mulighed for at tilbagebetale det beløb, der skyldes ud over den nye grænse for eventuelt overtræk. Kreditgiveren må således ikke uden først at have tilbudt tilbagebetaling af det pågældende beløb kræve øjeblikkelig tilbagebetaling og tage skridt til inddrivelse ved tvang. Endvidere fastsættes det i bestemmelsen, at tilbud om sådan frivillig tilbagebetaling ikke må have yderligere omkostninger for forbrugeren.

Den foreslåede stk. 5, 2. pkt., fastlægger rammerne for, hvordan en tilbagebetaling efter 1. pkt. skal foregå. Det følger af bestemmelsen, at dette skal ske i 12 lige store månedlige rater, medmindre forbrugeren vælger at tilbagebetale tidligere. Bestemmelsen fastsætter endvidere, at der i forbindelse med en sådan tilbagebetalingsordning skal anvendes den debitorrente, der gælder for overtrækket.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 8 b gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 25.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.24 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 19

Det fremgår af kreditaftalelovens § 9, stk. 1, at kreditgiveren skal underrette forbrugeren om enhver ændring i debitorrenten. Underretningen skal ske på papir eller på et andet varigt medium og skal ske, inden ændringen træder i kraft. Det er i bestemmelsens stk. 2 nærmere fastsat, hvilke oplysninger der skal indgå i underretningen efter stk. 1. Derudover fremgår det af bestemmelsens stk. 3, at kreditgiveren og forbrugeren på visse betingelser i kreditaftalen kan fastsætte, at oplysningerne efter stk. 1 og 2 gives til forbrugeren med jævne mellemrum.

Det foreslås, at § 9, stk. 1-3, nyaffattes.

Det foreslås i stk. 1, at kreditgiveren underretter forbrugeren om enhver ændring i debitorrenten på papir eller et andet varigt medium, der er angivet i kreditaftalen, i god tid inden ændringen træder i kraft, jf. dog stk. 3 og 4.

Begrebet »debitorrente« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 10, som den rentesats udtrykt i en fast eller variabel procentsats, der anvendes på årsbasis på de udnyttede kreditmuligheder.

Efter den foreslåede bestemmelse skal kreditgiveren således underrette forbrugeren om enhver ændring i debitorrenten. Den foreslåede bestemmelse er i det væsentligste udtryk for en videreførelse af gældende ret, idet det dog som noget nyt fremgår af den foreslåede bestemmelse, at det varige medium, som oplysningerne skal gives på, skal fremgå af kreditaftalen. Som noget nyt fremgår det endvidere, at kreditgiverens underretning af forbrugeren skal gives i god tid, inden ændringen træder i kraft.

Det foreslås i stk. 2, at oplysningerne, jf. den foreslåede stk. 1, skal omfatte størrelsen af de betalinger, der skal foretages, efter at den nye debitorrente er trådt i kraft, og, hvis betalingernes antal eller hyppighed ændres, nærmere oplysninger herom.

Den foreslåede bestemmelse – der fastsætter, hvad oplysningerne efter stk. 1 skal omfatte – er udtryk for en sproglig opdatering. Der er således ikke tilsigtet ændringer i gældende ret.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 3, kan den underretning, som kreditgiveren skal give forbrugeren efter kreditaftalelovens § 9, stk. 1, gives til forbrugeren med jævne mellemrum, hvis 1) parterne har aftalt sådanne periodiske oplysninger i kreditaftalen, 2) ændringen i debitorrenten skyldes en ændring i en referencesats, 3) den nye referencesats er rettidigt gjort offentligt tilgængelig på passende vis, og 4) oplysningerne om den nye referencesats er også tilgængelige i kreditgiverens lokaler, hvis kreditgiveren har et websted, på dette websted, og hvis kreditgiveren har en mobilapplikation, via denne mobilapplikation.

Den foreslåede bestemmelse vil fastsætte, at de oplysninger, der er indeholdt i underretningen fra kreditgiveren til forbrugeren efter kreditaftalelovens § 9, stk. 1, i stedet – uanset det af den foreslåede stk. 1 fremgår, at kreditgiveren underretter forbrugeren om enhver ændring i debitorrenten i god tid inden ændringen træder i kraft – vil kunne gives med jævne mellemrum, hvis de betingelser, der fremgår af den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 9, stk. 3, er opfyldt. Den foreslåede bestemmelse er i det væsentligste udtryk for en videreførelse af gældende ret, idet det dog som noget nyt fremgår af den foreslåede bestemmelse, at den nye referencesats skal være rettidigt gjort offentligt tilgængelig, og at kravet om, at oplysningerne om den nye referencesats er tilgængelig hos kreditgiveren, vil indebære, at oplysningerne herom skal være tilgængelige i kreditgiverens lokaler samt på et eventuelt websted og mobilapplikation.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 23. Den foreslåede bestemmelse gennemfører derudover – ligesom den nuværende bestemmelse i kreditaftalelovens § 9, stk. 1-3 – boligkreditdirektivets artikel 27, stk. 1-2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.22 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 20

Det fremgår af kreditaftalelovens § 10, stk. 1, at når en kreditaftale vedrører en kredit i form af en kassekredit, skal kreditgiveren jævnligt orientere forbrugeren via et kontoudtog på papir eller på et andet varigt medium. Kontoudtog efter stk. 1 skal indeholde de oplysninger, der er opregnet i bestemmelsens stk. 2, nr. 1-8. I medfør af bestemmelsens stk. 3 skal kreditgiveren endvidere på papir eller på et andet varigt medium underrette forbrugeren om enhver stigning i debitorrenten eller andre omkostninger, inden den pågældende ændring træder i kraft, jf. dog bestemmelsens stk. 4, hvorefter oplysninger herom, hvis en række betingelser er opfyldt, kan gives på kontoudtog efter stk. 1, jf. nærmere nr. 1-3.

Det foreslås, at § 10 nyaffattes.

Efter det foreslåede stk. 1, skal kreditgiveren i hele kreditaftalens løbetid holde forbrugeren løbende, mindst én gang pr. måned, underrettet ved hjælp af et kontoudtog på papir eller et andet varigt medium, der er angivet i kreditaftalen, når en kreditaftale vedrører kredit i form af en kassekredit.

Den foreslåede bestemmelse viderefører gældende ret for så vidt angår kreditgiverens pligt til at orientere forbrugeren via kontoudtog på papir eller andet varigt medium. Den foreslåede bestemmelse vil dog også indebære en præcisering af, i hvilken periode og inden for hvilken tidsramme, som forbrugeren skal underrettes. Således følger det udtrykkeligt af den foreslåede bestemmelse, at kreditgiveren i hele kreditaftalens løbetid skal holde forbrugeren løbende underrettet ved hjælp af et kontoudtog, og at dette skal ske mindst én gang pr. måned. Endvidere vil den foreslåede bestemmelse indebære en præcisering af, at underretningen skal ske på det medium (papir eller andet varigt medium), som er angivet i kreditaftalen.

Begrebet »varigt medium« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 13, som en indretning, der sætter forbrugeren i stand til at lagre oplysninger rettet til forbrugeren personligt på en måde, der muliggør senere søgning i et tidsrum, som er afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

Den foreslåede bestemmelses stk. 2, nr. 1-8, opregner de oplysninger, som kontoudtog efter stk. 1 skal indeholde oplysninger. Det drejer sig om den nøjagtige periode, som kontoudtoget dækker, størrelsen på de udnyttede kreditmuligheder og datoerne for udnyttelserne, saldoen på det foregående kontoudtog og dettes dato, den nye saldo, datoerne for betalinger og betalingernes størrelse, den anvendte debitorrente, eventuelle omkostninger, der er pålagt, og det eventuelle minimumsbeløb, der skal betales.

Den foreslåede bestemmelse – der er en videreførelse af gældende ret – vil indebære, at det kontoudtog, som kreditgiveren efter den foreslåede stk. 1 i hele kreditaftalens løbetid skal holde forbrugeren løbende underrettet ved hjælp af, skal indeholde de oplysninger, der følger af bestemmelsens nr. 1-8.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 3 skal kreditgiveren på papir eller på et andet varigt medium, der er angivet i kreditaftalen, underrette forbrugeren om enhver stigning i debitorrenten eller i eventuelle omkostninger, der skal betales, i god tid inden den pågældende ændring træder i kraft, jf. dog stk. 4.

Med den foreslåede bestemmelse fastsættes det således udtrykkeligt, hvordan og inden for hvilken tidsramme, som forbrugeren skal modtage underretning fra kreditgiveren om kontoudtog efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 og 2. Underretningen skal – som i dag – ske på papir eller på et andet varigt medium. Som noget nyt fastsættes det udtrykkeligt i bestemmelsen, at dette medium skal være det, der er angivet i kreditaftalen. Endvidere fastsættes det udtrykkeligt, at underretningen skal i god tid inden enhver stigning i debitorrenten eller i eventuelle omkostninger, der skal betales, træder i kraft.

De oplysninger, der er omhandlet i det foreslåede stk. 3, kan dog efter omstændighederne gives med jævne mellemrum ved hjælp af et kontoudtog efter stk. 1, jf. det foreslåede stk. 4.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 4, kan de oplysninger, der er opregnet i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 10, stk. 3, gives med jævne mellemrum på kontoudtog efter stk. 1, hvis en række betingelser er opfyldt. Disse betingelser er opregnet i de foreslåede nr. 1-4. Det drejer sig om, at parterne har aftalt sådanne periodiske oplysninger i kreditaftalen, ændringen i debitorrenten skyldes en ændring i en referencesats, den nye referencesats er gjort tilgængelig for offentligheden på passende vis, og oplysninger om den nye referencesats også er tilgængelige i kreditgiverens lokaler, hvis kreditgiveren har et websted, på dette websted, og hvis kreditgiveren har en mobilapplikation, via denne mobilapplikation.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at de oplysninger, der fremgår af det foreslåede stk. 3, vil kunne gives med jævne mellemrum på kontoudtog, jf. stk. 1, hvis betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt. Den foreslåede bestemmelse svarer i vidt omfang til gældende ret, dog således, at det nu fremgår af bestemmelsen, jf. bestemmelsens nr. 3, at kravet om, at oplysningerne om den nye referencesats er tilgængelige hos kreditgiveren, vil indebære, at oplysningerne herom skal være tilgængelig på kreditgiverens eventuelle websted eller mobilapplikation.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 5 skal kreditgiveren på en aftalt måde underrette forbrugeren om hver nedsættelse eller annullering af kassekreditten mindst 30 dage før den dag, hvor den faktiske nedsættelse eller annullering af kassekreditten får virkning.

Med den foreslåede bestemmelse fastsættes der således en pligt for kreditgiveren til at underrette en forbruger om nedsættelse eller annullering af en kassekredit mindst 30 dage før den dag, hvor den faktiske nedsættelse eller annullering af kassekreditten får virkning. Underretningen skal ske på en måde, der er aftalt mellem parterne.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 6,

1. pkt., skal kreditgiveren, hvis kassekreditten nedsættes eller annulleres, inden der indledes tvangsfuldbyrdelsesprocedurer og uden yderligere omkostninger, tilbyde forbrugeren mulighed for at tilbagebetale det beløb, der faktisk er udnyttet, i omfanget af denne nedsættelse eller annullering. Tilbagebetaling skal finde sted i 12 lige store månedlige rater, medmindre forbrugeren vælger at tilbagebetale tidligere, til den debitorrente, der gælder for kassekreditten, jf. 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelses 1. pkt. vil indebære, at kreditgiveren skal tilbyde forbrugeren muligheden for en tilbagebetalingsordning, før der indledes tvangsfuldbyrdelsesprocedurer. Dette skal ske uden yderligere omkostninger for forbrugeren. Derudover fastsætter bestemmelsen indholdsmæssige krav til en sådan betalingsordning.

Den foreslåede bestemmelses 2. pkt. vil indebære, at en sådan tilbagebetaling, jf. bestemmelsens 1. pkt., skal finde sted i 12 lige store månedlige rater, til den debitorrente, der gælder for kassekreditten. Forbrugeren vil dog kunne vælge at tilbagebetale tidligere.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 10 gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 24.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.23 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 21

Det fremgår af kreditaftalelovens § 11, at kreditgiveren forud for ændring af en kreditaftales vilkår og betingelser skal give forbrugeren en række oplysninger, som er opregnet i bestemmelsens nr. 1-5.

Det foreslås i § 11, at der efter »kreditaftale« indsættes »på papir eller et andet varigt medium, der er angivet i kreditaftalen,«.

Den foreslåede ændring vedrører den form, som de i kreditaftalelovens § 11, nr. 1-5, opregnede oplysninger, skal gives til forbrugeren i. Den foreslåede ændring vil indebære en pligt for kreditgiveren til at give de pågældende oplysninger til forbrugeren i en bestemt form, nærmere bestemt på papir eller et andet varigt medium, afhængigt af, hvad der er angivet i kreditaftalen.

Begrebet »varigt medium« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 13, som en indretning, som sætter forbrugeren i stand til at lagre oplysninger rettet til forbrugeren personligt på en måde, der muliggør senere søgning i et tidsrum, som er afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

Bestemmelsen gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 22, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.21 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 22

Det fremgår af kreditaftalelovens § 11, at kreditgiveren forud for ændring af en kreditaftales vilkår og betingelser skal give forbrugeren en række oplysninger, herunder en tydelig beskrivelse af ændringerne, og, hvor det er relevant, om forbrugerens samtykke er nødvendigt, eller om ændringerne er indført som følge af regler udstedt i medfør af lov, jf. nærmere bestemmelsens nr. 1-5.

Det foreslås i § 11, nr. 1, at »om ændringerne er indført som følge af regler udstedt i medfør af lov« ændres til »en forklaring af de ændringer, der er udstedt i medfør af lov«.

Den foreslåede ændring vil indebære – i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 22, stk. 1, litra a – at beskrivelsen af ændringerne, der skal gives af kreditgiveren efter kreditaftalelovens § 11, nr. 1, skal omfatte en forklaring af de eventuelle ændringer, der er udstedt i medfør af lov.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.21 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 23

(Til § 12)

Kreditaftaleloven indeholder ikke i dag regler om kombinationssalg og pakkesalg.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 12, der regulerer kombinations- og pakkesalg.

Det foreslås i stk. 1, at en kreditgiver kan udbyde produkter gennem pakkesalg.

Begrebet »pakkesalg« defineres i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 22 (lovforslagets § 1, nr. 11), som tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen også stilles individuelt til rådighed for forbrugeren, men ikke nødvendigvis på samme betingelser eller vilkår, som når den indgår i pakken med disse andre produkter eller tjenesteydelser.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en kreditgiver kan udbyde en kreditaftale til en forbruger i en pakke sammen med andre finansielle produkter m.v., hvis kreditaftalen også stilles individuelt til rådighed for forbrugeren.

Det foreslås i stk. 2, at en kreditgiver ikke må udbyde produkter gennem kombinationssalg, jf. dog stk. 3 og 4.

Begrebet »kombinationssalg« defineres i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 21 (lovforslagets § 1, nr. 11), som tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen ikke stilles individuelt til rådighed for forbrugeren.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en kreditgiver ikke må udbyde produkter gennem kombinationssalg, dvs. tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen ikke stilles individuelt til rådighed for forbrugeren.

Det foreslås i stk. 3, at kreditgivere kan anmode forbrugere om at åbne eller opretholde en betalings- eller opsparingskonto, hvis formålet med sådan en konto er 1) at akkumulere kapital til tilbagebetaling af kreditten, 2) at afdrage på kreditten, 3) at samle ressourcer for at opnå kreditten, eller 4) at give kreditgiver yderligere sikkerhedsstillelse i tilfælde af misligholdelse.

Kreditgivere kan følgelig – som en undtagelse til forbuddet mod kombinationssalg i stk. 2 – anmode forbrugere om at åbne eller opretholde en betalings- eller opsparingskonto, hvis formålet med en sådan konto er et af de opregnede formål, som alle har til formål at styrke og understøtte forbrugerens evne til at få, afdrage på eller tilbagebetale kreditten.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at tilbud om at åbne eller opretholde en betalings- eller opsparingskonto kan gives i kombination med tilbud om den pågældende kreditaftale, hvis formålet hermed er et af de formål, som udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen.

Det foreslås i stk. 4, at kreditgivere kan stille krav om en relevant forsikringspolice i forbindelse med kreditaftalen. Kreditgivere skal acceptere en forsikringspolice fra en anden leverandør end kreditgiverens fortrukne leverandør, hvis forsikringspolicen har et garantiniveau, der svarer til det, som kreditgiveren har foreslået, og hvis betingelserne for kreditten, der tilbydes forbrugeren, ikke ændres. Forbrugerens mulighed for at vælge sin egen forsikringsudbyder efter den foreslåede bestemmelse må ikke berøre de kreditbetingelser, der er fastsat af kreditgiveren, forudsat at den pågældende udbyders forsikringspolice har et garantiniveau, der svarer til den forsikringspolice, der foreslås eller tilbydes af kreditgiveren, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 47.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at krav om en relevant forsikringspolice kan stilles i kombination med tilbud om en kreditaftale, hvis kravet er relevant, dvs. hvis forsikringspolicen f.eks. indgås for at garantere tilbagebetaling af kreditten eller forsikre værdien af sikkerhedsstillelsen, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 47. I vurderingen af, hvorvidt et krav om en forsikringspolice er relevant, vil det bl.a. kunne indgå, om kravet er proportionalt i lyset af den tilbudte kreditaftale.

Det foreslås i stk. 5, at en forbruger, der stilles over for krav om at tegne en forsikringspolice efter den foreslåede stk. 4, skal have mindst 3 dage til at sammenligne forsikringstilbud i forbindelse med kreditaftaler, uden at sådanne tilbud ændres, og forbrugerne skal underrettes herom. Forbrugeren kan indgå en forsikringspolice inden udløbet af denne frist på tre dage, hvis forbrugeren udtrykkeligt anmoder herom.

Den foreslåede bestemmelse vil for det første indebære, at forbrugere, der af kreditudbyderen stilles over for et krav om at tegne en forsikring i forbindelse med kreditaftalen, skal have en frist på tre dage til at sammenligne relevante forsikringstilbud. Forsikringstilbuddene kan ikke ændres i den pågældende periode. Den foreslåede bestemmelse vil for det andet indebære, at forbrugere skal underrettes herom, og at en forsikringspolice kun kan indgås inden udløbet af fristen på den pågældende forbrugers udtrykkelige anmodning.

Endelig foreslås det i stk. 6, at personoplysninger vedrørende diagnosticering af forbrugeres onkologiske sygdomme kun må anvendes med henblik på en forsikringspolice i forbindelse med en kreditaftale indtil 15 år efter, at forbrugerens lægefaglige behandling er afsluttet. Bestemmelsen har til formål at give forbrugere, der har overlevet kræft, bedre adgang til forsikring i forbindelse med kreditaftaler, jf. også forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 48.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at oplysninger om forbrugeres kræftdiagnoser ikke må anvendes i forbindelse med forsikringspolicer 15 år efter lægelig behandling heraf er ophørt.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 12, stk. 1-6, gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 14.

Det foreslås i stk. 7 , at stk. 1-6, finder ikke anvendelse ved udbud af boligkreditaftaler, jf. § 2, nr. 4, i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere. Dette skal ses i lyset af, at kombinations- og pakkesalg allerede er reguleret for så vidt angår udbud af boligkreditaftaler i § 30 i bekendtgørelse nr. 1514 af 6. december 2023 om god skik for boligkredit. Ved udbud af kreditaftaler kan en boligkreditgiver udbyde produkter gennem pakkesalg, men må som udgangspunkt ikke udbyde produkter gennem kombinationssalg, jf. § 30, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse om god skik for boligkredit. I § 30 stk. 3 og 4, i bekendtgørelse om god skik for boligkredit, følger undtagelserne til forbuddet mod kombinationssalg, og efter stk. 5 kan en boligkreditgiver i forbindelse med indgåelse af en boligkreditaftale stille krav om, at låntageren tegner en relevant forsikring. Boligkreditgiveren kan dog ikke stille krav om, at forsikringsaftalen indgås med en bestemt udbyder, hvis forsikringsaftalen indeholder de samme forsikringsdækninger, som den forsikringsaftale boligkreditgiveren har foreslået.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 13)

Kreditaftaleloven indeholder på nuværende tidspunkt ikke regler om afledt samtykke til indgåelse af kreditaftale eller til køb af accessoriske tjenesteydelser. Det fremgår imidlertid af forbrugeraftalelovens § 31, stk. 1, at erhvervsdrivende kun kan kræve betaling for ydelser, der ligger ud over hovedydelsen, hvis forbrugeren inden aftaleindgåelsen har givet udtrykkeligt samtykke hertil.

Anvendelsen af forhåndsafkrydsede tillægsydelser i forbrugeraftaler vil derudover ofte kunne betegnes som ulovlig negativ aftalebinding i strid med markedsføringslovens §§ 3 og 4 om god markedsføringsskik. Det er efter Forbrugerombudsmandens praksis i almindelighed i strid med god markedsføringsskik at anvende en fremgangsmåde til aftaleindgåelse, som kræver en aktiv handling fra forbrugerens side for at undgå at blive bundet. Udgangspunktet efter aftaleretten er endvidere, at indgåelse af aftaler forudsætter, at der foreligger såvel et tilbud som en accept, jf. nærmere pkt. 2.14.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 13, der regulerer afledt samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller til køb af accessoriske tjenesteydelser. Den foreslåede bestemmelse har til formål at gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 15.

Det foreslås i stk. 1, at det fastsættes, at kreditgivere og kreditformidlere ikke må aflede forbrugerens samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller køb af accessoriske tjenesteydelser, der præsenteres via standardvalg. Standardvalg omfatter forhåndsafkrydsede felter.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det fastsættes i kreditaftaleloven, at kreditgivere og kreditformidlere ikke må aflede forbrugerens samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller køb af accessoriske tjenesteydelser, der præsenteres via standardvalg, hvilket omfatter forhåndsafkrydsede felter.

Derudover foreslås det i stk. 2, at forbrugerens samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller til køb af accessoriske tjenesteydelser, der præsenteres via afkrydsningsfelter, skal gives ved en utvetydig og klar bekræftende handling, der udgør en frivillig, specifik, informeret og utvetydig tilkendegivelse af forbrugerens godkendelse af indholdet og substansen forbundet med felterne. Tavshed, inaktivitet eller standardvalg som f.eks. forhåndsafkrydsede felter vil ikke kunne betragtes som værende ensbetydende med samtykke fra forbrugeren efter den foreslåede bestemmelse, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 49.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at forbrugerens samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller til køb af accessoriske tjenesteydelser, der præsenteres via afkrydsningsfelter, skal gives ved en utvetydig og klar bekræftende handling, der udgør en frivillig, specifik, informeret og utvetydig tilkendegivelse af forbrugerens godkendelse af indholdet og substansen forbundet med felterne. Forbrugeren skal således handle aktivt for at krydse de pågældende felter af.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 15.

Formålet med den foreslåede nye bestemmelse i kreditaftalelovens § 13 er at sikre direktivnær implementering.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 14)

Kreditaftaleloven indeholder på nuværende tidspunkt ikke regler om rådgivningstjenester.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 14 , der regulerer rådgivningstjenester.

Det foreslås i stk. 1, at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren i forbindelse med en given transaktion udtrykkeligt skal underrette forbrugeren om, hvorvidt der ydes eller kan ydes rådgivningstjenester til forbrugeren.

Begrebet »rådgivningstjenester« defineres i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 23 (lovforslagets § 1, nr. 11), som individuelle anbefalinger til en forbruger, der vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er særskilt fra kreditgivningen og fra de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i nr. 6 (om begrebet »kreditformidler«).

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at forbrugeren af kreditgiveren eller kreditformidleren udtrykkeligt skal informeres om, hvorvidt der ydes eller kan ydes individuelle anbefalinger til den pågældende – som ligger ud over kreditgivningen og kreditformidlingen – i forbindelse med transaktion. Bestemmelsen angår således de oplysningspligter, som kreditgiveren eller formidleren har.

Det foreslås i stk. 2, at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren forud for ydelsen af rådgivningstjenester eller indgåelsen af en aftale om ydelse af sådanne tjenester skal give forbrugeren følgende oplysninger på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger: En angivelse af, om anbefalingen kun vil være baseret på deres eget produktsortiment eller på et bredt udvalg af produkter fra hele markedet i overensstemmelse med den foreslåede stk. 4, nr. 3, jf. nr. 1 . I givet fald en angivelse af det gebyr, som forbrugeren skal betale for rådgivningstjenesterne, eller, hvis gebyrets størrelse ikke kan fastslås på det tidspunkt, hvor oplysningerne gives, den metode, der anvendes til beregningen heraf, jf. nr. 2 .

Den foreslåede bestemmelse regulerer dels, at forbrugeren vælger hvilket medium som forbrugeren skal have de pågældende oplysninger på, dels hvilke oplysninger kreditgiveren eller kreditformidleren forud for ydelsen af rådgivningstjenester eller indgåelse af en aftale om ydelse af sådanne tjenester skal give forbrugere, herunder oplysninger om denne er gratis for forbrugeren.

Det foreslås i stk. 3, at oplysningerne der gives efter den foreslåede stk. 2, kan gives til forbrugeren i form af yderligere oplysninger forud for aftaleindgåelsen i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 8, 3. pkt.

Bestemmelsen regulerer således den form, som de pågældende oplysninger kan gives til forbrugeren i, for at kreditgiveren eller kreditformidleren har opfyldt sin oplysningspligt.

Det foreslås i stk. 4, at hvis der ydes rådgivningstjenester til forbrugere, skal kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren indhente de nødvendige oplysninger om forbrugerens finansielle situation, præferencer og mål i forbindelse med kreditaftalen, således at kreditgiveren eller kreditformidleren kan anbefale kreditaftaler, som passer til forbrugeren, jf. nr. 1. Derudover skal forbrugerens finansielle situation og behov vurderes på grundlag af de i nr. 1 nævnte oplysninger, som skal være ajourført på vurderingstidspunktet, under hensyntagen til rimelige antagelser om risiciene for forbrugerens finansielle situation i den anbefalede kreditaftales løbetid, jf. nr. 2. Endvidere skal kreditformidleren eller i givet fald kreditformidleren tage et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler i deres produktsortimentet i betragtning og på dette grundlag anbefale en eller flere kreditaftaler herfra, som passer til forbrugerens behov, finansielle situation og personlige omstændigheder, jf. nr. 3, handle i forbrugerens bedste interesse, jf. nr. 4. Endelig skal kreditformidleren eller i givet fald kreditformidleren give forbrugeren dokumentation for sin anbefaling på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, og som er angivet i aftalen om levering af rådgivningstjenester, jf. nr. 5.

Bestemmelsens formål skal ses i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 50, hvoraf det bl.a. fremgår, at rådgivning altid skal ydes i forbrugerens bedste interesse af rådgivere, der sætter sig ind i forbrugerens behov og omstændigheder og anbefaler kreditaftaler, der passer til forbrugerens behov, finansielle situation og personlige omstændigheder, idet der også tages hensyn til målet om at minimere misligholdelser og restancer. Desuden skal et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler i rådgiverens produktsortiment tages i betragtning, når der ydes rådgivning.

Den foreslåede bestemmelses sigte er således at sikre, at forbrugeren modtager rådgivning, som er målrettet vedkommendes individuelle behov og situation.

Det foreslås i stk. 5, at en kreditgiver eller kreditformidler i forbindelse med rådgivningstjenester kun må anvende udtrykket »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgiver«, eller tilsvarende betegnelser, der giver indtryk af, at der ydes uafhængig rådgivning, hvis: kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren tager et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler, der er tilgængelige på markedet, i betragtning, jf. nr. 1, og kreditformidleren ikke aflønnes for de rådgivningstjenester, der ydes, af en eller flere kreditgivere, jf. nr. 2.

Den foreslåede stk. 5, skal ses i lyset af, at det – hvor rådgivning beskrives som uafhængig – bør sikres, at udvalget af overvejede produkter og vederlagsordningerne svarer til forbrugernes forventninger til en sådan rådgivning, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 50.

Den foreslåede bestemmelse sætter således rammerne for, hvornår en kreditgiver eller kreditformidler i forbindelse med rådgivningstjenester må anvende udtrykket »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgiver« eller tilsvarende betegnelser, der giver indtryk af, at der ydes uafhængig rådgivning.

Det foreslås i stk. 6, at den foreslåede bestemmelse i stk. 5, nr. 2, kun finder anvendelse, hvis antallet af de kreditgivere, der vurderes, ikke repræsenterer et flertal på markedet.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at betingelsen om, at kreditformidleren ikke aflønnes for de rådgivningstjenester, der ydes, af en eller flere kreditgivere, kun finder anvendelse, hvis antallet af de kreditgivere, der vurderes, ikke repræsenterer et flertal på markedet.

Det foreslås i stk. 7, at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren skal advare forbrugeren, når en kreditaftale kan indebære en særlig risiko for forbrugeren under hensyntagen til forbrugerens finansielle situation.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære en pligt for kreditgivere og kreditformidlere til at handle konkret i forhold til den pågældende forbruger baseret på vedkommendes konkrete finansielle situation.

Det foreslås i stk. 8, at rådgivningstjenester kun må ydes af kreditgivere og i givet fald kreditformidlere.

Den foreslåede bestemmelse sætter således rammerne for den aktørkreds, som kan yde rådgivningstjenester. Aktørkredsen, der kan yde rådgivningstjenester, bliver med bestemmelsen som udgangspunkt »kreditgivere« og »kreditformidlere«. Disse virksomheder forventes derfor at handle professionelt, når de yder rådgivningstjenester.

Det foreslås i stk. 9, at rådgivningstjenester uanset den foreslåede stk. 8 kan ydes, hvis rådgivningstjenesterne ydes lejlighedsvis som led i en erhvervsmæssig aktivitet, der er reguleret ved lovgivning eller et etisk kodeks, som ikke udelukker ydelsen af disse tjenester.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at uanset forbuddet mod at tilbyde rådgivningstjenester for andre end den personkreds, der er angivet i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 14, stk. 8, kan der i visse situationer og af visse aktører alligevel ydes rådgivningstjenester. Disse aktører kan kun yde rådgivningstjenester, hvis der er tale om, at rådgivningstjenesterne ydes lejlighedsvis og som led i en anden erhvervsmæssig aktivitet. Det er et krav, at aktørens anden erhvervsmæssige aktivitet er reguleret ved lovgivning eller et etisk kodeks, som ikke udelukker ydelsen af disse tjenester. Det kan eksempelvis være advokater, som er underlagt de advokatetiske regler. I det tilfælde omfanget af rådgivningstjenesterne, der foretages af f.eks. advokater, kan betegnes som mere end lejlighedsvise, vil advokaten ikke længere være omfattet af undtagelsen.

Kravene om, at den anden erhvervsmæssige aktivitet skal være reguleret ved lovgivning eller et etisk kodeks er ikke kumulative krav. Som eksempler på aktører, der kan være undtaget efter denne bestemmelse, kan nævnes ejendomsmæglere, advokater og revisorer. For at kravet om, at aktøren er reguleret af et etisk kodeks er opfyldt, er det en betingelse, at der foreligger et etisk kodeks, der er udarbejdet af en brancheforening. Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden kan ved vurdering af, om undtagelsesbestemmelsen finder anvendelse anmode om at få forelagt dette kodeks.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 14, stk. 1-9, gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 16.

Det foreslås i stk. 10, at stk. 1-4, 8 og 9 ikke finder anvendelse ved rådgivning om boligkreditaftaler, jf. § 2, nr. 4, i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

Rådgivning om boligkreditaftaler er reguleret i § 18 i bekendtgørelse nr. 1514 af 6. december 2023 om god skik for boligkredit, som gennemfører boligkreditdirektivets artikel 22, stk. 1-3 og 6, om rådgivningstjenester til forbrugere i forbindelse med boligkreditaftaler.

En »boligkreditaftale« er i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere § 2, nr. 4, defineret som en aftale, i henhold til hvilken en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit sikret ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse eller en anden rettighed knyttet til en fast ejendom til beboelse eller kreditaftaler, som ligger til grund for erhvervelse eller bevarelse af ejendomsretten til grundarealer til eksisterende eller projekterede bygninger.

Det foreslås i stk. 11, at stk. 5 og 6 ikke finder anvendelse på boligkreditformidlere, jf. § 2, nr. 1, i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere. Boligkreditformidleres brug af betegnelsen uafhængig og lignende betegnelser er reguleret i § 9, stk. 1, i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, som gennemfører boligkreditdirektivets artikel 22, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.15 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 15)

Kreditaftaleloven indeholder på nuværende tidspunkt ikke et forbud mod uopfordret kreditgivning. Efter forbrugeraftalelovens § 6, 2. pkt., kan en forbruger ikke blive forpligtet til at betale vederlag, hvis en erhvervsdrivende udfører en tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående anmodning.

Efter markedsføringslovens § 9 må erhvervsdrivende ikke anvende de former for handelspraksis, der er opregnet i bilag 1 (”sortlisten”), uanset at der ikke er handlet i strid med lovens §§ 5-7. Det følger af sortlistens nr. 21, at det altid vil anses for vildledende, såfremt der i markedsføringsmaterialet indgår en faktura eller et lignende dokument, der opfordrer til betaling, og som giver forbrugeren indtryk af, at han allerede har bestilt det produkt, der markedsføres, selvom det ikke er tilfældet. Det følger endvidere af nr. 29, at det altid vil anses for aggressivt, såfremt der afkræves omgående eller senere betaling for eller returnering eller oplagring af produkter, som den erhvervsdrivende har leveret, selvom forbrugeren ikke har anmodet herom, idet der dog gælder en undtagelse for erstatningsprodukter, der leveres i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, i direktiv 97/7/EF (levering uden forudgående anmodning). Dertil kommer, at udgangspunktet efter aftaleretten er, at indgåelse af aftaler forudsætter, at der foreligger såvel et udtrykkeligt tilbud som en udtrykkelig accept.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 15, hvorefter det fastsættes, at en kreditgiver ikke uden forudgående anmodning og udtrykkeligt samtykke fra en forbruger må yde den pågældende kredit.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det udtrykkeligt fastsættes i kreditaftaleloven, at en kreditgiver ikke uden forudgående anmodning og udtrykkeligt samtykke fra en forbruger må yde den pågældende kredit.

Således vil den foreslåede bestemmelse bl.a. indebære, at uopfordret kreditgivning, herunder forudgodkendte kreditkort, der ikke er anmodet om, og som sendes til forbrugerne, ensidig indførelse af en ny kassekredit eller et nyt overtræk eller ensidig forhøjelse af en forbrugers overtræks- eller kreditkortgrænse, er forbudt. Det bemærkes, at forbuddet mod uopfordret kreditgivning ikke forhindrer kreditgivere og kreditformidlere i at reklamere for eller tilbyde kredit i forbindelse med et forretningsforhold i overensstemmelse med de regler, der gælder herom, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 51.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 15 er at sikre direktivnær implementering af forbrugerkreditdirektivets artikel 17.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.16 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 24

Kreditaftaleloven indeholder i § 16 regler om beregning af de årlige omkostninger i procent. Bestemmelsens stk. 6 fastslår, at i forbindelse med kreditaftaler, der indeholder vilkår, som tillader variationer i debitorrenten, og, hvor det er relevant, de omkostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, men som ikke kan opgøres på beregningstidspunktet, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den antagelse, at debitorrenten og andre omkostninger er konstante i forhold til udgangspunktet og finder anvendelse, indtil kreditaftalen udløber.

Det foreslås i § 16, stk. 6, at », og, hvor det er relevant, de« ændres til »eller variationer i visse«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det – for at sikre korrekt gennemførelse af forbrugerkreditdirektivets artikel 30, stk. 4 – fremover vil fremgå udtrykkeligt af kreditaftalelovens § 16, stk. 6, at hvis en kreditaftale indeholder vilkår som tillader variationer i visse omkostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, og som gør, at de ikke kan opgøres på beregningstidspunktet, skal de årlige omkostninger i procent beregnes ud fra den antagelse, at disse andre omkostninger forbliver konstante i forhold til udgangsniveauet og finder anvendelse indtil kreditaftalens udløb.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.29 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 25

Det følger af kreditaftalelovens § 16 a, stk. 5, at hvis kreditaftalen tillader variationer i debitorrenten, underrettes forbrugeren, bortset fra i de tilfælde, der er nævnt i bestemmelsens stk. 6 (om kreditaftaler, hvori der er aftalt en fast debitorrente for en indledende periode på mindst 5 år), om de mulige konsekvenser af variationerne på de beløb, der skal betales, og på de årlige omkostninger i procent som minimum ved hjælp af oplysningsskemaet »ESIS« i kreditaftalelovens bilag 5. Er der ikke et loft over debitorrenten, ledsages oplysningerne om de mulige konsekvenser af en advarsel, der fremhæver, at de samlede kreditomkostninger for forbrugeren, der fremgår af de årlige omkostninger i procent, kan ændre sig.

Det foreslås, at der i § 16 a, stk. 5, efter bestemmelsens 1. pkt. indsættes som nyt punktum »det sker ved at give forbrugeren en yderligere årlig omkostningsprocent, der illustrerer de mulige risici forbundet med en væsentlig stivning i debitorrenten.«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det fastslås direkte i bestemmelsens ordlyd, at underretningen skal ske ved at give forbrugeren en yderligere årlig omkostningsprocent, der illustrerer de mulige risici forbundet med en væsentlig stigning i debitorrenten, således at ordlyden er i overensstemmelse med boligkreditdirektivets artikel 17, stk. 6. Der er ikke herved tilsigtet ændringer i gældende ret, idet dette som beskrevet under pkt. 2.29.1 allerede efter gældende ret er forudsat i bemærkningerne til kreditaftalelovens § 16 a, stk. 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.29 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 26

Det fremgår af kreditaftalelovens § 19, stk. 1, at forbrugeren inden for en frist på 14 kalenderdage kan fortryde en kreditaftale.

Den periode, hvori fortrydelsesretten efter stk. 1 kan udøves, løber som udgangspunkt fra den dag, hvor kreditaftalen er indgået, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Det følger dog af stk. 2, nr. 2, at fortrydelsesfristen i stedet løber fra den dag, hvor forbrugeren modtager aftalevilkårene og -betingelserne samt oplysningerne i henhold til § 8, hvis dette tidspunkt er senere end tidspunktet efter stk. 2, nr. 1.

Det fremgår af bestemmelsens stk. 3, at forbrugeren skal meddele kreditgiveren, at vedkommende vil udøve sin fortrydelsesret inden udløbet af fortrydelsesfristen efter stk. 1 efter de anvisninger, som forbrugeren har modtaget fra kreditgiveren i henhold til § 8, stk. 2, nr. 16, og fristen betragtes som overholdt, hvis meddelelsen, såfremt den er udfærdiget på papir eller på et andet varigt medium, som kreditgiveren råder over og har adgang til, er blevet afsendt inden fristens udløb.

Forbrugeren skal endvidere til kreditgiveren betale kapitalen og de renter, der er påløbet fra den dato, hvor kreditmuligheden blev udnyttet, til den dato, hvor kapitalen betales tilbage, uden unødig forsinkelse og senest 30 kalenderdage efter at have sendt kreditgiveren meddelelsen om udøvelsen af fortrydelsesretten, jf. nærmere herom stk. 4.

Af stk. 5 fremgår det bl.a., at forbrugeren ikke er bundet af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse, såfremt forbrugeren udøver sin fortrydelsesret med hensyn til kreditaftalen i medfør af kreditaftaleloven.

Hvis forbrugeren har fortrydelsesret i henhold til stk. 1-5, finder kapitel 4 i forbrugeraftaleloven ikke anvendelse, jf. stk. 6.

Herudover fremgår det af stk. 7, at stk. 1-6 ikke finder anvendelse på lån med pant i fast ejendom, der ydes på baggrund af obligationsudstedelse.

Det foreslås, at § 19 nyaffattes.

Det foreslås med stk. 1, at forbrugeren inden for en frist på 14 kalenderdage uden begrundelse kan fortryde en kreditaftale.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter således, at forbrugerens fortrydelsesfrist er 14 kalenderdage, og at forbrugeren kan fortryde en kreditaftale uden at begrunde dette.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af gældende ret, og dagen efter kreditaftalens indgåelse vil derfor udgøre den første dag ved beregning af de 14 kalenderdage, hvorfor en aftale, der eksempelvis indgås tirsdag den 1., således vil kunne fortrydes frem til udløbet af tirsdag den 15., jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 55.

Det foreslås med stk. 2, at fortrydelsesfristen efter stk. 1 løber fra den dag, hvor kreditaftalen er indgået, jf. nr. 1, eller fra den dag, hvor forbrugeren modtager aftalevilkårene og -betingelserne samt oplysningerne i henhold til den foreslåede § 8 (lovforslagets § 1, nr. 17), hvis den pågældende dag er senere end datoen efter nr. 1, jf. nr. 2.

Den foreslåede bestemmelse – der er en videreførelse af gældende ret – vil indebære, at forbrugerens 14-dages fortrydelsesfrist som udgangspunkt vil løbe fra den dag, hvor kreditaftalen er indgået.

Henvisningen til oplysningerne i henhold til kreditaftalelovens § 8 vil imidlertid indebære, at forbrugerens fortrydelsesfrist først begynder at løbe, når forbrugeren har modtaget de oplysninger, der skal følge af kreditaftalen.

Det foreslås med stk. 3, at fristen efter stk. 1 – dvs. forbrugerens fortrydelsesfrist på 14 dage – anses for at være overholdt, hvis forbrugeren har afsendt underretningen efter § 19, stk. 6, nr. 1, til kreditgiveren inden udløbet af denne frist.

Forbrugeren vil således skulle underrette kreditgiveren i overensstemmelse med de oplysninger, som kreditgiveren har givet i henhold til den foreslåede § 8, stk. 2, nr. 16 (lovforslagets § 1, nr. 17), på papir eller et andet varigt medium, der er valgt af forbrugeren og angivet i kreditaftalen, inden fortrydelsesfristens udløb, jf. om den foreslåede stk. 6, nr. 1, nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære – som noget nyt i forhold til, hvad der gælder i dag – at det ikke vil være forbrugerens ansvar at sikre, at kreditgiveren har adgang til det pågældende medium. Derimod skal forbrugerens meddelelse gives på det medium, der er valgt af forbrugeren og angivet i kreditaftalen. Forbrugerne kan dog ikke give meddelelse om deres fortrydelse på typer af varige medier, der ikke er almindeligt anvendt, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 34.

Med det foreslåede stk. 4 lægges der op til, at fortrydelsesfristen – hvis forbrugeren ikke har modtaget aftalevilkårene og -betingelserne samt oplysningerne i henhold til kreditaftalelovens § 8 – udløber 12 måneder og 14 dage efter kreditaftalens indgåelse. Dette gælder dog ikke, hvis forbrugeren ikke er blevet underrettet om sin fortrydelsesret i overensstemmelse med § 8, stk. 2, nr. 16.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der fastsættes en absolut frist for, hvor længe forbrugeren vil kunne fortryde en kreditaftale. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 2, nr. 2, hvorefter fortrydelsesfristen efter stk. 1 (fortrydelsesfristen på 14 dage) først løber fra den dag, hvor forbrugeren modtager aftalevilkårene og -betingelserne samt oplysningerne i henhold til § 8, hvis denne dag er senere end datoen for kreditaftalens indgåelse.

Den foreslåede bestemmelse vil bevirke, at forbrugerens fortrydelsesfrist som udgangspunkt vil udløbe 12 måneder og 14 dage efter kreditaftalens indgåelse, selvom forbrugeren ikke har modtaget de oplysninger, som kreditaftalen skal indeholde i henhold til § 8.

Der kan endvidere henvises til forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 64, hvoraf det følger bl.a., at fortrydelsesfristen for at øge retssikkerheden under alle omstændigheder bør udløbe 12 måneder og 14 dage efter kreditaftalens indgåelse, hvis forbrugeren ikke har modtaget aftalevilkårene og -betingelserne samt oplysningerne i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivet.

Fortrydelsesfristen vil derimod ikke efter bestemmelsen udløbe, hvis forbrugeren ikke er blevet underrettet om sin fortrydelsesret i overensstemmelse med § 8, stk. 2, nr. 16.

Forbrugeren vil efter bestemmelsen bevare sin fortrydelsesret, hvis forbrugeren ikke er blevet informeret om sin fortrydelsesret i overensstemmelse med lovens § 8, stk. 2, nr. 16. Det kan eksempelvis vedrøre tilfælde, hvor forbrugeren ikke er blevet oplyst om fristen for udøvelse af fortrydelsesretten. I disse situationer vil forbrugeren i medfør af bestemmelsen kunne fortryde aftalen, selvom der er gået mere end 12 måneder og 14 dage efter indgåelse af kreditaftalen.

Det foreslås med stk. 5, at i tilfælde af en tilknyttet kreditaftale om køb af en vare med en returpolitik, der sikrer fuld tilbagebetaling i et vist tidsrum på over 14 kalenderdage, forlænges fortrydelsesretten, så den svarer til varigheden af en sådan returpolitik.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at forbrugerens fortrydelsesfrist på 14 dage forlænges, hvis der er tale om en tilknyttet kreditaftale om køb af en vare med en returpolitik, der sikrer fuld tilbagebetaling i et tidsrum på over 14 kalenderdage. Dette vil f.eks. indebære, at hvis returpolitikken i disse tilfælde er 6 uger, vil fortrydelsesfristen tilsvarende være forlænget til 6 uger, så den svarer til varigheden af returpolitikken.

Det foreslås med stk. 6, nr. 1, at hvis forbrugeren udøver fortrydelsesretten, skal vedkommende underrette kreditgiveren i overensstemmelse med de oplysninger, som kreditgiveren har givet i henhold til § 8, stk. 2, nr. 16, på papir eller et andet varigt medium, der er valgt af forbrugeren og angivet i kreditaftalen, inden fortrydelsesfristens udløb.

Forbrugeren vil i medfør af den foreslåede bestemmelse således skulle foretage en underretning af kreditgiveren, og underretningen vil skulle ske i overensstemmelse med de oplysninger, som kreditgiveren har givet i henhold til § 8, stk. 2, nr. 16, på papir eller et andet varigt medium, der er valgt af forbrugeren og angivet i kreditaftalen, inden fortrydelsesfristens udløb.

Begrebet »varigt medium« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 13. Heraf fremgår det, at varigt medium er en indretning, som sætter forbrugeren i stand til at lagre oplysninger rettet til forbrugeren personligt på en måde, der muliggør senere søgning i et tidsrum, som er afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

Forbrugerens fortrydelsesfrist efter stk. 1 anses for at være overholdt, hvis forbrugeren har afsendt underretningen efter stk. 6, nr. 1, til kreditgiveren inden udløbet af denne frist, jf. det foreslåede stk. 3 ovenfor.

Det foreslås med stk. 6, nr. 2, at forbrugeren i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten skal betale kreditgiveren hovedstolen og de renter, der er påløbet fra den dato, hvor kreditmuligheden blev udnyttet, til den dato hvor kapitalen er betalt tilbage, uden unødigt ophold og senest 30 kalenderdage efter afsendelsen af underretningen efter nr. 1. Renterne beregnes på grundlag af den aftalte debitorrente. Kreditgiveren har ikke ret til nogen anden kompensation fra forbrugeren i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten, bortset fra kompensation for eventuelle beløb, som kreditgiveren har betalt til offentlige myndigheder, og som ikke kan refunderes.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af gældende ret og vil indebære, at den udbetalte kapital skal tilbagebetales til kreditgiveren, når forbrugeren har gjort brug af sin fortrydelsesret. Bestemmelsen vil herudover indebære, at forbrugeren skal betale renter for perioden fra kapitalen blev udbetalt, og til den betales tilbage.

Tilbagebetalingen skal i medfør af bestemmelsen ske uden unødigt ophold og senest 30 kalenderdage efter afsendelsen af underretningen efter stk. 6, nr. 1.

Renterne skal beregnes på grundlag af den aftalte debitorrente, og kreditgiveren vil ikke være berettiget til nogen anden kompensation fra forbrugeren i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten, bortset fra kompensation for eventuelle beløb, som kreditgiveren har betalt til offentlige myndigheder, og som ikke kan refunderes. Det vil f.eks. kunne omfatte tinglysningsafgifter.

Det foreslås i stk. 7, at hvis der leveres en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen af kreditgiveren eller af tredjemand på grundlag af en aftale mellem denne tredjemand og kreditgiveren, er forbrugeren ikke længere bundet af aftalen om den accessoriske tjenesteydelse, hvis forbrugeren udøver fortrydelsesretten i kreditaftalen i medfør af denne lov.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af gældende ret og regulerer de situationer, hvor der i forbindelse med kreditaftalen er indgået en aftale om en accessorisk tjenesteydelse. dvs. en tjenesteydelse, som tilbydes forbrugeren i forbindelse med kreditaftalen, jf. den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 18 (lovforslagets § 1, nr. 11).

Ydes den accessoriske tjenesteydelse enten af kreditgiveren eller af en tredjemand efter aftale med kreditgiveren, vil forbrugerens udnyttelse af fortrydelsesretten hermed bevirke, at forbrugeren ikke er bundet af aftalen om den accessoriske tjenesteydelse.

Det foreslås i stk. 8, at hvis forbrugeren har fortrydelsesret i henhold til stk. 1-3, 6 og 7, finder kapitel 4 (om fortrydelsesret) i lov om forbrugeraftaler (forbrugeraftaleloven) ikke anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af, hvad der følger af gældende ret, og regulerer forholdet til forbrugerens fortrydelsesret i henhold til forbrugeraftalelovens kapitel 4.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at forbrugeren ikke vil have fortrydelsesret i medfør af forbrugeraftaleloven, hvis forbrugeren har fortrydelsesret i henhold til kreditaftaleloven.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at hvis en kreditaftale er omfattet af fortrydelsesret efter både forbrugeraftaleloven og kreditaftaleloven, finder forbrugeraftalelovens bestemmelser om fortrydelsesret ikke anvendelse på kreditaftalen.

Det foreslås i stk. 9, at stk. 1-8 ikke finder anvendelse på lån med pant i fast ejendom, der ydes på baggrund af obligationsudstedelse.

Den foreslåede bestemmelse viderefører gældende ret. Om bestemmelsen kan der således henvises til bemærkningerne til det gældende § 19, stk. 7, hvor det bl.a. er anført, at der ved denne form for låneaftaler er et særligt behov for en undtagelse, da kreditgiveren efter kreditaftalens indgåelse sælger obligationer svarende til lånebeløbet. Hvis forbrugeren herefter udnytter en fortrydelsesret, vil kreditgiveren skulle tilbagekøbe obligationerne, hvilket vil kunne medføre et kurstab, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 40 f.

Om betænkningstid ved indgåelse af kreditaftaler om lån mod pant i fast ejendom, der ydes på baggrund af obligationsudstedelse, henvises der til kreditaftalelovens § 7 d.

Den foreslåede bestemmelse i form af kreditaftalelovens § 19 gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 26.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.25 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 27

Det fremgår af kreditaftalelovens § 20, stk. 1, at hvis varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af en tilknyttet kreditaftale, ikke leveres eller kun leveres delvis eller ikke er i overensstemmelse med aftalen om levering deraf, har forbrugeren ret til at tage retsmidler i anvendelse mod kreditgiveren, såfremt forbrugeren ikke fra leverandøren har opnået den fyldestgørelse, som vedkommende har krav på ifølge lovgivningen eller aftalen om levering af varer eller tjenesteydelser, jf. nærmere pkt. 2.26.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i kreditaftalelovens § 20, stk. 1, at der efter »såfremt forbrugeren« indsættes »har taget retsmidler i anvendelse over for leverandøren, men«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det fremover vil fremgå af bestemmelsens ordlyd, at det er en betingelse for, at forbrugeren kan tage retsmidler i anvendelse over for kreditgiveren, at forbrugeren har taget retsmidler i anvendelse over for leverandøren, men ikke har opnået den fyldestgørelse, som vedkommende har krav på ifølge lovgivningen eller aftalen om levering af varer og eller tjenesteydelser. Dette svarer i det væsentligste til gældende ret, hvorefter forbrugeren alene kan tage retsmidler i anvendelse mod kreditgiveren, hvis forbrugeren først har forsøgt at opnå den fyldestgørelse, som forbrugeren har krav på, hos leverandøren, og at dette har vist sig at være forgæves, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 56, om den nuværende § 20, stk. 1, i kreditaftaleloven. Formålet med den foreslåede ændring er at sikre korrekt gennemførelse af forbrugerkreditdirektivets artikel 27, stk. 2.

Begrebet »tilknyttet kreditaftale« er defineret i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 14 (lovforslagets § 1, nr. 10), som en kreditaftale, ifølge hvilken a) den pågældende kredit eller de pågældende tjenesteydelser udelukkende tjener til at finansiere en aftale om levering af specifikke varer eller tjenesteydelser, og b) kreditaftalen og aftalen om levering tilsammen objektivt set udgør en kommerciel helhed. Der anses at foreligge en kommerciel helhed, hvor leverandøren af varer eller tjenesteydelser selv finansierer forbrugerens kredit, eller, såfremt finansieringen sker gennem tredjemand, hvor kreditgiveren i forbindelse med markedsføringen, indgåelsen eller forberedelsen af kreditaftalen gør brug af leverandøren af varer eller tjenesteydelser, eller hvor de specifikke varer eller leveringen af specifikke tjenesteydelser udtrykkeligt er angivet i kreditaftalen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.26 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 28

Det foreslås som en konsekvens af den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 17, hvorefter den gældende bestemmelse i kreditaftalelovens § 8, stk. 5, om oplysninger i forbindelse med kreditaftaler i form af kassekredit, ikke videreføres, at kreditaftalelovens § 23, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., ændres, således at henvisningen til § 8, stk. 5, nr. 6, udgår af bestemmelsen.

Til nr. 29

Kreditaftaleloven indeholder i § 26 regler om førtidig tilbagebetaling. Bestemmelsens stk. 1 fastslår, at forbrugeren har til enhver tid ret til helt eller delvis at indfri sine forpligtelser i henhold til en kreditaftale. Forbrugeren har herefter ret til en reduktion af de samlede kreditomkostninger, der består af renter og omkostninger i den resterende del af aftalens løbetid.

Det foreslås, at § 26, stk. 1, nyaffattes.

Efter den foreslåede bestemmelse har forbrugeren til enhver tid ret til førtidig betaling. I sådanne tilfælde har forbrugeren ret til en nedsættelse af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten for den resterende del af aftalens løbetid. Ved beregningen af nedsættelsen tages der hensyn til alle de omkostninger, som kreditgiveren har pålagt forbrugeren.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det – i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 1 – fremover vil fremgå af kreditaftalelovens § 26, stk. 1, at forbrugeren ved en førtidig tilbagebetaling har ret til en nedsættelse af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten for den resterende del af aftalens løbetid. Derudover vil det fremgå, at der ved beregning af forbrugerens ret til nedsættelse af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, tages hensyn til alle de omkostninger, som kreditgiveren har pålagt forbrugeren.

Begrebet »førtidig tilbagebetaling« er defineret i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 24 (lovforslagets § 1, nr. 11), som hel eller delvis indfrielse af forbrugerens forpligtelser i henhold til en kreditaftale forud for den i kreditaftalen fastsatte dato.

Derudover er begrebet »samlede omkostninger« defineret i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 7 (lovforslagets § 1, nr. 7), som alle omkostninger, herunder renter, provisioner, afgifter og enhver anden form for gebyr, som forbrugeren er forpligtet til at betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiveren har kendskab til, bortset fra notaromkostninger. Omkostninger ved accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, navnlig forsikringspræmier, medregnes også i de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, hvis indgåelsen af en aftale om sådanne accessoriske tjenesteydelser desuden er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå den på de annoncerede vilkår og betingelser.

Det bemærkes særligt for så vidt angår tinglysningsafgifter, at disse ikke skal indgå i beregningen af forbrugerens ret til nedsættelse af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten. Dette skyldes, at tinglysningsafgiften er en fiskal afgift, som således ikke kan anses for at være en omkostning, som kreditgiveren har pålagt forbrugeren, jf. også forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 70, hvoraf det endvidere bl.a. fremgår, at der ved beregningen af nedsættelsen ikke bør tages hensyn til skatter, som opkræves af og betales direkte til en tredjemand, og som ikke afhænger af kreditaftalens løbetid. Derimod skal bl.a. stiftelsesomkostninger, som er pålagt forbrugeren af kreditgiveren, efter Justitsministeriets opfattelse indgå i beregningen af forbrugerens ret til nedsættelse af de samlede omkostninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.28 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 30

Det fremgår af kreditaftalelovens § 27, stk. 1, at forbrugeren på standardvilkår og uden omkostninger kan opsige en tidsubegrænset kreditaftale til enhver tid, medmindre parterne har aftalt en varselsperiode. En sådan periode må ikke overstige 1 måned. Derudover fremgår det af kreditaftalelovens § 27, stk. 2, at hvis det er fastsat i kreditaftalen, kan kreditgiveren på standardvilkår opsige en tidsubegrænset kreditaftale ved at give forbrugeren mindst 2 måneders varsel. Et sådant varsel skal være udfærdiget på papir eller på et andet varigt medium. Herudover fremgår det af kreditaftalelovens § 27, stk. 3, at hvis det er fastsat i kreditaftalen, kan kreditgiveren ud fra objektivt begrundede hensyn bringe forbrugerens ret til at udnytte en kreditmulighed i henhold til en tidsubegrænset kreditaftale til ophør. Kreditgiveren skal underrette forbrugeren om et sådant ophør og begrundelsen herfor på papir eller på et andet varigt medium, om muligt før ophøret og ellers senest umiddelbart herefter.

Det foreslås i § 27, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3, 2. pkt., at der efter »medium« indsættes », der er angivet i kreditaftalen«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det – i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 28, stk. 1 og 2 – fremover vil fremgå af kreditaftalelovens § 27, stk. 2 og 3, at det varige medium, som kreditgiverens varsel om opsigelse af en tidsubegrænset kreditaftale henholdsvis kreditgiveren underretning om ophør og begrundelsen herfor kan gives på til forbrugeren, skal være angivet i kreditaftalen. Der er i øvrigt ikke tilsigtet ændringer i gældende ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.27 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 31

(Til § 29 a)

Det fremgår af kreditaftalelovens § 29 a, 1. pkt., at kreditgiveren skal have passende politikker og procedurer, der sikrer, at der, hvor det er relevant, udvises rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en fyldestgørelsesprocedure. Det følger af § 29 a, 2. pkt., at politikkerne og procedurerne bl.a. skal tage hensyn til forbrugerens forhold og kan bl.a. bestå af en fuldstændig eller delvis refinansiering af en kreditaftale, jf. nr. 1. Det følger af nr. 2, at de også kan bestå af ændring af en kreditaftales eksisterende vilkår og betingelser, jf. nærmere herom litra a-h.

Bestemmelsens overordnende formål er at sikre, at forpligtelser stammende fra kreditaftaler afvikles på den mindst indgribende måde i tilfælde af misligholdelse.

Det foreslås, at § 29 a i sin nuværende form ophæves, og at der i stedet indsættes en ny bestemmelse.

Det foreslås med stk. 1, at kreditgiveren, hvis det er relevant, skal give rimelig henstand, inden der indledes tvangsfuldbyrdelsesprocedurer. Henstandsforanstaltningerne skal bl.a. tage hensyn til forbrugerens individuelle omstændigheder. Kreditgiveren er ikke forpligtet til gentagne gange at tilbyde forbrugere henstandsforanstaltninger, bortset fra i begrundede tilfælde.

Den foreslåede bestemmelse vil for det første indebære en forpligtelse for kreditgiveren til at give forbrugere rimelig henstand, før tvangsfuldbyrdelsesprocedurer indledes. Kreditgiveren skal således – via rimelig henstand – give forbrugeren mulighed for at overholde sine forpligtelser, førend der iværksættes tvangsfuldbyrdelsesprocedurer.

Den foreslåede bestemmelse vil for det andet normere, hvordan de henstandsforanstaltninger skal vælges. Således fremgår det, at foranstaltningerne skal tage hensyn til forbrugerens individuelle omstændigheder.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter endvidere rækkevidden af kreditgiverens pligt til at fastsætte henstandsforanstaltninger. Således fremgår det, at kreditgiveren ikke har pligt til at tilbyde forbrugere henstandsforanstaltninger gentagne gange, medmindre der foreligger begrundede tilfælde.

Kreditgiveren skal i forbindelse med beslutningen om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at udøve henstandsforanstaltninger, eller hvorvidt det er begrundet at tilbyde disse gentagne gange, tage hensyn til bl.a. forbrugerens individuelle omstændigheder såsom forbrugerens interesser og rettigheder, vedkommendes evne til at tilbagebetale kreditten og vedkommendes rimelige behov for leveomkostninger, og kreditgiveren bør begrænse forbrugerens omkostninger i tilfælde af misligholdelse, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 79. Kreditgiveren vil dog ikke være forpligtet til at tilbyde henstandsforanstaltninger gentagne gange, hvis forbrugeren ikke reagerer på kreditgiverens tilbud inden for et rimeligt tidsrum.

Det foreslås med stk. 2, 1. pkt., at henstandsforanstaltningerne efter stk. 1 bl.a. kan omfatte fuldstændig eller delvis refinansiering af en kreditaftale.

Den foreslåede bestemmelse eksemplificerer således en mulig henstandsforanstaltning.

Det foreslås med stk. 2, 2. pkt., at henstandsforanstaltningerne efter stk. 1 skal omfatte en ændring af en kreditaftales eksisterende vilkår og betingelser, hvilket bl.a. kan være de i bestemmelsens nr. 1-8 opregnede elementer. Dette drejer sig om forlængelse af kreditaftalens løbetid, ændring af typen af kreditaftale, udskydelse af hele eller en del af afdragsbetalingen i en periode, nedsættelse af debitorrenten, tilbud om en afdragsfri periode, delvise tilbagebetalinger, valutaomregning og delvis eftergivelse og gældskonsolidering.

Den foreslåede bestemmelse normerer dermed, hvad de pågældende henstandsforanstaltninger, jf. den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 29 a, stk. 1, skal omfatte. Bestemmelsen er i vidt omfang være en videreførelse af gældende ret.

Henstandsforanstaltninger skal således omfatte en ændring af den oprindelige kreditaftales vilkår og betingelser, jf. herved også forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 80.

Det foreslås med stk. 3, at kreditgiveren ikke er forpligtet til at foretage en vurdering af kreditværdigheden efter den foreslåede § 7 c (lovforslagets § 1, nr. 15), når en kreditaftales eksisterende vilkår og betingelser ændres i overensstemmelse med stk. 2, 2. pkt., forudsat at det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, ikke øges væsentligt, når kreditaftalen ændres.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære i 1. led, at kreditgiveren ikke har pligt til at kreditværdighedsvurdere forbrugeren i de tilfælde, hvor en kreditaftales eksisterende vilkår og betingelser ændres som led i, at kreditgiveren giver henstand i medfør af den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 29 a, stk. 2, 2. pkt., f.eks. ved at forlænge en kreditaftales løbetid eller ændre den pågældende kredits type.

Det fastsættes i den foreslåede bestemmelses 2. led, at det er en forudsætning for, at kreditgiveren ikke skal kreditværdighedsvurdere forbrugeren i de pågældende tilfælde, at det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, ikke øges væsentligt, når kreditaftalen ændres.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 35.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.35 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 29 b)

Kreditaftaleloven indeholder ikke efter gældende ret regler om gældsrådgivningstjenester og kreditgiveres forpligtelser i relation hertil.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 29 b, der regulerer kreditgiveres forpligtelser for så vidt angår gældsrådgivningstjenester.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1, skal en kreditgiver have procedurer og politikker for tidlig opdagelse af forbrugere, der befinder sig i økonomiske vanskeligheder.

Den foreslåede bestemmelse vil således fastsætte en forpligtelse for kreditgivere til at etablere procedurer og udforme politikker med henblik på tidlig opdagelse af forbrugere, der befinder sig i økonomiske vanskeligheder. Kreditgivere skal således have en strukturel ramme for opdage sådanne forbrugere og for, hvordan kreditgiverne skal agere i sådanne situationer. Bestemmelsen skal ses i lyset af, kreditgivere spiller en rolle med hensyn til at forebygge overdreven gældsætning gennem tidlig opdagelse af og støtte til forbrugere, der befinder sig i økonomiske vanskeligheder, og de forpligtelser, der som følge heraf påhviler en kreditgiver i forhold til forbrugere, der befinder sig i økonomiske vanskeligheder, jf. den foreslåede stk. 2 og forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 81.

Det foreslås i stk. 2, at en kreditgiver skal henvise forbrugere, der oplever vanskeligheder med at opfylde deres finansielle forpligtelser, til gældsrådgivningstjenester, der er let tilgængelige for forbrugeren.

Den foreslåede bestemmelse vil fastslå kreditgivers forpligtelse til at henvise til gældsrådgivningstjenester i de tilfælde, hvor en forbruger oplever vanskeligheder med opfylde dennes finansielle forpligtelser. Henvisningen til gældsrådgivningstjenester bør så vidt muligt ske, inden der indledes tvangsfuldbyrdelsesprocedurer, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 81. Bestemmelse bør i øvrigt ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 29 a (lovforslagets § 1, nr. 31), hvorefter kreditgiveren, hvor det er relevant, skal give rimelig henstand, inden der indledes tvangsfuldbyrdelsesprocedurer.

Begrebet »gældsrådgivningstjenester« er defineret i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 25 (lovforslagets § 1, nr. 11), som individualiseret bistand af teknisk, juridisk eller psykologisk art, der ydes af uafhængige professionelle aktører, som ikke specielt er kreditgivere eller kreditformidlere, som defineret nr. 2 og nr. 6, eller kreditkøbere eller kreditservicevirksomheder som defineret i artikel 3, nr. 6 og 8, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/2167, til fordel for forbrugere, som oplever eller vil kunne opleve vanskeligheder med at opfylde deres finansielle forpligtelser.

Det er i forlængelse heraf en forudsætning efter den foreslåede bestemmelse, at den gældsrådgivningstjeneste, som kreditgiveren henviser forbrugeren til, er at anse som værende uafhængig, let tilgængelig og – hvis tjenesten ikke er gratis – kun indebærer begrænsede omkostninger for forbrugeren, jf. også forbrugerkreditdirektivets artikel 36, stk. 1 og 3, og præambelbetragtning 81.

Bestemmelsen gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 36.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.36 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 32

Det fremgår af kreditaftalelovens § 33, stk. 1, at overdrages kreditgiverens rettigheder i henhold til en kreditaftale til tredjemand, har forbrugeren over for erhververen ret til at gøre enhver indsigelse gældende, som forbrugeren kunne gøre gældende over for den oprindelige kreditgiver. Derudover fremgår det af kreditaftalelovens § 33, stk. 2, at forbrugeren skal underrettes, hvis en overdragelse efter stk. 1 finder sted. Dette gælder dog ikke, hvis den oprindelige kreditgiver efter aftale med erhververen fortsat står for kreditten i forhold til forbrugeren.

Det foreslås, at der i § 33, stk. 2, 1. pkt., efter »underrettes« indsættes »af den oprindelige kreditgiver«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det – for at sikre korrekt gennemførelse af forbrugerkreditdirektivets artikel 39, stk. 2 – fremover vil fremgå udtrykkeligt af kreditaftalelovens § 33, stk. 2, at det er den oprindelige kreditgiver, der skal underrette forbrugeren om en overdragelse efter kreditaftalelovens § 33, stk. 1. Der er ikke herved tilsigtet ændringer af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.39 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 33

Kreditaftaleloven indeholder ikke en bestemmelse vedrørende kompetente myndigheder eller tilsyn. Tilsynet med efterlevelse af kreditaftaleloven føres i dag gennem reglerne om god skik i henholdsvis markedsføringsloven, lov om finansiel virksomhed, lov om forbrugslånsvirksomheder og lov om ejendomskreditselskaber.

Kreditaftaleloven gælder for virksomheder, der optræder som kreditgivere eller kreditformidlere i kreditaftalelovens forstand. Dette er tilfældet, uanset om det er en finansiel eller ikke-finansiel virksomhed, der optræder som kreditgiver eller kreditformidler.

Der henvises til beskrivelsen af gældende ret ovenfor i pkt. 2.41.1.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 55 a.

Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med overholdelsen af loven.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden vil føre tilsyn med overholdelsen af kreditaftaleloven og regler udstedt i medfør heraf. For så vidt angår det offentligretlige tilsyn med finansielle virksomheder, forbrugslånsvirksomheder og ejendomskreditselskaber vil bestemmelsen være en videreførelse af det tilsyn, som Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet fører i dag.

Efter den foreslåede bestemmelse vil det være et delt tilsyn mellem Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden. Tilsynene vil ikke udelukke hinanden, medmindre der er tale om den samme offentligretlige tilsynshåndhævelse over for den samme finansielle virksomhed, jf. den foreslåede § 55, stk. 3, 2. pkt.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerkreditdirektivets artikel 41, stk. 1, og stk. 3-4.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynets tilsyn føres efter reglerne i lov om finansiel virksomhed, lov om forbrugslånsvirksomheder og lov om ejendomskreditselskaber.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynets tilsyn med kreditgivernes efterlevelse af kreditaftaleloven vil fremgå direkte af kreditaftaleloven. Der vil være tale om en videreførelse af den gældende retstilstand.

Finanstilsynets tilsyn med kreditaftaleloven vil vedrøre kreditgiveres, herunder pengeinstitutter, realkreditinstitutter, forbrugslånsvirksomheder og ejendomskreditselskaber, efterlevelse af reglerne. Ud af disse virksomhedstyper er pengeinstitutter og realkreditinstitutter finansielle virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra a og b, i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynets tilsyn med finansielle virksomheders efterlevelse af kreditaftaleloven vil føres i medfør af § 344 i lov om finansiel virksomhed. Hvis Finanstilsynet finder anledning til at give påbud om berigtigelse af forhold, der strider med kreditaftaleloven, vil § 348, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, blive anvendt. Dette vil medføre, at manglende efterlevelse af et påbud fra Finanstilsynet vil kunne straffes med bøde efter § 373, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynet påser alene overholdelsen af de offentligretlige regler og foretager en generel vurdering af, om de finansielle virksomheders aftaler og vilkår overfor kunderne er i overensstemmelse hermed. Den civilretlige vurdering ligger udenfor det lovmæssige tilsynsområde for Finanstilsynet.

Finanstilsynets tilsyn med forbrugslånsvirksomheders efterlevelse af reglerne i kreditaftaleloven vil føres i medfør af § 15 i lov om forbrugslånsvirksomheder. Finanstilsynet vil i medfør af § 15, stk. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder, kunne påbyde de fysiske og juridiske personer, inden for en nærmere fastsat frist, at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af bestemmelser i loven eller regler udstedt i medfør heraf. Manglende efterlevelse af et påbud vil kunne straffes med bøde, jf. § 30, stk. 4, i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Finanstilsynets tilsyn med ejendomskreditselskabers efterlevelse af reglerne i kreditaftaleloven vil føres i medfør af § 12, stk. 1, i lov om ejendomskreditselskaber. Finanstilsynet vil kunne give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med loven efter § 12, stk. 7. Et ejendomskreditselskab, der ikke efterkommer et påbud fra Finanstilsynet, vil kunne straffes med bøde i medfør af § 22, stk. 3, i lov om ejendomskreditselskaber.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerkreditdirektivets artikel 41, stk. 6 og 7.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at Forbrugerombudsmandens tilsyn føres efter reglerne i lov om markedsføring.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Forbrugerombudsmanden vil føre sit tilsyn i medfør af markedsføringsloven og de regler, der er udstedt i medfør af loven, herunder bekendtgørelse nr. 1249 af 25. november 2014 om regler for Forbrugerombudsmandens virksomhed.

Dette vil betyde, at Forbrugerombudsmanden over for virksomheder både vil kunne anvende de offentligretlige og civilretlige håndhævelsestiltag, som Forbrugerombudsmanden efter markedsføringslovens regler har mulighed for at benytte i sin tilsynsvirksomhed, jf. dog foreslåede § 55 a, stk. 3, 2. pkt., for så vidt angår Forbrugerombudsmandens offentligretlige håndhævelse over for finansielle virksomheder.

Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. medføre, at Forbrugerombudsmandens tilsyn vil være underlagt et forhandlingsprincip, jf. markedsføringslovens § 28, og at Forbrugerombudsmanden vil få mulighed for at indbringe sager om forbud og påbud for retten, jf. § 32, stk. 1, jf. § 24, stk. 1, ligesom Forbrugerombudsmanden vil kunne nedlægge foreløbige forbud, jf. § 36, samt meddele administrative påbud, jf. § 32, stk. 2-5, og § 28, stk. 2. Forbrugerombudsmanden vil også kunne udstede retningslinjer, jf. markedsføringslovens § 29, indhente tilsagn, jf. § 28, stk. 2, og afgive forhåndsbeskeder, jf. § 30. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.41.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Eksempler på offentligretlig håndhævelse kan være udstedelse af påbud eller forbud eller – hvis der er tale om strafbare overtrædelser – politianmeldelse og bøde.

Eksempler på civilretlig håndhævelse kan være, at Forbrugerombudsmanden på begæring vil kunne anlægge sag om erstatning og vederlag, jf. markedsføringslovens § 32, stk. 1. Forbrugerombudsmanden vil efter retsplejelovens almindelige regler kunne anlægge og indtræde i retssager, herunder civilretlige forbrugerbeskyttelseslove, hvor sagsanlæg eller indtræden sker som led i Forbrugerombudsmandens tilsynsvirksomhed. Forbrugerombudsmanden vil i retssager både kunne optræde som direkte part, ved hoved- og biintervention, eller som mandatar i henhold til retsplejelovens regler herom, jf. § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1249 af 25. november 2014.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse henviser til Forbrugerombudsmandens tilsyn efter markedsføringsloven, og ikke til hvilke virksomheder, som Forbrugerombudsmanden kan føre tilsyn med. Det bemærkes i den forbindelse, at Forbrugerombudsmanden efter den foreslåede bestemmelse vil have tilsynskompetence med overholdelsen af kreditaftaleloven både over for finansielle og ikke-finansielle virksomheder.

Forbrugerombudsmandens civilretlige tilsyn med finansielle virksomheder vil føres efter reglerne i markedsføringsloven, og Forbrugerombudsmandens offentligretlige tilsyn med finansielle virksomheder vil føres efter lov om finansiel virksomhed, jf. foreslåede § 55, stk. 3, 2. pkt.

Forbrugerombudsmanden har efter gældende ret hjemmel til at gribe ind over for overtrædelser af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning i medfør af markedsføringslovens § 3 om god skik, hvilket er fastslået ved Højesterets dom af 4. juli 2013 i sag 335/2012 (1. afd.) offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2013, side 2941. Dette fremgår af bemærkningerne til markedsføringslovens § 3, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 40 som fremsat, side 47. Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre på Forbrugerombudsmandens generelle tilsynsadgang i relation til den øvrige civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning i medfør af kravet om, at erhvervsdrivende skal overholde god markedsføringsskik, som fastslået af Højesteret.

Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at for pengeinstitutter og realkreditinstitutter, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra a og b, i lov om finansiel virksomhed, føres det offentligretlige tilsyn efter reglerne i § 348, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Forbrugerombudsmanden ikke vil kunne gå ind i samme offentligretlige spørgsmål over for samme finansielle virksomhed i tilfælde, hvor Finanstilsynet har foretaget offentligretlig håndhævelse, f.eks. ved at udstede et påbud over for en finansiel virksomhed. Forbrugerombudsmandens offentligretlige tilsyn vil således være begrænset over for en finansiel virksomhed i relation til det konkrete forhold, som Finanstilsynet allerede har påset overfor den finansielle virksomhed. Forbrugerombudsmanden vil dog kunne forfølge andre offentligretlige spørgsmål over for den samme virksomhed, ligesom Forbrugerombudsmanden vil kunne forfølge de samme offentligretlige spørgsmål over for andre virksomheder, som Finanstilsynet ikke har behandlet.

Forbrugerombudsmanden vil kunne behandle civilretlige spørgsmål, hvilket falder uden for Finanstilsynets tilsyn. Forbrugerombudsmanden vil i sit civilretlige tilsyn ikke være afskåret fra at inddrage en finansiel virksomheds eventuelle overtrædelser af offentligretlig regulering, såfremt det vurderes at have relevans for den civilretlige håndhævelse.

Bestemmelsen i § 348, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, skal sikre, at Forbrugerombudsmanden kan indbringe en sag for domstolene, hvis han i særlige tilfælde måtte finde, at der er behov for et sådant skridt f.eks. i tilfælde, hvor Finanstilsynet vælger ikke at tage en sag op, der af Forbrugerombudsmanden vurderes at være af principiel eller vidtgående betydning.

Hvis Finanstilsynet har foretaget offentligretlig håndhævelse, f.eks. ved at udstede et påbud over for en finansiel virksomhed om at ændre sin udlånspraksis fremover, vil dette ikke udelukke, at Forbrugerombudsmanden vil kunne anvende sine beføjelser til at håndhæve den forbrugerretlige retstilstand bagudrettet, f.eks. ved at give et påbud om genopretning eller tilbagebetaling, jf. markedsføringslovens § 24, stk. 1, nr. 2, og Højesterets dom af 7. december 2023 i sag BS-37131/2022-HJR og BS-37142/2022-HJR og BS-37160/2022-HJR (2. afd.), offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2024, side 1114. Forbrugerombudsmanden vil ligeledes kunne foretage civilretlig håndhævelse, f.eks. ved at bringe en civilretlig forbrugersag for domstolene til afklaring af, om den samme finansielle virksomhed har overtrådt sine forpligtelser i et konkret låneforhold med en forbruger.

Hvis Forbrugerombudsmanden vælger at anlægge en sag mod en finansiel virksomhed, skal det ske efter de regler, som gælder for sager anlagt af Forbrugerombudsmanden i medfør af markedsføringsloven.

For så vidt angår forbrugslånsvirksomheder og ejendomskreditselskaber føres Forbrugerombudsmandens tilsyn efter stk. 3, 1. pkt.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerkreditdirektivets artikel 41, stk. 6 og 7.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.41 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 34

Efter § 56, stk. 2, i kreditaftaleloven kan den, der gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af en række bestemmelser i loven, straffes med bøde, jf. nærmere pkt. 2.43.1.

Det foreslås i § 56, stk. 2, at ændre »§§ 7 a, 7 b, 8-10 eller 17« til »§§ 7 a, 7 b, 7 e, 8-10 eller 17«.

Efter den foreslåede § 7 e, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 16), skal kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere til enhver tid stille klare og forståelige generelle oplysninger om kreditaftaler til rådighed for forbrugerne på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger. Generelle oplysninger om kreditaftaler, der stilles til rådighed af kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere i deres lokaler, skal som minimum stilles til rådighed for forbrugerne på papir. Det er fastsat i den foreslåede bestemmelses stk. 2, hvad de generelle oplysninger som minimum skal omfatte, hvilket bl.a. omfatter navn, fysisk adresse, telefonnummer og e-mailadresse på udstederen af oplysningerne, de formål, hvortil kreditten kan anvendes og kreditaftalens eventuelle løbetid.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en kreditgiver eller kreditformidler, der undlader at stille generelle oplysninger til rådighed efter den foreslåede § 7 e, stk. 1 og 2, vil kunne ifalde bødeansvar, hvis der er tale om grov eller oftere gentagen overtrædelse af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.43 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 35

Forbrugerkreditdirektivets bilag I-II svarer – med en række ændringer som følge af den med forbrugerkreditdirektivet ændrede regulering – til 2008-direktivets bilag I-III. Omfanget af ændringer nødvendiggør, at de nuværende bilag 1-3 til kreditaftaleloven, som svarer til 2008-direktivets bilag I-III, nyaffattes, således at disse stemmer overens med forbrugerkreditdirektivets bilag I-III.

Det foreslås, at bilag 1-3 affattes som bilag 1-3 til denne lov.

Bilag 1 indeholder den grundligning, der i henhold til kreditaftalelovens § 16, stk. stk. 2, skal anvendes ved beregning af de årlige omkostninger i procent, og de supplerende antagelser, der er omtalt i kreditaftalelovens § 16, stk. 7. Bilag 1 svarer til forbrugerkreditdirektivets bilag III.

Bilag 2 indeholder formularen Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger, som kreditgiveren i henhold til den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 a (lovforslagets § 1, nr. 13) skal anvende for at give forbrugeren de i formularen angivne oplysninger forud for aftaleindgåelse. Bilag 2 svarer til forbrugerkreditdirektivets bilag I.

Bilag 3 indeholder formularen Europæiske forbrugerkreditoplysninger, som kreditgiveren i henhold til den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 b (lovforslagets § 1, nr. 14) skal anvende for at give forbrugeren de i formularen angivne oplysninger forud for aftaleindgåelse. Bilag 3 svarer til forbrugerkreditdirektivets bilag II.

§ 2

Til nr. 1

Fodnoten til lov om markedsførings (markedsføringsloven) titel angiver, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF, EU-Tidende 2008, nr. L 133, side 66.

Det foreslås at ændre fodnoten til lovens titel således, at »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF, EU-Tidende 2008, nr. L 133, side 66« ændres til »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktiv 2008/48/EF, EU-Tidende, L af 30. oktober 2023«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil fremgå af fodnoten til lovens titel, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører forbrugerkreditdirektivet i stedet for 2008-direktivet. Det skyldes, at 2008-direktivet ophæves ved forbrugerkreditdirektivet.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerkreditdirektivets artikel 48, stk. 1, 3. afsnit, hvorefter de nationale love og bestemmelser, der gennemfører forbrugerkreditdirektivet, ved vedtagelse eller offentliggørelse skal indeholde en henvisning til direktivet.

Til nr. 2

Markedsføringslovens kapitel 3 indeholder regler om særlige markedsføringsformer. Kapitlet indeholder bl.a. bestemmelser om forbud mod markedsføring af visse kreditaftaler og forbrugslånsvirksomheder, jf. markedsføringslovens §§ 11 a og 11 b.

Det foreslås at ændre overskriften før § 11 a, hvorefter der efter »forbrugslånsvirksomheder« indsættes »samt krav til markedsføring af kreditaftaler og kreditprodukter«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2, nr. 3, hvor der foreslås indsat en ny §§ 11 c og 11 d i markedsføringsloven.

Til nr. 3

(Til § 11 c)

Markedsføringsloven indeholder ikke specifikke bestemmelser om forbud mod vildledning i forbindelse med markedsføring af kreditaftaler.

Markedsføringslovens §§ 5 og 6 indeholder forbud mod vildledende handlinger og udeladelser, der gælder på tværs af sektorer og for alle produkter.

Det følger af markedsføringslovens § 5, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.

Det følger videre af § 6, at erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde. Efter markedsføringslovens § 8 er det en betingelse for, at der er handlet i strid med §§ 5 og 6, at den pågældende handelspraksis væsentligt forvrider eller vil kunne forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren eller, hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en særlig gruppe af forbrugere, hos et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.

Det foreslås at indsætte en ny § 11 c, hvorefter markedsføring af kreditaftaler til forbrugere skal ske på en rimelig, entydig og ikke vildledende måde. Markedsføring må ikke anvende en ordlyd, der kan give forbrugeren forkerte forventninger om kredittens tilgængelighed, omkostninger eller til det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at beskytte forbrugere mod urimelig og vildledende handelspraksis, navnlig med hensyn til oplysninger fra en kreditgiver eller kreditformidler og dermed undgå, at forbrugere indgår i kreditaftaler for hastigt.

Det vil ikke være en betingelse for, at der er handlet i strid med den foreslåede bestemmelse, at den pågældende handelspraksis væsentligt forvrider eller vil kunne forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren eller, hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en særlig gruppe af forbrugere, hos et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.

I overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 32 vil markedsføringslovens §§ 5 og 6 fortsat finde anvendelse på kreditaftaler og fungere som et ”sikkerhedsnet”, der sikrer, at der kan opretholdes et højt forbrugerbeskyttelsesniveau mod urimelig handelspraksis i alle sektorer.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerkreditdirektivets artikel 7. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 11 d)

Markedsføringslovens §§ 11 a og 11 b indeholder forbud mod markedsføring af visse kreditaftaler og forbrugslånsvirksomheder. Markedsføringsloven indeholder dog ikke specifikke forbud mod markedsføring af kreditprodukter.

Det følger af § 11 a, at markedsføring af kreditaftaler til forbrugere er forbudt, såfremt forbrugslånsvirksomheden udbyder forbrugerkredit med årlige omkostninger på 25 pct. eller derover. Der gælder dog visse undtagelser hertil, jf. § 11 a, stk. 2 og 3.

Det følger af § 11 b, at enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere er forbudt. Der gælder dog visse undtagelse hertil, jf. § 11 b, stk. 2-4.

Det foreslås at indsætte en ny § 11 d, der oplister en række former for markedsføring af kreditprodukter, der er forbudt.

Det foreslås i nr. 1, at markedsføring af kreditprodukter ikke må tilskynde forbrugere til at søge om kredit ved at antyde, at kredit vil forbedre disse forbrugeres finansielle situation.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at forbrugere, der er havnet i en økonomisk svag situation, ikke opfordres til at søge om yderligere kredit i håbet om, at det vil kunne afhjælpe deres finansielle situation.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke være til hinder for, at en kreditgiver i forbindelse med en individuel rådgivning f.eks. rådgiver en kunde til at omlægge lån, hvorved kunden sparer penge.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 7, litra a. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i nr. 2, at markedsføring af kreditprodukter ikke må oplyse, at udestående kreditaftaler eller registreret kredit i databaser har meget lidt eller ingen indflydelse på vurderingen af en kreditansøgning.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at forbrugerens vanskelige økonomiske situation ikke udnyttes ved markedsføring af kreditprodukter, hvor det fejlagtigt oplyses, at oplysninger i f.eks. Ribers Kredit Information (RKI) ikke har betydning for vurderingen af kreditansøgningen.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 7, litra b. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i nr. 3, at markedsføring af kreditprodukter ikke fejlagtigt må antyde, at kredit fører til en stigning i de finansielle ressourcer, udgør en erstatning for opsparing eller kan øge en forbrugers levestandard.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at forbrugere, der er havnet i en økonomisk svag situation, ikke opfordres til at søge om yderligere kredit i håbet om, at det vil kunne afhjælpe deres finansielle situation.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 7, litra c. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i nr. 4, at markedsføring af kreditprodukter ikke må fremhæve, hvor hurtigt eller nemt der kan opnås kredit.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at hindre, at forbrugere tilskyndes til at søge kredit ved at anføre, at det er let eller hurtigt. En sådan markedsføring vil kunne friste til impulsiv låntagning, hvor forbrugeren ikke får overvejet sit lånebehov eller i øvrigt får undersøgt vilkårene for det pågældende lån. Der vil derfor kunne være risiko for, at forbrugeren ikke vil være i stand til at tilbagebetale lånet.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 8, litra a. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Markedsføringsloven indeholder ikke bestemmelser om, at markedsføring af kreditaftaler skal indeholde en advarsel.

Det foreslås at indsætte et nyt § 18, stk. 1, hvorefter markedsføring af kreditaftaler til forbrugere, som ikke er omfattet af § 19, skal indeholde en klar og tydelig advarsel for at gøre forbrugerne opmærksomme på, at der er omkostninger forbundet med at opnå kredit. Ordlyden ”Advarsel! Det koster penge at låne penge” eller tilsvarende ordlyd skal anvendes.

Formålet med bestemmelsen er at mindske tilfælde af uhensigtsmæssigt salg af kredit til forbrugere, der ikke har råd til den, og fremme bæredygtig långivning.

Advarslen vil skulle indgå i markedsføring af kreditaftaler, som ikke er boligkreditaftaler, og det vil således ikke være en forudsætning, at der i markedsføringen oplyses en rentesats eller talstørrelse vedrørende omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten.

Advarslen vil også skulle indgå i markedsføring af rente- og omkostningsfrie kreditaftaler. I forbindelse med markedsføring af rente- og omkostningsfrie kreditaftaler vil den erhvervsdrivende kunne vælge at uddybe, at det konkrete lån ikke påfører forbrugeren nogen form for omkostninger, såfremt forbrugeren betaler rettidigt og dermed ikke pådrager sig rykkergebyrer og renter i forbindelse med misligholdelse af lånet.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 1. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det følger af markedsføringslovens § 18, stk. 1, at enhver markedsføring af kreditaftaler over for forbrugere, som ikke er omfattet af § 19, og som oplyser en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkredit, skal indeholde en række standardoplysninger, som oplistes i nr. 1-6.

Det foreslås i § 18, stk. 1, at ændre »over for forbrugere« til »til forbrugere«.

Der vil alene være tale om en sproglig ændring af bestemmelsens ordlyd for at sikre overensstemmelse med markedsføringslovens §§ 11 a og b samt foreslåede §§ 11 c og d, jf. lovforslagets § 2, nr. 3. Ændringen vil ikke have indholdsmæssig betydning.

Til nr. 6

I markedsføringslovens § 18 oplistes hvilke standardoplysninger, der skal gives til forbrugerne, når der oplyses en rentesats eller talstørrelse vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkredit, og hvordan de skal oplyses.

Det følger af § 18, stk. 1, nr. 1, at debitorrenten, herunder om den er fast eller variabel eller begge, skal oplyses, ligesom omkostninger, der indgår i forbrugerens samlede omkostninger i forbindelse med kreditten, skal oplyses. Omkostningerne består bl.a. af renter, provision, afgifter og enhver anden form for honorar, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiveren har kendskab til, bortset fra notarialgebyr.

Det foreslås i § 18, stk. 1, nr. 1, at ændre »begge, og« til »begge dele, og nærmere«.

Der vil alene være tale om en sproglig ændring af bestemmelsens ordlyd for at sikre overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets ordlyd. Ændringen vil ikke have indholdsmæssig betydning.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 3, litra a.

Til nr. 7

I markedsføringslovens § 18 oplistes hvilke standardoplysninger, der skal gives til forbrugerne, når der oplyses en rentesats eller talstørrelse vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkredit.

Det følger af § 18, stk. 1, nr. 5, at kontantprisen og størrelsen af en eventuel forudbetaling ved kredit i form af henstand med betalingen for en specifik vare eller tjenesteydelse skal oplyses.

Det foreslås i § 18, stk. 1, nr. 5, at ændre »en specifik vare eller tjenesteydelse« til »specifikke varer eller tjenesteydelser«.

Der er alene tale om en sproglig ændring af bestemmelsens ordlyd for at sikre overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets ordlyd. Ændringen har ikke indholdsmæssig betydning.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 3, litra e.

Til nr. 8

I markedsføringslovens § 18 oplistes hvilke standardoplysninger, der skal gives til forbrugerne, når der oplyses en rentesats eller talstørrelse vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkredit.

Det følger af markedsføringslovens § 18, stk. 2, at standardoplysningerne efter stk. 1 skal oplyses klart, kort og på en fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel.

Det følger af markedsføringslovens § 18, stk. 3, at hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen, herunder en forsikring, er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og betingelser og en sådan aftales omkostninger ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale også være oplyst klart, kort og på en fremtrædende måde sammen med de årlige omkostninger i procent (ÅOP).

Det foreslås at § 18, stk. 2 og 3, ophæves, og i stedet indsættes nyt stk. 3-5.

Der foreslås i stk. 3, 1. pkt., at standardoplysningerne, jf. stk. 2, skal være let læselige eller kunne høres tydeligt, alt efter hvad der er relevant, og være tilpasset de tekniske begrænsninger ved det medie, der anvendes til markedsføring.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at standardoplysningerne skal være let læselige og tilpasset for at tage hensyn til visse mediers tekniske begrænsninger, herunder mobiltelefoner.

Dette skal bidrage til, at standardoplysningerne kan sætte forbrugerne i stand til at sammenligne forskellige tilbud.

Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at standardoplysningerne skal angives klart, kort og på en fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at standardoplysningerne skal vises på forhånd og tydeligt, på en klar måde og i et engagerende format. Standardoplysningerne bør derudover være klart afgrænset fra eventuelle yderligere oplysninger vedrørende kreditaftalen.

Det vil afhænge af en konkret helhedsvurdering, om standardoplysningerne er tydelige og står på en fremtrædende måde. Standardoplysningerne må dog f.eks. ikke være skjult i markedsføringen eller være præsenteret på en uklar, uforståelig eller dobbelttydig måde.

Oplysningerne skal vises ved hjælp af et repræsentativt eksempel, der skal stå i selve markedsføringen. Hvad der vil være repræsentativt, vil afhænge af den pågældende markedsføring og den måde, markedsføringen er udformet på.

I overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 33 bør det samlede kreditbeløb og den tilbagebetalingsperiode, som kreditgiveren har valgt til et sådant repræsentativt eksempel, så vidt muligt svare til karakteristikaene ved den kreditaftale, som kreditgiver markedsfører.

I det repræsentative eksempel må der ikke ske sammenblanding af øvrige oplysninger i markedsføringen. Oplysninger, som en virksomhed f.eks. er forpligtet til at give ifølge anden lovgivning, må derfor ikke stå i det repræsentative eksempel. Det vil f.eks. kunne være oplysninger om, hvilken energiklasse en bil tilhører, og hvor langt bilen kan køre på literen.

Det foreslås i stk. 3, 3. pkt., at i særlige og begrundede tilfælde, hvor det medie, der anvendes til at formidle standardoplysningerne, ikke gør det muligt at vise oplysningerne visuelt, finder stk. 2, nr. 5 og 6, ikke anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at mængden af offentliggjorte oplysninger i særlige og begrundede tilfælde kan begrænses, hvor det anvendte medie ikke gør det muligt visuelt at vise disse oplysninger, f.eks. radioreklamer.

Dette vil omfatte standardoplysninger om kontantprisen og størrelsen af en eventuel udbetaling, såfremt der er tale om kredit i form af henstand med betalingen for specifikke varer eller tjenesteydelser, samt oplysninger om det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, og ydelsernes størrelse.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 3, 1. og 2. afsnit, samt stk. 4. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 4, at såfremt indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen, er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå den på de annoncerede vilkår og betingelser, og omkostningerne ved denne tjeneste ikke kan beregnes på forhånd, skal standardoplysningerne som omhandlet i stk. 2, klart, kort og på en fremtrædende måde præcisere forpligtelsen til at indgå den pågældende aftale.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det vil være et krav, at standardoplysningerne i stk. 2 klart, kort og på en fremtrædende måde præciserer forpligtelsen til at indgå den pågældende aftale om en accessorisk tjenesteydelse. Det vil i modsat fald kunne være en overtrædelse af stk. 3 og kan efter omstændighederne også være en overtrædelse af markedsføringslovens §§ 5 og 6.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 5. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 5, at forbrugeren i særlige og begrundede tilfælde, hvor det elektroniske medie, der anvendes til at formidle standardoplysningerne som omhandlet i stk. 2, ikke gør det muligt at vise disse oplysninger på en fremtrædende og klar måde, skal have adgang til oplysningerne efter stk. 2, nr. 5 og 6, ved at klikke, scrolle eller swipe.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en del af standardoplysningerne kan gives ved at klikke, scrolle eller swipe på digitale kanaler, hvis det elektroniske medie, der anvendes til at formidle standardoplysningerne, ikke gør det muligt at vise oplysningerne på en fremtrædende og klar måde.

De standardoplysninger, der kan gives adgang til ved at klikke, scrolle eller swipe, vil være oplysninger om kontantprisen og størrelsen af en eventuel forudbetaling ved kredit i form af henstand med betalingen for specifikke varer eller tjenesteydelser, jf. stk. 2, nr. 5, og oplysninger om det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, og ydelsernes størrelse, jf. stk. 2, nr. 6.

I overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 33 bør forbrugeren, inden de får adgang til kredittilbud, dog forelægges alle de standardoplysninger, der skal indgå i markedsføring af kreditaftaler, også i tilfælde af at de klikker, scroller eller swiper. Standardoplysningerne skal også være klart afgrænset fra eventuelle yderligere oplysninger vedrørende kreditaftalen. Midlertidige salgsfremmende betingelser, såsom en lokkerente med en lavere debitorrente i de første måneder af kreditaftalen, bør klart identificeres som sådanne.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 6. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Det følger af markedsføringslovens § 37, stk. 3, at overtrædelse af bestemmelserne i § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, 3 og 4, §§ 6 a og 6 b, § 7, stk. 1, §§ 9-11, § 11 a, stk. 1, § 11 b, stk. 1, § 14, stk. 1, § 15, § 16, stk. 3, § 17, stk. 1, 2 og 4, § 18 og § 19, § 20, stk. 1 og 3, og § 21 og forsætlig overtrædelse af § 22 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 279 eller anden lovgivning.

Det foreslås i § 37, stk. 3, at indsætte »§§ 11 c og 11 d,« efter »§ 11 b, stk. 1,«.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at §§ 11 c og 11 d tilføjes i opregningen af de bestemmelser, hvis overtrædelse straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 279 eller anden lovgivning.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 11 c og § 11 d vil være de fysiske og juridiske personer, herunder kreditgivere og kreditformidlere, der markedsfører kreditaftaler samt kreditprodukter.

I forbindelse med strafudmålingen vil der skulle lægges vægt på overtrædelsens grovhed og den erhvervsdrivendes omsætning, jf. markedsføringslovens § 37, stk. 6.

De subjektive krav for at straffe en overtrædelse af markedsføringslovens § 11 a, stk. 1, og § 11 b, stk. 1, er uagtsomhed eller forsæt, jf. straffelovens § 19, 2. pkt. Efter straffelovens § 19, 2. pkt., er de pågældende straffebud anvendelige på andre lovovertrædelser, også når lovovertrædelsen er begået af uagtsomhed, medmindre det modsatte har særlig hjemmel.

Fastsættelsen af straffen vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og de angivne bødeniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. markedsføringslovens § 37, stk. 11.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerkreditdirektivets artikel 44, der bl.a. fastsætter, at medlemsstaterne skal sørge for, at der findes tilstrækkelige og effektive midler til at sikre, at forbrugerkreditdirektivet overholdes.

§ 3

Til nr. 1

Den gældende titel på loven er »Lov om forbrugslånsvirksomheder« og gør det klart, at loven handler om regler for forbrugslånsvirksomheder.

Det foreslås at affatte lovens titel som: »Lov om forbrugslånsvirksomheder og registrering af kreditformidlere«.

Den foreslåede titel vil medføre, at det vil fremgå af lovens titel, at loven indeholder regler om registrering af kreditformidlere.

Til nr. 2

Lov om forbrugslånsvirksomheder har i dag ikke en fodnote, der indikerer, at loven implementerer et EU-direktiv.

Det foreslås, at der indsættes en fodnote til lovens titel, hvor det fremgår, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktiv 2008/48/EF, EU-Tidende, L af 30. oktober 2023

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil fremgå af fodnoten til lovens titel, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører forbrugerkreditdirektivet, herunder godkendelsesprocedure og kompetencekrav for kreditgivere og kreditformidlere.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerkreditdirektivets artikel 48, stk. 1, 3. afsnit, hvorefter de nationale love og bestemmelser, der gennemfører forbrugerkreditdirektivet, ved vedtagelse eller offentliggørelse skal indeholde en henvisning til direktivet.

Til nr. 3

Det fremgår af den gældende § 1, stk. 1, nr. 1-3, i lov om forbrugslånsvirksomheder, at loven finder anvendelse på forbrugslånsvirksomheder, der udbyder en eller flere af tre typer kreditaftaler. Det er for det første kreditaftaler, der ydes helt eller delvis med henblik på erhvervelse af varer eller tjenesteydelser hos en anden virksomhed. For det andet er det kreditaftaler, der ydes uafhængigt af et køb af en vare eller tjenesteydelse, og for det tredje kreditaftaler, der ydes af virksomheder, hvor kreditgivningen udgør et selvstændigt forretningsområde i virksomheden, og hvor kreditten ydes med henblik på erhvervelse af varer eller tjenesteydelser hos virksomheden. Afgrænsningen af anvendelsesområdet for lov om forbrugslånsvirksomheder medfører, at virksomheder, der yder kreditaftaler med henblik på at erhverve varer eller tjenesteydelser hos virksomheden, men uden at ydelsen af kreditter udgør et selvstændigt forretningsområde i virksomheden, er undtaget fra kravet om at søge tilladelse som forbrugslånsvirksomhed. Eksempelvis vil en møbelhandler, der yder en kredit i forbindelse med salg af en sofa, ikke være omfattet af reglerne i lov om forbrugslånsvirksomheder, hvis dét at yde kredit ikke udgør et selvstændigt forretningsområde i virksomheden.

Det beror på en konkret vurdering om udbud af kreditaftaler udgør et selvstændigt forretningsområde i virksomheden. Ved denne vurdering vil bl.a. antallet af kreditaftaler og den andel af den samlede omsætning, der finansieres ved kreditaftaler, indgå. Som udgangspunkt vil en virksomhed, hvor mindst 10 pct. af de omsatte varer og tjenesteydelser målt pr. enhed og omsætning finansieres ved en kredit, kunne anses for at have udbud af kreditaftaler som et selvstændigt forretningsområde. Ved vurderingen lægges endvidere vægt på, om kreditgivningen har et sådant omfang, at den vil kunne udskilles i en selvstændig juridisk enhed og kunne drives som en selvstændig virksomhed. Dette medfører, at små virksomheder med ganske få ansatte som udgangspunkt ikke er omfattet af stk. 1, nr. 3.

Ydelse af en kreditaftale kan også være undtaget fra lov om forbrugslånsvirksomheder, hvis virksomheden er undtaget fra en af bestemmelserne i lov om forbrugslånsvirksomheder efter den gældende § 1, stk. 2. § 1, stk. 2, i lov om forbrugslånsvirksomheder undtager finansielle virksomheder, herunder pengeinstitutter og realkreditinstitutter, og ejendomskreditselskaber fra reglerne i lov om forbrugslånsvirksomheder med undtagelse af § 9 om kreditværdighedsvurdering, § 11 a om ÅOP, § 11 b om omkostningsloft og § 11 c om ændringen af en kassekredit eller en revolverende kredit, som ikke skal være fuldstændigt indfriet inden en på forhånd fastlagt dato, til en kreditaftale med afdrag.

Ydelsen af en kreditaftale vil ligeledes være undtaget, hvis selve kreditaftalen er undtaget efter den gældende § 1, stk. 3, som f.eks. undtager aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor udbyderen rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit, jf. den gældende § 1, stk. 3, nr. 1.

Kreditformidlere er i dag ikke omfattet af reglerne i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Det foreslås at affatte § 1, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, så loven finder anvendelse på forbrugslånsvirksomheder, der udbyder kreditaftaler, og kreditformidlere.

Begreberne forbrugslånsvirksomhed, kreditformidler og kreditaftale er defineret i den gældende § 2, nr. 1, den foreslåede § 2, nr. 2, og den foreslåede § 2, nr. 4.

Udvidelsen af anvendelsesområdet vil medføre, at lov om forbrugslånsvirksomheder gennemfører dele af forbrugerkreditdirektivet, herunder kravet om en passende godkendelsesprocedure og registrering for kreditgivere og kreditformidlere i direktivets artikel 37, stk. 1, der bliver gennemført med tilladelseskravet til forbrugslånsvirksomheder i § 3 i lov om forbrugslånsvirksomheder, og registreringskravet for kreditformidlere i den foreslåede nye bestemmelse i § 3 a.

Den foreslåede nyaffattelse vil medføre, at reglerne i lov om forbrugslånsvirksomheder vil omfatte alle tilfælde, hvor der ydes kreditaftaler, uanset om kreditaftaler udgør et selvstændigt forretningsområde i virksomheden, og hvor kreditten ydes med henblik på erhvervelse af varer eller tjenesteydelser hos virksomheden.

Bestemmelsen omfatter både sikrede og usikrede kreditaftaler, dvs. både kreditaftaler, hvor forbrugslånsvirksomheden får sikkerhed for lånet ved f.eks. at få pant i en bil, og usikrede lån, hvor kreditgiveren ikke får sikkerhed for lånet. Udbydere af lån med sikkerhed i løsøre, f.eks. lån til køb af en bil hos en bestemt forhandler, vil derfor være omfattet af bestemmelsen.

Forbrugslånsvirksomheden, der udbyder kreditaftaler, vil være omfattet af lov om forbrugslånsvirksomheder, hvis den ikke er undtaget efter den foreslåede § 1, stk. 2. Den foreslåede § 1, stk. 2, i lov om forbrugslånsvirksomheder vil undtage finansielle virksomheder og ejendomskreditselskaber fra flere af reglerne i lov om forbrugslånsvirksomheder. En kreditaftale vil ligeledes være undtaget fra lovens anvendelsesområde, hvis aftalen er omfattet af de aftaler, der er oplistet i den foreslåede § 1, stk. 3.

Nyaffattelsen vil desuden medføre, at kreditformidlere bliver omfattet af lovens anvendelsesområde. Udvidelsen af lovens anvendelsesområde til at omfatte kreditformidlere er nødvendigt for at gennemføre forbrugerkreditdirektivets krav om en godkendelsesprocedure for kreditformidlere, kompetencekrav for ansatte hos kreditformidleren og regler om aflønning af ansatte hos kreditformidlere.

Den foreslåedes nyaffattelse vil imidlertid ikke medføre, at samtlige bestemmelser i lov om forbrugslånsvirksomheder vil finde anvendelse på kreditformidlere. Kreditformidlere vil således kun blive omfattet af de bestemmelser, hvor de indgår som pligtsubjekt. Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. medføre, at kreditformidlere vil være underlagt reglerne i lov om forbrugslånsvirksomheder, der definerer lovens anvendelsesområde, begreberne i loven (§ 2), reglerne om registrering af kreditformidlere (§ 3 a), kreditformidleres hjemmel til at bruge personnummer til entydig identificering i eksisterende kundeforhold (§ 8 a), krav til personalets viden og kompetencer til kreditformidlerens ansatte (§ 8 b), reglerne om aflønning af virksomhedens personale (§ 9) samt sletning af registrering af og tilsyn med kreditformidlerne (§ 18 a). Desuden vil kreditformidlerne med den foreslåede bestemmelse blive omfattet af reglerne om tilsyn i kapitel 7 i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Til nr. 4

Det følger af den gældende § 1, stk. 2, i lov om forbrugslånsvirksomheder, at loven bortset fra § 9, § 11 a, stk. 1-5, og §§ 11 b og 11 c, ikke finder anvendelse på finansielle virksomheder omfattet af § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed og udenlandske finansielle virksomheder, som driver virksomhed her i landet gennem filialetablering eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed og ejendomskreditselskaber omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2, i lov om ejendomskreditselskaber.

Det foreslås i § 1, stk. 2, at ændre »§ 9« til »§§ 9-9 b«.

Med den foreslåede bestemmelse vil anvendelsesområdet i lov om forbrugslånsvirksomheder blive ændret, så finansielle virksomheder og ejendomskreditselskaber omfattes af de foreslåede bestemmelser § 9, § 9 a, og § 9 b. Den gældende § 9 om kreditværdighedsvurdering foreslås med lovforslagets § 3, nr. 23, ophævet og erstattet af en forpligtelse for forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlere til at sikre forsvarlige aflønningsstrukturer, der ikke strider imod god forretningsskik på forbrugerkreditområdet. Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 4, at kreditværdighedsvurderingen af forbrugere, der ønsker en kreditaftale i form af overtræk, skal foretages efter § 7 c i kreditaftaleloven.

Til nr. 5

Det følger af lov om forbrugslånsvirksomheder § 1, stk. 3, nr. 1, at loven ikke gælder for aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor udbyderen rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit.

Det følger af lov om forbrugslånsvirksomheders § 1, stk. 3, nr. 2, at lov om forbrugslånsvirksomheder ikke finder anvendelse på aftaler om betalingskort med udskudt betaling, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres på kortindehaverens konto på en bestemt dato senest 50 dage efter transaktionen, uden at der skal betales renter eller omkostninger i forbindelse med den udskudte betaling. Den gældende § 1, stk. 3, nr. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder, undtager forbrugslånsvirksomheder, når de udbyder kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger, og hvor virksomheden, der yder kreditten, er omfattet af § 389, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, og modtager midler til anvendelse i almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt øjemed efter § 8 A, stk. 1, i ligningsloven. Bestemmelsen medfører, at spare- og udlånsvirksomheder, der er omfattet af § 389, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, og som modtager midler omfattet af ligningslovens § 8 A, stk. 1, kan yde rente og omkostningsfrie lån til forbrugere uden at blive omfattet af lov om forbrugslånsvirksomheder. Spare- og udlånsvirksomhederne er dog fortsat underlagt Finanstilsynets tilsyn som spare- og udlånsvirksomhed omfattet af § 389 i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynet har registreret én sparevirksomhed, som yder rente- og omkostningsfrie lån til sine medlemmer, og som er omfattet af § 389, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Der findes i dag ikke en bestemmelse, der ligner § 1, stk. 3, nr. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder, i kreditaftaleloven. Virksomheder, der er undtaget fra reglerne i lov om forbrugslånsvirksomheder efter den gældende § 1, stk. 3, nr. 3, skal derfor efterleve reglerne i kreditaftaleloven.

Det foreslås, at § 1, stk. 3, nr. 1-3, ophæves, og at der i stedet indsættes nyt nr. 1 og 2.

Bestemmelserne foreslås ophævet, fordi forbrugerkreditdirektivets anvendelsesområde ikke indeholder undtagelser, der gør det muligt at opretholde undtagelserne. For så vidt angår undtagelserne i § 1, stk. 3, nr. 1 og 2, kan der indsættes nye undtagelser, der har ligheder med de gældende undtagelser. Undtagelsen i § 1, stk. 3, nr. 3, kan imidlertid ikke opretholdes. Dette skyldes, at forbrugerkreditdirektivets artikel 2 om direktivets anvendelsesområde ikke indeholder en undtagelse, der gør det muligt at opretholde en undtagelse for spare- og udlånsvirksomheder, der er omfattet af § 389, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, og modtager midler til anvendelse i almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt øjemed efter § 8 A, stk. 1, i ligningsloven.

Den foreslåede ophævelse af § 1, stk. 3, nr. 3 vil medføre, at en spare- og udlånsvirksomhed, der i dag er omfattet af undtagelsen i den gældende § 1, stk. 3, nr. 3, skal efterleve reglerne i lov om forbrugslånsvirksomheder, herunder bl.a. tilladelseskravet som forbrugslånsvirksomhed, jf. § 3, egnetheds- og hæderlighedskravet for bestyrelse og direktionsmedlemmer, jf. § 4, og kravet om identifikation af målgruppe, jf. § 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.37 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i nr. 1 indsættes en undtagelse til lov om forbrugslånsvirksomheders anvendelsesområde.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at aftaler om henstand med betalinger, hvor en leverandør af varer eller tjenesteydelser, uden at tredjemand tilbyder en kredit, giver forbrugeren tid til at betale for de varer eller tjenesteydelser, der er leveret af denne leverandør, hvor købsprisen betales rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger ved forsinkede betalinger, og hvor betalingen skal foretages senest 50 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelserne, være undtaget fra loven. I bestemmelsen foreslås det, at undtagelsen ikke gælder de situationer, der er omfattet af den foreslåede § 1, stk. 4, i lov om forbrugslånsvirksomheder, jf. lovforslagets § 3, nr. 8.

Den foreslåede ændring vil indebære, at lov om forbrugslånsvirksomheder ikke vil finde anvendelse i den situation, hvor en leverandør af varer eller tjenesteydelser under iagttagelse af de anførte betingelser og tidsramme giver forbrugeren tid til at betale for de varer eller tjenesteydelser, der er leveret af den pågældende leverandør. Dette omfatter – som efter gældende ret – f.eks. den situation, hvor leverandøren udsteder en regning med henblik på betaling inden for en bestemt frist. Det kunne eksempelvis være tilfælde, hvor en forbruger får leveret en håndværksydelse og får en faktura direkte af den pågældende erhvervsdrivende, som skal betales på et tidspunkt, der ligger senere end leveringen. Til forskel fra, hvad der gælder i dag, vil betalingen imidlertid skulle foretages senest 50 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelse.

For så vidt angår forsinkede betalinger vil den foreslåede ændring, hvorefter forsinkede betalinger kun må medføre begrænsede omkostninger for forbrugeren, indebære, at der – som efter gældende ret – vil kunne tilskrives renter og gebyrer efter renteloven.

Bestemmelsen er identisk med kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, der gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra h, 1. afsnit.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at der i nr. 2 indsættes en anden undtagelse til lovens anvendelsesområde.

Den foreslåede indsættelse vil medføre, at lov om forbrugslånsvirksomheder ikke finde anvendelse på kreditaftaler i form af købekort med henstand med betalingen, som stilles til rådighed af et kredit- eller betalingsinstitut, og hvor kreditten i henhold til vilkårene, skal tilbagebetales inden for 40 dage, og som er rentefri og kun med begrænsede omkostninger i forbindelse med leveringen af betalingstjenesten.

Betegnelsen »købekort« skal forstås i overensstemmelse med præambelbetragtning 18, hvor det fremgår, at købekort med henstand med betalingen – som beskrevet i præambelbetragtning 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/751 om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner – er kreditkort, der er almindeligt tilgængelige på markedet, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres kortindehaverens konto på en forud aftalt bestemt dato, normalt én gang om måneden, uden at der skal betales renter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kreditaftaler mellem en forbruger og kredit- eller betalingsinstitut i form af købekort med henstand med betalingen, der er indrettet på den måde, at kreditten skal tilbagebetales inden 40 dage, og som er rentefri og kun med begrænsede omkostninger i forbindelse med levering af betalingstjenesten, ikke omfattes af lov om forbrugslånsvirksomheders anvendelsesområde. Den foreslåede ændring vil i vidt omfang være en videreførelse af gældende ret, idet købekort, der er indrettet på den måde, at transaktionsbeløbet først trækkes på et senere tidspunkt, fortsat vil være undtaget fra lov om forbrugslånsvirksomheder. Dette giver fortsat forbrugerne mulighed for at indrette deres privatøkonomi på den måde, der er mest hensigtsmæssige for dem. For at sikre at bestemmelsen er inden for valgmuligheden i artikel 2, stk. 5, nedsættes antallet af dage, som kreditten skal tilbagebetales inden for, fra 50 dage til 40 dage.

Bestemmelsen er identisk med den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 2, der udnytter valgmuligheden i forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 5, litra a-c.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det følger af lov om forbrugslånsvirksomheder § 1, stk. 3, nr. 4, at lov om forbrugslånsvirksomheder ikke finder anvendelse på leje- eller leasingaftaler, hvor der ikke er fastsat nogen pligt til at købe aftalegenstanden, hverken i selve aftalen eller i en separat aftale.

Det foreslås i § 1, stk. 3, nr. 4, at ændre »pligt til at købe« til »købspligt eller forkøbsret vedrørende«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at også leje- eller leasingaftaler, hvor der er fastsat en forkøbsret vedrørende aftalegenstanden, fremadrettet omfattes af lov om forbrugslånsvirksomheders anvendelsesområde, på samme måde som det efter gældende ret er tilfældet, hvis der er fastsat en købspligt.

Bestemmelsen er identisk med den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 3 der gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra g.

Til nr. 7

Den gældende § 1, stk. 3, nr. 6, i lov om forbrugslånsvirksomheder, undtager forbrugslånsvirksomheder fra lovens anvendelsesområde, i det omfang de udbyder kreditaftaler til ansatte i forbrugslånsvirksomheden.

Bestemmelsen er indsat, fordi lån til ansatte i en virksomhed typisk betragtes som et personalegode, som ydes på fordelagtige vilkår.

Det foreslås, at § 1, stk. 3, nr. 6, affattes således, at kreditaftaler, hvor kreditten ydes af arbejdsgivere til deres ansatte som en sekundær aktivitet, enten rentefrit eller til årlige omkostninger i procent, som er lavere end de gældende markedsrenter, og som ikke tilbydes offentligheden i almindelighed, bliver undtaget fra lov om forbrugslånsvirksomheder.

Den foreslåede ændring vil indebære, at den nuværende retstilstand delvist videreføres, så lån til ansatte fortsat anses som et personalegode, der ydes på fordelagtige vilkår. Ændringen vil dog medføre et krav om, at et af de fordelagtige vilkår i kreditaftalen til den ansatte er, at kreditten enten er rentefri eller udbydes til årlige omkostninger i procent, som er lavere end de gældende markedsrenter. Desuden skal forbrugslånsvirksomheden udbyde kreditaftalen som en sekundær aktivitet dvs. at det ikke må være virksomhedens primære aktivitet at udbyde disse kreditter. Endvidere må kreditaftalerne i almindelighed ikke tilbydes offentligheden.

Den foreslåede bestemmelse er en direktivnær implementering af forbrugerkreditdirektivets undtagelse i artikel 2, stk. 2, litra d.

Til nr. 8

(Til § 1, stk. 4)

Den gældende § 1, stk. 4, i lov om forbrugslånsvirksomheder, fastslår, at forbrugeren efter § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder ikke skal kreditværdighedsvurderes inden kreditaftalens indgåelse ved visse nærmere definerede kreditaftaler. Der er tale om kreditaftaler i visse tilfælde af henstand og ved forlig indgået for retten. De undtagne kreditaftaler er også undtaget fra kreditværdighedsvurdering efter kreditaftaleloven. Kreditværdighedsvurderinger skal kun foretages efter § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder, hvis kreditten ikke er omfattet af kravet om at foretage en kreditværdighedsvurderingen i § 7 c i kreditaftaleloven.

Det foreslås at ophæve § 1, stk. 4, i lov om forbrugslånsvirksomheder.

I lovforslagets § 3, nr. 23, foreslås det at ophæve § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder, fordi bestemmelsen ikke længere har et anvendelsesområde, der ligger udover kreditaftalelovens § 7 c. Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 4, at kreditværdighedsvurderingen af forbrugere, der ønsker en kreditaftale i form af overtræk, skal foretages efter § 7 c i kreditaftaleloven. Med ophævelsen af § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder er § 1, stk. 4, ikke relevant. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 23.

Derudover foreslås det at nyaffatte en bestemmelse i lov om forbrugslånsvirksomheder § 1, stk. 4, som regulerer, at for så vidt angår leverandører af varer eller tjenesteydelser, som ikke er mikrovirksomheder eller små eller mellemstore virksomheder, jf. henstilling 2003/361/EF, hvor sådanne leverandører tilbyder tjenester i informationssamfundet, jf. artikel 1, stk. 1, litra b, i direktiv om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester, i form af indgåelse af aftaler om fjernsalg med forbrugere med henblik på salg af varer eller levering af tjenesteydelser, jf. artikel 2, nr. 7, i direktiv om forbrugerrettigheder, gælder det uanset § 1, stk. 3, nr. 1, at aftaler om henstand med betalinger tilbudt af sådanne leverandører kun er undtaget lovens anvendelsesområde, hvis en tredjemand hverken tilbyder eller køber kredit, betalingen skal foretages fuldt ud inden for 14 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelserne, og købsprisen skal betales rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger, som forbrugeren skal betale for forsinkede betalinger.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der for visse store onlineleverandører af varer eller tjenesteydelser, der har adgang til et stort kundegrundlag, gælder skærpede betingelser i forhold til den foreslåede § 1, stk. 3, nr. 1, om aftaler om henstand med betalinger. Således vil aftaler om henstand med betalinger tilbudt af sådanne leverandører kun være undtaget lov om forbrugslånsvirksomheders anvendelsesområde, hvis en tredjemand hverken tilbyder eller køber kredit, hvor betalingen foretages fuldt ud inden for 14 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelserne, og hvor købsprisen skal betales rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger, som forbrugeren skal betale for forsinkede betalinger.

De leverandører, der omfattes af den foreslåede bestemmelse, vil være leverandører, som ikke er mikrovirksomheder eller små eller mellemstore virksomheder som defineret i Kommissionens henstilling om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder. Det fremgår af artikel 2, stk. 1 i bilaget til henstilling 2003/361/EF, at kategorien mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder omfatter virksomheder, som beskæftiger under 250 personer, og som har en årlig omsætning på ikke over 50 mio. EUR eller en årlig samlet balance på ikke over 43 mio. EUR.

For så vidt angår de data, der skal anvendes ved beregningen af antal beskæftigede m.v., er dette nærmere fastsat i artikel 4 og 5 i bilaget til henstilling 2003/361/EF.

Det vil være en betingelse, at de leverandører, der omfattes af den foreslåede bestemmelse, tilbyder tjenester i informationssamfundet i den i artikel 1, stk. 1, litra b, i informationsproceduredirektivet anvendte betydning, i form af indgåelse af aftaler om fjernsalg med forbrugere med henblik på salg af varer eller levering af tjenesteydelser i den i artikel 2, nr. 7, i forbrugerrettighedsdirektivet anvendte betydning.

Det fremgår af artikel 1, stk. 1, litra b, i informationsproceduredirektivet, at der ved tjeneste forstås enhver tjeneste i informationssamfundet, dvs. enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager.

Med henblik på denne definition fremgår det endvidere af artikel 1, stk. 1, litra b, at 1) der ved teleformidling forstås, at en tjeneste ydes, uden at parterne er til stede samtidig, at 2) der ved ad elektronisk vej forstås, at en tjeneste fra afsendelsesstedet sendes og på bestemmelsesstedet modtages ved hjælp af elektronisk databehandlingsudstyr (herunder digital komprimering) og datalagringsudstyr, og som udelukkende sendes, rutes og modtages via tråd, radio, optiske midler eller andre elektromagnetiske midler, og at 3) der ved på individuel anmodning fra en tjenestemodtager forstås, at en tjeneste ydes ved transmission af data på individuel anmodning.

Der henvises nærmere til bilag I i informationsproceduredirektivet med hensyn til tekniske forskrifter m.v., hvor der fremgår en vejledende liste over tjenester, der ikke er omfattet af ovennævnte definition.

Endvidere fremgår det af artikel 2, nr. 7, i forbrugerrettighedsdirektivet, at der ved aftale om fjernsalg forstås enhver aftale, der indgås mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren i henhold til et organiseret system for fjernsalg eller levering af fjernydelser uden den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige fysiske tilstedeværelse, og hvor der til og med tidspunktet for aftalens indgåelse udelukkende anvendes en eller flere former for fjernkommunikationsteknikker.

Bestemmelsen er identisk med den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 3, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 der gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra h, 2. afsnit.

(Til § 1, stk. 5)

Den gældende § 1, stk. 5, i lov om forbrugslånsvirksomheder, fastslår, at §§ 3-5, 17 og 18 ikke finder anvendelse på betalingsinstitutter, e-pengeinstitutter og virksomheder med en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. lov om betalinger.

Efter § 3 i lov om betalinger må betalingstjenester her i landet kun udbydes af virksomheder, der har tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut, eller af pengeinstitutter, Danmarks Nationalbank og offentlige myndigheder. Betalingstjenester kan endvidere udbydes her i landet af virksomheder med en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester.

Udbydere af kreditkort skal derfor have en tilladelse som betalingsinstitut, e-pengeinstitut eller have en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, medmindre de har en tilladelse som pengeinstitut, fordi der er knyttet en kreditfacilitet til udstedelsen af et kreditkort.

Kravene til at opnå en tilladelse som betalingsinstitut, e-pengeinstitut og virksomhed med en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester er nærmere reguleret i lov om betalinger.

Det foreslås, at § 1, stk. 5, nr. 1, affattes således, at forbrugslånsvirksomheder, der er betalingsinstitutter, e-pengeinstitutter og virksomheder med en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, undtages fra §§ 3-5 og §§17-18 a, i lov om forbrugslånsvirksomheder, i det omfang virksomhederne kan indgå kreditaftaler, jf. lov om betalinger.

Bestemmelsen gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 37, stk. 2, der fastslår, at kravet om en passende godkendelsesprocedure og om registrering finder ikke anvendelse på kreditgivere, som er

– kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013,

– betalingsinstitutter som defineret i artikel 4, nr. 4, i direktiv (EU) 2015/2366, for så vidt angår tjenesterne omhandlet i bilag I, punkt 4, til nævnte direktiv, eller

– e-pengeinstitutter som defineret i artikel 2, nr. 1, i direktiv 2009/110/EF, for så vidt angår ydelse af kredit omhandlet i nævnte direktivs artikel 6, stk. 1, første afsnit, litra b.

For så vidt angår betalingsinstitutter, e-pengeinstitutter og virksomheder med en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. lov om betalinger, videreføres gældende ret, der undtager disse virksomheder fra at have en tilladelse fra Finanstilsynet til at udøve virksomhed som forbrugslånsvirksomhed, jf. § 3, ligesom reglerne om egnethed og hæderlighed, jf. § 4, samt registrering, jf. § 5, fortsat ikke finder anvendelse. Endvidere finder reglerne om inddragelse af en tilladelse samt afsætning af et ledelsesmedlem, jf. §§ 17 og 18, ikke anvendelse. Lovens øvrige regler finder derimod anvendelse på betalingsinstitutter, e-pengeinstitutter og virksomhed med en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, når disse er forbrugslånsvirksomheder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at betalingsinstitutter, e-pengeinstitutter og virksomheder med en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. lov om betalinger, som udgangspunkt vil være omfattet af kravet om registrering som kreditformidlere hos Finanstilsynet, jf. den foreslåede § 3 a, reglerne om sletning af registrering af kreditformidlere, jf. § 18 a, hvis betalingsinstitutter, e-pengeinstitutter og virksomheder med en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. lov om betalinger, udøver aktivitet som kreditformidler.

Den foreslåede bestemmelse præciserer, at betalingsinstitutter, e-pengeinstitutter og virksomheder med en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. lov om betalinger, kun undtages fra visse regler i lov om forbrugslånsvirksomheder, når de indgår kreditaftaler, som lov om betalinger giver dem mulighed for.

Det følger af § 20, stk. 4, i lov om betalinger, at betalingsinstitutter og virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. § 51, i lov om betalinger, der har tilladelse til at udbyde tjenester omfattet af bilag 1, nr. 4 eller 5, kun må yde kredit i forbindelse med disse tjenester, hvis følgende betingelser er opfyldt:

1. Kreditten skal være accessorisk til betalingstjenesten og må udelukkende ydes i tilknytning til gennemførelsen af betalingstransaktionen.

2. Kredit, der ydes i forbindelse med grænseoverskridende betalingstjenester, skal kræves tilbagebetalt inden for et tidsrum, der ikke må overstige 12 måneder.

3. Kreditten må ikke ydes med brug af midler, som er modtaget med henblik på at gennemføre en betalingstransaktion.

4. Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal til enhver tid have en passende størrelse i forhold til den samlede kredit, der ydes.

Det følger af § 19, stk. 4, i lov om betalinger, at e-pengeinstitutter og virksomheder med begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge, jf. § 50, i lov om betalinger, kun må yde kredit i forbindelse med udbud af betalingstjenester, som ikke er aktiviteter i form af udbud af driftsmæssige og nært tilknyttede accessoriske tjenester, jf. § 18, stk. 1, nr. 1, i lov om betalinger, og når kravene § 20, stk. 4, nr. 1-4, i lov om betalinger er opfyldt.

Når betalingsinstitutter, e-pengeinstitutter og virksomheder med en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. lov om betalinger, indgår kreditaftaler omfattet af samme lovs § 19, stk. 4, og § 20, stk. 4, vil virksomhederne som følge af den foreslåede nyaffattelse af § 1, stk. 5, således være undtaget fra §§ 3-5 og 17 og 18 a i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Undtagelsen gælder dog kun for kredit, der er udbudt i overensstemmelse med §§ 19 og 20 i lov om betalinger. Ønsker et betalingsinstitut, e-pengeinstitut eller en virksomhed med begrænset tilladelse at udbyde kredit i videre omfang, end hvad der følger heraf, skal dette kunne rummes indenfor § 18 i lov om betalinger om anden erhvervsaktivitet end udbud af betalingstjenester, og det vil kræve selvstændig tilladelse efter denne lov.

Det foreslås, at nr. 2, litra a, affattes, således at leverandører af varer eller udbydere af tjenesteydelser, som beskæftiger under 250 personer, og har en årlig omsætning på ikke over 50 mio. EUR eller en årlig samlet balance på ikke over 43 mio. EUR, og som accessorisk optræder som kreditformidlere, bliver undtaget fra §§ 3-5 og 17-18 a i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Bestemmelsen, der er ny, gennemfører muligheden i forbrugerkreditdirektivets artikel 37, stk. 3, for at undtage visse leverandører af varer eller udbydere af tjenesteydelser, der betragtes som mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, som accessorisk optræder som kreditformidler, fra godkendelses- og registreringskrav.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at leverandører af varer eller udbydere af tjenesteydelser, der beskæftiger under 250 personer, og har en årlig omsætning på ikke over 50 mio. EUR eller en årlig samlet balance på ikke over 43 mio. EUR, og som optræder accessorisk som kreditformidlere, undtages fra registrering som kreditformidler hos Finanstilsynet, jf. § 3 a. Endvidere finder reglerne om sletning af registrering som kreditformidler, jf. § 18 a, ikke anvendelse for disse leverandører. Lovens øvrige regler for kreditformidlere finder derimod anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der undtages kun virksomheder, der beskæftiger under 250 personer, og har en årlig omsætning på ikke over 50 mio. EUR eller en årlig samlet balance på ikke over 43 mio. EUR. Disse virksomheder er defineret som mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (SMV’er) i bilag I til Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder.

En SMV vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse, hvis virksomheden er leverandør af varer eller udbyder af tjenesteydelser og kun optræder accessorisk som kreditformidler. Den pågældende aktivitet som kreditformidler skal udgøre et accessorium til en vare eller tjenesteydelse, som den pågældende udbyder. Disse SMV’er vil blive undtaget fra registreringskravet og tilsynet hermed, fordi virksomhederne ikke formidler kreditter som hovedformål med deres erhvervsmæssige virksomhed.

Det vil bero på en konkret vurdering, om virksomhedens aktivitet som kreditformidler udgør et accessorium til en vare eller tjenesteydelse.

Det foreslås at affatte nr. 2, litra b, således at leverandører af varer eller udbydere af tjenesteydelser, som beskæftiger under 250 personer, og har en årlig omsætning på ikke over 50 mio. EUR eller en årlig samlet balance på ikke over 43 mio. EUR, og som accessorisk optræder som forbrugslånsvirksomhed, og som giver kredit i form af henstand med betalingen til køb af varer og tjenesteydelser, som leverandøren tilbyder, hvis kreditten gives rentefrit, og der kun skal betales begrænsede omkostninger for forsinkede betalinger pålagt i overensstemmelse med renteloven, undtages fra §§ 3-5 og 17-18 a i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Den forståede bestemmelse vil medføre, at visse leverandører af varer eller udbydere af tjenesteydelser, der er SMV’er og som optræder accessorisk som forbrugslånsvirksomhed, vil blive undtaget fra §§ 3-5 og 17 og 18 a i lov om forbrugslånsvirksomheder.

For at være omfattet af undtagelsen i den foreslåede § 1, stk. 4, nr. 2, litra b, skal virksomheden være en SMV, leverandør af varer eller tjenesteydelser og accessorisk optræde som forbrugslånsvirksomhed. Der henvises til beskrivelsen af SMV’er og accessorisk virksomhed under bemærkningerne til § 1, stk. 4, nr. 2, litra a.

Det vil desuden være et krav i den foreslåede litra b, at leverandøren giver kredit i form af henstand med betalingen til køb af varer og tjenesteydelser, som leverandøren tilbyder, og at kreditten gives rentefrit. Det er ligeledes et krav, at der kun skal betales begrænsede omkostninger for forsinkede betalinger. De begrænsede omkostninger skal være pålagt i overensstemmelse med renteloven.

Den foreslåede nyaffattelse vil medføre, at virksomheder, der er omfattet af bestemmelsen, er undtaget fra at have en tilladelse af Finanstilsynet til at udøve virksomhed som forbrugslånsvirksomhed, jf. § 3, ligesom reglerne om egnethed og hæderlighed, jf. § 4 samt registrering, jf. § 5, ikke finder anvendelse. Desuden finder reglerne om inddragelse af en tilladelse samt afsætning af et ledelsesmedlem, jf. §§ 17 og 18 ikke anvendelse. Disse SMV’er bliver undtaget fra tilladelseskravet samt tilsynet hermed, fordi virksomhederne ikke udbyder eller formidler kreditter, som hovedformålet med deres erhvervsmæssige virksomhed.

Til nr. 9

Det fremgår af § 1, stk. 6, i lov om forbrugslånsvirksomheder, at § 11 a, stk. 1 og 6, finder anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten ydes af andre erhvervsdrivende end forbrugslånsvirksomheder eller af ikkeerhvervsdrivende. I medfør af § 11 a, stk. 1, må en fysisk eller juridisk person ikke indgå en kreditaftale med en forbruger, hvis de årlige omkostninger i procent overstiger 35 pct. Ifølge § 11 a, stk. 6, kan en fysisk eller juridisk person, som ikke er en forbrugslånsvirksomhed, og som har indgået en kreditaftale i strid med stk. 1, kun kræve det samlede kreditbeløb tilbagebetalt. Dette gælder også, når den fysiske eller juridiske person er en forbrugslånsvirksomheder, der ikke har en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed efter § 3, stk. 1. § 11, stk. 6 gælder dog ikke, hvis kreditgiveren er finansielle virksomheder efter § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed og på udenlandske finansielle virksomheder, som driver virksomhed her i landet gennem filialetablering eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed.

Det foreslås i § 1, stk. 6, at indsætte »samt § 11 b, stk. 1« efter »§ 11 a, stk. 1 og 6«.

Med ændringen vil det blive præciseret, at det såkaldte omkostningsloft i § 11 b, også gælder på kreditaftaler, hvor kreditten ydes af andre erhvervsdrivende end forbrugslånsvirksomheder eller af ikkeerhvervsdrivende.

Det fremgår således af § 11 b, stk. 1, at en fysisk eller juridisk person ikke må opkræve yderligere omkostninger, herunder omkostninger i forbindelse med misligholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i en kreditaftale, når forbrugeren har betalt omkostninger, der tilsammen udgør 100 pct. af det samlede kreditbeløb. Dette gælder også for en fysisk eller juridisk person, som kreditaftalen overdrages til.

Det følger af § 11 b, stk. 1, at enhver fysisk eller juridisk person skal efterleve omkostningsloftet. Ændringen i den foreslåede § 1, stk. 6, vil således ikke ændre retstilstanden, men vil være en præcisering af gældende ret.

Til nr. 10

Lov om forbrugslånsvirksomheder indeholder i dag ikke en definition på en kreditformidler.

Det foreslås at indsætte en ny § 2, nr. 2, hvorefter en »kreditformidler« defineres som en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som forbrugslånsvirksomhed eller notar og ikke enten direkte eller indirekte blot præsenterer en forbruger for en forbrugslånsvirksomhed, og som mod et vederlag, der kan antage form af penge eller en anden aftalt form for finansiel modydelse, som led i den pågældende persons udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed a) præsenterer forbrugere for eller tilbyder dem kreditaftaler, b) bistår forbrugere ved at udføre andet forberedende arbejde eller anden administration forud for aftaleindgåelse med henblik på kreditaftaler end som omhandlet i litra a eller c) indgår kreditaftaler med forbrugere på forbrugslånsvirksomheders vegne.

Definitionen svarer til den foreslåede definition på en kreditformidler i kreditaftalelovens § 4, nr. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Til nr. 11

Lov om forbrugslånsvirksomheder indeholder i dag ikke en definition på en accessorisk tjenesteydelse.

Det foreslås at indsætte en ny § 2, nr. 6, hvorefter en »accessorisk tjenesteydelse« defineres som en tjenesteydelse, som tilbydes forbrugeren i forbindelse med kreditaftalen.

Bestemmelsen vil definere begrebet accessorisk tjenesteydelse, som bliver anvendt i den foreslåede § 8 b om kompetencekrav til ansatte i en forbrugslånsvirksomhed eller hos en kreditformidler.

En accessorisk tjenesteydelse kan f.eks. bestå i, at forbrugeren i forbindelse med en kreditaftale åbner en bankkonto, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 41.

Bestemmelsen svarer til den foreslåede definition i kreditaftalelovens § 4, nr. 18, jf. lovforslagets § 1, nr. 11, og svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Den gældende overskrift til kapitel 2 er »Tilladelse, egnetheds- og hæderlighedskrav m.v.«, og nævner således flere af emnerne i bestemmelserne i kapitel 2. Kreditformidlere har ikke tidligere været registreret hos Finanstilsynet.

Det foreslås at affatte overskriften til kapitel 2 således »Kapitel 2. Tilladelse, registrering, egnetheds- og hæderlighedskrav m.v.«

Den foreslåede ændring vil afspejle, at kreditformidlere med den foreslåede § 3 a bliver underlagt et registreringskrav, som indsættes i kapitel 2 i lov om forbrugslånsvirksomheder. Derfor foreslås det at indsætte registrering i overskriften til kapitel 2.

Til nr. 13

Det fremgår af den gældende § 3, stk. 2, nr. 1-3, hvilke betingelser, der skal være opfyldt for, at en virksomhed kan få en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed hos Finanstilsynet.

I medfør af den gældende § 3, stk. 2, nr. 3, skal virksomheden have forretningsgange for efterlevelse af regler om redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 7, for kreditværdighedsvurdering, jf. denne lovs § 9 eller § 7 c i lov om kreditaftaler, og for identifikation af målgrupper, jf. § 10.

I medfør af den gældende § 18, stk. 1, nr. 1-7, kan Finanstilsynet inddrage en forbrugslånsvirksomheds tilladelse efter § 3.

Det fremgår af den gældende nr. 6, at Finanstilsynet kan inddrage en forbrugslånsvirksomheds tilladelse, hvis virksomheden groft eller gentagne gange tilsidesætter sine pligter efter denne lov, hvidvaskloven eller regler udstedt i medfør af disse love, herunder forpligtelsen til at identificere målgrupper, jf. §§ 10 og 11, og forpligtelsen til at gennemføre en kreditværdighedsvurdering, jf. denne lovs § 9 eller § 7 c i lov om kreditaftaler.

Det foreslås i § 3, stk. 2, nr. 3, og § 18, stk. 1, nr. 6, udgår »denne lovs § 9 eller«.

Dem foreslåede ændring er en konsekvensrettelse som følge af at § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder nyaffattes, således at reglerne om kreditværdighedsvurdering ikke længere fremgår af lov om forbrugslånsvirksomheder. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.32.3 og bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 23.

Til nr. 14

Kreditformidlere er i dag ikke underlagt et registreringskrav.

Det foreslås med § 3 a at indføre et registreringskrav for kreditformidlere.

Bestemmelsen gennemfører kravet om en godkendelsesprocedure for kreditformidlere i forbrugerkreditdirektivets artikel 37, stk. 1.

Det foreslås i stk. 1, at en kreditformidler skal registreres hos Finanstilsynet, før den må udøve virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre, at det er alle kreditformidlere, der skal registreres. Den foreslåede § 1, stk. 4, vil undtage visse accessoriske kreditformidlere fra bl.a. registreringskravet i den foreslåede § 3 a, stk. 1. Den foreslåede bestemmelse om en registreringspligt for kreditformidlere vil dog sikre, at tilsynsmyndighederne har et overblik over de væsentligste kreditformidlere.

Det vil være et krav for at kunne blive registreret som kreditformidler, at virksomheden opfylder betingelserne i den foreslåede § 3 a, stk. 2.

For en nærmere definition af begrebet »kreditformidler« henvises til den foreslåede § 2, stk. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 10.

Overtrædelse af § 3 a, stk. 1, foreslås med ændringerne i § 30, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, jf. lovforslagets § 3, nr. 34, strafbelagt med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 1 vil være den pågældende virksomhed og for en enkeltmandsvirksomhed, vil det være indehaveren. For en juridisk person, som ikke har en bestyrelse eller en direktion, vil ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 1 være, den eller de ledelsesansvarlige for kreditformidleren.

Den strafbare handling vil bestå i at udøve virksomhed som kreditformidler uden at være registreret som kreditformidler hos Finanstilsynet. Virksomheder, der er omfattet af overgangsordningen, og som har indgivet en ansøgning om registrering senest den 20. november 2026 kan dog fortsætte deres aktivitet som kreditformidler uden registrering indtil til Finanstilsynet har behandlet virksomhedens ansøgning om registrering.

Det foreslås i stk. 2 at fastlægge, hvornår Finanstilsynet skal undlade at foretage registrering af en virksomhed som kreditformidler.

Den foreslåedes bestemmelse vil medføre, at hvis blot én af betingelserne er opfyldt, kan virksomheden, der vil udøve aktivitet som kreditformidler, ikke lovligt udøve denne aktivitet. Betingelserne i den foreslåede stk. 2 skal sikre, at der kan føres et effektivt tilsyn med virksomhederne, der udøver aktivitet som kreditformidler. Betingelserne skal ligeledes sikre, at der er tillid til og ordentlighed i den finansielle sektor.

Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at en kreditformidler, der ikke er hjemmehørende i Danmark eller et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået en aftale med på det finansielle område, ikke kan registreres som kreditformidler.

Bestemmelsen vil medføre, at virksomheder, der vil udøve aktivitet som kreditformidlere og er hjemmehørende uden for dette geografiske område, ikke vil kunne blive registreret til at udøve lovlig virksomhed som kreditformidler, medmindre de opretter et datterselskab i f.eks. Danmark. En virksomhed anses for at være hjemmehørende i det land, hvor virksomhedens hovedkontor er beliggende.

Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at en virksomhed, der vil udøve aktivitet som kreditformidler, ikke kan registreres som kreditformidler, hvis det medlem af virksomhedens øverste eller daglige ledelse, der er ansvarlig for virksomhedens aktivitet som kreditformidler, eller indehaveren af en kreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed, er pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at medlemmet af virksomhedens øverste eller daglige ledelse, der er ansvarlig for virksomhedens aktivitet som kreditformidler, eller indehaveren af en kreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed, som udgangspunkt ikke kan være ansvarlig for virksomhedens aktivitet som kreditformidler eller indehaver af en kreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed, hvis personen er pålagt strafansvar for en overtrædelse af straffeloven eller anden lovgivning på det finansielle område. Personen må ligeledes som udgangspunkt forlade sin stilling eller sit hverv, hvis personen efter at kreditformidleren er blevet registreret hos Finanstilsynet, bliver pålagt strafansvar for sådanne overtrædelser. Sker det ikke, kan Finanstilsynet slette registreringen af kreditformidleren i medfør af den foreslåede § 18 a, stk. 1, nr. 5.

I vurderingen af om en strafbar overtrædelse skal føre til at virksomheden ikke kan registreres hos Finanstilsynet som kreditformidler, vil det indgå, om det strafbare forhold begrunder en nærliggende fare for efterfølgende misbrug af hvervet eller stillingen. Det vil også indgå i vurderingen om den pågældende har handlet på en så retsstridig og uetisk måde, at der er grundlag for at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen som ansvarlig for virksomhedens aktivitet som kreditformidler, eller indehaver af en kreditformidler, hvis kreditformidleren er en enkeltmandsvirksomhed, på betryggende vis. Herudover vil hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor indgå i vurderingen af, om en strafbar overtrædelse skal medføre, at den pågældende ikke kan varetage hvervet eller stillingen.

Bestemmelsen vil ikke medføre, at det er enhver overtrædelse af straffe- og særlovgivningen, der vil føre til, at Finanstilsynet ikke kan registrere kreditformidleren. Lovgivning, der kan være relevant for den finansielle sektor og dermed Finanstilsynets vurdering, er eksempelvis straffelovens regler i kapitel 28 og 29 om berigelsesforbrydelser og andre strafbare formuekrænkelser eller overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug med senere ændringer) samt strafbelagte bestemmelser i hvidvask-, skatte- og selskabslovgivningen. Finanstilsynet vil foretage en konkret vurdering af, om overtrædelsen skal føre til, at kreditformidlere ikke anses for at leve op til kravet i det foreslåede nr. 2.

Den foreslåedes bestemmelse vil desuden medføre, at en virksomhed, der vil udøve aktivitet som kreditformidler, og derfor anmoder Finanstilsynet om at blive registreret, vil være forpligtet til at indsende dokumentation, der godtgør, at virksomheden opfylder betingelserne for registrering, jf. den foreslåede § 3 a, stk. 3. Virksomheden vil ligeledes være forpligtet til at oplyse Finanstilsynet, hvis forholdene, der har dannet grundlag for registreringen, ændrer sig, jf. den foreslåede ændring i § 16, stk.

1. Hvis personen, der er ansvarlig for virksomhedens aktivitet som kreditformidler, eller indehaveren af en kreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed, bliver dømt efter, at virksomheden er blevet registreret som kreditformidler, vil virksomheden således være forpligtet til at oplyse Finanstilsynet herom, jf. den gældende § 16, stk. 2.

Er det strafbare forhold pådømt i udlandet eller er der i udlandet vedtaget et bødeforelæg, vil dette kunne anses for en overtrædelse af anden relevant lovgivning, som vil kunne begrunde Finanstilsynets indgriben efter det foreslåede nr. 2.

Det strafbare forhold skal være fastslået ved dom eller ved, at personen, der er ansvarlig for virksomhedens aktivitet som kreditformidler, eller indehaveren af en kreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed, har vedtaget bødeforlæg, jf. retsplejelovens § 832.

Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at en virksomhed, der vil udøve aktivitet som kreditformidler, ikke kan registreres som kreditformidler, hvis det medlem af virksomhedens øverste eller daglige ledelse, der er ansvarlig for virksomhedens aktivitet som kreditformidler, eller indehaveren af en kreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed, har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at denne ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.

Bestemmelsen vil medføre, at ledelsesmedlemmet eller, for en kreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren, således ikke kan varetage hvervet eller stillingen som henholdsvis ansvarlig for virksomhedens aktivitet som kreditformidler eller indehaver, hvis den pågældende har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde. Ved vurderingen af, om den pågældende har udvist en adfærd, hvor der er grund til at antage, at personen ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde, vil der blive lagt vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor. Det vil derfor være relevant at vurdere, om adfærden har været egnet til at skade tilliden til sektoren.

Bestemmelsen foreslås bl.a. anvendt i den situation, hvor ledelsesmedlemmets eller indehaverens private økonomi er i en sådan uorden, at selve det forhold må anses for særdeles belastende for varetagelsen af den overordnede ledelse i en virksomhed, der udøver aktivitet som kreditformidler. Som eksempler på økonomisk uorden kan nævnes, at vedkommende har restancer, er indberettet som dårlig betaler eller lignende. I sådanne tilfælde vil en sådan uorden kunne medføre, at adfærden vurderes generelt at kunne svække tilliden til den finansielle sektor.

Endvidere kan viden om, at den pågældende i gentagne tilfælde har været en del af ledelsen i eller indehaveren af virksomheder, der er gået konkurs, begrunde, at Finanstilsynet vurderer, at en person ikke opfylder kravet.

Der skal dog foretages en individuel vurdering, hvor Finanstilsynet bl.a. kan lægge vægt på, hvilken rolle den pågældende person har spillet i ledelsen af den eller de virksomheder, der er gået konkurs. Der vil således være personer, f.eks. advokater og andre professionelle bestyrelsesmedlemmer, der ikke har været med til at drive virksomheden, men som alene er blevet indsat i en konkurstruet virksomheds ledelse med det formål at lukke virksomheden på en så hensigtsmæssig måde som muligt. I sådanne tilfælde vil det ikke komme en person til skade, at vedkommende har deltaget i ledelsen af en eller flere virksomheder, der er gået konkurs.

Eksempler på en tidligere udvist uforsvarlig adfærd kan være situationer, hvor det er åbenbart, at ledelsesmæssige svigt, manglende overholdelse af påbud fra en offentlig myndighed eller grovere misbrugssituationer har været årsag til problemer i de virksomheder, som den pågældende tidligere har deltaget i ledelsen af eller været indehaver af. Uforsvarlig adfærd kan tillige være et ledelsesmedlems eller en indehavers meget mangelfulde styring af virksomheden generelt, ledelsesmedlemmets manglende forankring og prioritering af efterlevelse af Finanstilsynets påbud, manglende evne til at rette op på disse forhold eller gentagne overtrædelser af regler om inhabilitet eller passivitet.

Hvis Finanstilsynet ved modtagelsen af en ansøgning om registrering vurderer, at ledelsesmedlemmet, der er ansvarlig for virksomhedens aktivitet som kreditformidler, eller indehaveren af en kreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed, har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at denne ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde, skal Finanstilsynet undlade at registrere kreditformidleren.

Hvis Finanstilsynet efter registreringen af en kreditformidler vurderer, at ledelsesmedlemmet, der er ansvarlig for virksomhedens aktivitet som kreditformidler, eller indehaveren af en kreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed, har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at denne ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde, vil den foreslåede § 18 a medføre, at Finanstilsynet kan slette registreringen af kreditformidleren, jf. den foreslåede § 18 a, stk. 5.

Det foreslås i stk. 3, nr. 1 og 2, at en ansøgning om registrering skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i stk. 2 er opfyldt samt en beskrivelse af de aktiviteter, som virksomheden har til hensigt at udøve

Den foreslåede stk. 3, nr. 1 og 2, vil fastsætte de overordnede krav til en ansøgning.

Det foreslåedes nr. 1 vil medføre, at ansøgningen om at blive registret som kreditformidler skal indeholde de oplysningerne, der er nødvendige for, at Finanstilsynet kan vurdere, hvorvidt virksomheden, der vil udøve aktivitet som kreditformidler, opfylder kravene i bestemmelsen stk. 2.

Som nødvendige oplysninger anses dokumentation for, hvor virksomheden er hjemmehørende i Danmark, og at personen, der er ansvarlig for virksomhedens aktivitet som kreditformidler, eller indehaveren af en kreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed, ikke er straffet for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning. Som nødvendige oplysninger anses desuden eventuelle oplysninger, der er relevante for, at Finanstilsynet kan vurdere, om det medlem af virksomhedens øverste eller daglige ledelse, der er ansvarlig for virksomhedens aktivitet som kreditformidler, eller indehaveren af en kreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed, har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at denne ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.

Den foreslåedes nr. 2 vil medføre, at ansøgningen desuden skal indeholde en beskrivelse af de aktiviteter, som virksomheden har til hensigt at udøve, så Finanstilsynet har mulighed for at vurdere, om en aktivitet er omfattet af lovens anvendelsesområde.

Finanstilsynet kan anmode kreditformidleren om yderligere oplysninger til brug for vurderingen af, om kreditformidleren kan registreres. Bestemmelsen fraviger ikke forvaltningslovens § 29 om indhentelse af oplysninger til brug for offentlige myndigheders behandling af sager, der rejses ved ansøgning.

Der vil ske behandling af personoplysninger i forbindelse med behandling af en ansøgning om registrering som kreditformidler. En ansøgning om registrering som kreditformidler vil indeholde personoplysninger på et ledelsesmedlem eller indehaveren af en kreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed. Disse oplysninger er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om kreditformidleren lever op til kravene til at blive registreret som kreditformidler efter den foreslåede § 3 a, stk. 2. Disse personoplysninger vurderes at være nødvendige for at sikre den samfundsmæssige interesse i, at de virksomheder, som Finanstilsynet registrerer ledes forsvarligt og understøtter en ordentlig finansiel sektor. Denne behandling sker med hjemmel i loven og er nødvendig for at opretholde en retlig forpligtelse. Behandlingen er derfor i overensstemmelse med artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) og databeskyttelseslovens § 8, stk. 1.

Det foreslås i stk. 4, at en ansøgning om registrering skal sendes digitalt til Finanstilsynet. Der gælder en lignende bestemmelse for ansøgning om tilladelser som forbrugslånsvirksomhed, jf. lovens § 3, stk. 4. Virksomhederne søger via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på www.virk.dk og kan- ved brug af MitID indsende ansøgningsskema og tilhørende bilag.

Det foreslåede 1. pkt. vil indføre en pligt til, at en ansøgning om registrering 1, skal indsendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning og være vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 3.

Bestemmelsen vil medføre, at virksomhederne skal indsende ansøgninger digitalt via www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens MitID, da dette er Finanstilsynets selvbetjeningsløsning. Bestemmelsen bidrager til en mere effektiv sagsbehandling og understøtter ønsket om øget digitalisering.

Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den digitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 4, 2. pkt.

Det foreslås i 2. pkt., at hvis en ansøgning undtagelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal ansøgningen indsendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsynets ansøgningsskema og være vedlagt de nødvendige oplysninger.

Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning, hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail ved anvendelse af Finanstilsynets ansøgningsskema. Denne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske problemer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagelsen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver - advokat eller revisor - som håndterer ansøgningen, ikke har eller kan få adgang til virksomhedens MitID.

Bestemmelsen vil således medføre, at virksomheden i disse situationer vil kunne indsende sin ansøgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virksomheden vil skulle anvende Finanstilsynets ansøgningsskema. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden indledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet finder relevant, til brug for sagsbehandlingen af sådanne ansøgninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.37 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15

Overskriften før § 5 er i dag »Registrering og indberetning«. Bestemmelserne under overskriften vedrører Finanstilsynets offentlige register over forbrugslånsvirksomheder (§ 5) og virksomhederne indberetningspligt til Finanstilsynet (§ 6).

Det foreslås at affatte overskriften før § 5 således »Offentligt register og indberetning«.

Den foreslåede overskrift vil afspejle, at der med ændringen i § 5, jf. lovforslagets § 3, nr. 16-18, vil være bestemmelser under overskriften, der vedrører det offentlige register over forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlere samt forbrugslånsvirksomhedernes indberetningspligt.

Til nr. 16

Det følger af § 5, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, at Finanstilsynet opretter og fører et offentligt register over virksomheder, der har tilladelse som forbrugslånsvirksomhed, jf. lovens § 3. Kreditformidlere er i dag ikke registreret hos Finanstilsynet.

Det foreslås i § 5, stk. 1, at indsætte », eller som opfylder betingelserne for registrering til at udøve aktivitet som kreditformidler, jf. § 3 a« efter »§ 3«.

Ændringen vil sikre, at det allerede offentligt tilgængelige register for forbrugslånsvirksomheder også vil omfatte virksomheder, der opfylder betingelserne for registrering til at udøve aktivitet som kreditformidler. Dette vil sikre, at offentligheden kan få indsigt i, hvilke virksomheder der er registrerede som kreditformidlere.

Til nr. 17

Det følger af § 5, stk. 2, at registret skal indeholde følgende oplysninger:

1. Navn, adresse og cvr-nummer på virksomheden.

2. Navne på personer i ledelsen for virksomheden.

Det foreslås i § 5, stk. 2, efter »Registeret skal« at indsætte »for forbrugslånsvirksomheder«.

Den foreslåedes ændringen vil medføre, at det præciseres, at stk. 2 vedrører indholdet i registeret for forbrugslånsvirksomheder, således at der ikke opstår tvivl i forhold til, at der indsættes en ny bestemmelse om kreditformidlernes registre i § 5, stk. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 18.

Til nr. 18

Kreditformidlere er i dag ikke registreret hos Finanstilsynet.

Det foreslås at indsætte et nyt § 5, stk. 3, hvorefter registeret for kreditformidlere skal indeholde følgende oplysninger for kreditformidlere:

1. Navn, adresse og cvr-nummer på virksomheden.

2. Navn på den person i ledelsen for virksomheden, der er ansvarlig for virksomhedens aktivitet som kreditformidler.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der fastsættes krav til, hvilke oplysninger, der skal fremgå af det offentlige register over kreditformidlere.

Den person i ledelsen, der er ansvarlig for virksomhedens aktivitet som kreditformidler, er det medlem af bestyrelsen eller af direktionen, der er ansvarlig for aktiviteten som kreditformidler. For en kreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed, er det indehaveren, der er den ansvarlige. Hvis virksomheden drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller direktion, omfatter udtrykket »den person i ledelsen« den eller de for virksomheden ledelsesansvarlige, der er ansvarlige for virksomhedens aktivitet som kreditformidler.

Der vil ske behandling af personoplysninger i forbindelse med en efterfølgende registrering i Finanstilsynets register. En ansøgning om registrering som kreditformidler vil indeholde personoplysninger på et ledelsesmedlem eller indehaveren af en kreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed. Disse oplysninger er nødvendige for at kunne føre et register over kreditformidlerne. Personoplysninger vurderes at være nødvendige for at sikre den samfundsmæssige interesse i en ordentlig finansiel sektor. Denne behandling sker med hjemmel i lovforslaget og er nødvendig for at opretholde en retlig forpligtelse. Behandlingen er derfor i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 6.

Til nr. 19

Overskriften til kapitel 3 i lov om forbrugslånsvirksomheder er i dag »Kapitel 3. God skik m.v.«

Der findes i dag ikke regler om aflønning for forbrugslånsvirksomheder eller kreditformidlere.

Det foreslås, at overskriften til kapitel 3 affattes således »Kapitel 3

God skik, aflønning m.v.«

Den foreslåede ændring vil afspejle, at der i kapitel 3 i lov om forbrugslånsvirksomheder vil blive indført regler om aflønning i §§ 9-9b, jf. lovforslagets § 3, nr. 22-23

Til nr. 20

Den gældende § 8 a sikrer, at forbrugslånsvirksomheder i overensstemmelse med de databeskyttelsesretlige regler kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning. Kreditformidlere har i dag ikke hjemmel til en sådan behandling af oplysninger om personnummer.

Et personnummer er en personoplysning og behandlingen heraf skal derfor ske i overensstemmelse med reglerne i databeskyttelsesforordningen og de relevante særregler.

Privates mulighed for at behandle personnumre følger af databeskyttelsesforordningen og den supplerende bestemmelse i § 11, stk. 2, i databeskyttelsesloven.

Det foreslås i § 8 a efter »Forbrugslånsvirksomheder« at indsætte »og kreditformidlere«.

Ændringen vil medføre, at kreditformidlere vil have samme mulighed som forbrugslånsvirksomheder til at behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

Den foreslåede ændring har til formål at etablere en klar og samlet hjemmel til, at kreditformidlere på samme måde som forbrugslånsvirksomheder kan indhente og behandle personnummer med henblik på en entydig identifikation. I dag er kreditformidlerne afhængig af et samtykke til at behandle personnummer.

For kreditformidlere vil den foreslåede bestemmelse medføre, at virksomhederne bl.a. får adgang til at behandle personnumre på deres kunder samt øvrige personer, hvor en entydig identifikation er nødvendig. Det vil bl.a. være nødvendigt, når man behandler kunder, kautionister, garantistillere, begunstigede, modparter, deponenter, fuldmagtshavere, fuldmagtsgivere, brugere af selvbetjeningsløsninger, værger m.v. Opremsningen er ikke udtømmende.

Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder oplysninger om risici forbundet med en disposition, og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder. Kreditformidleres administrative opgaver kan indeholde elementer af rådgivning som følge af, at den løbende administration kan føre til et behov om at få rådgivning om ændringer, supplerende produkter m.v.

Ved eksisterende kundeforhold forstås, at der skal være indgået et kundeforhold i form af en gensidig aftale mellem virksomheden og kunden. Den foreslåede bestemmelse kan således ikke anvendes som hjemmel for behandling af personnummer i forbindelse med tilbudsgivning. I sådanne tilfælde er virksomheden afhængig af et samtykke fra potentielle kunder, hvis virksomheden skal kunne behandle personnumre. Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at virksomheder vil kunne behandle personnummer til brug for accept af et bindende tilbud fra virksomheden.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kreditformidleren vil få adgang til at behandle personnumre på sine kunder, og øvrige personer relateret til det eksisterende kundeforhold, hvis det er nødvendigt at foretage en entydig identifikation ved udførelse af følgende opgaver, idet der ikke er tale om en udtømmende opremsning:

– Login ved selvbetjeningsløsninger og services, herunder evt. applikationer (apps), der kræver entydig identifikation for brug af løsningen.

– Regelmæssige opdateringer om oplysninger fra CPR med henblik på sikring af, at virksomheden har de korrekte data (datakvalitet) om den registrerede.

– Den påkrævede anvendelse af personnummer ved kommunikation gennem sikker digital post mellem virksomheden og deres kunder.

– Løbende kommunikation med kunden.

– Anvendelse af personnummer som sikring af identiteten i forbindelse med den løbende kommunikation mellem kreditformidleren og den registrerede - herunder som led i, at den registrerede ønsker at gøre brug af den registreredes rettigheder under databeskyttelsesforordningen.

– Anvendelse af personnummer med henblik på risikostyring.

Til nr. 21

(Til § 8 b)

Der findes i dag ikke videns- og kompetencekrav til forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlers ansatte.

Det foreslås at indsætte en ny § 8 b om videns- og kompetencekrav for de ansatte i forbrugslånsvirksomheder og hos kreditformidlere.

Det foreslås i 1. pkt., at Forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlere er forpligtet til at sikre, at alle virksomhedens ansatte, som udbyder eller formidler kreditaftaler, har tilstrækkelig viden og kompetencer inden for det område, hvor virksomheden driver forretning.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at virksomhedernes ansatte, der udbyder eller formidler kreditaftaler, skal have viden og kompetencer inden for det område, hvor virksomheden driver forretning. Den enkelte ansattes kompetencer skal medvirke til at bevare et passende præstationsniveau, der svarer til de arbejdsopgaver, som medarbejderen udfører.

Bestemmelsen vil medføre et krav om, at den enkelte ansatte har og løbende vedligeholder tilstrækkelige kompetencer.

Kompetencekravet finder kun anvendelse på de ansatte i virksomheden, der er direkte beskæftiget med at udbyde eller formidle kreditaftaler samt personerne i ledelsesstrukturen med ansvar for kreditaftaler. Dette gælder uanset, om en ansat med ledelsesansvar kun sjældent har kundekontakt. Administrativt personale er ikke omfattet af kompetencekravet i § 8 b.

Det foreslås i 2. pkt., at i situationer, hvor kreditaftalen omfatter accessoriske tjenesteydelser, skal de ansatte have passende videns- og kompetenceniveau med hensyn til disse accessoriske tjenesteydelser.

En accessorisk tjenesteydelse, der er omfattet af kreditaftalen, kan eksempelvis være en forsikring, der udbydes sammen med kreditaftalen. Ansatte, der distribuerer forsikringer, vil ofte være underlagt kompetencekravene på forsikringsområdet. Visse accessoriske forsikringsformidlere er dog helt undtaget fra kompetencekrav på forsikringsområdet. Disse formidlere vil i stedet skulle sikre, at deres ansatte har et passende videns- og kompetenceniveau efter den foreslåede § 8 b, 2. pkt.

En accessorisk tjenesteydelse kan eksempelvis også være et kreditkort tilhørende en revolverende kredit.

Den foreslåedes § 8 b vil medføre, at virksomhederne skal kunne dokumentere, at deres ansatte, som udbyder eller formidler kreditaftaler, har tilstrækkelig viden og kompetencer inden for det område, hvor virksomheden driver forretning, og at den enkelte ansatte løbende vedligeholder tilstrækkelige kompetencer. Heri ligger, at virksomhederne skal kunne dokumentere overfor tilsynsmyndighederne, at den enkelte ansatte har og løbende opretholder tilstrækkelig viden og kompetencer inden for den ansattes arbejdsområde i virksomheden, og som vedrører udbud af kreditaftaler.

Dokumentation kan f.eks. bestå af uddannelsesbevis, dokumenteret erhvervserfaring eller dokumenteret oplæring. Omfanget af dokumentationen afhænger af i hvilket omfang virksomheden formidler eller udbyder kreditaftaler. Der stilles dermed større dokumentationskrav til virksomheder, der primært formidler eller udbyder kreditaftaler, mens der stilles mindre krav til virksomheder, der accessorisk formidler kreditaftaler.

Bestemmelsen gennemfører artikel 33, stk. 1-3, i forbrugerkreditdirektivet.

(Til § 8 c)

Det foreslås at indsætte en nye § 8 c, hvorefter erhvervsministeren gives bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om kompetencekrav for ansatte i forbrugslånsvirksomheder og hos kreditformidlere.

Bemyndigelsen vil blive udnyttet til at udarbejde en samlet bekendtgørelse om kompetencekrav for ansatte i forbrugslånsvirksomheder og hos kreditformidlere, som skal udfylde rammerne til gennemførelse af artikel 33. I bekendtgørelse om kompetencekrav vil artikel 33 blive gennemført, så det sikres, at de ansatte i forbrugslånsvirksomheder og hos kreditformidlere får passende viden og færdigheder og kan varetage deres opgaver og opfylde deres forpligtelser tilfredsstillende, når de udbyder eller formidler kreditaftaler.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.33 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 22

Overskriften før § 9 er i dag »Kreditværdighedsvurdering«.

Det foreslås, at overskriften før § 9 nyaffattes som »Aflønning«.

Nyaffattelsen vil afspejle, at den foreslåedes ophævelse og indsættelse i lovforslagets § 3, nr. 23, vil medføre, at bestemmelserne under overskriften vedrører regler om aflønning i stedet for regler om kreditværdighedsvurdering.

Til nr. 23

Den gældende § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder angår kreditværdighedsvurdering af forbrugere og supplerer den lignende bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 c.

Den gældende § 9, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, fastslår, at hvis en kreditaftale ikke er omfattet af § 7 c i kreditaftaleloven, skal forbrugslånsvirksomheder inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger. Hvor det er relevant, indhentes oplysningerne hos forbrugeren, og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.

Den gældende § 9, stk. 2, fastslår, at i situationer, hvor forbrugslånsvirksomheden og forbrugeren efter kreditaftalens indgåelse bliver enige om at ændre det samlede kreditbeløb, skal forbrugslånsvirksomheden ajourføre de finansielle oplysninger, som forbrugslånsvirksomheden har om forbrugeren. Før enhver væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb skal forbrugslånsvirksomheden atter vurdere forbrugerens kreditværdighed.

Den gældende § 9, stk. 3, fastslår endelig, at der i tilfælde af, at en anmodning om kredit afslås på grundlag af søgning i en database, skal forbrugslånsvirksomheden omgående underrette forbrugeren om resultatet af en sådan søgning og give forbrugeren nærmere oplysninger om den pågældende database. Denne underretning skal ske uden omkostninger for forbrugeren.

Den gældende § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder finder i dag kun anvendelse på kreditaftaler i form af overtræk. De øvrige kreditaftaler til forbrugere er omfattet af den gældende § 7 c i kreditaftaleloven.

Med den foreslåede ændring af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 6, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 4, bliver kreditaftaler i form af overtræk underlagt kravet om kreditværdighedsvurdering i kreditaftalelovens § 7 c.

Det foreslås at § 9 ophæves.

Den foreslåede ophævelse af § 9 vil medføre, at spørgsmålet om kreditværdighedsvurdering ikke længere vil være reguleret i lov om forbrugslånsvirksomhed.

Det foreslås, at bestemmelsen nyaffattes så der ikke opstår »huller« i loven, og således, at bestemmelsen vedrører regler om aflønning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.32 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 9)

Det følger af § 7 i lov om forbrugslånsvirksomheder og regler, der er udstedt i medfør heraf, at en forbrugslånsvirksomhed generelt skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder og udvise god forretningsskik i sin handelspraksis over for forbrugerne.

Forbrugerkreditaftaledirektivets artikel 32, stk. 2-4, fastsætter krav til forsvarlige lønpolitikker og aflønningsordninger, som er i overensstemmelse med virksomhedernes forpligtelse til at udvise god forretningsskik på forbrugerkreditområdet.

Forbrugerkreditaftaledirektivets artikel 32, stk. 2-4, foreslås implementeret i §§ 9-9 b i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Det foreslås at indsætte en ny § 9, hvorefter forbrugslånsvirksomheder skal sikre, at aflønningen af virksomhedens ansatte og kreditformidlere ikke strider mod forpligtelsen til at udvise god forretningsskik ved ydelse af forbrugerkredit samt øvrige aktiviteter forbundet hermed, jf. lovforslagets nærmere pkt. 2.31 og lovforslagets § 1, nr. 12. Forpligtelsen finder tilsvarende anvendelse for kreditformidleres aflønning af deres ansatte.

Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 32, stk. 2, i forbrugerkreditdirektivet.

Den foreslåede bestemmelse vil sikre, at der er en klar sammenhæng mellem forpligtelsen til at udvise god forretningsskik ved ydelse af forbrugerkredit og forbrugslånsvirksomheders og kreditformidleres aflønning af deres ansatte.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de generelle aflønningsvilkår i forbrugslånsvirksomheden ikke må indeholde uhensigtsmæssige incitamentsstrukturer, der tilskynder ansatte og kreditformidlere til at handle i strid med forbrugernes interesse i forbindelse med ydelse af forbrugerkredit. Eksempelvis vil en aflønningsstruktur, hvor bonusser til ansatte betinges af salgsmål for den enkelte medarbejder ikke være i overensstemmelse med forpligtelsen til at udvise god forretningsskik ved ydelse af forbrugerkredit.

Forpligtelsen i den foreslåede bestemmelse vil finde tilsvarende anvendelse for kreditformidlerens aflønning af sine ansatte. Det vil indebære, at en kreditformidlers aflønning af de ansatte ikke må stride mod god forretningsskik ved ydelse af forbrugerkredit.

Forpligtelsen til at udvise god forretningsskik ved ydelse af forbrugerkredit følger af artikel 32, stk. 1, i forbrugerkreditdirektivet, jf. lovforslagets nærmere pkt. 2.31 og lovforslagets § 1, nr. 12. Den foreslåede stk. 1, vil medføre, at der ikke må være modstrid mellem aflønningen af forbrugslånsvirksomhedens ansatte og virksomhedens forpligtelse til at udvise god forretningsskik på forbrugerkreditområdet. Virksomhedens aflønning må eksempelvis ikke tilskynde til eller understøtte salg af produkter eller rådgivningsydelser, som ikke er i forbrugerens interesse.

Den foreslåede bestemmelse supplerer tilsvarende regler om aflønning af ansatte på boligkreditområdet, som følger af § 77 f i lov om finansiel virksomhed samt § 8 b i lov om ejendomskreditselskaber.

Der lægges med den foreslåede ændring af § 30, stk. 3, op til, at overtrædelser af den foreslåede § 9 skal kunne straffes med bøde, jf. lovforslagets § 3, nr. 35.

(Til § 9 a)

Det foreslås i § 9 a, at forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlere, der yder rådgivningstjenester, skal sikre, at virksomhedens aflønningsstruktur for de involverede ansatte ikke påvirker deres evne til at handle i forbrugerens bedste interesse og ikke betinges af salgsmål.

Den foreslåede bestemmelse er ny og implementerer artikel 32, stk. 4, i forbrugerkreditdirektivet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre en forpligtelse for forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlere til at sikre forsvarlige aflønningsstrukturer i forhold til deres ansatte, som yder rådgivningstjenester. Navnlig må aflønningen af ansatte, der yder rådgivningstjenester, ikke betinges af salgsmål. Herudover må aflønningsstrukturen på anden vis generelt ikke være indrettet på en måde, som påvirker de ansattes evne til at handle i forbrugerens bedste interesse.

Ved »rådgivningstjenester« forstås efter forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 17, individuelle anbefalinger til en forbruger, som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er særskilt fra kreditgivningen og fra kreditformidlingsaktiviteter.

Rådgivning bør altid ydes i forbrugerens bedste interesse af rådgivere, der sætter sig ind i forbrugerens behov og omstændigheder og anbefaler kreditaftaler, der passer til forbrugerens behov, finansielle situation og personlige omstændigheder, idet der også tages hensyn til målet om at minimere misligholdelser og restancer, jf. præambelbetragtning 50, i forbrugerkreditdirektivet.

Der lægges med den foreslåede ændring af § 30, stk. 3, op til, at overtrædelser af den foreslåede § 9 a skal kunne straffes med bøde, jf. lovforslagets § 3, nr. 35.

(Til § 9 b)

Det foreslås i § 9 b at indsætte krav om, at forbrugslånsvirksomheder skal have en forsvarlig lønpolitik for ansatte, der varetager vurderingen af kundernes kreditværdighed.

Den foreslåede bestemmelse er ny og implementerer forbrugerkreditdirektivets artikel 32, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden supplere kravene til lønpolitikker i pengeinstitutter og ejendomskreditselskaber i henholdsvis §§ 77 d og 77 h i lov om finansiel virksomhed og § 8 b i lov om ejendomskreditselskaber.

Det foreslås i stk. 1, at forbrugslånsvirksomheder skal fastsætte en lønpolititik for ansatte, der varetager vurderingen af kreditværdighed, under hensyntagen til virksomhedens størrelse og interne organisation samt arten, omfanget og kompleksiteten af den pågældende virksomhed.

Det foreslåede stk. 1 vil indebære en pligt for forbrugslånsvirksomheder til at fastsætte en lønpolitik for ansatte, der varetager vurderingen af kreditværdighed. Lønpolitikken skal udformes på baggrund af forholdene i den pågældende virksomhed og afspejle den interne organisation og de udøvede aktiviteter. Forpligtelsen til at fastsætte lønpolitikken vil blive fortolket ud fra det almindelige proportionalitetsprincip. Det indebærer, at omfanget af og detaljegraden i en lønpolitik hos en forbrugslånsvirksomhed skal fortolkes proportionalt ud fra virksomhedens størrelse og kompleksitet.

Lønpolitikken skal være transparent og klart beskrive aflønningsvilkårene for de omfattede ansatte, herunder de faste og variable løndele.

Det foreslås i stk. 2, at forbrugslånsvirksomheder skal sikre, at de følgende oplistede betingelser i nr. 1 og 2 er opfyldt, når den udformer og anvender lønpolitikken, jf. stk. 1.

I medfør af det foreslåede § 9 b, stk. 2, nr. 1, skal en forbrugslånsvirksomhed sikre, at lønpolitikken er i overensstemmelse med og fremmer forsvarlig og effektiv risikostyring samt ikke tilskynder til risikotagning, som overskrider forbrugslånsvirksomhedens risikotoleranceniveau.

Det foreslåede nr. 1, vil medføre, at en forbrugslånsvirksomhed skal sikre, at virksomhedens lønpolitik er i overensstemmelse med virksomhedens risikostyring og ikke tilskynder til risikotagning, som overskrider virksomhedens risikotoleranceniveau. Udformningen af aflønningsstrukturer påvirker, hvilke incitamenter som de ansatte motiveres til at forfølge. En forsvarlig aflønningspolitik, der er tilpasset virksomhedens risikoprofil, er i den forbindelse med til at understøtte en effektiv risikostyring og sikrer, at ansatte ikke via aflønningen motiveres til at tage risici, som ikke er i overensstemmelse hermed.

I medfør af det foreslåede § 9 b, stk. 2, nr. 2, skal en forbrugslånsvirksomhed sikre, at lønpolitikken er i overensstemmelse med forbrugslånsvirksomhedens forretningsstrategi, mål, værdier og langsigtede interesser og omfatter foranstaltninger til undgåelse af interessekonflikter, navnlig ved at sikre, at aflønning ikke er betinget af antallet eller andelen af imødekomne kreditansøgninger.

Det foreslåede nr. 2, vil medføre, at lønpolitikken skal være i overensstemmelse med virksomhedens forretningsstrategi, mål, værdier og langsigtede interesser. Forslaget indebærer, at lønpolitikken skal afspejle virksomhedens overvejelser i forhold til, hvordan aflønning understøtter opnåelsen af virksomhedens langsigtede målsætninger, herunder hvilke aflønningsstrukturer, bonusprogrammer eller andre elementer, virksomheden benytter.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter desuden, at lønpolitikken skal omfatte foranstaltninger til undgåelse af interessekonflikter, navnlig ved at sikre, at aflønning ikke er betinget af antallet eller andelen af imødekomne kreditansøgninger. Variabel løn baseret på salgsmål udgør en betydelig interessekonflikt for ansatte, der behandler ansøgninger om forbrugerkredit. Den foreslåede bestemmelse indeholder derfor et forbud mod salgsmål for den enkelte ansatte og for salgsmål, der fastsættes på afdelingsniveau. Det vil fortsat være muligt at basere variabel løn på eksempelvis virksomhedens overskud eller strategiske målsætninger samt den ansattes adfærd, personlige udvikling og resultater i øvrigt.

Lønpolitikken skal desuden indeholde foranstaltninger, der modvirker de interessekonflikter, som kan opstå på baggrund af andre former for aflønning end salgsmål. Bestemmelsen forudsætter, at forbrugslånsvirksomheden identificerer, om virksomhedens aflønningsstruktur er forbundet med interessekonflikter. Hvis forbrugslånsvirksomhedens aflønningsstruktur indebærer interessekonflikter i forhold til de ansatte og forbrugeren skal virksomheden fastsætte afhjælpende foranstaltninger i lønpolitikken.

Der lægges op til, at overtrædelser af den foreslåede § 9 b skal kunne straffes med bøde, jf. lovforslagets § 3, nr. 35.

Til nr. 24

Det fremgår af den gældende § 15, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, at Finanstilsynet påser forbrugslånsvirksomheders overholdelse af denne lov og regler udsted i medfør heraf, bortset fra § 14 vedrørende forbuddet mod repressalier overfor whistleblowere. Ligeledes fremgår det, at Finanstilsynet påser forbrugslånsvirksomheders overholdelse af regler udstedt i medfør af loven.

Kreditformidlere, der ikke samtidig er en finansiel virksomhed eller en forbrugslånsvirksomhed, er i dag ikke underlagt Finanstilsynets tilsyn.

Det foreslås i § 15, stk. 1, efter »forbrugslånsvirksomheders« at indsætte »og kreditformidleres«, og efter »af loven« indsættes », jf. dog § 15 a«.

Ændringerne vil medføre, at Finanstilsynet vil føre tilsyn med kreditformidlernes efterlevelse af reglerne i lov om forbrugslånsvirksomheder, dog ikke § 14 og de regler, som Forbrugerombudsmanden vil føre tilsyn med efter den foreslåede § 15 a.

De foreslåede ændringer tilsigter sammen med den foreslåede § 15 a at fordele ansvaret for kreditformidleres godkendelsesprocedure og tilsyn mellem henholdsvis Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden.

Ændringerne vil medføre, at bestemmelsen delvist gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 37, stk. 1, om, at kreditformidlere skal være underlagt en passende godkendelsesprocedure, registrering og tilsynsordning af en uafhængig kompetent myndighed, idet bestemmelsen vil medføre, at kreditformidlerne underlægges tilsyn hermed.

De foreslåede ændringer vil medføre, at Finanstilsynet vil føre tilsyn med virksomheders udøvelse af ulovlig virksomhed som kreditformidler, jf. den foreslåede § 3 a, og vil foreslå sletning af registrering af kreditformidlere i medfør af den foreslåede § 18 a.

Der henvises til bemærkningerne til foreslåede §§ 3 a og 18 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 14 og 27.

De foreslåede ændringer vil ligeledes medføre, at sager om registrering og sletning af registrering af kreditformidlere vil blive omfattet af § 15, stk. 2, hvorefter Finanstilsynets bestyrelse indgår i tilsynet efter stk. 1 med den kompetence, som bestyrelsen er tillagt i medfør af § 345, stk. 12, i lov om finansiel virksomhed. Ændringerne vil endvidere medføre, at kreditformidlere omfattes af § 15, stk. 3, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde de fysiske og juridiske personer, som er omfattet af denne lov, inden for en nærmere fastsat frist, at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af bestemmelser i loven eller regler udstedt i medfør heraf.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.37 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 25

Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med kreditformidlere efter lov om markedsførings. Dette tilsyn omfatter også finansielle virksomheder, der agerer som kreditformidlere, idet kompetencen for så vidt angår overtrædelser af god skik dog fremgår af § 348, stk. 1, jf. § 43 i lov om finansiel virksomhed. Forbrugerombudsmanden kan endvidere med hjemmel i § 348, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed anlægge sager mod finansielle virksomheder, der som kreditformidler overtræder reglerne i kreditaftaleloven, hvis overtrædelsen har civilretlige konsekvenser for forbrugeren.

Det foreslås at indsætte en ny § 15 a.

Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med kreditformidleres overholdelse af §§ 8 a og b og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf samt §§ 9 og 9 a. Tilsynet føres efter reglerne i lov om markedsføring.

Det foreslåede 1. pkt. vil medføre, at Forbrugerombudsmanden vil få tilsynskompetence vedrørende kreditformidleres ansattes efterlevelse af § 8 a om behandling af personnumre, § 8 b om kompetencekrav, § 9 om aflønning samt § 9 a om aflønningsstruktur.

Bestemmelsen vil endvidere medføre, at Forbrugerombudsmanden vil få tilsynskompetence vedrørende kreditformidlernes ansattes efterlevelse af kompetencekrav, der fastsættes i en bekendtgørelse udstedt af erhvervsministeren i medfør af den foreslåede § 8 b, stk. 2. De ansattes kompetencekrav har stor betydning for forbrugerbeskyttelsen, da reglerne skal sikre, at de ansatte har den nødvendige viden og de nødvendige kompetencer til bl.a. at analysere forbrugerens behov, præsentere og begrunde mulighederne i kreditaftalerne samt vejlede om kreditaftalernes virkemåde over for forbrugeren.

Den foreslåede bestemmelse har til formål, sammen med de foreslåede ændringer i § 15, at fordele godkendelsesprocedure, registrering og tilsyn med kreditformidlerne mellem henholdsvis Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden.

Det foreslåede 2. pkt. vil medføre, at Forbrugerombudsmandens tilsyn er underlagt et forhandlingsprincip, jf. markedsføringslovens § 28, og at Forbrugerombudsmanden får mulighed for at indbringe sager om forbud og påbud for retten, jf. markedsføringslovens § 32, stk. 1, jf. § 24, stk. 1. Forbrugerombudsmanden vil kunne nedlægge foreløbige forbud, jf. markedsføringslovens § 36, og meddele administrative påbud, jf. markedsføringslovens § 32, stk. 2-5, og § 28, stk. 2. Overtrædelse af visse forbud eller påbud nedlagt af retten eller meddelt af Forbrugerombudsmanden vil kunne straffes med bøde eller fængsel i op til 4 måneder, jf. markedsføringslovens § 37. Forbrugerombudsmanden vil også kunne udstede retningslinjer, jf. markedsføringslovens § 29, indhente tilsagn, jf. markedsføringslovens § 28, stk. 2, og afgive forhåndsbeskeder, jf. markedsføringslovens § 30.

Bøde for overtrædelse af §§ 9-9 a i lov om forbrugslånsvirksomheder udmåles efter § 30, stk. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 35.

Overtrædelse af § 15 a, stk. 1, foreslås med ændringerne i § 30, stk. 4, i lov om forbrugslånsvirksomheder, jf. lovforslagets § 3, nr. 35, strafbelagt med bøde. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen vil være den pågældende virksomhed og for en enkeltmandsvirksomhed, vil det være indehaveren. For en juridisk person, som ikke har en bestyrelse eller en direktion, vil ansvarssubjektet for overtrædelse være, den eller de ledelsesansvarlige for kreditformidleren.

Den strafbare handling vil bestå i ikke at efterkomme et påbud eller forbud, som er givet i medfør af § 15 a, stk. 1.

Bestemmelsen gennemfører delvist artikel 37, stk. 1, om at kreditformidlere skal være underlagt en tilsynsordning af en uafhængig kompetent myndighed, idet Forbrugerombudsmanden får kompetence til at føre tilsyn med de forbrugerbeskyttende regler, der gælder for kreditformidlere.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.37 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerombudsmanden kan videregive relevante oplysninger om kreditformidlere til Finanstilsynet under forudsætning af, at Finanstilsynet har behov for oplysningerne til varetagelsen af sine opgaver.

Bestemmelsen vil medføre, at Forbrugerombudsmanden kan videregive oplysninger til Finanstilsynet, som er relevante for, at Finanstilsynet kan varetage sine myndighedsopgaver i relation til kreditformidlere. Oplysningerne vil anses for relevante, hvis der er behov for dem, for at Finanstilsynet effektivt kan varetage sine myndighedsopgaver. Det vil eksempelvis kunne være oplysninger, som Forbrugerombudsmanden er i besiddelse af, og som vil kunne være afgørende for registrering eller sletning af registrering af en kreditformidler hos Finanstilsynet, jf. foreslåede § 3 a og § 18 a.

Til nr. 26

Den gældende § 16, stk. 1, giver Finanstilsynet beføjelse til at indhente oplysninger til brug for Finanstilsynets virksomhed.

Det foreslås at nyaffatte § 16, stk. 1.

Det foreslås i 1. pkt., at forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlere skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed.

Der vil være tale om en videreførelse af den gældende retstilstand for så vidt angår forbrugslånsvirksomheder samt leverandører og underleverandører til disse.

Nyaffattelsen vil som noget nyt sikre, at kreditformidlere omfattes af de samme regler og således også vil blive forpligtede til at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed. Som tvangsmiddel kan Finanstilsynet udstede tvangsbøder, jf. § 31, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder.

De omfattede virksomheder er kun forpligtede til at give oplysninger til Finanstilsynet efter anmodning. Som eksempel på oplysninger omfattet af § 16, stk. 1, kan nævnes forretningsgange og eksempler på, hvordan en forretningsgang er gennemført i forbindelse med en udbudt kredit.

Det foreslås i 2. pkt., at leverandører og underleverandører til forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlere bliver underlagt samme forpligtelse, som forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlere.

Bestemmelsen svarer til, hvad der gælder efter de øvrige tilsynslove, og viderefører retstilstanden for leverandører og underleverandører til forbrugslånsvirksomheder. Med forslaget sikres det som noget nyt, at leverandører og underleverandører til kreditformidlere omfattes af samme retstilstand og således også bliver forpligtede til at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed

De opgaver, som Finanstilsynet skal kunne indhente oplysninger om hos leverandører henholdsvis underleverandører, er opgaver, som Finanstilsynet ville kunne indhente oplysninger om hos outsourcingvirksomheden, hvis opgaverne ikke var outsourcet. Formålet med at omfatte leverandører og underleverandører er således, at Finanstilsynets indhentelse af oplysninger ikke kan hindres eller omgås ved outsourcing.

Der må alene behandles nødvendige personoplysninger i forbindelse med indhentelse af oplysninger efter lovforslagets stk. 1. Indhentelsen af personoplysninger skal ske i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 5, litra c, hvorefter personoplysninger skal være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles (dataminimering).

Overtrædelse af bestemmelsen er strafbelagt, jf. den gældende § 30, stk. 4. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af § 16, stk. 1, er virksomheder omfattet af loven samt leverandører og underleverandører til disse. Den strafbare handling består i ikke at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed. Et eksempel på overtrædelse af bestemmelsen er en virksomhed, der ikke efter anmodning vil udlevere virksomhedens interne retningslinjer på god skik området.

Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 30, stk. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 36.

Den foreslåede tilføjelse af kreditformidlere til § 16, stk. 1, vil medføre, at kreditformidlere samt leverandører og underleverandører til disse også bliver omfattet af § 16, stk. 2 og 4-6.

Til nr. 27

Der gælder i dag ikke et krav om, at kreditformidlere skal registreres hos Finanstilsynet.

Bestemmelsen om sletning af registrering er derfor ny.

Det foreslås at indsætte § 18 a, stk. 1, hvorefter Finanstilsynet kan slette registreringen af en kreditformidler, der er registeret i Finanstilsynets register, jf. § 3 a, stk. 1, når 1) kreditformidleren anmoder herom, 2) kreditformidleren ikke har udøvet virksomhed som kreditformidler senest 12 måneder efter, at Finanstilsynet har foretaget registreringen, 3) kreditformidleren ikke har udøvet virksomhed som kreditformidler i en samlet periode på over 6 måneder, 4) kreditformidleren er registreret på baggrund af urigtige eller vildledende oplysninger eller på anden uretmæssig vis, 5) kreditformidleren ikke længere opfylder betingelserne for registrering efter § 3 a, stk. 2, 6) kreditformidleren er registreret som ophørt i Det Centrale Virksomhedsregister eller 7) kreditformidleren gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af hvidvaskloven, lov om kreditaftaler, lov om markedsføring eller regler udstedt i medfør heraf.

Den foreslåede § 18 a, stk. 1, nr. 1-7, vil opliste de situationer, hvor Finanstilsynet kan slette registreringen af en kreditformidler. De oplistede situationer er begrundet i hensynet til, at Finanstilsynets register kan ajourføres, så registeret afspejler de virksomheder, der aktivt er kreditformidlere. Desuden varetager grundene hensynet til at sikre en ordentlig finansiel sektor og sikre tilsynsmyndighederne mulighed for retshåndhævelse.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører, sammen med den foreslåede § 3 a, kravet i forbrugerkreditdirektivets artikel 37, stk. 1, om passende godkendelsesprocedure og registrering af kreditformidlere.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at Finanstilsynet kan slette registreringen af en kreditformidler, hvis virksomheden anmoder herom.

Det vil være en betingelse for sletning af registreringen, at virksomheden ophører med at udøve aktivitet som kreditformidler.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at en kreditformidler kan blive slettet fra registret, hvis den pågældende virksomhed ikke udøver aktivitet som kreditformidler senest 12 måneder efter, at Finanstilsynet har foretaget registreringen.

Den foreslåedes bestemmelse vil medføre, at kreditformidleren ikke længere lovligt vil kunne udøve aktivitet som kreditformidler før virksomheden, der ønsker at udøve aktivitet som kreditformidler, på ny indsender en ansøgning om registrering, jf. den foreslåede § 3 a, og Finanstilsynet igen har registreret virksomheden som kreditformidler.

Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at en kreditformidler kan blive slettet fra registreret, hvis den pågældende ikke har udøvet virksomhed som kreditformidler i en samlet periode på over 6 måneder.

Den foreslåedes bestemmelse vil medføre, kreditformidleren ikke længere lovligt vil kunne udøve aktivitet som kreditformidler før virksomheden, der ønsker at udøve aktivitet som kreditformidler, på ny indsender en ansøgning om registrering, jf. den foreslåede § 3 a, og Finanstilsynet igen har registreret virksomheden som kreditformidler.

Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at en kreditformidler kan blive slettet fra registreret, hvis kreditformidleren er blevet registreret på baggrund af urigtige eller vildledende oplysninger eller på anden uretmæssig vis.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en virksomhed, der på baggrund af urigtige eller vildledende oplysninger eller på anden uretmæssig vis, har opnået registrering som kreditformidler, kan blive slettet. Det vil være en forudsætning for sletningen, at oplysningerne har haft en vis betydning for Finanstilsynets beslutning. Endvidere vil det være en forudsætning, at oplysningerne har været bevidst urigtige.

Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at en kreditformidler kan blive slettet fra registeret, hvis den pågældende ikke længere opfylder betingelserne for at blive registreret, jf. den foreslåede § 3 a, stk. 2.

Bestemmelsen vil medføre, at Finanstilsynet kan slette registreringen af en kreditformidler, hvis kreditformidleren ikke længere er hjemmehørende i Danmark eller et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået en aftale med på det finansielle område, jf. den foreslåede § 3 a, stk. 2, nr. 1. Ligeledes vil bestemmelsen medføre, at registreringen kan blive slettet, hvis det medlem af virksomhedens øverste eller daglige ledelse, der er ansvarlig for virksomhedens aktivitet som kreditformidler eller indehaveren af en kreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed, er pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning. Overtrædelsen skal dog indebære en risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde, jf. den foreslåede § 3 a , stk. 2, nr. 2. Bestemmelsen vil endvidere medføre, at Finanstilsynet kan slette registreringen, hvis medlemmet af virksomhedens øverste eller daglige ledelse, der er ansvarlig for virksomhedens aktivitet som kreditformidler, eller indehaveren af en kreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed, har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at denne ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde, jf. den foreslåede § 3 a, stk. 2, nr. 3.

Hvis medlemmet af virksomhedens øverste eller daglige ledelse, som bevirker, at en kreditformidler ikke kan registreres, jf. den foreslåede § 3 a, stk. 2, nr. 2 og 3, fratræder sin stilling, og der indsættes en ny person, der ikke er omfattet af § 3 a, stk. 2, nr. 2 og 3, vil den foreslåede § 18 a, stk. 1, nr. 5, ikke finde anvendelse.

Det foreslås i stk. 1, nr. 6, at en kreditformidler kan blive slettet fra registret, hvis kreditformidleren er registreret som ophørt i Det Centrale Virksomhedsregister.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at registeret holdes ajourført med aktive virksomheder. Bestemmelsen vil således sikre, at registeret ikke fremstår misvisende med ophørte virksomheder.

Det foreslås i stk. 1, nr. 7, at en kreditformidler bliver slettet fra registeret, hvis kreditformidleren gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af hvidvaskloven, lov om kreditaftaler, lov om markedsføring eller regler udstedt i medfør heraf.

Den foreslåede bestemmelse vil give Finanstilsynet mulighed for at slette registreringen af en kreditformidler, hvis kreditformidleren groft eller gentagne gange har overtrådt hvidvaskloven, lov om kreditaftaler, lov om markedsføring eller regler udstedt i medfør heraf. Sletning af registrering må kun ske, hvis der ikke findes en mindre vidtgående reaktion, som vil kunne opnå samme resultat.

Det fremgår af bestemmelsen, at der skal være tale om grove eller gentagne overtrædelser. Sletning af registrering vil typisk være aktuel efter, at der har været givet frist til berigtigelse af forholdet og dette ikke er sket. Det forudsættes som udgangspunkt, at en mindre indgribende reaktion er anvendt over for den pågældende virksomhed eller person, før registrering inddrages, eller, at virksomheden eller personen ikke har mulighed for at rette op på overtrædelserne inden for en tilpas kort tidshorisont. Kan en mindre indgribende reaktion sikre, at virksomheden retter op på forholdene, skal denne anvendes fremfor at trække registreringen.

Det foreslås i stk. 2, at sletning af en registrering af en kreditformidler på baggrund af grove og gentagne overtrædelser af lov om kreditaftaler, lov om markedsføring eller regler udstedt i medfør heraf, jf. stk. 1, nr. 7, alene sker efter indstilling fra Forbrugerombudsmanden.

Bestemmelsen vil medføre, at Forbrugerombudsmanden kan indstille, at Finanstilsynet sletter registreringen af en kreditformidler. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med kreditformidlernes adfærd, og Forbrugerombudsmanden vil derfor være i besiddelse af de oplysninger, der kan danne grundlag for at slette registreringen på baggrund af grove og gentagne overtrædelser af lov om kreditaftaler, lov om markedsføring eller regler udstedt i medfør heraf.

Sletning af en registrering som kreditformidler er en indgribende foranstaltning, idet kreditformidleren herved mister muligheden for at udøve de aktiviteter, der er omfattet af registreringen, hvilket vil betyde, at virksomheden må ophøre med at formidle kreditaftaler.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at der skal være tale om grove eller gentagne overtrædelser. Inddragelse af en registrering vil typisk først være aktuel efter, at der har været givet frist til berigtigelse af forholdet, og dette ikke er sket.

Det forudsættes som udgangspunkt, at en mindre indgribende reaktion er anvendt over kreditformidleren, før registreringen inddrages, eller at forholdene hos kreditformidleren indebærer, at virksomheden ikke har mulighed for at rette op på overtrædelserne inden for en tilpas kort tidshorisont. Kan forholdene i virksomheden rettes op ved en mindre indgribende reaktion end at trække virksomhedens tilladelse, skal den mindre reaktion vælges.

Det er en forudsætning for, at Forbrugerombudsmanden kan indstille, at en virksomheds registrering inddrages, at Forbrugerombudsmanden har foretaget denne afvejning i henhold til proportionalitetsprincippet.

Har Forbrugerombudsmanden indstillet sletning af en registrering af en kreditformidler, skal Finanstilsynet ikke foretage yderligere prøvelse af denne beslutning, men kan slette kreditformidlerens registrering. En kreditformidler, der er blevet slettet fra registreret efter indstilling fra Forbrugerombudsmanden efter den foreslåede bestemmelse, kan klage over Finanstilsynets sletning af kreditformidleren, herunder indstillingen fra Forbrugerombudsmanden, der har dannet grundlag for sletningen, til Erhvervsankenævnet i medfør af § 25 i lov om forbrugslånsvirksomheder. I forbindelse med behandlingen af en klage vil Finanstilsynet høre Forbrugerombudsmanden.

Finanstilsynet fører tilsyn med virksomheders efterlevelse af hvidvaskloven og vil derfor være i besiddelse af oplysninger om grove og gentagne overtrædelser heraf. Før Finanstilsynet inddrager en registrering på baggrund af en overtrædelse af hvidvaskloven, skal Finanstilsynet have foretaget en afvejning i henhold til proportionalitetsprincippet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.37 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 28

Det følger af § 19, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, at Finanstilsynets ansatte efter straffelovens §§ 152-152 e er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden. Det samme gælder personer, der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, samt eksperter, der handler på Finanstilsynets vegne. Dette gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.

Den gældende § 19, stk. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder undtager sager om redelig forretningsskik og god praksis samt vurdering af kreditværdighed, jf. §§ 7 og 9, fra den skærpede tavshedspligt i § 19, stk. 1.

Med den foreslåede ændring i lovforslagets § 3, nr. 21, af lovens § 8 b fastsættes der regler om kompetencekrav til de ansatte i bl.a. forbrugslånsvirksomheder.

Det foreslås i § 19, stk. 3, at ændre »vurdering af kreditværdighed« til »kompetencekrav«, og at »§§ 7 og 9« ændres til »§§ 7 og 8 b«.

Ændringerne i § 19, stk. 3, vil medføre, at der ikke længere bliver henvist til, at kravet om kreditværdighed i den gældende § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder er undtaget fra tavshedspligten for Finanstilsynets ansatte. Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder nyaffattes, så reglerne om kreditværdighedsvurdering ikke længere fremgår af lov om forbrugslånsvirksomheder. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 23.

Ændringerne i § 19, stk. 3, vil desuden medføre, at oplysninger i sager om kompetencekrav hos ansatte i forbrugslånsvirksomheder, jf. den foreslåede § 8 b, bliver undtaget fra Finanstilsynets tavshedspligt.

Ændringen har til formål at sikre, at Finanstilsynets tavshedspligt efter lov om forbrugslånsvirksomheder svarer til Finanstilsynets tavshedspligt i medfør af lov om finansiel virksomhed og lov om forsikringsformidling, hvor kompetencekrav for virksomheders ansatte er undtaget fra Finanstilsynets tavshedspligt.

Bestemmelsen vil sikre samme grad af offentlighed i forhold til oplysninger, der kommer frem i forbindelse med tilsynet med de offentligretlige forbrugerrettede regler om kompetencekrav som på det øvrige finansielle område, jf. f.eks. § 354, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed og § 31, stk. 3, i lov om forsikringsformidling.

Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med reglerne om kompetencekrav til de ansatte hos kreditformidlere, jf. lovforslagets § 3, nr. 25, hvorefter § 15 a, stk. 1, foreslås indsat i lov om forbrugslånsvirksomheder. Det forventes derfor at være Forbrugerombudsmanden, der gennem sin tilsynsmyndighed modtager oplysninger om kompetencekrav vedrørende ansatte hos kreditformidlere. Ændringerne i § 19, stk. 3, vil medføre, at hvis Finanstilsynet modtager oplysninger om kompetencekrav til ansatte hos kreditformidlere, vil disse oplysninger ikke være omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt.

Når Finanstilsynet ikke er underlagt en særlig tavshedspligt i forhold til oplysninger i sager om kompetencekrav om ansatte i forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlere, vil Finanstilsynet kunne videregive oplysninger fra sager om kompetencekrav om ansatte hos forbrugslånsvirksomheder, som Forbrugerombudsmanden finder nødvendige for sin tilsynsvirksomhed med kompetencekrav til de ansatte hos kreditformidlere. Ligeledes vil Finanstilsynet få mulighed for af egen drift at orientere Forbrugerombudsmanden om konkrete sager om kompetencekrav, som er relevant for tilsynet.

Ved eventuel videregivelse af oplysninger til Forbrugerombudsmanden efter bestemmelsen vil reglerne om tavshedspligt i kapitel 8 i forvaltningsloven finde anvendelse. Det skal ligeledes bemærkes, at ved eventuel videregivelse af personoplysninger vil de gældende regler om persondatabeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen af persondata altid vil ske under iagttagelse af gældende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Den foreslåede ændring vil endvidere gøre det muligt for Finanstilsynet at udtale sig til offentligheden om, hvorvidt en konkret sag om kompetencekrav behandles i Finanstilsynet og eksempelvis udlevere en kopi af Finanstilsynets brev til virksomheden eller af den endelige afgørelse i sagen til en journalist. I forbindelse med at Finanstilsynet tager en sag op, vil Finanstilsynet kun kunne oplyse dette, men ikke hvordan sagen forventes afgjort.

Den foreslåede ændring vil medføre, at sager om anmodning om aktindsigt i oplysninger om kompetencekrav ikke er begrænset af offentlighedslovens § 35, hvorefter adgangen til aktindsigt er begrænset af særlige bestemmelser om tavshedspligt fastsat ved lov eller med hjemmel i lov for personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv. Dette er en konsekvens af, at § 19, stk. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder foreskriver, at oplysningerne ikke er underlagt Finanstilsynets tavshedspligt efter stk. 1. Det skal dog fortsat vurderes, om oplysningerne om ansattes kompetencekrav skal undtages fra aktindsigt medfør af andre regler i offentlighedsloven.

Da aktindsigten er knyttet til bestemte typer oplysninger, og ikke til sagstyper, vil der være aktindsigt i oplysningerne, uanset om de findes i en sag, som udelukkende vedrører god skik, eller i andre af Finanstilsynets sager. Såfremt der fx ønskes aktindsigt i oplysninger, som findes i en tilsynssag, som i øvrigt ikke vedrører god skik, vil oplysningerne vedrørende kompetencekrav skulle behandles efter offentlighedslovens almindelige regler, mens resten af sagen vil være omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt.

Ændringen vil desuden medføre en konsekvensrettelse som følge af, at § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder nyaffattes. Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 23.

Til nr. 29

I medfør af § 20, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, må Finanstilsynets ansatte ikke videregive oplysninger om en person, når vedkommende har indberettet en virksomhed eller en person til Finanstilsynet for overtrædelse eller potentiel overtrædelse af den finansielle regulering, som Finanstilsynet fører tilsyn med, jf. dog stk. 2.

Det fremgår af den gældende § 20, stk. 3, at tavshedspligten for Finanstilsynets ansatte, jf. § 20, stk. 1, ikke er til hinder for, at personoplysninger, der vedrører en kunde, videregives til en forbrugslånsvirksomhed i forbindelse med sager omfattet af §§ 7 og 9, når kunden har givet samtykke til videregivelse.

Det fremgår af den gældende § 22, stk. 1, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, jf. §§ 7 og 9, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af disse bestemmelser.

Det foreslås i § 20, stk. 3, og § 22, stk. 1, ændres »§§ 7 og 9« til: »§ 7«.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder nyaffattes, så reglerne om kreditværdighedsvurdering ikke længere fremgår af lov om forbrugslånsvirksomheder. Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 23.

Til nr. 30

Den gældende § 22, stk. 2, i lov om forbrugslånsvirksomheder fastsætter, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om navnet på en virksomhed, der overtræder forbuddet mod at udøve virksomhed som forbrugslånsvirksomhed uden tilladelse, jf. § 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder. Kreditformidlere er i dag ikke underlagt en pligt til at blive registeret hos Finanstilsynet.

Bestemmelsen har til hensigt at imødekomme den almene interesse i at kende til navnet på virksomheder, der udøver ulovlig virksomhed.

Det foreslås i § 22, stk. 2, efter »§ 3« at indsætte », eller der overtræder forbuddet mod at udøve virksomhed som kreditformidler uden registrering, jf. § 3 a«.

Den foreslåedes ændringen vil medføre, at Finanstilsynet også skal orientere offentligheden om navnet på en virksomhed, der overtræder forbuddet mod at udøve virksomhed som kreditformidler uden registrering, jf. den foreslåede § 3 a.

Ændringen vil desuden medføre, at Finanstilsynet skal offentliggøre navne på virksomheder, der udøver aktivitet som kreditformidler uden at være registeret som kreditformidler i medfør af den foreslåede § 3 a, stk. 1, på samme måde som Finanstilsynet i dag offentliggør navne på virksomheder, der udøver virksomhed som forbrugslånsvirksomhed uden tilladelse.

Den foreslåedes ændring vil endvidere medføre, at i tilfælde hvor Finanstilsynet konstaterer, at en kreditformidleren, der udøver virksomhed i Danmark uden registrering, er hjemmehørende i f.eks. et andet EU-land, vil Finanstilsynet henvende sig til den pågældende virksomhed med henblik på, at virksomheden enten ophører med sin virksomhed i Danmark eller opnår registrering. Lykkes det ikke at lovliggøre forholdet, vil Finanstilsynet offentliggøre en advarsel mod den pågældende virksomhed. Det samme gør sig gældende, hvis kreditformidleren ikke efterlever kravet i den foreslåede § 3 a, stk. 2, nr. 2, om, at det medlem af virksomhedens øverste eller daglige ledelse, der er ansvarlig for virksomhedens aktivitet som kreditformidler eller indehaveren af en kreditformidler, der er en enkeltmandsvirksomhed, ikke må være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.43 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 31

§ 24 i lov om forbrugslånsvirksomheder fastsætter, hvem der kan anses som part i forhold til Finanstilsynet. Opregningen er udtømmende, og bestemmelsen udgør derfor en afvigelse fra det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb. Kreditformidlere har ikke tidligere været underlagt Finanstilsynet tilsyn, og Finanstilsynet har derfor ikke tidligere truffet afgørelser retter mod virksomheder, der udøver aktiviteter som kreditformidlere.

§ 24, stk. 1, fastslår, at virksomheder omfattet af denne lov, som Finanstilsynets har truffet eller vil træffe afgørelse over for i medfør af denne lov eller regler udstedt i medfør af loven, anses som parter i forhold til Finanstilsynet, jf. dog stk. 2. I § 24, stk. 2, bliver de øvrige aktører oplistet, der anses som parter, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende.

Den gældende § 24, stk. 2, nr. 1, giver partsstatus til en virksomhed eller person, de udøver virksomhed som forbrugslånsvirksomhed uden tilladelse, jf. § 3.

Det foreslås i § 24, stk. 2, nr. 1, efter »jf. § 3« at indsætte », eller aktivitet som kreditformidler uden registrering, jf. § 3 a«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at en virksomhed eller person, der udøver aktivitet som kreditformidler uden registrering, jf. den foreslåede § 3 a, også bliver part i forhold til Finanstilsynet, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende.

Dette vil typisk være en sag, hvor Finanstilsynet tager tilsynsmæssige skridt overfor en virksomhed, der ikke er registeret som kreditformidler, om at ophøre med at udøve aktivitet som kreditformidler.

Til nr. 32

Den gældende § 24, stk. 2, nr. 2, giver forvaltningsretlig partsstatus til en virksomhed eller person, som ansøger om tilladelse til at udøve forbrugslånsvirksomhed, jf. § 3.

Det foreslås i § 24, stk. 2, nr. 2, efter »jf. § 3« at indsætte », eller registrering som kreditformidler, jf. § 3 a«.

Den foreslåedes ændring vil medføre, at en virksomhed eller person, der ansøger om registrering, jf. foreslåede nye bestemmelse § 3 a, også bliver part i forhold til Finanstilsynet, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende.

Den pågældende virksomhed eller person vil derfor have forvaltningslovens partsrettigheder allerede under behandlingen af en ansøgning om registrering efter loven.

Til nr. 33

Den gældende § 24, stk. 2, nr. 3, giver forvaltningsretlig partstatus for så vidt angår den del af sagen, som vedrører et medlem af en virksomheds bestyrelse eller en ledelsesansvarlig, når Finanstilsynet giver en virksomhed afslag på tilladelse til at udøve forbrugslånsvirksomhed.

Det foreslås i § 24, stk. 2, nr. 3, at »§ 18« ændres til »§§ 18 og 18 a«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at et medlem af en virksomheds bestyrelse eller en ledelsesansvarlig vil blive part for så vidt angår den del af sagen, der vedrører den pågældende, når Finanstilsynet undlader at registrere en virksomhed som kreditformidler.

Til nr. 34

§ 30 i lov om forbrugslånsvirksomheder fastsætter, hvilke overtrædelser af loven der kan straffes. Bestemmelsen fastsætter endvidere strafansvar for juridiske personer samt forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser og regler udstedt i medfør heraf, jf. bemærkningerne til § 31, stk. 1, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg C, L 158 som fremsat, side 72, der i dag er § 30, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Den gældende § 30, stk. 1, fastslår, at overtrædelse af § 3, stk. 1, § 4, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 4, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, og § 12, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås i § 30, stk. 1, efter »§ 3, stk. 1,« at indsættes »§ 3 a, stk. 1,«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at overtrædelse af reglerne om, at virksomheder, der udøver aktivitet som kreditformidler, skal registreres som kreditformidler hos Finanstilsynet, jf. den foreslåede § 3 a, bliver strafbelagt med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Ændringen vil medføre, at § 3 a, stk. 1, vil blive strafbelagt på samme måde, som de øvrige bestemmelser, der er oplistet i § 30, stk. 1.

For en beskrivelse af ansvarssubjekter og den strafbare handling vedrørende den strafbelagte bestemmelse, henvises der til bemærkningerne tilden foreslåede § 3 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 14.

Udmålingen af bøder ved overtrædelse af § 3 a, stk. 1, vil ske efter samme principper som gælder for de øvrige bestemmelser nævnt i § 30, stk. 1.

Der kan pålægges selskaber (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5, jf. § 30, stk. 6, i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Ved udmålingen af bøder skal der, ud over de almindelige strafudmålingsprincipper i straffelovens kapitel 10, indgå betragtninger om, at der skal være en sammenhæng mellem virksomhedernes finansielle styrke, grovheden af overtrædelsen og bødestørrelsen. Dette skal sikre, at sanktionsniveauet for overtrædelser er mærkbart for alle aktører, så bøder vil have en pønal og præventiv effekt. Vurderingen af overtrædelsens grovhed skal foregå uafhængigt af gerningsmandens økonomiske forhold.

Anvendelsen af fængselsstraf vil især være relevant i, men ikke begrænset til, tilfælde af særligt grove, gentagne, systematiske eller forsætlige overtrædelser af lovens krav. Der henvises i øvrigt til straffelovens § 80, som angiver de hovedhensyn, der skal vægtes ved straffastsættelsen. Der skal lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden. Ved vurderingen af lovovertrædelsens grovhed skal der tages hensyn til den skade, fare og krænkelse, som er forbundet med lovovertrædelsen. Ved vurderingen af oplysninger om gerningsmanden skal der tages hensyn til dennes almindelige personlige og sociale forhold, dennes forhold før og efter gerningen samt dennes bevæggrunde til gerningen. Der vil således kunne blive tale om fængselsstraf, hvis en virksomhed med fuldt overlæg ikke har ladet sig registrere som kreditformidler, og hvor virksomheden ikke har efterlevet et påbud fra Finanstilsynet.

Det er en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen, at den pågældende ikke kan straffes for handlingen eller undladelsen efter andre alvorligere bestemmelser i straffeloven, jf. bemærkningerne til § 31, stk. 1, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg C, L 158 som fremsat, side 72, der i dag er § 30, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Bødeniveauet for overtrædelse af lov om forbrugslånsvirksomheder er fastsat efter en model svarende til lov om finansiel virksomhed, hvor virksomhederne opdeles i 5 kategorier efter deres økonomiske størrelse, og hvor der for hver kategori fastsættes følgende tre overordnede bødeniveauer:

– Et særligt lavt bødeniveau for bagatelagtige overtrædelser.

– Et skærpet bødeniveau for særligt grove overtrædelser.

– Et generelt bødeniveau, som favner de resterende overtrædelser.

For rent bagatelagtige overtrædelser, der alene er af formel karakter, og som i det konkrete tilfælde ikke i nævneværdigt omfang har medført en tilsidesættelse af de hensyn som den overtrådte regel har til formål at beskytte, foreslås det, at der fastsættes et lavt bødeniveau på mellem 10.000 kr. og 50.000 kr. afhængigt af, hvilken kategori den pågældende virksomhed befinder sig i. Disse bøder gradueres ikke yderligere i forhold til grovheden m.v.

De to øvrige overordnede bødeniveauer er fastsat som et interval, som bøden i de konkrete sager fastlægges inden for. Herved bliver det bl.a. muligt at tage hensyn til, hvor grov den konkrete lovovertrædelse er, og størrelsesmæssige udsving inden for de enkelte kategorier.

Ved vurderingen af overtrædelsens grovhed inden for hvert interval vil det være de almindelige regler i straffeloven, herunder særligt lovens §§ 51 og 80-82, der finder anvendelse. Ved udmåling af bødestraf bør der tages udgangspunkt i det generelle bødeniveau. Bøder bør herefter udmåles efter følgende principper:

       

       

  Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori 1 2 3 4 5

Nettoomsætning - 50. mio. kr. + 50 mio. kr. -100 mio. kr. + 100 mio. kr. - 1 mia. kr. + 1 mia. kr. -10 mia. kr. + 10 mia. kr.-100 mia. kr.

Bøde for bagatelovertrædelser for virksomheder 10.000 kr. 20.000 kr. 30.000 kr. 40.000 kr. 50.000 kr.

Generelt niveau for virksomhedsbøder 25.000 kr. -100.000 kr. 50.000 kr. -200.000 kr. 150.000 kr. -600.000 kr. 500.000 kr. -2 mio. kr. 1,5 mio. kr. -5 mio. kr.

Skærpet niveau for virksomhedsbøde 500.000 kr. -1 mio. kr. 750.000 kr. -2 mio. kr. 1,5 mio. kr. -5 mio. kr. 4 mio. kr. -15 mio. kr. 9 mio.kr. -50 mio. kr.

Det vil dog i sidste ende bero på domstolenes konkrete vurdering af samtlige omstændigheder i den enkelte sag. Domstolene vil således kunne fravige bødeniveauet i op- eller nedadgående retning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.43 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 35

Den gældende § 30, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder fastsætter, hvilke overtrædelser af lovens bestemmelser som kan straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.

Det følger af § 30, stk. 3, at overtrædelser af § 13, stk. 1, § 14, stk. 1, og § 14 a, stk. 1, straffes med bøde.

Det foreslås i § 30, stk. 3, efter »overtrædelse af« at indsættes »§§ 9-9 b,«.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at overtrædelser af § 9, § 9 a og § 9 b kan straffes med bøde. Ansvarssubjektet for overtrædelser af bestemmelserne er forbrugslånsvirksomheden henholdsvis kreditformidleren.

Overtrædelser af den foreslåede § 9 kan bestå i, at forbrugslånsvirksomheden eller kreditformidleren har en aflønningsstruktur, som klart tilsidesætter forbrugerens interesser og rettigheder. Eksempelvis vil udbetaling af bonusser på baggrund af kvantitative salgsmål for enkelte ansatte udgøre en strafbar overtrædelse af bestemmelsen.

Overtrædelser af den foreslåede § 9 a kan eksempelvis bestå i, at forbrugslånsvirksomheden eller kreditformidleren aflønner ansatte, der yder rådgivningstjenester, på baggrund af salgsmål.

Overtrædelser af den foreslåede § 9 b kan eksempelvis bestå i, at forbrugslånsvirksomheden har undladt at udforme en lønpolitik for ansatte, der varetager vurderingen af kreditværdighed.

Til nr. 36

Den gældende § 30, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder fastsætter, hvilke overtrædelser af lovens bestemmelser som kan straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.

Ifølge den gældende § 30, stk. 4, i lov om forbrugslånsvirksomheder, straffes den, der ikke efterkommer et påbud eller forbud, som er givet i medfør af § 15 og § 17, stk. 6 og 7, eller en virksomhed, der undlader at meddele eller berigtige oplysninger efter § 16, stk. 1, 2 og 5, med bøde.

Det foreslås i § 30, stk. 4, efter »forbrugslånsvirksomhed« at indsætte »eller kreditformidler«, og »§ 15« ændres til »§§ 15 og 15 a, stk. 1«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at et påbud givet efter den foreslåede § 15 a, stk. 1, bliver strafbelagt på samme måde som et påbud givet i medfør af § 15 og § 17, stk. 6 og 7. Manglende efterlevelse af Forbrugerombudsmandens påbud, bliver derved strafbelagt med bøde på samme måde som Finanstilsynets tilsynsreaktioner efter § 15 i lov om forbrugslånsvirksomheder.

For en beskrivelse af ansvarssubjekter og den strafbare handling vedrørende den strafbelagte bestemmelse, henvises der til bemærkningerne til den foreslåede § 15 a.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 31, stk. 3, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg C, L 158 som fremsat, side 72-73, der i dag er § 30, stk. 4, i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Bødeniveauet for overtrædelse af lov om forbrugslånsvirksomheder er fastsat efter en model svarende til lov om finansiel virksomhed, hvor virksomhederne opdeles i 5 kategorier efter deres økonomiske størrelse, og hvor der for hver kategori fastsættes følgende tre overordnede bødeniveauer:

– Et særligt lavt bødeniveau for bagatelagtige overtrædelser.

– Et skærpet bødeniveau for særligt grove overtrædelser.

– Et generelt bødeniveau, som favner de resterende overtrædelser.

For rent bagatelagtige overtrædelser, der alene er af formel karakter, og som i det konkrete tilfælde ikke i nævneværdigt omfang har medført en tilsidesættelse af de hensyn som den overtrådte regel har til formål at beskytte, foreslås det, at der fastsættes et lavt bødeniveau på mellem 10.000 kr. og 50.000 kr. afhængigt af, hvilken kategori den pågældende virksomhed befinder sig i. Disse bøder gradueres ikke yderligere i forhold til grovheden m.v.

De to øvrige overordnede bødeniveauer er fastsat som et interval, som bøden i de konkrete sager fastlægges inden for. Herved bliver det bl.a. muligt at tage hensyn til, hvor grov den konkrete lovovertrædelse er, og størrelsesmæssige udsving inden for de enkelte kategorier.

Ved vurderingen af overtrædelsens grovhed inden for hvert interval vil det være de almindelige regler i straffeloven, herunder særligt lovens §§ 51 og 80-82 der finder anvendelse. Ved udmåling af bødestraf bør der tages udgangspunkt i det generelle bødeniveau. Bøder bør herefter udmåles efter følgende principper:

  Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori 1 2 3 4 5

Nettoomsætning - 50. mio. kr. + 50 mio. kr. -100 mio. kr. + 100 mio. kr. - 1 mia. kr. + 1 mia. kr. -10 mia. kr. + 10 mia. kr.-100 mia. kr.

Bøde for bagatelovertrædelser for virksomheder 10.000 kr. 20.000 kr. 30.000 kr. 40.000 kr. 50.000 kr.

Generelt niveau for virksomhedsbøder 25.000 kr. -100.000 kr. 50.000 kr. -200.000 kr. 150.000 kr. -600.000 kr. 500.000 kr. -2 mio. kr. 1,5 mio. kr. -5 mio. kr.

Skærpet niveau for virksomhedsbøde 500.000 kr. -1 mio. kr. 750.000 kr. -2 mio. kr. 1,5 mio. kr. -5 mio. kr. 4 mio. kr. -15 mio. kr. 9 mio.kr. -50 mio. kr.

Det vil dog i sidste ende bero på domstolenes konkrete vurdering af samtlige omstændigheder i den enkelte sag. Domstolene vil således kunne fravige bødeniveauet i op- eller nedadgående retning.

§ 4

Til nr. 1

Den gældende fodnote til lov om finansiel virksomhed indeholder en opregning af de direktiver og forordninger, som lov om finansiel virksomhed gennemfører.

Det foreslås, at der i fodnotens 1. pkt. indsættes en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/2167 af 24. november 2021 om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU, EU-Tidende 2021, nr. L 438, side 1 (NPL-direktivet).

Den foreslåede indsættelse vil afspejle, at lov om forbrugslånsvirksomheder virksomhed implementerer artikel 28, nr. 2 i NPL-direktivet, som er en nyaffattelse af boligkreditdirektivets artikel 28.

Til nr. 2

Det følger af den gældende § 29 a i kreditaftaleloven, at en kreditgiver skal have passende politikker og procedurer, der sikrer, at der, hvor det er relevant, udvises rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en fyldestgørelsesprocedure. Bestemmelsen i kreditaftaleloven gennemfører artikel 28, stk. 1, boligkreditdirektivet, som ændret ved artikel 28, nr. 2, i NPL-direktivet.

Kreditaftalelovens bestemmelser ændres i forbindelse med gennemførelsen af forbrugerkreditdirektivet.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i lov om finansiel virksomhed § 70 b, stk. 1 , om at pengeinstitutter og realkreditinstitutter, der udbyder boligkreditaftaler til forbrugere, skal have passende politikker og procedurer der sikrer, at der, hvor det er relevant, udvises rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en procedure for tvangsauktion. Politikkerne og procedurerne skal bl.a. tage hensyn til forbrugerens forhold og kan herunder bestå af en fuldstændig eller delvis refinansiering af en kreditaftale eller af ændring af en kreditaftales eksisterende vilkår og betingelser, der bl.a. kan omfatte a) forlængelse af kreditaftalen, b) ændring af typen af kreditaftale, c) udskydelse af betalingen af hele eller dele af afdraget i en periode, d) ændring af rentesatsen, e) betalingsfrihed i en periode, f) delvis tilbagebetaling, g) valutaomregning og h) delvis eftergivelse og gældskonsolidering.

Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. medføre, at politikkerne og procedurerne bl.a. vil skulle tage hensyn til forbrugerens forhold. Før der igangsættes en procedure for tvangsauktion, bør det være overvejet, om forbrugerens opfyldelse af kreditaftalen kan nås på anden vis.

Boligkreditaftaler er aftaler, hvormed et pengeinstitut eller realkreditinstitut yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit sikret ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse eller en anden rettighed knyttet til en fast ejendom til beboelse eller kreditaftaler, som ligger til grund for erhvervelse eller bevarelse af ejendomsretten til grundarealer til eksisterende eller projekterede bygninger.

Det foreslås med bestemmelsens stk. 1, nr. 1, at politikkerne og procedurerne, skal bl.a. tage hensyn til forbrugerens forhold og kan bestå af en fuldstændig eller delvis refinansiering af en kreditaftale.

Det foreslås med bestemmelsens stk. 1, nr. 2, at politikkerne og procedurerne, skal bl.a. tage hensyn til forbrugerens forhold og kan bestå af ændring af en kreditaftales eksisterende vilkår og betingelser. I den foreslåede nr. 2, litra a-h er oplistet en række eksisterende vilkår og betingelser, der kan ændres. Det gælder vilkår og betingelser om forlængelse af kreditaftalen, ændring af typen af kreditaftale, udskydelse af betalingen af hele eller dele af afdraget i en periode, ændring af rentesatsen, betalingsfrihed i en periode, delvis tilbagebetaling, valutaomregning, og delvis eftergivelse og gældskonsolidering.

Den foreslåede bestemmelse i § 70 b, stk. 1, vil sikre, at pengeinstituttet, før der indledes en procedure for tvangsauktion, i vidt omfang vil forsøge at iværksætte andre ordninger, der gør den enkelte forbruger i stand til at afdrage på sin gæld. De påkrævede politikker og procedurer vil således skulle tage stilling til iværksættelsen af inddrivelseskridt, som har til formål at opnå fyldestgørelse gennem udenretlige procedurer, f.eks. oversendelse til inkasso, eller indenretligt gennem en tvangsfuldbyrdelsesproces, f.eks. udlæg og tvangsauktion.

I overensstemmelse med NPL-direktivets præambelbetragtning 56 bør pengeinstituttet, når det beslutter, hvilke kreditlempelser, der skal træffes, tage hensyn til forbrugerens individuelle forhold, forbrugerens interesser og rettigheder og forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten, herunder navnlig hvis kreditaftalen er sikret ved pant i fast ejendom til beboelse, som er forbrugerens primære bopæl. Kreditlempelser bør kunne bestå af visse indrømmelser til forbrugeren, såsom hel eller delvis refinansiering af en kreditaftale eller en ændring af aftalens eksisterende vilkår og betingelser, herunder bl.a. en forlængelse af aftalens løbetid, en ændring af typen af kreditaftale, en udskydelse af betalingen af hele eller dele af afdraget i en periode, en ændring i rentesatsen, et tilbud om betalingsfrihed i en periode, delvis tilbagebetaling, valutaomregninger, delvis eftergivelse og gældskonsolidering.

Hvilke foranstaltninger, der i det konkrete tilfælde vil kunne træffes, må nødvendigvis afhænge af, at forbrugeren bidrager med relevante oplysninger om f.eks. egne økonomiske forhold, som er nødvendige for at vurdere, hvilke tiltag der kan være relevante.

Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 28, stk. 1, i boligkreditdirektivet, som ændret ved artikel 28, nr. 2, i NPL-direktivet for penge- og realkreditinstitutter, der yder boligkreditaftaler.

De foreslåede ændringer i kreditaftalelovens § 29 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 31, vil bl.a. medføre, at artikel 28, stk. 1, i boligkreditdirektivet ikke længere gennemføres i kreditaftalelovens § 29 a. Den indsatte bestemmelse vil dermed flytte forpligtelsen for penge- og realkreditinstitutter fra den tidligere § 29 a i kreditaftaleloven over i lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen vil ikke medføre materielle ændringer af de gældende regler for pengeinstitutter og realkreditinstitutter, der yder boligkreditaftaler.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan påbyde et pengeinstitut eller et realkreditinstitut, at berigtige forhold, der er i strid med stk. 1.

Den foreslåedes bestemmelse vil sikre, at Finanstilsynet kan udstede et påbud, hvis det konstateres, at virksomheden har handlet i strid med § 70 b, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse strafbelægges med den foreslåede ændring af § 373, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 4, nr. 4.

Til nr. 3

Ifølge den gældende § 361, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed skal forbrugslånsvirksomheder omfattet af lov om forbrugslånsvirksomheder betale et årligt grundbeløb til Finanstilsynet på 28.000 kr.

Bestemmelsen fastlægger, hvad forbrugslånsvirksomheder årligt betaler i grundbeløb til Finanstilsynet.

Det foreslås at nyaffatte § 361, stk. 10, således, at følgende fysiske og juridiske personer omfattet af lov om forbrugslånsvirksomheder og registrering af kreditformidlere betaler årligt et grundbeløb til Finanstilsynet:

1. Forbrugslånsvirksomheder med tilladelse efter § 3, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder og registrering af kreditformidlere, betaler 28.000 kr.

2. Kreditformidlere, der er registreret efter § 3 a, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder og registrering af kreditformidlere, betaler 4.400 kr.«

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugslånsvirksomheder med tilladelse efter § 3, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder og registrering af kreditformidlere årligt skal betale et grundbeløb på 28.000 kr. til Finanstilsynet.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret for så vidt angår forbrugslånsvirksomheders årlige betaling.

Den foreslåedes bestemmelse vil desuden medføre, at kreditformidlere, der med lovforslagets § 3, nr. 3, bliver underlagt reglerne i lov om forbrugslånsvirksomheder og registrering af kreditformidlere, skal betale et årligt grundbeløb til Finanstilsynet på 4.400 kr.

Det bemærkes, at faste grundbeløb angivet i § 361 er angivet i 2016-niveau og reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på Finansloven, jf. den gældende § 361, stk. 13.

Til nr. 4

Den gældende § 29 a i kreditaftaleloven bliver i dag håndhævet gennem reglerne om god skik. Dette medfører, at Finanstilsynet i medfør at § 348, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, kan give et påbud til et pengeinstitut eller realkreditinstitut for overtrædelse af kreditaftalelovens § 29 a med henvisning til § 43 i lov om finansiel virksomhed. § 348, stk. 2, 1. pkt. i lov om finansiel virksomhed er strafbelagt i § 373, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i § 373, stk. 3, 1. pkt., efter »§ 24, stk. 1, 3. pkt.,« at indsætte »§ 70 b, stk. 2,«.

Ændringen vil medføre, at en virksomhed, der ikke efterlever et påbud fra Finanstilsynet efter den foreslåede § 70 b, stk. 2, kan straffes med bøde.

Ændringen vil videreføre strafniveauet for at overtræde et påbud fra Finanstilsynet om, at virksomheden ikke har passende politikker og procedurer der sikrer, at der, hvor det er relevant, udvises rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en procedure for tvangsauktion.

Den strafbare handling vil være, at påbuddet fra Finanstilsynet ikke efterleves. Ansvarssubjektet vil være det pengeinstitut eller realkreditinstitut, der ikke efterlever påbuddet fra Finanstilsynet.

Bødeniveauet for overtrædelse af lov om forbrugslånsvirksomheder er fastsat efter en model svarende til lov om finansiel virksomhed, hvor virksomhederne opdeles i 5 kategorier efter deres økonomiske størrelse, og hvor der for hver kategori fastsættes følgende tre overordnede bødeniveauer:

– Et særligt lavt bødeniveau for bagatelagtige overtrædelser.

– Et skærpet bødeniveau for særligt grove overtrædelser.

– Et generelt bødeniveau, som favner de resterende overtrædelser.

For rent bagatelagtige overtrædelser, der alene er af formel karakter, og som i det konkrete tilfælde ikke i nævneværdigt omfang har medført en tilsidesættelse af de hensyn som den overtrådte regel har til formål at beskytte, foreslås det, at der fastsættes et lavt bødeniveau på mellem 10.000 kr. og 50.000 kr. afhængigt af, hvilken kategori den pågældende virksomhed befinder sig i. Disse bøder gradueres ikke yderligere i forhold til grovheden m.v.

De to øvrige overordnede bødeniveauer er fastsat som et interval, som bøden i de konkrete sager fastlægges inden for. Herved bliver det bl.a. muligt at tage hensyn til, hvor grov den konkrete lovovertrædelse er, og størrelsesmæssige udsving inden for de enkelte kategorier.

Ved vurderingen af overtrædelsens grovhed inden for hvert interval vil det være de almindelige regler i straffeloven, herunder særligt lovens §§ 51 og 80-82, der finder anvendelse. Ved udmåling af bødestraf bør der tages udgangspunkt i det generelle bødeniveau. Bøder bør herefter udmåles efter følgende principper:

  Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori Bødeniveau for virksomheder i omsætningskategori 1 2 3 4 5

Nettoomsætning - 50. mio. kr. + 50 mio. kr. 100 mio. kr. + 100 mio. kr. - 1 mia. kr. + 1 mia. kr. -10 mia. kr. + 10 mia. kr.-100 mia. kr.

Bøde for bagatelovertrædelser for virksomheder 10.000 kr. 20.000 kr. 30.000 kr. 40.000 kr. 50.000 kr.

Generelt niveau for virksomhedsbøder 25.000 kr. -100.000 kr. 50.000 kr. -200.000 kr. 150.000 kr. -600.000 kr. 500.000 kr. -2 mio. kr. 1,5 mio. kr. -5 mio. kr.

Skærpet niveau for virksomhedsbøde 500.000 kr. -1 mio. kr. 750.000 kr. -2 mio. kr. 1,5 mio. kr. -5 mio. kr. 4 mio. kr. -15 mio. kr. 9 mio.kr. -50 mio. kr.

Det vil dog i sidste ende bero på domstolenes konkrete vurdering af samtlige omstændigheder i den enkelte sag. Domstolene vil således kunne fravige bødeniveauet i op- eller nedadgående retning.

§ 5

Til nr. 1

Det følger af den gældende § 29 a i kreditaftaleloven, at en kreditgiver skal have passende politikker og procedurer, der sikrer, at der, hvor det er relevant, udvises rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en fyldestgørelsesprocedure. Bestemmelsen i kreditaftaleloven gennemfører artikel 28, stk. 1, i boligkreditdirektivet, som ændret ved artikel 28, nr. 2, i NPL-direktivet. Kreditaftalelovens bestemmelser ændres i forbindelse med gennemførelsen af forbrugerkreditdirektivet.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i lov om ejendomskreditselskaber § 4 a, nr. 1 og 2, om, at et ejendomskreditselskab skal have passende politikker og procedurer der sikrer, at der, hvor det er relevant, udvises rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en procedure for tvangsauktion. Politikkerne og procedurerne skal bl.a. tage hensyn til forbrugerens forhold og kan bestå af en fuldstændig eller delvis refinansiering af en kreditaftale eller af ændring af en kreditaftales eksisterende vilkår og betingelser, der bl.a. kan omfatte a) forlængelse af kreditaftalen, b) ændring af typen af kreditaftale, c) udskydelse af betalingen af hele eller dele af afdraget i en periode, d) ændring af rentesatsen, e) betalingsfrihed i en periode, f) delvis tilbagebetaling, g) valutaomregning og h) delvis eftergivelse og gældskonsolidering.

Den foreslåede bestemmelse i lov om ejendomskreditselskabers § 4 a vil bl.a. medføre, at politikkerne og procedurerne bl.a. vil skulle tage hensyn til forbrugerens forhold. Før der igangsættes en procedure for tvangsauktion, bør det være overvejet, om forbrugerens opfyldelse af kreditaftalen kan nås på anden vis.

Boligkreditaftaler er aftaler, hvormed et pengeinstitut eller realkreditinstitut yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit sikret ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse eller en anden rettighed knyttet til en fast ejendom til beboelse eller kreditaftaler, som ligger til grund for erhvervelse eller bevarelse af ejendomsretten til grundarealer til eksisterende eller projekterede bygninger.

Det foreslås med bestemmelsens nr. 1, at politikkerne og procedurerne, skal bl.a. tage hensyn til forbrugerens forhold og kan bestå af en fuldstændig eller delvis refinansiering af en kreditaftale.

Det foreslås med bestemmelsens nr. 2, at politikkerne og procedurerne bl.a. skal tage hensyn til forbrugerens forhold og kan bestå af ændring af en kreditaftales eksisterende vilkår og betingelser. I den foreslåede nr. 2, litra a-h, er oplistet en række eksisterende vilkår og betingelser, der kan ændres. Det gælder vilkår og betingelser om forlængelse af kreditaftalen, ændring af typen af kreditaftale, udskydelse af betalingen af hele eller dele af afdraget i en periode, ændring af rentesatsen, betalingsfrihed i en periode, delvis tilbagebetaling, valutaomregning, og delvis eftergivelse og gældskonsolidering.

Den foreslåede bestemmelse i § 4 a vil sikre, at ejendomskreditselskabet, før der indledes en procedure for tvangsauktion, i vidt omfang vil forsøge at iværksætte andre ordninger, der gør den enkelte forbruger i stand til at afdrage på sin gæld. Der vil i de påkrævede politikker og procedurer skulle tages stilling til iværksættelsen af inddrivelseskridt, som har til formål at opnå fyldestgørelse gennem udenretlige procedurer, f.eks. oversendelse til inkasso, eller indenretligt gennem en tvangsfuldbyrdelsesproces, f.eks. udlæg og tvangsauktion.

I overensstemmelse med NPL-direktivets præambelbetragtning 56 bør ejendomskreditselskabet, når det beslutter, hvilke kreditlempelser, der skal træffes, tage hensyn til forbrugerens individuelle forhold, forbrugerens interesser og rettigheder og forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten, herunder navnlig, hvis kreditaftalen er sikret ved pant i fast ejendom til beboelse, som er forbrugerens primære bopæl. Kreditlempelser bør kunne bestå af visse indrømmelser til forbrugeren, såsom hel eller delvis refinansiering af en kreditaftale eller en ændring af aftalens eksisterende vilkår og betingelser. Omfattet af begrebet kreditlempelser kan være en forlængelse af aftalens løbetid, en ændring af typen af kreditaftale, en udskydelse af betalingen af hele eller dele af afdraget i en periode, en ændring i rentesatsen, et tilbud om betalingsfrihed i en periode, delvis tilbagebetaling, valutaomregninger, delvis eftergivelse og gældskonsolidering.

Hvilke foranstaltninger, der i det konkrete tilfælde vil kunne træffes, må nødvendigvis afhænge af, at forbrugeren bidrager med relevante oplysninger om f.eks. egne økonomiske forhold, som er nødvendige for at vurdere, hvilke tiltag der kan være relevante.

De foreslåede ændringer i kreditaftalelovens § 29 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 31, vil bl.a. medføre, at artikel 28, stk. 1, i boligkreditdirektivet ikke længere gennemføres i kreditaftalelovens § 29 a.

Den indsatte bestemmelse vil dermed flytte forpligtelsen for ejendomskreditselskaber fra den tidligere § 29 a i kreditaftaleloven over i lov om ejendomskreditselskaber. Bestemmelsen vil ikke medføre materielle ændringer af de gældende regler for ejendomskreditselskaber, der yder boligkreditaftaler til forbrugere.

Overtrædelse af bestemmelsen kan medføre et påbud fra Finanstilsynet om berigtigelse af forhold i strid med § 4 a, jf. § 12, stk. 7, i lov om ejendomskreditselskaber.

Såfremt ejendomskreditselskabet ikke efterkommer et påbud fra Finanstilsynet, kan dette straffes med bøde, jf. § 22, stk. 3, i lov om ejendomskreditselskaber.

§ 6

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 47, 1. pkt., at 2008-direktivet ophæves med virkning fra den 20. november 2026.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 47, 2. pkt., at uanset stk. 1 finder 2008-direktivet fortsat anvendelse på kreditaftaler, der eksisterede den 20. november 2026, indtil deres opsigelse. Dog fremgår det i forlængelse heraf af forbrugerkreditdirektivets artikel 47, 3. pkt., at en række af direktivets artikler finder dog anvendelse på alle tidsubegrænsede kreditaftaler, der eksisterer den 20. november 2026. Det drejer sig om forbrugerkreditdirektivets artikel 23 (den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 9, stk. 1-3 (om ændringer i debitorrenten), jf. lovforslagets § 1, nr. 19) 24 (den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 10 (om kassekreditter, jf. lovforslagets § 1, nr. 20), artikel 25, stk. 1, andet punktum (den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 8 b, stk. 1, 2. pkt. (om kreditgivers oplysningspligt ved visse overtræk), jf. lovforslagets § 1, nr. 18), artikel 25, stk. 2 (den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 8 b, stk. 2 (kreditgivers oplysningspligt ved visse overtræk), jf. lovforslagets § 1, nr. 18), artikel 28 (den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 27 (om tidsubegrænsede kreditaftaler), jf. lovforslagets § 1, nr. 30) og 39 (den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 33 (om overdragelse af rettigheder), jf. lovforslagets § 1, nr. 32), jf. stk. 3.

Derudover følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 48, stk. 1, 1. pkt., at medlemsstaterne senest den 20. november 2025 vedtager og offentliggør de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. Disse love og bestemmelser skal efter forbrugerkreditdirektivets artikel 48, stk. 1, 2. pkt., anvendes fra den 20. november 2026. Således er fristen for at implementere direktivet den 20. november 2025, mens de regelsæt, der gennemfører direktivet, skal finde anvendelse fra og med den 20. november 2026.

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 20. november 2026, jf. dog den foreslåede stk. 2 nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at loven – i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets implementeringsfrist, jf. artikel 48, stk. 1 – vil træde i kraft den 20. november 2026.

Det foreslås i stk. 2, at den foreslåede § 8 c i lov om forbrugslånsvirksomheder, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 21, træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Dette skal sikre, at erhvervsministeren kan udstede en kompetencekravsbekendtgørelse på området.

Det foreslås i stk. 3, at loven ikke finder anvendelse på kreditaftaler indgået før lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at loven – i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 48, stk. 1 – vil finde anvendelse på alle kreditaftaler, der indgås efter lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 4 nedenfor.

Efter den foreslåede stk. 4, har de foreslåede bestemmelser i § 8 b, stk. 1, 2. pkt., § 8 b, stk. 2 og 3, § 9, stk. 1-3, og §§ 10, 27 og 33, i kreditaftaleloven, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 18-20, 30 og 32, virkning for tidsubegrænsede kreditaftaler indgået før lovens ikrafttræden.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at de oplistede bestemmelser – i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 47, 3. pkt. – vil finde anvendelse for også alle tidsubegrænsede kreditaftaler, der eksisterer den 20. november 2026. Dette omfatter bl.a. reglerne om ændringer i debitorrenten, kassekreditter og tidsubegrænsede kreditaftaler.

Det foreslås derudover i stk. 5, at Finanstilsynet kan modtage og behandle ansøgninger om registrering som kreditformidler, jf. § 3, nr. 14, fra den 20. maj 2026.

Bestemmelsen vil medføre, at Finanstilsynet kan behandle ansøgninger om registrering som kreditformidler før lovens ikrafttræden. Bestemmelsen har til formål at sikre, at Finanstilsynet kan påbegynde sagsbehandlingen af ansøgningssager, efterhånden som virksomhederne, der skal registreres som kreditformidlere, indsender ansøgninger om registrering.

Herudover foreslås det i stk. 6, at kreditformidlere, som udøver aktiviteter, der efter lovens ikrafttræden vil kræve registrering som kreditformidler, som indsat ved denne lovs § 3, nr. 14, og som senest 20. november 2026 har indgivet ansøgning om registrering, kan fortsætte den påbegyndte virksomhed uden registrering, indtil Finanstilsynet har truffet afgørelse i sagen.

Bestemmelsen vil indebære, at en virksomhed, der udøver aktivitet som kreditformidler, og som har indsendt en ansøgning til Finanstilsynets inden 20. november 2026, kan fortsætte med at udøve aktiviteterne, mens Finanstilsynet sagsbehandling pågår.

Bestemmelsen sikrer, at virksomheder, der har indsendt en ansøgning om registrering som kreditformidler inden fristen, ikke skal sætte virksomhedens aktiviteter på pause, mens Finanstilsynet sagsbehandler ansøgningen.

Det foreslås i stk. 7, at lovforslaget kan stadfæstes straks efter dets vedtagelse. Ifølge grundlovens § 42, stk. 7, kan et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, i særdeles påtrængende tilfælde stadfæstes straks efter dets vedtagelse, når forslaget indeholder bestemmelse herom. Fristen for at implementere forbrugerkreditdirektivet er den 20. november 2025, jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 48, stk. 1, 2. pkt., og det følger af Folketingets tidsplan, at lovforslaget tredjebehandles den 20. november 2025. I lyset af implementeringsfristen er det således nødvendigt, at lovforslaget kan stadfæstes straks efter dets vedtagelse.

§ 7

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighedsområde.

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at §§ 3-5 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger, og at §§ 1 og 3-5 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Færøerne har pr. 1. januar 2010 overtaget lovgivningskompetencen på det formueretlige område. Ændringer i lovforslagets § 1 vedrørende kreditaftaleloven skal derfor ikke kunne sættes i kraft for Færøerne.

Markedsføringsloven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. markedsføringslovens § 41. Der gælder ikke en anordningshjemmel, hvorefter loven ikke kan sættes i kraft. I Grønland gælder Inatsisartutlov om markedsføring og mærkning (markedsføringsloven) L 39 2015. På Færøerne gælder 2008 8/5 Ll. 19 Markedsføring.

Ændringerne i lovforslagets § 2 vedrørende markedsføringsloven skal derfor ikke kunne sættes i kraft for Grønland og Færøerne.