Bolig: En adresse, hvor en eller flere personer den 1. januar 2022 var registreret i Det Centrale Personregister (CPR), jf. § 6, stk. 1 eller 2, i lov om Det Centrale Personregister, ifølge data i Det Centrale Personregister den 1. april 2022.
Husstand: De personer, der den 1. januar 2022 var registreret på den samme adresse i Det Centrale Personregister, jf. § 6, stk. 1 eller 2, i lov om Det Centrale Personregister, ifølge data i Det Centrale Personregister den 1. april 2022.
Fjernvarmeforsyningsområde: Et område, der den 21. marts 2022 var registreret med »Fjernvarme« i attributten »Vaerdi1203« i GIS-laget »Forsyningsområde, vedtaget« på plandata.dk.
Gasforsyningsområde: Et område, der den 21. marts 2022 var registreret med »Individuel naturgasforsyning« i attributten »Vaerdi1203« i GIS-laget »Forsyningsområde, vedtaget« på plandata.dk.
Energistyrelsen yder et engangstilskud på 6.000 kr. til den person, der ifølge Det Centrale Personregister den 1. januar 2022 var den ældste person i de husstande, der opfylder betingelserne i §§ 3 og 4. Data i Det Centrale Personregister den 1. april 2022 lægges til grund.
Stk. 2. Er den ældste person i husstanden på udbetalingstidspunktet registreret som død i Det Centrale Personregister, udbetales engangstilskuddet til den ifølge Det Centrale Personregister på udbetalingstidspunktet ældste levende person i husstanden. Er alle personer i husstanden afgået ved døden på udbetalingstidspunktet, udbetales engangstilskuddet ikke.
Stk. 3. Opfylder flere personer i husstanden betingelserne i stk. 1 eller stk. 2, 1. pkt., udbetales engangstilskuddet til den person, der har det laveste løbenummer i sit personnummer.
Stk. 4. Engangstilskud efter stk. 1-3 udbetales til den berettigedes Nemkonto, jf. dog § 13, stk. 6. Det er en betingelse for udbetaling af engangstilskuddet, at den pågældende har en Nemkonto, jf. dog § 13, stk. 6.
Det er en betingelse for engangstilskud efter § 2, at boligen opfylder mindst en af følgende betingelser, jf. dog § 5:
Boligen var den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret (BBR) registreret med »Naturgas« som opvarmningsmiddel.
Boligen var den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret registreret med »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« som varmeinstallation, og boligen er beliggende
a) i et gasforsyningsområde,
b) uden for fjernvarmeforsyningsområder og inden for 100 m fra et gasforsyningsområde,
c) uden for fjernvarmeforsyningsområder og inden for 50 m fra en gasdistributionsledning, som den 25. marts 2022 var registreret i Evidas systemer og fremgår af GIS-informationer fra Evida, eller
d) uden for fjernvarmeforsyningsområder, hvis boligen er registreret i Bygnings- og Boligregistret med samme BFE-nummer som mindst en bygning, der den 1. januar 2022 var registreret i Bygnings- og Boligregistret med »Naturgas« som opvarmningsmiddel.
Boligen var den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret registreret med »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« som varmeinstallation og er beliggende inden for et område, der er tilknyttet et af de fjernvarmenet, der fremgår af bilag 1, som afgrænset i GIS-informationer fra Energistyrelsen, jf. § 14, stk. 3.
Boligen
a) var den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret registreret med »Elektricitet« som opvarmningsmiddel,
b) havde ifølge Energinets datahub et elektricitetsforbrug over 1.500 kWh i december 2021 og
c) var i december 2021 registreret for elvarme i Energinets datahub.
Boligen var den 1. januar 2022 registreret i Bygnings- og Boligregistret med »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« som varmeinstallation, og den berettigede har dokumenteret, at den primære opvarmningsform i december 2021 var
a) gas,
b) fjernvarme fra et af de fjernvarmenet, der fremgår af bilag 1, eller
c) elektricitet, hvor boligens andel af den forbrugte elektricitet til det fælles varmesystem tillagt boligens øvrige elektricitetsforbrug oversteg 1.500 kWh i december 2021.
Stk. 2. En bolig anses for registreret med en bestemt varmeinstallation eller et bestemt opvarmningsmiddel i Bygnings- og Boligregistret, hvis boligen eller den bygning, som boligen er beliggende i, er registreret med den pågældende varmeinstallation eller det pågældende opvarmningsmiddel.
Det er en betingelse for engangstilskud efter § 2, at husstanden havde en samlet indkomst i indkomståret 2020 på højst 650.000 kr., jf. dog § 5.
Stk. 2. Indkomsten opgøres som personlig indkomst med tillæg af positiv nettokapitalindkomst, der anvendes til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før de deri nævnte grundbeløb og bundfradrag. Indkomsten opgøres på baggrund af den gældende årsopgørelse for 2020 pr. 1. april 2022. § 17 b, stk. 2, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler finder ikke anvendelse ved opgørelsen af indkomsten.
Stk. 3. For personer i husstanden, som ikke den 1. april 2022 havde en gældende årsopgørelse for 2020, anses indkomsten for at være:
140.000 kr. for personer, der den 1. januar 2022 var fyldt 30 år.
90.000 kr. for personer, der den 1. januar 2022 var fyldt 18 år, men endnu ikke var fyldt 30 år.
0 kr. for personer, der den 1. januar 2022 endnu ikke var fyldt 18 år.
Engangstilskud efter § 2 ydes, selv om en eller flere af betingelserne i §§ 3 eller 4 ikke er opfyldt, hvis den manglende opfyldelse alene skyldes manglende eller fejlagtige oplysninger i de datakilder, som er nævnt i § 3, stk. 1, og § 4, stk. 2, som ikke kan henføres til personer i den pågældende husstand.
Engangstilskud efter § 2 indgår ikke i grundlaget for tildeling og beregning af og medfører ikke fradrag i selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp samt ressourceforløbsydelse under ressourceforløb og jobafklaringsforløb efter lov om aktiv socialpolitik.
Stk. 2. Følgende ydelser, der er udbetalt til varmeudgifter, skal ikke tilbagebetales som følge af engangstilskud efter § 2:
Særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik.
Hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter efter § 81 i lov om aktiv socialpolitik.
Personligt tillæg efter § 14, stk. 1, i lov om social pension eller § 17, stk. 2, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
Varmetillæg efter § 14, stk. 2, i lov om social pension eller § 17, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
Stk. 3. Engangstilskud efter § 2 fradrages ikke i beregningsgrundlaget for varmetillæg efter § 19, stk. 2, i bekendtgørelse om social pension eller § 21, stk. 2, i bekendtgørelse om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og indgår ikke i omregningen efter § 25, stk. 2, i bekendtgørelse om social pension eller § 27, stk. 2, i bekendtgørelse om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
Engangstilskud efter § 2, som er udbetalt til en person, der ikke er berettiget til tilskuddet efter §§ 2-5, skal ikke betales tilbage, hvis udbetalingen skyldes en myndighedsfejl, herunder fejl i udsøgningsdata, jf. § 10, og det uberettigede beløb ikke overstiger 6.000 kr.
Energistyrelsen kan efter ansøgning yde engangstilskud efter § 2 til en person, der opfylder betingelserne i §§ 2-5, hvis ingen person i husstanden har modtaget engangstilskud efter udsøgningen omhandlet i § 10, eller hvis den, som tilskuddet er udbetalt til, var afgået ved døden på udbetalingstidspunktet. Ansøgeren skal dokumentere, at betingelserne i §§ 2-5 er opfyldt, i det omfang dette ikke følger af de datakilder, der er nævnt i § 2, § 3, stk. 1, nr. 1-4, og § 4.
Stk. 2. Energistyrelsen fastsætter regler om, fra hvilken dato ansøgning efter stk. 1 kan indgives, og hvilken dato ansøgning efter stk. 1 senest skal være modtaget hos Energistyrelsen.
Stk. 3. Energistyrelsen kan fastsætte nærmere regler om indgivelse af ansøgning efter stk. 1, herunder om krav til dokumentation og om behandlingen af ansøgninger.
Energistyrelsen kan fastsætte regler om, at kommunikation om forhold, som er omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør af loven, skal ske digitalt. Energistyrelsen kan herunder fastsætte regler om obligatorisk anvendelse af særlige digitale formater og om fritagelse fra digital kommunikation for visse personer.
Stk. 2. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering videregiver på vegne af Energistyrelsen personnumre på de personer, der er berettiget til at modtage engangstilskud efter § 2, til Arbejdsmarkedets Tillægspension med henblik på udbetaling.
Stk. 2. Arbejdsmarkedets Tillægspension foretager udbetaling af engangstilskud efter § 2 til de berettigedes Nemkonto på vegne af Energistyrelsen, jf. dog stk. 6.
Stk. 3. Inden udbetaling foretages, kontrollerer Arbejdsmarkedets Tillægspension i Det Centrale Personregister, om den berettigede er afgået ved døden. Er den berettigede afgået ved døden, giver Arbejdsmarkedets Tillægspension meddelelse herom til Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering udsøger personnummer på en eventuel person, der herefter er berettiget til engangstilskud efter § 2, og videregiver personnummer på vedkommende til Arbejdsmarkedets Tillægspension med henblik på udbetaling af engangstilskud.
Stk. 4. Arbejdsmarkedets Tillægspension giver meddelelse til Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering om personnumre, hvor udbetaling ikke kan gennemføres.
Stk. 5. Berettigede, der modtager engangstilskud efter § 2 på baggrund af udsøgningen omhandlet i § 10, får meddelelse om afgørelsen via udbetalingsmeddelelsen fra det finansielle institut, hvor borgeren har anvist en konto som Nemkonto.
Stk. 6. Energistyrelsen fastsætter regler om, at krav om udbetaling af engangstilskud efter § 2 til Nemkonto, jf. § 2, stk. 4, kan fraviges i forbindelse med udbetaling af engangstilskud efter ansøgning, jf. § 11, og om, at udbetaling kan foretages af andre end Arbejdsmarkedets Tillægspension. Energistyrelsen fastsætter regler om, hvordan udbetaling kan ske i de tilfælde, hvor § 2, stk. 4, fraviges, jf. 1. pkt.
Energistyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering indsamler følgende oplysninger:
Oplysninger fra Det Centrale Personregister.
Oplysninger fra Bygnings- og Boligregistret om adresse, BFE-nummer, opvarmningsmiddel og varmeinstallation, som det var registreret den 1. januar 2022.
Oplysninger fra plandata.dk om fjernvarmeforsyningsområder og gasforsyningsområder, som det var registreret den 21. marts 2022.
Oplysning om indkomst for personer i indkomståret 2020 fra den skattemæssige årsopgørelse fra Skatteforvaltningen.
Oplysninger fra Danmarks Adresseregister, herunder om adresse og dennes geografiske placering.
Stk. 2. Evida skal til Energistyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering afgive GIS-information om gasdistributionsledninger, som den 25. marts 2022 var registreret i Evidas systemer. Energinet skal til Energistyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering afgive oplysninger om elektricitetsforbrug på adresser i december 2021 for udvalgte adresser udpeget af Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering eller Energistyrelsen.
Stk. 3. Energistyrelsen leverer GIS-information om afgrænsning af de områder, der er tilknyttet et af de fjernvarmenet, der fremgår af bilag 1, til Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering og offentliggør GIS-informationerne på Energistyrelsens hjemmeside.
Stk. 4. Arbejdsmarkedets Tillægspension indsamler oplysninger fra Det Centrale Personregister.
Stk. 5. Energistyrelsen, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering og Arbejdsmarkedets Tillægspension kan til brug for udsøgning i medfør af § 10, behandling af ansøgninger efter § 11, udbetaling af tilskud efter § 13 og eventuel tilbagesøgning af uberettiget udbetalte beløb behandle oplysninger som angivet i stk. 1-4 og §§ 10, 11 og 13.
Stk. 6. Energistyrelsen fastsætter en frist for fremsendelse af oplysninger efter stk. 2.
Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering stiller udsøgningsdata som nævnt i § 2, § 3, stk. 1, nr. 1-4, og § 4 og de data, der er nævnt i §§ 13 og 14, til rådighed for Energistyrelsen.
Stk. 2. Arbejdsmarkedets Tillægspension stiller data om udbetaling af engangstilskud efter § 13 til rådighed for Energistyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.
Energistyrelsen kan fastsætte regler om yderligere behandling, herunder indhentning og videregivelse, af data til brug for udsøgning efter § 10, behandling af ansøgninger efter § 11, udbetaling af engangstilskud efter § 13 og tilbagesøgning af uberettiget udbetalte beløb.
I § 1 foreslås definitioner af en række begreber, som anvendes i den foreslåede lov.
Efter § 6, stk. 1, i lov om Det Centrale Personregister skal kommunalbestyrelsen i Det Centrale Personregister (CPR) registrere enhver på dennes bopæl i kommunen, hvis vedkommende efter kapitel 4-6 skal være registreret her i landet. Ved bopæl forstås det sted (bolig), hvor en person regelmæssigt sover, når denne ikke er midlertidigt fraværende på grund af ferie, forretningsrejse, sygdom eller lignende, og hvor denne har sine ejendele.
Efter § 6, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen registrere den, der ingen bopæl har, på vedkommendes faste opholdssted i kommunen uanset dettes karakter. For at opholdsstedet kan anses for fast, skal opholdet have en vis varighed, hvorunder opholdsstedet ikke bevæges, jf. § 9.
Det foreslås i § 1, nr. 1, at en bolig defineres som en adresse, hvor en eller flere personer den 1. januar 2022 var registreret med bopæl i Det Centrale Personregister (CPR), jf. § 6, stk. 1 eller 2, i lov om Det Centrale Personregister, ifølge data i Det Centrale Personregister (CPR) den 1. april 2022.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at alle adresser, hvor en eller flere personer den 1. januar 2022 havde adresse i CPR, bliver omfattet af loven, og at husstande på disse adresser dermed vil kunne få et engangstilskud, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Definitionen skal også sikre, at adresser, hvor personer f.eks. kun bor en mindre del af året, ikke bliver omfattet af loven.
Den foreslåede definition vil desuden gøre det enkelt at udsøge de boliger, der kan være omfattet af ordningen, idet dette kan gøres via CPR.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 1 vil medføre, at alle boligtyper, hvor der er bopælsregistrering i CPR, vil kunne være omfattet af ordningen. F.eks. vil også sommerhuse kunne være omfattet, hvis en eller flere borgere er bopælsregistreret der. Det samme gælder f.eks. kollegieværelser og fleksboliger. Omvendt vil en bygning eller lejlighed med en af de omfattede opvarmningsformer ikke være omfattet af ordningen, hvis der ikke er bopælsregistrering i bygningen eller lejligheden.
Den foreslåede bestemmelse vil således medføre, at adresser, hvor ingen den 1. januar 2022 var registeret i CPR efter CPR-lovens § 6, stk. 1 eller 2, ikke vil blive anset for en bolig i lovens forstand, og at eventuelle personer, der faktisk boede på adressen, ikke vil kunne få udbetalt engangstilskud efter loven. Dette gælder også personer med særlig adressebeskyttelse, idet disse ikke er registreret i CPR på en bestemt adresse efter CPR-lovens § 6, stk. 1 eller 2.
Datoen den 1. januar 2022 er valgt, fordi den ligger ca. midt i fyringssæsonen 2021-2022, og denne dato vurderes derfor at være hensigtsmæssig i forhold til borgere, som er flyttet i løbet af fyringssæsonen.
Det bemærkes, at der i CPR kan ske ændringer i borgernes bopælsregistrering med tilbagevirkende kraft. Med henblik på at understøtte en administrativt enkel løsning foreslås det, at registreringerne i CPR, som de så ud pr. 1. april 2022, skal lægges til grund for udbetalingen af engangstilskuddet.
Det foreslås i § 1, nr. 2, at en husstand defineres som de personer, der den 1. januar 2022 var registreret på den samme adresse i Det Centrale Personregister (CPR), jf. § 6, stk. 1 eller 2, i lov om Det Centrale Personregister, ifølge data i Det Centrale Personregister (CPR) den 1. april 2022.
Formålet med forslaget er hermed at definere entydigt, hvem der tilhører en bestemt husstand. Med den anførte definition sikres, at en borger kun vil kunne tilhøre én husstand.
Datoen den 1. januar 2022 er, lige som i det foreslåede nr. 1, valgt, fordi den ligger ca. midt i fyringssæsonen 2021-2022, og denne dato vurderes derfor at være hensigtsmæssig i forhold til borgere, som er flyttet i løbet af fyringssæsonen.
Den foreslåede definition vil desuden gøre det enkelt at udsøge personerne i den enkelte husstand, som er knyttet til hver bolig, idet dette kan gøres via CPR.
Definitionen vil medføre, at det indbyrdes forhold mellem de borgere, der har samme registrerede adresse i CPR, ikke vil have betydning. Husstanden vil således omfatte alle med den pågældende adresse, uanset om de ikke har nogen anden tilknytning til de øvrige borgere med samme folkeregisteradresse. Husstanden vil således også omfatte f.eks. logerende, der er registreret i CPR med denne adresse.
Definitionen vil også medføre, at personer, der faktisk boede på adressen den 1. januar 2022, men ikke var registreret på adressen efter CPR-lovens § 6, stk. 1 eller 2, ikke vil skulle anses som en del en eventuel husstand på adressen, og de vil ikke kunne få udbetalt engangstilskud efter loven. Dette gælder også personer med særlig adressebeskyttelse, idet disse ikke er registreret i CPR på en bestemt adresse efter CPR-lovens § 6, stk. 1 eller 2.
Som nævnt under nr. 1 kan der i CPR ske ændringer i borgernes bopælsregistrering med tilbagevirkende kraft. Med henblik på at understøtte en administrativt enkel løsning foreslås det, at registreringerne i CPR, som de så ud pr. 1. april 2022, skal lægges til grund for udbetalingen af engangstilskuddet.
Det foreslås i § 1, nr. 3, at et fjernvarmeforsyningsområde defineres som et område, der den 21. marts 2022 var registreret med »Fjernvarme« i attributten »Vaerdi1203« i GIS-laget »Forsyningsområde, vedtaget« på plandata.dk.
Tilsvarende foreslås det i § 1, nr. 4, at et gasforsyningsområde defineres som et område, der den 21. marts 2022 var registreret med »Individuel naturgasforsyning« i attributten »Vaerdi1203« i GIS-laget »Forsyningsområde, vedtaget« på plandata.dk.
De foreslåede definitioner betyder, at fjernvarmeforsyningsområder og gasforsyningsområder defineres ud fra plandata.dk, som er Bolig- og Planstyrelsens digitale register for fysisk planlægning i Danmark. De to typer områder indgår i de foreslåede betingelser for berettigelse til at modtage engangsydelse. Der henvises til § 3 og bemærkningerne hertil.
Der findes ikke gældende regler om udbetaling af engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022.
Det foreslås i § 2, stk. 1, 1. pkt., at Energistyrelsen yder et engangstilskud på 6.000 kr. til den person, der ifølge Det Centrale Personregister (CPR) den 1. januar 2022, var den ældste person i de husstande, der opfylder betingelserne i §§ 3 og 4.
I 2. pkt. foreslås, at data i Det Centrale Personregister (CPR) den 1. april 2022 lægges til grund.
Det foreslås, at hele beløbet udbetales til én person i hver af de berettigede husstande. Dette skyldes hensynet til administrativ enkelhed.
Forslaget betyder, at engangstilskuddet ikke udbetales ud fra, hvem der har betalt husholdningens varmeregning. Dette skyldes, at der ikke findes tilgængelige data herom, som kan danne grundlag for en automatisk udbetaling. Det foreslås således, at det fastsættes ud fra objektive kriterier, der kan konstateres på baggrund af husstandsmedlemmernes personnumre, hvem der skal have tilskuddet udbetalt.
Alderen på personerne i husstanden kan konstateres ud fra deres personnumre. Forslaget om, at engangstilskuddet skal udbetales til den ældste person i husstanden, er begrundet i, at det er en enkel måde at sikre, at engangstilskuddet ikke udbetales til et barn i familier med hjemmeboende børn, uden at man afskærer en person på f.eks. 17 år, som er flyttet hjemmefra, fra at få udbetalt engangstilskud.
Forslaget medfører, at engangstilskuddet vil blive udbetalt til den ælste person i husstanden, uanset om denne f.eks. er logerende.
Som nævnt i bemærkningerne til § 1, nr. 1, kan der i CPR ske ændringer i borgernes bopælsregistrering med tilbagevirkende kraft. Med henblik på at understøtte en administrativt enkel løsning foreslås det, at registreringerne i CPR, som de så ud pr. 1. april 2022, skal lægges til grund for udbetalingen af engangstilskuddet.
Med hensyn til de betingelser, som husstanden skal opfylde for at være berettiget til et engangstilskud, henvises for så vidt angår varmekilde til den foreslåede § 3 og bemærkningerne hertil, og for så vidt angår husstandsindkomsten til den foreslåede § 4 og bemærkningerne hertil.
Det vil være Energistyrelsen, som er myndighed for udbetaling af engangstilskud. Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering vil stå for den tekniske udsøgning af de berettigede efter den foreslåede § 10. Den tekniske udbetaling vil blive foretaget af Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. den foreslåede § 13.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at hvis den ældste person i husstanden på udbetalingstidspunktet er registreret som død i Det Centrale Personregister (CPR), udbetales engangstilskuddet til den ifølge Det Centrale Personregister (CPR) på udbetalingstidspunktet ældste levende person i husstanden.
Det vil blive kontrolleret af Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering i forbindelse med udsøgningen, om en berettiget person er afgået ved døden, og desuden af Arbejdsmarkedets Tillægspension i forbindelse med udbetalingen, jf. forslaget til § 13, stk. 3. Hvis det er tilfældet, foreslås det, at engangstilskuddet i stedet udbetales til den på udbetalingstidspunktet ældste levende person i husstanden.
I stk. 2, 2. pkt., foreslås, at hvis alle personer i husstanden afgået ved døden på udbetalingstidspunktet, udbetales engangstilskuddet ikke.
Engangstilskuddet vil således efter forslaget ikke blive udbetalt til boet efter en berettiget person.
Det foreslås i stk. 3, at i tilfælde, hvor flere personer i husstanden opfylder betingelserne i det foreslåede stk. 1 eller 2, udbetales engangstilskuddet til den person, der har det laveste løbenummer i sit personnummer.
Dette kan være tilfældet, fordi personerne er født på samme dato.
Løbenummeret er de sidste fire cifre i personnummeret.
Efter § 1 i lov om offentlige betalinger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 798 af 28. juni 2007, skal personer over 18 år, som i henhold til lov om Det Centrale Personregister er tildelt et personnummer, og som ikke er registreret som udrejst af Danmark, anvise en konto i et pengeinstitut (en NemKonto), hvortil offentlige myndigheder med frigørende virkning kan foretage udbetaling af pengebeløb. Det samme gælder personer under 18 år, der i henhold til lov om Det Centrale Personregister er tildelt et personnummer, og som modtager betalinger fra offentlige myndigheder.
Efter § 19, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 647 af 13. april 2021 om Nemkontoordningen påhviler det for borgere over 18 år, som er under værgemål, værgen at anvise en Nemkonto for vedkommende til Nemkontoregistret.
Efter § 19, stk. 3, i bekendtgørelse om Nemkontoordningen kan borgere, som er tildelt et personnummer, men som er registreret som udrejst af Danmark, anvise en Nemkonto. Anvendelsen af sådanne Nemkonti skal være aftalt med den udbetalende offentlige myndighed, jf. § 30, stk. 1.
Efter § 30 i bekendtgørelse om Nemkontoordningen er offentlige myndigheder forpligtet til at anvende Nemkontosystemet i forbindelse med udbetalinger til borgere og virksomheder. Anvendelsen i forbindelse med udbetaling til borgere og virksomheder med Nemkonti efter § 19, stk. 3, og § 20, stk. 2, er dog valgfri for den enkelte offentlige myndighed.
Hvis en borger eller en virksomhed ikke i forbindelse med en udbetaling fra en offentlig myndighed har anvist en NemKonto eller fået oprettet en specifik konto, skal den offentlige myndighed sikre, at borgeren eller virksomheden får anvist sit tilgodehavende på anden måde, jf. § 31 i bekendtgørelse om NemKontoordningen. Risikoen for forsinket betaling som følge af en tilsidesættelse af anvisningspligten bæres af borgeren eller virksomheden, jf. § 31, stk. 2.
Det foreslås i § 2, stk. 4, at engangstilskud efter det foreslåede stk. 1-3 udbetales til den berettigedes NemKonto. Det er en betingelse for udbetaling af engangstilskuddet, at den pågældende har en NemKonto.
§ 31 i bekendtgørelse om NemKontoordningen foreslås således fraveget med dette lovforslag.
Det betyder, at en person ikke vil få udbetalt engangstilskud automatisk efter udsøgningen omhandlet i den foreslåede § 10, hvis den pågældende ikke har en NemKonto på udbetalingstidspunktet. Personen vil således ikke have krav på at få udbetalt beløbet til en anden konto, herunder en specifik konto, der af personen ønskes oprettet alene til brug for udbetaling til tilskuddet. Det gælder både personer med bopæl i Danmark og personer, som er registret som udrejst.
Engangstilskuddet vil ikke blive udbetalt til en eventuel anden person i husstanden, som har en NemKonto.
En i øvrigt berettiget person, som ikke har fået engangstilskuddet udbetalt automatisk, fordi vedkommende ikke havde en NemKonto på udbetalingstidspunktet, vil kunne ansøge om engangstilskud efter den foreslåede § 11 og i den forbindelse anvise en NemKonto. Engangstilskuddet vil herefter blive udbetalt, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Hvis vedkommende ikke anviser en NemKonto, som tilskuddet kan udbetales til, vil en i øvrigt berettiget person ikke kunne få udbetalt engangstilskuddet, heller ikke efter ansøgning.
Det foreslås i § 3, stk. 1, at det er en betingelse for engangstilskud efter den foreslåede § 2, at boligen opfylder mindst en af en række betingelser i de foreslåede nr. 1-5, jf. dog den foreslåede § 5.
Formålet med Aftale om en målrettet varmecheck er at give engangstilskud til boliger med bestemte varmekilder, som har været omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022. Det drejer sig efter Aftale om en målrettet varmecheck om boliger med naturgasfyr, fjernvarme baseret på høj andel af gas eller en kombination af gas og elbaserede varmepumper samt boliger, hvor elpaneler eller varmepumper udgør den primære opvarmningsform.
For at kunne udbetale engangsydelsen uden ansøgning til så mange af husstandene i den tilsigtede målgruppe som muligt, foreslås det, at der i videst muligt omfang fastsættes objektive, hovedsageligt registerbaserede betingelser for berettigelsen.
Betingelserne i de foreslåede bestemmelser i § 3, stk. 1, nr. 1-4, er registerbaserede, og boliger omfattet af kriterierne i nr. 1-4 vil blive udsøgt automatisk, jf. den foreslåede § 10.
Den berettigede person i husstande, hvis bolig ikke er blevet udsøgt automatisk, vil have mulighed for at ansøge om at få engangstilskud efter den foreslåede § 11, hvis betingelserne i den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 5, (og betingelserne vedrørende husstandsindkomst m.v.) er opfyldt, jf. bemærkningerne til nr. 5 nedenfor.
De foreslåede betingelser i § 3, stk. 1, nr. 1-5, bygger i vidt omfang på oplysninger om den enkelte bygning og bolig, som findes i Bygnings- og Boligregistret (BBR). Det er dog ikke i alle tilfælde, at BBR er tilstrækkelig til at identificere boligerne i målgruppen, og BBR foreslås derfor suppleret med andre oplysninger.
For enkelte grupper vil det ikke være muligt at finde frem til boligerne i målgruppen via registeroplysninger m.v., og de berettigede vil derfor være nødt til at ansøge om engangstilskuddet. Der henvises til de foreslåede bestemmelser i § 3, stk. 1, nr. 5, og §§ 10 og 11 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås at lægge oplysningerne i BBR pr. den 1. januar 2022 til grund, da denne dato ligger ca. midt i fyringssæsonen 2021-2022. Det betyder, at ændringer i BBR, som foretages efter den 1. januar 2022, som udgangspunkt ikke kan tages i betragtning, også selv om de vedrører ændringer i opvarmningsform, som er sket før den 1. januar 2022.
Det betyder tillige, at en bolig vil være omfattet af ordningen, hvis den i BBR den 1. januar 2022 var registreret med en af de omfattede varmekilder (og de øvrige betingelser er opfyldt), også selv om de faktiske forhold ikke svarede til registreringen, men ejeren af ejendommen ikke havde indmeldt rettelsen til BBR. Hvor der i et sådant tilfælde er udbetalt engangstilskud, vil der således ikke være tale om et uberettiget modtaget beløb. Hvis fejl i BBR beror på fejl eller mangler, der ikke kan henføres til personer i den pågældende husstand, vil den berettigede person i den pågældende husstand dog ikke være udelukket fra at få engangstilskud efter ansøgning, jf. den foreslåede § 5 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 1, at en bolig er omfattet af ordningen, hvis boligen den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret (BBR) var registreret med »Naturgas« som opvarmningsmiddel.
De boliger, der vil blive udsøgt i medfør af den foreslåede nr. 1, vurderes primært at bestå af enfamiliehuse, rækkehuse og tilsvarende, men også andre boligtyper som etageejendomme m.v. kan forekomme.
Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 2, at en bolig er omfattet af ordningen, hvis boligen den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret (BBR) var registreret med »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« som varmeinstallation, og boligen derudover opfylder mindst et af kriterierne i de foreslåede litra a-d, som tager sigte på at identificere boliger opvarmet med gas.
Det vurderes, at en stor del af især etageejendomme og lignende større bygninger med flere boliger ikke kan identificeres i BBR gennem angivelsen af opvarmningsmiddel. Det skyldes, at eksempelvis etageejendomme ofte kan være forsynet fra et varmeforsyningsanlæg, der ikke er placeret i bygningen, men i stedet i eksempelvis en nærliggende varmecentral. Her vil etageejendommen være registreret med angivelsen »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« som varmeinstallation og uden information om opvarmningsmiddel.
Registreringen »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« i BBR kan således dække over mange forskellige opvarmningsformer og varmekilder, herunder boliger, der opvarmes fra en varmecentral eller centralt fyr, uanset om disse er baseret på olie, gas eller el, og boliger, der opvarmes med fjernvarme. Nogle flerfamiliehuse vil være registreret med opvarmningsmiddel »Naturgas«, og vil derfor blive omfattet i medfør af det foreslåede § 3, nr. 1. For de øvrige boliger registreret med »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« er det imidlertid nødvendigt med yderligere kriterier for at identificere de boliger, som må formodes at være opvarmet med en bestemt varmekilde.
Derfor foreslås i litra a-d en række kriterier, som hver for sig sandsynliggør, at boligen er opvarmet med gas. Hvis et af kriterierne er opfyldt, vil boligen være omfattet af ordningen, uanset om den pågældende blokvarmecentral faktisk anvender et af de omfattede opvarmningsmidler.
Det foreslåede litra a omfatter boliger beliggende i et gasforsyningsområde.
Gasforsyningsområder er registreret i plandata, jf. den foreslåede § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.
Boliger i et gasforsyningsområde, som er registreret med »fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)«, vurderes for størstedelens vedkommende at være opvarmet med gas, og foreslås derfor omfattet. Det skyldes bl.a., at varmeforsyningsloven tidligere har understøttet tilslutningen af store blokvarmecentraler til den kollektive forsyning, herunder gasnettet, såfremt blokvarmecentralen var beliggende i et område, der var godkendt til individuel gasforsyning.
Det foreslåede litra b omfatter boliger beliggende uden for fjernvarmeforsyningsområder og inden for 100 m fra et gasforsyningsråde.
Gasforsynings- og fjernvarmeforsyningsområder er registreret i plandata, jf. den foreslåede § 1, nr. 3 og 4, og bemærkningerne hertil.
Boliger i umiddelbar nærhed af et gasforsyningsområde, som er registreret med »fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)«, og som ikke ligger i et fjernvarmeforsyningsområde, vurderes også for størstedelens vedkommende at være opvarmet med gas, og foreslås derfor omfattet. Ved fraværet af fjernvarme og tilstedeværelsen af gas i et område, vurderes gas typisk at have været den mest fordelagtige forsyningsform. Boliger vil være omfattet, såfremt afstanden fra koordinatsæt for boligen oplyst i BBR til et gasforsyningsområde er mindre end 100 m, medmindre boligen er placeret i et fjernvarmeforsyningsområde.
Det foreslåede litra c omfatter boliger beliggende uden for fjernvarmeforsyningsområder og inden for 50 m fra en gasdistributionsledning, som den 25. marts 2022 var registreret i Evidas systemer og fremgår af GIS-informationer fra Evida.
Fjernvarmeforsyningsområder er registreret i plandata, jf. den foreslåede § 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil.
Boliger i umiddelbar nærhed af en gasdistributionsledning, som er registreret med »fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)«, og som ikke ligger i et fjernvarmeforsyningsområde, vurderes også for størstedelens vedkommende at være opvarmet med gas, og foreslås derfor omfattet. Ved fraværet af fjernvarme og tilstedeværelsen af gas i et område, vurderes gas typisk at have været den mest fordelagtige forsyningsform. Boliger vil være omfattet såfremt afstanden fra koordinatsæt for boligen oplyst i BBR til en gasdistributionsledning er mindre end 50 m, medmindre boligen er placeret i et fjernvarmeforsyningsområde.
Det foreslåede litra d omfatter boliger, som er beliggende uden for fjernvarmeforsyningsområder og er registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR) med samme BFE-nummer som mindst en bygning, der den 1. januar 2022 var registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR) med angivelsen »Naturgas« som opvarmningsmiddel.
Fjernvarmeforsyningsområder er registreret i plandata, jf. den foreslåede § 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil.
BFE-nummeret i BBR angiver en entydig identifikation af fast ejendom.
Boliger, som er registreret med »fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)«, og som ikke ligger i et fjernvarmeforsyningsområde, vurderes også for størstedelens vedkommende at være opvarmet med gas, hvis de har samme BFE-nummer som en bygning, der er registreret med »Naturgas« som opvarmningsmiddel, og foreslås derfor omfattet. Ved fraværet af fjernvarme og tilstedeværelsen af gas vurderes gas typisk at have været den mest fordelagtige forsyningsform. Boliger, som er registreret med »fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« foreslås derfor omfattet, såfremt disse deler BFE-nummer med en bygning der ifølge BBR anvender gas som opvarmningsmiddel.
Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 3, at en bolig er omfattet af ordningen, hvis boligen den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret (BBR) var registreret med »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« som varmeinstallation og er beliggende inden for et område, der er tilknyttet et af de fjernvarmenet, der fremgår af bilag 1, som afgrænset i GIS-informationer fra Energistyrelsen, jf. § 14, stk. 3.
Registreringen »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« i BBR kan dække over mange forskellige opvarmningsmidler og varmeinstallationer, herunder boliger, der opvarmes fra en varmecentral eller centralt fyr, uanset om disse er baseret på olie, gas eller el, og boliger, der opvarmes med fjernvarme.
Det foreslåede bilag 1 indeholder en liste over de fjernvarmenet, som Energistyrelsen på baggrund af bl.a. dialog med fjernvarmeselskaberne har vurderet har en gasandel på mere end 65 pct. eller kombinationer af el og gas med tilsvarende gennemsnitlige prisstigninger, jf. nærmere bemærkningerne til bilag 1.
Boliger registreret med angivelsen »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« vil for størstedelens vedkommende være opvarmet med fjernvarme, hvis de er beliggende i eller i umiddelbar nærhed af et fjernvarmeforsyningsområde. Boliger med denne registering, som er beliggende i eller i umiddelbar nærhed af et område, der er tilknyttet et af de fjernvarmenet, som fremgår af bilag 1, foreslås derfor omfattet af ordningen. Hvis et af kriterierne er opfyldt, vil boligen være omfattet af ordningen, uanset om den faktisk er tilsluttet det pågældende fjernvarmenet.
Fjernvarmenettene i bilag 1 foreslås til brug for den foreslåede nr. 3, og dermed den automatiske udsøgning efter den foreslåede § 10, geografisk afgrænset i GIS-informationer fra Energistyrelsen, jf. den foreslåede § 14, stk. 3. Det er hensigten, at afgrænsningen vil ske på baggrund af fjernvarmeforsyningsområder i plandata.dk samt dialog med fjernvarmeselskaberne efter behov. Et fjernvarmeforsyningsområde, der er et geografisk afgrænset område, bliver dermed tilknyttet et specifikt fjernvarmeselskab samt et eventuelt fjernvarmenet med eget takstblad, såfremt det er relevant i det specifikke tilfælde. Da fjernvarmeforbrugere kan tilsluttes umiddelbart uden for et forsyningsområde, er det hensigten, at områderne udvides med en buffer på 100 m i forhold til forsyningsområderne i plandata.dk. Det fremgår af det foreslåede § 14, stk. 3, at GIS-informationerne vil blive offentliggjort på Energistyrelsens hjemmeside.
Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 4, at en bolig er omfattet af ordningen, hvis boligen den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret (BBR) var registreret med »Elektricitet« som opvarmningsmiddel, ifølge Energinets DataHub havde et elektricitetsforbrug over 1.500 kWh i december 2021, og i december 2021var registreret for elvarme i Energinets DataHub.
Efter forslaget vil alle tre betingelser skulle være opfyldt, for at boligen er omfattet.
Det vil efter forslaget være elektricitetsforbruget for alle målere tilknyttet boligen, der skal medregnes. Således vil f.eks. en bimåler til en varmepumpe tælle med for boligen, så længe den er tilknyttet den samme adresse i Energinets DataHub.
Den foreslåede forbrugsgrænse er baseret på, at en husstand, der benytter elektricitet som primær opvarmningskilde, for at være berettiget skal have oplevet prisstigninger svarende til en forventet prisstigning for en husstand på 85 m2 opvarmet med gasfyr. Vurderingen heraf er foretaget ud fra prisestimater og historiske elektricitets- og gaspriser af den 15. marts 2022. Derudover er der lagt et forventet almindeligt elforbrug til belysning, madlavning osv. for en standardhusstand til forbrugsgrænsen.
Den foreslåede betingelse om, at boligen i december 2021 skal have været registreret for elvarme i Energinets DataHub vil være opfyldt, hvis boligen i hele eller dele af december 2021 har være registreret for elvarme. Forslaget har til hensigt at sikre, at de boliger, der omfattes, reelt har haft elvarme i december 2021, således at boliger med et almindeligt højt elforbrug i december 2021 frasorteres. Eksempelvis vil en bolig, der har installeret en elvarmepumpe i 2022, være registreret for elvarme fra f.eks. den 1. februar. Boligen kunne have et almindeligt elektricitetsforbrug, der var over elektricitetsforbrugsgrænsen i december 2021, men bliver ikke omfattet, fordi boligen i december 2021 ikke var registreret for elvarme i Energinets DataHub.
Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 5, at en bolig er omfattet af ordningen, hvis boligen den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret (BBR) var registreret med »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« som varmeinstallation, og den berettigede har dokumenteret, at den primære opvarmningsform i december 2021 var enten gas, fjernvarme fra et af de fjernvarmenet, der fremgår af bilag 1, eller elektricitet, hvor boligens andel af den forbrugte elektricitet til det fælles varmesystem tillagt boligens øvrige elektricitetsforbrug oversteg 1.500 kWh i december 2021.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 5 skal sikre, at husstande i boliger registreret i BBR med »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« som varmeinstallation ikke udelukkes fra at få et engangstilskud, hvis deres primære opvarmningsform i december 2021 faktisk var en af de nævnte.
Bestemmelsen skyldes, at BBR ikke præcist identificerer, hvilket opvarmningsmiddel de boliger, der er registreret med »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)«, har. De kriterier, som fremgår af de foreslåede bestemmelser i § 3, stk. 1, nr. 1-4, som vil blive anvendt ved den automatiske udsøgning efter § 10, vil derfor ikke identificere alle boliger registeret med »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« med de omfattede opvarmningsmidler. Særlig er der ikke nogen af de foreslåede bestemmelser i nr. 1-4, der er målrettet boliger registeret med »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)«, hvor en bolig modtager varme fra et centralt anlæg baseret på el, som ikke defineres som fjernvarme. Det skyldes, at det er vurderet, at disse boliger ikke kan udsøges automatisk efter den foreslåede § 10.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 5 vil derfor alene være relevant i forbindelse med ansøgninger efter den foreslåede § 11 og for at husstande i sådanne boliger kan få engangstilskud, vil det være nødvendigt at ansøge efter den foreslåede § 11.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 5 baserer sig på en kombination af BBR-registrering og dokumentation fra ansøgeren vedrørende opvarmningsformen. I forbindelse med en ansøgning efter den foreslåede § 11, vil ansøger kunne dokumentere med regninger for varmeforbruget eller anden relevant information, at boligens primære opvarmningsform i december 2021 var varme fra et fælles varmesystem baseret på gas eller el, eller fjernvarme fra et af de fjernvarmenet, der fremgår af bilag 1.
Hvor en bolig modtager varme fra et fælles anlæg baseret på el, som ikke defineres som fjernvarme, vil det desuden skulle dokumenteres, at elforbruget for boligen oversteg 1.500 kWh i december 2021. Elforbruget for boligen vil i den forbindelse skulle opgøres som summen af den enkelte boligs andel af det samlede elforbrug til det fælles varmesystem, og det øvrige elforbrug i boligen.
Det er muligt, at nogle blokvarmecentraler anvender et kraftvarmeanlæg ejet af et fjernvarmeselskab til varmeforsyning. Disse vil også være omfattet af den foreslåede bestemmelse i nr. 5 på samme måde som blokvarmecentraler, der anvender kedler, forudsat at de anførte betingelser opfyldes, herunder at det dokumenteres, at opvarmningsformen er en af de nævnte.
Der vil kunne fastsættes nærmere regler om dokumentationskravene i medfør af den foreslåede bemyndigelse i § 11, stk. 3.
Det foreslås i § 3, stk. 2, at en bolig anses for registreret med en bestemt varmeinstallation eller et bestemt opvarmningsmiddel i Bygnings- og Boligregistret (BBR), hvis boligen eller den bygning, som boligen er beliggende i, er registreret med den pågældende varmeinstallation eller det pågældende opvarmningsmiddel.
Forslaget skyldes opbygningen af BBR, hvor angivelserne vedrørende varmeinstallation og opvarmningsmiddel kan være knyttet enten til en bolig eller til en bygning. Forslaget betyder, at en bolig også er omfattet, selv om den pågældende angivelse i BBR ikke er knyttet til boligen, men kun til den bygning, som boligen er beliggende i.
Det foreslås i § 4, stk. 1, at det er en betingelse for engangstilskuddet efter den foreslåede § 2, at husstanden havde en samlet indkomst i indkomståret 2020 på højst 650.000 kr., jf. dog den foreslåede § 5.
Forslaget betyder, at husstandens samlede indkomst opgøres ved at udsøge indkomsten for indkomståret 2020 for hver af personerne i husstanden og derefter lægge beløbene sammen.
Husstanden er defineret i den foreslåede § 1, nr. 2, som de personer, der den 1. januar 2022 var registreret på den samme adresse i Det Centrale Personregister (CPR), jf. § 6, stk. 1 eller 2, i lov om Det Centrale Personregister, ifølge data i Det Centrale Personregister (CPR) den 1. april 2022.
Det foreslås, at indkomsten for alle personer i husstanden indgår i den samlede indkomst, herunder også eventuelle børn, der har en indkomst.
Forslaget betyder, at det er indkomstforholdene i indkomståret 2020, der lægges til grund, også selv om personerne i husstanden eventuelt er gået væsentligt op eller ned i indkomst efter indkomståret 2020.
Det foreslås i § 4, stk. 2, 1. pkt., at indkomsten opgøres som personlig indkomst med tillæg af positiv nettokapitalindkomst, der anvendes til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før de deri nævnte grundbeløb og bundfradrag.
Det fremgår af personskattelovens § 7, stk. 1, at skatten efter § 5, nr. 2, (topskat), udgør 15 pct. af den personlige indkomst med tillæg af heri fradragne og ikke medregnede beløb omfattet af beløbsgrænsen i pensionsbeskatningslovens § 16, stk. 1, 4. pkt., og med tillæg af positiv nettokapitalindkomst, der overstiger et grundbeløb på 40.000 kr. (2010-niveau), i det omfang det samlede beløb overstiger bundfradraget anført i stk. 2.
Det foreslås således at anvende det indkomstbegreb, der indgår i beregningen af topskat, dog før de i personskattelovens § 7 nævnte grundbeløb og bundfradrag.
For personer med ingen eller negativ nettokapitalindkomst vil beløbet svare til den personlige indkomst. For personer med positiv nettokapitalindkomst vil denne blive lagt til.
Det foreslåede indkomstbegreb baseres således på en kendt skattemæssig definition og muliggør, at indkomsten kan baseres på den skattemæssige årsopgørelse, og at indkomstoplysninger kan trækkes direkte fra Skatteforvaltningen.
Det foreslås i 2. pkt., at indkomsten opgøres på baggrund af gældende årsopgørelse for 2020 pr. den 1. april 2022.
Det vil være den gældende årsopgørelse 2020 pr. den 1. april 2022 der finder anvendelse, uanset om denne måtte være påklaget eller søgt genoptaget.
Det foreslås i 3. pkt., at den gældende bestemmelse i § 17 b, stk. 2, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler ikke finder anvendelse ved opgørelsen af indkomsten for de enkelte personer i husstanden.
Forslaget skyldes, at det af § 17 b, stk. 2, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler fremgår, at førtidig udbetaling af tilgodehavende feriemidler ikke indgår i tildelingen af forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser. Baggrunden for § 17 b, stk. 2, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, er, at en række offentlige ydelser afhænger af indtægt eller formue.
Formålet med det foreslåede 3. pkt. er således at skabe klarhed om retstilstanden, herunder sammenhængen mellem lovforslaget og lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Med forslaget tydeliggøres det, at førtidig udbetaling af tilgodehavende feriemidler i 2020 indgår i opgørelsen af indkomsten efter det foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 2.
Det foreslås i stk. 3, at for personer i husstanden, som ikke den 1. april 2022 havde en gældende årsopgørelse for 2020, anses indkomsten for at være 140.000 kr. for personer, der den 1. januar 2022 var fyldt 30 år, 90.000 kr. for personer, der den 1. januar 2022 var fyldt 18 år, men endnu ikke var fyldt 30 år, og 0 kr. for personer, der den 1. januar 2022 endnu ikke var fyldt 18 år.
Dette vil f.eks. omfatte personer, som ikke var skattepligtige i Danmark i 2020, fordi de først er flyttet til Danmark eller er født efter 2020.
De to første foreslåede beløb er fastsat ud fra kontanthjælpssatsen for personer, der er fyldt 30 år uden forsørgelsespligt over for børn og kontanthjælpssatsen for personer, der er mellem 18 og 29 år, som ikke bor hos en eller begge forældre, og ikke har forsørgelsespligt over for børn.
Det foreslås i § 5, at engangstilskud efter den foreslåede § 2 ydes, selv om en eller flere af betingelserne i §§ 3 eller 4 ikke er opfyldt, hvis den manglende opfyldelse alene skyldes manglende eller fejlagtige oplysninger i de datakilder, som er nævnt i § 3, stk. 1, og § 4, stk. 2, som ikke kan henføres til personer i den pågældende husstand.
Forslaget vil have betydning for, i hvilke tilfælde der vil blive udbetalt engangstilskud til en person, der ansøger om det efter den foreslåede § 11.
Som udgangspunkt bygger lovforslaget på, at retten til engangstilskud er baseret på allerede registrerede data på en bestemt skæringsdato. En person vil således som udgangspunkt ikke kunne opnå ret til engangstilskud ved at dokumentere, at de registrerede data er forkerte.
F.eks. vil der ikke kunne udbetales engangstilskud, hvis den manglende opfyldelse af kriterierne vedrørende varmekilde i § 3 skyldes, at en person, som tilhører husstanden, har forsømt at sørge for, at oplysningerne i BBR er korrekte.
Der vil f.eks. heller ikke kunne udbetales engangstilskud, selv om manglende opfyldelse af indkomstkriteriet i § 4 skyldes, at en person, som reelt ikke længere boede på adressen, ikke havde anmeldt flytning, således at den pågældende fortsat er registreret i CPR med bopæl på adressen og dermed regnes med til husstanden.
Den foreslåede bestemmelse i § 5 indfører en undtagelse fra dette princip for tilfælde, hvor fejlen eller manglen i data ikke kan henføres til personer i den pågældende husstand, dvs. hverken til ansøgeren eller andre personer i den pågældende husstand.
Dette vil for det første f.eks. kunne omfatte myndighedsfejl, hvor der er fejl i de pågældende registre på grund af fejl begået af en myndighed.
Det vil for det andet f.eks. kunne omfatte fejl begået af dataleverandører, herunder bl.a. Evida og Energinet.
Det vil for det tredje f.eks. kunne omfatte fejl begået af andre private, som ikke tilhører den pågældende husstand, f.eks. en udlejer, som ikke har opdateret BBR, sådan som vedkommende havde pligt til som ejer af ejendommen.
Det vil også omfatte tilfælde, hvor en fejl eller mangel i de registrerede data ikke skyldes deciderede fejl fra en myndighed eller andre, men heller ikke kan henføres til ansøgeren eller andre personer i den pågældende husstand. Et eksempel kan være, at en ændring af BBR er indmeldt af ejeren af ejendommen inden den 1. januar 2022, men kommunen ikke har nået at godkende denne, og den derfor ikke er blevet registreret i BBR inden den 1. januar 2022.
I så fald vil den berettigede person i en husstand kunne få udbetalt engangstilskud efter ansøgning efter § 11, hvis betingelserne i §§ 3 og 4 på baggrund af de korrekte oplysninger er opfyldt, og den pågældende dokumenterer, at fejlene eller manglerne ikke kan henføres til en person i den pågældende husstand.
Den foreslåede bestemmelse i § 5 omfatter ikke tilfælde, hvor der er sket fejl i forbindelse med den automatiske udsøgning af de berettigede, jf. den foreslåede § 10, men de bagvedliggende data er registreret korrekt. I sådanne tilfælde vil der også kunne udbetales engangstilskud efter ansøgning efter § 11, da kriterierne i §§ 3 og 4 er opfyldt, idet fejlen er sket ved selve udsøgningen. Det er derfor unødvendigt at medtage denne situation i § 5 som en undtagelse fra betingelserne.
Det skatteretlige udgangspunkt for indkomstbeskatningen efter statsskattelovens § 4 er, at enhver form for indtægt er skattepligtig for modtageren. Offentlig støtte er efter gældende ret som udgangspunkt skattepligtig indkomst, medmindre der er særskilt hjemmel til skattefritagelse, f.eks. i ligningsloven. Da der er tale om et nyt tilskud, er der ikke fastsat regler om skattefritagelse af det foreslåede engangstilskud.
Det foreslås i § 6, stk. 1, at engangstilskud efter den foreslåede § 2 er skattefrit.
Det foreslåede engangstilskud er fastsat ud fra en forudsætning om, at det ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst. Forslaget medfører således, at engangstilskuddet som forudsat bliver skattefrit for modtagerne.
Det følger af skatteindberetningslovens § 37, at skatteministeren kan fastsætte regler om indberetning fra det offentlige af tilskud, refusioner og andre lignende ydelser til indkomstregisteret. Denne bemyndigelse er udnyttet til udstedelse af bl.a. § 46, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 888 af 15. juni 2020 om skatteindberetning m.v., hvoraf det fremgår, at ministerier, herunder de statslige forvaltningsmyndigheder, der hører under det enkelte ministerie, månedligt skal indberette til indkomstregisteret om ydede tilskud, der ikke skal indberettes til indkomstregisteret efter andet retsgrundlag, uanset om modtageren skal beskattes af tilskuddet.
Det foreslås i § 6, stk. 2, at engangstilskud efter den foreslåede § 2 ikke skal indberettes til indkomstregisteret.
Formålet med forslaget er hensynet til at mindske administrationen i forbindelse med det foreslåede engangstilskud.
§ 46, stk. 1, i bekendtgørelse om skatteindberetning m.v. foreslås således fraveget med dette lovforslag, og bemyndigelsen i skatteindberetningslovens § 37 vil herefter ikke kunne anvendes til at fastsætte regler om indberetning af engangstilskud efter den foreslåede § 2.
Engangstilskud efter den foreslåede § 2 vil således hverken skulle indberettes til indkomstregisteret eller Skatteforvaltningen.
Efter gældende regler i en række ydelseslove, f.eks. lov om social pension og lov om individuel boligstøtte, indgår indkomst som udgangspunkt alene i opgørelsen af borgerens indtægt, hvis der er tale om skattepligtig indkomst, når der skal tages stilling til, om borgeren har ret til ydelsen og/eller hvor meget der skal udbetales. Det gælder dog for hjælp til forsørgelse i kontanthjælpssystemet efter lov om aktiv socialpolitik, at alle indtægter som udgangspunkt trækkes fra, uanset hvordan de behandles skattemæssigt. Reglerne om fradrag i ressourceforløbsydelse under ressourceforløb og jobafklaringsforløb følger reglerne om fradrag i kontanthjælpssystemet, dog således at der ikke foretages fradrag i ressourceforløbsydelsen for en ægtefælles indtægter og egen og ægtefællens formue. For andre indtægter end lønindtægter sker der fradrag krone for krone, jf. § 68 a, stk. 1 og § 69 j, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik.
Kontanthjælpsmodtagere og andre personer, som har været udsat for en såkaldt social begivenhed (se nedenfor), og som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, kan modtage særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik. Det er et krav, at personen har været ude for en social begivenhed i denne lovs forstand, dvs. har været ude for ændringer i sine forhold som f.eks. arbejdsløshed, sygdom eller samlivsophør. Kommunen kan give hjælp til særlig støtte, selvom ansøgeren ikke i øvrigt får hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Det gælder f.eks. modtagere af arbejdsløshedsdagpenge, idet deres sociale begivenhed er arbejdsløshed. F.eks. vil dagpengemodtagere, der på grund af dagpengenes størrelse ikke har behov for hjælp til forsørgelse efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, kunne være berettigede til at få særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik. Det at have et lavindkomstjob er dog ikke tilstrækkeligt til at bringe en person ind i ordningen. Modtagere af barselsdagpenge og studerende er heller ikke omfattet af reglen, idet det ikke i sig selv er en social begivenhed i denne lovs forstand at få et barn eller være under uddannelse.
Hjælpen ydes på grundlag af nettoboligudgiften. Heri indgår huslejeudgiften, udgifter til vand, varme, gas, el og andre løbende udgifter, som er knyttet til boligen. Den særlig støtte bliver som udgangspunkt beregnet som forskellen mellem, hvad modtageren selv antages at kunne betale i boligudgifter og modtagerens nettoboligudgifter. Støtten ydes som et skattefrit beløb.
Hvis der skal ydes hjælp til efterbetaling af varme eller el, skal reguleringen indregnes i særlig støtte for den måned, hvor reguleringen forfalder til betaling. Ved større ændringer i forbrugsudgifterne vil modtagere af særlig støtte have mulighed for at ansøge om regulering af særlig støtte fremadrettet med henblik på, at borgeren delvis kan kompenseres for stigningen i nettoboligudgiften. Yderligere særlig støtte forudsætter dog, at der kan beregnes mere efter reglerne.
Det skal bemærkes, at borgere, der er berørt af kontanthjælpsloftet, som udgangspunkt ikke vil kunne modtage særlig støtte til stigende el- og varmeudgifter, da kontanthjælpsloftet sætter en øvre grænse for, hvor meget den enkelte samlet kan modtage i kontanthjælp, boligstøtte og særlig støtte.
Kan en borger ikke få mere særlig støtte, enten på grund af beregningsreglerne eller kontanthjælpsloftet, kan kommunen eventuelt yde hjælp til varmeregningen efter § 81 om økonomisk hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter.
Efter § 81 i lov om aktiv socialpolitik kan kommunen yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter til en person, som har været ude for ændringer i sine forhold, hvis den pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden.
Efter § 14, stk. 2, i lov om social pension, og § 17, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. yder Udbetaling Danmark varmetillæg til betaling af varmeudgifter til folkepensionister og førtidspensionister på den gamle ordning (tilkendt efter reglerne før 1. januar 2003).
Varmetillægget gives til pensionistens varmeudgifter på over 5.500 kr. om året for enlige og 8.250 kr. om året for samlevende. Varmetillægget dækker ikke varmeudgifter der overstiger 22.700 kr. om året. Såfremt der er mere end to voksne personer i husstanden, sættes maksimumbeløbet på 22.700 kr. om året op med 6.800 kr. pr. person over 18 år (satserne for 2022).
Efter § 14, stk. 1, i lov om social pension, og § 17, stk. 2, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., kan kommunen yde personligt tillæg til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige. Kommunen træffer afgørelse herom efter en nærmere konkret og individuel vurdering af pensionistens økonomiske forhold.
Bestemmelserne kan bl.a. bruges til at yde tilskud til varmeudgifter til personer, som efter kommunens konkrete vurdering ikke selv har økonomisk mulighed for at betale en uforholdsmæssig stor og uforudset varmeudgift eller til en pensionists egenbetaling til varmeudgifter, som ikke dækkes af reglerne om varmetillæg efter § 14, stk. 2 og 3, i lov om social pension eller § 17, stk. 1 og 3, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
I kapitel 12 i lov om aktiv socialpolitik og i kapitel 6 i lov om social pension er der fastsat regler om tilbagebetaling i visse situationer, f.eks. i tilfælde af dobbeltforsørgelse. Efter den gældende regel i § 94, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik kan kommunen træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en person, der har modtaget hjælp, senere får udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag eller lignende, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte hjælp. Efter § 43, stk. 1, i lov om social pension og § 43, stk. 1, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. kan kommunen undtagelsesvis træffe beslutning om tilbagebetaling af personlige tillæg, bl.a. når en pensionist, der har modtaget personligt tillæg, senere får udbetalt et beløb, der dækker samme tidsrum og samme formål som det personlige tillæg.
Der findes også regler om, at borgeren har pligt til at oplyse myndigheden om forhold, som kan have betydning for udbetaling af en ydelse. Herudover gælder der på det sociale område et ikke-lovbestemt dobbeltforsørgelsesprincip, som skal sikre, at der i tilfælde af dobbeltforsørgelse på ikke-lovbestemt grundlag er hjemmel til, at der kan kræves tilbagebetaling af ydelser, der er udbetalt for samme periode og til samme formål.
Det foreslås i § 7, stk. 1, at engangstilskuddet efter § 2 ikke indgår i grundlaget for tildeling og beregning af og medfører ikke fradrag i hjælp i kontanthjælpssystemet efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik.
Forslaget betyder, at engangstilskuddet ikke skal trækkes fra som indtægt ved beregningen af hjælp i kontanthjælpssystemet. Det skyldes, at formålet med engangstilskuddet er (delvist) at kompensere borgerne for ekstraordinært høje varmeudgifter, som borgerne ikke på anden måde nødvendigvis bliver kompenseret for.
Allerede udbetalt engangstilskud vil dog skulle indgå ved en eventuel ansøgning om hjælp til varmeudgifter efter reglerne om særligt støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik og hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter efter § 81 i lov om aktiv socialpolitik til varmeudgifter for samme periode. Tilsvarende gælder, hvis en pensionist søger om personligt tillæg og varmetillæg til varmeudgifterne efter § 14, stk. 1 og stk. 2, i lov om social pension eller § 17, stk. 1 og 2, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. Dette følger af, at en borger ikke kan få økonomisk hjælp fra det offentlige til at få dækket en udgift to gange.
Det foreslås dog i stk. 2, at særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik, hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter efter § 81 i lov om aktiv socialpolitik eller personligt tillæg eller varmetillæg efter § 14, stk. 1 og 2, i lov om social pension eller § 17, stk. 1 og 2, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., der er udbetalt til varmeudgifter, ikke skal tilbagebetales som følge af engangstilskud efter den foreslåede § 2.
Forslaget betyder, at engangstilskuddet ikke vil skulle tilbagebetales, hvis borgeren allerede, når engangstilskuddet udbetales, har fået udbetalt særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik, hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter efter lov om aktiv socialpolitik eller personligt tillæg eller varmetillæg efter § 14, stk. 1 og 2, lov om social pension eller § 17, stk. 1 og 2, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. til varmeudgifter.
Bestemmelsen medfører således, at engangstilskuddet ikke skal tilbagebetales, selv om kommunen har ydet personligt tillæg med tilbagebetalingspligt efter § 43, stk. 1, i lov om social pension eller § 43, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
Baggrunden for forslaget til bestemmelsen er, at det vil være forbundet med uforholdsmæssigt store administrative omkostninger at kræve ydelser, som er udbetalt i god tro, tilbage i forbindelse med udbetaling af engangstilskuddet, som dækker en periode bagud i tid.
For så vidt angår varmetillæg efter pensionslovgivningen vil der kun være tale om dobbeltforsørgelse for den del af engangstilskuddet, som overstiger pensionistens egenbetaling af varmeudgifter på 5.500 kr. om året for enlige (satser for 2022).
Borgeres ret til andre ydelser kan påvirkes af borgerens formue, herunder indeståender på borgerens bankkonti eller uforbrugte midler. Der foreslås ikke regler om, at der skal ses bort fra et engangstilskud ved opgørelse af borgernes formue til brug for beregning af ydelser. Det skyldes for det første, at engangstilskuddet har til formål at (delvist) at kompensere for en merudgift, som borgeren formodes allerede at have afholdt, hvorfor formuen normalt må formodes ikke at være højere end den ville have været, hvis der ikke havde været ekstraordinære varmeprisstigninger, selv hvis formuen opgøres umiddelbart efter, at engangstilskuddet er udbetalt. For det andet skyldes det, at der ville være store administrative omkostninger forbundet med en regel om, at engangstilskuddet ikke skulle indgå i formueopgørelsen.
Hvis der ikke fastsættes regler om tilbagebetaling, vil håndteringen af fejludbetalinger skulle baseres på obligationsrettens almindelige uskrevne grundsætning om tilbagesøgning (condictio indebiti). Efter grundsætningen om condictio indebiti kan den, der ved en fejl har betalt en ydelse, som den pågældende ikke var forpligtet til at betale, efter omstændighederne kræve ydelsen tilbagebetalt. Vurderingen af, om beløbet kan kræves tilbagebetalt, afhænger bl.a. af, om modtageren uberettiget har modtaget ydelsen mod bedre vidende.
Det foreslås i § 8, at engangstilskud, som er udbetalt til en person, der ikke er berettiget til tilskuddet efter §§ 2-5, ikke skal betales tilbage, hvis udbetalingen skyldes en myndighedsfejl, herunder fejl i udsøgningsdata, jf. § 10, og det uberettigede beløb ikke overstiger 6.000 kr.
Forslaget hænger sammen med forslaget til § 10, hvorefter udbetalingen som udgangspunkt sker uden ansøgning på baggrund af data, som Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering indsamler fra de relevante myndigheder m.v., og som i et vist omfang findes i tilgængelige registre.
Forslaget indebærer, at der ikke skal ske tilbagebetaling af engangstilskud, selv om modtageren ikke var berettiget til tilskuddet, hvis den fejlagtige udbetaling skyldes en myndighedsfejl, herunder fejl i udsøgningsdata, og det beløb, som er udbetalt uberettiget, udgør op til 6.000 kr. Fejl i udsøgningsdata vil både dække tilfælde, hvor fejlen skyldes en fejl hos Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering i forbindelse med udsøgningen og fejl i de data, som Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering har indhentet fra andre myndigheder til brug for udsøgning, jf. forslaget til § 14, hvis denne skyldes en myndighedsfejl. Også fejl hos Arbejdsmarkedets Tillægspension i forbindelse med udbetalingen vil være omfattet af reglen.
Den foreslåede grænse på 6.000 kr. skal dog samtidigt sikre, at borgere har pligt til at tilbagebetale hele det overskydende beløb, der er uberettiget udbetalt udover 6.000 kr., uanset hvad årsagen er til den fejlagtige udbetaling er, f.eks. i tilfælde af større datafejl, efter de almindelige regler om condictio indebiti. Ved fejludbetalinger over 6.000 kr. kan Energistyrelsen således kræve hele det overskydende beløb tilbagebetalt i medfør af reglerne om condictio indebiti, hvis betingelserne herfor er opfyldte. Tilbagebetalingskrav vedrørende med urette udbetalte engangstilskud, jf. § 8, vurderes at være omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og skal derfor inddrives af Gældsstyrelsen.
Den foreslåede § 8 omfatter ikke tilfælde, hvor en person har fået udbetalt engangstilskud, uden at husstandens bolig reelt på skæringstidspunktet har været opvarmet af en af de varmekilder, som berettiger til tilskud, men hvor de foreslåede betingelser i § 3 er opfyldt. Det kan bl.a. være tilfældet, hvis oplysningerne i BBR ikke var blevet opdateret af ejeren af ejendommen. I sådanne tilfælde vil der ikke være tale om uberettiget modtagne beløb, da betingelserne for at få udbetalt tilskud har været opfyldt, og beløbet vil af denne grund ikke kunne kræves tilbagebetalt.
Udgangspunktet er, at en person kan råde over sine ejendele, herunder fordringer, ved at foretage formueretlige dispositioner såsom at overdrage det pågældende aktiv til en tredjemand. En overdragelse af fordringer kan dog være udelukket, hvilket er tilfældet i mange love, der regulerer udbetalinger af beløb, der udbetales til særlige formål. Formål der vil forspildes, hvis beløbet ikke effektivt udbetales til den pågældende person.
En persons kreditorer kan som udgangspunkt søge sig fyldestgjort i de aktiver, som personen frit kan råde over, herunder fordringer. En række aktiver, herunder fordringer, er dog ved lov friholdt for kreditorernes adgang til retsforfølgning. Bl.a. indeholder retsplejelovens §§ 511 og 512 forbud mod udlæg i visse fordringer, f.eks. krav på underholdsbidrag.
Fordringer, herunder krav mod det offentlige, kan som udgangspunkt anvendes til modregning, hvis en række betingelser er opfyldt. Der skal foreligge gensidighed, hvorved forstås, at modregneren skal have et krav (der betegnes modfordring) mod hovedmanden, der tilsvarende skal have et krav (der betegnes hovedfordring) mod modregneren. Mod- og hovedfordring skal være afviklingsmodne, hvorved forstås, at modfordringen skal være forfalden, mens frigørelsestiden for hovedfordringen skal være indtrådt. Mod- og hovedfordring skal være udjævnelige, dvs. af samme art (typisk penge). Endelig skal modfordringen være retskraftig. Modregning kan dog være udelukket, hvis dette er bestemt ved lov.
Modregning med gæld, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er desuden reguleret af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der i §§ 7-9 a indeholder regler om modregning.
Det foreslås i § 9, stk. 1, at engangstilskud efter den foreslåede § 2 hverken kan overdrages eller gøres til genstand for retsforfølgning frem til udbetalingstidspunktet.
Forslaget om forbud mod overdragelse af kravet på engangstilskuddet skal sikre en effektiv udbetaling af beløbet til den berettigede. Forslaget medfører således, at der ikke vil kunne støttes ret på aftaler eller ensidige tilkendegivelser, hvor en berettiget overdrager retten til engangstilskuddet. Hvis der i strid med det foreslåede forbud skulle blive indgået en aftale om overdragelse af kravet på engangstilskuddet, vil en sådan aftale være ugyldig. Det samme vil gælde en ensidig tilkendegivelse (løfte) om overdragelse.
Forslaget om forbud mod retsforfølgning omfatter såvel private som offentlige kreditorer. Hvis der ikke fastsættes regler om beskyttelse mod retsforfølgning, vil der være risiko for, at berettigede, der har krav på engangstilskuddet, vil skulle tåle, at tilskuddet anvendes til at betale afdrag på gæld, og derved kan tilskuddet ikke anvendes til at betale for ekstra udgifter til varme.
Engangstilskuddet vil være beskyttet mod retsforfølgning frem til det faktiske udbetalingstidspunkt, hvor pengene indgår på ydelsesmodtagerens konto, hvorefter ydelsesmodtageren vil kunne disponere over beløbet, ligesom den berettigedes eventuelle kreditorer fra dette tidspunkt vil kunne foretage retsforfølgning mod beløbet.
Baggrunden for det foreslåede stk. 1 er, at engangstilskuddet skal udbetales til for at kompensere for ekstraordinært høje varmeudgifter. Dette formål forspildes, hvis retten til engangstilskuddet f.eks. skulle blive overdraget til en kreditor, der har formået at få den berettigede til at indgå en aftale om en sådan overdragelse, eller hvis offentlige eller private kreditorer måtte foretage retsforfølgning mod kravet på engangstilskuddet.
Det foreslås videre i stk. 2, at engangstilskuddet ikke kan anvendes til modregning med eventuelle private eller offentlige krav.
Det vil gælde generelt, at der ikke vil kunne ske modregning, og det gælder alle typer af modregning for både offentlige og private krav, herunder i modregning i engangstilskuddet for uberettiget modtagne sociale ydelser.
Begrundelsen for at foreslå at afskære adgang til modregning er ønsket om så vidt muligt at sikre opnåelsen af formålet med udbetalingen af engangstilskuddet, dvs. at tilskuddet udbetales, så det vil kunne anvendes til at bidrage til at dække ekstraordinært høje varmeudgifter.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2.
Det foreslås i § 10, stk. 1, at engangstilskud efter § 2 udbetales uden ansøgning ved udsøgning af de berettigede efter § 2, § 3, stk. 1, nr. 1-4, og § 4.
Der vil med forslaget være tale om en automatisk udsøgning, og borgerne vil ikke selv skulle søge om udbetaling og indsende dokumentation for, at betingelserne er opfyldt. Der vil efter den automatiske udbetaling blive mulighed for at ansøge om tilskud, hvis en borger mener at have ret til tilskud, men ikke har fået udbetalt det automatisk, jf. den foreslåede § 11.
Det er en betingelse for den automatiske udbetaling, at betingelserne i § 2, stk. 1, jf. stk. 3, § 3, stk. 1, nr. 1-4, og § 4 er opfyldt.
Det betyder bl.a., at der ikke vil ske automatisk udbetaling, hvis husstandens varmekilde kun falder ind under den foreslåede bestemmelse i § 3, nr. 5. Det skyldes, at det ikke er muligt at udsøge husstande automatisk på baggrund af kriteriet i § 3, nr. 5. Den berettigede person i en husstand, der er berettiget efter denne bestemmelse, vil derfor være nødt til at ansøge om tilskuddet efter § 11.
Udsøgningen vil ske på baggrund af de datakilder, der er angivet i § 2, § 3, stk. 1, nr. 1-4, og § 4. Der er tale om registerdata og andre tilgængelige data som angivet i de nævnte bestemmelser, og det er derfor muligt at anvende dem i en automatisk udsøgning.
Der henvises i øvrigt om kriterierne til § 2, § 3, nr. 1-4, og § 4 og bemærkningerne hertil.
Der henvises desuden vedrørende indsamlingen og behandlingen af data til de foreslåede bestemmelser i § 14 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås i stk. 2, at udsøgningen efter stk. 1 udføres af Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering på vegne af Energistyrelsen.
Det foreslås, at den automatiske udsøgning udføres af Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, da styrelsen har erfaring med dataindhentning og datasamkøring.
Forslaget ændrer ikke på, at det er Energistyrelsen, som vil være kompetent myndighed i forhold til afgørelser om engangstilskud efter loven, jf. § 2. Det bemærkes i den forbindelse, at den automatiske frasortering af personer, som vil ske i forbindelse med Styrelsen for Dataforsyning og Effektiviserings udsøgning, ikke betragtes som en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, og den vil derfor ikke skulle begrundes, ligesom der ikke vil skulle foretages partshøring eller ske meddelelse om frasorteringen. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.2.2.
Det forventes, at udbetalingen af tilskud efter den automatiske udsøgning vil ske ad to eller flere omgange.
Det foreslås i § 11, stk. 1, 1. pkt., at Energistyrelsen efter ansøgning kan yde engangstilskud efter § 2 til en person, der opfylder betingelserne i §§ 2-5, hvis ingen person i husstanden har modtaget engangstilskud efter udsøgningen omhandlet i § 10, eller hvis den, som tilskuddet er udbetalt til, var afgået ved døden på udbetalingstidspunktet.
Den automatiske udsøgning i medfør af den foreslåede § 10 vil ikke identificere alle de berettigede til modtagelse af engangstilskud. Det skyldes dels, at der kan ske fejl i udsøgningen, dels, at de tilgængelige data ikke er tilstrækkelige til at identificere hele den tilsigtede målgruppe for ordningen, særlig i forhold til boliger, der i BBR er registreret med varmeinstallation »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)«.
Det foreslås derfor, at der efter den automatiske udsøgning bliver en mulighed for at ansøge om engangstilskud, som skal omfatte tilfælde, hvor ingen i en husstand, der opfylder betingelserne for engangstilskud, har fået det udbetalt.
En person vil ikke kunne få engangstilskud efter ansøgning, hvis en anden person i husstanden, har fået udbetalt tilskuddet.
Den foreslåede regel vil også gælde, selv om der er udbetalt engangsstilskud til en anden person i husstanden end den, der er berettiget efter den foreslåede § 2, stk. 1-3, og også selv om dette skyldes en myndighedsfejl. Baggrunden herfor er hensynet til, at hver husstand ikke skal kompenseres med mere end ét tilskud.
Der foreslås dog en undtagelse til denne regel i de (formentlig få) tilfælde, hvor en udbetaling går igennem til en (netop) afdød person, således at beløbet indgår i boet. I et sådant tilfælde vil beløbet ikke blive tilbagesøgt fra boet, men det er usikkert, om de tilbageværende personer i husstanden vil være berettigede til beløbet. I dette tilfælde vil den berettigede levende person i husstanden kunne ansøge om tilskud.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at ansøgeren skal dokumentere, at betingelserne i §§ 2-5 er opfyldt, i det omfang dette ikke følger af de datakilder, der er nævnt i § 2, § 3, stk. 1, nr. 1-4, og § 4.
De datakilder, der er nævnt i § 2, § 3, stk. 1, nr. 1-4, og § 4, findes i registre m.v. og er anvendt under den automatiske udsøgning, og myndighederne råder derfor allerede over dem, hvorfor det ikke vil være nødvendigt, at ansøgeren indsender dem sammen med ansøgningen.
Der er ikke i forslaget fastsat nærmere krav til dokumentationen for at opfylde betingelserne. Sådanne krav vil kunne fastsættes i medfør af det foreslåede stk. 3, jf. bemærkningerne hertil.
Hvis den manglende udbetaling skyldes, at vedkommende på udbetalingstidspunktet ikke havde en NemKonto, men vedkommende var blevet udsøgt i den automatiske udsøgning efter den foreslåede § 10, vil det ikke være nødvendigt at indsende dokumentation for opfyldelsen af betingelser for at få engangstilskud, ud over at der skal anvises en NemKonto til udbetalingen.
Det foreslås i § 11, stk. 2, at Energistyrelsen fastsætter regler om, fra hvilken dato ansøgning efter stk. 1 kan indgives, og hvilken dato ansøgning efter stk. 1 senest skal være modtaget hos Energistyrelsen.
Det foreslås, at der fastsættes et starttidspunkt for ansøgningsordningen, hvor der vil kunne ansøges om engangstilskud hos Energistyrelsen, da det er uhensigtsmæssigt, hvis en stor gruppe borgere, som på et senere tidspunkt ville få udbetalt tilskuddet automatisk, søger. Det foreslås desuden, at der fastsættes en frist for, hvornår ansøgning skal være modtaget, da det er uhensigtsmæssigt, hvis ordningen skal opretholdes i længere tid end nødvendigt for at de berettigede har rimelig tid til at skaffe den nødvendige dokumentation og indsende en ansøgning.
Det foreslås, at Energistyrelsen bemyndiges til at fastsætte perioden, hvor der vil kunne ansøges, ved bekendtgørelse, da det ikke på forhånd kan vides, hvornår den automatiske udbetaling er afsluttet.
Det er hensigten, at der vil kunne ansøges i en periode på 8 uger.
Der vil blive oplyst om ansøgningsperioden på Energistyrelsens hjemmeside og borger.dk.
Det foreslås i § 11, stk. 3, at Energistyrelsen kan fastsætte nærmere regler om indgivelse af ansøgning efter stk. 1, herunder om krav til dokumentation og om behandlingen af ansøgninger.
Energistyrelsen vil med forslaget bl.a. kunne fastsætte regler, der nærmere fastlægger, hvilke oplysninger ansøgere skal give i forbindelse med en ansøgning, herunder om, hvilke typer af dokumentation for opfyldelse af betingelserne i §§ 2-5 der skal medsendes, og om omfanget af den krævede dokumentation. Det vil f.eks. med hensyn til varmekilde kunne være krav om at indsende kopi af varmeregning, der dækker december 2021, og hvoraf varmekilden fremgår, eventuelt med supplering af et tal for faktisk forbrug af gas angivet i kubikmeter eller et faktisk forbrug af el i kWh. Der vil også kunne fastsættes regler om, at der ikke skal medsendes dokumentation for opfyldelse af visse af betingelserne i de foreslåede §§ 2-4, som kan dokumenteres via registeroplysninger f.eks. vedrørende indtægt eller personer i husstanden.
Et eventuelt krav om at anvende en digital ansøgningsløsning vil blive fastsat med hjemmel i den foreslåede § 11, stk. 3, sammenholdt med den foreslåede § 12 om digital kommunikation og anvendelse af særlige digitale formater.
Der vil med den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, også kunne fastsættes andre regler om ansøgningen og om behandlingen af ansøgninger, herunder om myndighedernes, særlig Energistyrelsens og Styrelsen for Dataforsyning og Effektiviserings opgaver i forbindelse med behandlingen af ansøgningerne.
Behovet for at fastsætte regler efter den foreslåede bestemmelse vil blive afdækket frem mod, at der bliver åbnet for ansøgninger.
Det foreslås i § 12, stk. 1, at Energistyrelsen kan fastsætte regler om, at kommunikation om forhold, som er omfattet af denne lov eller regler fastsat i henhold til loven, skal ske digitalt. Energistyrelsen kan herunder fastsætte regler om obligatorisk anvendelse af særlige digitale formater og om fritagelse fra digital kommunikation for visse personer.
Forslaget betyder, at der ved bekendtgørelse vil kunne fastsættes regler om, at borgere og virksomheder har pligt til at kommunikere digitalt med den ansvarlige myndighed efter loven, herunder via bestemte digitale systemer, som f.eks. via almindelig e-mail ved f.eks. forespørgsler, ansøgninger, anmeldelser, indberetninger, og at svaret fra myndigheden sendes digitalt. Bemyndigelsen indebærer, at Energistyrelsen vil kunne fastsætte nærmere regler om, hvordan den digitale kommunikation skal foregå, herunder om hvornår en meddelelse anses for modtaget gennem et digitalt system. Det vil være relevant i tilfælde, hvor der er endelige frister for kontakten til myndigheden, f.eks. ved ansøgning, eller lignende.
Med digitalt system menes, at der vil kunne udstedes regler om brug af bestemte digitale systemer, herunder selvbetjeningsløsninger, særlige digitale formater, digital signatur eller lignende.
Det foreslås, at Energistyrelsen vil kunne anvende bestemmelsen til at fastsætte regler om pligtmæssig brug af selvbetjeningsløsninger i ansøgningssager efter den foreslåede § 11.
Energistyrelsen vil dog med forslaget til stk. 1 kunne fritage fra kravet om obligatorisk digital kommunikation, herunder ved selvbetjeningsløsninger. Det vil kunne ske, hvis der foreligger særlige forhold. Særlige forhold vil for eksempel kunne foreligge, hvor der er tale om borgere med særlige handikap, såvel kognitiv som fysisk funktionsnedsættelse samt demens. Ligeledes vil borgere, der mangler digitale kompetencer, visse socialt udsatte borgere, borgere med psykiske lidelser, borgere med sprogvanskeligheder, hvor hjælp og vejledning fra myndigheden eller nævnet ikke konkret vurderes at være en egnet løsning kunne fritages. Der kan således foreligge særlige forhold for nogle borgere fra de nævnte grupper, der gør, at borgeren ikke vil kunne anvende digital kommunikation. Tilsvarende vil der også være nogle borgere fra de nævnte grupper, der vil kunne anvende digital kommunikation, og som derfor er forpligtet til at anvende denne.
I det foreslåede § 12, stk. 2, fastsættes det, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at en meddelelse anses for at være kommet frem til adressaten på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for adressaten. Det er således uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Dermed bliver kommunikation i den digitale løsning offentligretligt reguleret og sker med samme retsvirkninger som ved fremsendelse af postomdelte breve, der anses for at være kommet frem, når de er lagt i adressatens fysiske postkasse. Fremkomsttidspunktet er bl.a. afgørende for, hvornår forvaltningsakter får de tilsigtede retsvirkninger.
En meddelelse vil normalt være tilgængelig for adressaten på det tidspunkt, hvor adressaten kan behandle eller læse meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i modtagelsessystemet eller i et datasystem.
Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer, må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet. Det vil således ikke komme borgeren til skade, at ansøgning m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.
Det foreslås i § 13, stk. 1, at Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering på vegne af Energistyrelsen videregiver personnumre på de personer, der er berettigede til at modtage engangstilskud efter den foreslåede § 2 til Arbejdsmarkedets Tillægspension med henblik på udbetaling.
Det foreslås i stk. 2, at Arbejdsmarkedets Tillægspension foretager udbetaling af engangstilskud til de berettigedes NemKonto på vegne af Energistyrelsen.
Begrundelsen herfor er, at Arbejdsmarkedets Tillægspension har stor erfaring med og systemer til at håndtere udbetaling til mange borgere.
Efter at have kontrolleret, om den berettigede er afgået ved døden, jf. det foreslåede stk. 3, vil Arbejdsmarkedets Tillægspension foretage den tekniske udbetaling af tilskuddet på baggrund af de modtagne udsøgte personnumre uden at foretage yderligere sagsbehandling. Arbejdsmarkedets Tillægspension vil efter forslaget varetage den tekniske udbetaling og ikke andre opgaver i forbindelse med ordningen.
Med forslaget udbetales tilskuddet således med administrativ og teknisk bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension på omkostningsdækket basis. Det indebærer, at Arbejdsmarkedets Tillægspension skal have dækket alle direkte og indirekte omkostninger, herunder ethvert økonomisk tab, forbundet med udbetaling af tilskuddet. Når den tekniske bistand leveres på omkostningsdækket basis, sker det endvidere uden avance eller risikopræmie, ligesom der ikke beregnes moms af ydelserne.
Det bemærkes, at Arbejdsmarkedets Tillægspensions medlemmer ikke må påføres tab ved Arbejdsmarkedets Tillægspensions samarbejde med andre lovbundne ordninger eller varetagelse af andre lovbundne opgaver. Staten vil som følge af dette selv skulle bære ethvert økonomisk ansvar for tab i tilfælde af fejlagtige udbetalinger af tilskuddet, herunder tab ved udbetalinger til personer, der ikke er berettiget til at modtage tilskuddet. Arbejdsmarkedets Tillægspension vil have pligt til at begrænse det økonomiske tab og berigtige eventuelle fejl.
Det foreslås i § 13, stk. 3, 1. pkt., at Arbejdsmarkedets Tillægspension, inden udbetaling foretages, kontrollerer i Det Centrale Personregister (CPR), om den berettigede er afgået ved døden.
Baggrunden for forslaget er, at der kan gå en vis tid fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering som led i udsøgningen har indhentet oplysninger om en person i CPR til udbetaling foretages. For at undgå, at Arbejdsmarkedets Tillægspension forsøger at udbetale til en afdød person, foreslås det derfor, at Arbejdsmarkedets Tillægspension foretager en kontrol i CPR umiddelbart forud for udbetalingen.
Det foreslås i stk. 3, 2. og 3. pkt., at hvis den berettigede er afgået ved døden, giver Arbejdsmarkedets Tillægspension meddelelse herom til Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering udsøger personnummer på en eventuel person, der herefter er berettiget til engangstilskud efter § 2, og videregiver personnummer på vedkommende til Arbejdsmarkedets Tillægspension med henblik på udbetaling af engangstilskud.
Det følger af den foreslåede § 2, stk. 2, at den på udbetalingstidspunktet ældste levende person i husstanden vil have ret til engangstilskuddet, og at hvis alle personer i husstanden er afgået ved døden på udbetalingstidspunktet, udbetales engangstilskuddet ikke.
Det foreslås i stk. 4, at Arbejdsmarkedets Tillægspension giver meddelelse til Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering om personnumre, hvor udbetaling ikke kan gennemføres.
Hvis en person, som Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering har anmodet Arbejdsmarkedets Tillægspension om at udbetale til, ikke har en NemKonto, vil udbetalingen ikke gå igennem. Det foreslås, at Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering får meddelelse om afviste udbetalinger fra Arbejdsmarkedets Tillægspension med henblik på, at den pågældende persons personnummer kan fremsendes til Arbejdsmarkedets Tillægspension igen. Arbejdsmarkedets Tillægspension vil så forsøge at udbetale igen. Hermed vil personer, som blot kortvarigt ikke havde en NemKonto, f.eks. i forbindelse med bankskifte, alligevel kunne få udbetalt engangstilskuddet automatisk. Hvis udbetalingen ikke går igennem anden gang, vil den pågældende have mulighed for at ansøge efter den foreslåede § 11.
Oplysningerne vil desuden kunne bruges, hvis personen senere spørger Energistyrelsen, hvorfor vedkommende ikke har fået udbetalt tilskuddet, og i forbindelse med behandling af ansøgninger om tilskud efter den foreslåede § 11.
Det foreslås i stk. 5, at berettigede, der modtager engangstilskud efter den foreslåede § 2 på baggrund af udsøgningen omhandlet i den foreslåede § 10, får meddelelse om afgørelsen via udbetalingsmeddelelsen fra det finansielle institut, hvor borgeren har anvist en konto som NemKonto.
Forslaget medfører, at det er det finansielle institut, hvor borgeren har en konto, der er anvist som borgerens NemKonto, som skal meddele borgeren afgørelse om engangstilskuddet.
Da det forvaltningsretlige udgangspunkt er, at den ansvarlige myndighed skal meddele borgeren afgørelsen direkte, foreslås det, at der skabes lovhjemmel til, at det finansielle institut giver borgeren meddelelse om afgørelsen.
Udbetalingsmeddelelsen vil indeholde en kortfattet angivelse af, at der er tale om engangstilskud til ekstraordinært høje varmeudgifter, at det er skattefrit, ikke kan påklages, og at Energistyrelsen er den ansvarlige myndighed, samt hvor modtageren kan få yderligere oplysninger.
I øvrigt henvises til afsnit 2.2.2.2. i de almindelige bemærkninger.
Det følger af § 31 i forvaltningsloven, at i det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Dette inkluderer den skattemæssige årsopgørelse fra Skatteforvaltningen. Bestemmelsen i forvaltningslovens § 31 finder dog ikke anvendelse, hvis videregivelsen påfører myndigheden et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få oplysningerne.
Efter § 31 i lov om Det Centrale Personregister kan oplysninger i CPR og ældre folkeregistermateriale videregives til en anden offentlig myndighed efter reglerne i lov om behandling af personoplysninger. Det følger af § 32 i lov om Det Centrale Personregister, at hvis en offentlig myndighed har brug for oplysninger, som er registreret i CPR, kan myndigheden indhente oplysningerne i CPR. Efter § 34 i lov om Det Centrale Personregister må en myndighed kun videregive oplysninger, herunder beskyttede navne og adresser modtaget efter §§ 31-33, til andre offentlige myndigheder eller private, hvis videregivelsen følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller Økonomi- og Indenrigsministeriet har givet tilladelse hertil.
Det foreslås i § 14, stk. 1, at Energistyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering indsamler en række oplysninger. Det drejer sig om følgende oplysninger:
Oplysninger fra Det Centrale Personregister (CPR).
Oplysninger fra Bygnings- og Boligregistret (BBR) om adresse, BFE-nummer, opvarmningsmiddel og varmeinstallation, som det var registeret den 1. januar 2022.
Oplysninger fra Plandata.dk om fjernvarmeforsyningsområder og gasforsyningsområder, som det var registeret den 21. marts 2022.
Oplysning om indkomst for personer i indkomståret 2020 fra den skattemæssige årsopgørelse fra Skatteforvaltningen.
Det foreslås i stk. 2, at Evida til Energistyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering skal afgive GIS-information om gasdistributionsledninger, som den 25. marts 2022 var registreret i Evidas systemer. Energinet skal til Energistyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering afgive oplysninger om elektricitetsforbrug på adresser i december 2021 for udvalgte adresser udpeget af Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering eller Energistyrelsen.
Det foreslås i stk. 3, at Energistyrelsen leverer GIS-information om afgrænsning af de områder, der er tilknyttet et af de fjernvarmenet, der fremgår af bilag 1, til Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering og offentliggør GIS-informationen på Energistyrelsens hjemmeside.
Det foreslås i stk. 4, at Arbejdsmarkedets Tillægspension indsamler oplysninger fra Det Centrale Personregister (CPR).
Oplysningerne vil omfatte personnummer og oplysning om, hvorvidt en person er registreret som død i CPR.
De foreslåede bestemmelser i stk. 1-4 skal sikre, at de nødvendige oplysninger kan fremskaffes med henblik på udsøgning i medfør af § 10, behandling af ansøgninger efter § 11, udbetaling af tilskud efter § 13 og eventuel tilbagesøgning af uberettiget udbetalte beløb. Der er således tale om oplysninger, der er nødvendige, for at det kan konstateres, hvilke personer der er berettigede til at få udbetalt engangstilskud efter § 2, og for at udbetalingen kan ske.
I modsætning til forvaltningslovens § 31 forudsætter de foreslåede bestemmelser ikke begæring og finder anvendelse uafhængigt af det merarbejde, videregivelsen påfører de afgivende myndigheder.
Det foreslås i stk. 5, at Energistyrelsen, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering og Arbejdsmarkedets Tillægspension til brug for udsøgning i medfør af § 10, behandling af ansøgninger efter § 11, udbetaling af tilskud efter § 13 og eventuel tilbagesøgning af uberettiget udbetalte beløb kan behandle oplysninger som angivet i de foreslåede bestemmelser i stk. 1-4 og §§ 10, 11 og 13.
Bestemmelsen skal sikre, at Energistyrelsen, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering og Arbejdsmarkedets Tillægspension kan foretage den behandling af personoplysninger, som er nødvendig for at iværksætte den foreslåede ordning med engangstilskud.
Om den konkrete behandling henvises til bemærkningerne til stk. 1-4 og til de foreslåede bestemmelser i §§ 10-13 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås i stk. 6, at Energistyrelsen fastsætter en frist for fremsendelse af oplysninger efter det foreslåede stk. 2.
Meddelelse om fristen vil blive sendt til Energinet og Evida. For at sikre, at udsøgningen af de berettigede ikke forsinkes, vil der blive fastsat en meget kort frist.
Det følger af forvaltningslovens § 29, at i sager, der rejses ved ansøgning, må oplysninger om ansøgerens rent private forhold ikke indhentes fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed. Dette gælder dog ikke, hvis ansøgeren har givet samtykke hertil, andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.
Det foreslås i § 15, stk. 1, at Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering stiller udsøgningsdata som nævnt i den foreslåede § 10 og de data, der er nævnt i de foreslåede §§ 13 og 14, til rådighed for Energistyrelsen.
Med udsøgningsdata menes både de data, der er indsamlet fra de data kilder, der er nævnt i § 2, § 3, stk. 1, nr. 1-4, og § 4, og data om den behandling, som Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering har fortaget i forbindelse med udsøgningen.
Bestemmelsen skal sikre, at Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering har pligt og hjemmel til at stille data til rådighed for Energistyrelsen. Energistyrelsen vil bl.a. have behov for data i forbindelse med behandling af ansøgninger efter den foreslåede § 11 og eventuel tilbagesøgning af uberettiget udbetalte tilskud.
Med bestemmelsen vil der også i ansøgningssager være mulighed for at udveksle oplysninger efter forvaltningslovens § 29, stk. 2, nr. 2, som fastsætter, at § 29, stk. 1, ikke gælder, hvis andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov.
Det foreslås i stk. 2, at Arbejdsmarkedets Tillægspension stiller data om udbetaling af engangstilskud efter § 13 til rådighed for Energistyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.
Bestemmelsen skal sikre, at Arbejdsmarkedets Tillægspension har pligt og hjemmel til at stille data til rådighed for Energistyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering om udbetaling, herunder både vedrørende gennemførte og afviste udbetalinger og oplysninger om berettigede, der er afgået ved døden siden udsøgningen, jf. den foreslåede § 13.
Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering vil bl.a. have behov for data i forbindelse med fortsat udsøgning af berettigede efter den foreslåede § 10, efter de første personnumre er sendt til Arbejdsmarkedets Tillægspension med henblik på udbetaling. Energistyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering vil desuden bl.a. have behov for oplysningerne i forbindelse med behandling af ansøgninger efter den foreslåede § 11 og eventuel tilbagesøgning af uberettiget udbetalte tilskud.
Med bestemmelsen vil der også i ansøgningssager være mulighed for at udveksle oplysninger efter forvaltningslovens § 29, stk. 2, nr. 2, som fastsætter, at § 29, stk. 1, ikke gælder, hvis andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov.
Det foreslås i § 16, at Energistyrelsen kan fastsætte regler om yderligere behandling, herunder indhentning og videregivelse, af data til brug for udsøgning efter § 10, behandling af ansøgninger efter § 11, udbetaling af engangstilskud efter § 13 og tilbagesøgning af uberettiget udbetalte beløb.
Bestemmelsen giver bemyndigelse til, at Energistyrelsen kan fastsætte regler, som kan give hjemmel til at foretage behandling, herunder indhentning og videregivelse, af yderligere data eller mellem andre myndigheder end angivet i de foreslåede bestemmelser i loven, særlig §§ 14 og 15. Baggrunden for bemyndigelsen er, at det ikke er muligt på forhånd at sige med sikkerhed, hvordan den påtænkte udsøgning efter § 10 vil virke i praksis, da der ikke har været hjemmel til at afprøve den i praksis. Desuden er den nærmere tilrettelæggelse af ansøgningsordningen efter § 11 endnu ikke fastlagt. Der kan derfor vise sig behov for at anvende yderligere data eller foretage anden behandling af dem end forudset.
Det er hensigten, at bemyndigelsen udnyttes, hvis der viser sig et sådant behov.
Det foreslås i § 17, at staten afholder alle udgifter til Arbejdsmarkedets Tillægspensions administration af opgaver efter denne lov.
Forslaget betyder, at det er staten, der betaler alle administrationsudgifter for den administrative og tekniske bistand, som Arbejdsmarkedets Tillægspension leverer i forbindelse med udbetaling af engangstilskuddet.
Hvis der ikke fastsættes regler om klageadgang, vil Energistyrelsens afgørelser kunne påklages til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet som følge af den almindelige ulovbestemte klageadgang fra en myndighed til en overordnet myndighed.
Det foreslås i § 18, at Energistyrelsens afgørelser efter denne lov ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Forslaget medfører, at der hverken vil kunne klages over en udbetaling eller over manglende udbetaling. Personer, som ikke får udbetalt engangstilskud automatisk på grundlag af udsøgningen efter en foreslåede § 10, vil have mulighed for at ansøge om tilskuddet efter forslaget til § 11.
Forslaget tager navnlig sigte på klager over afslag på en ansøgning om udbetaling af engangstilskud efter forslaget til § 11, men det gælder principielt også eventuelle klager over tilskud, som tildeles efter de foreslåede bestemmelser i §§ 10-11.
Selve udsøgningen af den berettigede personkreds, jf. forslaget til § 10, udgør ikke en forvaltningsretlig afgørelse og vil allerede derfor ikke kunne påklages. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.2.2. om afgørelsesbegrebet.
Borgeren vil fortsat kunne rette henvendelse til Folketingets Ombudsmand og Datatilsynet, hvis borgeren f.eks. ønsker at klage over en afgørelse truffet i medfør af denne lov, ligesom borgeren vil kunne indbringe sagen for domstolene.
I øvrigt henvises til afsnit 2.2.2.3. i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås i § 19 at loven skal træde i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Det fremgår af Aftale om en målrettet varmecheck, at engangstilskuddet skal udbetales hurtigst muligt.
Det foreslås derfor, at lovforslaget træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende, således at udsøgningen af de berettigede kan påbegyndes. Lovforslaget indebærer desuden ikke handlepligter eller rettigheder for borgere eller virksomheder, hvor ikrafttrædelsestidspunktet har betydning.
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, da engangstilskuddet er målrettet husstande i Danmark.
Til bilag 1
Det foreslås, at de fjernvarmenet, der skal omfattes af muligheden for engangstilskud, fastsættes direkte i loven.
I det foreslåede bilag 1 oplistes de fjernvarmenet, som foreslås omfattet af § 3, stk. 1, nr. 3, og § 3, stk. 1, nr. 5, litra b, der omhandler betingelser vedrørende varmekilde, og § 14, stk. 3, der vedrører GIS-informationer fra Energistyrelsen om de omfattede fjernvarmenet.
Endvidere er i det foreslåede bilag 1 angivet det fjernvarmeselskab, som det enkelte fjernvarmenet hører under.
Det er kun de fjernvarmenet, som er nævnt i listen, der vil være omfattet af ordningen. Hvis et fjernvarmeselskab, som er nævnt i listen, tillige har andre fjernvarmenet, som ikke er nævnt, vil disse fjernvarmenet ikke være omfattet.
For at være berettigede til engangstilskud de boliger, husstande og personer, der forsynes fra de omfattede fjernvarmenet tillige skulle opfylde de øvrige betingelser i de foreslåede §§ 2-5.
Listen over fjernvarmenet er fremkommet ved analyser af fjernvarmeselskabernes indberetninger til Energistyrelsens database for fjernvarme- og kraftvarmeanlæg (Energiproducenttællingen), dialog med fjernvarmeselskaber gennem en ekstern kommenteringsrunde af metode og udvælgelse samt informationer på fjernvarmeselskabernes hjemmesider. På baggrund af disse informationer er det for hvert registreret fjernvarmenet estimeret, hvorvidt varmeproduktionen til et fjernvarmenet oversteg, hvad der vurderes at svare til en gasandel på 65 pct. Elkedler samt biogasanlæg (kedler og kraftvarme) er i udvælgelsen sidestillet med gasanlæg, der anvender ledningsgas. Eldrevne varmepumper indgår også, men med 50 pct. vægtning.
Fjernvarme er defineret i § 1 a, nr. 1, i lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelsen nr. 2068 af 16. november 2021, som distribution af termisk energi i form af damp eller varmt vand fra centrale eller decentrale produktionssteder gennem et net til flere bygninger eller anlæg til anvendelse ved rum- eller procesopvarmning. Et fjernvarmeselskab kan levere til et eller flere fjernvarmenet. Et fjernvarmenet skal her forstås som et varmesystem, hvortil et antal specifikke varmeproduktionsanlæg kan levere varme.
Såfremt et fjernvarmeselskab leverer varme til flere net, er der set på, hvorvidt de forskellige net har forskellige takstblade. Såfremt et net med en gasandel over 65 pct. har eget takstblad, foreslås nettet medtaget på listen.
Såfremt flere fjernvarmenet deler takstblad, er der set på de vægtede produktionsforhold i de net, der er tilknyttet takstbladet. Såfremt den samlede varmeproduktion består af mindst 65 pct. gas eller tilsvarende, foreslås alle fjernvarmenet, der deler takstblad, medtaget på listen. Omvendt foreslås ingen fjernvarmenet medtaget, såfremt kriteriet ikke er opfyldt.
Fjernvarmenettene i bilag 1 foreslås til brug for den automatiske udsøgning efter den foreslåede § 10, jf. den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 3, afgrænset i GIS-informationer fra Energistyrelsen, jf. § 14, stk. 3. Det fremgår af det foreslåede § 14, stk. 3, at GIS-informationerne vil blive offentliggjort på Energistyrelsens hjemmeside. I øvrigt henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 3.
Ved ansøgning efter den foreslåede § 11 vil personer, der dokumenterer, at den primære opvarmningsform for husstandens bolig i december 2021 var varme fra et af de omfattede fjernvarmenet, og de øvrige betingelser i lovforslagets §§ 2-5 er opfyldt, kunne få udbetalt engangstilskud, uanset om boligen ligger inden for et af de områder, som Energistyrelsen har afgrænset til brug for udsøgningen efter § 10. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 5, litra b, og § 11.