Lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger § 18

Det følger af forældelseslovens § 2, stk. 1, at forældelsesfristerne efter forældelsesloven regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

Der gælder dog i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige særlige regler af betydning for forældelsen.

I § 18 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er bestemt, at for fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere, regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2021.

I § 18 a, stk. 4, 1. pkt., bestemmes, at for fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden er forældelsesfristen 3 år, selv om hovedkravet, inden det kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, havde en længere forældelsesfrist eller der, før eller efter at fordringen kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er opnået et retsgrundlag som nævnt i forældelseslovens § 5, stk. 1, jf. dog stk. 5, 2. og 3. pkt.

Af § 18 a, stk. 7, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige følger, at for fordringer, der modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, indtræder forældelse tidligst 3 år efter fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Bestemmelsen er udtryk for en foreløbig afbrydelse af forældelsen ved fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

En fordring anses for modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden ved registreringen i modtagelsessystemet, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt., og § 49, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige om henholdsvis det nye inddrivelsessystem PSRM og det gamle inddrivelsessystem DMI.

Det foreslås i § 18, 1. pkt., at en fordring bestående af et indefrosset beløb ikke forældes, så længe den er under opkrævning hos energivirksomheden.

Det foreslås i § 18, 2. pkt., at forældelse dog senest skal indtræde, når der er gået 10 år fra indefrysningsperiodens udløb.

Som anført ovenfor løber forældelseslovens forældelsesfrister fra fordringens sidste rettidige betalingsdag. Er der ydet henstand, som tilfældet vil være, når en slutbruger har tilvalgt sig indefrysningsordningen og dernæst får en periode på 12 måneder med afdragsfrihed, vil forældelsesfristen for fordringen på det indefrosne beløb først kunne løbe, når denne henstand er ophørt. Hvis slutbrugeren ikke ønsker en afdragsordning, vil energivirksomheden typisk sende en opkrævning til slutbrugeren med oplysning om sidste rettidige betalingsdag, som vil være starttidspunktet for forældelsesfristen, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1. Har slutbrugeren derimod valgt at få en afdragsordning, vil der være indgået en aftale om, at de enkelte afdrag skal betales på den dato, der oplyses som sidste rettidige betalingsdag for det enkelte afdrag. For hvert enkelt afdrag vil forældelsesfristen derfor, hvis ikke ansat er fastsat, løbe fra den sidste rettidige betalingsdag for det enkelte afdrag. Misligholdes afdragsordningen, vil restgælden som følge af den foreslåede ordning forfalde til betaling efter forgæves rykkerprocedure, og forældelsesfristen for restgælden vil derfor løbe fra dette tidspunkt.

Selv om det forudsættes, at energivirksomheden efter en sådan misligholdelse sælger fordringen på det indefrosne beløb til Erhvervsstyrelsen, jf. lov om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v., kan det ikke udelukkes, at der begås fejl, så denne konsekvens af misligholdelsen ikke bliver draget.

Den foreslåede bestemmelse skal således sikre, at forældelse ikke kan indtræde, så længe fordringen på det indefrosne beløb efter udløbet af indefrysningsperioden og perioden på indtil 12 måneder med afdragsfrihed omfattes af energivirksomhedens opkrævning over for slutbrugeren.

Bestemmelsen forventes ikke at få stor betydning i praksis, idet det må forventes, at energivirksomhederne sørger for at lade Erhvervsstyrelsen afkøbe fordringerne ved indtrådt misligholdelse.

Det kan dog ikke helt udelukkes, at der kan forekomme tilfælde, hvor en fordring ikke som forudsat bliver købt af Erhvervsstyrelsen og således forbliver hos energivirksomheden under opkrævning. Derfor foreslås det, at forældelse dog senest skal indtræde, når der er gået 10 år fra indefrysningsperiodens udløb. Det vil dog stadig være muligt at afbryde forældelsen.