Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1387 af 05/10/2022

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger § 17

Virksomheder, som har ret til indefrysning efter §§ 10 og 11, ydes indefrysning af den del af den samlede pris på opvarmet vand i kr. pr. kWh, der overstiger et prisloft på 1,44 kr. pr. kWh, når varmeforsyningsvirksomhedens samlede pris overstiger 26.000 kr. for enfamilieshuse, jf. varmeforsyningsvirksomhedens seneste prisanmeldelse til Forsyningstilsynet efter § 21, stk. 1, i lov om varmeforsyning, dog maksimalt op til 3,75 mio. kr.

Stk. 2. En virksomhed er forpligtet til at holde sig under beløbsgrænsen og give meddelelse til varmeforsyningsvirksomheden om ophør af indefrysningsordningen, inden eller senest samtidig med at beløbsgrænsen er nået.


Krydsreferencer

1 love refererer til denne paragraf

Detaljer

Forarbejder til Lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger § 17

Det følger af § 21, stk. 1, i varmeforsyningsloven, at tariffer (priser) m.v. skal anmeldes til Forsyningstilsynet efter nærmere regler fastsat af tilsynet. Priser m.v., der ikke er anmeldt som foreskrevet, er ugyldige, jf. § 21, stk. 3.

Forsyningstilsynet har fastsat, at varmeforsyningsvirksomhederne ved anmeldelse til Forsyningstilsynet af budget og priser for bl.a. opvarmet vand skal angive den samlede pris for et enfamiliehus. Ved et enfamiliehus forstås en bolig på 130 m2 med et forventet forbrug på 18,1 MWh.

Det foreslås i § 17, stk. 1, at virksomhed, som har ret til indefrysning efter §§ 10 og 11, ydes indefrysning af den del af den samlede pris på opvarmet vand i kr./kWh, der overstiger et prisloft på 1,44 kr./kWh, når varmeforsyningsvirksomhedens samlede pris overstiger 26.000 kr. for enfamiliehuse, jf. varmeforsyningsvirksomhedens seneste prisanmeldelse til Forsyningstilsynet efter § 21, stk. 1, i lov om varmeforsyning, dog maksimalt op til 3,75 mio. kr.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at give den virksomhed, som har ret til indefrysning efter §§ 10 og 11, en ret til indefrysning af den del af den samlede pris på opvarmet vand, der overstiger prisloftet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at virksomheder, der modtager opvarmet vand med henblik på bygningens opvarmning og forsyning med varmt vand, vil få ret til indefrysning af den del af den samlede regning fra den varmeforsyningsvirksomhed, som virksomheden er direkte kunde hos, når den samlede varmepris overstiger et prisloft på 1,44 kr./kWh. Den foreslåede bestemmelse svarer til det foreslåede prisloft for husstande.

Der henvises til lovforslagets § 9 og bemærkninger hertil.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er endvidere at sikre, at den virksomhed, der ydes indefrysning, højst vil kunne få indefrysning for et beløb svarende til 3,75 mio. kr.

Den foreslåede bestemmelse vil således medføre, at en virksomhed vil få mulighed for indefrysning i en periode på op til 12 måneder og under en beløbsgrænse på 3,75 mio. kr. Loftet for, hvor stort et beløb, den enkelte virksomhed må få indefrysning for, følger af begrænsningerne i EU’s krisebestemmelser (TCF).

Det følger af den foreslåede § 17, stk. 2, at en virksomhed er forpligtet til at holde sig under beløbsgrænsen og give meddelelse til energivirksomheden om ophør af indefrysningsordningen, inden eller senest samtidig med at beløbsgrænsen er nået.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at indføre en pligt for virksomheden til at holde sig under beløbsgrænsen, som fastsat i stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil således indebære, at det er virksomheden, der vil have ansvaret for at sikre, at en ydet indefrysning ikke overskrider den beløbsgrænse, der følger af EU's krisebestemmelser, ligesom den vil medføre, at virksomheden vil have en pligt til at give meddelelse herom til varmeforsyningsvirksomheden, såfremt den oparbejder indefrysning svarende til 3,75 mio. kr. En virksomhed, der får ydet indefrysning over beløbsgrænsen, vil skulle betale den fulde varmeregning.

For definition af virksomhed, indefrysning, opvarmet vand og prisloft henvises til lovforslagets § 2.

Der henvises endvidere til de generelle bemærkninger i afsnittet i 3.1.