Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1387 af 05/10/2022

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger § 15

Virksomheder, som har ret til indefrysning efter §§ 10 og 11, ydes indefrysning af forskellen mellem afregningsprisen for gas eksklusive afgifter, tariffer og moms og et prisloft på 5,84 kr. pr. m3 for denne pris, dog maksimalt op til 15 mio. kr. samlet for el og gas.

Stk. 2. En virksomhed er forpligtet til at holde sig under beløbsgrænsen og give meddelelse til gasleverandøren om ophør af indefrysningsordningen, inden eller senest samtidig med at beløbsgrænsen er nået.

Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at en virksomheds anmodning efter § 10, stk. 1, skal ske ved tilmelding igennem en it-platform, der håndterer måledata m.v.


Krydsreferencer

1 love refererer til denne paragraf

Detaljer

Forarbejder til Lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger § 15

Det foreslås i § 15, stk. 1, at virksomheder, som har ret til indefrysning efter §§ 10 og 11, ydes indefrysning på forskellen mellem afregningsprisen for gas, eksklusiv afgifter, tariffer og moms, og et prisloft på 5,84 kr. pr. m3 for denne pris, dog maksimalt op til 15 mio. kr. samlet for el og gas.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at give gasforbrugende virksomheder en ret til at indefryse den del af den samlede energiregning fra gasleverandøren, der overstiger et prisloft på 5,84 kr. pr.m3. Formålet er endvidere, at fastsætte et loft for, hvor meget, der samlet kan gives i indefrysning til gas og el for en virksomhed. Loftet foreslås indført for at sikre fokus på virksomheder.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at virksomheder, der har høje gaspriser, og som har en samlet gaspris over 5,84 kr. pr. m3, vil få mulighed for indefrysning i en periode på op til 12 måneder. Den foreslåede bestemmelse vil navnlig kunne få betydning for de virksomheder, der er hårdest ramt af de høje gaspriser.

Gasleverandøren fakturer gasforbrugeren, der er tilmeldt indefrysningsordningen, hele det skyldige beløb. Dog opkræver gasleverandøren kun beløbet under prisloftet. Gasprisen i prisloftet er den pris, som gasleverandøren fakturerer virksomheden. Det vil sige beløbet eksklusiv de afgifter, tariffer og moms, som distributionsselskabet opkræver.

Bestemmelsen medfører samtidig, at virksomheders ret til indefrysning efter §§ 10 og 11 omfatter alle andre priselementer end tariffer, energiafgifter og moms. Sådanne priselementer kan f.eks. være abonnementsbetaling til gasleverandøren og omkostninger relateret til gasleverandørens administration generelt. Uanset hvilket andet priselement end afgifter, tariffer og moms der er tale om, er det således omfattet af prisloftet.

Dette gælder uanset om gasleverandøren benytter samfakturering i medfør af bekendtgørelse nr. 691 af 1. juli 2005 om samfakturering af naturgasleverancer, eller om gasleverandøren og distributionsselskabet fakturerer virksomhederne for deres egne ydelser.

Det følger af forslagets § 11, stk. 6, at en energivirksomhed kan opkræve et gebyr af en virksomhed, der anvender indefrysningsordningen, samt at gebyret kun må dække energivirksomhedens administrationsomkostninger som følge af indefrysningsordningen. I forhold til forståelsen af prisloftet i § 15, stk. 1, skal en energivirksomhed forstås som en gasleverandør. Gasleverandørens omkostninger efter forslaget til § 11, stk. 6, er omfattet af prisloftet i forslaget til § 15 stk. 1, idet en virksomheds betaling til dækning af disse omkostninger hverken er udtryk for afgifts-, tarif- eller momsbetaling.

Gasleverandøren vil skulle inkludere den fakturerede moms ved opgørelsen af momstilsvaret for momsperioden, jf. momslovens § 56.

Det beløb, som gaskunden kan indefryse, baseres på en gennemsnitspris for den periode, regningen dækker. Det betyder, at der ikke korrigeres indefrysning på baggrund af årsopgørelsen, og der gives ikke indefrysning for årsopgørelsen.

Det foreslås i § 15, stk. 2, at en virksomhed er forpligtet til at holde sig under beløbsgrænsen og give meddelelse til gasleverandøren om ophør af indefrysningsordningen, inden eller senest samtidig med at beløbsgrænsen er nået.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at indføre en pligt for en virksomhed til at holde sig under beløbsgrænsen, som er fastsat i stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en virksomhed omfattet af bestemmelsen, ikke kan opnå indefrysning over den fastsatte beløbsgrænse.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at en virksomhed omfattet af ordningen er forpligtet til at anmode gasleverandøren om at ophøre med at give yderligere indefrysning, når betalingsloftet er nået. Det er således den enkelte virksomhed, der skal sikre, at loftet ikke overskrides.

For gasleverandørerne administreres ordningen på samme vis som for ordningen for husholdninger.

Det foreslås i § 15, stk. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at en virksomheds anmodning efter § 10, stk. 1, skal ske ved tilmelding igennem en it-platform, der håndterer måledata m.v.

Bestemmelsen har til formål at give klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at en virksomheds anmodning om indefrysning ikke skal ske ved anmodning direkte til gasleverandøren, men i stedet ved tilmelding igennem en fælles it-platform, der håndterer måledata m.v.

Bestemmelsen vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at retten til indefrysning ved anmodning sker ved tilmelding gennem en it-platform, der håndterer måledata m.v.