Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 1105 af 10/09/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber § 5c

Fonden overtager de rettigheder og forpligtelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget fra forsikringsselskaber i forbindelse med Finanstilsynets inddragelse af forsikringsselskabers tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og som et selskab havde inden inddragelsen af tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed efter lov om arbejdsskadesikring.

Stk. 2. Fonden indtræder i de rettigheder, forpligtelser, aftaler og krav, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har over for de konkursboer, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har varetaget administrationen af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand. Fonden indtræder på samme vis i og overtager udeståender, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har med konkursboet eller øvrige parter som følge af varetagelse af administrationen af et selskab.

Stk. 3. Fonden anvender den dividende, som Fonden modtager fra konkursboerne, jf. stk. 2, til at refundere de beløb, som forsikringsselskaber har betalt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen for administrationen af arbejdsulykkesforsikringsbestandene. Er dividenden ikke tilstrækkelig til at dække forsikringsselskabernes fulde krav, fordeler Fonden dividenden forholdsmæssigt år for år, så de beløb, der er betalt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen det tidligste år inden bestandens overdragelse, dækkes først, indtil dividenden er fordelt.

Stk. 4. Uanset stk. 3 kan Fonden indgå aftale om fuld og endelig afgørelse af mellemværender mellem Fonden og den enkelte kreditor om refusion af beløb efter stk. 3 forud for tidspunktet for Fondens modtagelse af dividende fra konkursboet, under forudsætning af at samtlige øvrige kreditorer, der kan være berettigede til refusion efter stk. 3, samtykker til aftalens indgåelse.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber § 5c

Bestemmelsen fastslår i stk. 1, at Fonden skal kunne dække alle privatkunder, dvs. typiske forbrugerforsikringer som motor-, familie-, parcelhus-, og grundejer-, fritidshus -, ulykkes - og tilsvarende privatforsikringer.

Endvidere skal ordningen dække alle, der er sikret dækning for person og/eller tingsskade (kasko) ifølge skadevolders motoransvarsforsikring, og alle, der er sikret mod personskade ifølge øvrige typer ansvarsforsikring, uanset om denne måtte være tegnet erhvervsmæssigt. I sidstnævnte tilfælde vil der således være dækning fra Fonden, såfremt en medicinalvirksomheds produkter har forårsaget personskader, og virksomheden er produktansvarsforsikret i et skadesselskab, der går konkurs, og ikke kan dække erstatningskravet. Endelig dækkes kollektive forsikringer i det omfang, de efter deres art svarer til de omfattede individuelle forsikringer.

Stk. 2 fastslår, at der er dækning for skader indtruffet indtil 4 uger efter, at kurator har givet meddelelse om selskabets konkurs til fordringshaverne, jf. § 124 i konkursloven. Hermed sikres på den ene side en rimelig frist for forsikringstageren til at finde et nyt forsikringsselskab, og på den anden side lægges der et vist tidsmæssigt pres på forsikringstageren til hurtigt at få omplaceret seine forsikringer, hvilket er vigtigt, ikke mindst i tilfælde, hvor der er tale om lovpligtige forsikringer eller tilsvarende forsikringer som f. eks. bygningsbrandforsikring.

Stk. 3 fastslår, at præmier, der er indbetalt før konkursen, dækkes af Fonden, idet der fastsættes en selvrisiko på 1.000 kr. pr. police. En gennemsnitsfamilie har 3-4 forsikringer i størrelsesordenen 10-12.000 kr. En selvrisiko på 1.000 kr. pr. police vil således give en samlet selvrisiko på 3.000-4.000 kr. til gennemsnitsfamilien. Det er alene præmien for den resterende del af den løbende forsikringsperiode, som der kompenseres for.

Stk. 4 undtager erstatningskrav og præmier fra ledelsen i det pågældende selskab fra reglen i stk. 1. Personer, som har en særlig tilknytning via ledelsesansvar for det selskab, hvis økonomiske vanskeligheder forårsager, at Fonden skal udrede skadelidtes krav, må være afskåret fra at kunne få erstatningskrav m.v. mod selskabet dækket af Fonden.