BEK nr 502 af 23/05/2024
Beskæftigelsesministeriet
Bekendtgørelse om forsikringsselskabernes adgang til at behandle krav om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler m.v. efter lov om arbejdsskadesikring § 1
Forsikringsselskaberne behandler krav om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler m.v. i anledning af anmeldte ulykker og betaler sådanne udgifter i det omfang kravet kan imødekommes, jf. § 15 i arbejdsskadesikringsloven, jf. dog stk. 4. Dette gælder udgifter, der afholdes under sagens behandling og fremtidige udgifter.
Stk. 2. Forsikringsselskabet kan med tilskadekomnes samtykke indhente lægelige og andre oplysninger vedrørende tilskadekomne til brug for sagens behandling.
Stk. 3. Ved forsikringsselskab forstås i denne bekendtgørelse
-
et forsikringsselskab, der tegner arbejdsulykkesforsikring efter arbejdsskadesikringsloven,
-
en selvforsikrende kommune, region eller statsmyndighed samt folkekirken, jf. § 48, stk. 5, i arbejdsskadesikringsloven,
-
en arbejdsgiver, der har opnået fritagelse for at tegne forsikring, jf. § 88 i arbejdsskadesikringsloven, eller
-
Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, jf. § 5 c i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.
Stk. 4. Ved anmeldte ulykker, der er en følge af arbejdsrelaterede vaccinationer mod covid-19 foretaget i perioden fra og med den 27. december 2020 til og med den 31. december 2022, behandler Arbejdsmarkedets Erhvervssikring krav, jf. § 15 i arbejdsskadesikringsloven. Forsikringsselskaberne sender uden nærmere vurdering disse anmeldelser videre til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Forsikringsselskabernes rettigheder og pligter efter denne bekendtgørelse gælder tilsvarende for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.