LOV nr 873 af 21/06/2022
Justitsministeriet
Lov om Det Centrale Dna-profilregister og Det Centrale Fingeraftryksregister § 10
Den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan til brug for efterforskningen af en konkret straffesag ved elektronisk søgning sammenligne dna-profiler og personaftryk, der indgår i efterforskningen, med dna-profiler i dna-profilregisteret og personaftryk i fingeraftryksregisteret.
Stk. 2. Justitsministeren kan på grundlag af en overenskomst herom med en stat uden for Den Europæiske Union fastsætte, at stk. 1 finder anvendelse i forholdet mellem Danmark og denne stat.
Forarbejder til Lov om Det Centrale Dna-profilregister og Det Centrale Fingeraftryksregister § 10
RetsinformationDen gældende bestemmelse i dna-profilregisterlovens § 5, stk. 1, indeholder en bestemmelse, der fastslår, hvornår der til brug for identifikation af personer kan videregives oplysninger fra registeret. Det følger således af bestemmelsen, at oplysninger kan videregives til politiet, anklagemyndigheden og Justitsministeriet, den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller et tredjeland, der deltager i samarbejdet under Schengenkonventionen, til brug for en kriminalefterforskning eller kriminalefterretningsoperation, udenlandske domstole samt politi og anklagemyndigheder til brug for offentlige straffesager, såfremt det i det enkelte tilfælde findes ubetænkeligt, Københavns Universitet, Retsgenetisk Afdeling, såfremt det er nødvendigt i forbindelse med behandlingen af en straffesag, og Folketingets Ombudsmand.
Endvidere kan den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union til brug for efterforskningen af en konkret straffesag ved elektronisk søgning sammenligne en dna-profil, der indgår i efterforskningen, med registerets dna-profiler, jf. stk. 2.
Det følger endvidere af dna-profilregisterlovens § 5 a, som ikke er sat i kraft, af justitsministeren kan på grundlag af en overenskomst herom med en stat uden for Den Europæiske Union fastsætte, at § 5, stk. 2, finder anvendelse i forholdet mellem Danmark og denne stat.
Herudover må videregivelse af oplysninger fra dna-profilregisteret ikke finde sted, jf. § 5, stk. 3.
Det foreslås i stk. 1, at den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan til brug for efterforskningen af en konkret straffesag ved elektronisk søgning sammenligne dna-profiler og personaftryk, der indgår i efterforskningen, med dna-profiler i dna-profilregisteret og personaftryk i fingeraftryksregisteret.
Bestemmelsen giver adgang for de retshåndhævende myndigheder i en medlemsstat i Den Europæiske Union til at søge i Det Centrale Dna-profilregister og Det Centrale Fingeraftryksregister. Formålet med bestemmelsen er at skabe grundlag for, at en anden medlemsstats nationale kontaktpunkt selv skal kunne foretage en elektronisk sammenligning af en dna-profil og personaftryk, der indgår i en efterforskning, med dna-profilerne i dna-registeret og personaftryk i fingeraftryksregisteret. Forslaget gennemfører Prümafgørelsens artikel 3, hvorefter der gives medlemsstaternes nationale kontaktpunkter terminaladgang til elektronisk søgning i de øvrige medlemsstaters dna-profilregistre. Adgangen til registeret vil være baseret på et såkaldt »hit/no hit«- system, idet en søgende medlemsstats nationale kontaktpunkt umiddelbart kun vil modtage oplysninger om, hvorvidt der foreligger et »hit« (overensstemmende dna-profil eller person-aftryk). Bestemmelsen giver således alene en begrænset terminaladgang til registrene.
Hvis den søgende medlemsstat herefter ønsker yderligere oplysninger om eventuelle overensstemmende dna-profiler og personaftryk, må der fremsættes anmodning til den pågældende medlemsstat efter bestemmelserne om retshjælp m.v. En søgning må alene foretages til brug for efterforskningen af en konkret straffesag. Ordet efterforskning omfatter forebyggelse af strafbare handlinger, i samme omfang som forebyggelse er omfattet af Prümafgørelsens artikel 9.
Den foreslåede bestemmelse er en uændret videreførelse af det gældende § 5, stk. 2, i dna-profilregisterloven for så vidt angår dna-profiler samt § 116 a i retsplejeloven for så vidt angår personaftryk i fingeraftryksregisteret. Den foreslåede adgang omfatter hele fingeraftryksregisters filer, herunder fingeraftryk optaget i udlændingesager (B-filen).
Det foreslås i stk. 2, at justitsministeren på grundlag af en overenskomst herom med en stat uden for Den Europæiske Union kan fastsætte, at stk. 1 finder anvendelse i forholdet mellem Danmark og denne stat.
Formålet med det foreslåede stk. 2, er at skabe grundlag for, at de retshåndhævende myndigheder i stater uden for Den Europæiske Union på baggrund af en gensidig overenskomst selv skal kunne foretage en elektronisk sammenligning af en dna-profil og et personaftryk, der indgår i en efterforskning, med dna-profilerne i dna-registeret og personaftryk i fingeraftryksregisteret under samme forudsætninger som en søgning efter stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er en uændret videreførelse af § 5 a, i dna-profilregisterloven samt § 116 b i retsplejeloven, som begge ikke er sat i kraft.
Det fremgår af pkt. 5.1.4 i bemærkningerne til det lovforslag, hvormed den gældende § 5 a i dna-profilregisterloven blev indført, at den foreslåede hjemmel til at fastsætte, at reglerne i dna‑loven også skal finde anvendelse i forhold til stater uden for Den Europæiske Union på grundlag af gensidig overenskomst, indebærer, at gennemførelse af sådanne fremtidige aftaler ikke vil kræve ændringer af dna‑loven m.v., og hjemlen vil forudsætningsvis give regeringen bemyndigelse til at godkende og ratificere sådanne aftaler. Det fremgår samtidig bl.a., at det forudsættes, at Justitsministeriet orienterer Folketingets Retsudvalg, inden Danmark indgår en aftale med et land uden for Den Europæiske Union om søgning i danske registre over dna-profiler og personaftryk. En tilsvarende ordning forudsættes for så vidt angår den foreslåede § 10, stk. 2.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne til dna-profilregisterlovens § 5 a, at med henblik på at gennemføre den foreslåede ordning foreslås det, at der i dna-loven indsættes en bestemmelse, hvorefter justitsministeren på grundlag af en overenskomst herom med en stat uden for Den Europæiske Union kan fastsætte, at lovens § 5, stk. 2, om EU-medlemsstaters adgang til elektronisk søgning i dna-registeret også finder anvendelse i forholdet mellem Danmark og vedkommende stat. En søgning i medfør af den foreslåede bestemmelse må alene foretages til brug for efterforskningen af en konkret straffesag.
Der vil alene blive etableret terminaladgang til søgning i registeret på såkaldt "hit/no hit"-basis, jf. herom pkt. 2.6 ovenfor. Hvis den søgende stat vil have yderligere oplysninger på grundlag af et "hit", vil der således skulle fremsættes anmodning efter reglerne om retshjælp m.v.
Der henvises til pkt. 5.2.1. i de almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2009-2010, Tillæg A, L 152, som fremsat.
Herudover vil videregivelse af personoplysninger fra henholdsvis dna-profilregisteret og fingeraftryksregisteret fremover primært være reguleret af de generelle databeskyttelsesregler. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.2 i de almindelige bemærkninger.