Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 152 af 13/02/2025

Uddannelses- og Forskningsministeriet

Bekendtgørelse af lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond § 23

Bestyrelsen udpeger op til 75 medlemmer, herunder formænd, til de stående udvalg, jf. § 21, stk. 1, og skal i den forbindelse tilstræbe en ligelig kønssammensætning.

Stk. 2. Udvalgsmedlemmerne, herunder formændene, skal være anerkendte forskere.

Stk. 3. Udvalgsmedlemmerne, herunder formændene, udpeges i deres personlige egenskab efter åbent opslag. Der skal i det enkelte stående udvalg være bred faglig dækning inden for udvalgets virke og bred erfaring både inden for dansk og international forskning.

Stk. 4. Udvalgsmedlemmerne, herunder formændene, kan ikke samtidig sidde i Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, bestyrelsen for Danmarks Grundforskningsfond, bestyrelsen for Danmarks Innovationsfond eller bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond § 23

Det følger af § 14, stk. 1 og 2, i lov om forskningsrådgivning m.v., at samtlige medlemmer af de faglige forskningsråd skal være anerkendte forskere, og at uddannelses- og forskningsministeren udpeger op til 75 medlemmer til de faglige forskningsråd. Medlemmerne udpeges i deres personlige egenskab og således, at der i det enkelte råd opnås bred faglig dækning inden for rådets virke og bred erfaring både inden for dansk og international forskning.

Det foreslås som noget nyt i stk. 1, at det er bestyrelsen, og ikke uddannelses- og forskningsministeren, der udpeger op til 75 medlemmer, herunder formænd, til de stående udvalg, og i den forbindelse skal tilstræbe en ligelig kønssammensætning. Den foreslåede ændring giver bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond en mere markant profil og større tyngde i forhold til bestyrelsens ledelse af fondens aktiviteter og medvirker samtidig til en større autonomi for Danmarks Frie Forskningsfond som en samlet fond. Forslaget medvirker endvidere til at skabe klarere linjer og øget gennemsigtighed ved at placere kandidatvurdering og beslutningskompetence vedrørende udpegningen af medlemmer til de stående udvalg i et og samme organ. Det maksimale antal medlemmer i de stående udvalg fastholdes på 75. Formålet med at begrænse antallet af medlemmer i de stående udvalg er bl.a. at reducere risikoen for inhabilitet. Som det har været praksis hidtil, forudsættes det, at de stående udvalg har mulighed for selv at vælge en næstformand.

Med forslaget om, at det fremover skal være bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond og ikke uddannelses- og forskningsministeren, der udpeger medlemmer af de stående udvalg, vil udpegningen af medlemmer ikke som hidtil uden videre være omfattet af lov om ligestilling af kvinder og mænd, idet disse regler gælder for udvalg, kommissioner og lignende nedsat af en minister. Med forslaget sikres, at bestyrelsen fortsat skal tilstræbe en ligelig kønssammensætning ved udpegningen af medlemmer til de stående udvalg.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, der viderefører den gældende bestemmelse i § 14, stk. 1, fastslår, at de stående udvalg kvalitativt skal sammensættes af anerkendte forskere. Hensynet er som hidtil to sikre den forskningsfaglige kvalitet ved løsning af udvalgenes opgaver, særligt udvalgenes udmøntning af bevillinger til konkrete forskningsprojekter.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 træder i stedet for den gældende bestemmelse i § 14, stk. 2, 2. pkt. Bestemmelsen fastslår, at udvalgsmedlemmerne, herunder formændene, som hidtil udpeges i deres personlige egenskab. Der skal som hidtil i det enkelte stående udvalg være bred faglig dækning inden for udvalgets virke og bred erfaring både inden for dansk og international forskning. Det anses for vigtigt, at medlemmerne ikke repræsenterer parts- eller særinteresser, men at de udpeges i deres personlige egenskab. Som en lovfæstelse af hidtidig praksis foreslås, at der inden udpegningen gennemføres et åbent opslag med henblik på at give bred mulighed for at foreslå udvalgsmedlemmer. Bestyrelsen udpeger udvalgsmedlemmerne, herunder formanden, på baggrund af det åbne opslag. Bestyrelsen har mulighed for at supplere de indkomne forslag, herunder med henblik på at sikre en sammensætning, hvor der i det enkelte stående udvalg er bred faglig dækning inden for udvalgets virke og bred erfaring både inden for dansk og international forskning.

Medlemmer af de stående udvalg, herunder formænd og eventuelle næstformænd, forventes honoreret efter de gældende rammer for honorering af medlemmer af kollegiale organer i staten. Uddannelses- og Forskningsministeriet har i overensstemmelse hermed fastsat retningslinjer for at sikre en klar og entydig model for honorering samt ensartethed i honoreringen på tværs af råd og fonde i forsknings- og innovationssystemet under ministeriet.

Ved den foreslåede bestemmelse i stk. 4, der træder i stedet for den gældende bestemmelse i § 36, stk. 1, foreslås, at udvalgsmedlemmerne, herunder formændene, ikke samtidig kan sidde i Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, bestyrelsen for Danmarks Grundforskningsfond, bestyrelsen for Danmarks Innovationsfond eller bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond.

Det foreslåede forbud mod personsammenfald mellem de nævnte organer er som hidtil begrundet i et ønsket om at sikre en klar ledelsesstruktur, hvor der er personadskillelse mellem de personer, der leder fonden og træffer beslutning om fordeling af midler, og de personer, der udmønter midlerne. Det er endvidere hensigten at skabe en klar adskillelse mellem de organer, som skal udmønte midler og rådgive mere konkret om forskning, og det organ, som skal rådgive om forskning på overordnet niveau uden hensyn til de bevillingsmæssige rammer.