LOV nr 871 af 21/06/2022
Erhvervsministeriet
Lov om Danmarks Eksport- og Investeringsfond § 2
Danmarks Eksport- og Investeringsfonds målgruppe er:
-
Virksomheder med vækstpotentiale.
-
Virksomheder og fonde, der investerer direkte eller indirekte i virksomheder med vækstpotentiale.
-
Virksomheder med aktiviteter inden for eller potentiale for eksport eller internationalisering.
-
Virksomheder, der bidrager til en bæredygtig og grøn omstilling af samfundet.
-
Almene boligorganisationer og offentlige selskaber og institutioner m.v., hvis formue er adskilt fra henholdsvis statens, regionernes og kommunernes formue, og som har mulighed for at optage finansiering på det private marked, såfremt de bidrager til en bæredygtig og grøn omstilling, jf. § 1, stk. 1, nr. 3.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om adgang til Danmarks Eksport- og Investeringsfonds ydelser for virksomheder på Færøerne og i Grønland.
Forarbejder til Lov om Danmarks Eksport- og Investeringsfond § 2
RetsinformationDe krav, der er til Vækstfondens målgruppe, er beskrevet i lov om Vækstfondens § 2, hvor det fremgår, at Vækstfondens målgruppe er virksomheder med et vækstpotentiale, herunder især små og mellemstore virksomheder og virksomheder, der investerer i virksomheder med vækstpotentiale. De krav, der er til Danmarks Grønne Investeringsfonds målgruppe, fremgår af lov om Danmark Grønne Investeringsfond § 2, hvorefter Danmarks Grønne Investeringsfond kan yde lån til private virksomheder, almene boligorganisationer og til offentlige selskaber og institutioner m.v., hvis formue er adskilt fra henholdsvis statens, regionernes og kommunernes formue, og som har mulighed for at optage lån på det private marked, samt til virksomheder, som tilbyder eller faciliterer finansiering af energi- og miljømæssig renovering, herunder eksempelvis i form af energirenovering af private boliger. Der er ikke i lov om EKF Danmarks Eksportkredit en nærmere beskrivelse af EKF Danmarks Eksportkredits målgruppe.
Det følger af § 2, stk. 6, i lov om EKF Danmarks Eksportkredit, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om adgang til EKF Danmarks Eksportkredits ydelser for virksomheder på Færøerne og i Grønland, mens det i § 8, stk. 1, i lov om Vækstfonden følger, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om færøske og grønlandske virksomheders adgang til finansiering, tjenesteydelser og andre aktiviteter fra Vækstfonden.
Det foreslås i stk. 1, at Danmarks Eksport- og Investeringsfonds målgruppe er:
-
Virksomheder med vækstpotentiale.
-
Virksomheder og fonde, der investerer direkte eller indirekte i virksomheder med vækstpotentiale.
-
Virksomheder med aktiviteter inden for eller potentiale for eksport eller internationalisering.
-
Virksomheder, der bidrager til en bæredygtig og grøn omstilling af samfundet.
-
Almene boligorganisationer og offentlige selskaber og institutioner m.v., hvis formue er adskilt fra statens, regionernes henholdsvis kommunernes formue, og som har mulighed for at optage finansiering på det private marked, såfremt de bidrager til en bæredygtig og grøn omstilling, jf. § 1, stk. 1, nr. 3.
Den foreslåede bestemmelse er en sammenfatning og opdatering af EKF Danmarks Eksportkredits, Vækstfondens og Danmarks Grønne Investeringsfonds nuværende målgrupper. Bestemmelsen skal give Danmarks Eksport- og Investeringsfond en større fleksibilitet i forbindelse med udøvelsen af sine aktiviteter, end der i dag gælder for de tre fonde tilsammen, da der i praksis har vist sig et behov herfor. Det gælder blandt andet i forbindelse med direkte og indirekte investeringer og finansieringer til virksomheder med særligt vækstpotentiale, som vokser meget hurtigt og dermed ikke nødvendigvis på tidspunktet, hvor de får behov for statslig medfinansiering, falder ind under kategorien af små og mellemstore virksomheder. Sådanne virksomheder kan fortsat have vanskeligt ved at opnå risikovillig og tålmodig kapital i markedet uden langsigtet medvirken fra en statslig aktør. Tilsvarende kan det have negative konsekvenser for virksomhedernes vækst, hvis en central statslig investor trækker sin finansiering ud af virksomheden midt i et vækstforløb. Behovet for fleksibilitet gælder ligeledes med hensyn til eksportaktiviteter, hvor der for eksempel kan være behov for, at Danmarks Eksport- og Investeringsfond yder finansiering og risikodækning til aktiviteter i virksomheder, som har potentiale for eksport, men hvor der ikke nødvendigvis ligger en konkret eksportaftale. Det kan for eksempel være aktiviteter inden for udvikling af nye bæredygtige teknologier, herunder for eksempel teknologier inden for power-to-X, biomasse og pyrolyse, fangst, lagring og anvendelse af kulstof (CCUS), nye vindmølleteknologier, testfaciliteter for vindmøller m.v., men kan også gøre sig gældende på andre områder.
Selvom målgrupperne for Danmarks Eksport- og Investeringsfond i udgangspunktet er danske virksomheder, kan Danmarks Eksport- og Investeringsfonds investeringer, finansieringer og risikodækninger ske til både danske og udenlandske virksomheder, såfremt der er danske økonomiske interesser i at foretage den konkrete investering, finansiering eller risikodækning, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1.
En eventuel afgrænsning af, hvor stor en del af Danmarks Eksport- og Investeringsfonds midler, der kan anvendes til investering, finansiering og risikodækning af de enkelte typer af virksomheder omfattet af målgrupperne, vil blive fastlagt i Danmarks Eksport- og Investeringsfonds vedtægter eller politik i henhold til denne, jf. den foreslåede § 12, stk. 3. Det vil give den nødvendige fleksibilitet til at kunne justere på en eventuel afgrænsning, såfremt markedsudviklingen tilsiger dette.
Efter lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 1, er en del af målgruppen virksomheder med et vækstpotentiale.
Dette omfatter især små og mellemstore virksomheder og virksomheder med særligt stort vækstpotentiale, som er Vækstfondens primære målgrupper i dag, hvor der i mange tilfælde også er tale om forholdsvis nye, mindre virksomheder. Der er ikke med forslaget et eksplicit krav om, at målgruppen i særlig grad skal være nye virksomheder, iværksættere eller små og mellemstore virksomheder i øvrigt, da virksomheder med særlig stort vækstpotentiale i nogle tilfælde ikke vil være SMV’er, enten på grund af, at omsætning eller antal ansatte er vokset ud over rammerne fastlagt i EU's henstilling fra 2003 om definition af SMV'er, eller fordi der er medejerskab fra større virksomheder. Det forventes imidlertid, at nye virksomheder, iværksættere og små og mellemstore virksomheder fortsat vil være centrale målgrupper for Danmarks Eksport- og Investeringsfond.
Efter lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 2, er en del af målgruppen virksomheder og fonde, der investerer direkte eller indirekte i virksomheder med vækstpotentiale.
Dette er en af Vækstfondens primære målgrupper i dag. Danmarks Eksport- og Investeringsfond får således, som Vækstfonden har i dag, mulighed for at foretage indirekte investeringer og finansiering igennem andre virksomheder, som venturefonde, accelerationsfonde, funds of funds og lignende, som direkte eller via fonde stiller finansiering til rådighed for virksomheder med et vækstpotentiale.
Efter lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 3, er en del af målgruppen virksomheder med aktiviteter inden for eller potentiale for eksport eller internationalisering.
Dette omfatter både store samt små og mellemstore virksomheder. Bestemmelsen beskriver EKF Danmarks Eksportkredits nuværende primære målgrupper. Det er ekspliciteret, at der både er tale om virksomheder, som har konkrete eksportordrer og virksomheder, som har potentiale for eksport, det vil sige, hvor der er en forventning om eksport, men hvor der ikke nødvendigvis ligger en konkret eksportordre.
Efter lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 4, er en del af målgruppen virksomheder, der bidrager til den bæredygtige og grønne omstilling af samfundet.
Det omfatter blandt andet virksomheder, som tilbyder eller faciliterer finansiering af energi- og miljømæssig renovering, herunder eksempelvis i form af energirenovering af private boliger. Virksomheder spiller en central rolle i den bæredygtige omstilling af samfundet. Det gælder både virksomheder, der arbejder med en bæredygtig forretningsmodel, produkter m.v., herunder for eksempel virksomheder, der producerer eller opfører vedvarende energianlæg, og virksomheder, der vil gøre produktionen, distribution m.v. mere bæredygtig og grøn ved hjælp af energieffektiviseringer, større ressourceeffektivitet m.v.
Efter lovforslaget § 2, stk. 1, nr. 5, er en del af målgruppen almene boligorganisationer og offentlige selskaber og institutioner m.v., hvis formue er adskilt fra statens, regionernes henholdsvis kommunernes formue, og som har mulighed for at optage finansiering på det private marked, i det omfang de bidrager til en bæredygtig og grøn omstilling, jf. lovforslaget § 1, stk. 1, nr. 3.
Dette omfatter blandt andet offentligt ejede selskaber, selvejende institutioner med bygningsselveje, eksempelvis professionshøjskoler, erhvervsakademier, erhvervsskoler, gymnasier, frie grundskoler, folkehøjskoler og landsdelsscener, visse universiteter og visse museer, der har bygningsselveje, og dermed vil have mulighed for at optage finansiering, almene boligorganisationer samt selvejende institutioner på det kommunale og regionale område i det omfang, at låntagningen prioriteres indenfor de kommunale og regionale lånerammer. Det afgørende kriterium for, om der kan opnås finansiering, er, at der er tale om en selvstændig juridisk person med egen separat formue og med mulighed for at få finansiering på det private lånemarked.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om adgang til Danmarks Eksport- og Investeringsfonds ydelser for virksomheder på Færøerne og i Grønland.
Der er tale om en videreførelse af de gældende regler.
Erhvervsfremme- og eksportkreditområdet er overtaget af både det færøske hjemmestyre og det grønlandske selvstyre, og loven gælder derfor ikke på Færøerne og i Grønland, ligesom den ikke kan sættes i kraft ved kongelig anordning.
Med den foreslåede bestemmelse vil erhvervsministeren kunne give virksomheder på Færøerne og i Grønland adgang til finansiering fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond på samme vilkår som danske virksomheder. Det er hensigten, at i det omfang, virksomheder på Færøerne og i Grønland får adgang til finansiering, tjenesteydelser m.v. fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond, så sker det på tilsvarende vilkår med danske virksomheder. Hvorvidt en virksomhed på Færøerne og i Grønland konkret skal have adgang til finansiering eller andre ydelser fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond, besluttes af Danmarks Eksport- og Investeringsfond efter samme procedurer og retningslinjer som for danske virksomheder, og de konkrete vilkår for de enkelte engagementer vil svare til dem, som gælder for danske virksomheder. Det forventes, at virksomheder på Færøerne og i Grønland vil få adgang til de finansielle produkter, som de har adgang til efter de nuværende regler.
I forbindelse med finansieringsbeslutninger foretager Danmarks Eksport- og Investeringsfond en vurdering af, om finansieringen forventes at have en positiv samfundsmæssig indflydelse på Færøerne eller i Grønland. Dette skal ses i sammenhæng med det generelle krav om samfundsmæssigt afkast, som er gældende for alle Danmarks Eksport- og Investeringsfonds aktiviteter, jf. lovforslaget § 1, stk. 1. En sådan vurdering vil være af særlig relevans, såfremt der ydes finansiering til et datterselskab på Færøerne eller i Grønland, hvor moderselskabet har hjemsted i et andet land.
Danmarks Eksport- og Investeringsfond vil kunne yde eksportfinansiering til virksomheder på Færøerne og i Grønland. Det bemærkes, at danske virksomheders adgang til eksportfinansiering fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond i forbindelse med eksport til enten Færøerne eller Grønland ikke vil blive berørt, da Færøerne og Grønland i denne sammenhæng behandles på linje med det øvrige udland.
Det skal bemærkes, at Færøerne og Grønland ikke er omfattet af EU-retten, herunder statsstøttereglerne. Støtte fra offentlige myndigheder og institutioner i Danmark til virksomheder på Færøerne eller i Grønland er imidlertid omfattet af statsstøttereglerne. Det vil dermed også gælde Danmarks Eksport- og Investeringsfonds aktiviteter på Færøerne og i Grønland.