Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om betalinger § 98
Det følger af § 64 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at udbyderen har bevisbyrden for, at en betalingstransaktion er korrekt registreret og bogført, og ikke er ramt af tekniske svigt eller andre fejl. Ved brug af et betalingsinstrument har udbyderen endvidere bevisbyrden for, at den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning er blevet anvendt i forbindelse med betalingstransaktionen. Registrering af brug af et betalingsinstrument er ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. § 59.
Den foreslåede bestemmelse i § 98 viderefører med visse indholdsmæssige og redaktionelle ændringer § 64, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, idet § 64, stk. 1, opdeles i to stykker og der tilføjes et nyt stk. 3, som fastsætter bevisebyrderegler for betalingsinitieringstjenester. Endvidere præciseres ordlyden for at sikre en præcis gennemførelse af artikel 72 i 2. betalingstjenestedirektiv. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 72.
Det foreslås i stk. 1, at hvor en betaler nægter at have autoriseret eller iværksat en betalingstransaktion har udbyderen af betalingstjenesten bevisbyrden for, at betalingstransaktionen er korrekt registreret og bogført og ikke er ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. dog stk. 3. Ved brug af et betalingsinstrument har udbyderen endvidere bevisbyrden for, at den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning er blevet anvendt i forbindelse med betalingstransaktionen.
Denne bevisbyrderegel finder anvendelse for alle betalingstransaktioner omfattet af lovforslaget, og ikke kun betalingstransaktioner foretaget med et betalingsinstrument.
Ved brug af et betalingsinstrument har udbyderen endvidere bevisbyrden for, at den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltninger er anvendt i forbindelse med betalingstransaktionen.
Det foreslås i stk. 2, at hvor en betaler nægter at have autoriseret eller iværksat en betalingstransaktion er registrering af brug af betalingsinstrumentet ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser.
Det følger af bestemmelsen, at en registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv er
bevis for, at betaleren har autoriseret transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt eller at betaler har undladt at opfylde sine forpligtelser.
Denne bestemmelse finder ifølge sin ordlyd kun anvendelse på betalingsinstrumenter og fastslår, at selve brugen af et betalingsinstrument ikke kan betragtes som bevis for de forhold, der er beskre頼 i bestemmelsen. Brug af et betalingsinstrument kan derimod godt indgå som et led i bevisbedømmelsen i en sag, hvor det skal vurderes, om betaleren har handlet svigagtigt.
Bestemmelsen indfører herudover ikke regler for bevisbedømmelsen. Hvis en bruger af betalingstjenester bestrider at have brugt et betalingskort, uanset at udbyderen kan bevise, at kortet og den til kortet hørende personlige sikkerhedsforanstaltninger har været anvendt i forbindelse med betalingstransaktionen, vil det derfor være op til det relevante ankenævn, eksempelvis pengeinstitutankenævnet eller teleankenævnet, eller domstolene at tage stilling til, om brugen af kortet kan anses for foretaget af brugeren på baggrund af sagens omstændigheder.
Det foreslås i stk. 3, at hvor en betaler nægter at have autoriseret eller iværksat en betalingstransaktion, der er iværksat via en udbyder af betalingsinitieringstjenester, bærer udbyderen af betalingsinitieringstjenesten bevisbyrden for, at betalingstransaktionen inden for dennes kompetenceområde er korrekt registreret og bogført og ikke er ramt af tekniske svigt eller andre fejl.
Bestemmelsen i stk. 3, er ny og fastslår, at det er udbyderen af betalingsinitieringstjenester, som skal løfte bevisbyrde for, at betalingstransaktionen inden for dennes kompetenceområde er korrekt registreret og bogført og ikke er ramt af tekniske svigt eller andre fejl.
