Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om betalinger § 66
Det følger af § 42 i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at en udbyder af betalingstjenester ikke må kræve betaling for oplysninger, der skal leveres efter bestemmelserne i lovens kapital 5. Dog må en udbyder af betalingstjenester kræve betaling, hvis der efter anmodning fra bruger leveres flere eller hyppigere oplysninger eller oplysningerne leveres via andre kanaler end fastsat i kapitel 5.
Den foreslåede bestemmelse i § 66 viderefører med sproglige ændringer den gældende § 42. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 40.
Det foreslås i stk. 1, at en udbyder af betalingstjenester ikke må kræve betaling for oplysninger, som skal gives efter bestemmelserne i kapitel 5.
En udbyder af betalingstjenester må således ikke opkræve en bruger gebyrer eller anden betaling for opfyldelse af de oplysningsforpligtelser, der påhviler udbyderen af betalingstjenester, uanset om der er tale om en enkeltstående betalingstransaktion eller en betalingstransaktion omfattet af en rammeaftale.
I henhold til § 151, stk. 2, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 66, stk. 1, straffes med bøde.
Overtrædelse af forslagets § 66, stk. 1, vil omfatte den situation, hvor en udbyder af betalingstjenester kræver betaling for oplysninger, som skal leveres efter bestemmelserne i dette kapitel. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som kræver betaling for oplysninger i strid med forslagets § 66, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at en udbyder af betalingstjenester, der efter anmodning fra en bruger leverer supplerende oplysninger, hyppigere oplysninger eller tilbyder, at oplysningerne gives via andre kommunikationsmidler end fastlagt i rammeaftalen, kun må kræve en betaling herfor, der står i rimeligt forhold udbyderens faktiske omkostninger.
I medfør af den foreslåede bestemmelse, kan en udbyder af betalingstjenester således godt opkræve gebyrer for ydelser, som ligger ud over lovforslagets krav, når disse leveres efter anmodning fra en bruger. Sådanne ydelser er formuleret som supplerende oplysninger, hyppigere oplysninger eller tilbud om overførsel af oplysninger ved anvendelse af andre kommunikationsmidler end aftalt i rammeaftalen. Som et eksempel herpå kan nævnes, at det efter lovforslagets § 77, stk. 2, kan aftales, at oplysninger til en betalingsmodtager efter gennemførelsen af en betalingstransaktion skal meddeles eller stilles til rådighed en gang om måneden. Aftaler en udbyder af betalingstjenester og en bruger, efter anmodning fra brugeren, at oplysningerne skal meddeles hyppigere end en gang om måneden, for eksempel hver 14 dag, kan udbyderen kræve et gebyr for denne ydelse. Udformer en udbyder af betalingstjenester sine almindelige forretningsbetingelser, således at der altid gives meddelelse hver anden uge om gennemførte betalingstransaktioner, kan der ikke opkræves gebyrer for denne ydelse, da den ikke stilles til rådighed efter anmodning fra brugeren.
Gebyrer for supplerende ydelser skal være passende og stå i rimeligt forhold til udbyderens omkostninger. En udbyder af betalingstjenester skal på Forbrugerombudsmandens anmodning være i stand til at redegøre for de faktiske omkostninger, som denne har i forbindelse med at levere supplerende ydelser. Begrebet omkostninger omfatter både direkte og indirekte omkostninger samt en passende avance.
