Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om betalinger § 46
§§ 33-36 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge fastsætter reglerne vedrørende udenlandske betalingsinstitutters udbud af grænseoverskridende aktiviteter i Danmark.
Med forslaget til § 46 sker der en videreførelse med redaktionelle ændringer af §§ 33-36, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, idet der sker en sammenskrivning af bestemmelserne, samt enkelte tilføjelser, som følger af en ændring i direktivet, som skal sikre en mere ens behandling af notifikationer i forbindelse med grænseoverskridende aktiviteter i de forskellige medlemslande. Bestemmelsen gennemfører artikel 28 i 2. betalingstjenestedirektiv.
Det foreslås i stk. 1, at udenlandsk betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse i et andet EU- eller EØS-land, kan begynde at udbyde betalingstjenester her i landet ved udbud af grænseoverskridende betalingstjenester, ved etablering af en filial eller gennem en agent, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndigheden i hjemlandet.
Bestemmelsen fastslår, at et betalingsinstitut i et andet land inden for EU/EØS, kan begynde at udbyde sine betalinger her i landet ved at udbydegrænseoverskridende betalingstjenester, eller gennem en filial eller en agent her i landet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndigheden i hjemlandet, og denne har erklæret, at tjenesterne er omfattet af betalingsinstituttets tilladelse.
Er der tale om udbud af grænseoverskridende aktiviteter, skal Finanstilsynet modtage oplysning om instituttets navn og adresse, navnene på de personer, der er ansvarlige for instituttets ledelse, hvilke betalingstjenester instituttet ønsker at udbyde og om, at disse tjenester er omfattet af instituttets tilladelse i hjemlandet, svarende til oplysninger angivet i lovforslagets § 43, stk. 2.
Med grænseoverskridende betalingstjenester forstås et udenlandsk betalingsinstituts udbud af sine betalingstjenester her i landet, uden at instituttet er fysisk til stede her i landet, eksempelvis ved udbud af betalingstjenester via internettet eller en anden enhed til fjernkommunikation. Vurderingen af, hvorvidt der er tale om en grænseoverskridende aktivitet i forbindelse med udbuddet af en betalingstjeneste via internettet fra et EU/EØS-land til et andet, vil bero på en konkret vurdering. EU-domstolen har således i sagerne C-585/08 og C-144/09 taget stilling til, hvornår en virksomhed, der har hjemsted i et medlemsland, og som udbyder tjenester via internettet, kan sige at udøve aktiviteter i et andet medlemsland. EU-domstolen har i den forbindelse fastsat en række ikke udtømmende kriterier, som kan anvendes til at vurdere, om der er tale om grænseoverskridende aktiviteter. Disse omfatter virksomhedens internationale beskaffenhed, beskrivelsen af ruter fra andre medlemsstater til stedet, hvor den erhvervsdrivende er etableret, anvendelsen af et sprog eller en valuta, der er forskellig fra det sprog eller den valuta, der normalt anvendes i medlemsstaten, hvor den erhvervsdrivende er etableret, med mulighed for at reservere og bekræfte reservationen på dette andet sprog, oplysning om telefonnummer med angivelse af international landekode, udgifter til en søge- og annonceringsydelse på internettet med henblik på at give forbrugere, der har bopæl i andre medlemsstater, adgang til den erhvervsdrivendes eller det formidlende selskabs netsted, anvendelsen af et andet topdomænenavn end det, der anvendes i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende er etableret, og omtale af et internationalt klientel sammensat af kunder med bopæl i forskellige medlemsstater. Derimod har EU-domstolen fastsat, at almindelig adgang til den erhvervsdrivendes eller det formidlende selskabs netsted på internettet i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, ikke i sig selv er en tilstrækkelig betingelse. Det samme gør sig gældende for oplysning om en e-mailadresse eller en anden adresse eller anvendelse af et sprog eller en valuta, som er det sprog og/eller den valuta, der normalt anvendes i medlemsstaten, hvor den erhvervsdrivende er etableret.
Er der tale om etablering af filial, skal Finanstilsynet modtage oplysning om filialens navn og adresse, navnene på de personer, der er ansvarlige for filialens ledelse, dens organisationsstruktur, hvilke betalingstjenester instituttet ønsker at udbyde gennem filialen, og om, at disse tjenester er omfattet af instituttets tilladelse i hjemlandet, svarende til oplysninger angivet i lovforslagets § 43, stk. 3.
Er der tale om anvendelse af agent, skal Finanstilsynet have oplysning om agentens navn og adresse, en beskrivelse af, hvordan agenten vil opfylde forpligtelserne i henhold til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, og identiteten på ledelsesansvarlige for agenten, hvilke betalingstjenester instituttet ønsker at udbyde gennem agenten, og om, at disse tjenester er omfattet af instituttets tilladelse i hjemlandet, svarende til oplysninger angivet i lovforslagets § 43, stk. 4.
I medfør af 2. betalingstjenestedirektivet artikel 28, stk. 5, skal EBA udarbejde reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende rammerne for samarbejde og for udvekslingen af oplysninger mellem de kompetente myndigheder i hjemlandet og værtslandet, herunder en fælles terminologi og format for meddelelserne. Det forventes således, at EBA vil udarbejde standardskemaer, der skal anvendes med henblik på ansøgning om grænseoverskridende aktiviteter.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet senest 1 måned efter modtagelsen af den i stk. 1 nævnte meddelelse skal meddele hjemlandets myndighed, hvis Finanstilsynet har rimelig grund til at formode, at oprettelsen af en filial eller agent vil øge risikoen for overtrædelse af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af penge og finansiering af terrorisme eller de regler, der er udstedt i medfør heraf. Tilsynsmyndigheden i hjemlandet kan på baggrund heraf afvise at registrere filialen eller agenten eller annullere registreringen af filialen eller agenten, hvis registreringen allerede har fundet sted. Agenten eller filialen kan herefter ikke udbyde betalingstjenester her i landet.
Bestemmelsen er delvist ny og indfører en sagsbehandlingsfrist for Finanstilsynet på en måned fra Finanstilsynet modtager meddelelse fra hjemlandets myndighed. Det er hjemlandets myndighed, som har ansvaret for at sikre at oplysningerne er korrekte og fuldstændige. Fristen beregnes derfor fra den dag meddelelsen modtages.
Hvis Finanstilsynet på baggrund af meddelelsen modtaget efter stk. 1 meddeler hjemlandets kompetente myndighed, at Finanstilsynet har rimelig grund til at formode , at den påtænkte filialetablering eller anvendelse af filialen eller agenten her i landet vil øge risikoen for overtrædelse af reglerne i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme eller de regler, der er udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet i henhold til 2. betalingstjenestedirektiv artikel 28, stk. 2, meddele dette til den kompetente myndighed i hjemlandet. Hvis hjemlandets kompetente myndighed er enig i Finanstilsynet vurdering kan den afvise at registrere filialen eller annullere registreringen af filialen, hvis registrering allerede har fundet sted, med den konsekvens, at betalingsinstituttet ikke kan anvende den pågældende filial eller agent i forbindelse med udbud af betalingstjenester her i landet.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan indbringe sagen for EBA, hvis hjemlandets tilsynsmyndighed registrerer agenten eller filialen til trods for, at Finanstilsynet har rimelig grund til at formode, at oprettelsen af en filial eller agent her i landet vil øge risikoen for overtrædelse af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme eller de regler, der er udstedt i medfør heraf.
Finanstilsynet kan som udgangspunkt ikke modsætte sig, at det udenlandske betalingsinstitut anvender den pågældende filial eller agent, hvis tilsynsmyndigheden i hjemlandet træffer beslutning om anerkendelse og registrering af filialen eller agenten på trods af mulige advarsler fra Finanstilsynet. Finanstilsynet har dog i det tilfælde mulighed for at indbringe sagen for EBA, som, jf. direktivets artikel 27, skal mediere mellem myndighederne med bindende virkning for de pågældende myndigheder, jf. artikel 19, EBA-forordningen. Hjemlandets tilsynsmyndighed vil jf. nævnte forordning skulle træffe afgørelse i overensstemmelse med EBAs beslutning.
Det foreslås i stk. 4, at en filial eller agent skal oplyse brugerne af betalingstjenesten om, at denne er en filial af eller agent for det udenlandske betalingsinstitut.
En agent eller filial skal altid oplyse brugeren om, at denne handler på vegne af et betalingsinstitut. Dette skal gøres på en tydelig måde, og inden der indgås aftale om udbuddet af betalingstjenesten. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i lovforslagets §§ 67 og 72 om oplysningskrav i forbindelse med indgåelse af en aftale om gennemførelse af en betalingstjeneste.
