Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 651 af 10/06/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om betalinger § 117

En betalingsmodtager eller en anden, der via en pengeautomat eller på salgsstedet tilbyder valutaomregning til betaleren, før en betalingstransaktion iværksættes, skal give betaleren alle oplysninger om gebyrer og den vekselkurs, der anvendes ved valutaomregningen. Betaleren skal godkende, at valutaomregningen sker på dette grundlag.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om betalinger § 117

Det følger af § 82 i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at en betalingsmodtager eller en anden, der på salgsstedet tilbyder valutaomregning til betaleren før en betalingstransaktion iværksættes, skal give betaleren alle oplysninger om gebyrer og den vekselkurs, der anvendes ved valutaomregningen. Betaleren skal godkende, at valutaomregningen sker på dette grundlag.

Den foreslåede § 117 viderefører § 88 uden ændringer, og gennemfører artikel 59, i 2. betalingstjenestedirektiv.

Det foreslås i stk. 1, at en betalingsmodtager eller en anden, der via en pengeautomat eller på salgsstedet tilbyder valutaomregning til betaleren før en betalingstransaktion iværksættes, skal give betaleren alle oplysninger om gebyrer og den vekselkurs, der anvendes ved valutaomregningen. Betaleren skal godkende, at valutaomregningen sker på dette grundlag.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslaget til § 72, stk. 1, nr. 3, om oplysning af gebyrer, renter og vekselkurser, som skal gives i forbindelse med indgåelse af en rammeaftale.

Bestemmelsen har som formål at sikre, at betaleren har alle relevante oplysninger til vurderingen af hvad betalingstransaktionen i alt vil koste. Med bestemmelsen understreges, at betaleren skal godkende at betalingstransaktionen foretages på dette grundlag.

Det er udbyderen, der har bevisbyrden for at oplysningskravene i § 117 er overholdt, jf. forslaget til § 119.

I henhold til § 151, stk. 2, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 117, straffes med bøde.

Overtrædelse af forslagets § 117 vil omfatte den situation, hvor en betalingsmodtager eller en anden, der via en pengeautomat eller på salgsstedet tilbyder valuta-omregning til betaleren før en betalingstransaktion iværksættes, undlader at give betaleren alle oplysninger om gebyrer og den vekselkurs, der anvendes ved valutaomregningen. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader at give betaleren oplysningerne i strid med forslagets § 117.