LOV nr 1447 af 10/12/2024
Erhvervsministeriet
Lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere på fartøjer på indre vandveje § 7
Mobile lønmodtagere har ret til hvileperioder på mindst
-
10 timer i ethvert tidsrum på 24 timer, hvoraf mindst 6 timer skal være uden afbrydelse, og
-
84 timer i en given 7-dagesperiode.
Stk. 2. Den mobile lønmodtager må ikke arbejde mere end 6 timer i træk uden pauser.
Forarbejder til Lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere på fartøjer på indre vandveje § 7
Lovforslagets forslag til § 7 omhandler minimumskrav til mobile lønmodtageres hvileperioder og pauser. Forslaget er en implementering af direktivets bilag 1, artikel 7 og 8.
Ifølge forslaget til § 7, stk. 1, har den mobile lønmodtager ret til hvileperioder på mindst 10 timers hvile i en given 24-timers periode. Dette betyder, at en mobil lønmodtager skal have mindst 10 timers sammenhængende hvile i løbet af en periode på 24 timer. Desuden skal mindst 6 af disse timer være uden afbrydelse, hvilket indebærer, at lønmodtageren skal have mulighed for at hvile uafbrudt i mindst 6 timer.
Bestemmelsen fastsætter endvidere, at den mobile lønmodtager har ret til mindst 84 timers hvile i en 7-dages periode. Der kan således ikke i gennemsnit arbejdes mere end 12 timer over en 7 dages-periode. Hvileperiode er, jf. forslaget til § 2, nr. 5, det tidsrum, der ikke er arbejdstid. Begrebet omfatter hvileperioder på fartøjet under sejlads, når det ligger stille, og på land.
Den foreslåede § 7, stk. 2, fastsætter, at den mobile lønmodtager ikke må arbejde mere end 6 timer i træk uden pauser. Formålet er at sikre, at lønmodtagere ikke udsættes for overdreven arbejdsbyrde og træthed, og at de får regelmæssige pauser for at hvile og genoplade. I direktivets bilag 1, artikel 2, er angivet, at hvilepauser er op til 15 minutter. Pausens længde beror herudover på den specifikke type arbejde, der udføres, samt hvad der aftalt og kutyme på arbejdspladsen.