Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 364 af 04/03/2026

Børne- og Undervisningsministeriet

Bekendtgørelse af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. § 15a

a. Individuel kompetencevurdering foretages af uddannelsesinstitutionerne i forhold til de arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, som de er godkendt til at udbyde.

Stk. 2. Individuel kompetencevurdering kan afholdes på en virksomhed.

Stk. 3. Individuel kompetencevurdering kan tilrettelægges på heltid eller deltid.

Stk. 4. Børne- og undervisningsministeren fastsætter efter udtalelse fra Rådet for Voksen- og Efteruddannelse nærmere regler om afholdelse, tilrettelæggelse og varighed af individuel kompetencevurdering m.v.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. § 15a

Bestemmelsen omhandler individuel kompetenceafklaring.

Der henvises til de almindelige bemærkninger under nyt arbejdsmarkedsuddannelseskoncept m.v.

Individuel kompetenceafklaring efter dette forslag gennemføres med et bredere sigte end hidtil inden for arbejdsmarkedsuddannelserne som følge af samordningen af den erhvervsrettede voksen- og efteruddannelsesindsats i fælles kompetencebeskrivelser og af den ændrede institutionsstruktur med institutioner for erhvervsrettet uddannelse.

Individuel kompetenceafklaring efter denne lov er realkompetencevurdering med henblik på afklaring, vurdering og dokumentation af deltagerens kompetencer, individuel planlægning af uddannelser samt rådgivning af deltagere og virksomheder om behov for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse inden for arbejdsmarkedsuddannelserne og enkeltfag fra de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse.

Individuel kompetenceafklaring omfatter studie- og uddannelsesvejledning samt praktisk afprøvning af faglige og generelle tværgående kompetencer inden for arbejdsmarkedsuddannelserne og enkeltfag fra de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser, der indgår i en fælles kompetencebeskrivelse.

Individuel kompetenceafklaring efter denne lov gennemføres af de uddannelsessteder, der er godkendt til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag fra de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser inden for en fælles kompetencebeskrivelse.

Det er hensigten, at individuel kompetenceafklaring skal kunne anvendes til afklaring af flygtninge og indvandreres reelle kompetencer i forhold til erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Vurdering af indvandreres og flygtninges kvalifikationer ud over dette formål kan foretages af Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser efter bestemmelserne i lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer.

Her ud over kan der tilbydes kompetencevurdering i forbindelse med udarbejdelse af en uddannelsesplan til grunduddannelse for voksne efter lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne.