LBK nr 364 af 04/03/2026
Børne- og Undervisningsministeriet
Bekendtgørelse af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. § 15
Individuel kompetencevurdering efter denne lov er realkompetencevurdering og har til formål at give deltageren anerkendelse af dennes samlede viden, færdigheder og kompetencer som grundlag for videre og tilpasset erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse inden for denne lovs rammer og til brug på arbejdsmarkedet.
Stk. 2. Anerkendelse af realkompetence sker på baggrund af afklaring, dokumentation og vurdering af deltagerens realkompetencer i forhold til målbeskrivelserne i arbejdsmarkedsuddannelserne og enkeltfag optaget i de fælles kompetencebeskrivelser. Deltageren bidrager til at dokumentere de realkompetencer, der ønskes vurderet.
Stk. 3. Anerkendelse af realkompetence gives i form af en individuel uddannelsesplan bestående af den eller de arbejdsmarkedsuddannelser eller enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, der kan supplere deltagerens realkompetencer i forhold til dennes ønskede uddannelsesmål, som kompetencebevis, jf. § 15 b, stk. 1, eller AMU-bevis, jf. § 15 b, stk. 2.
Stk. 4. Alle, der har adgang til uddannelse inden for rammerne af denne lov, har adgang til individuel kompetencevurdering. Uddannelsesinstitutionen kan afslå at iværksætte en individuel kompetencevurdering, hvis den skønner, at ansøgerens kompetencer ikke eller kun i meget begrænset omfang indgår i målene for den eller de arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag i en fælles kompetencebeskrivelse, som kompetencerne ønskes vurderet i forhold til.
Stk. 5. Individuel kompetencevurdering foretages forud for eventuel optagelse til arbejdsmarkedsuddannelse.
Stk. 6. Børne- og undervisningsministeren fastsætter efter udtalelse fra Rådet for Voksen- og Efteruddannelse nærmere regler om mål, rammer og indhold m.v. for individuel kompetencevurdering.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. § 15
Bestemmelsen omhandler individuel kompetenceafklaring.
Der henvises til de almindelige bemærkninger under nyt arbejdsmarkedsuddannelseskoncept m.v.
Individuel kompetenceafklaring efter dette forslag gennemføres med et bredere sigte end hidtil inden for arbejdsmarkedsuddannelserne som følge af samordningen af den erhvervsrettede voksen- og efteruddannelsesindsats i fælles kompetencebeskrivelser og af den ændrede institutionsstruktur med institutioner for erhvervsrettet uddannelse.
Individuel kompetenceafklaring efter denne lov er realkompetencevurdering med henblik på afklaring, vurdering og dokumentation af deltagerens kompetencer, individuel planlægning af uddannelser samt rådgivning af deltagere og virksomheder om behov for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse inden for arbejdsmarkedsuddannelserne og enkeltfag fra de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse.
Individuel kompetenceafklaring omfatter studie- og uddannelsesvejledning samt praktisk afprøvning af faglige og generelle tværgående kompetencer inden for arbejdsmarkedsuddannelserne og enkeltfag fra de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser, der indgår i en fælles kompetencebeskrivelse.
Individuel kompetenceafklaring efter denne lov gennemføres af de uddannelsessteder, der er godkendt til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag fra de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser inden for en fælles kompetencebeskrivelse.
Det er hensigten, at individuel kompetenceafklaring skal kunne anvendes til afklaring af flygtninge og indvandreres reelle kompetencer i forhold til erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Vurdering af indvandreres og flygtninges kvalifikationer ud over dette formål kan foretages af Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser efter bestemmelserne i lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer.
Her ud over kan der tilbydes kompetencevurdering i forbindelse med udarbejdelse af en uddannelsesplan til grunduddannelse for voksne efter lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne.