Search for a command to run...
LOV nr 624 af 11/06/2024
Transportministeriet
Transportministeren bemyndiges til at anlægge en ca. 20 km firesporet motorvej vest om Aalborg via Egholm med forbindelse til E45 Nordjyske Motorvej i syd og E39 Hirtshalsmotorvejen i nord, herunder at
anlægge en sænketunnel under Limfjordens sydlige løb,
anlægge lavbroer over Limfjordens nordlige løb (Nørredyb),
indvinde et areal af Limfjorden syd for Egholm og
anlægge og omlægge kommunale veje og stier, som bl.a. omfatter omlægning af Dall Møllevej og forlængelse af Mølholmsvej.
Stk. 2. Transportministeren bemyndiges til at anlægge en lokalvej med dertilhørende bro til Egholm, hvis Aalborg Kommune tilvælger det.
Stk. 3. Kort over anlægsprojektet m.v. nævnt i stk. 1 og 2 fremgår af bilag 1.
Stk. 4. Transportministeren overdrager de anlæg, der er nævnt i stk. 1, nr. 4, og stk. 2, til Aalborg Kommune i takt med færdiggørelsen.
Lovgivning (1)
Det foreslås i § 1, stk. 1, at transportministeren bemyndiges til at anlægge en ca. 20 km 4-sporet motorvej vest om Aalborg via Egholm med forbindelse til E45 Nordjyske Motorvej i syd og E39 Hirtshalsmotorvejen i nord, herunder at 1) anlægge en sænketunnel under Limfjordens sydlige løb, 2) anlægge lavbroer over Limfjordens nordlige forløb (Nørredyb), 3) indvinde et areal af Limfjorden syd for Egholm, og 4) anlægge og omlægge kommunale veje og stier, som bl.a. omfatter omlægning af Dall Møllevej og en forlængelse af Mølholmsvej.
Det foreslåede vil betyde, at transportministeren herefter er bemyndiget til at anlægge ny statsvej, foretage inddæmning, anlægge sænketunnel og lavbroer samt omlægge kommunale veje og stier.
Det er hensigten, at transportministeren vil delegere sin kompetence til Vejdirektoratet, som står for den egentlige gennemførelse af projektet.
Det foreslås i § 1, stk. 2, at transportministeren bemyndiges til at anlægge en lokal vej med dertilhørende bro til Egholm, hvis Aalborg Kommune tilvælger det.
Der er tale om et kommunalt tilvalg, hvor der som et led i anlægsprojektet også kan foretages arbejder, der normalt vil være et kommunalt anliggende.
Det er hensigten, at transportministeren vil delegere sin kompetence til Vejdirektoratet, som står for den egentlige gennemførelse af det kommunale tilvalg, hvis det lokalt besluttes i Aalborg Kommune, at man ønsker denne del af bemyndigelsen i anlægsloven udnyttet.
Det foreslås i § 1, stk. 3, at kort over anlægsprojektet nævnt i stk. 1 og 2 fremgår af bilag 1 til loven.
Offentlige veje defineres i vejlovens § 3, nr. 2, som veje, gader og broer, der er åbne for almindelig færdsel, og som administreres af stat eller kommune. De offentlige veje inddeles i statsveje og kommuneveje.
Det følger af vejlovens § 6, stk. 1, at transportministeren er vejmyndighed for statsvejene. Af vejlovens § 6, stk. 2, følger det, at administrationen af statsvejene er henlagt til Vejdirektoratet. Af vejlovens § 7 fremgår det, at kommunalbestyrelsen er vejmyndighed for kommunevejene. Af vejlovens § 12, stk. 1, 1. pkt., følger, at det ved lov bestemmes, hvilke offentlige veje der skal være statsveje, hvilke nye statsveje, der skal anlægges, og hvilke der skal nedlægges eller overgå til anden status.
Det foreslås i § 1, stk. 4, at transportministeren overdrager de pågældende anlæg omtalt i § 1, stk. 1, nr. 4 og stk. 2, til Aalborg Kommune i takt med færdiggørelsen.
Forslaget vil medføre, at transportministeren, hvilket de facto vil være Vejdirektoratet, løbende vil overdrage de i § 1, stk. 1, nr. 4, og § 1, stk. 2, omtalte anlæg til Aalborg Kommune som kommuneveje i takt med, at Vejdirektoratet vurderer, at anlægsarbejdet er afsluttet. Det er ikke muligt fastsætte en konkret dato for overdragelsen, da det vil afhænge af anlægsarbejdet. Overdragelsen til kommunevej følger af dette lovforslag og forudsætter ikke anvendelse af vejlovens regler om nedklassificering, jf. vejlovens § 12.
Efter Vejdirektoratet har overdraget de enkelte anlæg, vil Aalborg Kommune være vejmyndighed i medfør af vejlovens § 7. I overensstemmelse med den almindelige ordning i vejloven har kommunalbestyrelsen efter overdragelsen af anlægget de beføjelser og forpligtelser, som den kommunale vejmyndighed har i medfør af vejloven og anden lovgivning herunder vedligeholdelsesforpligtelsen, jf. vejlovens § 8, stk. 1.