LOV nr 409 af 11/05/2016
Uddannelses- og Forskningsministeriet
Lov om aktiviteter i det ydre rum § 4
I denne lov forstås ved:
-
Rumaktivitet: Opsendelse af rumgenstande til det ydre rum, drift, styring af og tilbagevenden af rumgenstande til jorden samt andre aktiviteter, som er væsentlige i forbindelse hermed.
-
Rumgenstand: Enhver genstand, der er opsendt eller planlægges opsendt til det ydre rum, herunder dens enkelte dele, og enhver anordning, der er anvendt eller planlægges anvendt til at opsende en genstand til det ydre rum.
-
Operatør: En fysisk eller juridisk person, der udfører eller påtager sig at udføre rumaktiviteter.
-
Ydre rum: Den del af rummet, der ligger over 100 km over havets overflade.
-
Ejer: En fysisk eller juridisk person, der ejer en rumgenstand.
-
Opsendende stat: En stat, som opsender eller udvirker opsendelse af en rumgenstand, eller fra hvis territorium eller indretning en rumgenstand opsendes.
Forarbejder til Lov om aktiviteter i det ydre rum § 4
RetsinformationDen foreslåede bestemmelse definerer en række centrale begreber i loven. Flere af definitionerne er centrale, idet de er med til at afgrænse anvendelsesområdet for loven. Således har f.eks. definitionen af rumaktivitet, rumgenstand og operatør betydning for, om en handling er omfattet af loven.
Med forslaget til bestemmelsens nr. 1, 2 og 3, defineres begreberne rumaktivitet, rumgenstand og operatør med inspiration i definitionerne i de bagvedliggende traktater samt øvrige landes lovgivninger om aktiviteter i det ydre rum.
Begrebet rumaktivitet defineres i nr. 1 som opsendelse af rumgenstande til det ydre rum, drift, styring af og tilbagevenden af rumgenstande til jorden samt andre aktiviteter, som er væsentlige i forbindelse hermed. Med definitionen sigtes alene til aktiviteter, der udgør en væsentlig del af driften af rumgenstanden. Omfattet af begrebet rumaktivitet er også registrering af opsendte rumgenstande efter lovforslagets § 10. En række tilgrænsende aktiviteter med relation til en rumgenstand vil derimod ikke være omfattet af begrebet rumaktivitet og dermed af lovforslagets anvendelsesområde. Det gælder eksempelvis satellitprojekter, der udføres i regi af udenlandske rumfartsorganisationer eller virksomheder, og hvor f.eks. danske forskere og studerende som led heri udfører opgaver, herunder kommunikerer med en satellit eller nedtager og anvender data fra en satellit.
Begrebet rumgenstand defineres i nr. 2 som enhver genstand, der er opsendt eller planlægges opsendt til det ydre rum, herunder dens enkelte dele, samt enhver anordning, der er anvendt eller planlægges anvendt til at opsende en genstand til det ydre rum. For så vidt angår definitionen af rumgenstand bemærkes, at både fuldendt opsendelse og forsøg på opsendelse (f.eks. situationer, hvor fuldendt opsendelse ikke lykkes som planlagt) til det ydre rum er omfattet, jf. bl.a. ansvarskonventionens artikel I, litra b. Endvidere omfatter udtrykket rumgenstand også dele af en rumgenstand såvel som dens opsendelsesraket og dele af denne, jf. ansvarskonventionens artikel I, litra d, og tilsvarende registreringskonventionens artikel I, litra b.
Omfattet af begrebet er større, funktionelle dele af en rumgenstand. Ved nedbrydning af en rumgenstand i det ydre rum omfattes adskilte dele også af begrebet, hvad enten nedbrydelsen sker tilsigtet eller utilsigtet. Den ansvarlige operatør for den oprindelige rumgenstand bærer således også ansvaret for skader, som senere adskilte dele af rumgenstanden forvolder. Der kan eksempelvis være tale om, at dele af rumgenstanden tilsigtet bliver adskilt fra resten af rumgenstanden i de forskellige stadier ved placering af en rumgenstand i kredsløb om jorden (oftest via rakettrin fra en løfteraket, der tilsigtet bliver adskilt). Ligeledes vil en rumgenstand utilsigtet kunne blive nedbrudt i rummet; også i sådanne tilfælde vil de adskilte dele i sig selv udgøre rumgenstande, som operatøren af den oprindelige rumgenstand fortsat har ansvar for.
Omfattet af begrebet rumgenstand er også enhver anordning, der er anvendt eller planlægges anvendt til at opsende en genstand til det ydre rum, hvorved forstås affyringsramper og lignende.
En underleverance til en rumgenstand vil ikke i sig selv være tilstrækkelig til at udløse krav om godkendelse efter dette lovforslag. Enkelte komponenter, instrumenter, delsystemer, styringsprogrammel eller lignende, der leveres som en del af andre rumgenstande forud for opsendelse, vil dermed ikke være omfattet af begrebet rumgenstand og skal således ikke selvstændigt godkendes.
Begrebet operatør defineres i nr. 3 som en fysisk eller juridisk person, der udfører eller påtager sig at udføre rumaktiviteter. Ved operatør forstås den fysiske eller juridiske person, der har det overordnede ansvar for rumaktiviteten, som defineret i den foreslåede nr. 1. En operatør vil oftest være en juridisk person. Danske forskere og studerende, der deltager i et satellitprojekt i regi af udenlandske rumfartsorganisationer eller virksomheder, vil ikke selvstændigt blive betragtet som operatør. Det samme gælder danskere, der er ansat hos udenlandske rumfartsorganisationer og virksomheder.
Med bestemmelsens nr. 4, defineres ydre rum for så vidt angår denne lovs område som den del af rummet, der ligger over 100 km over havets overflade. Grænsen på 100 km er angivet for at skabe klarhed i forhold til, hvilke aktiviteter der omfattes af lovforslaget. Angivelsen har derimod ikke betydning for den danske position i forhold til, hvornår det ydre rum begynder i folkeretlig forstand.
Med bestemmelsens nr. 5 defineres begrebet ejer som en fysisk eller juridisk person, der ejer en rumgenstand. Ved ejer forstås således den fysiske eller juridiske person, der har en ejers rådighed over genstanden, hvorved forstås, at vedkommende kan råde retligt over genstanden, herunder bl.a. afhænde eller pantsætte genstanden. Efter den foreslåede § 15 skal overførsel af rumgenstande eller rumaktiviteter til anden ejer eller operatør selvstændigt godkendes.
Med bestemmelsens nr. 6 defineres begrebet opsendende stat som en stat, der opsender eller udvirker opsendelse af en rumgenstand, eller fra hvis territorium eller indretning en rumgenstand opsendes. Definitionen indebærer, at Danmark kan blive betragtet som opsendende stat i de tilfælde, hvor Danmark opsender en rumgenstand, dvs. Danmark er ansvarlig for rumgenstanden, eller hvis Danmark på anden måde er del i en opsendelse, f.eks. ved at godkende rumgenstanden, inden den bliver opsendt fra udlandet. Det følger endvidere af bestemmelsens andet led, at en stat altid bliver betragtet som opsendende stat i det omfang, opsendelse sker fra den pågældende stats territorium eller indretning. Den foreslåede definition skal endvidere ses i sammenhæng med den foreslåede § 10 om registrering, hvoraf fremgår, at Danmark skal registrere rumgenstande, for hvem Danmark er opsendende stat.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3, 2.4 og 3.3 i de almindelige bemærkninger.