VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Loven finder anvendelse på gruppesøgsmål, der i medfør af denne lov anlægges ved domstolene, og som angår erhvervsdrivendes overtrædelser af de bestemmelser, der er nævnt i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF, eller regler, der gennemfører sådanne bestemmelser her i landet, såfremt overtrædelsen skader eller vil kunne skade forbrugernes kollektive interesser.
Stk. 2. Hvor intet andet følger af denne lov, finder retsplejelovens anden bog og retsplejelovens kapitel 21-23 og 24-38 anvendelse ved rettens behandling af gruppesøgsmål omfattet af loven.
I loven forstås ved:
Forbruger: Enhver fysisk person, der ikke handler som led i den pågældende persons erhverv, forretning, håndværk eller profession.
Erhvervsdrivende: Enhver fysisk person eller enhver juridisk person, uanset om denne er privat eller offentligt ejet, der handler, herunder via en anden person, der optræder i den pågældende persons navn eller på den pågældende persons vegne, som led i den pågældende persons erhverv, forretning, håndværk eller profession.
Forbrugernes kollektive interesser: Forbrugernes generelle interesser og, navnlig med henblik på en afgørelse om genopretning, en gruppe af forbrugernes interesser.
Godkendt myndighed: En offentlig myndighed, der repræsenterer forbrugernes interesser, og som er godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter kapitel 2.
Godkendt organisation: En organisation, der repræsenterer forbrugernes interesser, og som er godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter kapitel 2.
Gruppesøgsmål: En sag med det formål at beskytte forbrugernes kollektive interesser, der anlægges af en godkendt myndighed eller organisation som skadelidt part på vegne af forbrugerne med påstand om påbud eller forbud eller genopretning eller påstand om både endeligt påbud eller forbud og genopretning.
Nationalt gruppesøgsmål: Et gruppesøgsmål, som er anlagt her i landet af en myndighed eller organisation, der er godkendt af erhvervsministeren og optaget på den liste, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler Europa-Kommissionen, jf. § 4, 1. pkt.
Grænseoverskridende gruppesøgsmål: Et gruppesøgsmål, som er anlagt her i landet af en myndighed eller organisation, der er godkendt af en anden medlemsstat, og optaget på den liste, som Europa-Kommissionen offentliggør, jf. artikel 5, stk. 1, 4. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF.
Praksis: En erhvervsdrivendes handlinger eller undladelser.
Afgørelse om genopretning: En afgørelse, der forpligter den erhvervsdrivende til at give tilmeldte forbrugere adgang til retsmidler såsom erstatning, afhjælpning, ombytning, forholdsmæssigt afslag, ophævelse af kontrakt eller tilbagebetaling af den betalte pris alt efter omstændighederne og i henhold til EU-retten eller national ret.
Erhvervsministeren kan efter forhandling med den relevante minister godkende myndigheder og organisationer, der har anmodet om at blive godkendt til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål i andre medlemsstater og nationale gruppesøgsmål her i landet for overtrædelser, som er nævnt i § 1, stk. 1.
Stk. 2. En myndighed kan godkendes, hvis myndigheden fører tilsyn med overholdelsen af bestemmelser, der er omfattet af det bilag, der er nævnt i § 1, stk. 1.
Stk. 3. En organisation kan godkendes, hvis organisationen opfylder følgende betingelser:
Organisationen er en juridisk person, som kan påvise 12 måneders faktisk offentlig aktivitet inden for beskyttelse af forbrugernes interesser forud for anmodningen om godkendelse.
Organisationens vedtægtsbestemte formål viser, at den har en legitim interesse i at beskytte forbrugernes interesser som fastsat i de bestemmelser, der er omfattet af det bilag, der er nævnt i § 1, stk. 1.
Organisationen arbejder ikke med fortjeneste for øje.
Organisationen er ikke genstand for insolvensbehandling og er ikke erklæret konkurs.
Organisationen er uafhængig og påvirkes ikke af andre end forbrugere, navnlig ikke af erhvervsdrivende, som har økonomisk interesse i at anlægge et gruppesøgsmål, herunder i tilfælde af finansiering fra tredjeparter, og organisationen har med henblik herpå indført procedurer, der forhindrer en sådan indflydelse og forhindrer interessekonflikter mellem organisationen, organisationens finansieringsydere og forbrugernes interesser.
Organisationen offentliggør i et klart og forståeligt sprog ved hjælp af passende midler, navnlig på sin hjemmeside, oplysninger, der påviser, at organisationen lever op til de betingelser, der er nævnt i nr. 1-5, og oplysninger om organisationens finansieringskilder generelt set, organisatoriske og ledelsesmæssige struktur og medlemsstruktur, vedtægtsbestemte formål og aktiviteter.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at myndigheders og organisationers anmodning om at blive godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter stk. 1 skal ske ved anvendelse af bestemte it-systemer.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler Europa-Kommissionen en liste med de godkendte myndigheders og organisationers navn og område eller vedtægtsbestemte formål med henblik på optagelse på den liste, som Europa-Kommissionen offentliggør, jf. artikel 5, stk. 1, 4. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør den liste, som meddeles til Europa-Kommissionen.
Erhvervsministeren kan tilbagekalde godkendelsen af en myndighed eller organisation, såfremt myndigheden eller organisationen ikke længere opfylder betingelserne i henholdsvis § 3, stk. 2, og § 3, stk. 3.
Stk. 2. Hvis erhvervsministeren bliver bekendt med, at retten i medfør af § 8, stk. 2, har afvist et søgsmål, undersøger erhvervsministeren, om myndighedens eller organisationens godkendelse skal tilbagekaldes.
Stk. 3. Erhvervsministeren vurderer mindst hvert femte år, om de godkendte myndigheder og organisationer fortsat opfylder betingelserne i henholdsvis § 3, stk. 2, og § 3, stk. 3.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at undersøgelsen efter stk. 2 og vurderingen efter stk. 3 skal ske, ved at godkendte myndigheder og organisationer anvender bestemte it-systemer til at sende dokumentation for fortsat opfyldelse af betingelserne i henholdsvis § 3, stk. 2, og § 3, stk. 3.
Stk. 5. Hvis en medlemsstat eller Europa-Kommissionen rejser tvivl om godkendelsen af en myndighed eller organisation, skal erhvervsministeren foretage en undersøgelse heraf.
Stk. 6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fungerer som nationalt kontaktpunkt i forhold til henvendelser fra andre medlemsstater eller Europa-Kommissionen efter stk. 5. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler Europa-Kommissionen sine kontaktoplysninger.
En godkendt myndighed eller organisation skal på sin hjemmeside give oplysning om følgende:
De gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen har besluttet at anlægge efter denne lov.
Status for de gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen har anlagt ved domstolene efter denne lov.
Resultatet af de gruppesøgsmål, der er nævnt i nr. 1 og 2.
Grænseoverskridende gruppesøgsmål kan her i landet anlægges af en eller flere myndigheder og organisationer, som er godkendt i en eller flere andre medlemsstater og optaget på den liste, som Europa-Kommissionen offentliggør, jf. artikel 5, stk. 1, 4. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF, såfremt der er værneting for søgsmålet her i landet og søgsmålet falder inden for den godkendte myndigheds område eller den godkendte organisations vedtægtsbestemte formål.
Stk. 2. Retten accepterer den liste, der udarbejdes af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 5, stk. 1, 4. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF, som bevis for den godkendte myndigheds eller organisations kompetence til at anlægge et grænseoverskridende gruppesøgsmål, jf. stk. 3.
Stk. 3. Retten påser, at den godkendte organisation opfylder betingelserne i artikel 4, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF, hvis den sagsøgte under et gruppesøgsmål rejser begrundet tvivl herom. Den sagsøgte bærer bevisbyrden for, at søgsmålet af denne grund skal afvises.
Nationale gruppesøgsmål kan anlægges af godkendte myndigheder og organisationer, som er optaget på den liste, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler Europa-Kommissionen, jf. § 4, 1. pkt., såfremt der er værneting for søgsmålet her i landet og gruppesøgsmålet falder inden for den godkendte myndigheds område eller den godkendte organisations vedtægtsbestemte formål.
Stk. 2. Retten påser, at den godkendte myndighed eller organisation opfylder betingelserne i henholdsvis § 3, stk. 2, og § 3, stk. 3, hvis den sagsøgte under et gruppesøgsmål rejser begrundet tvivl herom. Den sagsøgte bærer bevisbyrden for, at søgsmålet af denne grund skal afvises.
Retten påser, at et gruppesøgsmål falder inden for den godkendte myndigheds område eller den godkendte organisations vedtægtsbestemte formål. Er dette ikke tilfældet, afviser retten sagen.
Forbrugernes interesser varetages under gruppesøgsmålet af den godkendte myndighed eller organisation, der har anlagt sagen.
Stk. 2. Som parter i gruppesøgsmålet anses den godkendte myndighed eller organisation og den erhvervsdrivende.
Gruppesøgsmål anlægges ved indlevering af stævning til retten. Ud over hvad der fremgår af retsplejelovens § 348, skal stævningen indeholde følgende:
En angivelse af, at sagen anlægges efter reglerne i denne lov.
Oplysninger om de forbrugere, der er berørt af søgsmålet, herunder
a) en beskrivelse af gruppen og
b) oplysninger om, hvordan de berørte forbrugere kan identificeres og underrettes om sagen.
Stk. 2. Gruppesøgsmål kan anlægges med påstand om
foreløbigt påbud eller forbud eller
endeligt påbud eller forbud eller genopretning.
Stk. 3. Et gruppesøgsmål, der ud fra stævningen efter sit indhold er åbenlyst ubegrundet, afvises af retten.
Gruppesøgsmål kan anlægges, når
der foreligger ensartede krav,
gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på og
de berørte forbrugere kan identificeres og underrettes på en hensigtsmæssig måde.
I forbindelse med et gruppesøgsmål om påbud eller forbud kan retten ved et foreløbigt eller endeligt påbud eller forbud bestemme følgende:
At en erhvervsdrivende skal bringe en praksis, der udgør en overtrædelse af bestemmelser som nævnt i § 1, stk. 1, og som skader eller vil kunne skade forbrugernes kollektive interesser, til ophør.
At en erhvervsdrivendes påtænkte praksis, der vil udgøre en overtrædelse af bestemmelser som nævnt i § 1, stk. 1, og som indebærer en risiko for alvorlig eller uoprettelig skade for forbrugernes kollektive interesser, på forhånd forbydes.
Stk. 2. Retten kan ved et endeligt påbud endvidere bestemme følgende:
At en erhvervsdrivende skal anerkende, at en praksis udgør en overtrædelse som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
At en erhvervsdrivende skal offentliggøre hele eller dele af en afgørelse om påbud eller forbud efter denne lov i den form, retten bestemmer.
Stk. 3. Det er ikke en betingelse for en afgørelse om påbud eller forbud, at berørte individuelle forbrugere har tilmeldt sig søgsmålet.
Stk. 4. Det er ikke en betingelse for en afgørelse om påbud eller forbud, at den godkendte myndighed eller organisation
beviser, at de individuelle forbrugere, der er berørt af en overtrædelse af bestemmelser som nævnt i § 1, stk. 1, har lidt tab eller skade, eller
beviser den erhvervsdrivendes hensigt eller forsømmelse.
Gruppesøgsmål om påbud eller forbud behandles hurtigst muligt.
Stk. 2. Ved behandlingen af gruppesøgsmål om foreløbige påbud eller forbud finder retsplejelovens §§ 413-429 tilsvarende anvendelse. Ved spørgsmål om bistand til opretholdelse af et foreløbigt påbud eller forbud finder retsplejelovens kapitel 57 tilsvarende anvendelse.
I forbindelse med et gruppesøgsmål om genopretning kan retten bestemme, at den erhvervsdrivende skal give tilmeldte forbrugere adgang til bestemte retsmidler, som efter omstændighederne kan være bl.a. følgende:
Erstatning.
Afhjælpning.
Ombytning.
Forholdsmæssigt afslag.
Ophævelse af købet eller kontrakten.
Tilbagebetaling af betalte beløb.
Stk. 2. Hvor en afgørelse om genopretning ikke angiver de individuelle forbrugere, der er berettiget til de retsmidler, som afgørelsen stiller til rådighed, skal den i det mindste beskrive den gruppe af forbrugere, der er berettiget til de pågældende retsmidler.
Stk. 3. En afgørelse om genopretning skal angive en frist, inden for hvilken den erhvervsdrivende skal give forbrugerne adgang til de retsmidler, der er omfattet af afgørelsen.
Stk. 4. De retsmidler, som stilles til rådighed i en afgørelse af et gruppesøgsmål om genopretning, berører ikke eventuelle yderligere retsmidler, som forbrugerne har adgang til, og som ikke var genstand for det pågældende gruppesøgsmål.
Et gruppesøgsmål om genopretning omfatter de individuelle forbrugere, der har tilmeldt sig søgsmålet.
Stk. 2. Tilmelding til gruppesøgsmål skal ske ved skriftlig meddelelse. Retten fastsætter en frist for at tilmelde sig gruppesøgsmålet. Retten bestemmer, hvortil tilmelding skal ske. Retten kan undtagelsesvis tillade, at tilmelding sker efter fristens udløb, hvis særlige grunde taler for det.
Stk. 3. Forbrugere, der er tilmeldt et gruppesøgsmål, kan ikke være tilmeldt andre gruppesøgsmål vedrørende det samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende og kan ikke anlægge et individuelt søgsmål, der vedrører det samme spørgsmål, mod den samme erhvervsdrivende.
Stk. 4. Forbrugere, der er tilmeldt et gruppesøgsmål, kan ikke modtage erstatning mere end én gang vedrørende det samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende.
Stk. 5. Godkendte organisationer kan kræve, at forbrugere, der vil tilmelde sig et konkret gruppesøgsmål om genopretning, betaler et gebyr ved tilmelding til det pågældende gruppesøgsmål.
Stk. 6. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om størrelsen af det gebyr, der er nævnt i stk. 5. Erhvervsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om betalingen af det gebyr, der er nævnt i stk. 5.
Stk. 7. Retten vurderer efter ansøgning fra den godkendte myndighed eller organisation, om gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces i retsplejelovens § 327. Justitsministeren meddeler efter ansøgning fra den godkendte myndighed eller organisation, om gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces i retsplejelovens §§ 328 og 329. Meddeles det, at gruppesøgsmålet opfylder betingelserne i retsplejelovens §§ 327, 328 eller 329, meddeler retten efter anmodning fra en tilmeldt forbruger fri proces, såfremt forbrugeren opfylder betingelserne i retsplejelovens § 325.
Stk. 8. De forbrugere, der er berørt af et igangværende gruppesøgsmål om genopretning, skal underrettes om gruppesøgsmålet, herunder om de i stk. 2, 5 og 7 nævnte forhold, i tide og på passende måde, så disse forbrugere kan tilmelde sig det pågældende gruppesøgsmål. Underretningen gives på den måde, som retten bestemmer. Retten kan bestemme, at underretningen helt eller delvis skal ske ved offentlig bekendtgørelse. Retten kan pålægge den godkendte myndighed eller organisation at foretage underretningen. Udgifterne ved underretningen betales af den godkendte myndighed eller organisation, jf. dog § 18, stk. 3.
Godkendte organisationer kan finansieres af en tredjepart ved anlæggelse af et konkret gruppesøgsmål om genopretning, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan godkendte organisationer ikke anlægge et gruppesøgsmål om genopretning, som finansieres af en tredjepart, hvor en interessekonflikt er opstået, eller hvor der foreligger nærliggende risiko for, at en sådan interessekonflikt vil opstå. Finansiering fra en tredjepart, der har økonomisk interesse i at anlægge et gruppesøgsmål om genopretning eller resultatet heraf, må ikke føre gruppesøgsmålet væk fra beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser.
Stk. 3. Beslutninger truffet af godkendte organisationer i forbindelse med et gruppesøgsmål om genopretning, herunder beslutninger om at indgå et forlig, må ikke påvirkes af en tredjepart på en måde, der vil være til skade for de kollektive interesser for de forbrugere, der har tilmeldt sig gruppesøgsmålet.
Stk. 4. Godkendte organisationer må ikke anlægge et gruppesøgsmål om genopretning mod en erhvervsdrivende, som er en konkurrent til den, der finansierer gruppesøgsmålet, eller mod en erhvervsdrivende, som den, der finansierer gruppesøgsmålet, er afhængig af.
Stk. 5. Retten påser, hvorvidt den godkendte organisation opfylder betingelserne i stk. 2-4, hvis den sagsøgte under sagen rejser begrundet tvivl herom. Retten kan til brug for vurderingen pålægge den godkendte organisation inden for en rimelig frist at udlevere en oversigt over finansieringskilder, der anvendes til at støtte gruppesøgsmålet.
Stk. 6. Retten kan kræve, at den godkendte organisation afslår eller foretager ændringer med hensyn til finansieringen af søgsmålet.
Stk. 7. Er betingelserne i stk. 2-4 ikke opfyldt, eller efterkommes et pålæg efter stk. 5, 2. pkt., eller et krav efter stk. 6 ikke, afviser retten sagen.
Stk. 8. En afvisning i medfør af stk. 7 påvirker ikke i øvrigt retsstillingen for de forbrugere, der har tilmeldt sig det pågældende gruppesøgsmål.
Tilmeldte forbrugere i et gruppesøgsmål om genopretning kan ikke pålægges at betale sagsomkostninger, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Retten kan under ekstraordinære omstændigheder pålægge tilmeldte forbrugere i et gruppesøgsmål om genopretning at betale sagsomkostninger, der er påløbet som følge af den pågældende tilmeldte forbrugers forsætlige eller uagtsomme adfærd.
Stk. 3. Den tabende part skal erstatte modparten de udgifter, der er forbundet med at opfylde den underretningspligt, der er nævnt i § 16, stk. 8, 5. pkt., og § 20.
Den godkendte myndighed eller organisation kan i fællesskab med den erhvervsdrivende forelægge retten et forslag til forlig om genopretning til fordel for de tilmeldte forbrugere.
Stk. 2. Retten kan på ethvert tidspunkt under sagen opfordre parterne til at indgå forlig om genopretning. Retten fastsætter en rimelig frist for indgåelsen af forliget.
Stk. 3. Et forlig skal godkendes af retten. Retten afviser forliget, hvis det strider mod præceptive regler eller indeholder betingelser, som ikke kan håndhæves, idet der tages hensyn til parternes og navnlig de tilmeldte forbrugeres rettigheder og interesser.
Stk. 4. Godkender retten forliget, bliver det bindende for sagens parter og de tilmeldte forbrugere.
Stk. 5. De retsmidler, som stilles til rådighed i et godkendt forlig om genopretning, berører ikke eventuelle yderligere retsmidler, som forbrugerne har adgang til, og som ikke var genstand for det pågældende forlig.
Retten pålægger den erhvervsdrivende ved hjælp af midler, der står i rimeligt forhold til sagens omstændigheder, at underrette de forbrugere, der er berørt af eller tilmeldt gruppesøgsmålet, om endelige afgørelser, der indeholder bestemmelse om påbud eller forbud, jf. § 13, eller genopretning, jf. § 15, eller om godkendte forlig, jf. § 19. Retten kan herunder bestemme, at den erhvervsdrivende skal underrette alle berørte eller tilmeldte forbrugere individuelt. Retten fastsætter en frist for underretningen. Udgifterne ved underretningen betales af den erhvervsdrivende.
Stk. 2. Afviser retten et gruppesøgsmål om genopretning, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse over for godkendte myndigheder eller organisationer med hensyn til afgørelsen om afvisning.
Stk. 3. Underrettes de berørte eller tilmeldte forbrugere om afgørelsen eller forliget på anden vis, undlader retten at give pålæg efter stk. 1 og 2.
Er der inden forældelsesfristens udløb, jf. reglerne i forældelsesloven, anlagt et gruppesøgsmål efter denne lov, og medfører dette ikke en afbrydelse af fristen for forbrugerne, hvis fordring udspringer af den overtrædelse, der var genstand for det anlagte søgsmål, indtræder forældelse af disse fordringer tidligst 1 år efter sagens endelige afgørelse.
Ankes en dom i et gruppesøgsmål, behandles anken efter reglerne i denne lov. Ankes en dom af den godkendte myndighed eller organisation, finder § 16 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Reglerne i retsplejelovens § 368, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder ikke anvendelse.
Den, der forsætligt overtræder et påbud eller forbud udstedt i medfør af § 13, stk. 1 og 2, eller § 20, stk. 1, kan idømmes straf af bøde. En sag efter 1. pkt. anlægges af den part, der har opnået påbuddet eller forbuddet.
Stk. 2. Spørgsmål om idømmelse af straf for overtrædelse af et foreløbigt påbud eller forbud kan udsættes, indtil sagen om den påståede overtrædelse er afgjort.
Stk. 3. En modpart, der uden lovlig grund undlader at efterkomme et pålæg om edition efter retsplejelovens § 298, stk. 1, jf. denne lovs § 1, stk. 2, kan idømmes straf af bøde. Retsplejelovens § 298, stk. 2, jf. § 344, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Loven træder i kraft den 25. juni 2023.
Stk. 2. Lov nr. 1257 af 20. december 2000 om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser ophæves.
Loven finder anvendelse for gruppesøgsmål, som anlægges efter lovens ikrafttræden. For øvrige sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Erhvervsministeren kan beslutte, at myndigheder, der tidligere var godkendt i henhold til lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser, fortsat kan være godkendt til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål i andre medlemsstater.
Stk. 2. De myndigheder, der er nævnt i stk. 1, vil derudover være godkendt til at anlægge nationale gruppesøgsmål ved domstolene efter denne lov.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
/ Morten Bødskov
Officielle noter
/ Morten Bødskov
Officielle noter
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 2.
Det foreslås i stk. 1, at loven finder anvendelse på gruppesøgsmål, der i medfør af denne lov anlægges ved domstolene, og som angår erhvervsdrivendes overtrædelser af de bestemmelser, der er nævnt i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF, eller regler, der gennemfører sådanne bestemmelser her i landet, såfremt overtrædelsen skader eller vil kunne skade forbrugernes kollektive interesser.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at loven vil finde anvendelse på både nationale og grænseoverskridende gruppesøgsmål, som anlægges ved domstolene efter reglerne i denne lov. Ved nationale gruppesøgsmål forstås gruppesøgsmål, som er anlagt her i landet af en myndighed eller organisation, som er godkendt af erhvervsministeren, jf. lovforslagets § 2, nr. 7. Ved grænseoverskridende gruppesøgsmål forstås gruppesøgsmål, som er anlagt her i landet af en myndighed eller organisation, der er godkendt af en anden medlemsstat, jf. lovforslagets § 2, nr. 8.
Lovforslaget vil alene finde anvendelse på de bestemmelser, der er nævnt i gruppesøgsmålsdirektivets bilag I, eller regler, der gennemfører sådanne bestemmelser her i landet. Direktivets bilag I indeholder 66 forbrugerrettede bestemmelser, der blandt andet vedrører vildledende reklame, forbrugerkredit, pakkerejser, reklame for humanmedicinske lægemidler, kosmetiske produkter, fødevareinformation mv. Det vil således betyde, at lovforslaget vil finde anvendelse på et bredt område inden for de forbrugerbeskyttende regler.
Med lovforslaget gennemføres Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF (gruppesøgsmålsdirektivet). Dette vil også rumme senere ændringer til direktivet, herunder tilføjelser til direktivets bilag I. Senere ændringer til gruppesøgsmålsdirektivet vil således blive omfattet af denne lov, uden at det kræver ændringer til loven.
Det vil være en betingelse for anvendelsen af reglerne i lovforslaget, at den overtrædelse, som søgsmålet angår, skader eller vil kunne skade forbrugernes kollektive interesser. I lovforslagets § 2, nr. 3, er forbrugernes kollektive interesser defineret som forbrugeres generelle interesser og, navnlig med henblik på en afgørelse om genopretning, en gruppe af forbrugeres interesser. For en nærmere beskrivelse af begrebet henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 3.
I overensstemmelse med direktivets artikel 2, stk. 2, vil lovforslaget ikke påvirke reglerne i henhold til EU-retten eller national ret om kontraktlige retsmidler og retsmidler uden for kontrakt, som er til rådighed for forbrugerne i forbindelse med de overtrædelser, der er omhandlet i stk. 1.
I overensstemmelse med direktivets artikel 2, stk. 3, vil lovforslaget endvidere ikke berøre EU-reglerne om international privatret, navnlig reglerne om kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område samt lovvalgsreglerne for kontraktlige forpligtelser og forpligtelser uden for kontrakt.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 15, vil lovforslaget ikke berøre de EU-retsakter, der er nævnt i bilag I, og vil derfor ikke erstatte eventuelle håndhævelsesmekanismer, som de pågældende bestemmelser måtte indeholde. Håndhævelsesmekanismer, som er fastsat i disse bestemmelser, kan således fortsat anvendes til at beskytte forbrugernes kollektive interesser, hvor dette er relevant.
Bestemmelsen vil endvidere medføre, at loven alene finder anvendelse på gruppesøgsmål, der anlægges ved domstolene i medfør af loven. Lovens bestemmelser finder således ikke anvendelse på andre typer af søgsmål, herunder gruppesøgsmål efter retsplejelovens kapitel 23 a. Hvorvidt et søgsmål er anlagt efter denne lov, vil fremgå af stævningen, jf. lovforslagets § 11, stk. 1, nr. 1.
Det foreslås i stk. 2, at hvor intet andet følger af denne lov, finder retsplejelovens anden bog og retsplejelovens kapitel 21-23 og 24-38 anvendelse ved rettens behandling af gruppesøgsmål omfattet af loven.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retsplejens almindelige regler om borgerlige sager finder anvendelse, når intet andet følger af lovforslaget.
Det bemærkes, at der i lovforslaget lægges op til, at visse bestemmelser i retsplejelovens kapitel 40 vil skulle finde anvendelse under behandlingen af de sager, der er nævnt i lovforslagets § 14, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.
Det bemærkes også, at lovforslaget ikke regulerer fuldbyrdelse af afgørelser i gruppesøgsmål. Fuldbyrdelse vil derfor skulle ske efter retsplejelovens almindelige regler herom.
Den foreslåede regel vil med hensyn til fremsættelse af modkrav betyde, at adgangen hertil vil være reguleret i retsplejelovens § 249, stk. 2. Af særlig betydning for adgangen til at fremsætte modkrav under et gruppesøgsmål efter den foreslåede lov vil formentlig blive betingelsen i § 249, stk. 2, nr. 2, om at modkravet skal kunne behandles efter samme processuelle regler som sagsøgerens krav. Under en sag om påbud eller forbud eller genopretning vil retten skulle forholde sig til en påstået overtrædelse af de regler, der er nævnt i lovforslagets § 1, stk. 1. Et modkrav, der udspringer af samme påståede overtrædelse vil derfor efter omstændighederne kunne behandles efter samme processuelle regler som sagsøgerens krav. Vurderingen kan i en vis grad foretages under inddragelse af de hensyn, der ligger bag reglen i lovforslagets § 12, nr. 2. Eksempelvis vil der under en sag, hvor der er påstået forholdsmæssigt afslag i prisen for en række køb og der derfor er udøvet retentionsret i en del af købesummen, efter omstændighederne kunne nedlægges modkrav om erstatning for det tab, som retentionen måtte have medført. Det overlades til domstolene af fastlægge bestemmelsens nærmere indhold under hensyn til de konkrete omstændigheder i de enkelte sager.
Det forudsættes, at retsplejelovens almindelige regler i medfør af forpligtelsen til EU-konform fortolkning vil finde anvendelse med de tilpasninger, som måtte være nødvendige af hensyn til EU-retten. Dette kan eksempelvis have betydning, hvis der ved anvendelsen af den borgerlige retsplejes regler i samspil med de foreslåede regler opstår regelkonflikter, eller hvis anvendelsen af de almindelige regler vil medføre et resultat, der er åbenbart i strid med formålet med direktivet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de almindelige regler for borgerlige sager, der er nævnt, ikke omfatter retsplejelovens regler om gruppesøgsmål. Der vil således ved vedtagelsen af lovforslaget eksistere to adskilte og afgrænsede ordninger om gruppesøgsmål.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 3.
Det foreslås i nr. 1 at definere ”forbruger” som enhver fysisk person, der ikke handler som led i den pågældende persons erhverv, forretning, håndværk eller profession.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugere skal forstås bredt. I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 14, kan forbruger benævnes rejsende, bruger, kunde, detailinvestor, detailkunde, registreret personer eller andet i den relevante lovgivning.
En forbruger kan ikke være en juridisk person. Det er alene fysiske personer, der i henhold til dette lovforslag kan anses som en forbruger. Dette vil således ikke omfatte tilfælde, hvor en overtrædelse skader en fysisk person, der betragtes som en erhvervsdrivende i henhold til lovforslagets § 2, nr. 2. Det afgørende er, at den fysiske person ikke handler som led i den pågældende persons erhverv, forretning, håndværk eller profession.
Det foreslås i nr. 2 at definere ”erhvervsdrivende” som enhver fysisk eller juridisk person, uanset om den er privat eller offentligt ejet, der handler, herunder via en anden person, der optræder i den pågældende persons navn eller på den pågældende persons vegne, som led i den pågældende persons erhverv, forretning, håndværk eller profession.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende både kan være en fysisk person eller en juridisk person. Selskabsformen har ikke betydning. Det afgørende er, at den fysiske eller juridiske person handler som led i den pågældende persons erhverv, forretning, håndværk eller profession.
Den erhvervsdrivende vil være den godkendte myndighed eller organisations modpart i et gruppesøgsmål.
Det foreslås i nr. 3 at definere ”forbrugernes kollektive interesser” som forbrugernes generelle interesser og, navnlig med henblik på en afgørelse om genopretning, en gruppe af forbrugernes interesser.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at begrebet forbrugernes kollektive interesser skal forstås bredt. Begrebet omfatter flere forbrugeres ensartede krav. Begrebet omfatter også overtrædelser, som berører en ukendt kreds af forbrugere. Kollektive interesser er således ikke nødvendigvis en akkumulering af interesser hos enkeltpersoner, der har lidt skade ved en overtrædelse, men kan også være forbrugernes abstrakte interesse i, at et marked er fri for overtrædelse af regler, der er indført for at beskytte forbrugere generelt.
Det følger også af direktivets præambelbetragtning nr. 14, at direktivet kun bør varetage interesserne hos fysiske personer, som har lidt skade eller som ville kunne lide skade som følge af de pågældende overtrædelser, hvis de fysiske personer er forbrugere i henhold til direktivet.
Det forudsættes, at begrebet ”forbrugeres kollektive interesser” vil skulle fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.
I tilfælde af et gruppesøgsmål om genopretning vil forbrugernes kollektive interesser bl.a. bestå af en bestemt gruppe forbrugeres interesser. I denne situation er det således især relevant at se på den gruppe af forbrugere, som er berørt af en erhvervsdrivendes overtrædelse. Dette skal ses i sammenhæng med, at forbrugere aktivt skal tilmelde sig gruppesøgsmål om genopretning, jf. lovforslagets § 16.
Det er ikke et krav, at forbrugere aktivt tilmelder sig gruppesøgsmålet, for at en godkendt myndighed eller organisation kan føre et søgsmål om påbud eller forbud, jf. lovforslagets § 13, stk. 3. Her kan det være mere retvisende, at se på forbrugernes abstrakte interesse i, at et marked er fri for overtrædelse af regler. Et gruppesøgsmål om påbud eller forbud betegnes dog stadig som et gruppesøgsmål efter denne lov, da søgsmålet vedrører forbrugernes generelle interesser.
Det foreslås i nr. 4 at definere ”godkendt myndighed” som en offentlig myndighed, der repræsenterer forbrugernes interesser, og som er godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter lovforslagets kapitel 2.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en godkendt myndighed skal forstås som en offentlig myndighed, der repræsenterer forbrugernes interesser. Det vil således være en myndighed, der fører tilsyn med overholdelsen af alle de eller nogle af de bestemmelser, der er nævnt i direktivets bilag I, og som kan spille en aktiv rolle med hensyn til at sikre, at erhvervsdrivende overholder relevante EU-retlige bestemmelser. Dette kan f.eks. være Forbrugerombudsmanden.
Derudover vil det være et krav, at myndigheden er godkendt til at anlægge gruppesøgsmål. En myndighed kan enten være godkendt her i landet af erhvervsministeren i overensstemmelse med lovforslagets § 3 eller godkendt i en anden medlemsstat i overensstemmelse med direktivet.
Erhvervsministeren kan beslutte, at myndigheder, er der godkendt i henhold til lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser, kan fortsætte med at være godkendt efter denne lov, jf. lovforslagets § 26.
Det foreslås i nr. 5 at definere ”godkendt organisation” som en organisation, der repræsenterer forbrugernes interesser, og som er godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter lovforslagets kapitel 2.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en godkendt organisation skal forstås som en organisation, herunder f.eks. en privat forbrugerorganisation, der repræsenterer forbrugernes interesser. Der kan også være tale om andre organisationer. Det afgørende er, at organisationen repræsenterer forbrugernes interesser. Dette er også i overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 24, hvorefter navnlig forbrugerorganisationer bør spille en aktiv rolle med hensyn til at sikre, at relevante EU-retlige bestemmelser overholdes.
Derudover vil det være et krav, at organisationen er godkendt til at anlægge gruppesøgsmål. En organisation kan enten være godkendt her i landet af erhvervsministeren i overensstemmelse med lovforslagets § 3 eller godkendt i en anden medlemsstat i overensstemmelse med direktivet.
Det foreslås i nr. 6 at definere ”gruppesøgsmål” som en sag med det formål at beskytte forbrugernes kollektive interesser, der anlægges af en godkendt myndighed eller organisation som skadelidt part på vegne af forbrugerne med påstand om påbud eller forbud, genopretning eller påstand om både endeligt påbud eller forbud og genopretning.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at begrebet gruppesøgsmål vil omfatte tilfælde, hvor en godkendt myndighed eller organisation anlægger en sag på vegne af en gruppe forbrugere, som eksempelvis lider eller har lidt skade eller tab som følge af en erhvervsdrivendes overtrædelse af de bestemmelser, som er nævnt i gruppesøgsmålsdirektivets bilag I. Der henvises til bemærkningerne til § 2, nr. 3, for en nærmere beskrivelse af begrebet forbrugeres kollektive interesser.
Gruppesøgsmål vil kunne anlægges med påstand om påbud eller forbud, genopretning eller både endelige påbud eller forbud og genopretning, når dette ikke strider mod retsplejens almindelige regler om borgerlige sager. Et gruppesøgsmål med påstand om foreløbige påbud eller forbud føres efter en række særlige processuelle regler, hvorfor en sådan påstand ikke kan behandles sammen med påstand om endelige påbud eller forbud eller påstand om genopretning. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 14, stk. 2.
Det foreslås i nr. 7 at definere ”nationalt gruppesøgsmål” som gruppesøgsmål, som er anlagt her i landet af en myndighed eller organisation, der er godkendt af erhvervsministeren, og optaget på den liste, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler Europa-Kommissionen, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt., 1. led.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det afgørende for fastlæggelsen af typen af gruppesøgsmål er den medlemsstat, hvori sagen anlægges, samt den medlemsstat, hvor myndigheden eller organisationen er godkendt. Et gruppesøgsmål vil således være nationalt, hvis søgsmålet anlægges af en dansk myndighed eller en dansk organisation ved domstolene her i landet. Dette vil gælde, uanset om forbrugere fra andre medlemsstater er omfattet af søgsmålet.
I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 23, er der tale om et nationalt gruppesøgsmål, uanset om gruppesøgsmålet anlægges mod en erhvervsdrivende, der har hjemting i en anden medlemsstat, og uanset om forbrugere fra flere medlemsstater er repræsenteret i det pågældende gruppesøgsmål.
Det foreslås i nr. 8 at definere ”grænseoverskridende gruppesøgsmål” som gruppesøgsmål, som er anlagt her i landet af en myndighed eller organisation, der er godkendt af en anden medlemsstat, og optaget på den liste, som Europa-Kommissionen offentliggør, jf. artikel 5, stk. 1, 4. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det er afgørende for fastlæggelsen af typen af gruppesøgsmål, hvilken medlemsstat, sagen anlægges i, sammenholdt med den medlemsstat, hvor myndigheden eller organisationen er godkendt. Et gruppesøgsmål vil således være grænseoverskridende, hvis gruppesøgsmålet anlægges her i landet af en myndighed eller organisation, der er godkendt af en anden medlemsstat.
Det er endvidere således krav, at myndigheden eller organisationen er optaget på den liste, som Europa-Kommissionen offentliggør, jf. artikel 5, stk. 1, 4. pkt. i gruppesøgsmålsdirektivet. Dette vil være en liste over de myndigheder og organisationer, der er godkendt i andre medlemsstater til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål. Af denne liste vil tillige fremgå de myndigheder og organisation, der er udpeget her i landet. Såfremt en af disse myndigheder eller organisationer anlægger en sag her i landet, vil der være tale om et national gruppesøgsmål.
Det foreslås i nr. 9 at definere ”praksis” som en erhvervsdrivendes handlinger eller undladelser.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at begrebet skal forstås som en erhvervsdrivendes aktive handling eller undladelse, herunder i relation til, om den erhvervsdrivende overtræder de bestemmelser, der er nævnt i gruppesøgsmålets bilag I.
Det foreslås i nr. 10 at definere ”afgørelse om genopretning” som en afgørelse, der forpligter den erhvervsdrivende til at give tilmeldte forbrugere adgang til retsmidler, såsom erstatning, afhjælpning, ombytning, forholdsmæssigt afslag, ophævelse af kontrakt eller tilbagebetaling af den betalte pris alt efter omstændighederne og i henhold til EU-retten eller national ret.
I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 36 bør en godkendt myndighed eller organisation, der anlægger et gruppesøgsmål i henhold til dette lovforslag, søge at opnå afgørelse om genopretning til gavn for og på vegne af de forbrugere, der er berørt af overtrædelsen.
Godkendte myndigheder og organisationer vil kunne anlægge gruppesøgsmål med påstand om genopretning, uden at retten forinden har fastslået i en særskilt sag, at der foreligger en overtrædelse.
Denne lov indeholder alene processuelle regler for anlæggelse af gruppesøgsmål om påbud eller forbud samt genopretning. I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 42 vil lovforslaget ikke berører de regler, der fastlægger forbrugernes materielle ret til kontraktlige retsmidler og retsmidler uden for kontrakt, i tilfælde hvor deres interesser er blevet skadet af en overtrædelse, såsom retten til skadeserstatning, ophævelse af kontrakten, tilbagebetaling, ombytning, afhjælpning eller forholdsmæssige afslag, afhængigt af situationen og af EU-retten eller national ret. Det vil således kun være muligt at nedlægge påstand om foranstaltninger om genopretning i et gruppesøgsmål, for så vidt som EU-retten eller national ret indeholder bestemmelser om sådanne materielle rettigheder.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 4, stk. 1-3 og 5.
Efter den gældende bestemmelse i § 4, stk. 1, i lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser, kan erhvervsministeren efter forhandling med de berørte ministre udpege de danske myndigheder og organisationer, der kan anlægge søgsmål med påstand om forbud i andre medlemsstater for overtrædelser af direktiverne optaget på det i § 1, stk. 1, nævnte bilag, således som disse er gennemført i medlemsstaternes nationale ret.
Lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser gælder alene for grænseoverskridende gruppesøgsmål og alene for gruppesøgsmål med påstand om forbud.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.1.1. for en uddybende beskrivelse af gældende ret.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren efter forhandling med den relevante minister kan godkende de myndigheder og organisationer, der har anmodet om at blive godkendt til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål i andre medlemsstater og nationale gruppesøgsmål her i landet for overtrædelser, der er nævnt i § 1, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsministeren gives kompetence til at godkende de myndigheder og organisationer, som kan anlægge grænseoverskridende og nationale gruppesøgsmål efter reglerne i denne lov.
Godkendelse af en myndighed eller organisation vil kræve, at myndigheden eller organisationen anmoder om godkendelse til at anlægge gruppesøgsmål hos erhvervsministeren. En anmodning fra en myndighed vil skulle indeholde de oplysninger, som er nødvendige for at vurdere, om betingelserne i lovforslagets § 3, stk. 2, er opfyldt. En anmodning fra en organisation vil skulle indeholde de oplysninger, som er nødvendige for at vurdere, om betingelserne i lovforslagets § 3, stk. 3, er opfyldt.
Det er hensigten, at anmodninger skal sendes via Virk.dk, hvor myndigheder og organisationer, som ønsker at blive godkendt til at anlægge gruppesøgsmål, skal udfylde en formular, jf. lovforslagets § 3, stk. 4. Ved indsendelse af anmodning, skal myndigheder og organisationer give de oplysninger, som er nødvendige for at vurdere, om betingelserne i lovforslagets § 3, stk. 2 og 3, er opfyldt.
Både myndigheder og organisationer, der repræsenterer forbrugernes kollektive interesser vil kunne godkendes til at anlægge både grænseoverskridende og nationale gruppesøgsmål. Det gælder således også organisationer, herunder forbrugerorganisationer, som repræsenterer medlemmer fra mere end én medlemsstat. Dette er i overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 24, hvorefter navnlig forbrugerorganisationer bør spille en aktiv rolle med hensyn til at sikre, at relevante EU-retlige bestemmelser overholdes.
Myndigheder skal anmode om godkendelse og føre tilsyn med overholdelsen af bestemmelser, der er omfattet af gruppesøgsmålsdirektivets bilag I, jf. lovforslagets § 3, stk. 2, for at kunne blive godkendt.
Godkendelse af myndigheder og organisationer vil kræve forhandling med den relevante minister, når det er relevant. Det vil f.eks. være relevant at forhandle med transportministeren, hvis en myndighed, der håndhæver Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 nationalt, eller en organisation, der repræsenterer f.eks. luftfartspassagerers rettigheder, anmoder om godkendelse. Det vil ikke altid være relevant at forhandle med andre ministre. Det afgørende er, om der er andre ministre, der er berørte. Hvis en myndighed inden for Erhvervsministeriets ressort anmoder om godkendelse til at anlægge gruppesøgsmål, er det som udgangspunkt alene erhvervsministeren, der vil være berørt og kan dermed godkende myndigheden uden forhandling med andre ministre.
Forhandlingen vil i praksis foregå som en afstemning af, om den relevante minister er enig i, at en myndighed under ministerens ressort, skal godkendes til at kunne anlægge gruppesøgsmål efter denne lov. Dette vil bl.a. indebære, at den relevante minister anerkender, at myndigheden fører tilsyn med de bestemmelser, som myndigheden har oplyst ved anmodning om godkendelse.
Overtrædelser efter lovforslagets § 1, stk. 1, vedrører den forbrugerrettede lovgivning, der er omfattet af gruppesøgsmålsdirektivets bilag I. Bilaget forventes løbende at blive udvidet med nye bestemmelser. Der kan derudover løbende opstå nye myndigheder og organisationer, der har en legitim interesse i at opnå søgsmålskompetence. Det er derfor fleksibelt, at erhvervsministeren efter forhandling med de berørte ministre har mulighed for løbende at godkende nye myndigheder og organisationer til at anlægge gruppesøgsmål.
Det foreslås i stk. 2, at en myndighed kan godkendes, hvis myndigheden fører tilsyn med overholdelsen af bestemmelser, der er omfattet af det bilag, der er nævnt i § 1, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at myndigheden skal være rette tilsynsmyndighed med én eller flere af de bestemmelser, der er nævnt i gruppesøgsmålsdirektivets bilag, for at kunne blive godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter denne lov.
Myndigheder skal ikke opfylde de samme betingelser som organisationer. Dette er i overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 7, 1. pkt., hvorefter medlemsstater kan godkende offentlige myndigheder til at anlægge gruppesøgsmål uanset artikel 4, stk. 3 og 4, som oplister betingelserne for godkendelse.
Der er tale om to krav for godkendelse til at anlægge gruppesøgsmål. Myndigheder vil både skulle anmode om godkendelse og føre tilsyn med overholdelsen af bestemmelser, der er nævnt i gruppesøgsmålsdirektivets bilag I.
Dette vil bidrage til at sikre, at myndigheden repræsenterer forbrugernes interesser, jf. lovforslagets § 2, nr. 4 om definitionen af godkendt myndighed.
Det foreslås i stk. 3, at en organisation kan godkendes, hvis organisationen opfylder i alt seks betingelser.
Det foreslås i nr. 1, at det er en betingelse, at organisationen er en juridisk person, som kan påvise 12 måneders faktisk offentlig aktivitet inden for beskyttelse af forbrugernes interesser forud for anmodningen om godkendelse.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at organisationen skal være en juridisk person for at kunne blive godkendt til anlæggelse af gruppesøgsmål efter dette lovforslag.
Der foreslås en direktivnær implementering af direktivets betingelser for godkendelse af organisationer. Dette er i overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 25, hvorefter godkendte organisationer bør opfylde de samme betingelser i hele Unionen med henblik på grænseoverskridende gruppesøgsmål. Betingelserne gælder også med henblik på nationale gruppesøgsmål i overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 26, hvorefter medlemsstaterne også kan anvende betingelserne for godkendelse med henblik på grænseoverskridende gruppesøgsmål til at godkende med henblik på nationale gruppesøgsmål.
Kravet om 12 måneders faktisk offentlig aktivitet vil indebære, at organisationen skal have en vis permanent karakter og niveau af offentlig aktivitet. Organisationens aktivitet skal omfatte beskyttelse af forbrugernes interesser. At aktiviteten skal være offentlig vil medføre, at organisationen ikke kan være hemmelig, men at den skal have en vis grad af tilstedeværelse eksempelvis på en opdateret hjemmeside, på sociale medier eller i øvrige medier. Begrebet ”offentlig aktivitet” vil skulle fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.
Organisationen skal kunne påvise kravet om 12 måneders faktisk offentlig aktivitet ved tidspunktet for anmodning om godkendelse. Kravet vil medføre, at en organisation ikke kan oprettes med henblik på godkendelse for at kunne anlægge et konkret gruppesøgsmål.
Det foreslås i nr. 2, at det er en betingelse, at organisationens vedtægtsbestemte formål viser, at den har en legitim interesse i at beskytte forbrugernes interesser som fastsat i de bestemmelser, der er omfattet af det bilag, der er nævnt i § 1, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at organisationen skal have oprettet vedtægter, hvoraf organisationens formål fremgår. Det skal fremgå af disse vedtægter, at organisationen har en legitim interesse i at beskytte forbrugernes interesser som fastsat i de bestemmelser, der er omfattet af gruppesøgsmålets bilag I. Kravet vil medføre, at der skal være sammenhæng mellem organisationens formål om beskyttelse af forbrugernes interesser og en eller flere af de bestemmelser, der er nævnt i gruppesøgsmålsdirektivets bilag I. Det er således ikke nødvendigt, at organisationen har til formål at beskytte forbrugernes interesser inden for alle de nævnte områder, men at den kan være afgrænset til f.eks. beskyttelse af forbrugere inden for sundhed og kosmetiske produkter.
Det foreslås i nr. 3, at det er en betingelse, at organisationen ikke arbejder med fortjeneste for øje.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at organisationen skal repræsentere forbrugernes interesser og ikke arbejde med fortjeneste for øje. Det er afgørelse, at organisationens mål er at sikre forbrugerne, herunder at forbrugerne kender deres rettigheder og hjælpe forbrugerne til at udøve disse rettigheder.
Navnlig forbrugerorganisationer vil kunne godkendes til anlæggelse af gruppesøgsmål, hvilket også er i overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 24. Dette vil bidrage til at sikre, at organisationen repræsenterer forbrugernes interesser, jf. lovforslagets § 2, nr. 5 om definitionen af godkendt organisation.
Det foreslås i nr. 4, at det er en betingelse, at organisationen ikke er genstand for insolvensbehandling og ikke er erklæret konkurs.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en organisation ikke kan være godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter denne lov, hvis organisationen er under insolvensbehandling eller erklæret konkurs.
Hvis organisationen er under insolvensbehandling eller erklæret konkurs på tidspunktet for anmodning om godkendelse til at anlægge gruppesøgsmål efter denne lov, vil organisationen ikke kunne godkendes. Organisationen må i sådanne tilfælde anmode igen, når disse forhold ikke længere forelægger.
Konkurs og anden insolvensbehandling er reguleret i konkursloven og medfører, at organisationen opløses og dens formue fordeles mellem kreditorerne.
Efter konkurslovens kapitel 3 indtræder konkurs, når organisationen er insolvent og tages under konkursbehandling efter begæring fra skifteretten, organisationen selv eller dennes kreditorer. En organisation anses som insolvent, hvis organisationen ikke kan opfylde sine gældsposter, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være midlertidig.
Det foreslås i nr. 5, at det er en betingelse, at organisationen er uafhængig og ikke påvirkes af andre end forbrugere, navnlig ikke af erhvervsdrivende, som har økonomisk interesse i at anlægge et gruppesøgsmål, herunder i tilfælde af finansiering fra tredjeparter, og at organisationen med henblik herpå har indført procedurer, der forhindrer en sådan indflydelse samt forhindrer interessekonflikter mellem sig selv, organisationens finansieringsydere og forbrugernes interesser.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kravet om uafhængighed vil indebære, at organisationer ikke må være påvirket af andre end forbrugere. I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 25, må en godkendt organisation f.eks. ikke være påvirket af personer, erhvervsdrivende eller hedgefonde, som har økonomisk interesse i at anlægge et gruppesøgsmål, herunder i tilfælde af finansiering fra en tredjepart.
Organisationen skal have indført procedurer, der forhindrer en indflydelse fra andre end forbrugerne, herunder erhvervsdrivende, som har økonomisk interesse i at anlægge et gruppesøgsmål.
Det foreslås i nr. 6, at det er en betingelse, at organisationen i et klart og forståeligt sprog ved hjælp af passende midler, navnlig på sin hjemmeside, offentliggør oplysninger, der påviser, at organisationen lever op til de betingelser, der er nævnt i nr. 1-5, og oplysninger om organisationens finansieringskilder generelt set og organisatoriske og ledelsesmæssige struktur og medlemsstruktur, vedtægtsbestemte formål og aktiviteter.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det klart skal fremgå af organisationens hjemmeside, at organisationen overholder de nævnte betingelser for, at organisationen kan godkendes til at anlægge gruppesøgsmål efter denne lov.
Organisationen skal således oplyse på sin hjemmeside, at organisationen er en juridisk person, som kan påvise 12 måneders faktisk offentlig aktivitet inden for beskyttelse af forbrugernes interesser. Organisationens vedtægtsbestemte formål skal fremgå af hjemmesiden, hvoraf fremgår at organisationen har en legitim interesse i at beskytte forbrugernes interesser som fastsat i de bestemmelser, der er omfattet af gruppesøgsmålsdirektivets bilag I.
Det skal endvidere fremgå af organisationens hjemmeside, at organisationen ikke arbejder med fortjeneste for øje, og at organisationen ikke er under insolvensbehandling eller erklæret konkurs.
Det skal fremgå af organisationens hjemmeside, at organisationen er uafhængig og ikke påvirkes af andre end forbrugere, og at organisationen har indført procedurer for at forhindre en sådan indflydelse fra erhvervsdrivende.
Organisationen skal ligeledes oplyse om dennes finansieringskilder generelt set, herunder hvordan organisationens virke er finansieret, herunder f.eks. via medlemskontingent eller lignende. Endvidere skal organisationen oplyse om den organisatoriske og ledelsesmæssige struktur og medlemsstruktur, vedtægtsbestemte formål og aktiviteter.
Oplysningerne skal gives på organisationens hjemmeside i et klart og forståeligt sprog, som forbrugeren kan forstå, og oplysningerne skal være tilgængelige for forbrugeren.
De ovenfor nævnte oplysninger, som skal gives via hjemmeside, gælder alene for organisationer og ikke for myndigheder. Dette er i overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 7, 1. pkt., hvorefter medlemsstater kan godkende offentlige myndigheder til anlæggelse af gruppesøgsmål uanset artikel 4, stk. 3, som oplister betingelserne for godkendelse.
Det foreslås i stk. 4, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at myndigheders og organisationers anmodning om at blive godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter stk. 1 skal ske ved anvendelse af bestemte it-systemer.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at myndigheders og organisationers anmodning om at blive godkendt efter lovforslagets § 3, stk. 1, skal foregå digitalt.
Det er hensigten, at bemyndigelsesbestemmelsen udmøntes i en bekendtgørelse, hvor erhvervsministeren vil fastsætte regler om, at myndigheders og organisationers anmodning om at blive godkendt til at anlægge gruppesøgsmål skal afgives til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen via Virk.dk.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 5, stk. 1-2.
Den gældende bestemmelse i § 2 i lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser medfører, at udenlandske myndigheder og organisationer, som er optaget på den af Kommissionen offentliggjorte liste i De Europæiske Fællesskabers Tidende i henhold til bestemmelserne i forbudsdirektivet, kan anlægge søgsmål med påstand om forbud ved domstolene efter retsplejelovens bestemmelser, jf. lovens § 3.
Europa-Kommissionen har udstedt en meddelelse med oplysninger fra medlemsstaterne i medfør af artikel 4, stk. 3, i forbudsdirektivet, vedrørende nationale myndigheder og organisationer, som er godkendt til at anlægge søgsmål i medfør af artikel 2 i forbudsdirektivet.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler Europa-Kommissionen en liste med de godkendte myndigheder og organisationers navn og område eller vedtægtsbestemte formål med henblik på optagelse på den liste, som Europa-Kommissionen offentliggør, jf. artikel 5, stk. 1, 4. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forpligtes til at meddele Europa-Kommissionen en liste over myndigheder og organisationer, som er godkendt her i landet til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål efter denne lov.
Listen er til brug for, at Europa-Kommissionen vil offentliggøre en samlet liste med en oversigt over alle medlemsstaternes myndigheder og organisationer, som er godkendt til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål i overensstemmelse med gruppesøgsmålsdirektivet. Dette skal bidrage til, at medlemsstaterne gensidigt kan acceptere myndigheders og organisationers søgsmålskompetence, som er godkendt af andre medlemsstater.
Det foreslås i 2. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør den liste, som meddeles til Europa-Kommissionen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på sin hjemmeside vil offentliggøre listen med de myndigheders navn og område og de organisationers navn og vedtægtsbestemte formål, som er godkendt, jf. § 3 til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler Europa-Kommissionen.
Oplysningerne vil således blive lettilgængelige for offentligheden, herunder forbrugere, erhvervsdrivende og de godkendte myndigheder og organisationer.
Oplysningen om en organisations vedtægtsbestemte formål vil blive hentet fra organisationens anmodning om godkendelse, jf. lovforslagets § 3, stk. 3, nr. 2.
Oplysningen om en myndigheds område vil blive hentet fra myndighedens anmodning om godkendelse, jf. lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 1.
Da der vil gælde de samme betingelser for godkendelse til anlæggelse af henholdsvis grænseoverskridende og nationale gruppesøgsmål, vil listen over myndigheder og organisationer, der er godkendt til at anlægge grænseoverskridende og nationale gruppesøgsmål være den samme.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil ajourføre listen, når det findes relevant, f.eks. ved godkendelse af en ny myndighed eller organisation eller ved tilbagekaldelse af en godkendelse af en myndighed eller organisation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil ligeledes orientere Europa-Kommissionen, når der er ændringer til listen over myndigheder og organisationer, som erhvervsministeren har godkendt til at kunne anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål, således at Europa-Kommissionen kan ajourføre deres samlede offentliggjorte liste over godkendte myndigheder og organisationer.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 5, stk. 3-5.
Den gældende lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser indeholder ikke regler om tilbagekaldelse af en godkendelse.
Den gældende bestemmelse i § 4, stk. 1, i lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser, medfører, at erhvervsministeren efter forhandling med de berørte ministre kan udpege de danske myndigheder og organisationer, der kan anlægge søgsmål med påstand om forbud i andre medlemsstater for overtrædelser af direktiverne optaget på det i § 1, stk. 1, nævnte bilag, således som disse er gennemført i medlemsstaternes nationale ret.
Det følger dog af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 171, at erhvervsministeren på samme måde kan tilbagekalde en udpegning til at anlægge søgsmål i andre medlemsstater.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren kan tilbagekalde godkendelsen af en myndighed eller organisation, såfremt myndigheden eller organisationen ikke længere opfylder betingelserne i henholdsvis § 3, stk. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsministeren gives kompetence til at tilbagekalde en godkendelse af en myndighed eller organisation, der er godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter denne lov.
En tilbagekaldelse af en godkendelse af en myndighed eller organisation skal betragtes som en afgørelse, hvorfor forvaltningsrettens almindelige regler vil finde anvendelse. Det gælder bl.a. bestemmelserne om partshøring, begrundelse m.v.
Tilbagekaldelse af en myndigheds godkendelse vil være nødvendig, hvis myndigheden ikke længere er rette tilsynsmyndighed med de bestemmelser på gruppesøgsmålsdirektivets bilag I, som myndigheden i forbindelse med anmodning om godkendelse har oplyst at føre tilsyn med.
Tilbagekaldelse af en organisations godkendelse vil være nødvendig, hvis organisationen ikke længere opfylder én eller flere af de betingelser, der er nævnt i lovforslagets § 3, stk. 3. Betingelserne er kumulative, hvorefter alle betingelser skal være opfyldt for, at en organisation kan være godkendt til at anlægge gruppesøgsmål.
Hvis erhvervsministeren i medfør af en af bestemmelserne i lovforslagets § 5 tilbagekalder godkendelsen af en myndighed eller organisation, mens myndigheden eller organisationen er part i igangværende gruppesøgsmål, vil sagen ikke automatisk blive afvist af retten. Proceduren i lovforslagets §§ 7, stk. 3, og 8, stk. 2, vil forsat skulle følges. Det betyder, at det er retten, der tager stilling til, om et søgsmål skal afvises, fordi betingelserne for godkendelse ikke er opfyldt. Det vil imidlertid være egnet til at rejse den begrundede tvivl, som kræves i disse bestemmelser, hvis en part i et søgsmål henleder rettens opmærksomhed på, at modparten ikke længere er godkendt.
Det foreslås i stk. 2, at hvis erhvervsministeren bliver bekendt med, at retten i medfør af § 8, stk. 2, har afvist et søgsmål, undersøger erhvervsministeren om myndighedens eller organisationens godkendelse skal tilbagekaldes.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsministeren skal undersøge, om en godkendelse af en myndighed eller organisation skal tilbagekaldes, hvis ministeren bliver bekendt med, at retten har afvist et gruppesøgsmål, der er anlagt efter denne lov, fordi retten finder, at myndigheden eller organisationen ikke opfylder betingelserne for godkendelse i lovforslagets § 3, stk. 2 eller 3.
Eksempelvis kan erhvervsministeren blive bekendt med en sådan afvisning, hvis en af parterne i gruppesøgsmålet indsender kopi af rettens afvisningskendelse til erhvervsministeren eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Det vil i praksis være Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen der foretager den konkrete undersøgelse.
Det forudsættes ikke, at retten af egen drift meddeler erhvervsministeren, at retten har afvist en sag i medfør af § 8, stk. 2. Det er således en mulighed, at retten afviser en sag efter § 8, stk. 2, men at myndigheden eller organisationen fortsat er godkendt, fordi erhvervsministeren ikke er blevet bekendt med afvisningen.
Det foreslås i stk. 3, at erhvervsministeren vurderer mindst hvert femte år, om de godkendte myndigheder og organisationer fortsat opfylder betingelserne i henholdsvis § 3, stk. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsministeren skal følge op på, at godkendte myndigheder og organisationer fortsat opfylder betingelserne for at være godkendt til at anlægge gruppesøgsmål, som følger af lovforslagets § 3, stk. 2 og 3.
Vurderingen skal ske for at sikre, at der ikke er godkendt nogle myndigheder og organisationer, som ikke opfylder betingelserne for godkendelse i lovforslagets § 3, stk. 2 og 3. Myndighederne og organisationerne skal således ikke blot opfylde betingelserne på tidspunktet for anmodning om godkendelse, men skal fortsætte med at opfylde betingelserne. Hvis en godkendt organisation ikke længere opfylder en eller flere af betingelserne for godkendelse, vil erhvervsministeren tilbagekalde godkendelsen.
Det vil i praksis være Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen der vil varetage denne opgave. Kravet om at foretage en vurdering hvert femte år gælder ved siden af den generelle forpligtelse i lovforslagets § 5, stk. 2.
Der skal således altid foretages en vurdering mindst hvert femte år af myndighedernes og organisationers godkendelse. Dette gælder, uanset om der løbende sker en undersøgelse af en konkret godkendelse af en myndighed eller organisation som følge af, at erhvervsministeren bliver bekendt med, at retten har afvist en sag, fordi retten finder, at myndigheden eller organisationen ikke opfylder betingelserne for godkendelse i lovforslagets § 3, stk. 2 eller 3.
Det foreslås i stk. 4, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at undersøgelsen efter stk. 2 og vurderingen efter stk. 3 skal ske ved, at godkendte myndigheder og organisationer anvender bestemte it-systemer til at sende dokumentation for fortsat opfyldelse af betingelserne i henholdsvis § 3, stk. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at myndigheders og organisationers dokumentation for, at de fortsat opfylder betingelserne for at være godkendte efter lovforslagets § 3, stk. 2 og 3, skal foregå digitalt.
Det er en bemyndigelsesbestemmelse, som kan udmøntes i en bekendtgørelse. I bekendtgørelsen kan erhvervsministeren fastsætte regler om, at myndigheders og organisationers dokumentation for, at de fortsat opfylder betingelserne for godkendelse i lovforslagets § 3, skal ske ved at indsende oplysninger via en formular på Virk.dk.
Det foreslås i stk. 5, at hvis en medlemsstat eller Europa-Kommissionen rejser tvivl om godkendelsen af en myndighed eller organisation, skal erhvervsministeren foretage en undersøgelse heraf.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsministeren skal undersøge, om en myndighed eller organisation er korrekt godkendt og fortsat opfylder betingelserne for godkendelse, hvis en medlemsstat eller Europa-Kommissionen rejser tvivl herom.
Erhvervsministeren vil i sådanne tilfælde undersøge, om myndigheden fortsat fører tilsyn de bestemmelser på gruppesøgsmålsdirektivets bilag I, som myndigheden i forbindelse med anmodning om godkendelse har oplyst at føre tilsyn med.
Hvis der rejses tvivl om godkendelsen af en organisation, undersøger erhvervsministeren på samme måde, om organisationen fortsat opfylder alle betingelserne for godkendelse, jf. lovforslagets § 3, stk. 3. Betingelserne er kumulative, det vil sige at alle betingelser skal være opfyldt, for at en organisation kan være godkendt til at anlægge gruppesøgsmål. Hvis blot en af betingelserne ikke længere er opfyldt, skal erhvervsministeren tilbagekalde godkendelsen.
Der henvises til bemærkningerne til stk. 1 for en nærmere beskrivelse af den situation, hvor erhvervsministeren i medfør af en af bestemmelserne i lovforslagets § 5 tilbagekalder godkendelsen af en myndighed eller organisation, mens myndigheden eller organisationen er part i igangværende gruppesøgsmål.
Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fungerer som nationalt kontaktpunkt i forhold til henvendelser fra andre medlemsstater eller Europa-Kommissionen efter stk. 5. Det foreslås i 2. pkt., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler Europa-Kommissionen sine kontaktoplysninger.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at andre medlemsstater eller Europa-Kommissionen kan tage kontakt til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis der er tvivl om, hvorvidt en dansk godkendt myndighed eller organisation opfylder betingelserne for godkendelse.
På tilsvarende vis vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kunne tage kontakt til nationale kontaktpunkter i andre medlemsstater, hvis der er tvivl om, hvorvidt en myndighed eller organisation, som er godkendt af en anden medlemsstat, opfylder betingelserne for godkendelse.
Europa-Kommissionen vil udarbejde en liste over de kontaktpunkter, som medlemsstaterne meddeler Europa-Kommissionen, og vil gøre listen tilgængelig for medlemsstaterne, jf. artikel 5, stk. 5, 2. pkt., i gruppesøgsmålsdirektivet.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 13, stk. 1.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at en godkendt myndighed eller organisation på sin hjemmeside skal give oplysning om de gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen har besluttet at anlægge efter denne lov.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at godkendte myndigheder og organisationer forpligtes til at oplyse om de gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen har besluttet af anlægge efter denne lov.
Dette vil gøre det nemmere for forbrugerne at blive oplyst om gruppesøgsmål, som anlægges efter denne lov, og som de kan være berørt af og dermed have interesse.
En beslutning om at anlægge et gruppesøgsmål foreligger som regel inden indgivelse af stævning. Der skal være tale om en endelig beslutning. Beslutningen om at anlægge et gruppesøgsmål kan eksempelvis være truffet på et møde i organisationens bestyrelse eller på en generalforsamling. Det betragtes ikke som en beslutning i bestemmelsens forstand, at organisationen undersøger grundlaget for at anlægge en sag, eksempelvis ved at korrespondere med berørte forbrugere eller ved at modtage vejledning fra en juridisk rådgiver.
Oplysninger om de gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen har besluttet at anlægge kan bl.a. omfatte oplysninger om mulige og faktiske retsvirkninger af det konkrete gruppesøgsmål, hensigten med at indbringe sagen og en beskrivelse af den gruppe forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet m.v., jf. præambelbetragtning nr. 58 i gruppesøgsmålsdirektivet.
Det kan også være oplysninger om de nødvendige skridt, som de berørte forbrugere skal tage for at kunne drage fordel af en afgørelse, herunder f.eks. tilmelde sig det konkrete gruppesøgsmål inden en bestemt frist.
Oplysningerne, som de godkendte myndigheder og organisationer skal give på deres hjemmeside, vil skulle gives, når det er relevant og hensigtsmæssigt for det konkrete gruppesøgsmål. Oplysningerne vil skulle gives i et forståeligt sprog og skal være fyldestgørende, så forbrugerne vil kunne forstå oplysningerne.
Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at sikre, at forbrugerne vil blive tilstrækkeligt oplyst om gruppesøgsmålet før retssagen, således at forbrugerne er i stand til at træffe en kvalificeret beslutning om, hvorvidt de ønsker at deltage i et gruppesøgsmål og rettidigt tage de nødvendige skridt hertil.
Det foreslås i nr. 2, at en godkendt myndighed eller organisation på sin hjemmeside skal give oplysning om status for de gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen har anlagt ved domstolene efter denne lov.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre en forpligtelse for godkendte myndigheder og organisationer til at give oplysninger status på et konkret gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen har anlagt ved domstolene.
Et gruppesøgsmål anses for at være anlagt ved domstolene, når den godkendte myndighed eller organisation har indgivet en stævning til retten, og når gruppesøgsmålet ikke er endeligt afgjort eller afvist.
Status for et gruppesøgsmål, som er anlagt ved domstolene, vil vedrøre det stadie i forløbet ved domstolene, som gruppesøgsmålet er nået til. Det kan f.eks. være en oplysning om, at der er indleveret en stævning eller oplysning om dato for hovedforhandling.
Der vil således være tale om en løbende opdatering i takt med gruppesøgsmålets behandling ved domstolene.
Oplysningerne, som de godkendte myndigheder og organisationer skal give forbrugerne, vil skulle gives, når det er relevant og hensigtsmæssigt for det konkrete gruppesøgsmål. Oplysningerne vil skulle gives i et forståeligt sprog og fyldestgørende, så forbrugerne vil kunne forstå oplysningerne.
Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at sikre, at forbrugerne vil blive tilstrækkeligt oplyst om gruppesøgsmålet under retssagen.
Det foreslås i nr. 3, at en godkendt myndighed eller organisation på sin hjemmeside skal give oplysning om resultatet af de gruppesøgsmål, der er nævnt i nr. 1 og 2.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre en forpligtelse for godkendte myndigheder og organisationer til på deres hjemmeside at give oplysninger om resultatet de gruppesøgsmål, de er blevet anlagt ved domstolene.
Resultatet af et gruppesøgsmål, som en godkendt myndighed eller organisation har besluttet at anlægge ved domstolene vil f.eks. kunne være, at et gruppesøgsmål er blevet afvist ved domstolene samt en begrundelse for afvisningen. Et resultat kan også være, at der er indgået forlig med den erhvervsdrivende, og sagen derfor ikke vil blive behandlet ved domstolene.
Resultatet af et gruppesøgsmål kan desuden være, at der er afsagt dom samt en opsummering heraf, og hvilken betydning det har for de berørte forbrugere.
Oplysningerne, som de godkendte myndigheder og organisationer skal give forbrugerne, vil skulle gives, når det er relevant og hensigtsmæssigt for det konkrete gruppesøgsmål. Oplysningerne vil skulle gives i et forståeligt sprog og skal være fyldestgørende, så forbrugerne vil kunne forstå oplysningerne.
Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at sikre, at forbrugerne vil blive tilstrækkeligt oplyst om resultatet gruppesøgsmål efter denne lov.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 6, stk. 1-3.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.3.1. for en beskrivelse af gældende ret.
Det foreslås i stk. 1, at grænseoverskridende gruppesøgsmål her i landet kan anlægges af en eller flere myndigheder og organisationer, som er godkendt i en eller flere andre medlemsstater og optaget på den liste, som Europa-Kommissionen offentliggør, jf. § 5, stk. 1, 4. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF, såfremt der er værneting for søgsmålet her i landet, og søgsmålet falder inden for den godkendte myndigheds område eller den godkendte organisations vedtægtsbestemte formål.
Med bestemmelsen gives myndigheder og organisationer, der er godkendt af en anden medlemsstat til at anlægge gruppesøgsmål, søgsmålskompetence til at anlægge gruppesøgsmål ved domstolene her i landet. Der kan f.eks. anlægges sager vedrørende danske erhvervsdrivendes overtrædelser af de bestemmelser, der er nævnt i gruppesøgsmålsdirektivets bilag I.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at godkendte myndigheder og organisationer fra forskellige medlemsstater kan gå sammen i et enkelt gruppesøgsmål for en enkelt domstol her i landet mod den samme erhvervsdrivende på vegne af forbrugere i forskellige medlemsstater.
I overensstemmelse direktivets præambelbetragtning nr. 31 berører lovforslaget ikke de gældende regler om værneting. Det er således en forudsætning for at anlægge et søgsmål ved domstole her i landet, at der er værneting. Hvorvidt der er værneting for de pågældende krav i en konkret sag afhænger af de almindelige værnetingsregler og sagens omstændigheder.
Det foreslås i stk. 2, at retten skal acceptere den liste, der udarbejdes af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 5, stk. 1, 4. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF, som bevis for den godkendte myndigheds eller organisations kompetence til at anlægge et grænseoverskridende gruppesøgsmål, jf. stk. 3.
Europa-Kommissionen udarbejder en samlet liste over alle medlemsstaters myndigheder og organisationer, som er godkendt til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål, herunder navn og vedtægtsbestemte formål. Listen offentliggøres og ajourføres, når Europa-Kommissionen får meddelelse herom fra medlemsstaterne.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten skal acceptere Europa-Kommissionens liste over godkendte myndigheder og organisationer som bevis for myndighedens eller organisationens kompetence til at anlægge et grænseoverskridende gruppesøgsmål ved domstolene her i landet.
Hvis der er tale om myndigheder eller organisationer, der fremgår af listen og som anlægger søgsmål her i landet, men som er godkendt her i landet, vil søgsmålet være et nationalt søgsmål.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at retten påser, at den godkendte organisation opfylder betingelserne i artikel 4, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF, hvis den sagsøgte under et gruppesøgsmål rejser begrundet tvivl herom.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten skal undersøge, om en godkendt organisation opfylder betingelserne for godkendelse, jf. lovforslagets § 3, stk. 3, hvis sagsøgte rejser begrundet tvivl herom.
Det vil således ikke være tilstrækkeligt, at sagsøgte blot anmoder retten om at foretage en sådan vurdering. Sagsøgte må således f.eks. påpege forhold i sagens dokumenter, der er egnede til at fremkalde tvivl om overholdelsen af betingelserne for godkendelse.
Det vil eksempelvis være egnet til at rejse begrundet tvivl, hvis erhvervsministeren under sagen har tilbagekaldt godkendelsen af organisationen. På samme måde vil det være egnet til at rejse begrundet tvivl, hvis den erhvervsdrivende fremlægger dokumentation, der antyder, at organisationen er taget under insolvensbehandling.
Retten vil kunne afvise sagen på baggrund af en konkret vurdering af de omstændigheder, som parterne har forelagt retten.
Det foreslås i 2. pkt., at den sagsøgte bærer bevisbyrden for, at søgsmålet af denne grund skal afvises.
Bestemmelsen vil medføre, at den sagsøgte skal bevise, at søgsmålet skal afvises, fordi betingelserne for godkendelse ikke er opfyldt. Et sådant bevis kan eksempelvis føres ved at fremlægge dokumenter, der viser, at den godkendte organisation er under insolvensbehandling. Den sagsøgte kan endvidere fremlægge oplysninger, der viser, at organisationen ikke er uafhængig af andre erhvervsdrivende. De oplysninger, der er nødvendige for at påvise, at sagen skal afvises, skal ifølge lovforslagets § 3, stk. 3, nr. 6, være offentliggjort. Hvis det ikke er tilfældet, kan det i sig selv medføre, at søgsmålet skal afvises.
Den foreslåede regel vil medføre, at såfremt der er begrundet tvivl om, hvorvidt betingelserne for godkendelse er opfyldt, vil søgsmålet ikke kunne afvises af den grund. Eventuel tvivl kommer således den sagsøgte til skade.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 7, stk. 1.
Det foreslås i stk. 1, at nationale gruppesøgsmål kan anlægges af godkendte myndigheder og organisationer, som er optaget på den liste, som Konkurrence og Forbrugerstyrelsen meddeler Europa-Kommissionen, jf. § 4, sk. 1, 1. pkt., 1. led, såfremt der er værneting for søgsmålet her i landet, og gruppesøgsmålet falder inden for den godkendte myndigheds område eller den godkendte organisations vedtægtsbestemte formål.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at godkendte myndigheder og organisationer kan anlægge gruppesøgsmål her i landet, hvis de fremgår af den liste, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens offentliggør over myndigheder og organisationer, som er godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter denne lov.
Da der vil gælde de samme betingelser for godkendelse til anlæggelse af henholdsvis grænseoverskridende og nationale gruppesøgsmål, vil listen over myndigheder og organisationer, der er godkendt til at anlægge grænseoverskridende og nationale gruppesøgsmål være den samme for så vidt angår de myndigheder og organisationer, der er godkendt her i landet.
Med bestemmelsen gives myndigheder og organisationer, der er godkendt af erhvervsministeren til at anlægge gruppesøgsmål, søgsmålskompetence til at anlægge gruppesøgsmål ved domstolene her i landet. Der skal således ikke være et grænseoverskridende element.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at retten påser, at den godkendte myndighed eller organisation opfylder betingelserne i henholdsvis § 3, stk. 2 og 3, hvis den sagsøgte under et gruppesøgsmål rejser begrundet tvivl herom. Det foreslås i 2. pkt., at den sagsøgte bærer bevisbyrden for, at søgsmålet af denne grund skal afvises.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, stk. 3, for en beskrivelse af den tilsvarende virkning af den foreslåede bestemmelse.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 6, stk. 3.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at retten påser, at et gruppesøgsmål falder inden for den godkendte myndigheds område eller den godkendte organisations vedtægtsbestemte formål. Det foreslås i 2. pkt., at hvis dette ikke tilfældet, afviser retten sagen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten af egen drift eller efter foranledning fra modparten ud fra de oplysninger, der er indgivet af sagens parter, påser, hvorvidt gruppesøgsmålet falder inden for myndighedens område eller organisationens vedtægtsbestemte formål.
Med myndighedens område menes søgsmål, som falder inden for myndighedens kompetence og tilsynsområde. F.eks. fører Lægemiddelstyrelsen tilsyn med den direktivbestemte lovgivning om humanmedicin, og vil således kunne anlægge søgsmål, hvis sagens genstand falder inden for dette område.
På samme vis vurderer retten, om søgsmålet falder inden for en organisations vedtægtsbestemte formål. F.eks. vil retten skulle afvise et søgsmål anlagt af en organisation, der ifølge vedtægterne varetager bilejeres interesser, hvis organisationen vil nedlægge forbud mod vildledende reklame for computere, uanset at organisationen er optaget på Europa-Kommissionens offentliggjorte liste, og organisationens formål er at beskytte medlemmernes interesser.
Det må bero på almindelige fortolkningsprincipper, hvordan en uklar formålsbestemmelse skal forstås. Det afgørende vil i medfør heraf bl.a. ordlyden af og sædvanen for den pågældende vedtægt. Det er således uden betydning, hvad der fremgår af den liste, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen meddeler Kommissionen, jf. lovforslagets § 4, stk. 1, 1. led, idet vurderingen skal foretages ud fra vedtægten alene.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 7, stk. 6.
Det følger af de gældende regler i retsplejelovens kapitel 24 samt retsplejens almindelige regler om borgerlige sager, hvem der er sagens parter og hvilke beføjelser, sagens parter har. Det er normalt sagsøger og sagsøgte, der er parter i sagen.
Det foreslås i stk. 1, at forbrugernes interesser under gruppesøgsmålet varetages af den godkendte myndighed eller organisation, der har anlagt sagen.
Den foreslåede bestemmelse vil tydeliggøre forudsætningen om, at de tilmeldte forbrugere ikke er parter i søgsmålet, men at deres interesser varetages af den godkendte myndighed eller organisation.
Tilmeldte forbrugere har således ikke de beføjelser, der ifølge retsplejelovens almindelige civilprocessuelle regler er tillagt parterne i sagen.
Det foreslås i stk. 2, at den godkendte myndighed eller organisation og den erhvervsdrivende anses som parter i gruppesøgsmålet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de tilmeldte forbrugere ikke er parter. Det vil være den godkendte myndighed eller organisation, der vil være part i sagen og have en parts processuelle rettigheder og forpligtelser.
Individuelle forbrugere vil således ikke kunne gribe ind i de processuelle beslutninger, der træffes af den godkendte myndighed eller organisation, individuelt anmode om dokumentation inden for sagens rammer, eller individuelt anke eller kære de afgørelser og beslutninger, der træffes af retten. Individuelle forbrugere vil ej heller have processuelle forpligtelser inden for rammerne af gruppesøgsmålet.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 7, stk. 2-3 og 7.
De almindelige regler om anlæggelse af civile søgsmål findes i retsplejelovens kapitel 33 om sagsforberedelse i 1. instans. Af reglerne fremgår det bl.a., at en sag anlægges ved indlevering af stævning til retten, at stævningen skal indeholde en række oplysninger, samt hvad der er rettens reaktionsmuligheder, hvis stævningen ikke opfylder betingelserne.
Det fremgår af retsplejelovens § 348, at sag anlægges ved indlevering af stævning til retten. Stævningen skal ifølge bestemmelsen indeholde parternes navn og adresse, herunder angivelse af en postadresse i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvortil meddelelser til sagsøgeren vedrørende sagen kan sendes, og hvor forkyndelse kan ske. Derudover skal stævningen indeholde en angivelse af den ret, ved hvilken sagen anlægges, sagsøgerens påstand, sagens værdi, sagstypen, sagsøgerens person- eller cvr-nummer, hvis sagsøgeren har et sådant, og en kort beskrivelse af sagen, en udførlig fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden støttes, en angivelse af de dokumenter og andre beviser, som sagsøgeren agter at påberåbe sig, og sagsøgerens forslag til sagens behandling.
Det fremgår af retsplejelovens § 349, at såfremt stævningen ikke opfylder kravene i § 348, stk. 2, nr. 1-4, og den herefter er uegnet til at danne grundlag for sagens behandling, afvises sagen ved en beslutning, der meddeles sagsøgeren. Det fremgår videre, at retten kan indrømme sagsøgeren en frist til at afhjælpe mangler.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at gruppesøgsmål efter den foreslåede lov anlægges ved indlevering af stævning til retten. I bestemmelsens 2. pkt., foreslås det, at stævningen – ud over hvad der fremgår af retsplejelovens § 348 – skal indeholde oplysninger som nævnt i nr. 1-3.
Det foreslås i nr. 1, at ud over hvad der fremgår af retsplejelovens § 348, skal stævningen indeholde en angivelse af, at sagen anlægges efter reglerne i den foreslåede lov.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der stilles en række yderligere krav til stævningen, end hvad der følger af retsplejelovens § 348. Bestemmelsen ændrer således ikke de krav, der efter de almindelige regler gælder for stævningen. Den foreslåede regel ændrer heller ikke andre regler om processen for indgivelse af stævning. Det vil eksempelvis stadig være et krav, at der med stævningen indleveres kopier af de dokumenter, som sagsøgeren agter at påberåbe sig, for så vidt de er i sagsøgerens besiddelse.
Efter den foreslåede bestemmelse vil stævningen skulle indeholde en angivelse af, at sagen anlægges efter dette lovforslags regler. Formålet med denne regel er, at modparten og retten tidligst muligt i sagen skal kunne gøre sig bekendt med, hvilken procesform, sagsøgeren ønsker. Dette vil bl.a. gøre modparten og retten i stand til at vurdere, om betingelserne for at føre et søgsmål efter ordningen i dette lovforslag er opfyldt.
Såfremt en af flere af betingelserne ikke er opfyldt, vil retten kunne afvise sagen ved kendelse i overensstemmelse med reglen i retsplejelovens § 349, stk. 1, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, stk. 2. Det forudsættes også, at retten efter retsplejelovens § 349, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, stk. 2, kan indrømme den godkendte myndighed eller organisation en frist til at afhjælpe mangler i de oplysninger, som skal opgives efter lovforslagets § 11, stk. 1.
Det foreslås i nr. 2, at ud over hvad der fremgår af retsplejelovens § 348, skal stævningen indeholde oplysninger om de forbrugere, der er berørt af søgsmålet, herunder en beskrivelse af gruppen og oplysninger om, hvordan de berørte forbrugere kan identificeres og underrettes om sagen.
Bestemmelsen vil medføre, at stævningen skal indeholde oplysninger om de forbrugere, der er berørt af søgsmålet, herunder en beskrivelse af gruppen og oplysninger om, hvordan de berørte forbrugere kan identificeres og underrettes om sagen.
Kravet har betydning for flere andre forhold i gruppesøgsmålet, og oplysningerne om de berørte forbrugere skal derfor have en sådan karakter, at det gør det muligt at anvende disse oplysninger i andre tilfælde. Oplysningerne skal bl.a. gøre det muligt for retten at træffe eventuel bestemmelse om tilmelding til søgsmålet, jf. lovforslagets § 16, stk. 2. Derudover skal oplysningerne muliggøre, at den gruppe af forbrugere, der er berettiget til at drage fordel af de pågældende retsmidler, kan beskrives i afgørelsen, jf. lovforslagets § 15, stk. 2. Oplysningerne har også betydning for, hvilke krav der i medfør af et gruppesøgsmål om påbud eller forbud ikke forældes, jf. lovforslagets § 21.
I overensstemmelse med gruppesøgsmålsdirektivets præambelbetragtning nr. 49 er det ikke et krav, at den godkendte myndighed eller organisation udpeger samtlige forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet, individuelt.
Det foreslås i nr. 3, at ud over hvad der fremgår af retsplejelovens § 348, skal stævningen indeholde de oplysninger, som i øvrigt er nødvendige for, at retten kan vurdere, om den har kompetence til at behandle sagen, og foretage lovvalg.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at stævningen bl.a. skal indeholde oplysninger om sagsøgtes hjemting. Det vil ikke i alle tilfælde være nødvendigt at indgive oplysninger til brug for lovvalg. Det afgørende er, at stævningen indeholder de oplysninger, som gør retten i stand til at træffe de pågældende beslutninger.
Det forudsættes, at retten efter retsplejelovens § 349, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, stk. 2, kan indrømme den godkendte myndighed eller organisation en frist til at afhjælpe mangler som nævnt i lovforslagets § 11, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at gruppesøgsmål anlægges med påstand om 1) foreløbigt påbud eller forbud eller 2) påstand om endeligt påbud eller forbud eller genopretning.
Bestemmelsen indeholder en udtømmende opregning af de mulige påstande under et gruppesøgsmål efter den foreslåede ordning. Der vil således alene kunne nedlægges bestemte typer af påstande inden for rammerne af et gruppesøgsmål efter den foreslåede ordning. Det vil ikke være muligt at nedlægge en påstand omfattet af bestemmelsens nr. 1 sammen med en påstand omfattet af bestemmelsens nr. 2. Sker dette, må retten afvise sagen eller foreslå parterne, at sagen om muligt føres efter en anden processuel ordning, eksempelvis efter retsplejelovens kapitel 23 a.
Inden for rammerne af den foreslåede ordning kan der for det første nedlægges påstand om endeligt eller foreløbigt påbud eller forbud. En sådan påstand vil dreje sig om at opnå et af de mulige resultater, der er nævnt i lovforslagets § 13, stk. 1 og 2. I lovforslagets § 13, stk. 1 og 2, er der nævnt både foreløbige og endelige påbud og forbud. I lovforslagets § 14, stk. 2, er det samtidig fastsat, at et gruppesøgsmål om foreløbige forbud eller påbud følger en særlig procesform, som anvender en række bestemmelser i retsplejelovens kapitel 40. Af den grund vil påstande om foreløbige påbud og forbud ikke kunne behandles i samme søgsmål som påstande om endelige påbud og forbud. Der kan således ikke inden for rammerne af det samme gruppesøgsmål kunne nedlægges både påstand om endelige påbud eller forbud samt påstand om foreløbige påbud eller forbud. Der kan dog nedlægges flere påstande, når blot alle påstandene angår enten foreløbige eller endelige påbud eller forbud. Derfor kan der også nedlægges både påbudspåstand og forbudspåstand inden for rammerne af det samme søgsmål. En mulig forbudspåstand kan eksempelvis være, at den erhvervsdrivende forbydes at sælge en bestemt vare.
For det andet kan der nedlægges påstand om genopretning. En sådan påstand vil have som mål at opnå en afgørelse, der indeholder en eller flere af de elementer, der er nævnt i lovforslagets § 15, stk. 1. Der kan efter omstændighederne nedlægges flere påstande om genopretning inden for rammerne af det samme søgsmål. Eksempelvis kan der nedlægges en primær påstand om, at den erhvervsdrivende skal give de tilmeldte forbrugere adgang til forholdsmæssigt afslag og en sekundær påstand om, at den erhvervsdrivende skal give de tilmeldte forbrugere adgang til afhjælpning.
For det tredje kan der nedlægges påstande, der kombinerer en eller flere påstande om endeligt påbud eller forbud med påstand om genopretning. Et gruppesøgsmål, hvor der er nedlagt påstand om foreløbigt forbud eller påbud behandles ikke efter de samme regler som en gruppesøgsmål, hvor der er nedlagt påstand om genopretning, jf. lovforslagets § 14, stk. 2. Derfor er det ikke muligt at behandle en påstand om foreløbigt påbud eller forbud inden for rammerne af et søgsmål, hvor der er nedlagt påstand om genopretning eller endeligt påbud eller forbud. Derimod vil en påstand om endeligt påbud eller forbud kunne behandles inden for rammerne af et gruppesøgsmål om genopretning. Gruppesøgsmålet vil skulle føres efter reglerne i såvel lovforslagets kapitel 5 som 6. Eksempelvis vil det derfor ikke være muligt at føre et gruppesøgsmål om både påbud eller forbud samt genopretning uden at der er tilmeldte forbrugere, jf. lovforslagets § 13, stk. 3, modsætningsvis, og lovforslagets § 16, stk. 1. Endvidere vil eksempelvis reglerne i lovforslagets § 17 om interessekonflikter ved finansiering af gruppesøgsmål om genopretning finde anvendelse på søgsmålet.
Det foreslås i stk. 3, at et gruppesøgsmål, der ud fra stævningen efter sit indhold er åbenlyst ubegrundet, afvises af retten.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten kan beslutte at afvise åbenlyst ubegrundede sager, så snart retten har modtaget de nødvendige oplysninger til at begrunde beslutningen herom. Bestemmelsen har til formål at undgå misbrug af adgangen til at indbringe sager. Dette er også i overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 39, hvorefter medlemsstaterne bør fastsætte nye regler eller anvende eksisterende regler i national ret, så retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden kan beslutte at afvise åbenlyst ubegrundede sager, så snart retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden har modtaget de nødvendige oplysninger til at begrunde afgørelsen.
En sag kan eksempelvis være åbenlyst ubegrundet, hvis der udelukkende nedlægges påstande, der ikke har støtte i nogen af de anbringende eller kopier af dokumenter, som indleveres sammen med stævningen, jf. retsplejelovens § 348, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, stk. 2.
Det forudsættes, at det kræver gode grunde at afvise en sag med henvisning til den foreslåede bestemmelse. Samtidigt vil bestemmelsen skulle fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 7, stk. 4.
Det foreslås i stk. 1, at gruppesøgsmål kan anlægges, når der foreligger ensartede krav, gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på, og de berørte forbrugere kan identificeres og underrettes på en hensigtsmæssig måde.
Den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med gruppesøgsmålsdirektivets præambelbetragtning nr. 49 sikre, at retten tidligst muligt i sagen vil skulle kontrollere, om sagen er egnet til at blive behandlet som gruppesøgsmål i lyset af overtrædelsens art og karakteren af den skade, som de berørte forbrugere har lidt.
Bestemmelsen svarer delvist til bestemmelsen i retsplejelovens § 254 b, stk. 1. Det forudsættes, at betingelserne i den foreslåede bestemmelse vil skulle fortolkes i overensstemmelse med de tilsvarende betingelser i den nævnte bestemmelse i retsplejeloven.
Det vil efter bestemmelsen være overladt til rettens skøn, om de fremsatte krav er tilstrækkeligt ensartede til, at gruppesøgsmål vil være en hensigtsmæssig procesform. Af betydning vil navnlig være, om kravene udspringer af samme faktiske omstændigheder, og om de har samme retlige grundlag. Kravene behøver ikke at være identiske. Det er tilstrækkeligt, at de i faktisk og retlig henseende er ensartede. Som eksempler på tilfælde, hvor denne betingelse ofte kan være opfyldt, kan nævnes krav fra deltagerne i en pakkerejse i anledning af påståede mangler ved f.eks. indkvartering, udflugter, faciliteter mv.
Ved vurderingen af om gruppesøgsmål må antages at være den bedste måde at behandle kravene på, vil gruppesøgsmålet skulle sammenlignes med realistiske alternativer i den konkrete situation, og vurderingen vil derfor skulle foretages på grundlag af en samlet afvejning af den enkelte sags konkrete omstændigheder. Hvis kravene kan behandles lige så godt eller bedre under individuelle søgsmål, der eventuelt behandles samlet efter reglerne i retsplejelovens §§ 250 eller 254, kan der som udgangspunkt ikke anlægges gruppesøgsmål om kravene. I denne vurdering indgår også, om sagskomplekset har en sådan karakter, at fælles spørgsmål må forventes at kunne afklares under en prøvesag, ligesom der kan tages hensyn til, om den godkendte myndighed eller organisation, som måske har særlige forudsætninger for at bidrage til en hensigtsmæssig koordinering mv., eventuelt vil kunne medvirke på anden måde, f.eks. som biintervenient eller som mandatar for en eller flere parter i et individuelt søgsmål. Det må dog samtidig holdes for øje, at forbrugernes mulighed for at anlægge gruppesøgsmål ikke begrænses i et omfang, der vil være i strid med gruppesøgsmålsdirektivet.
Herudover er det en betingelse, at de berørte individuelle forbrugere kan identificeres og underrettes om sagen på en hensigtsmæssig måde. Retten vil skulle foretage en skønsmæssig vurdering af, om underretningen kan ske på en sådan måde, at der er en høj grad af sandsynlighed for, at de berørte får et sådant kendskab til sagen, at de har det fornødne grundlag for at tage stilling til, om de ønsker at tilmelde sig gruppesøgsmålet, jf. herved også bemærkningerne til de foreslåede § 16, stk. 2-4.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 8, stk. 1-3.
Retsplejelovens kapitel 40 indeholder regler om midlertidige afgørelser om forbud og påbud i en borgerlig sag. Det følger af disse regler bl.a., at retten efter anmodning ved et forbud eller påbud kan bestemme, at private og repræsentanter for stat, region og kommune i disses egenskab af parter i private retsforhold midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle bestemte handlinger.
Det følger også af disse regler, at der som udgangspunkt i tilknytning til sagen om en midlertidig afgørelse om forbud eller påbud skal anlægges en såkaldt hovedsag, hvor der tages endeligt stilling til grundlaget for at meddele påbud eller forbu. Hovedsagen anlægges – hvis den anlægges ved en dansk domstol – som et almindeligt civilt søgsmål.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at i forbindelse med et gruppesøgsmål om påbud eller forbud kan retten ved et foreløbigt eller endeligt påbud eller forbud bestemme bl.a. at en erhvervsdrivende skal bringe en praksis, der udgør en overtrædelse af bestemmelser som nævnt i § 1, stk. 1, og som skader eller vil kunne skade forbrugernes kollektive interesser, til ophør.
Den foreslåede bestemmelse vil overordnet set medføre, at en påstand om påbud eller forbud kan være enten et foreløbigt eller et endeligt påbud eller forbud. For en nærmere beskrivelse af de særlige regler, der finder anvendelse for behandlingen af sager, hvor der er nedlagt påstand om foreløbige påbud eller forbud, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 14, stk. 2.
For at retten kan bestemme, at en erhvervsdrivende skal bringe en praksis til ophør, vil der ifølge den foreslåede bestemmelse være to betingelser, der skal være opfyldt. For det første skal den pågældende praksis udgøre en overtrædelse af de bestemmelser, der er nævnt i lovforslagets § 1, stk. 1. For det andet skal overtrædelsen skade eller kunne skade forbrugernes kollektive interesser. Dette er i overensstemmelse med lovforslagets § 1, stk. 1, hvor disse betingelser fremgår. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse for en nærmere beskrivelse af betingelserne.
Det foreslås i nr. 2, at i forbindelse med et gruppesøgsmål om påbud eller forbud kan retten ved et foreløbigt eller endeligt påbud eller forbud bestemme endvidere at en erhvervsdrivendes påtænkte praksis, der vil udgøre en overtrædelse af bestemmelser som nævnt i § 1, stk. 1, og som indebærer en risiko for alvorlig eller uoprettelig skade for forbrugernes kollektive interesser, på forhånd forbydes.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det – ud over de betingelser, der er omtalt i bemærkningerne til bestemmelsens nr. 1 – er et krav, at den påtænkte praksis vil indebære en risiko for alvorlig eller uoprettelig skade for forbrugernes kollektive interesser.
For en nærmere beskrivelse af begrebet forbrugernes kollektive interesser henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, og bemærkningerne hertil.
Alvorlig skade vil være skade, der kan karakteriseres som væsentlig. Der kan eksempelvis være tale om en praksis, der vil medføre, at der sælges genstande, der vil lide af en væsentlig mangel. Det bemærkes dog, at bestemmelsen vil skulle fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.
Uoprettelig skade vil være skade, der har en vedvarende karakter. Der vil være tale om tilfælde, hvor en virksomheds påtænkte praksis vil medføre blivende konsekvenser. Der kan eksempelvis være tale om diffusionen af medicinske produkter, der har en uoprettelig skadelig virkning på den, der anvender produktet. Der vil derimod ikke være tale om uoprettelig skade, hvis den skade, der forvoldes ved overtrædelsen af de pågældende regler, vil kunne udbedres af den erhvervsdrivende, eksempelvis ved at tilbyde ombytning af en vare.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at retten ved et endeligt påbud endvidere kan bestemme at en erhvervsdrivende skal anerkende, at en praksis udgør en overtrædelse som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en afgørelse om endeligt påbud kan fastslå, at en erhvervsdrivende skal anerkende, at en praksis udgør en overtrædelse i tilfælde, hvor denne praksis er ophørt, inden gruppesøgsmålet blev anlagt, men hvor der stadig er behov for at fastslå, at denne praksis udgjorde en overtrædelse, f.eks. for at lette efterfølgende sager om genopretning. Det er imidlertid ikke en betingelse, at praksissen er ophørt.
Det foreslås i nr. 2, at retten ved et endeligt påbud endvidere kan bestemme at en erhvervsdrivende skal offentliggøre hele eller dele af en afgørelse om påbud eller forbud i den form, retten bestemmer.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en afgørelse om endeligt påbud eller forbud f.eks. vil kunne omfatte en forpligtelse for den erhvervsdrivende, der har overtrådt lovgivningen, til at offentliggøre afgørelsen truffet ved domstolene helt eller delvist, i en sådan form, der findes hensigtsmæssig.
Det foreslås i stk. 3, at det ikke er en betingelse for en afgørelse om påbud eller forbud, at berørte individuelle forbrugere har tilmeldt sig søgsmålet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en godkendt myndighed eller organisation kan anlægge gruppesøgsmål med påstand om påbud eller forbud på vegne af forbrugerne under iagttagelse af forbrugernes kollektive interesser, selvom der ikke nødvendigvis er nogen forbrugere, der er tilmeldt søgsmålet. Betegnelsen gruppesøgsmål anvendes uanset, om der er nogen tilmeldte forbrugere.
For den situation, hvor der inden for rammerne af det samme søgsmål nedlægges påstand om både påbud eller forbud samt genopretning, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 11, stk. 2.
Det foreslås i stk. 4, nr. 1, at det ikke er en betingelse for en afgørelse om påbud eller forbud, at den godkendte myndighed eller organisationer beviser, at de individuelle forbrugere, der er berørt af en overtrædelse af bestemmelser som nævnt i § 1, stk. 1, har lidt tab eller skade.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en afgørelse om påbud eller forbud ikke er betinget af, at de individuelle forbrugere har lidt tab eller skade.
Det foreslås i nr. 2, at det ikke er en betingelse for en afgørelse om påbud eller forbud, at den godkendte myndighed eller organisation beviser den erhvervsdrivendes hensigt eller forsømmelse.
Den foreslåede bestemmelse ved medføre, at det er uden betydning, om overtrædelsen er sket forsætligt eller ved en anden grad af tilregnelse. Det afgørende er, at der foreligger eller vil foreligge en overtrædelse af de relevante bestemmelser.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 17.
Retsplejelovens kapitel 40 indeholder regler om midlertidige afgørelser om forbud og påbud i en borgerlig sag. Det følger bl.a. af disse regler, at retten efter anmodning ved et forbud eller påbud kan bestemme, at private og repræsentanter for stat, region og kommune i disses egenskab af parter i private retsforhold midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle bestemte handlinger.
Det følger også af disse regler, at der som udgangspunkt i tilknytning til sagen om en midlertidig afgørelse om forbud eller påbud skal anlægges en såkaldt hovedsag, hvor der tages endeligt stilling til grundlaget for at meddele påbud eller forbud. Hovedsagen anlægges – hvis den anlægges ved en dansk domstol – som et almindeligt civilt søgsmål.
Det foreslås i stk. 1, at gruppesøgsmål om påbud eller forbud behandles hurtigst muligt.
Den foreslåede bestemmelse vil tydeliggøre, at gruppesøgsmål om påbud eller forbud bør behandles hurtigt. Hvis der er tale om en igangværende overtrædelse, kan behovet for en hurtig behandling være større. Det forudsættes, at kravet om hurtig behandling som udgangspunkt vil være opfyldt ved at søgsmål efter lovforslaget berammes og håndteres efter de samme regler og procedurer, som der gælder for almindelige civile søgsmål. Bestemmelsen vil dog skulle fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at ved behandlingen af gruppesøgsmål om foreløbige påbud eller forbud finder retsplejelovens §§ 413-429 tilsvarende anvendelse. Det foreslås i 2. pkt., at ved spørgsmål om bistand til opretholdelse af et foreløbigt påbud eller forbud finder retsplejelovens kapitel 57 tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at §§ 413-429 i retsplejelovens kapitel 40 om midlertidige afgørelser om forbud og påbud i en borgerlig sag finder tilsvarende anvendelse.
De nævnte bestemmelser vil finde anvendelse med de tilpasninger, som er nødvendige.
Forbud eller påbud kan således meddeles, hvis den part, der anmoder om meddelelse af forbuddet eller påbuddet, godtgør eller sandsynliggør, at der er eller vil være en overtrædelse som nævnt i lovforslagets § 1, stk. 1, der søges undgået eller forhindret ved forbuddet eller påbuddet, at modpartens adfærd nødvendiggør, at der meddeles forbud eller påbud, og at partens mulighed for at opnå sin ret vil forspildes, hvis parten henvises til at afvente tvistens retlige afgørelse.
Retten vil således også kunne bestemme, at parten som betingelse for meddelelse af forbud eller påbud skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres modparten ved forbuddet eller påbuddet. Retten kan desuden i det retsmøde, hvor sagen behandles, afskære en bevisførelse, som findes uforenelig med hensynet til forretningens fremme.
Det vil endvidere bl.a. gælde, at hvis en sag om den rettighed, der påstås krænket, ikke allerede er anlagt ved en dansk eller udenlandsk domstol, skal den, der har anmodet om meddelelse af påbud eller forbud, inden to uger efter at afgørelsen om at meddele påbud eller forbud er endelig, anlægge eller indlede en sådan sag. Det forudsættes, at en sådan såkaldt hovedsag vil skulle anlægges efter reglerne i dette lovforslag ved at der nedlægges en påstand om endeligt påbud eller forbud. En hovedsag vil også kunne anlægges i et andet medlemsland, når sagen følger reglerne i gruppesøgsmålsdirektivet.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 9, stk. 1, 5-8.
Det foreslås i stk. 1, at i forbindelse med et gruppesøgsmål om genopretning kan retten bestemme, at den erhvervsdrivende skal give tilmeldte forbrugere adgang til bestemte retsmidler, som efter omstændighederne kan være bl.a. erstatning, afhjælpning, ombytning, forholdsmæssigt afslag, ophævelse af købet eller kontrakten og tilbagebetaling af betalte beløb.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en godkendt myndighed eller organisation kan anlægge sag med påstand om, at den erhvervsdrivende skal give forbrugerne adgang til bestemte retsmidler som eksempelvis erstatning, afhjælpning, ombytning, forholdsmæssigt afslag, ophævelse af kontrakten eller tilbagebetaling af den betalte pris.
Bestemmelsen vil skulle anvendes i overensstemmelse med gruppesøgsmålsdirektivets præambelbetragtning nr. 50, hvoraf det fremgår, at foranstaltninger om genopretning bør identificere de individuelle forbrugere eller som minimum beskrive den gruppe af forbrugere, der er berettiget til de retsmidler, som disse foranstaltninger om genopretning stiller til rådighed, og, hvis det er relevant, angive metoden til fastlæggelse af skadens omfang og de relevante skridt, som forbrugere og erhvervsdrivende skal tage med henblik på gennemførelse af retsmidlerne. Det fremgår videre, at forbrugere, der er berettiget til retsmidler, bør kunne drage fordel af disse retsmidler uden at skulle indbringe særskilte sager. Endelig fremgår det, at det omvendt bør kunne kræves efter direktivet, at en forbruger tager visse skridt for at opnå sine retsmidler, som f.eks. at gøre den enhed, der har ansvaret for at håndhæve foranstaltningen med henblik på genopretning, bekendt med dem.
Når det således anføres i rettens afgørelse, at den erhvervsdrivende skal give berørte forbrugere adgang til bestemte retsmidler, vil der konkret være tale om, at retten efter omstændighederne fastlægger både en fordring, som de tilmeldte forbrugere har mod den erhvervsdrivende, samt en metode hvorved den erhvervsdrivende skal opfylde denne fordring. Der kan eksempelvis være tale om en sag, hvor en række produkter er solgt med en væsentlig mangel. Her kan det fremgå af rettens dom, at de tilmeldte forbrugere ved at indsende en anmodning til en bestemt mailadresse hos den erhvervsdrivende med angivelse af bestemte oplysninger inden for en frist på eksempelvis fire uger skal modtage et bestemt beløb, der udgør et forholdsmæssigt afslag i prisen.
Der kan være tale om mange forskellige typer af bestemmelser angående metoden for at give forbrugerne adgang til de pågældende retsmidler. Der kan eksempelvis være bestemmelser om udregningen af bestemte priser, bestemmelser om kommunikationsformen mellem de tilmeldte forbrugere og den erhvervsdrivende, bestemmelser om valgfrihed hos forbrugerne eller den erhvervsdrivende mv. Bestemmelsen vil desuden skulle fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.
Det bemærkes, at retten i anvendelsen af bestemmelsen vil være bundet af retsplejelovens § 338, jf. lovforslagets § 1, stk. 2, hvorefter retten ikke kan tilkende en part mere, end parten har påstået, og kun kan tage hensyn til anbringender, som parten har gjort gældende, eller som ikke kan frafaldes. Det vil således være af afgørende betydning for retten afgørelse, hvilken påstand, den godkendte myndighed eller organisation nedlægger.
Bestemmelsen skal desuden fortolkes i overensstemmelse gruppesøgsmålsdirektivets præambelbetragtning nr. 42, hvorefter direktivet bør indeholde bestemmelser om en processuel ordning, som ikke berører de regler, der fastlægger forbrugernes materielle ret til kontraktlige retsmidler og retsmidler uden for kontrakt, i tilfælde hvor deres interesser er blevet skadet af en overtrædelse, såsom retten til skadeserstatning, ophævelse af kontrakten, tilbagebetaling, ombytning, afhjælpning eller forholdsmæssige afslag, afhængigt af situationen og af EU-retten eller national ret. Det fremgår videre, at det kun bør være muligt at anlægge et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning i medfør af dette direktiv, hvis EU-retten eller national ret indeholder bestemmelser om sådanne materielle rettigheder.
Oplistningen af retsmidlerne i bestemmelsens nr. 1-6 er derfor alene udtryk for eksempler. Det afgørende er, hvilke retsmidler der er adgang til i henhold til national eller EU-retlig regulering på det pågældende område. Til eksempel kan nævnes købelovens mangelsbeføjelser, som er relevante i visse typer af sager.
Lovforslaget berører ikke de gældende regler om fuldbyrdelse af afgørelser. Såfremt der i en afgørelse om genopretningen er tilstrækkeligt grundlag herfor, vil der eksempelvis kunne indledes tvangsfuldbyrdelse efter reglerne i retsplejelovens tredje bog, fjerde afsnit.
Det foreslås i stk. 2, at hvor en afgørelse om genopretning ikke angiver de individuelle forbrugere, der er berettigede til de retsmidler, som afgørelsen stiller til rådighed, skal den i det mindste beskrive den gruppe af forbrugere, der er berettiget til de pågældende retsmidler.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at afgørelsen ikke nødvendigvis skal angive de individuelle forbrugere, der er berettigede til de retsmidler, som afgørelsen stiller til rådighed. Med udgangspunkt i de oplysninger, der er indgivet efter lovforslagets § 11, stk. 1, nr. 2, litra a, vil retten kunne angive forbrugerne ved at anvende en præcis beskrivelse. Der kan eksempelvis anføres, at de berettigede forbrugere er købere af en bestemt genstand hos en bestemt virksomhed inden for en bestemt periode. Der kunne også være tale om modtagere i en bestemt landsdel af en bestemt ydelse fra en bestemt erhvervsdrivende i en bestemt periode.
Det bemærkes, at såfremt dommen ikke angiver de enkelte forbrugere individuelt, kan det vise sig, at dommen ikke senere kan tvangsfuldbyrdes. Lovforslagets berører ikke reglerne om fuldbyrdelse af domme, og ændrer således ikke på betingelserne for at kunne foretage tvangsfuldbyrdelse.
Bestemmelsen ændrer ikke ved, at gruppesøgsmålet alene omfatter de individuelle forbrugere, der har tilmeldt sig søgsmålet, jf. lovforslagets § 16, stk. 1. Det er således alene tilmeldte forbrugere, for hvilke dommen har retskraft, og som kan drage fordel af de retsmidler, der stilles til rådighed.
Det foreslås i stk. 3, at en afgørelse om genopretning skal angive en frist, inden for hvilken den erhvervsdrivende skal give forbrugerne adgang til de retsmidler, der er omfattet af afgørelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at afgørelsen skal indeholde en frist for, hvornår de forbrugerne, der er tilmeldt gruppesøgsmålet, skal have fået adgang til de pågældende retsmidler. Hvis retten eksempelvis bestemmer, at en række forbrugere skal have adgang til erstatning, skal retten samtidig bestemme, hvornår erstatningssummen senest skal være udbetalt til de pågældende.
Der kan også være tale om, at afgørelsen angiver en frist, inden for hvilken de tilmeldte forbrugere skal henvende sig et bestemt sted for at få adgang til de pågældende retsmidler.
Det forudsættes, at retten fastsætter en rimelig frist, der er forenelig med hensynene bag gruppesøgsmålsdirektivet.
Det foreslås i stk. 4, at de retsmidler, som stilles til rådighed i en afgørelse af et gruppesøgsmål om genopretning, ikke berører eventuelle yderligere retsmidler, som forbrugerne har adgang til, og som ikke var genstand for det pågældende gruppesøgsmål.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugerne kan anlægge andre søgsmål, herunder andre typer af søgsmål, medmindre et sådant søgsmål vil stride mod de almindelige regler om dommes bindende virkning. Bestemmelsen vil endvidere tydeliggøre, at forbrugerne også fortsat vil have adgang til andre retsmidler, der ikke nødvendigt forudsætter, at de fastslås ved dom.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 9, stk. 2-4 og artikel 20, stk. 3.
Det foreslås i stk. 1, et gruppesøgsmål om genopretning omfatter de individuelle forbrugere, der har tilmeldt sig søgsmålet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der alene kan føres såkaldte ”opt-in”-søgsmål. Et søgsmål om genopretning vil således ikke kunne omfatte forbrugere, der ikke aktivt har tilmeldt sig.
Bestemmelsen vil endvidere medføre, at en afgørelse om genopretning alene har virkning (retskraft) over for tilmeldte forbrugere. Dette skal ses i overensstemmelse med gruppesøgsmålsdirektivets præambelbetragtning nr. 43, hvor det fremgår, at forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning, efter anlæggelse af gruppesøgsmålet bør have passende muligheder for at tilkendegive, hvorvidt de ønsker at lade sig repræsentere af det godkendte organ/den godkendte organisation i forbindelse med det specifikke gruppesøgsmål eller ej, og hvorvidt de ønsker at drage fordel af de relevante resultater af dette gruppesøgsmål eller ej.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at tilmelding til gruppesøgsmål skal ske ved skriftlig meddelelse.
Det foreslås i 2. pkt., at retten fastsætter en frist for at tilmelde sig gruppesøgsmålet.
Den foreslåede bestemmelse vil generelt set medføre, at det påhviler retten at træffe bestemmelse om en række aspekter af tilmeldingen under hensyn til omstændighederne i den konkrete sag.
Fristen bør i almindelighed fastsættes til en bestemt dato og altså ikke til et vist tidsrum efter en nærmere angiven begivenhed, f.eks. underretning om sagen. Ved fastsættelse af fristen må retten derfor have overvejet, hvordan forbrugerne bør underrettes om sagen, således at der kan afsættes et rimeligt tidsrum for de berørte forbrugere til hver især at overveje, om de vil tilmelde sig gruppesøgsmålet.
I almindelighed vil fristen kunne sættes til 4-8 uger efter det tidspunkt, hvor forbrugerne skønnes at ville have modtaget underretning om sagen, hvis underretningen sker ved individuel meddelelse til den enkelte forbruger. I andre tilfælde vil fristen i almindelighed kunne sættes til 2-3 måneder efter det tidspunkt, hvor forbrugerne skønnes at ville have modtaget underretning om sagen. Om fristen bør sættes i den lave ende eller den høje ende af de nævnte intervaller, vil bl.a. afhænge af sagens karakter. Fristen bør således være længere, hvis kravene i sagen er komplicerede eller har vidererækkende betydning for den enkelte forbruger, end hvis kravene i sagen er enkle og har mindre betydning for den enkelte forbruger.
Hvis der er større usikkerhed om, hvornår forbrugerne kan antages at ville have modtaget underretning om sagen, kan retten eventuelt vente med at fastsætte tilmeldingsfristen, indtil der foreligger en nærmere afklaring heraf. Blot må tilmeldingsfristen være fastsat, før underretningen iværksættes, da tilmeldingsfristen skal fremgå af underretningen.
Under hensyn til de retsvirkninger, der er forbundet med en tilmelding til et gruppesøgsmål, foreslås det, at tilmeldingen skal ske ved skriftlig meddelelse. Samtidig bør det dog være enkelt at tilmelde sig et gruppesøgsmål, og hvis underretningsformen giver mulighed for det, bør underretningen derfor vedlægges en tilmeldingsblanket, som blot skal udfyldes med personlige data, underskrives og indsendes. Endvidere forudsættes det, at tilmeldingen kan ske ved digital kommunikation.
Rettens afgørelse om fristen for tilmelding kan kæres af den godkendte myndighed eller organisation eller den erhvervsdrivende efter retsplejelovens almindelige regler. Derimod kan de tilmeldte forbrugere ikke kære afgørelsen.
Det foreslås i 3. pkt., at retten bestemmer, hvortil tilmelding skal ske.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten bestemmer, hvortil tilmelding skal ske. I almindelighed vil det være naturligt, at tilmelding sker enten til retten eller til grupperepræsentanten, det vil sige den godkendte myndighed eller organisation.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten bestemmer, hvortil tilmelding skal ske. I almindelighed vil det være naturligt, at tilmelding sker enten til retten eller til den godkendte myndighed eller organisation.
Det foreslås i 4. pkt., at retten undtagelsesvis kan tillade, at tilmelding sker efter fristens udløb, hvis særlige grunde taler for det.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der indføres en dispensationsmulighed. Denne mulighed bør anvendes restriktivt. Formelt set giver bestemmelsen mulighed for at tillade tilmelding helt frem til sagens optagelse til dom, men hovedanvendelsesområdet vil være mindre fristoverskridelser, hvor det er undskyldeligt, at tilmeldingen ikke er kommet frem inden fristens udløb, og relativt mindre fristoverskridelser, hvor en forbruger ikke i tide har været opmærksom på gruppesøgsmålet og tilmeldingsfristen, eventuelt fordi underretning af forbrugerne helt eller delvis er sket ved offentlig bekendtgørelse. Hensynet til den, der har tilmeldt sig for sent, må dog afvejes over for hensynet til modparten og til andre tilmeldte forbrugere. I grænsetilfælde kan det således også tillægges betydning, om forbrugeren og modparten er indforstået med den sene tilmelding.
En særlig situation foreligger, hvis der fra før tilmeldingsfristens udløb har verseret individuelt søgsmål om det pågældende krav, idet der i så fald allerede er foretaget fristafbrydende rettergangsskridt vedrørende kravet. Hvis den, kravet tilkommer, ønsker at hæve det individuelle søgsmål og i stedet tilmelde sig gruppesøgsmålet, bør retten normalt tillade tilmeldingen, medmindre den sene tilmelding vil medføre væsentlig ulempe for behandlingen af gruppesøgsmålet.
Det bemærkes, at formålet med adgangen til at dispensere fra den almindelige frist for tilmelding til gruppesøgsmålet ikke er at give mulighed for at gennemføre krav, efter at en forældelsesfrist eller anden frist for sagsanlæg er udløbet. Er en forældelsesfrist eller anden frist for sagsanlæg udløbet på det tidspunkt, hvor retten modtager anmodningen om at dispensere fra den almindelige frist for at tilmelde sig gruppesøgsmålet, kan der således ikke dispenseres fra den almindelige frist for tilmelding til gruppesøgsmålet, idet en imødekommelse af anmodningen vil bringe kravet ind under gruppesøgsmålets fristafbrydende virkning, der regnes fra sagens anlæg.
Rettens afgørelse om at tillade eller ikke tillade tilmelding efter udløbet af den frist, som er fastsat i medfør af 2. pkt., kan kæres af den godkendte myndighed eller organisation, modparten samt den forbruger, der anmoder om tilladelse til at tilmelde sig efter fristens udløb.
Det foreslås i stk. 3, at forbrugere, der er tilmeldt et gruppesøgsmål, ikke kan være tilmeldt andre gruppesøgsmål vedrørende det samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende og kan ikke anlægge et individuelt søgsmål, der vedrører det samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der ikke kan føres flere søgsmål med samme sagsgenstand mod den samme erhvervsdrivende.
Det foreslås i stk. 4, at forbrugere, der er tilmeldt et gruppesøgsmål, ikke kan modtage erstatning mere end én gang vedrørende det samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugere ikke kan opnå højere erstatning, end hvad der er berettiget ud fra de konkrete forhold, der har begrundet erstatningskravet.
Det foreslås i stk. 5, at godkendte organisationer kan kræve, at forbrugere, der vil tilmelde sig et konkret gruppesøgsmål om genopretning, betaler et gebyr ved tilmelding til det pågældende gruppesøgsmål.
I overensstemmelse med direktivets ordlyd i artikel 20, stk. 3, vil det alene være muligt at opkræve gebyr fra forbrugerne i et gruppesøgsmål om genopretning. Muligheden for at opkræve et gebyr fra forbrugerne vil således ikke være muligt ved gruppesøgsmål om påbud eller forbud. Der henvises til lovforslagets kapitel 5 om gruppesøgsmål om påbud eller forbud, hvoraf der ikke fremgår en mulighed for at kræve gebyr.
Dette har også sammenhæng med, at det ikke er en betingelse for at anlægge et gruppesøgsmål om påbud eller forbud, at forbrugere har tilmeldt sig det konkrete gruppesøgsmål, jf. lovforslagets § 13, stk. 3.
Det har endvidere sammenhæng med, at det alene er ved gruppesøgsmål om genopretning, at der vil kunne være en direkte økonomisk gevinst for den enkelte forbruger, der deltager i gruppesøgsmålet. I gruppesøgsmål med påstand om påbud eller forbud er det f.eks. en erhvervsdrivendes handling, som søges stoppet, da handlingen skader eller vil kunne skade forbrugerne.
Det vil dermed være valgfrit for den godkendte organisation, om denne ønsker at opkræve et gebyr, eller om det skal være gratis for forbrugerne at deltage i gruppesøgsmålet.
Individuelle forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål om genopretning, kan ikke pålægges at betale sagsomkostninger, jf. lovforslagets § 18, stk. 1. Såfremt den godkendte organisation taber sagen, må det oprindelige gebyr dog gerne dække sagsomkostningerne, men organisationen kan ikke efteropkræve beløb hos de berørte forbrugere til at dække sagens omkostninger.
Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at bidrage til godkendte organisationers finansiering i forbindelse med anlæggelsen af gruppesøgsmål. I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 70, skal opkrævning af et beskedent beløb fra forbrugerne bidrage til at sikre, at godkendte organisationer ikke forhindres i at anlægge gruppesøgsmål grundet omkostningerne forbundet med søgsmål, da gruppesøgsmål fremmer den offentlige interesse ved at beskytte forbrugernes interesser.
Den foreslåede bestemmelse vil alene udgøre én af mulighederne, hvorpå godkendte organisationer vil kunne finansiere anlæggelsen af gruppesøgsmål. Det vil derfor tillige være muligt for godkendte organisationer at opnå finansiering af gruppesøgsmål via f.eks. tredjepartsfinansiering. Reglerne for finansiering fra en tredjepart efter dette lovforslag er nærmere reguleret i lovforslagets § 17.
Det vil ikke være muligt for godkendte myndigheder at kræve gebyr fra forbrugere i forbindelse med et gruppesøgsmål om genopretning.
Forbrugerombudsmanden og Lægemiddelstyrelsen er godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter gældende ret. De kan endvidere fortsætte med at være godkendt, jf. lovforslagets § 26.
Eksempelvis har Forbrugerombudsmanden prioriteringsadgang, hvilket betyder, at Forbrugerombudsmanden ikke er forpligtet til at behandle alle klager, som forelægges. Såfremt Forbrugerombudsmanden kunne opkræve et gebyr fra forbrugerne, kunne det give incitament til at føre disse gruppesøgsmål frem for andre sager og dermed påvirke Forbrugerombudsmandens prioriteringsadgang.
Opkrævning af gebyret kan endvidere være en administrativ byrde for myndigheden, som ikke er proportional med gebyrets størrelse og dermed finansieringen af gruppesøgsmålet.
Derudover kan myndigheder ikke opkræve gebyr, da det kan mindske forbrugernes incitament til at tilmelde sig et gruppesøgsmål, hvis det er dyrt for den individuelle forbruger.
Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at erhvervsministeren kan fastsætte regler om størrelsen af det gebyr, der er nævnt i stk. 5. Det foreslås i 2. pkt., at erhvervsministeren endvidere kan fastsætte nærmere regler om betalingen af det gebyr, der er nævnt i stk. 5.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsministeren gives hjemmel til at fastsætte regler om størrelsen på gebyret samt nærmere regler for betaling af gebyret. Det er hensigten, at bemyndigelsesbestemmelsen udmøntes i en bekendtgørelse, hvor erhvervsministeren vil kunne fastsætte gebyrets størrelse. Gebyrets størrelse vil skulle svare til et beskedent beløb, da gebyrets størrelse ikke må afholde forbrugerne fra at deltage i gruppesøgsmålet og gøre brug af deres rettigheder.
Det er endvidere hensigten, at bekendtgørelsen vil regulere, at de samlede indtægter fra gebyrerne ikke må overstige de samlede omkostninger, som den godkendte organisation bruger til at føre det konkrete gruppesøgsmål. Den godkendte organisation kan således ikke opnå overskud som følge af forbrugernes betaling af gebyr til et konkret gruppesøgsmål. Det er hensigten, at det vil fremgå af bekendtgørelsen, at hvis de gebyr, som forbrugerne betaler, dækker mere end sagens omkostninger, herunder f.eks. den godkendte organisations udgift til advokat, skal overskydende beløb betales tilbage til forbrugerne.
Det foreslås i stk. 7, 1. pkt., at retten efter ansøgning fra den godkendte myndighed eller organisation vurderer, om gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces i retsplejelovens § 327. Det foreslås i 2. pkt., at justitsministeren efter ansøgning fra den godkendte myndighed eller organisation meddeler, om gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces i retsplejelovens §§ 328 og 329. Det foreslås i 3. pkt., at meddeles det, at gruppesøgsmålet opfylder betingelserne i retsplejelovens §§ 327, 328 eller 329, meddeler retten efter anmodning fra en tilmeldt forbruger fri proces, såfremt forbrugeren opfylder betingelserne i retsplejelovens § 325.
Den foreslåede ordning svarer med mindre tilpasninger til den ordning, der findes i retsplejelovens § 254 e, stk. 7. Den eneste bestemmelse, hvorved tilmeldte forbrugere kan pålægges at betale sagsomkostninger, findes i lovforslagets § 18, stk. 2. Det er således alene med hensyn til sagsomkostninger, der pålægges den enkelte tilmeldte forbruger efter denne bestemmelse, at det vil have virkning at meddele en tilmeldt forbruger fri proces.
Med den foreslåede ordning, vil de tilmeldte forbrugerne ikke selv kunne søge om fri proces efter reglerne i retsplejelovens § 325, jf. §§ 327 og 328, eller § 329. Ønsker en tilmeldt forbruger selv at ansøge om fri proces, må forbrugeren i stedet anlægge et individuelt søgsmål. Efter den foreslåede ordning vil der i stedet være tale om todelt ansøgningsproces. Først vil den godkendte myndighed eller organisation skulle ansøge om, at søgsmålet opfylder de indholdsmæssige betingelser for fri proces. Hvis dette tilkendegives af enten retten eller Civilstyrelsen, vil de enkelte tilmeldte forbrugere derefter selv skulle indgive oplysninger til retten om, hvorvidt de opfylder de økonomiske betingelser.
Det er således retten, der efter anmodning fra den godkendte myndighed eller organisation skal vurdere, om et gruppesøgsmål opfylder betingelserne for fri proces i de sager, der er omfattet af § 327. Samtidig foreslås det, at det i givet fald er den godkendte myndighed eller organisation, der skal ansøge Civilstyrelsen om at få taget stilling til, om gruppesøgsmålet opfylder betingelserne i retsplejelovens §§ 328 eller 329 (om fri proces).
Finder retten, at gruppesøgsmålet ikke opfylder betingelserne i § 327, træffes afgørelsen ved en kendelse, der kan kæres af den godkendte myndighed eller organisation, og finder Civilstyrelsen, at gruppesøgsmålet ikke opfylder betingelserne i §§ 328 eller 329, kan Civilstyrelsens afgørelse påklages til Procesbevillingsnævnet af den godkendte myndighed eller organisation efter reglerne i retsplejelovens kapitel 31.
I praksis skal den godkendte myndighed eller organisation i givet fald ansøge om konstatering af, at de materielle betingelser for fri proces er opfyldt, inden der åbnes for, at berørte forbrugere kan tilmelde sig gruppesøgsmålet. Meddeles det efter ansøgning den godkendte myndighed eller organisation, at gruppesøgsmålet opfylder betingelserne i retsplejelovens §§ 327, 328 eller 329, skal de berørte forbrugere oplyses herom i underretningen om gruppesøgsmålet efter den foreslåede bestemmelses stk. 8. Herefter vil retten kunne fritage de berørte forbrugere, der opfylder de økonomiske betingelser for fri proces i § 325, for at betale sagsomkostninger efter lovforslagets § 18, stk. 2.
Det påhviler i givet fald den pågældende forbruger over for retten at godtgøre, at forbrugeren opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces og ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, som helt eller delvist dækker omkostninger ved sagen.
At de økonomiske betingelser for fri proces er opfyldt, vil normalt kunne dokumenteres ved at indlevere kopi af årsopgørelsen fra skatteforvaltningen samt afgive erklæring om, hvorvidt forbrugeren er enlig eller samlevende (med ægtefælle eller ugift samlevende) og om antallet af børn under 18 år, som forsørges af forbrugeren. Er forbrugeren samlevende, må der også indleveres kopi af ægtefællens/samleverens årsopgørelse.
Det forudsættes, at der ved afgørelsen af, om de økonomiske betingelser for fri proces er opfyldt, ikke på samme måde som ved en ansøgning om fri proces skal foretages en vurdering af, om omkostningerne ved sagen må antages at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag, og at der således ikke ved afgørelsen skal tages hensyn til, at omkostningerne ved sagen i sagens natur vil være delt mellem flere.
At den tilmeldte forbruger ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, som dækker omkostninger ved sagen, vil i relevante tilfælde kunne dokumenteres ved et brev om afslag på retshjælpsdækning fra forsikringsselskabet.
Det foreslås i stk. 8, 1. pkt., at de forbrugere, der er berørt af et igangværende gruppesøgsmål om genopretning, skal underrettes om gruppesøgsmålet, herunder om de i stk. 2, 5 og 7 nævnte forhold, i tide og på passende måde, så disse forbrugere kan tilmelde sig det pågældende gruppesøgsmål.
Den foreslåede bestemmelse svarer med mindre tilpasninger til reglen i retsplejelovens § 254 e, stk. 9. Underretningen skal således indeholde oplysning om, hvilke krav gruppesøgsmålet omfatter, og om, hvem der er godkendt myndighed eller organisation. Underretningen skal endvidere indeholde oplysning om fristen for tilmelding til gruppesøgsmålet, og hvordan man tilmelder sig.
Underretningen skal endvidere indeholde oplysning om retsvirkningerne af at være omfattet af gruppesøgsmålet. Der skal således navnlig orienteres om, at en forbruger, der er omfattet af gruppesøgsmålet, vil være bundet af rettens afgørelser om kravene i sagen. Der bør også orienteres om, at en forbruger, der er omfattet af gruppesøgsmålet, derimod ikke deltager som part i sagen og således ikke på egen hånd hverken kan eller skal fremsætte krav (påstande) eller begrundelser herfor (anbringender), idet procesførelsen forestås af den godkendte myndighed eller organisation. Der bør endvidere orienteres om, i hvilket omfang en tilmeldt forbruger, der er omfattet af gruppesøgsmålet, kan pålægges at betale sagsomkostninger, jf. lovforslagets § 18, stk. 2, og bemærkningerne hertil. Det kan formentlig også være hensigtsmæssigt at orientere om, at en tilmelding til et gruppesøgsmål ikke uden videre kan fortrydes.
Formålet med underretningen er at give forbrugere, hvis krav er omfattet af gruppesøgsmålet, et forsvarligt grundlag for at træffe en velovervejet beslutning om, hvorvidt den pågældende ønsker at tilmelde sig gruppesøgsmålet. Det er derfor vigtigt, at underretningen på den ene side er fyldestgørende og på den anden side er lettilgængelig og overskuelig.
Det foreslås i 2. pkt., at underretningen gives på den måde, som retten bestemmer. Det foreslås i 3. pkt., at retten kan bestemme, at underretningen helt eller delvis skal ske ved offentlig bekendtgørelse.
Retten har med disse bestemmelser en skønsmæssig beføjelse til at bestemme såvel underretningens form som indhold. Det er også overladt til rettens skøn, hvor detaljerede anvisninger retten vil give. Hvis retten finder det hensigtsmæssigt, kan underretningens tekst fastlægges i detaljer af retten.
Retten afgør bl.a., om underretning skal ske ved individuel meddelelse til de berørte forbrugere eller ved annoncering eller anden offentlig bekendtgørelse. Individuel henvendelse til kendte forbrugere kan kombineres med annoncering eller anden offentlig bekendtgørelse. Hvis underretning helt eller delvis skal ske ved annoncering eller anden offentlig bekendtgørelse, træffer retten bestemmelse om bekendtgørelsens form.
Det er en forudsætning, at underretningen sker på en sådan måde, at langt de fleste af forbrugerne må antages at blive bekendt med gruppesøgsmålet og deres mulighed for at tilmelde sig dette. Den bedste underretningsform vil være individuel meddelelse til de enkelte berørte forbrugere, og denne underretningsform bør derfor foretrækkes, når dette er muligt og ikke medfører uforholdsmæssige omkostninger.
Hvis de berørte forbrugeres identitet ikke er kendt og ikke umiddelbart kan fremskaffes, vil underretning eksempelvis gennem et annonceindlæg i en husstandsomdelt lokalavis formentlig ofte være en egnet underretningsform, hvis forbrugerne har bopæl i et bestemt lokalområde.
Det kan ikke på forhånd udelukkes, at mere generel – dvs. mindre målrettet – annoncering eller anden offentlig bekendtgørelse i visse situationer vil kunne opfylde forudsætningen om, at langt størsteparten af forbrugerne må antages at blive bekendt med gruppesøgsmålet.
Hvis der er mulighed for at få gruppesøgsmålet omtalt i et forbrugerprogram på landsdækkende tv, kan dette f.eks. være en egnet underretningsform, hvis erfaringen viser, at sådan omtale medfører, at langt størsteparten af de berørte forbrugere bliver bekendt med gruppesøgsmålet og muligheden for at tilmelde sig dette. I givet fald vil en sådan tv-omtale formentlig ofte med fordel kunne kombineres med f.eks. en hjemmeside på internettet, der dels i en overskuelig form indeholder de oplysninger om gruppesøgsmålet, som skal gives, jf. ovenfor, dels giver mulighed for at tilmelde sig gruppesøgsmålet via digital kommunikation.
Det følger af lovforslagets § 12, nr. 3, og det heri indeholdte krav om, at forbrugerne skal kunne identificeres og underrettes om sagen på en hensigtsmæssig måde, at retten allerede før godkendelsen af gruppesøgsmålet må have gjort sig visse overvejelser om, hvordan forbrugerne kan underrettes om sagen. Af samme grund påhviler det den godkendte myndighed eller organisation i stævningen at give oplysninger om, hvordan de berørte forbrugere kan identificeres og underrettes om sagen, jf. lovforslagets § 11, stk. 1, nr. 2, litra b.
Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at retten drøfter spørgsmålet om underretningen af forbrugerne med den godkendte myndighed eller organisation.
Det foreslås i 4. pkt., at retten kan pålægge den godkendte myndighed eller organisation at foretage underretningen.
Formålet med reglen er bl.a. at minimere udgifterne ved underretningen og er derfor f.eks. tænkt anvendt, hvor den godkendte myndighed eller organisation løbende kommunikerer med de berørte forbrugere ved udsendelse af nyhedsbreve eller andet.
Efter forslaget kan det ikke påtvinges den sagsøgte erhvervsdrivende at forestå underretningen. Der er dog ikke noget til hinder for, at en erhvervsdrivende frivilligt påtager sig denne opgave.
Det foreslås i 5. pkt., at udgifterne ved underretningen betales af den godkendte myndighed eller organisation, jf. dog lovforslagets § 18, stk. 3.
Forestår retten selv underretningen, er det kun rettens positive udgifter til ekstern bistand, der skal betales af den godkendte myndighed eller organisation, eksempelvis udgifter til porto og annoncering. Rettens afgørelse om, hvilket beløb den godkendte myndighed eller organisation foreløbig skal betale til retten eller til den erhvervsdrivende, hvis denne har påtaget sig underretningen, er en afgørelse om sagsomkostninger og kan tvangsfuldbyrdes.
Udgifterne til underretningen af de berørte forbrugere henregnes til sagsomkostningerne. Hvem der endeligt skal bære disse udgifter, afgøres således af retten ved sagens afslutning efter lovforslagets § 18 og de almindelige regler om sagsomkostninger i retsplejelovens kapitel 30.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 10, stk. 1 og 2.
Det foreslås i stk. 1, at godkendte organisationer kan finansieres af en tredjepart ved anlæggelse af et konkret gruppesøgsmål genopretning, jf. dog stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at godkendte organisationer ved et konkret gruppesøgsmål om genopretning kan blive finansieret af en tredjepart, hvis kravene i lovforslagets § 17, stk. 2-4 er mødt.
I overensstemmelse med direktivets ordlyd i artikel 10 vil det alene være muligt at få finansieret gruppesøgsmål om genopretning. Muligheden for finansiering af en tredjepart vil således ikke være muligt ved gruppesøgsmål om påbud eller forbud. Der henvises til lovforslagets kapitel 5 om gruppesøgsmål om påbud eller forbud.
Det vil ikke være muligt for godkendte myndigheder at blive finansieret af en tredjepart i forbindelse med et gruppesøgsmål om genopretning.
Det skyldes, at myndigheder skal være uafhængige, herunder uafhængig af en eventuel tredjeparters økonomiske interesser.
Forbrugerombudsmanden og Lægemiddelstyrelsen er godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter gældende ret. De kan endvidere fortsætte med at være godkendt, jf. lovforslagets § 26.
Eksempelvis har Forbrugerombudsmanden prioriteringsadgang, hvilket betyder, at Forbrugerombudsmanden ikke er forpligtet til at behandle alle klager, som forelægges. Såfremt en tredjepart ville eller ønskede at finansiere et gruppesøgsmål om genopretning, som Forbrugerombudsmanden ville anlægge, kunne der opstå tvivl om, hvorvidt finansieringen ville påvirke Forbrugerombudsmandens prioritering af gruppesøgsmålet frem for andre sager.
Ligeledes gælder det for eksempelvis Lægemiddelstyrelsen, som har habilitetsregler vedrørende medarbejdere, der skal arbejde med afgørelser om godkendelse, kontrol og bivirkningsovervågning af medicin. Disse må ikke have økonomiske interesser eller interesser af anden karakter i lægemiddel- eller medicoindustrien, som kan påvirke deres uvildighed.
På baggrund og for at sikre myndigheders uafhængighed vil det ikke være muligt for godkendte myndigheder at blive finansieret af en tredjepart i forbindelse med gruppesøgsmål om genopretning.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at uanset stk. 1 kan godkendte organisationer ikke anlægge et gruppesøgsmål om genopretning, som finansieres af en tredjepart, hvor en interessekonflikt er opstået, eller hvor der foreligger nærliggende risiko for, at en sådan interessekonflikt vil opstå. Det foreslås i 2. pkt., at finansiering fra en tredjepart, der har økonomisk interesse i at anlægge et gruppesøgsmål om genopretning eller resultatet heraf, ikke må føre gruppesøgsmålet væk fra beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en godkendt organisation ikke må anlægge et gruppesøgsmål med påstand om genopretning, som finansieres af en tredjepart, hvis der opstår en interessekonflikt, eller hvis tredjepartens økonomiske interesse i at anlægge gruppesøgsmålet fører gruppesøgsmålet væk fra beskyttelsen af forbrugernes kollektive interesser.
Dette har sammenhæng med en af betingelserne for godkendelse af organisationer, jf. lovforslagets § 3, stk. 3, nr. 5, hvorefter organisationen skal være uafhængig og ikke påvirkes af andre end forbrugere, navnlig ikke erhvervsdrivende, som har økonomisk interesse i at anlægge et gruppesøgsmål, herunder i tilfælde af finansiering fra tredjeparter, og organisationen har med henblik herpå indført procedurer, der forhindrer en sådan indflydelse samt forhindrer interessekonflikt mellem sig selv, organisationens finansieringsydere og forbrugernes interesser.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 52, bør godkendte organisationer være fuldstændig gennemsigtige over for retten med hensyn til, hvorfra midlerne til finansiering af deres aktiviteter generelt set kommer og midlerne til støtte for et konkret gruppesøgsmål om genopretning hidrører. Dette har også sammenhæng med en af betingelserne for godkendelse af organisationer, jf. lovforslagets § 3, stk. 3, nr. 6, hvorefter organisationen skal give oplysninger om dennes finansieringskilder generelt set f.eks. via sin hjemmeside.
Det er nødvendigt med gennemsigtighed vedrørende finansieringskilder, så retten kan vurdere, om der foreligger en interessekonflikt mellem den tredjepart, der har ydet finansieringen, og den godkendte organisation, der giver risiko for misbrug af adgangen til at indbringe sager, og om finansieringen fra en tredjepart, der har økonomisk interesse i at anlægge gruppesøgsmål med påstand om genopretning eller resultatet heraf, vil føre gruppesøgsmålet væk fra beskyttelsen af forbrugernes kollektive interesser, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 52.
Det foreslås i stk. 3, at beslutninger truffet af godkendte organisationer i forbindelse med et gruppesøgsmål om genopretning, herunder beslutninger om at indgå forlig, ikke må påvirkes af en tredjepart på en måde, der vil være til skade de kollektive interesser for de forbrugere, der har tilmeldt sig gruppesøgsmålet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at beslutninger truffet af en godkendt organisation ikke må påvirkes af en tredjepart på en måde, der vil skade forbrugernes kollektive interesser.
Beslutninger truffet af godkendte organisationer i forbindelse med et gruppesøgsmål vil f.eks. kunne være en beslutning om at indgå et forlig med den erhvervsdrivende. En beslutning om f.eks. at indgå et forlig vil således skulle være til fordel for forbrugernes kollektive interesser.
Det foreslås i stk. 4, at godkendte organisationer ikke må anlægge et gruppesøgsmål mod en erhvervsdrivende, som er en konkurrent til den, der finansierer gruppesøgsmålet, eller mod en erhvervsdrivende, som den, der finansierer gruppesøgsmålet, er afhængig af.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 52, bør det anses for at udgøre en interessekonflikt, hvis en erhvervsdrivende, der opererer på samme marked som den sagsøgte erhvervsdrivende, direkte finansierer et konkret gruppesøgsmål, eftersom konkurrenten kan have en økonomisk interesse i resultatet af gruppesøgsmålet, som ikke vil være den samme som forbrugernes interesser.
Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at retten påser, hvorvidt den godkendte organisation opfylder betingelserne i stk. 2-4, hvis den sagsøgte under sagen rejser begrundet tvivl herom.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten på ethvert tidspunkt under sagen kan tage stilling til, hvorvidt betingelserne i stk. 2-4 er opfyldt. Det er dog en forudsætning, at den erhvervsdrivende ved at fremlægge kopi af bestemte dokumenter eller på anden vis har rejst begrundet tvivl om, hvorvidt betingelserne er opfyldt. Det vil således ikke være tilstrækkeligt, at sagsøgte blot anmoder retten om at foretage en sådan vurdering.
Det vil eksempelvis være egnet til at rejse begrundet tvivl, hvis den tredjepart, der finansierer gruppesøgsmålet, opererer på det samme marked, som den erhvervsdrivende, eller hvis tredjeparten ønsker at komme ind på samme marked, som den erhvervsdrivende, og det vil gavne tredjeparten, at den erhvervsdrivende får et påbud eller forbud eller lignende.
Retten vil kunne afvise sagen på baggrund af en konkret vurdering af de omstændigheder, som parterne har forelagt retten.
Det foreslås i 2. pkt., at retten til brug for vurderingen kan pålægge den godkendte organisation inden for en rimelig frist at udlevere en oversigt over finansieringskilder, der anvendes til at støtte gruppesøgsmålet.
Bestemmelsen giver retten en skønsmæssig beføjelse til at kræve yderligere dokumentation indbragt for retten. Rettens krav i medfør af bestemmelsen antages i praksis at være affødt af et forslag herom fra den erhvervsdrivende i forbindelse med, at der rejses den begrundede tvivl, der er nævnt i nr. 1.
Fristen vil skulle fastsættes under hensyntagen til omfanget af de oplysninger, der kræves udleveret.
Det foreslås i stk. 6, at retten kan kræve, at den godkendte organisation afslår eller foretager ændringer med hensyn til finansieringen af søgsmålet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten kan kræve, at den godkendte organisation foretager ændringer med hensyn til finansieringen af det konkrete gruppesøgsmål. Bestemmelsen vil finde anvendelse, når retten finder, at en del eller hele finansieringen af et søgsmål er i strid med betingelserne i lovforslagets § 17, stk. 2-4.
Ved at afslå en finansiering vil der være tale om, at den godkendte organisation ikke blot undlader at anvende en bestemt indtægtskilde, men at indtægten helt afslås. Hvis eksempelvis en fond har bevilliget støtte til søgsmålet skal den godkendte organisation, hvis retten bestemmer det og støttebeløbet er udbetalt, betale beløbet tilbage til fonden. Der kan også være tale om en løbende indtægtskilde, eksempelvis ved salg af bestemte genstande.
Ved ændringer af en finansiering menes, at finansieringen ikke afslås, men at der skal foretages justeringer. Der kan eksempelvis være tale om ændringer af lånevilkår eller indsættelsen af en uafhængig tredjepart mellem den godkendte organisation og en juridisk person, der ønsker at støtte søgsmålet.
Hvad der vil være relevante i det enkelte tilfælde overlades til rettens skøn at vurdere. Det afgørende er, at finansiering bringes i overensstemmelse med betingelserne i lovforslagets § 17, stk. 2-4.
Rettens beslutning i medfør af den foreslåede bestemmelse kan kæres af den godkendte organisation eller den erhvervsdrivende, såfremt de almindelige betingelser herfor er opfyldt.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.6.4. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i stk. 7, at hvis betingelserne i stk. 2-4 ikke er opfyldt, eller hvis et pålæg efter stk. 5, 2. pkt., eller et krav efter stk. 6 ikke efterkommes, afviser retten sagen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten skal afvise sagen, hvis finansieringen ikke opfylder betingelserne, hvis organisationen ikke efterkommer rettens pålæg om at indlevere en oversigt over finansieringskilder, eller hvis organisationen ikke efterkommer de krav til finansieringen, som retten har bestemt.
Det foreslås i stk. 8, at en afvisning i medfør af stk. 7 ikke påvirker retsstillingen for de brugere, der har tilmeldt sig det pågældende gruppesøgsmål.
Bestemmelsen vil medføre, at de tilmeldte forbrugere bevarer deres krav uanset at et søgsmål afvises i medfør af bestemmelsen i stk. 7. Forbrugerne vil således efter afvisningen kunne tilmeldte sig et andet gruppesøgsmål med samme sagsgenstand eller anlægge individuelle søgsmål.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 12.
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 312, stk. 1, skal den tabende part i en civil retssag erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten, medmindre parterne har aftalt andet. Retten kan dog i medfør af bestemmelsens stk. 3 bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvis skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det.
Det foreslås i stk. 1, at tilmeldte forbrugere et gruppesøgsmål om genopretning ikke kan pålægges af betale sagsomkostninger, jf. stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vil tydeliggøre, at forbrugere, der ikke er parter i søgsmålet, jf. lovforslagets § 10, som udgangspunkt ikke kan pålægges at betale sagens omkostninger.
Det foreslås i stk. 2, at retten under ekstraordinære omstændigheder kan pålægge tilmeldte forbrugere i et gruppesøgsmål om genopretning at betale sagsomkostninger, der er påløbet som følge af den pågældende tilmeldte forbrugers forsætlige eller uagtsomme adfærd.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der indføres en undtagelse til reglen om, at forbrugere ikke kan pålægges at betale sagsomkostninger. Bestemmelsen indeholder to kumulative betingelser.
For det første forudsætter anvendelsen af bestemmelsen, at der er tale om ekstraordinære omstændigheder. Det overlades til rettens skøn ud fra almindelige principper at vurdere, hvornår denne betingelse er opfyldt. Samtidig skal bestemmelsen tolkes i overensstemmelse med EU-retten.
For det andet er det en forudsætning, at omkostningerne er påløbet som følge af den pågældende individuelle forbrugers forsætlige eller uagtsomme adfærd. Der kan eksempelvis være tale om, at en tilmeldt forbruger.
Det foreslås i stk. 3, at den tabende part skal erstatte modparten de udgifter, der er forbundet med at opfylde den underretningspligt, der er nævnt i lovforslagets § 16, stk. 8, 5. pkt., og § 20.
Den foreslåede bestemmelse vil tydeliggøre, at de udgifter, som en part måtte have haft til at opfylde den eller de pligter, der kan pålægges i medfør af lovforslagets § 16, stk. 8, 5. pkt., og § 20, skal betales af den tabende part.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 11.
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 268, stk. 1, mægler retten forlig i alle borgerlige domssager i første instans. Forligsmægling kan efter stk. 2 dog undlades, såfremt det på grund af sagens beskaffenhed, parternes forhold eller lignende omstændigheder på forhånd må antages, at mægling vil være forgæves. Mægling kan også foretages, når sagen er indbragt for højere instans, jf. stk. 3.
Det følger videre af retsplejelovens § 270, at indgåede retsforlig indføres i retsbogen.
Det foreslås i stk. 1, den godkendte myndighed eller organisation i fællesskab med den erhvervsdrivende kan forelægge retten et forslag til forlig om genopretning til fordel for de tilmeldte forbrugere.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kollektive forlig, der har til formål at opnå genopretning for forbrugere, der har lidt skade, fremmes inden for rammerne af et gruppesøgsmål om genopretning.
Forliget vil kunne forlægges retten på den måde, der er mest hensigtsmæssig. Det forudsættes, at retten kan kræve, at forslag til forlig forelægges i skriftlig form.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at retten på ethvert tidspunkt under sagen kan opfordre parterne til at indgå forlig om genopretning. Det foreslås i 2. pkt., at retten fastsætter en rimelig frist for indgåelsen af forliget.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, retten kan opfordre den erhvervsdrivende og den godkendte myndighed eller organisation, som anlagde gruppesøgsmålet om genopretning, til at indlede forhandlinger med henblik på at indgå forlig om genopretning, der skal ydes til de forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet.
Parterne er ikke forpligtede til at følge rettens opfordring. Såfremt parterne indvilliger i at mægle forlig vil retten fastsætte en rimelig frist for indgåelsen af forliget. Fristen skal sikre, at forliget – hvis det indgås – indgås inden for rimelig tid. Fristen skal samtidig sikre, at såfremt der ikke indgås forlig, fremmes sagen uden et unødigt stort ophold i processen.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i tilknytning til reglerne i retsplejelovens kapitel 26. Eksempelvis vil retten i medfør af retsplejelovens § 269 med parternes tilladelse beslutte at lukke dørene under mæglingen, såfremt dette må antages at fremme mulighederne for opnåelse af forlig.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at et forlig skal godkendes af retten. Det foreslås i 2. pkt., at retten afviser forliget, hvis det strider mod præceptive regler eller indeholder betingelser, som ikke kan håndhæves, idet der tages hensyn til parternes og navnlig de tilmeldte forbrugeres rettigheder og interesser.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at et forlig, der indgås inden for rammerne af et gruppesøgsmål om genopretning, skal godkendes af retten. Bestemmelsen medfører, at der ikke kan indgås et gyldigt forlig uden rettens godkendelse. Har retten ikke godkendt et forlig, vil det derfor ikke kunne tvangsfuldbyrdes, uanset bestemmelsen i retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 4.
Retten skal godkende et forlig, medmindre betingelserne for forliget ikke kan håndhæves, eller forliget ville være i strid med præceptive regler, der finder anvendelse på sagens genstand, og som ikke ved aftale kan fraviges til skade for forbrugerne. Et forlig vil for eksempel kunne være i strid med præceptive bestemmelser, hvis det udtrykkeligt bevarer et aftalevilkår, som giver den erhvervsdrivende eksklusiv ret til at fortolke ethvert andet vilkår i den pågældende kontrakt.
Retten skal ikke vurdere, om forliget er rimeligt eller urimeligt. Afgørende er således om forliget ikke kan håndhæves eller om det er i strid med præceptive regler. Et forlig, der ikke kan håndhæves, kan eksempelvis være et forlig, der indeholder vilkår, der er i strid med Danske Lovs femte bog, første kapitel, anden paragraf.
Det foreslås i stk. 4, at hvis retten godkender forliget, bliver det bindende for sagens parter og de tilmeldte forbrugere.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at godkendte forlig bliver bindende for den godkendte myndighed eller organisation, den erhvervsdrivende og de berørte individuelle forbrugere, der er tilmeldt søgsmålet.
Det foreslås i stk. 5, at de retsmidler, som stilles til rådighed i et godkendt forlig om genopretning, ikke berører eventuelle yderligere retsmidler, som forbrugerne har adgang til, og som ikke var genstand for det pågældende forlig.
Bestemmelsen svarer til lovforslagets § 15, stk. 4. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 13, stk. 1-4.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at retten pålægger den erhvervsdrivende ved hjælp af midler, der står i rimeligt forhold til sagens omstændigheder, at underrette de forbrugere, der er berørt af eller tilmeldt gruppesøgsmålet, om endelige afgørelser, der indeholder bestemmelse om påbud eller forbud, jf. § 13, eller genopretning, jf. § 15, eller om godkendte forlig, jf. § 19. Det foreslås i 2. pkt., at retten herunder kan bestemme, at den erhvervsdrivende skal underrette alle berørte eller tilmeldte forbrugere individuelt. Det foreslås i 3. pkt., at retten fastsætter en frist for underretningen. Det foreslås i 4. pkt., at udgifterne ved underretningen betales af den erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugerne underrettes om endelige afgørelser om påbud, forbud, genopretning eller godkendte forlig, om deres rettigheder, efter at der er konstateret en overtrædelse, og om de eventuelle efterfølgende skridt, som de forbrugere, der tilmeldt gruppesøgsmålet, skal tage, navnlig med henblik på at opnå genopretning. De omdømmemæssige risici forbundet med formidling af oplysninger om overtrædelsen er også vigtige med henblik på at afskrække erhvervsdrivende fra at tilsidesætte forbrugernes rettigheder.
Det vil således være op til en erhvervsdrivende, der overtræder lovgivningen, for den erhvervsdrivendes regning at underrette alle berørte forbrugere om afgørelser om påbud eller forbud og genopretning. Den erhvervsdrivende vil også skulle også underrette forbrugerne om ethvert forlig, der er godkendt af retten.
I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 61 vil oplysninger om igangværende gruppesøgsmål og afsluttede gruppesøgsmål skulle være tilstrækkelige og stå i et rimeligt forhold til sagernes omstændigheder. Sådanne oplysninger kan for eksempel gives på den godkendte myndigheds eller organisations eller erhvervsdrivendes websted, i nationale elektroniske databaser, på sociale medier, på onlinemarkedspladser eller i almindeligt læste aviser, herunder aviser, der udelukkende udgives elektronisk. Forbrugerne bør om muligt, og hvis det er relevant, underrettes individuelt ved brev sendt elektronisk eller i papirform. Sådanne oplysninger bør på anmodning gives i et format, der er tilgængeligt for personer med handicap.
At midlerne skal stå i rimeligt forhold til sagens omstændigheder, indebærer, at der skal foretages en helhedsvurdering af sagens forhold. Relevant er eksempelvis sagens økonomiske omfang, antallet af tilmeldte forbrugere, størrelsen af de retsmidler, der opnås, mv.
At afgørelserne skal være endelige, indebærer, at der skal være tale om en afsagt dom. Det skal således ikke forstås sådan, at afgørelser om midlertidige påbud eller forbud er undtaget bestemmelsens anvendelsesområde. Det afgørende er, om selve afgørelsen er endelig, dvs. om eventuelle ankefrister er udløbet.
Det foreslås i stk. 2, at hvis retten afviser et gruppesøgsmål om genopretning, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse over for godkendte myndigheder eller organisationer med hensyn til afgørelsen om afvisning.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det vil være op til den godkendte myndighed eller organisation at oplyse de berørte forbrugere om afvisning af et gruppesøgsmål om genopretning i overensstemmelse med de betingelser og forhold, der gælder efter stk. 1.
Det foreslås i stk. 3, at hvis de berørte eller tilmeldte forbrugere underrettes om afgørelsen eller forliget på anden vis, undlader retten at give pålæg efter stk. 1 og 2.
Det vil antageligvis i praksis være den part, som står til at blive pålagt at fortage en underretning i medfør af bestemmelsen, der vil indgive oplysninger om, hvorvidt forbrugerne underrettes på anden vis.
Hvis forbrugerne underrettes af retten kan bestemmelsen tillige finde anvendelse.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 16, stk. 1.
Det foreslås i stk. 1, at hvis der inden forældelsesfristens udløb, jf. reglerne i forældelsesloven, er anlagt et gruppesøgsmål efter denne lov, og dette ikke medfører en afbrydelse af fristen for forbrugerne, hvis fordring udspringer af den overtrædelse, der var genstand for det anlagte søgsmål, indtræder forældelse af disse fordringer tidligst 1 år efter sagens endelige afgørelse.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de pågældende forbrugere ikke forhindres i efterfølgende at indbringe en sag om genopretning vedrørende den påståede overtrædelse.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med gruppesøgsmålsdirektivets præambelbetragtning nr. 65, der har følgende ordlyd:
”Forældelsesfrister suspenderes normalt, når en sag indbringes. Sager med henblik på foranstaltninger om påbud har imidlertid ikke nødvendigvis suspenderende virkning i forhold til efterfølgende foranstaltninger om genopretning, der kan opstå som følge af den samme overtrædelse. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at et verserende gruppesøgsmål med henblik på en foranstaltning om påbud bevirker, at de gældende forældelsesfrister suspenderes eller afbrydes for de forbrugere, der er berørt af det pågældende gruppesøgsmål, således at disse forbrugere uagtet om de agerer individuelt eller repræsenteres af et godkendt organ/en godkendt organisation ikke forhindres i efterfølgende at indbringe en sag om genopretning vedrørende den påståede overtrædelse, fordi forældelsesfristerne er udløbet under det pågældende gruppesøgsmål vedrørende foranstaltninger om påbud. Når det godkendte organ/den godkendte organisation indbringer et gruppesøgsmål med henblik på påbud, bør det/den i tilstrækkelig grad definere den gruppe af forbrugere, hvis interesser er berørt af den påståede overtrædelse, som muligvis kunne have et krav som følge af denne overtrædelse, og som kunne blive berørt af udløbet af forældelsesfrister under gruppesøgsmålet. (…)”
Virkningen af bestemmelsen vil herefter være den, at anlægget af et gruppesøgsmål om påbud eller forbud har en forældelsesafbrydende virkning for de forbrugere, der er berørt af den påståede overtrædelse, med hensyn til de fordringer, der udspringer af overtrædelsen.
De forbrugere, hvis fordringer således ikke er blevet forældede, kan efterfølgende gøre kravet gældende inden for rammerne af et søgsmål om genopretning. Særligt må det antages at have fristafbrydende virkning, hvis retten ved et endeligt påbud har bestemt, at en erhvervsdrivende skal anerkende, at en praksis udgør en overtrædelse, jf. lovforslagets § 13, stk. 2, nr. 1.
Det er efter den foreslåede bestemmelse en betingelse, at fordringen udspringer af den pågældende overtrædelse. Fordringen skal dermed have en nær tilknytning til overtrædelsen. Fordringen kan bl.a. være en direkte følge af overtrædelsen. For eksempel kan nævnes, at et krav om erstatning for et tab, der er forårsaget af et solgt produkt, der ikke lever op til den relevante regulering, og som derfor udfør en overtrædelse i medfør af lovforslagets § 1, stk. 1, efter omstændighederne vil anses for at udspringe af overtrædelsen. Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse vil skulle fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.
Afgørende for den fristafbrydende virkning vil således også være den beskrivelse af gruppen, som angives i stævningen, jf. lovforslagets § 11, stk. 1, nr. 2, litra a. Efter denne bestemmelse skal stævningen indeholde oplysninger om de forbrugere, der er berørt af søgsmålet, herunder en beskrivelse af gruppen. Beskrivelsen af de berørte forbrugere skal være tilstrækkelig klar og tvetydig, for at kunne medføre en fristafbrydende virkning. For eksempel vil det ikke være tilstrækkeligt at angive eksempler på berørte forbrugere. Derimod vil det efter omstændighederne kunne være tilstrækkeligt at angive, at der eksempelvis er tale om krav om forholdsmæssigt afslag som følge af udførelsen af en bestemt tjenesteydelse i en bestemt periode i et bestemt område. Det må antages altid at være tilstrækkeligt at angive hver enkelt individuelt berørt forbrugere samt en samlet og præcis beskrivelse af de ensartede krav, som forbrugerne måtte have.
Reglerne om anke i civile søgsmål findes i retsplejelovens kapitel 36.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at hvis en dom i et gruppesøgsmål ankes, behandles anken efter reglerne i denne lov.
Det foreslås i 2. pkt., at hvis en dom ankes af den godkendte myndighed eller organisation, finder § 16 tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse vil tydeliggøre, at lovforslagets regler også vil finde anvendelse under anke. Procesmåden, herunder reglerne om hvilke påstande, der kan nedlægges, vil således fortsat gælde under behandlingen i en anden instans. Bestemmelsen skal dog samtidig anvendes i overensstemmelse med lovforslagets § 1, stk. 2. De almindelige regler om civile søgsmål vil derfor finde anvendelse, når intet er angivet om det pågældende spørgsmål i lovforslaget.
Det foreslås at gøre det tydeligt, at lovforslagets § 16 vil finde anvendelse under anken, hvis det er den godkendte myndighed eller organisation, der anker dommen. Dette vil indebære, at det vil være op til de forbrugere, der var tilmeldt søgsmålet i første instans og således blev bundet af dommen, om de ønsker at deltage i en anke. Forbrugerne vil således kunne vælge at modtage dommen i første instans og således afslutte sagen for eget vedkommende.
Reglen finder ikke anvendelse, hvis den erhvervsdrivende anker eller kontraanker dommen. Her vil de tilmeldte forbrugere over for hvis krav, dommen ankes, også være tilmeldt søgsmålet i ankeinstansen.
Det foreslås i stk. 2, at reglerne i retsplejelovens § 368, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 ikke finder anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de begrænsninger i muligheden for at anke, som fremgår af de nævnte bestemmelser, ikke vil finde anvendelse. Sagen vil således frit kunne ankes, selvom kravene i sagen har en økonomisk værdi, der er mindre end 20.000 kr.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 19.
Den gældende bestemmelse i lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser § 3, stk. 1, medfører, at handlinger i strid med direktiver optaget på det bilag, som er nævnt i lovens § 1, stk. 1, således som disse er gennemført i medlemsstaternes nationale ret, kan forbydes ved dom, såfremt de er i strid med forbrugernes kollektive interesser. I forbindelse hermed eller senere kan der ved dom træffes bestemmelser om sådanne foranstaltninger, som må anses for nødvendige for at sikre forbuddets overholdelse og genoprettelse af den tilstand, som eksisterede forud for den ulovlige handling.
Såfremt det godtgøres eller sandsynliggøres, at den erhvervsdrivende vil fortsætte den handling, der søges forbudt, og at formålet vil forspildes, hvis den udenlandske myndighed eller organisation henvises til at gøre sin ret gældende ved almindelige rettergang, kan fogedretten nedlægge forbud i henhold til reglerne i retsplejelovens kapitel 57, jf. § 3, stk. 2, i lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser.
Det foreslås i stk. 1, at den, der forsætligt overtræder et påbud eller forbud udstedt i medfør af § 13, stk. 1 og 2, eller § 20, stk. 1, kan idømmes straf af bøde. De foreslås i 2. pkt., at sag efter 1. pkt. anlægges af den part, der har opnået påbuddet eller forbuddet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en forsætlig overtrædelse af et påbud eller forbud kan medføre straf af bøde. En sådan sag anlægges af den part, der har opnået påbuddet eller forbuddet, det vil sige den godkendte myndighed eller organisation, hvis der er tale om afgørelser efter lovforslagets § 13, stk. 1 og 2, og den godkendte myndighed eller organisation eller den erhvervsdrivende, hvis der er tale om påbud eller forbud efter lovforslagets § 20, stk. 1, jf. stk. 2.
I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 69 vil erhvervsdrivende, der overtræder lovgivningen eller undlader eksempelvis at efterkomme pålæg om at oplyse forbrugerne om en afgørelse, således kunne pålægges sanktioner, som er effektive, afskrækkende og proportionale, for undladelse eller nægtelse af at efterkomme et påbud.
Kravet om forsæt indebærer, at den part, der er pålagt at gøre noget, ikke kan idømmes en straf, hvis det eksempelvis var en undskyldelig fejltagelse, der gjorde, at en underretning ikke blev afsendt til de pågældende forbrugere.
Derimod vil det være strafpålagt, hvis eksempelvis den erhvervsdrivende, der er vidende om et forbud, undlader at stoppe en derved forbudt praksis, og den erhvervsdrivende samtidig er bekendt med, at den forbudte praksis fortsat udøves.
Der vil også kunne idømmes straf, hvis eksempelvis den erhvervsdrivende, som er bekendt med retten pålæg om at underrette forbrugerne om en endelig afgørelse, jf. lovforslagets § 20, stk. 1, forsætligt undlader at foretage denne underretning.
Spørgsmål om straf i medfør af den foreslåede bestemmelse vil skulle behandles efter reglerne om den borgerlige retspleje, jf. retsplejelovens § 989. Påstand om straf efter den foreslåede bestemmelse kan ikke nedlægges under et gruppesøgsmål, jf. lovforslagets § 11, stk. 2, modsætningsvis. Såfremt den godkendte myndighed eller organisation eller den erhvervsdrivende ønsker at nedlægge påstand om straf i medfør af den foreslåede bestemmelse, vil der således skulle anlægges et almindeligt civilt søgsmål herom.
Straffastsættelsen vil skulle tage udgangspunkt i det strafniveau, der er gældende for retsplejelovens § 430, stk. 1, idet det samtidig forudsættes, at straffen i alle tilfælde skal være effektiv, proportional og have afskrækkende virkning.
Det foreslås i stk. 2, at spørgsmål om idømmelse af straf for overtrædelse af et foreløbigt påbud eller forbud kan udsættes, indtil sagen om den påståede overtrædelse er afgjort.
Den foreslåede bestemmelse vil have den virkning, at såfremt der anlægges et almindeligt civilt søgsmål, hvor der påstås straf, jf. det foreslåede stk. 1, kan retten beslutte at udsætte sagen, indtil den sag, der skal indbringes efter retsplejelovens § 425, jf. lovforslagets § 14, stk. 2, er afgjort. På samme måde vil den sag, hvor der nedlægges strafpåstand efter den foreslåede bestemmelse, kunne udsættes, ind til en sag anlagt med de påstande, der er nævnt i § 15, stk. 1 og 2, er afgjort.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at en modpart, der uden lovlig grund undlader at efterkomme et pålæg om edition efter retsplejelovens § 298, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, stk. 2, kan idømmes straf af bøde. Det foreslås i 2. pkt., at retsplejelovens § 298, stk. 2, jf. § 344, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at såfremt modparten ikke efterkommer et editionspålæg, vil der – i tillæg til muligheden for at tillægge dette forhold processuel skadevirkning efter retsplejelovens § 344, stk. 2 –kunne pålægges modparten straf i form af bøde.
I overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 69 vil der således være sanktioner for undladelse eller nægtelse af at fremlægge bevismateriale. Der vil også kunne pålægges andre typer af sanktioner, for eksempel processuel skadevirkning, ved nægtelse af at efterkomme et pålæg om at fremlægge bevismateriale.
Det vil efter den foreslåede bestemmelse eksempelvis være muligt at pålægge en modparten en bøde, hvis retten i overensstemmelse med retsplejelovens § 298, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, stk. 2, har pålagt vedkommende at fremlægge et dokument, der er undergivet modpartens rådighed, og hvor modparten uden lovlig grund til at undlade at efterkomme pålægget, undlader at efterkomme pålægget.
Retten vil tage stilling til, om der skal idømmes straf efter bestemmelsen efter at en af sagens parter nedlægger påstand herom, og når den fornødne bevisførelse i den forbindelse har fundet sted.
Det forudsættes, at fastsættelsen af en straf i form af bøde alene anvendes, når muligheden for at tillægge undladelsen processuel skadevirkning ikke må antages at virke tilstrækkelig tilskyndende til at efterkomme pålægget. Det forudsættes, at der således vil skulle være ganske stærke holdepunkter for at tildele en bøde efter bestemmelsen, og at bestemmelsen således alene vil finde anvendelse i undtagelsestilfælde.
Strafniveauet skal fastsættes under hensyn til forholdene hos den part, der pålægges bøden. En bødestørrelse på ikke under 1.000 kr. og ikke over 20.000 kr. vil være passende. Bødens størrelse kan stige, hvis en bøde i den angivne størrelsesorden ikke kan anses at være effektiv eller afskrækkende henset til forholdene hos den part, der pålægges bøden. Det forudsættes således, at straffen i alle tilfælde skal være effektiv, proportional og have afskrækkende virkning.
Det foreslås endelig i stk. 4, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 21 og 24, stk. 1.
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 25. juni 2023.
Ikrafttrædelsesdatoen skyldes, at gruppesøgsmålsdirektivets artikel 24, stk. 1, 3. pkt., fastsætter, at de nationale bestemmelser, der gennemfører direktivet, skal anvendes fra den 25. juni 2023.
Det foreslås i stk. 2, at lov nr. 1257 af 20. december 2000 om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser ophæves.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser ophæves, når dette lovforslag træder i kraft.
Lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser gennemfører forbudsdirektivet. Med gruppesøgsmålsdirektivet ophæves forbudsdirektivet, og da det er fundet hensigtsmæssigt at gennemføre det nye direktiv i en ny hovedlov, foreslås det at ophæve lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser.
Lovforslaget vil således erstatte den gældende lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser, hvorfor denne lov ophæves den 25. juni 2023, hvor dette lovforslag vil træde i kraft.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 22, stk. 1 og 2.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at loven finder anvendelse for gruppesøgsmål, som anlægges efter lovens ikrafttræden.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den 25. juni 2023 vil blive skæringsdatoen for, hvilket regelsæt der vil finde anvendelse på gruppesøgsmål omfattet af dette lovforslag. Det afgørende vil således være, hvornår et gruppesøgsmål er anlagt. Dette lovforslag vil finde anvendelse på alle gruppesøgsmål, som anlægges den 25. juni 2023 eller senere. Dette vil gælde, uanset om den relevante nationale eller grænseoverskridende overtrædelse ophørte, inden gruppesøgsmålet efter denne lov blev anlagt eller afsluttet.
Dette lovforslags ikrafttræden vil ikke påvirke gruppesøgsmål, som er anlagt efter reglerne i retsplejelovens kapitel 23 a om gruppesøgsmål.
Det foreslås i 2. pkt., at for øvrige sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Reglerne i lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser vil finde anvendelse på alle søgsmål, som er anlagt før den 25. juni 2023, uanset hvornår disse søgsmål færdigbehandles.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 4, stk. 7, 2. pkt.
Efter gældende ret er Forbrugerombudsmanden og Lægemiddelstyrelsen godkendte myndigheder, som kan anlægge gruppesøgsmål i andre medlemsstater i henhold til lov nr. 1257 af 20. december 2000 om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser. Dette skyldes, at Lægemiddelstyrelsen fører tilsyn med den direktivbestemte lovgivning om humanmedicin, og Forbrugerombudsmanden fører som led i sit generelle markedsføringstilsyn tilsyn med de øvrige direktiver omfattet af bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.1.1. for en uddybende beskrivelse af gældende ret.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren kan beslutte, at myndigheder, der tidligere var godkendt i henhold til lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser, fortsat kan være godkendt til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål i andre medlemsstater.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsministeren bemyndiges til at kunne beslutte, at myndigheder, der er godkendt i henhold til lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser, kan fortsætte med at være godkendt til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål.
Forbrugerombudsmanden og Lægemiddelstyrelsen vil derved ikke på ny skulle anmode erhvervsministeren om godkendelse til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål.
Dette er i overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 7, hvorefter myndigheder, der allerede er godkendt i henhold til forbudsdirektivet, skal forblive godkendte myndigheder i henhold til gruppesøgsmålsdirektivet.
Det foreslås i stk. 2, at de myndigheder, der er nævnt i stk. 1, derudover vil være godkendt til at anlægge nationale gruppesøgsmål ved domstolene efter denne lov.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de myndigheder, der er godkendt til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål efter lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser, også gives kompetence til at kunne anlægge nationale gruppesøgsmål.
Forbrugerombudsmanden og Lægemiddelstyrelsen, der er godkendt til at anlægge grænseoverskridende gruppesøgsmål efter lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser, vil således ikke skulle anmode om godkendelse for at opnå søgsmålskompetence til at anlægge nationale gruppesøgsmål, da de efter denne bestemmelse automatisk også vil opnå søgsmålskompetence hertil.
Bestemmelsen tilføjes, da gruppesøgsmålsdirektivets anvendelsesområde udvides til både at gælde for nationale og grænseoverskridende gruppesøgsmål, hvor forbudsdirektivet alene vedrører grænseoverskridende gruppesøgsmål.
Da gruppesøgsmålsdirektivet medfører en mulighed for, at myndigheder, der er godkendt til anlæggelse af gruppesøgsmål i henhold til forbudsdirektivet kan forblive godkendt, bør disse myndigheder ligeledes tildeles kompetence til at kunne føre nationale gruppesøgsmål.
Det foreslås i stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF.
Lovforslaget vedrører forbrugerbeskyttelsesområdet og retsplejeområdet, idet der indføres en ny ordning for anlæggelse af en særlig type gruppesøgsmål om erhvervsdrivende overtrædelser af EU-retlig regulering.
Der gælder særlige retsplejelove for henholdsvis Færøerne og Grønland, og Færøerne og Grønland har således egne ordninger for anlæggelse af søgsmål. Det er derfor vurderingen, at den foreslåede lov ikke skal gælde eller kunne sættes i kraft for hverken Færøerne eller Grønland.