Lov om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser § 16

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 9, stk. 2-4 og artikel 20, stk. 3.

Det foreslås i stk. 1, et gruppesøgsmål om genopretning omfatter de individuelle forbrugere, der har tilmeldt sig søgsmålet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der alene kan føres såkaldte ”opt-in”-søgsmål. Et søgsmål om genopretning vil således ikke kunne omfatte forbrugere, der ikke aktivt har tilmeldt sig.

Bestemmelsen vil endvidere medføre, at en afgørelse om genopretning alene har virkning (retskraft) over for tilmeldte forbrugere. Dette skal ses i overensstemmelse med gruppesøgsmålsdirektivets præambelbetragtning nr. 43, hvor det fremgår, at forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning, efter anlæggelse af gruppesøgsmålet bør have passende muligheder for at tilkendegive, hvorvidt de ønsker at lade sig repræsentere af det godkendte organ/den godkendte organisation i forbindelse med det specifikke gruppesøgsmål eller ej, og hvorvidt de ønsker at drage fordel af de relevante resultater af dette gruppesøgsmål eller ej.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at tilmelding til gruppesøgsmål skal ske ved skriftlig meddelelse.

Det foreslås i 2. pkt., at retten fastsætter en frist for at tilmelde sig gruppesøgsmålet.

Den foreslåede bestemmelse vil generelt set medføre, at det påhviler retten at træffe bestemmelse om en række aspekter af tilmeldingen under hensyn til omstændighederne i den konkrete sag.

Fristen bør i almindelighed fastsættes til en bestemt dato og altså ikke til et vist tidsrum efter en nærmere angiven begivenhed, f.eks. underretning om sagen. Ved fastsættelse af fristen må retten derfor have overvejet, hvordan forbrugerne bør underrettes om sagen, således at der kan afsættes et rimeligt tidsrum for de berørte forbrugere til hver især at overveje, om de vil tilmelde sig gruppesøgsmålet.

I almindelighed vil fristen kunne sættes til 4-8 uger efter det tidspunkt, hvor forbrugerne skønnes at ville have modtaget underretning om sagen, hvis underretningen sker ved individuel meddelelse til den enkelte forbruger. I andre tilfælde vil fristen i almindelighed kunne sættes til 2-3 måneder efter det tidspunkt, hvor forbrugerne skønnes at ville have modtaget underretning om sagen. Om fristen bør sættes i den lave ende eller den høje ende af de nævnte intervaller, vil bl.a. afhænge af sagens karakter. Fristen bør således være længere, hvis kravene i sagen er komplicerede eller har vidererækkende betydning for den enkelte forbruger, end hvis kravene i sagen er enkle og har mindre betydning for den enkelte forbruger.

Hvis der er større usikkerhed om, hvornår forbrugerne kan antages at ville have modtaget underretning om sagen, kan retten eventuelt vente med at fastsætte tilmeldingsfristen, indtil der foreligger en nærmere afklaring heraf. Blot må tilmeldingsfristen være fastsat, før underretningen iværksættes, da tilmeldingsfristen skal fremgå af underretningen.

Under hensyn til de retsvirkninger, der er forbundet med en tilmelding til et gruppesøgsmål, foreslås det, at tilmeldingen skal ske ved skriftlig meddelelse. Samtidig bør det dog være enkelt at tilmelde sig et gruppesøgsmål, og hvis underretningsformen giver mulighed for det, bør underretningen derfor vedlægges en tilmeldingsblanket, som blot skal udfyldes med personlige data, underskrives og indsendes. Endvidere forudsættes det, at tilmeldingen kan ske ved digital kommunikation.

Rettens afgørelse om fristen for tilmelding kan kæres af den godkendte myndighed eller organisation eller den erhvervsdrivende efter retsplejelovens almindelige regler. Derimod kan de tilmeldte forbrugere ikke kære afgørelsen.

Det foreslås i 3. pkt., at retten bestemmer, hvortil tilmelding skal ske.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten bestemmer, hvortil tilmelding skal ske. I almindelighed vil det være naturligt, at tilmelding sker enten til retten eller til grupperepræsentanten, det vil sige den godkendte myndighed eller organisation.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at retten bestemmer, hvortil tilmelding skal ske. I almindelighed vil det være naturligt, at tilmelding sker enten til retten eller til den godkendte myndighed eller organisation.

Det foreslås i 4. pkt., at retten undtagelsesvis kan tillade, at tilmelding sker efter fristens udløb, hvis særlige grunde taler for det.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der indføres en dispensationsmulighed. Denne mulighed bør anvendes restriktivt. Formelt set giver bestemmelsen mulighed for at tillade tilmelding helt frem til sagens optagelse til dom, men hovedanvendelsesområdet vil være mindre fristoverskridelser, hvor det er undskyldeligt, at tilmeldingen ikke er kommet frem inden fristens udløb, og relativt mindre fristoverskridelser, hvor en forbruger ikke i tide har været opmærksom på gruppesøgsmålet og tilmeldingsfristen, eventuelt fordi underretning af forbrugerne helt eller delvis er sket ved offentlig bekendtgørelse. Hensynet til den, der har tilmeldt sig for sent, må dog afvejes over for hensynet til modparten og til andre tilmeldte forbrugere. I grænsetilfælde kan det således også tillægges betydning, om forbrugeren og modparten er indforstået med den sene tilmelding.

En særlig situation foreligger, hvis der fra før tilmeldingsfristens udløb har verseret individuelt søgsmål om det pågældende krav, idet der i så fald allerede er foretaget fristafbrydende rettergangsskridt vedrørende kravet. Hvis den, kravet tilkommer, ønsker at hæve det individuelle søgsmål og i stedet tilmelde sig gruppesøgsmålet, bør retten normalt tillade tilmeldingen, medmindre den sene tilmelding vil medføre væsentlig ulempe for behandlingen af gruppesøgsmålet.

Det bemærkes, at formålet med adgangen til at dispensere fra den almindelige frist for tilmelding til gruppesøgsmålet ikke er at give mulighed for at gennemføre krav, efter at en forældelsesfrist eller anden frist for sagsanlæg er udløbet. Er en forældelsesfrist eller anden frist for sagsanlæg udløbet på det tidspunkt, hvor retten modtager anmodningen om at dispensere fra den almindelige frist for at tilmelde sig gruppesøgsmålet, kan der således ikke dispenseres fra den almindelige frist for tilmelding til gruppesøgsmålet, idet en imødekommelse af anmodningen vil bringe kravet ind under gruppesøgsmålets fristafbrydende virkning, der regnes fra sagens anlæg.

Rettens afgørelse om at tillade eller ikke tillade tilmelding efter udløbet af den frist, som er fastsat i medfør af 2. pkt., kan kæres af den godkendte myndighed eller organisation, modparten samt den forbruger, der anmoder om tilladelse til at tilmelde sig efter fristens udløb.

Det foreslås i stk. 3, at forbrugere, der er tilmeldt et gruppesøgsmål, ikke kan være tilmeldt andre gruppesøgsmål vedrørende det samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende og kan ikke anlægge et individuelt søgsmål, der vedrører det samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der ikke kan føres flere søgsmål med samme sagsgenstand mod den samme erhvervsdrivende.

Det foreslås i stk. 4, at forbrugere, der er tilmeldt et gruppesøgsmål, ikke kan modtage erstatning mere end én gang vedrørende det samme spørgsmål mod den samme erhvervsdrivende.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugere ikke kan opnå højere erstatning, end hvad der er berettiget ud fra de konkrete forhold, der har begrundet erstatningskravet.

Det foreslås i stk. 5, at godkendte organisationer kan kræve, at forbrugere, der vil tilmelde sig et konkret gruppesøgsmål om genopretning, betaler et gebyr ved tilmelding til det pågældende gruppesøgsmål.

I overensstemmelse med direktivets ordlyd i artikel 20, stk. 3, vil det alene være muligt at opkræve gebyr fra forbrugerne i et gruppesøgsmål om genopretning. Muligheden for at opkræve et gebyr fra forbrugerne vil således ikke være muligt ved gruppesøgsmål om påbud eller forbud. Der henvises til lovforslagets kapitel 5 om gruppesøgsmål om påbud eller forbud, hvoraf der ikke fremgår en mulighed for at kræve gebyr.

Dette har også sammenhæng med, at det ikke er en betingelse for at anlægge et gruppesøgsmål om påbud eller forbud, at forbrugere har tilmeldt sig det konkrete gruppesøgsmål, jf. lovforslagets § 13, stk. 3.

Det har endvidere sammenhæng med, at det alene er ved gruppesøgsmål om genopretning, at der vil kunne være en direkte økonomisk gevinst for den enkelte forbruger, der deltager i gruppesøgsmålet. I gruppesøgsmål med påstand om påbud eller forbud er det f.eks. en erhvervsdrivendes handling, som søges stoppet, da handlingen skader eller vil kunne skade forbrugerne.

Det vil dermed være valgfrit for den godkendte organisation, om denne ønsker at opkræve et gebyr, eller om det skal være gratis for forbrugerne at deltage i gruppesøgsmålet.

Individuelle forbrugere, der er berørt af et gruppesøgsmål om genopretning, kan ikke pålægges at betale sagsomkostninger, jf. lovforslagets § 18, stk. 1. Såfremt den godkendte organisation taber sagen, må det oprindelige gebyr dog gerne dække sagsomkostningerne, men organisationen kan ikke efteropkræve beløb hos de berørte forbrugere til at dække sagens omkostninger.

Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at bidrage til godkendte organisationers finansiering i forbindelse med anlæggelsen af gruppesøgsmål. I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 70, skal opkrævning af et beskedent beløb fra forbrugerne bidrage til at sikre, at godkendte organisationer ikke forhindres i at anlægge gruppesøgsmål grundet omkostningerne forbundet med søgsmål, da gruppesøgsmål fremmer den offentlige interesse ved at beskytte forbrugernes interesser.

Den foreslåede bestemmelse vil alene udgøre én af mulighederne, hvorpå godkendte organisationer vil kunne finansiere anlæggelsen af gruppesøgsmål. Det vil derfor tillige være muligt for godkendte organisationer at opnå finansiering af gruppesøgsmål via f.eks. tredjepartsfinansiering. Reglerne for finansiering fra en tredjepart efter dette lovforslag er nærmere reguleret i lovforslagets § 17.

Det vil ikke være muligt for godkendte myndigheder at kræve gebyr fra forbrugere i forbindelse med et gruppesøgsmål om genopretning.

Forbrugerombudsmanden og Lægemiddelstyrelsen er godkendt til at anlægge gruppesøgsmål efter gældende ret. De kan endvidere fortsætte med at være godkendt, jf. lovforslagets § 26.

Eksempelvis har Forbrugerombudsmanden prioriteringsadgang, hvilket betyder, at Forbrugerombudsmanden ikke er forpligtet til at behandle alle klager, som forelægges. Såfremt Forbrugerombudsmanden kunne opkræve et gebyr fra forbrugerne, kunne det give incitament til at føre disse gruppesøgsmål frem for andre sager og dermed påvirke Forbrugerombudsmandens prioriteringsadgang.

Opkrævning af gebyret kan endvidere være en administrativ byrde for myndigheden, som ikke er proportional med gebyrets størrelse og dermed finansieringen af gruppesøgsmålet.

Derudover kan myndigheder ikke opkræve gebyr, da det kan mindske forbrugernes incitament til at tilmelde sig et gruppesøgsmål, hvis det er dyrt for den individuelle forbruger.

Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at erhvervsministeren kan fastsætte regler om størrelsen af det gebyr, der er nævnt i stk. 5. Det foreslås i 2. pkt., at erhvervsministeren endvidere kan fastsætte nærmere regler om betalingen af det gebyr, der er nævnt i stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsministeren gives hjemmel til at fastsætte regler om størrelsen på gebyret samt nærmere regler for betaling af gebyret. Det er hensigten, at bemyndigelsesbestemmelsen udmøntes i en bekendtgørelse, hvor erhvervsministeren vil kunne fastsætte gebyrets størrelse. Gebyrets størrelse vil skulle svare til et beskedent beløb, da gebyrets størrelse ikke må afholde forbrugerne fra at deltage i gruppesøgsmålet og gøre brug af deres rettigheder.

Det er endvidere hensigten, at bekendtgørelsen vil regulere, at de samlede indtægter fra gebyrerne ikke må overstige de samlede omkostninger, som den godkendte organisation bruger til at føre det konkrete gruppesøgsmål. Den godkendte organisation kan således ikke opnå overskud som følge af forbrugernes betaling af gebyr til et konkret gruppesøgsmål. Det er hensigten, at det vil fremgå af bekendtgørelsen, at hvis de gebyr, som forbrugerne betaler, dækker mere end sagens omkostninger, herunder f.eks. den godkendte organisations udgift til advokat, skal overskydende beløb betales tilbage til forbrugerne.

Det foreslås i stk. 7, 1. pkt., at retten efter ansøgning fra den godkendte myndighed eller organisation vurderer, om gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces i retsplejelovens § 327. Det foreslås i 2. pkt., at justitsministeren efter ansøgning fra den godkendte myndighed eller organisation meddeler, om gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces i retsplejelovens §§ 328 og 329. Det foreslås i 3. pkt., at meddeles det, at gruppesøgsmålet opfylder betingelserne i retsplejelovens §§ 327, 328 eller 329, meddeler retten efter anmodning fra en tilmeldt forbruger fri proces, såfremt forbrugeren opfylder betingelserne i retsplejelovens § 325.

Den foreslåede ordning svarer med mindre tilpasninger til den ordning, der findes i retsplejelovens § 254 e, stk. 7. Den eneste bestemmelse, hvorved tilmeldte forbrugere kan pålægges at betale sagsomkostninger, findes i lovforslagets § 18, stk. 2. Det er således alene med hensyn til sagsomkostninger, der pålægges den enkelte tilmeldte forbruger efter denne bestemmelse, at det vil have virkning at meddele en tilmeldt forbruger fri proces.

Med den foreslåede ordning, vil de tilmeldte forbrugerne ikke selv kunne søge om fri proces efter reglerne i retsplejelovens § 325, jf. §§ 327 og 328, eller § 329. Ønsker en tilmeldt forbruger selv at ansøge om fri proces, må forbrugeren i stedet anlægge et individuelt søgsmål. Efter den foreslåede ordning vil der i stedet være tale om todelt ansøgningsproces. Først vil den godkendte myndighed eller organisation skulle ansøge om, at søgsmålet opfylder de indholdsmæssige betingelser for fri proces. Hvis dette tilkendegives af enten retten eller Civilstyrelsen, vil de enkelte tilmeldte forbrugere derefter selv skulle indgive oplysninger til retten om, hvorvidt de opfylder de økonomiske betingelser.

Det er således retten, der efter anmodning fra den godkendte myndighed eller organisation skal vurdere, om et gruppesøgsmål opfylder betingelserne for fri proces i de sager, der er omfattet af § 327. Samtidig foreslås det, at det i givet fald er den godkendte myndighed eller organisation, der skal ansøge Civilstyrelsen om at få taget stilling til, om gruppesøgsmålet opfylder betingelserne i retsplejelovens §§ 328 eller 329 (om fri proces).

Finder retten, at gruppesøgsmålet ikke opfylder betingelserne i § 327, træffes afgørelsen ved en kendelse, der kan kæres af den godkendte myndighed eller organisation, og finder Civilstyrelsen, at gruppesøgsmålet ikke opfylder betingelserne i §§ 328 eller 329, kan Civilstyrelsens afgørelse påklages til Procesbevillingsnævnet af den godkendte myndighed eller organisation efter reglerne i retsplejelovens kapitel 31.

I praksis skal den godkendte myndighed eller organisation i givet fald ansøge om konstatering af, at de materielle betingelser for fri proces er opfyldt, inden der åbnes for, at berørte forbrugere kan tilmelde sig gruppesøgsmålet. Meddeles det efter ansøgning den godkendte myndighed eller organisation, at gruppesøgsmålet opfylder betingelserne i retsplejelovens §§ 327, 328 eller 329, skal de berørte forbrugere oplyses herom i underretningen om gruppesøgsmålet efter den foreslåede bestemmelses stk. 8. Herefter vil retten kunne fritage de berørte forbrugere, der opfylder de økonomiske betingelser for fri proces i § 325, for at betale sagsomkostninger efter lovforslagets § 18, stk. 2.

Det påhviler i givet fald den pågældende forbruger over for retten at godtgøre, at forbrugeren opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces og ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, som helt eller delvist dækker omkostninger ved sagen.

At de økonomiske betingelser for fri proces er opfyldt, vil normalt kunne dokumenteres ved at indlevere kopi af årsopgørelsen fra skatteforvaltningen samt afgive erklæring om, hvorvidt forbrugeren er enlig eller samlevende (med ægtefælle eller ugift samlevende) og om antallet af børn under 18 år, som forsørges af forbrugeren. Er forbrugeren samlevende, må der også indleveres kopi af ægtefællens/samleverens årsopgørelse.

Det forudsættes, at der ved afgørelsen af, om de økonomiske betingelser for fri proces er opfyldt, ikke på samme måde som ved en ansøgning om fri proces skal foretages en vurdering af, om omkostningerne ved sagen må antages at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag, og at der således ikke ved afgørelsen skal tages hensyn til, at omkostningerne ved sagen i sagens natur vil være delt mellem flere.

At den tilmeldte forbruger ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, som dækker omkostninger ved sagen, vil i relevante tilfælde kunne dokumenteres ved et brev om afslag på retshjælpsdækning fra forsikringsselskabet.

Det foreslås i stk. 8, 1. pkt., at de forbrugere, der er berørt af et igangværende gruppesøgsmål om genopretning, skal underrettes om gruppesøgsmålet, herunder om de i stk. 2, 5 og 7 nævnte forhold, i tide og på passende måde, så disse forbrugere kan tilmelde sig det pågældende gruppesøgsmål.

Den foreslåede bestemmelse svarer med mindre tilpasninger til reglen i retsplejelovens § 254 e, stk. 9. Underretningen skal således indeholde oplysning om, hvilke krav gruppesøgsmålet omfatter, og om, hvem der er godkendt myndighed eller organisation. Underretningen skal endvidere indeholde oplysning om fristen for tilmelding til gruppesøgsmålet, og hvordan man tilmelder sig.

Underretningen skal endvidere indeholde oplysning om retsvirkningerne af at være omfattet af gruppesøgsmålet. Der skal således navnlig orienteres om, at en forbruger, der er omfattet af gruppesøgsmålet, vil være bundet af rettens afgørelser om kravene i sagen. Der bør også orienteres om, at en forbruger, der er omfattet af gruppesøgsmålet, derimod ikke deltager som part i sagen og således ikke på egen hånd hverken kan eller skal fremsætte krav (påstande) eller begrundelser herfor (anbringender), idet procesførelsen forestås af den godkendte myndighed eller organisation. Der bør endvidere orienteres om, i hvilket omfang en tilmeldt forbruger, der er omfattet af gruppesøgsmålet, kan pålægges at betale sagsomkostninger, jf. lovforslagets § 18, stk. 2, og bemærkningerne hertil. Det kan formentlig også være hensigtsmæssigt at orientere om, at en tilmelding til et gruppesøgsmål ikke uden videre kan fortrydes.

Formålet med underretningen er at give forbrugere, hvis krav er omfattet af gruppesøgsmålet, et forsvarligt grundlag for at træffe en velovervejet beslutning om, hvorvidt den pågældende ønsker at tilmelde sig gruppesøgsmålet. Det er derfor vigtigt, at underretningen på den ene side er fyldestgørende og på den anden side er lettilgængelig og overskuelig.

Det foreslås i 2. pkt., at underretningen gives på den måde, som retten bestemmer. Det foreslås i 3. pkt., at retten kan bestemme, at underretningen helt eller delvis skal ske ved offentlig bekendtgørelse.

Retten har med disse bestemmelser en skønsmæssig beføjelse til at bestemme såvel underretningens form som indhold. Det er også overladt til rettens skøn, hvor detaljerede anvisninger retten vil give. Hvis retten finder det hensigtsmæssigt, kan underretningens tekst fastlægges i detaljer af retten.

Retten afgør bl.a., om underretning skal ske ved individuel meddelelse til de berørte forbrugere eller ved annoncering eller anden offentlig bekendtgørelse. Individuel henvendelse til kendte forbrugere kan kombineres med annoncering eller anden offentlig bekendtgørelse. Hvis underretning helt eller delvis skal ske ved annoncering eller anden offentlig bekendtgørelse, træffer retten bestemmelse om bekendtgørelsens form.

Det er en forudsætning, at underretningen sker på en sådan måde, at langt de fleste af forbrugerne må antages at blive bekendt med gruppesøgsmålet og deres mulighed for at tilmelde sig dette. Den bedste underretningsform vil være individuel meddelelse til de enkelte berørte forbrugere, og denne underretningsform bør derfor foretrækkes, når dette er muligt og ikke medfører uforholdsmæssige omkostninger.

Hvis de berørte forbrugeres identitet ikke er kendt og ikke umiddelbart kan fremskaffes, vil underretning eksempelvis gennem et annonceindlæg i en husstandsomdelt lokalavis formentlig ofte være en egnet underretningsform, hvis forbrugerne har bopæl i et bestemt lokalområde.

Det kan ikke på forhånd udelukkes, at mere generel – dvs. mindre målrettet – annoncering eller anden offentlig bekendtgørelse i visse situationer vil kunne opfylde forudsætningen om, at langt størsteparten af forbrugerne må antages at blive bekendt med gruppesøgsmålet.

Hvis der er mulighed for at få gruppesøgsmålet omtalt i et forbrugerprogram på landsdækkende tv, kan dette f.eks. være en egnet underretningsform, hvis erfaringen viser, at sådan omtale medfører, at langt størsteparten af de berørte forbrugere bliver bekendt med gruppesøgsmålet og muligheden for at tilmelde sig dette. I givet fald vil en sådan tv-omtale formentlig ofte med fordel kunne kombineres med f.eks. en hjemmeside på internettet, der dels i en overskuelig form indeholder de oplysninger om gruppesøgsmålet, som skal gives, jf. ovenfor, dels giver mulighed for at tilmelde sig gruppesøgsmålet via digital kommunikation.

Det følger af lovforslagets § 12, nr. 3, og det heri indeholdte krav om, at forbrugerne skal kunne identificeres og underrettes om sagen på en hensigtsmæssig måde, at retten allerede før godkendelsen af gruppesøgsmålet må have gjort sig visse overvejelser om, hvordan forbrugerne kan underrettes om sagen. Af samme grund påhviler det den godkendte myndighed eller organisation i stævningen at give oplysninger om, hvordan de berørte forbrugere kan identificeres og underrettes om sagen, jf. lovforslagets § 11, stk. 1, nr. 2, litra b.

Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at retten drøfter spørgsmålet om underretningen af forbrugerne med den godkendte myndighed eller organisation.

Det foreslås i 4. pkt., at retten kan pålægge den godkendte myndighed eller organisation at foretage underretningen.

Formålet med reglen er bl.a. at minimere udgifterne ved underretningen og er derfor f.eks. tænkt anvendt, hvor den godkendte myndighed eller organisation løbende kommunikerer med de berørte forbrugere ved udsendelse af nyhedsbreve eller andet.

Efter forslaget kan det ikke påtvinges den sagsøgte erhvervsdrivende at forestå underretningen. Der er dog ikke noget til hinder for, at en erhvervsdrivende frivilligt påtager sig denne opgave.

Det foreslås i 5. pkt., at udgifterne ved underretningen betales af den godkendte myndighed eller organisation, jf. dog lovforslagets § 18, stk. 3.

Forestår retten selv underretningen, er det kun rettens positive udgifter til ekstern bistand, der skal betales af den godkendte myndighed eller organisation, eksempelvis udgifter til porto og annoncering. Rettens afgørelse om, hvilket beløb den godkendte myndighed eller organisation foreløbig skal betale til retten eller til den erhvervsdrivende, hvis denne har påtaget sig underretningen, er en afgørelse om sagsomkostninger og kan tvangsfuldbyrdes.

Udgifterne til underretningen af de berørte forbrugere henregnes til sagsomkostningerne. Hvem der endeligt skal bære disse udgifter, afgøres således af retten ved sagens afslutning efter lovforslagets § 18 og de almindelige regler om sagsomkostninger i retsplejelovens kapitel 30.