Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 739 af 01/06/2015

Erhvervsministeriet

Lov om ændring af selskabsloven, lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme og skattekontrolloven (Gennemførelse af en del af initiativerne i skattelypakken på erhvervsområdet) § 4

I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 1376 af 16. december 2014, foretages følgende ændringer:

1. I § 8 D, stk. 3, indsættes efter »papirer«: », og om ejere af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked«.

2. I § 8 D, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:

»Stk. 1, 2. pkt., finder ikke anvendelse på oplysninger om ejere af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked.«

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af selskabsloven, lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme og skattekontrolloven (Gennemførelse af en del af initiativerne i skattelypakken på erhvervsområdet) § 4

Til nr. 1

Det foreslås, at der indføres en hjemmel i skattekontrollovens § 8 D, stk. 3 , til, at SKAT kan indhente oplysninger i værdipapircentraler om ejeren af aktier, der er optaget til handel på regulerede markeder. Efter de gældende regler kan SKAT alene anmode værdipapircentraler om oplysninger om, hvilket institut der er kontoførende for nærmere angivne personer eller kontofører nærmere angivne papirer.

De oplysninger, SKAT kan anmode om, er i første række oplysninger om identiteten af unavngivne ejere, men der kan efter omstændighederne også være andre oplysninger vedrørende de pågældende ejere, der er relevante, herunder særligt oplysninger om ejerandel/antallet af aktier, de pågældende ejer.

Hjemlen skal anvendes under iagttagelse af persondatalovens regler om indsamling, behandling og videregivelse af oplysninger. Ved anvendelsen af hjemlen skal de almindelige principper om væsentlighed og proportionalitet ved anvendelsen af kontrolhjemler i skattekontrolloven iagttages. Væsentlighedskriteriet betyder, at SKAT konkret skal tage stilling til, om oplysningerne er af væsentlig betydning for skatteligningen, før der anmodes om oplysningerne, og at oplysningerne i videst muligt omfang skal søges indhentet hos den skattepligtige selv, inden der rettes henvendelse til tredjemand, i dette tilfælde en værdipapircentral.

Det bemærkes, at bestemmelsen i skattekontrollovens § 8 D ikke alene har betydning for dansk skatteligning. Det fremgår således af skattekontrollovens § 8 Y, at bestemmelser i lovgivningen om pligt til at afgive oplysninger, herunder skattekontrollovens § 8 D, til brug for skatteansættelser også finder anvendelse, når SKAT i skattesager, som ikke er straffesager, yder bistand til en fremmed stat, Færøerne eller Grønland efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden aftale.

Til nr. 2

Efter gældende ret skal oplysninger om unavngivne alene gives efter Skatterådets bestemmelse.

Den foreslåede adgang for SKAT til at anmode værdipapircentraler om oplysninger om ejerne af ihændehaveraktier optaget til handel på regulerede markeder, jf. nr. 1, er en adgang til at spørge om identiteten af unavngivne personer. Med henblik på at gøre ordningen smidig at anvende, og da bestemmelsen er begrænset til at omfatte oplysninger om aktieejeren, foreslås det, at kravet i skattekontrollovens § 8 D, stk. 1, 2. pkt., om, at Skatterådet skal godkende anmodninger om oplysninger om unavngivne, fraviges i forhold til anmodninger til værdipapircentraler om oplysninger om ejere af ihændehaveraktier, der er optaget til handel på regulerede markeder.