Kilde

Til nr. 1

Retsplejelovens § 804, stk. 3, 3. pkt. og § 807, stk. 3, 2. pkt., indeholder henvisninger til § 806, stk. 7.

Med den foreslåede nye § 806, stk. 7, i retsplejeloven, bliver § 806, stk. 7, til § 806, stk. 8.

Det foreslås på den baggrund, at ændre henvisningen til stk. 7 i henholdsvis retsplejelovens § 804, stk. 3, 3. pkt., og § 807, stk. 3, 2. pkt., så henvisningen fremover er til stk. 8.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af den nye § 806, stk. 7.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, og til pkt. 2.1.3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 og 6

Retsplejelovens § 806, stk. 2, 1. pkt., og § 807 a, 3. pkt., indeholder henvisninger til § 806, stk. 9.

Med den foreslåede nye § 806, stk. 7, i retsplejeloven, bliver § 806, stk. 9, til § 806, stk. 10.

Det foreslås på den baggrund at ændre henvisningen til stk. 9 i henholdsvis retsplejelovens § 806, stk. 2, 1. pkt. , og § 807 a, 3. pkt., så henvisningen fremover bliver til stk. 10.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af den nye § 806, stk. 7, i retsplejeloven.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, og til pkt. 2.1.3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af retsplejelovens § 804, stk. 1, 1. pkt., at der som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, eller krænkelse som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning meddeles en person, der ikke er mistænkt, pålæg om at forevise eller udlevere genstande (edition), hvis der er grund til at antage, at en genstand, som den pågældende har rådighed over, kan tjene som bevis, bør konfiskeres eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den tilbage.

Når pålæg om edition meddeles en erhvervsvirksomhed, finder retsplejelovens § 189 anvendelse for andre, der i kraft af deres tilknytning til virksomheden har fået kendskab til sagen, jf. retsplejelovens § 804, stk. 1, 2. pkt.,

Det følger af retsplejelovens § 806, stk. 1, 1. pkt. og stk. 2, 1. pkt., at afgørelse om beslaglæggelse og om pålæg om edition træffes af retten ved kendelse efter politiets begæring. Rettens kendelse skal begrundes, jf. § 218, stk. 1, 1. pkt.

Efter § 806, stk. 3, kan retten efter politiets begæring i en kendelse om edition bestemme, at politiet fra virksomheder og personer, der er omfattet af hvidvasklovens § 1 kan indhente oplysninger, som de pågældende har rådighed over, om transaktioner på en konto, hvortil der er overført midler ved en transaktion, som er omfattet af kendelsen om edition, eller ved en transaktion, der udspringer af en transaktion, som er omfattet af kendelsen om edition (kendelse på transaktion).

Det følger herudover af retsplejelovens § 806, stk. 4, 1. pkt., at politiet kan træffe beslutning om beslaglæggelse og om edition, såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes. Fremsætter den, mod hvem indgrebet retter sig, anmodning herom, skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes, jf. § 806, stk. 4, 2. pkt.

Det foreslås, at der indføres et nyt stk. 7 i retsplejelovens § 806.

Med det foreslåede stk. 7, kan politiet træffe afgørelser om pålæg om edition af oplysninger om transaktioner, konti, depoter eller lignende fra virksomheder eller personer, der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13 eller 19-24, i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og terrorisme. Det følger endvidere af forslaget, at politiet i en afgørelse om pålæg om edition efter 1. pkt. kan bestemme, at der fra virksomheder og personer, der er omfattet af § 1 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, kan indhentes oplysninger, som de pågældende har rådighed over, om transaktioner på en konto, hvortil der er overført midler ved en transaktion, som er omfattet af afgørelsen om edition, eller ved en transaktion, der udspringer af en transaktion, som er omfattet af afgørelsen om edition. Endelig fremgår det, at politiets afgørelser skal være skriftlige og ledsaget af grunde, og at de vil kunne kræves indbragt for retten i medfør af reglerne i § 806, stk. 4, 2. led.

Med forslaget til et nyt § 806, stk. 7, i retsplejeloven, bliver det muligt for politiet at træffe afgørelser om edition, der i dag skal træffes af retten, jf. § 806, stk. 1.

Politiet får også med den foreslåede ordning mulighed for at træffe afgørelse om fremadrettet edition på samme betingelser som efter gældende ret, jf. pkt. 2.1.1.3 i de almindelige bemærkninger. Der tilsigtes ikke med forslaget nogen ændringer af betingelserne for at få fremadrettet edition. Som efter gældende ret vil politiet med den foreslåede ordning kun kunne pålægge fremadrettet edition i et vist tidsrum. Politiet kan herefter træffe en ny afgørelse om pålæg om edition, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

Politiets kompetence efter den foreslåede ordning omfatter edition af oplysninger om transaktioner, konti, depoter, bokse eller lignende fra virksomheder eller personer, der er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13 eller 19-24.

Forslaget tilsigter ikke en udvidelse af, hvilke oplysninger politiet har adgang til, men alene en forenkling af proceduren. Forslaget tilsigter heller ikke en ændring af, hvilke betingelser der skal være opfyldt for, at pålæg om edition kan meddeles. Politiets afgørelser vil kunne kræves forelagt retten på samme måde, som det i dag er tilfældet ved edition på øjemedet efter § 806, stk. 4. Der henvises til pkt. 2.1.3.1 og 2.1.3.2 i de almindelige bemærkninger og nærmere i det følgende.

Efter gældende ret omfatter edition personer (»en person«), herunder juridiske personer generelt, jf. § 804, stk. 1, pkt.

Med den foreslåede § 806, stk. 7, 1. pkt. , foreslås det, at politiets kompetence efter den foreslåede ordning skal omfatte virksomheder og personer, der er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13 eller 19-24. Dette svarer til den afgrænsning, der er anvendt i den gældende § 806, stk. 3, vedrørende kendelse på transaktion, idet advokater, revisorer, ejendomsmæglere, øvrige rådgivere og tjenesteydere til virksomheder, jf. hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 14-18, dog som udgangspunkt ikke være omfattet, jf. nærmere i det følgende. Omfattet vil eksempelvis være pengeinstitutter, realkreditinstitutter, sparevirksomheder og udstedere af elektroniske penge og udbydere af betalingstjenester omfattet af bilag 1, nr. 1-7, i lov om betalinger, jf. hvidvasklovens § 1, stk. 1, henholdsvis nr. 1, 2, 5 og 6.

Efter gældende ret omfatter edition »genstande«, jf. § 804, stk. 1, 1. pkt., i bred forstand. Med formuleringen »oplysninger om transaktioner, konti, depoter, bokse eller lignende« i den foreslåede § 806, stk. 7, 1. pkt., foreslås politiets kompetence begrænset til visse typer af oplysninger. Samtidig understreges det, at den foreslåede bestemmelse ikke er begrænset til oplysninger om en traditionel bankkonto i en traditionel bank. Oplysninger om eksempelvis et depot med værdipapirer eller indholdet af en bankboks vil også være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Omfattet af den foreslåede bestemmelse vil eksempelvis også være oplysninger om kundeforhold eller kundeaktivitet, der vedrører den pågældende konto, depot, boks eller lignende, herunder f.eks. fuldmagtsforhold, begunstigelsesforhold, bemyndigelsesforhold, korrespondance, posteringsoversigter, kontoudtog, oprettelsesdokumenter og underliggende transaktionsbilag samt en kundes aktiviteter på netbank mv. og herved brug af NemID og anvendt IP-adresse. Oplistningen er ikke udtømmende. Oplysninger om transaktioner er også omfattet af den foreslåede bestemmelse, og det er således ikke en forudsætning for, at oplysningerne er omfattet af den foreslåede ordning, at de vedrører personer eller virksomheder, som har oprettet en konto eller lignende i den virksomhed, der pålægges edition efter bestemmelsen. Bestemmelsen forudsættes at være teknologineutral og er således ikke begrænset til oplysninger vedrørende typer af transaktioner, konti, depoter eller bokse, der er aktuelt er kendte. Bestemmelsen vil efter en konkret vurdering f.eks. også kunne omfatte oplysninger vedrørende konto- og depotformer, der udvikles i fremtiden, som kan ligestilles med nutidige kontoformer. Der henvises til pkt. 2.1.3.5 i de almindelige bemærkninger.

Pålæg om udlevering af oplysninger om transaktioner, konti, depoter, bokse eller lignende fra andre virksomheder eller personer end dem, der er nævnt i hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13 eller 19-24, vil ligesom i dag kræve forudgående retskendelse, medmindre øjemedet ellers ville forspildes, jf. § 806, stk. 4. Pålæg om udlevering af andre oplysninger eller genstande end oplysninger om transaktioner, konti, depoter, bokse eller lignende vil, uanset at virksomheden eller personen er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13 eller 19-24, ligeledes som udgangspunkt kræve forudgående retskendelse. Der henvises til pkt. 2.1.3.4 i de almindelige bemærkninger.

Efter gældende ret er det retten, der vurderer, om betingelserne for at meddele pålæg om edition er opfyldt, jf. § 806, stk. 1 og 2, medmindre politiet kan træffe afgørelse efter § 806, stk. 4, fordi øjemedet ellers ville forspildes.

Med den foreslåede ordning vil det være politiet, der skal vurdere, om betingelserne for pålæg om edition er opfyldt, også i tilfælde hvor betingelserne i § 806, stk. 4, ikke er opfyldt.

Politiet skal således afgøre, om betingelserne i den foreslåede § 806, stk. 7, er opfyldt. Politiet vil i den forbindelse skulle vurdere, om der er tale om oplysninger, som den, afgørelsen om pålæg om edition retter sig mod, er udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne, jf. § 804, stk. 4, jf. §§ 169-172. Den, som indgrebet retter sig mod, vil ikke kunne nægte at efterkomme politiets afgørelse om pålæg om edition med henvisning til, at vedkommende anser oplysningerne omfattet af en vidneudelukkelses- eller fritagelsesgrund.

Politiets kompetence efter den foreslåede ordning omfatter ikke spørgsmålet om, hvorvidt en person, der er omfattet af en vidneudelukkelses- eller fritagelsesgrund, alligevel skal pålægges edition i de tilfælde, hvor dette er muligt efter §§ 169-172. Denne kompetence vil med den foreslåede ordning fortsat være tillagt retten.

Kommer det således på tale at begære edition vedrørende oplysninger, der er omfattet af en vidneudelukkelses- eller fritagelsesgrund, forudsættes det fortsat at være retten, der skal træffe afgørelse, om betingelserne herfor er opfyldt, jf. § 804, stk. 4, jf. § 169, stk. 2, § 170, stk. 2, § 171, stk. 3 og 4, og § 172, stk. 5 og 6. Politiet vil i sådanne situationer derfor skulle indhente en forudgående retskendelse, uanset den foreslåede ordning.

Efter gældende ret kan retten i forbindelse med et pålæg om edition meddele den, som pålægget retter sig mod, pålæg om tavshedspligt, jf. retsplejelovens § 804, stk. 1, 2. pkt., jf. § 189. Politiet og retten har i § 189 en sidestillet kompetence til at meddele vidner pålæg om tavshedspligt. Henvisningen til § 189 i § 804, stk. 1, 2. pkt., forudsættes derfor også at gælde for de afgørelser, som politiet træffer efter den foreslåede § 806, stk. 7.

Efter gældende ret er det altid retten, der træffer afgørelse om pålæg om edition, medmindre øjemedet ellers ville forspildes. Rettens almindelige kompetence opretholdes med den foreslåede ordning ved siden af den kompetence, politiet får med den foreslåede ordning. Vurderer politiet, at der er behov for at få rettens forudgående stillingtagen til, om et indgreb er lovligt, har politiet fortsat mulighed for dette. Dette kan eksempelvis være relevant, hvis det er uklart, om nogle oplysninger kan kræves udleveret, fordi de er omfattet af § 1, stk. 1, i hvidvaskloven, eller fordi de er omfattet af en vidneudelukkelses- eller fritagelsesgrund. Hvis der skal ske edition af oplysninger omfattet af en vidneudelukkelse- eller vidnefritagelsesgrund, kan dette, som beskrevet ovenfor, ikke komme på tale uden, at retten har truffet afgørelse, om betingelserne herfor er opfyldt. Der henvises til pkt. 2.1.3.3 i de almindelige bemærkninger.

Tilsvarende vil politiet fortsat have mulighed for at træffe beslutning om edition på øjemedet, jf. § 806, stk. 4, 1. pkt., også for så vidt angår personer, virksomheder og oplysninger, der er omfattet af den foreslåede ordning. Dette forventes dog kun at få begrænset betydning, men kan være relevant i situationer, hvor det ikke er muligt at nå at udarbejde en skriftlig afgørelse, sådan som det foreslås med den foreslåede ordning. Der henvises til pkt. 2.1.3.3 i de almindelige bemærkninger.

Efter gældende ret har politiet med § 806, stk. 3, en mulighed for at få en kendelse på transaktion, der gør det muligt for politiet med en enkelt kendelse at følge transaktioner fra en konto omfattet af kendelsen til andre konti mv. hos virksomheder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1, uden at der skal indhentes en særskilt kendelse for hver konto og hver bank. Der henvises til pkt. 2.1.1.4 i de almindelige bemærkninger om gældende ret.

Med forslaget til § 806, stk. 7, 2. pkt., foreslås det, at der gives politiet mulighed for at træffe afgørelser om at følge transaktioner på samme måde som efter den gældende § 806, stk. 3. Politiet vil således på samme måde som i dag, men uden at indhente forudgående retskendelse, kunne indhente oplysninger om transaktioner på en konto, hvortil der er overført midler ved en transaktion, som er omfattet af politiets afgørelse om edition, eller ved en transaktion, der udspringer af en transaktion, som er omfattet af denne afgørelse. Den foreslåede ordning svarer til ordningen efter § 806, stk. 3, og omfatter således også en virksomhed- eller person, der er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 14-18, og som således falder uden for den foreslåede ordning i § 806, stk. 7, 1. pkt.

Med forslaget til retsplejelovens § 806, stk. 7, 3. pkt., foreslås det med henvisningen til § 806, stk. 4, 2. pkt., at give den, som politiets afgørelse om pålæg om edition retter sig mod, en udtrykkelig mulighed for at forlange, at politiet indbringer spørgsmålet for retten. § 746 indeholder en almindelig mulighed for at indbringe spørgsmål om tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt for retten. Med forslaget gives der en enklere adgang til at få rettens prøvelse ved, at den, som indgrebet retter sig mod, blot skal anmode politiet om, at spørgsmålet indbringes for retten. Der henvises til pkt. 2.1.3.6 i de almindelige bemærkninger. Den sigtede og dennes forsvarer vil kunne få rettens prøvelse af indgrebets lovlighed efter den almindelige regel i § 746. Indbringelse af politiets afgørelse for retten har ikke opsættende virkning. Den, som politiets afgørelse om pålæg om edition retter sig mod, vil således være forpligtet til at efterkomme pålægget, indtil dette måtte blive ophævet af retten.

Efter gældende ret har den, som et pålæg om edition retter sig mod, ret til at udtale sig, før retten træffer afgørelse, jf. den gældende § 806, stk. 7 og 8. Henvisningen til stk. 4, 2. pkt., i den foreslåede § 806, stk. 7, 3. pkt., indebærer sammen med henvisningen til samme bestemmelse i den gældende § 806, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., at den, som politiets afgørelse om pålæg om edition retter sig mod, skal have lov til at udtale sig, før retten træffer afgørelse om indgrebets lovlighed, hvis spørgsmålet indbringes for retten. Den, som politiets afgørelse om pålæg om edition retter sig mod, vil derimod ikke med den foreslåede ordning have krav på at udtale sig, før politiet træffer afgørelse.

Efter gældende ret vil en kendelse om pålæg om edition truffet af retten skulle ledsages af grunde, jf. retsplejelovens § 218, stk. 1, 1. pkt. Det foreslås med forslaget til retsplejelovens § 806, stk. 7, 4. pkt., at politiets afgørelser efter den foreslåede ordning skal være skriftlige og ledsaget af grunde. Der henvises til pkt. 2.1.3.8 i de almindelige bemærkninger.

Det må bero på en konkret vurdering af den enkelte sag, hvilke krav der stilles til begrundelsen. I mange tilfælde vil kravet helt eller delvist kunne opfyldes med en standardblanket, standardtekst eller lignende, hvor der kort henvises til regelgrundlaget og oplyses om, at den finansielle virksomhed skal udlevere kontooplysninger og lignende, fordi der er grund til at antage, at en genstand, som den pågældende har rådighed over, kan tjene som bevis for en lovovertrædelse, der efterforskes, jf. § 804, stk. 1. Ligeledes bør der i afgørelsen vejledes om mulighed for at få spørgsmålet indbragt for retten.

I de tilfælde hvor det ikke er muligt for politiet at nå at udarbejde en skriftlig afgørelse, vil politiet efter omstændighederne kunne benytte den eksisterende § 806, stk. 4, 1. pkt., der opretholdes ved siden af den foreslåede ordning. Der henvises til pkt. 2.1.3.3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 og 5

Med forslaget præciseres § 807, stk. 2, 1. og 2. pkt. , så det fremgår, at retsvirkningen af edition gælder generelt, og således uanset om afgørelsen om pålæg om edition træffes af retten eller af politiet. Politiet vil derfor også skulle forevise enten en kendelse truffet af retten eller en afgørelse, politiet selv har truffet efter den foreslåede regel i § 806, stk. 7.

Politiets afgørelser om edition truffet efter den foreslåede § 806, stk. 7, skal have samme retsvirkninger som en kendelse truffet af retten. Den, som indgrebet retter sig mod, kan ikke ved at indbringe spørgsmålet for retten, jf. den foreslåede § 806, stk. 7, 3. pkt., nægte at efterkomme afgørelsen.

Politiets afgørelse om pålæg om edition kan gennemtvinges på samme måde som en retskendelse om edition, eksempelvis ved anvendelse af tvangsbøder, jf. retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 4. Det vil som efter gældende ret fortsat være retten, der skal træffe afgørelse om anvendelse af de tvangsmidler, der kan anvendes efter § 178. Der henvises til pkt. 2.1.3.9 i de almindelige bemærkninger.

Forslaget indebærer, at der ikke vil foreligge brud på en tavshedspligt, hvis videregivelse er nødvendigt for at opfylde et editionspålæg meddelt af politiet. Videregivelse af oplysninger, der er nødvendige for at opfylde politiets pålæg, forudsættes at være berettiget på samme måde, som hvis oplysningerne var videregivet for at opfylde en kendelse fra retten. Der henvises til pkt. 2.1.3.9 i de almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af våbenlovens § 6 b, stk. 1, 1. pkt., at der ved indgivelse af ansøgning om tilladelse efter våbenloven betales 840 kr.

Det fremgår af § 6 b, stk. 2, at afgiften efter § 6 b, stk. 1, 1. pkt., nedsættes til det halve, hvis ansøgeren i forvejen har en våbentilladelse, for hvilken der er betalt fuld afgift.

Det foreslås at ændre størrelsen på afgiften i § 6 b, stk. 1, 1. pkt. , fra 840 kr. til 1.085 kr.

Ændringen vil sammen med ophævelsen af § 6 b, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 2, medføre, at der vil gælde én samlet afgiftssats på 1.085 kr. pr. tilladelse svarende til en pris- og lønregulering af gennemsnittet af de to eksisterende takster i § 6 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, til 2021-pris- og lønniveau.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af våbenlovens § 6 b, stk. 2, at afgiften efter § 6 b, stk. 1, 1. pkt., nedsættes til det halve, hvis ansøgeren i forvejen har en våbentilladelse, for hvilken der er betalt fuld afgift.

Det foreslås, at § 6 b, stk. 2 , ophæves.

Ændringen vil sammen med ændringen af § 6 b, stk. 1, 1. pkt., jf. lovforslagets § 2, nr. 1, medføre, at der vil gælde én samlet afgiftssats på 1.085 kr. pr. tilladelse svarende til en pris- og lønregulering af gennemsnittet af de to eksisterende takster i § 6 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, til 2021-pris- og lønniveau. Det vil fremadrettet således længere ikke være muligt at få afgiften nedsat til det halve, hvis ansøgeren i forvejen har en våbentilladelse, for hvilken der er betalt fuld afgift.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 1, stk. 2, i lov om hittegods, at hittegods, som er fundet i offentlige institutioner, forlystelsesetablissementer, forretninger, offentlige befordringsmidler og lignende steder, kan afleveres til den pågældende institution, forretning mv. Penge, værdipapirer, særligt værdifulde smykker og lignende skal snarest muligt herefter afleveres til politiet. Andet hittegods kan opbevares af institutionen, forretningen mv. i indtil 30 dage. Er hittegodset ikke udleveret til ejeren inden 30 dages forløb, skal det straks afleveres til politiet.

Efter den foreslåede nyaffattede bestemmelse i 1, stk. 2, 1. pkt., kan hittegods, som er fundet i offentlige institutioner, forlystelsesparker, forretninger, offentlige transportmidler, lufthavne, på hoteller og lignende steder, afleveres til den pågældende institution, forretning mv.

Bestemmelsen indebærer, at den gældende kreds af institutioner, som efter de gældende regler kan opbevare hittegods, præciseres og udvides. Der lægges således for det første op til at præcisere, at hittegods, som findes på hoteller, kan afleveres til det pågældende hotel, hvilket efter praksis allerede sker i dag. Der lægges for det andet op til at udvide bestemmelsen således, at også hittegods, som findes i lufthavne, kan afleveres til den pågældende lufthavn. Bestemmelsen foreslås desuden opdateret i sproglig henseende, men i øvrigt administreret som hidtil.

Det foreslås i § 1, stk. 2, 2. pkt., at penge, særligt værdifulde smykker og andre værdifulde genstande, herunder bl.a. elektronik, dyre beklædningsgenstande og lignende, snarest muligt herefter skal afleveres til politiet.

Bestemmelsen indebærer, at værdifulde genstande snarest muligt, dvs. i løbet af et par dage efter indleveringen, skal afleveres til politiet, medmindre ejeren har afhentet hittegodset forinden. Penge, særligt værdifulde smykker og andre værdifulde genstande, herunder bl.a. elektronik, computere, ure, mobiltelefoner, dyre beklædningsgenstande og tasker og lignende skal i den forbindelse betragtes som værdifulde genstande.

Hvorvidt der i øvrigt er tale om en værdifuld genstand beror på en konkret vurdering, herunder af hvad genstanden formodes at være værd ved eventuelt bortsalg. Ved tvivl skal institutionen, forretningen mv. kontakte politiet med henblik på nærmere afklaring af, om genstanden er omfattet af indleveringspligten. Bestemmelsen sikrer dermed, at værdifuldt hittegods opbevares og håndteres af politiet. Der lægges ikke op til at ændre vurderingen af, hvad der i dag efter praksis betragtes som værdifuldt hittegods.

Det foreslås i § 1, stk. 2, 3. pkt., at andet hittegods skal opbevares af institutionen, forretningen mv. i mindst 30 dage.

Bestemmelsen indebærer, at mindre værdifuldt hittegods skal opbevares af institutionen, forretningen mv. i mindst 30 dage. Ændringen pålægger således de institutioner, forretninger mv., hvortil hittegodset indleveres, pligt til at opbevare mindre værdifuldt hittegods i mindst 30 dage. Det forudsættes, at institutionen, forretningen mv. opbevarer hittegodset på en forsvarlig måde, således at hittegodset ikke beskadiges eller går til grunde, men vil kunne udleveres til ejeren i passende stand (dvs. i væsentlig samme stand og mængde, som hittegodset blev fundet i), hvis denne henvender sig.

Det foreslås i § 1, stk. 2, 4. pkt., at ejeren af hittegodset har krav på at få dette udleveret, når ejeren henvender sig til institutionen, forretningen mv. og godtgør sin ret inden udløbet af de 30 dage.

Bestemmelsen indebærer således, at ejeren af hittegodset har krav på at få dette udleveret, når ejeren henvender sig til institutionen, forretningen mv. og godtgør sin ret inden udløbet af de 30 dage. Institutionen, forretningen mv. skal i nødvendigt omfang kunne dokumentere, at hittegodset er opbevaret i mindst 30 dage, før der kan ske bortsalg, destruktion mv. Det kan f.eks. ske ved at notere oplysninger om, hvor og hvornår hittegodset er fundet.

Det foreslås i § 1, stk. 2, 5. pkt., den pågældende institution, forretning mv. har ret til at bortsælge, bortgive, destruere eller tage hittegodset i brug, hvis ejeren ikke har henvendt sig inden de 30 dage.

Bestemmelsen indebærer, at den pågældende institution, forretning mv. har ret til at bortsælge, bortgive, destruere eller tage hittegodset i brug, hvis ejeren ikke har henvendt sig inden de 30 dage. Ejendomsretten til hittegodset og dermed retten til at disponere over hittegodset overgår således til institutionen, forretningen mv. efter udløbet af de 30 dage. Salgssummen ved et eventuelt bortsalg efter 30 dage vil tilsvarende tilfalde den pågældende institution, forretning mv.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 1, stk. 3, i lov om hittegods, at politiet kan tillade, at de i § 1, stk. 2, nævnte institutioner, forretninger mv. opbevarer andet hittegods end penge, værdipapirer, særligt værdifulde smykker og lignende i indtil 3 måneder, hvis institutionen opbevarer hittegodset på betryggende måde og fører en fortegnelse over det med oplysning om, hvor, hvornår og af hvem det er fundet.

Med lovforslaget nyaffattes § 1, stk. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 1, hvoraf det fremgår, at mindre værdifuldt hittegods skal opbevares af institutionen, forretningen mv. i mindst 30 dage. Herefter kan den pågældende institution, forretning mv. frit disponere over hittegodset. Hermed bliver den gældende § 1, stk. 3, om tilladelse til at opbevare mindre værdifuldt hittegods overflødig, og bestemmelsen foreslås derfor ophævet.

Kilde

Til nr. 1 – 3

Det fremgår af paslovens § 4 a, stk. 1, 1. pkt., at der for pasudstedelse skal betales et gebyr, jf. stk. 2-6. For udstedelsen af pas til personer, der er fyldt 18 år, men ikke har nået folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, betales 600 kr., jf. § 4 a, stk. 2. For udstedelse af fællespas betales 600 kr., jf. § 4 a, stk. 3. For udstedelse af pas til personer, der er under 18 år, betales 115 kr., jf. § 4 a, stk. 5.

Paslovens § 4 a, stk. 1-5, gælder i medfør af § 4 a, stk. 6, også ved ombytning af pas, udstedelse af ekstra pas og udstedelse af nyt pas i gyldighedsperioden. Dog udstedes nyt pas uden betaling, hvis et pas på grund af forhold, der må tilregnes den pasudstedende myndighed, lider af væsentlige mangler.

Det fremgår af paslovens § 4 b, stk. 1, at der for optagelse af digitalt fingeraftryk i forbindelse med udstedelse af pas betales 25 kr. I henhold til stk. 2 skal gebyret efter stk. 1 pris- og lønreguleres en gang årligt den 1. januar med den af Finansministeriet fastsatte sats for det generelle pris- og lønindeks. Det herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste kronebeløb. Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilken regulering der skal finde sted. Pr. 1. januar 2020 er gebyret for optagelse af fingeraftryk i pas 28 kr.

Pasansøgere under 12 år og pasansøgere, fra hvem det varigt er umuligt at optage fingeraftryk, er undtaget fra krav om fingeraftryk, jf. § 5, stk. 9, i bekendtgørelse nr. 1337 af 28. november 2013 om pas mv. med senere ændringer. Pasansøgere under 12 år og pasansøgere, fra hvem det varigt er umuligt at optage fingeraftryk, skal derfor ikke betale gebyr for optagelse af fingeraftryk.

Det foreslås i nr. 1 at ændre § 4 a, stk. 2, således at beløbet hæves fra 600 kr. til 862 kr.

Det foreslås i nr. 2, at ændre § 4 a stk. 3, således at beløbet hæves fra 600 kr. til 862 kr.

Det foreslås i nr. 3, at ændre § 4 a, stk. 5, således at beløbet hæves fra 115 kr. til 150 kr.

Der lægges derfor med lovforslaget op til at hæve gebyrerne for udstedelse af pas, således at der for udstedelsen af pas til personer, der er fyldt 18 år, men ikke har nået folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, fremover betales 862 kr. For udstedelse af fællespas skal der fremover betales 862 kr. For udstedelse af pas til personer, der er under 18 år, foreslås gebyret hævet til 150 kr.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

De gældende regler om gebyr for udstedelse af pas er beskrevet ovenfor i bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 1-3.

Det er efter gældende ret ikke muligt at hæve gebyret for udstedelse af pas i tilfælde, hvor pasansøgeren ikke kan fremvise et gyldigt eller udløbet pas ved ansøgning om fornyelse af pas.

Det foreslås, at der indføres en ny § 4 c i pasloven, hvorefter gebyrerne for udstedelse af pas efter § 4 a, stk. 2-6, og gebyrerne for optagelse af fingeraftryk, jf. paslovens § 4 b, stk. 1, fordobles, når et gyldigt eller udløbet pas tilhørende pasansøgeren ikke kan fremvises ved ansøgning eller fremvises i ødelagt stand i forbindelse med ansøgning om fornyelse af pas eller udstedelse af nyt pas i gyldighedsperioden.

En fordobling af de i paslovens § 4 a og § 4 b gældende gebyrer betyder, at det samlede gebyr for fornyelse af pas mv. i tilfælde, hvor pasansøgeren ikke kan fremvise et gyldigt eller udløbet pas, hæves fra 150 kr. til 300 kr., fra 178 kr. til 356 kr., fra 890 kr. til 1.780 kr., og fra 378 til 756 kr. for henholdsvis 0-11 årige, 12-17 årige, personer fra 18 år til folkepensionsalderen og personer over folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension.

Den foreslåede ordning gælder ikke for udstedelse af ekstra pas eller provisoriske pas, jf. pasbekendtgørelsens §§ 15 og 24, eller pas, som udstedes i henhold til pasbekendtgørelsens § 23.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås i lovens § 5, stk. 1 , at loven træder i kraft den 1. februar 2021.

Det foreslås med § 5, stk. 2 , at afgiftsreguleringen for ansøgninger om tilladelser efter våbenloven gælder for ansøgninger, der indgives fra og med ikrafttrædelsesdagen. For ansøgninger indgivet før, gælder de hidtidige regler. Indgivelsestidspunktet er tidspunktet, hvor ansøgningen er kommet frem til den relevante myndighed.

Det foreslås i § 5, stk. 3 , at loven ikke finder anvendelse på ansøgninger om fornyelse af pas og udstedelse af nyt pas i gyldighedsperioden, der er indgivet før den 1. februar 2021. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Indgivelsestidspunktet er tidspunktet, hvor ansøgningen er kommet frem til den relevante myndighed.

Kilde

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Den foreslåede § 6, stk. 1 , fastslår, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

For så vidt angår ændringerne af retsplejeloven skyldes det, at der for Færøerne og Grønland gælder særlige retsplejelove. For så vidt angår ændringen af hittegodsloven skyldes det, at denne lov ikke gælder for disse dele af riget. Færøerne har overtaget henholdsvis våbenloven og hittegodsloven.

Den foreslåede § 6, stk. 2 , vedrører den territoriale gyldighed for lovforslagets § 4 vedrørende ændringen af pasloven.

Det foreslås med § 6, stk. 2, at lovens § 4 ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Dette skyldes, at paslovens § 4 a og § 4 b ved kongelig anordning er sat i kraft for Færøerne og Grønland.