Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 322 af 02/04/2024

Miljø- og Ligestillingsministeriet

Lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love (Præcisering af kredsen af personer, der kan anmode myndighederne om at træffe foranstaltninger m.v. efter miljøskadereglerne og klage over afgørelser herom) § 7

I lov om miljø og genteknologi, jf. lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2017, som ændret ved § 7 i lov nr. 126 af 30. januar 2021 og lov nr. 528 af 27. marts 2021, foretages følgende ændring:

1. I § 30, stk. 4, nr. 2, ændres »der har en væsentlig, individuel interesse i sagen,« til: »som berøres eller kan forventes at blive berørt af en miljøskade,«.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love (Præcisering af kredsen af personer, der kan anmode myndighederne om at træffe foranstaltninger m.v. efter miljøskadereglerne og klage over afgørelser herom) § 7

Til nr. 1

Miljø- og genteknologilovens § 30 fastsætter, hvem der er klageberettigede i henhold til afgørelser truffet i medfør af loven. Det fremgår af lovens § 30, stk. 4, nr. 2, at enhver, der har en væsentlig, individuel interesse i sagen kan påklage afgørelser efter kapitel 3 a om miljøskade. Dette omfatter bl.a. tilsynsmyndighedens afgørelser om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven (dvs. hvorvidt miljøskadeloven skal anvendes), jf. § 25 f, eller om der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, jf. § 25 g.

Det foreslås, at i § 30, stk. 4, nr. 2, ændres »der har en væsentlig, individuel interesse i sagen,« til: »som berøres eller kan forventes at blive berørt af en miljøskade,«.

Forslaget vil indebære, at kredsen af klageberettigede for så vidt angår afgørelser truffet efter lovens kapitel 3 a præciseres, således at »enhver, der har en væsentlig, individuel interesse i sagen«, jf. § 30, stk. 4, nr. 2, ændres til »enhver, som berøres eller kan forventes at blive berørt af en miljøskade«.

Den foreslåede præcisering vil medføre, at den danske gennemførelse af miljøansvarsdirektivets artikel 12, stk. 1, litra a, og artikel 13, stk. 1, der henviser til artikel 12, stk. 1, bliver direktivnær, således at det udtrykkeligt vil fremgå af ordlyden af § 30, stk. 4, nr. 2, at enhver, dvs. fysiske og juridiske personer, ”som berøres eller kan forventes at blive berørt af en miljøskade” har adgang til at påklage afgørelser truffet efter kapitel 3 a om miljøskade.

Forslaget skal ses i sammenhæng med miljø- og genteknologilovens § 25 i. Det følger af § 25 i, stk. 1, at tilsynsmyndigheden på anmodning fra en klageberettiget efter § 30, stk. 4, nr. 2-6, skal træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, jf. § 25 f, eller om der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, jf. § 25 g. Bemærkningerne til § 25 i henviser til bemærkningerne til miljøbeskyttelseslovens § 73 i, hvoraf det fremgår, at § 73 i gennemfører miljøansvarsdirektivets artikel 12, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. Samling), tillæg A, spalte 4365 og spalte 4334.

Det bemærkes, at der alene er tale om en præcisering af gældende ret. Den foreslåede præcisering vil således ikke indebære en udvidelse af kredsen af personer, som har adgang til at klage, og derfor heller ikke en udvidelse af kredsen af personer, der efter § 25 i er berettiget til at anmode tilsynsmyndigheden om at træffe afgørelse.