LOV nr 322 af 02/04/2024
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love (Præcisering af kredsen af personer, der kan anmode myndighederne om at træffe foranstaltninger m.v. efter miljøskadereglerne og klage over afgørelser herom) § 2
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 48 af 12. januar 2024, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 745 af 13. juni 2023, foretages følgende ændringer:
1. I § 73 i, stk. 1, ændres »§ 98, stk. 1 og 2,« til: »§ 98, stk. 1-3,«.
2. I § 98 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Enhver, som berøres eller kan forventes at blive berørt af en miljøskade, kan påklage afgørelser truffet efter kapitel 9 a.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
Forarbejder til Lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love (Præcisering af kredsen af personer, der kan anmode myndighederne om at træffe foranstaltninger m.v. efter miljøskadereglerne og klage over afgørelser herom) § 2
Til nr. 1
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 73 i, stk. 1, at tilsynsmyndigheden på anmodning fra en klageberettiget efter § 98, stk. 1 og 2, og § 100 skal træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven (dvs. hvorvidt miljøskadeloven skal anvendes), jf. § 73 f, eller om der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, jf. § 73 g. Det fremgår af forarbejderne til § 73 i, at § 73 i gennemfører miljøansvarsdirektivets artikel 12, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. Samling), tillæg A, spalte 4334.
Det foreslås, at § 73 i, stk. 1, ændres, således at »§ 98, stk. 1 og 2« ændres til: »§ 98, stk. 1-3«.
Det foreslåede indebærer, at § 73 i, stk. 1, også vil henvise til § 98, stk. 3.
Den foreslåede præcisering skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 2, nr. 2, hvorved det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 i miljøbeskyttelseslovens § 98.
Den foreslåede præcisering indebærer således, at tilsynsmyndigheden skal træffe afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 73 f eller § 73 g på anmodning fra enhver, som berøres eller kan forventes at blive berørt af en miljøskade. Det bemærkes, at der alene er tale om en præcisering af gældende ret, jf. bemærkningerne nedenfor til lovforslaget § 2, nr. 2.
Til nr. 2
Miljøbeskyttelseslovens § 98 fastsætter, sammen med § 99 og § 100, hvem der er klageberettigede i henhold til afgørelser truffet i medfør af loven. Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 98, stk. 1, nr. 2, at kommunalbestyrelsens og ministerens afgørelser kan påklages af ”enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald”. Dette omfatter bl.a. tilsynsmyndighedens afgørelser om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, jf. § 73 f, eller om der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, jf. § 73 g.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 98, stk. 3, som fastsætter, at enhver som berøres eller kan forventes at blive berørt af en miljøskade, kan påklage afgørelser truffet efter kapitel 9 a om miljøskade.
Forslaget vil indebære, at fastsættelse af kredsen af klageberettigede for så vidt angår afgørelser truffet efter kapitel 9 a præciseres, således at »enhver, der har en individuel, væsentlig interesse« i sagen eller sagens udfald, jf. § 98, stk. 1, nr. 2, ændres til »enhver, som berøres eller kan forventes at blive berørt af en miljøskade«.
Den foreslåede præcisering vil medføre, at den danske gennemførelse af miljøansvarsdirektivets artikel 12, stk. 1, litra a, og artikel 13, stk. 1, der henviser til artikel 12, stk. 1, bliver direktivnær. Det vil således udtrykkeligt fremgå af ordlyden af § 98, stk. 3, at enhver, dvs. fysiske og juridiske personer, ”som berøres eller kan forventes at blive berørt af en miljøskade” har adgang til at påklage afgørelser truffet efter kapitel 9 a.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den under § 2, nr. 1, foreslåede præcisering af § 73 i, hvori henvisningen til § 98, stk. 1 og 2, foreslås ændret til en henvisning til § 98, stk. 3.
Som det fremgår af bemærkningerne til § 2, nr. 1, følger det af miljøbeskyttelseslovens § 73 i, at tilsynsmyndigheden på anmodning fra klageberettigede efter § 98, stk. 1 og stk. 2, og § 100 skal træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, jf. § 73 f, eller om der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, jf. § 73 g.
Det bemærkes, at der alene er tale om en præcisering af gældende ret. Den foreslåede præcisering vil således ikke indebære en udvidelse af kredsen af personer, som har adgang til at klage, og derfor heller ikke en udvidelse af kredsen af personer, der efter § 73 i er berettiget til at anmode tilsynsmyndigheden om at træffe afgørelse.