Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 506 af 23/05/2018

Justitsministeriet

Lov om ændring af lov om tv-overvågning og lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger (Videreførelse af regler om behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning, mulighed for deling mellem erhvervsdrivende af billed- og lydoptagelser fra tv-overvågning af formodede gerningspersoner m.v.) § 4

 Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne, men lovens § 2 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for rigsmyndighedernes behandling af oplysninger med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

 Stk. 2. Loven gælder ikke for Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Amalienborg, den 23. maj 2018

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Søren Pape Poulsen

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om tv-overvågning og lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger (Videreførelse af regler om behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning, mulighed for deling mellem erhvervsdrivende af billed- og lydoptagelser fra tv-overvågning af formodede gerningspersoner m.v.) § 4

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Stk. 1.

Tv-overvågningsloven gælder ikke for Færøerne, jf. lovens § 7.

Desuden gælder persondataloven ikke for Færøerne, jf. lovens § 83, 1. pkt., men er dog sat i kraft i medfør af denne bestemmelse ved kongelig anordning nr. 754 af 19. juni 2017 for behandling af personoplysninger for rigsmyndighederne på Færøerne. Persondatalovens kapitel 6 a er imidlertid ikke sat i kraft for Færøerne.

For andre end rigsmyndigheder gælder på Færøerne i stedet lagtingslov nr. 73 af 8. maj 2001 om behandling af personoplysninger med senere ændringer.

Herudover gælder lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for rigsmyndighedernes behandling af oplysninger med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger, jf. lovens § 56.

Det foreslås på den baggrund, at loven ikke skal gælde for Færøerne, men at lovens § 2 delvis skal kunne sættes i kraft for rigsmyndighederne på Færøerne med de afvigelser, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 2.

Tv-overvågningsloven gælder endvidere ikke for Grønland, jf. lovens § 7.

Desuden gælder persondataloven ikke for Grønland, jf. lovens § 83, 2. pkt., men er sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 1238 af 14.

oktober 2016. Persondatalovens kapitel 6 a er imidlertid ikke sat i kraft for Grønland.

Det foreslås, at loven ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Grønland – og ikke blot for rigsmyndighederne – med de afvigelser, som de grønlandske forhold tilsiger.