Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 407 af 29/04/2025

Social- og Boligministeriet

Lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Ændring af reglerne om sociale akuttilbud og reglerne vedrørende klageadgang ved bortvisning fra herberger m.v. og udvidelse af muligheden for handlekommuneskift for borgere på herberger m.v.) § 2

I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 354 af 2. april 2025, som ændret ved § 2 i lov nr. 1703 af 30. december 2024, foretages følgende ændringer:

1. I § 9, stk. 1, 2. pkt., ændres »stk. 2-12« til: »stk. 2-13«.

2. I § 9, stk. 9, ændres »11-13« til: »11-14«.

3. I § 9 indsættes efter stk. 10 som nyt stykke:

»Stk. 11. Den kommune, der efter stk. 1-6 og 12-14 er handlekommune for en borger, der har ophold i en boform efter § 110 i lov om social service, kan med borgerens samtykke indgå aftale med en kommune, som borgeren har intention om at flytte til, om, at den nye kommune er handlekommune for borgeren, for så vidt angår følgende:

  1. Afgørelse om udskrivning efter § 110, stk. 5, i lov om social service.

  2. Udarbejdelse af handleplan efter §§ 141 og 142 i lov om social service.

  3. Afgørelse om tilbud i boformer efter §§ 107 og 108 i lov om social service.

  4. Afgørelse om hjælp, omsorg eller støtte efter §§ 85 og 85 a i lov om social service.«

Stk. 11-13 bliver herefter stk. 12-14.

4. I § 9, stk. 13, 1. pkt., der bliver stk. 14, 1. pkt., ændres »stk. 1-10« til: »stk. 1-11«.

5. I § 52 a, stk. 3, ændres »stk. 13« til: »stk. 14«.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Ændring af reglerne om sociale akuttilbud og reglerne vedrørende klageadgang ved bortvisning fra herberger m.v. og udvidelse af muligheden for handlekommuneskift for borgere på herberger m.v.) § 2

Til nr. 1 og 2

Det fremgår af § 9, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven), at pligten til at yde hjælp til en borger og afholde udgifterne hertil påhviler handlekommunen, jf. dog §§ 9 b og 9 c. Handlekommunen er den kommune, hvor borgeren har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. dog stk. 2-12 og § 9 a.

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9, stk. 9, at den kommune, der efter stk. 1-6 og 11-13 er handlekommune, kan indgå aftale med borgerens tidligere handlekommune om, at den nye kommune fortsat er handlekommune, når der er særlige grunde til det, og med samtykke fra borgeren.

Det foreslås for det første, at henvisningen til § 9, stk. 2-12 i § 9, stk. 1, 2. pkt., ændres til § 9, stk. 2-13 .

Det foreslås for det andet, at henvisningen til § 9, stk. 11-13 i § 9, stk. 9, ændres til § 9, stk. 11-14 .

De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med, at der med lovforslagets § 2, nr. 3, indsættes en ny bestemmelse som § 9, stk. 11, i retssikkerhedsloven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

§ 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale områdes (retssikkerhedsloven) vedrører regler om handlekommune og mellemkommunal refusion for udgifter afholdt efter bl.a. serviceloven og barnets lov.

Det fremgår af § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at pligten til at yde hjælp til en borger og afholde udgifterne hertil påhviler handlekommunen, jf. dog §§ 9 b og 9 c. Handlekommunen er den kommune, hvor borgeren har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. dog stk. 2-12 og § 9 a.

Udgangspunktet for ydelser efter de love, der er omfattet af retssikkerhedsloven, er, at handlekommunen har pligt til at yde hjælp, dvs. at kommunen har visitationsansvaret, og at det også er handlekommunen, der har betalingsansvaret.

Det fremgår af § 9, stk. 3, i retssikkerhedsloven, at en kommune vedbliver at være handlekommune for en borger i sager efter serviceloven, når denne kommune eller en anden offentlig myndighed har medvirket til, at borgeren i en anden kommune har fået ophold på herberger m.v. efter § 110 i serviceloven. Det betyder, at borgerens handlekommune fortsætter med at være handlekommune for borgeren, selvom borgeren tager ophold på et herberg m.v. i en anden kommune.

Det fremgår af § 9 stk. 9, i retssikkerhedsloven, at den kommune, der efter stk. 1-6 og 11-13 er handlekommune, kan indgå aftale med borgerens tidligere handlekommune om, at den nye kommune fortsat er handlekommune, når der er særlige grunde til det, og med samtykke fra borgeren.

Det fremgår af § 9 stk. 10 i retssikkerhedsloven, at den kommune, der efter stk. 3 eller 5 er handlekommune for en borger, kan indgå aftale med den kommune, hvor borgeren har ophold på et tilbud, om at bemyndige denne til helt eller delvis at varetage udøvelsen af sine opgaver i forhold til borgeren.

Det fremgår af § 176 a i serviceloven, at staten skal refundere 50 pct. af kommunens udgifter til bostøtte efter § 85 a i op til to år efter borgerens udskrivning fra en boform efter § 110, såfremt kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om bostøtten inden borgerens udskrivning fra boformen efter § 110.

Det fremgår af § 110, stk. 5, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at udskrive en borger fra en boform efter stk. 1, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  1. Der foreligger en handleplan eller en helhedsorienteret plan for borgeren efter §§ 141 eller 142.

  2. Der foreligger en anvisning af egen bolig eller er truffet afgørelse om et botilbud efter §§ 107 eller 108.

  3. Der er truffet afgørelse om hjælp og støtte, som modsvarer borgerens behov for at fastholde boligen, hvis borgeren er anvist egen bolig.

  4. Såfremt borgeren anvises en bolig, har borgeren på udskrivningstidspunktet indgået en lejeaftale og kan flytte ind i boligen og modtage den visiterede sociale støtte, der modsvarer borgerens behov.

  5. Såfremt kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om et botilbud efter §§ 107 eller 108, vil udskrivningen fra boformen efter denne paragraf først kunne træffes med virkning for borgeren, når denne kan flytte ind i botilbuddet.

Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås det, at der i § 9 i retssikkerhedsloven indsættes et nyt stk. 11, hvorved den kommune, der er handlekommune for en borger, der har ophold på et herberg m.v. efter § 110 i serviceloven, med borgerens samtykke kan indgå aftale med en kommune, som borgeren har intention om at flytte til, om at den nye kommune er handlekommune for borgeren, for så vidt angår afgørelse om udskrivning efter § 110, stk. 5, i serviceloven, udarbejdelse af handleplan efter §§ 141 og 142 i serviceloven, afgørelse om tilbud i boformer efter §§ 107 og 108 i serviceloven samt afgørelse om hjælp og støtte efter §§ 85 og 85 a i serviceloven.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der vil kunne indgås en aftale mellem to kommuner, således at den kommune, som borgeren ønsker at flytte til efter borgerens ophold på et herberg m.v. vil blive handlekommune for borgeren efter indgåelse af aftalen, for så vidt angår afgørelse om udskrivning efter § 110, stk. 5, i serviceloven, udarbejdelse af handleplan efter §§ 141 og 142 i serviceloven, afgørelse om tilbud i boformer efter §§ 107 og 108 i serviceloven samt afgørelse om hjælp og støtte efter §§ 85 og 85 a i serviceloven. Det vil være et krav, at borgeren ønsker at flytte til den pågældende kommune umiddelbart efter udskrivning fra herberget m.v. efter § 110, og at borgeren samtykker til aftalen.

Med den foreslåede ordning vil der alene kunne indgås en aftale om, at en ny kommune bliver borgerens handlekommune for så vidt angår indsatser, der skal træffes afgørelser om for borgeren i forbindelse med udskrivningen fra et herberg m.v. efter § 110, stk. 5, i lov om social service (serviceloven), og som er oplistet i denne bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse vil dermed medføre, at den kommune, der fremover bliver borgerens handlekommune, vil få mulighed for at træffe afgørelse om støtte efter § 85 a til borgeren, som kommunen efter borgerens udskrivelse vil kunne få refusion for udgifterne til efter § 176 a i serviceloven.

En borger, der har ophold på et herberg m.v. efter § 110 i serviceloven, vil kunne modtage støtte under opholdet på herberget m.v. efter andre bestemmelser i serviceloven eller anden lovgivning, der er visiteret af borgerens oprindelige handlekommune.

Derfor vil den foreslåede bestemmelse om handlekommuneskift udelukkende gælde handleforpligtelsen, for så vidt angår afgørelser, der vil skulle træffes for borgeren i forbindelse med udskrivning fra herberget m.v. efter § 110 efter servicelovens § 110, stk. 5, herunder forpligtelsen til at visitere borgeren til støtte efter § 85 a.

Borgeren vil dermed ikke miste øvrig støtte, som borgeren eventuelt modtager under opholdet på herberget m.v. efter § 110, når aftalen om handlekommuneskift får virkning.

Med henblik på at kunne træffe afgørelse om borgerens støttebehov, når borgeren skal udskrives fra et herberg m.v. efter § 110, vil den nye handlekommune under overholdelse af gældende databeskyttelsesregler og forvaltningsloven kunne indhente oplysninger fra borgerens tidligere handle- og betalingskommune om, hvorvidt vedkommende modtager øvrig støtte efter serviceloven eller anden lovgivning for at kunne afgøre, hvilken støtte borgeren vil skulle modtage.

Det vil være frivilligt for kommunerne at indgå en aftale om at skifte handlekommune. Det betyder samtidig, at den kommune, der rettes henvendelse til med ønske om at indgå aftalen, vil kunne afvise at indgå en sådan aftale. Kommunen vil ligeledes ikke være forpligtet til at foretage en konkret og individuel vurdering af, om der bør indgås en aftale.

Eftersom den foreslåede bestemmelse vil være frivillig for kommunerne at indgå, vil det også være op til de involverede kommuner at fastsætte nærmere krav og betingelser for aftalen, f.eks. om aftalen automatisk bortfalder, hvis borgeren ikke flytter fra herberget m.v. inden for en bestemt periode, eller hvis borgeren efter indgåelse af aftalen tilkendegiver, at borgeren alligevel ikke ønsker at flytte i egen bolig i den kommune, der efter indgåelsen af aftalen er blevet ny handlekommune for borgeren.

Med lov nr. 482 af 12. maj 2023 om omlægning af indsatsen mod hjemløshed og udvidelse af ordning om udslusningsboliger og indretning af bofællesskaber m.v. er der skabt et incitament til at iværksætte bostøtte efter støttemetoderne fra Housing First-tilgangen for borgere, der skal over i egen bolig efter ophold på et herberg m.v. efter § 110. Dette incitament gør sig gældende ved, at der er indført en tidsbegrænsning for refusion for udgifter til ophold på herberger m.v. samtidig med, at der er indført refusion for udgifter til bostøtte efter Housing First-tilgangen.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at de incitamenter, der er skabt med omlægningen af indsatsen mod hjemløshed også er gældende i de tilfælde, hvor en borger ønsker at flytte til en anden kommune end borgerens oprindelige handlekommune.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af § 9, stk. 13 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven), at Ankestyrelsen i tilfælde, hvor det ikke følger af § 9, stk. 1-10, hvilken kommune der er handlekommune for en borger på baggrund af borgerens tilknytning kan træffe afgørelse om, hvilken kommune der er handlekommune eller midlertidig handlekommune for borgeren. Ankestyrelsen kan afvise åbenbart ubegrundede anmodninger herom.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med lovforslagets § 2, nr. 3, indsættes en ny bestemmelse i retssikkerhedslovens § 9, således at henvisningen til § 9, stk. 1-10, i § 9, stk. 13, ændres til § 9, stk. 1-11.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.