LOV nr 742 af 20/06/2025
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om vandforsyning m.v., lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. og vandsektorloven (Spildevandsforsyningsselskabernes håndtering af terrænnært grundvand ved grundvandssænkende foranstaltninger og takstfinansiering heraf og ændrede regler om tilladelse til bortledning eller anden sænkning af grundvand) § 4
I vandsektorloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 265 af 6. marts 2025, som ændret ved § 1 i lov nr. 132 af 16. februar 2016, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 8, nr. 4, indsættes efter »betaling«: »og håndtering af terrænnært grundvand mod betaling«.
2. To steder i § 15, stk. 2, 1. pkt., og i 2. pkt. indsættes efter »spildevand«: »eller terrænnært grundvand«.
Forarbejder til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om vandforsyning m.v., lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. og vandsektorloven (Spildevandsforsyningsselskabernes håndtering af terrænnært grundvand ved grundvandssænkende foranstaltninger og takstfinansiering heraf og ændrede regler om tilladelse til bortledning eller anden sænkning af grundvand) § 4
Til nr. 1
I vandsektorlovens § 2, stk. 8, nr. 4, er »spildevandsforsyningsaktivitet« defineret som: Transport, behandling eller afledning af spildevand mod betaling.
I § 3, nr. 1, i spildevandsbekendtgørelsen er »spildevand« defineret som: Spildevand: Alt vand, der afledes fra beboelse, virksomheder, øvrig bebyggelse og befæstede arealer.
For nærmere om definitionen af spildevand henvises der til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Spildevandsforsyningsselskaberne har ikke efter den gældende definition af »spildevandsforsyningsaktivitet« i vandsektorlovens § 2, stk. 8, nr. 4, kunne foretage grundvandssænkende foranstaltninger og dermed håndtere terrænnært grundvand mod betaling.
Det foreslås i vandsektorlovens § 2, stk. 8, nr. 4, at der efter »betaling« indsættes: », og håndtering af terrænnært grundvand mod betaling«.
Den foreslåede ændring i vandsektorlovens § 2, stk. 8, nr. 4, er en forudsætning for, at spildevandsforsyningsselskaberne vil kunne opfylde den udvidede forsyningspligt med grundvandssænkende foranstaltninger vedrørende terrænnært grundvand efter den foreslåede § 32 b, stk. 2, i miljøbeskyttelsesloven, hvis forsyningen af området er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt, jf. lovforslagets § 1, nr. 11 og 19, og bemærkningerne hertil.
Den foreslåede ændring vil medføre, at spildevandsforsyningsselskaberne mod betaling vil kunne håndtere terrænnært grundvand, herunder etablere og drive kollektive grundvandssænkende foranstaltninger, og selskaberne vil endvidere kunne foretage transport, behandling og afledning af terrænnært grundvand samt foretage beregninger af samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed, som vil være en forudsætning for iværksættelse af projekter vedrørende terrænnært grundvand.
Den foreslåede ændring af vandsektorlovens § 2, stk. 8, nr. 4, skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af spildevandsbetalingslovens § 1, stk. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 1, og bemærkninger hertil. Spildevandsforsyningsselskabet vil dermed kunne indregne udgifter forbundet med grundvandssænkende foranstaltninger vedrørende terrænnært grundvand i bidrag efter spildevandsbetalingslovens § 1, stk. 4, fordi selskabet vil kunne håndtere terrænnært grundvand som en del af dets spildevandsforsyningsaktivitet, som defineres i vandsektorlovens § 2, stk. 8, nr. 4.
Til nr. 2
Ifølge § 15, stk. 1, i vandsektorloven kan kommuner kun deltage i aktiviteter forbundet med vand- eller spildevandsforsyning omfattet af lovens § 2, stk. 1, nr. 1, hvis aktiviteterne udøves i et eller flere selskaber, som drives i aktie- eller anpartsselskabsform.
Efter § 15, stk. 2, i vandsektorloven kan en kommune indgå aftale med et spildevandsforsyningsselskab om, at selskabet etablerer og opretholder et højere serviceniveau i selskabets håndtering af spildevand end det, selskabet er forpligtet til, eller at selskabet etablerer og driver anlæg til håndtering af spildevand, som samlet set er dyrere end nødvendigt til varetagelse af selskabets opgaver, jf. § 1, stk. 5, i spildevandsbetalingsloven. En kommune kan endvidere indgå aftale med et spildevandsforsyningsselskab om, at kommunen forestår etablering eller drift af projekter i kommunale anlæg, selv om projektet helt eller delvis har til formål at bidrage til spildevandsforsyningsselskabets håndtering af spildevand.
Vandsektorlovens § 15, stk. 2, medfører, at vandsektorlovens § 15, stk. 1, ikke afskærer kommunerne fra at indgå aftaler som omhandlet i spildevandsbetalingslovens § 1, stk. 5, eller aftaler om, at kommunen forestår etablering eller drift af projekter i kommunale anlæg, selv om projektet helt eller delvis har til formål at bidrage til selskabets opgaveløsning.
Det foreslås to steder i vandsektorlovens § 15, stk. 2, 1. pkt., og i 2. pkt. , efter »spildevand« at indsætte: »eller terrænnært grundvand«.
Formålet med de foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med, at terrænnært grundvand foreslås indsat i spildevandsbetalingslovens § 1, stk. 5, jf. lovforslagets § 3, nr. 2. Ændringen vil bl.a. medføre, at kommuner kan indgå aftaler med spildevandsforsyningsselskabet om dyrere løsninger, jf. spildevandsbetalingslovens § 1, stk. 5, vedrørende terrænnært grundvand. Kommunen vil også kunne indgå aftale med et spildevandsforsyningsselskab om, at kommunen forestår etablering og drift af projekter i kommunale anlæg, selv om projektet helt eller delvist har til formål at bidrage til selskabets håndtering af spildevand eller terrænnært grundvand.