LOV nr 1746 af 27/12/2016
Børne- og Undervisningsministeriet
Lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse og forskellige andre love (Indførelse af folkeskolens afgangseksamen, adgangskrav til erhvervsuddannelserne og ændringer som følge af lovgivning om de gymnasiale uddannelsers indhold m.v.) § 4
I lov om pædagogikum i de gymnasiale uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1276 af 11. november 2013, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 2, ændres »studentereksamen (stx), uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf), uddannelsen til højere handelseksamen (hhx) og uddannelsen til højere teknisk eksamen (htx)« til: »almen studentereksamen, uddannelsen til hf-eksamen, gymnasial enkeltfagsundervisning (hf-enkeltfag), uddannelsen til merkantil studentereksamen og uddannelsen til teknisk studentereksamen«.
2. Efter § 18 indsættes i kapitel 6:
»§ 18 a. Har undervisningsministeren bemyndiget en styrelse under Undervisningsministeriet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren, kan ministeren fastsætte regler om fremgangsmåden ved og adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelsen, herunder om, at afgørelsen ikke kan indbringes for ministeren.«
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
| Lov | Paragraffer |
|---|---|
| PædagogikumlovenLBK nr 786 af 21/06/2017 |
Forarbejder til Lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse og forskellige andre love (Indførelse af folkeskolens afgangseksamen, adgangskrav til erhvervsuddannelserne og ændringer som følge af lovgivning om de gymnasiale uddannelsers indhold m.v.) § 4
Til nr. 1
Efter den gældende bestemmelse i § 1, stk. 2, i lov om pædagogikum i de gymnasiale uddannelser forstås i denne lov ved gymnasiale uddannelser uddannelsen til studentereksamen (stx), uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf), uddannelsen til højere handelseksamen (hhx) og uddannelsen til højere teknisk eksamen (htx).
Med den foreslåede ændring af uddannelsesbetegnelserne i bestemmelsen er der tale om en konsekvensændring som følge af, at det med aftale af 3. juni 2016 om styrkede gymnasiale uddannelser blev aftalt at justere uddannelsesbetegnelserne, jf. det samtidig fremsatte forslag til lov om de gymnasiale uddannelser.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Der findes ikke særskilte bestemmelser i lov om pædagogikum i de gymnasiale uddannelser om den interne organisering og fordeling af opgaver på Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings område, herunder i forhold til afskæring af klage, hvor ministeren for børn, undervisning og ligestilling har henlagt behandling af klagesager til en styrelse.
Efter den foreslåede bestemmelse, der er ny i lov om pædagogikum i de gymnasiale uddannelser, reguleres klageforholdene i de tilfælde, hvor ministeren for børn, undervisning og ligestilling har henlagt opgaver efter loven til en styrelse under ministerens instruktion. F.eks. er opgaver vedrørende tilsyn i dag henlagt til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Det foreslås med bestemmelsen, at ministeren for børn, undervisning og ligestilling her kan fastsætte regler om fremgangsmåde ved indgivelse af klager, herunder fx at en klage først skal sendes til styrelsen, der så skal vurdere sagen med henblik på, om afgørelsen skal ændres, eller klagen sendes videre til ministeriet med styrelsens udtalelse, eller fastsætte regler om, at afgørelser truffet af styrelser under Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling ikke kan påklages til ministeriet, så styrelsens afgørelse bliver den endelige administrative afgørelse af sagen.
Bestemmelsen giver ikke hjemmel til at afskære klageadgang, der i øvrigt følger af lovgivningen.
Bestemmelsen indføres for at bringe lov om pædagogikum i de gymnasiale uddannelser i overensstemmelse med den nyere lovgivningspraksis på Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings område, jf. § 36 i lov om kombineret ungdomsuddannelse, § 21 a i lov om produktionsskoler, § 40 b i lov om friskoler og private grundskoler mv., § 49 a lov om efterskoler og frie fagskoler, § 7 i lov om udbud af ungdomsuddannelser i udlandet og § 18, stk. 3, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. En tilsvarende bestemmelse er i § 73 i det samtidig fremsatte forslag til lov om de gymnasiale uddannelser.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.15 og pkt. 5 i de almindelige bemærkninger.