Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 295 af 20/03/2023

Beskæftigelsesministeriet

Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge og forskellige andre love (Mere målrettede tilbud, udvidet mulighed for samtaler over video eller telefon, forenkling af opfølgning ved skærpet tilsyn m.v.) § 7

I lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 234 af 10. februar 2022, som ændret ved § 2 i lov nr. 371 af 28. marts 2022, § 7 i lov nr. 452 af 20. april 2022, § 3 i lov nr. 831 af 14. juni 2022 og § 1 i lov nr. 878 af 21. juni 2022, foretages følgende ændringer:

1. I § 55, stk. 5, ændres »Perioden på 3 år eller højst 1½ år efter henholdsvis stk. 1 og 2« til: »Perioderne på 3 år eller 2 år efter stk. 1, 1. og 2. pkt., og perioden på højst 1½ år efter stk. 2«.

2. § 74 j, stk. 4, 6. og 7. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

»Indberetning sker elektronisk til Skatteforvaltningen, som stiller oplysningerne til rådighed for arbejdsløshedskasserne vedrørende deres egne medlemmer.«

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge og forskellige andre love (Mere målrettede tilbud, udvidet mulighed for samtaler over video eller telefon, forenkling af opfølgning ved skærpet tilsyn m.v.) § 7

Til nr. 1

Det følger af § 55, stk. 5, 1. pkt., i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at den periode på 3 år eller 1½ år for den fleksible forlængede dagpengeperiode inden for hvilken dagpengeperioden skal være forbrugt (referenceperioden), opgøres i hele måneder.

Ved lov nr. 878 af 21. juni 2022 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om sygedagpenge og barselsloven (Indførelse af et beskæftigelsestillæg, nedsættelse af dagpengeperioden for dimittender, nedsættelse af dimittendsatsen for ikke-forsørgere, indførelse af et sprogkrav til modtagere af dimittenddagpenge m.v.), er § 55, stk. 5, i loven ændret som led i implementeringen af aftale om en reformpakke for dansk økonomi, Hurtigere i job, et stærkere arbejdsmarked, investeringer i fremtiden og innovative virksomheder indgået mellem Regeringen (Socialdemokratiet) og Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne den 21. januar 2022.

Det fremgår herefter af den ændrede bestemmelse, at ”Perioderne på 3 år eller 2 år efter stk. 1, 1. og 2. pkt., og perioden på højst 1½ år efter stk. 2 opgøres i timer i hele måneder, og der…”

Formuleringen ”opgøres i timer” er en følge af en fejlagtig korrektur.

Det bemærkes, at bestemmelsen endnu ikke er trådt i kraft. Beskæftigelsesministeren har efter § 4, stk. 1, i ovennævnte lovændring bemyndigelse til at sætte loven i kraft, hvilket endnu ikke er sket.

Det foreslås derfor, at ændringen af § 55, stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. rettes til.

Det foreslås konkret, at i § 55, stk. 5, ændres » Perioden på 3 år eller højst 1½ år efter henholdsvis stk. 1 og 2« til: » Perioderne på 3 år eller 2 år efter stk. 1, 1. pkt. og 2. pkt., og perioden på højst 1½ år efter stk. 2,«.

Forslaget betyder, at bestemmelsen konsekvensændres som følge af det vedtagne forslag i § 1, nr. 8, i lov nr. 878 af 21. juni 2022 således, at forbruget af referenceperioderne på 3 år eller 2 år efter stk. 1, 1. og 2. pkt. vedrørende henholdsvis dagpengemodtagere og dagpengemodtagere på dimittendvilkår samt perioden på højst 1½ år efter stk. 2, om fleksibel forlængelse af dagpengeperioden vil blive opgjort i måneder. Forslaget betyder, at de nævnte referenceperioder vil blive opgjort i måneder.

Til nr. 2

Efter den gældende § 74 j, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. har pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser m.v. samt offentlige myndigheder, der forvalter pensionsordninger, som skal indgå ved beregningen af fradrag i efterløn, pligt til at foretage indberetning af værdien af de omfattede pensionsrettigheder kort før det tidspunkt, hvor medlemmet når efterlønsalderen.

Det følger af § 74 j, stk. 4, 6. og 7. pkt., at indberetningen sker elektronisk til Skatteforvaltningen, der videregiver oplysningerne i elektronisk form til Beskæftigelsesministeriet, nærmere bestemt Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering samkører oplysningerne om pensionsrettigheder med medlemsoplysninger og videregiver oplysningerne om pensionsrettigheder til relevante arbejdsløshedskasse. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til pkt. 3.2.1.

Det foreslås, at den gældende § 74 j, stk. 4, 6. og 7. pkt., ophæves, og i stedet indsættes som et nyt 6. pkt. , at indberetning af oplysninger om pensionsrettigheder vil skulle ske elektronisk til Skatteforvaltningen, som vil stille oplysningerne til rådighed for arbejdsløshedskasserne vedrørende deres egne medlemmer.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at Skatteforvaltningen fra den 1. januar 2023 udstiller oplysninger om pensionsrettigheder, som pengeinstitutter m.fl. skal indberette til Skatteministeriet, via dataudvekslingsplatformen DUPLA.

Forslaget betyder, at arbejdsløshedskasserne via DUPLA vil få direkte adgang til pensionsoplysninger om egne medlemmer, som er tæt på at nå efterlønsalderen.

Forslaget betyder videre, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ikke længere vil skulle videregive pensionsoplysninger til arbejdsløshedskasserne, og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering vil dermed ikke længere have behov for at modtage oplysninger om pensionsrettigheder fra Skatteforvaltningen.

Forslaget betyder endvidere, at arbejdsløshedskasserne med forslaget tidligere end i dag vil kunne få oplysning om medlemmernes pensionsordninger og dermed hurtigere kunne sende pensionsopgørelsen til medlemmerne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.5. i lovforslagets almindelige bemærkninger.