Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 295 af 20/03/2023

Beskæftigelsesministeriet

Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge og forskellige andre love (Mere målrettede tilbud, udvidet mulighed for samtaler over video eller telefon, forenkling af opfølgning ved skærpet tilsyn m.v.) § 3

I lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1294 af 20. september 2022, foretages følgende ændringer:

1. Overskriften før § 4 og § 4 ophæves.

2. § 22 c, 2. og 3. pkt., ophæves.

3. I § 22 f, nr. 3, ændres »§§ 22 c og 22 e« til: »§ 22 e«.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge og forskellige andre love (Mere målrettede tilbud, udvidet mulighed for samtaler over video eller telefon, forenkling af opfølgning ved skærpet tilsyn m.v.) § 3

Til nr. 1

I lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. er der før § 4 en overskrift med teksten ”Beskæftigelsesplan og resultatrevision”.

Efter lovens § 4, stk. 1, vedtager kommunalbestyrelsen hvert år senest den 31. december med udgangspunkt i de vejledende beskæftigelsespolitiske mål, der er udmeldt af beskæftigelsesministeren, jf. § 19, en beskæftigelsesplan for det kommende års beskæftigelsesindsats.

I beskæftigelsesplanen indgår en beskrivelse af, hvordan kommunen arbejder med rådgivning og information om repatriering efter repatrieringsloven, jf. § 4, stk. 2, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

Det fremgår af lovens § 4, stk. 3, at der i grundlaget for udarbejdelse af beskæftigelsesplanen indgår en resultatrevision, som viser resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen i jobcenteret i det forudgående år.

Efter lovens § 4, stk. 4, sender kommunalbestyrelsen umiddelbart efter vedtagelsen beskæftigelsesplanen til det regionale arbejdsmarkedsråd til orientering.

Der henvises til pkt. 2.4.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at lovens overskrift før § 4 og § 4 om, at kommunalbestyrelsen årligt skal udarbejde en beskæftigelsesplan og resultatrevision ophæves.

Forslaget indebærer, at kravet om, at kommunalbestyrelsen årligt skal udarbejde en beskæftigelsesplan og resultatrevision bliver afskaffet. Kommunerne vil fortsat have mulighed for at udarbejde en beskæftigelsesplan og resultatrevision, hvis kommunen ønsker det.

Det foreslås, at repatrieringsindsatsen fortsat prioriteres ved at fastholde kravet om, at kommunalbestyrelsen skal beskrive, hvordan kommunen arbejder med rådgivning og information om repatriering efter repatrieringsloven, jf. den gældende lov § 4, stk. 2. Det foreslås derfor, at kravet om, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en beskrivelse heraf videreføres, jf. lovforslagets § 5, nr. 1.

Til nr. 2

Det fremgår af § 22 c i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., at en kommune, der er omfattet af et skærpet tilsyn, skal sende en redegørelse til beskæftigelsesministeren om, hvilke initiativer kommunen har iværksat eller vil iværksætte for at leve op til de fastsatte fokusmål, og en plan for, hvornår målene vil være nået. Redegørelsen skal indeholde resultatet af en uvildig sagsgennemgang for målgrupper, hvor kommunen ikke lever op til fokusmålene. Kommunen afholder udgifterne til sagsgennemgangen.

Det foreslås, at § 22 c, 2. og 3. pkt. , ophæves.

Forslaget betyder, at kommuner, der bliver omfattet af skærpet tilsyn, fremover ikke vil have pligt til at få foretaget og betale for en uvildig sagsgennemgang. Det vil være op til den enkelte kommune at vurdere, om der i forbindelse med udarbejdelse af redegørelse og handlingsplan er behov for en sagsgennemgang for at afdække, hvad der ligger til grund for den mangelfulde indsats. Der henvises til punkt 2.3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Beskæftigelsesministeren er efter § 22, nr. 3, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om den uvildige sagsgennemgang, der skal foretages efter bestemmelserne i lovens § 22 c om kommuner, der omfattes af skærpet tilsyn, og § 22 f om kommuner, som ikke har opfyldt fokusmålene i et gennemsnit over de seneste 12 måneder efter udløbet af genopretningsperioden.

Det foreslås, at paragrafhenvisningen »§§ 22 c og 22 e « i lovens § 22 f, nr. 3, ændres til: »§ 22 e« .

Forslaget er en konsekvens af, at kravet om sagsgennemgang efter lovens § 22 c foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 3, nr. 2. Bemyndigelsen i § 22, nr. 3, vil fremover således alene dreje sig om sagsgennemgang i kommuner, der ikke får genoprettet indsatsen tilstrækkeligt efter at være blevet omfattet af skærpet tilsyn.