Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1769 af 28/12/2023

Beskæftigelsesministeriet

Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om social pension, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Mulighed for dispensation til eksport af pensionstillæg m.v., forenklet beregning af fleksløntilskud, herunder i forhold til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste m.v., og ændring af mellemkommunal refusion for førtidspension og seniorpension) § 7

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2024.

Stk. 2. Ansøgning om pensionstillæg efter denne lov kan tidligst indgives til Udbetaling Danmark fra og med den 1. januar 2024. Indgives ansøgning herom til Udbetaling Danmark senest den 30. juni 2024, vil pensionstillægget kunne udbetales fra den 1. januar 2024, hvis personen i øvrigt opfylder betingelserne herfor. Indgives ansøgning herom den 1. juli 2024 eller senere, opnås ret til pensionstillæg med virkning fra den 1. i måneden efter at Udbetaling Danmark træffer afgørelse i sagen, hvis personen i øvrigt opfylder betingelserne herfor.

Stk. 3. Stk. 2 omfatter ligeledes personer, der på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse modtager folkepension eller førtidspension, og som har bopæl i et EU-/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien.

Stk. 4. § 9 c, stk. 8, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område som affattet ved denne lovs § 4, nr. 1, jf. dog stk. 5, finder anvendelse fra og med den 1. januar 2024 og omfatter sager, hvor en pensionist opholder sig i en boform m.v., som fremgår af § 9 c, stk. 1-6, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og hvor der er ret til refusion for opholdet efter lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, men hvor retten til refusion for udgifterne til førtidspension og seniorpension er ophørt, eller hvor retten til refusion er udskudt efter det gældende § 9 c, stk. 8, 3. pkt., i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Dette vil også gælde for sager, hvor 6-årsreglen har været udskudt, jf. det gældende § 9 c, stk. 8, 3. pkt., i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 5. I sager, hvor retten til refusion for førtidspension og seniorpension er ophørt fra og med den 1. januar 2021, men hvor pensionisten fortsat opholder sig i en boform m.v., som fremgår af § 9 c, stk. 1-6, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, har kommunen endvidere ret til refusion for udgifter til førtidspension og seniorpension fra ophøret af refusionen og frem til den 31. december 2023 fra den kommune, som var handlekommune på tidspunktet, hvor pensionisten fik ophold i en boform efter § 9 c, stk. 2-6, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 6. I sager, hvor pensionisten ikke længere har ophold i en boform m.v. efter § 9 c, stk. 2-6, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, vil handlekommunen have ret til refusion for udgifterne til førtidspension eller seniorpension i 6 år fra fraflytningen fra den kommune, som tilkendte førtidspension eller var handlekommune på tidspunktet for tilkendelse af seniorpension, jf. de gældende § 9 c, stk. 8, 1. og 2. pkt., i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 7. Stk. 4-6 finder tilsvarende anvendelse i sager, der er omfattet af § 30, stk. 5, 2. pkt., i lov nr. 994 af 30. august 2015 om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne.

/ Ane Halsboe-Jørgensen
Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om social pension, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Mulighed for dispensation til eksport af pensionstillæg m.v., forenklet beregning af fleksløntilskud, herunder i forhold til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste m.v., og ændring af mellemkommunal refusion for førtidspension og seniorpension) § 7

Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2024.

Det foreslås i stk. 2, at ansøgning efter denne lov tidligst indgives til Udbetaling Danmark fra og med den 1. januar 2024. Indgives ansøgning herom til Udbetaling Danmark senest den 30. juni 2024, vil pensionstillægget kunne udbetales fra den 1. januar 2024, hvis personen i øvrigt opfylder betingelserne herfor. Indgives ansøgning herom den 1. juli 2024 eller senere, opnås ret til pensionstillæg med virkning fra den 1. i måneden efter, at Udbetaling Danmark træffer afgørelse i sagen, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Lovændringen vil medføre administrative og implementeringsmæssige ændringer for Udbetaling Danmark, hvorfor der først vil kunne indgives ansøgning pr. 1. januar 2024. Henset, at der er sagsbehandlingstid forslås det, at der vil kunne opnås ret til pensionstillægget pr. 1. januar 2024 i en overgangsperiode frem til 30. juni 2024.

Det vil betyde, at der tidligst vil kunne blive ansøgt om og udbetalt pensionstillæg efter denne lov fra og med den 1. januar 2024. Udbetaling Danmark vil skulle orientere den potentielt berørte personkreds om ændringen, inklusiv personer, der er bosiddende i et EU-/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien, som kun modtager grundbeløbet.

Ansøgningen skal indgives til Udbetaling Danmark senest den 30. juni 2024. Såfremt ansøgningen indgives senest den 30. juni 2024, vil tillægget kunne udbetales til lovændringens forventede ikrafttrædelse den 1. januar 2024. Hensynet til, at der vil kunne ansøges i perioden fra den 1. januar 2024 til og med den 30. juni 2024 og få udbetalt pensionstillægget fra lovens ikrafttrædelse er, at de udenlandske bosiddende pensionister skal have mulighed for, inden for en rimelig tidsperiode, at opnå ret til pensionstillægget fra lovens ikrafttrædelse. Indgives ansøgning om tillæg efter den 30. juni 2024 vil det betyde, at tillæg vil kunne udbetales med virkning fra den 1. i måneden efter, at Udbetaling Danmark har truffet afgørelse i sagen, dog senest med virkning fra den 1. i måneden efter, der er gået 6 måneder efter ansøgningens indgivelse.

Førtidspensionister, der efter ansøgning har fået ret til at bevare eller modtage pensionstillægget i et EU-/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien og som efterfølgende overgår til folkepension, bibeholder pensionstillægget og vil ikke skulle ansøge herom på ny.

Det foreslås i stk. 3, at stk. 2 ligeledes omfatter personer, der på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse modtager folkepension eller førtidspension og som har bopæl i et EU-/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien.

Det vil betyde, at personer, der på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse allerede bor i et EU-/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien, vil have mulighed for at kunne ansøge Udbetaling Danmark om at kunne modtage pensionstillægget.

Såfremt en person flytter fra ét EU-/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien til et andet efter at have fået tillagt pensionstillægget, vil personen bevare retten til tillægget og vil således ikke skulle ansøge om pensionstillægget på ny. Hvis personen derimod flytter til et tredje land, hvorved retten til tillægget mistes, vil personen ved en eventuel tilbageflytning til EU-/EØS, Schweiz eller Storbritannien skulle indgive en ny ansøgning til Udbetaling Danmark om at modtage tillægget på ny.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at § 9 c, stk. 8, 4.-7. pkt., har virkning fra og med den 1. januar 2021 for sager, hvor bestemmelsen om udskudt ret til mellemkommunal refusion for udgifter til førtids- eller seniorpension efter den gældende § 9 c, stk. 8, 3. pkt., finder anvendelse, fordi en pensionist den 1. januar 2021 eller senere er flyttet til en ny handlekommune i en af de situationer, der fremgår af § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven.

Det betyder, at forslaget til ændringen af § 9 c, stk. 8, 4.-7. pkt., for de sager, hvor der fra og med den 1. januar 2021 eller senere er en refusionsret efter 6-årsreglen for en pensionist, der fortsat er i en boform m.v., som er omfattet af § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven, vil have virkning fra den 1. januar 2021. Det vil sige, at hvis en kommune fra og med den 1. januar 2021 eller efterfølgende har fået ret til refusion efter 6-årsreglen, fordi en pensionist omfattet af § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven fraflyttede kommunen, skal sagen behandles efter de foreslåede regler i § 4, nr. 1, i forhold til, hvilket pkt. i den foreslåede § 9 c, stk. 8, refusionsretten følger af. Dermed vil refusionsretten bestå, så længe pensionisten bor i en af de omhandlede boformer i stedet for at bortfalde efter seks år.

Eksempel: En kommune (1) har i 2020 tilkendt en person førtidspension og samtidig medvirket til, at personen fik ophold i en institution i kommune 2. Den 1. januar 2022 flyttes personen til et nyt opholdssted i kommune 3. Kommune 3 har efter gældende regler ret til refusion efter institutionsreglen for udgifterne til opholdet. For pensionen er der efter gældende regler kun ret til refusion i seks år fra flytningen efter 6-årsreglen. Med den foreslåede ændring vil der efter institutionsreglen, så længe opholdet varer, være ret til refusion også for udgifterne til førtidspension. Det vil sige, at retten til refusion for pensionen ikke vil ophøre, inden opholdet ophører.

Det vil sige, at kommuner, der som følge af Ankestyrelsens ændrede praksis, som følge af Retten i Horsens dom af 8. december 2016 – sag nr. BS8B-318/2016 i forhold til § 9 c, stk. 8, jf. ovenfor under afsnit 2.6.2, den 1. januar 2021 eller senere har fået ret til refusion for udgifter til førtids- eller seniorpension efter 6-årsreglen, dermed som udgangspunkt vil kunne få ændret og forlænget deres ret til refusion, fordi de i stedet vil få ret til refusion efter institutionsreglen, så længe opholdet/opholdene varer.

Det betyder også, at sager, hvor 6-årsreglen har været anvendt, men de seks år er afviklet før den 1. januar 2024, ikke vil blive omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 9 c, stk. 8, 4.-7. pkt. Sådanne sager, hvor refusionen for førtids- eller seniorpension allerede er ophørt inden den 1. januar 2024 efter de hidtil gældende regler, vil ikke skulle genoptages, og retten til refusion vil heller ikke genopstå fremadrettet.

Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at for sager, hvor bestemmelsen om udskudt ret til mellemkommunal refusion for udgifter til førtids- eller seniorpension efter den gældende § 9 c, stk. 8, 3. pkt., finder anvendelse, fordi en pensionist inden den 1. januar 2021 er flyttet til en ny handlekommune i en af de situationer, der fremgår af § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Det betyder, at for sager, hvor flere end to kommuner er involverede, og hvor de seks år efter 6-årsreglen begyndte at løbe inden

  1. januar 2021, vil der være ret til refusion efter 6-årsreglen, indtil de seks år er gået. Refusionsretten skal dermed ikke ændres til at ske efter institutionsreglen, og bliver heller ikke forlænget. Det skal bemærkes, at der ikke ændres på, at kommunen fortsat vil have ret til at få refusion af udgifterne til anbringelsen.

Eksempel: Kommune 1 har i 2015 tilkendt en person førtidspension og samtidig medvirket til, at personen fik ophold i en institution i kommune 2. Den 1. januar 2019 flyttes personen til en ny institution i kommune 3. Kommune 3 har ret til refusion efter institutionsreglen for udgifterne til opholdet og efter 6-årsreglen ret til refusion i seks år fra flytningen til kommune 3 for udgifterne til førtidspension. Efter forslaget vil kommunens refusionsret for pensionen fortsætte efter de gældende regler, til de seks år er gået.

Det foreslås i stk. 5, at stk. 4 finder tilsvarende anvendelse for sager, der er omfattet af § 30, stk. 5, 2. pkt. i lov nr. 994 af 30. august 2015 om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne, dog således at de seks år regnes fra tispunktet for tilkendelsen af førtidspensionen.

Der henvises til bemærkningerne til stk. 4.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, idet det bemærkes, at lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om lov om sygedagpenge og lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne ikke gælder på Færøerne eller i Grønland og ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.