Lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om Familieretshuset, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Afskaffelse af tvungen delt bopæl og opfølgning på etableringen af det nye familieretlige system m.v.) § 4

Forarbejder til Lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om Familieretshuset, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Afskaffelse af tvungen delt bopæl og opfølgning på etableringen af det nye familieretlige system m.v.) § 4

Til nr. 1

Har forældre fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold efter § 3, stk. 1, 1. pkt., i forældreansvarsloven enighed mellem forældrene. Den forælder, som barnet har bopæl hos, kan efter bestemmelsens 2. pkt. træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal være.

Har barnet delt bopæl, følger det af § 3, stk. 1, 3. pkt., i forældreansvarsloven, at afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv efter bestemmelsens 2. pkt. kræver enighed mellem forældrene. Delt bopæl kan etableres på to måder: Efter § 17, stk. 3, i forældreansvarsloven har et barn af samlevende forældre med fælles forældremyndighed delt bopæl i de første tre måneder efter forældrenes samlivsophævelse, medmindre forældrene er enige om barnets bopæl, og efter lovens § 18 a, stk. 1, kan forældre, der har fælles forældremyndighed, aftale, at barnet har delt bopæl.

Det foreslås, at henvisningen til § 17, stk. 3, i forældreansvarsloven i § 3, stk. 1., 3. pkt., i forældreansvarsloven udgår.

Forslaget er en konsekvens af den ved lovforslagets § 4, nr. 5, foreslåede ophævelse af § 17, stk. 3, i forældreansvarsloven. Der henvises til denne bestemmelse og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1, samt til lovforslagets § 4, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 2

§§ 6 og 7 i forældreansvarsloven indeholder regler om placeringen af forældremyndigheden over et barn, når der ikke er truffet afgørelse herom.

Efter lovens § 6, stk. 1, har forældre, der er gift med hinanden, fælles forældremyndighed. Er ægtefællerne separeret ved barnets fødsel, har moren dog efter bestemmelsens stk. 2 forældremyndigheden alene. Stk. 2 gælder dog efter bestemmelsens nr. 1 ikke, hvis den separerede mand eller medmor ifølge anerkendelse eller dom anses som henholdsvis barnets far eller medmor.

Efter § 7, stk. 3, i forældreansvarsloven har forældre, der ikke er gift med hinanden, fælles forældremyndighed, hvis en mand anses for far eller en kvinde som medmor til et barn ifølge anerkendelse eller dom, og forældrene har eller har haft fælles folkeregisteradresse inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel.

Som led i etableringen af det nye familieretlige system blev børneloven ændret ved § 6 i 2018-følgeloven. I den forbindelse blev der i børneloven som § 32 a, stk. 2, indsat en bestemmelse, hvorefter afgørelser om faderskab og medmoderskab træffes efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i Familieretshusloven af Familieretshuset eller familieretten.

Sager om faderskab eller medmoderskab behandles efter § 26 i Familieretshusloven af Familieretshuset, der foretager oplysning af sagen og tilbyder parterne rådgivning og konflikthåndtering. Finder parterne ikke en løsning på deres uenighed, træffer Familieretshuset afgørelse i sagen. Det følger dog af lovens § 27, stk. 2, nr. 1, at Familieretshuset indbringer en sag om faderskab eller medmoderskab for familieretten til afgørelse, når sagen indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger.

Det foreslås, at i § 6, stk. 2, nr. 1, og § 7, stk. 3, i forældreansvarsloven ændres ”dom” til ”afgørelse”.

Forslaget betyder, at det klart fremgår af bestemmelserne, at de også finder anvendelse, når Familieretshuset træffer afgørelse om faderskab eller medmoderskab.

Begrundelsen for forslaget er, at sager om faderskab og medmoderskab ikke længere kun træffes ved dom, men også ved en administrativ afgørelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.

Til nr. 3

§ 13, stk. 1, i forældreansvarsloven giver forældre mulighed for at aftale, at forældremyndigheden skal overføres fra den ene forælder til den anden. Aftalen skal anmeldes til Familieretshuset for at være gyldig. Er en sag om forældremyndighed indbragt for familieretten, kan anmeldelse ske hertil.

Efter lovens § 13, stk. 2, kan forældremyndigheden ved aftale godkendt af Familieretshuset eller familieretten overføres til andre end barnets forældre. Forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar eller et samlevende par i forening, herunder til den ene forælder og dennes ægtefælle eller samlever. Bestemmelsen giver også en forælder, der har forældremyndigheden alene, mulighed for at aftale fælles forældremyndighed med sin ægtefælle eller samlever.

Bestemmelserne i § 13, stk. 1 og 2, giver således mulighed for at indgå aftaler om placeringen af forældremyndighed i en række forskellige situationer. En aftale er dog efter bestemmelsens stk. 3 ikke gyldig, hvis aftalen er indgået inden barnets fødsel, eller aftalen er betinget eller tidsbegrænset. Endvidere er en aftale efter stk. 2 ikke gyldig, hvis der ydes vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste til forældremyndighedens indehaver.

Forældreansvarsloven indeholder ikke hjemmel til, at der kan indgås aftaler om placeringen af forældremyndighed i alle situationer. Eksempelvis kan der ikke aftales fælles forældremyndighed i følgende situation: Den ene forælder og dennes ægtefælle eller samlever har fået fælles forældremyndighed efter § 13, stk. 2, i forældreansvarsloven. Hvis denne forælder, der har del i forældremyndigheden, dør, kan den afdøde forælders ægtefælle eller samlever, der efter dødsfaldet efter § 15 i forældreansvarsloven har forældremyndigheden alene, ikke indgå aftale om fælles forældremyndighed med den anden forælder.

Det følger af § 15, stk. 2, i forældreansvarsloven, at når en forælder dør, og forældrene ved dødsfaldet havde fælles forældremyndighed, kan andre i forbindelse med dødsfaldet anmode om forældremyndigheden, hvis barnet ved dødsfaldet ikke havde bopæl hos den efterlevende forælder. Det følger af bestemmelsens stk. 3, at når en forælder, der har forældremyndigheden alene, dør, kan en efterlevende forælder og andre anmode om forældremyndigheden. Begge bestemmelser giver mulighed for at etablere fælles forældremyndighed.

Det foreslås, at der i § 13, stk. 2, i forældreansvarsloven som 3. pkt. indsættes en bestemmelse, hvorefter en forældremyndighedsindehaver og en af barnets forældre kan aftale at have fælles forældremyndighed.

Bestemmelsen giver en forældremyndighedsindehaver mulighed for ved en aftale godkendt af Familieretshuset eller familieretten at aftale fælles forældremyndighed med en af barnets forældre, der hverken er forældremyndighedsindehaverens ægtefælle eller samlever.

Den foreslåede bestemmelse forudsætter ikke, at den anden af barnets forældre er død. Bestemmelsen finder således anvendelse i alle situationer, hvor en person, der ikke er forælder til barnet, har eneforældremyndighed og ønsker at have fælles forældremyndighed med en af barnets forældre.

Bestemmelsen giver ikke mulighed for at etablere fælles forældremyndighed for flere end to personer.

Når der er etableret fælles forældremyndighed efter den foreslåede bestemmelse, kræver alle væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold efter § 3, stk. 1, i forældreansvarsloven enighed mellem de to forældremyndighedsindehavere. Den forældremyndighedsindehaver, som barnet har bopæl hos, kan dog træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal være.

Hvis de to forældremyndighedsindehavere efter § 18 a, stk. 1, i forældreansvarsloven aftaler, at barnet har delt bopæl, følger det dog af § 3, stk. 1, 3. pkt., i forældreansvarsloven, at afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv kræver enighed mellem forældremyndighedsindehaverne.

Bliver forældremyndighedsindehaverne uenige om forældremyndigheden, kan der efter § 11 i forældreansvarsloven træffes afgørelse om, hvorvidt den fælles forældremyndighed skal fortsætte, eller om en af dem skal have forældremyndigheden alene.

Endvidere følger det af § 3, stk. 2, i forældreansvarsloven, at begge skal give samtykke til, at barnet forlader landet, herunder udrejser til Grønland eller Færøerne, eller til, at barnets ophold i udlandet, i Grønland eller på Færøerne forlænges ud over det aftalte, forudsatte eller fastsatte.

Familieretshusets eller familierettens godkendelse af en aftale omfattet af den foreslåede nye bestemmelse kræver, at aftalen er bedst for barnet, jf. § 4 i forældreansvarsloven. Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af § 36, stk. 1 og 3, i forældreansvarsloven, at der, inden en aftale om forældremyndighed efter § 13, stk. 2, godkendes, skal indhentes en erklæring fra den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden. Indhentelse af erklæringen kan dog undlades, hvis det må antages at være til skade for barnet eller medføre uforholdsmæssig forsinkelse af sagen.

Begrundelsen for forslaget er, at det efter en konkret vurdering kan være bedst for et barn, at en forældremyndighedsindehaver, der ikke er forælder til barnet, har mulighed for at aftale fælles forældremyndighed med en af barnets forældre, der hverken er forældremyndighedsindehaverens ægtefælle eller samlever. På den måde sikres det, at der er to personer, der har ret og pligt til at drage omsorg for barnet og til at træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov. Forældreansvarsloven bør ikke være til hinder for sådanne ordninger, når de er bedst for barnet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.

Til nr. 4

Forældreansvarsloven indeholder i §§ 15 og 15 a bestemmelser om placeringen af forældremyndighed, når en forælder eller forældremyndighedsindehaver dør.

Det følger af lovens § 15, stk. 3, 1. pkt., at når en forælder, der har forældremyndigheden alene, dør, kan en efterlevende forælder og andre anmode om forældremyndigheden. Er der fælles forældremyndighed, og dør begge forældre, kan andre efter bestemmelsens 2. pkt. ligeledes anmode om forældremyndigheden.

Hvis den ene forælder har forvoldt den anden forælders død, og havde den afdøde forælder forældremyndigheden alene, følger det af lovens § 15 a, stk. 2, i forældremyndighedsloven, at lovens § 15, stk. 3, tilsvarende finder anvendelse. Dette indebærer, at en efterlevende forælder og andre kan anmode om forældremyndigheden.

Formålet med bestemmelserne er at sikre, at der udpeges en forældremyndighedsindehaver, hvis et dødsfald medfører, at et barn står uden forældremyndighedsindehaver.

Det følger af § 30 a, stk. 2, i forældreansvarsloven, at afgørelse om forældremyndighed efter død efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i Familieretshusloven træffes af enten af Familieretshuset eller familieretten. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne hertil.

Det foreslås, at § 15, stk. 3, i forældreansvarsloven affattes således, at dør en forælder, der har forældremyndigheden alene, træffes der afgørelse om, hvem der skal have forældremyndigheden. En efterlevende forælder og andre kan anmode om forældremyndigheden. Er der fælles forældremyndighed, og dør begge forældre, finder 1. og 2. pkt. tilsvarende anvendelse

Med den foreslåede affattelse af bestemmelsen lovfæstes det, at der skal udpeges en forældremyndighedsindehaver, hvis et dødsfald medfører, at et barn står uden forældremyndighedsindehaver. Dette vil også gælde i situationer, der er omfattet af § 15 a, stk. 2, da den bestemmelse indeholder en henvisning til § 15, stk. 3.

Begrundelsen for forslaget er, at det klart bør fremgå af § 15, stk. 3, og § 15 a, stk. 2, at der skal udpeges en forældremyndighedsindehaver, hvis et dødsfald medfører, at et barn står uden forældremyndighedsindehaver.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.

Til nr. 5

Har forældre fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold efter § 3, stk. 1, 1. pkt., i forældreansvarsloven enighed mellem forældrene. Den forælder, som barnet efter forældreansvarsloven har bopæl hos, kan efter bestemmelsens 2. pkt. træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal være. Bopælsforælderen kan således selvstændigt tage stilling til større spørgsmål af dagligdags karakter, såsom beslutninger vedrørende daginstitution og spørgsmål om barnets daglige velbefindende, herunder om barnet skal gå til skolepsykolog, deltage i en børnegruppe, modtage børnesagkyndig rådgivning eller lignende.

Har barnet delt bopæl, følger det af § 3, stk. 1, 3. pkt., i forældreansvarsloven, at afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv efter bestemmelsens 2. pkt. kræver enighed mellem forældrene. Delt bopæl kan etableres på to måder: Efter § 17, stk. 3, i forældreansvarsloven har et barn af samlevende forældre med fælles forældremyndighed delt bopæl i de første tre måneder efter forældrenes samlivsophævelse, medmindre forældrene er enige om barnets bopæl, og efter lovens § 18 a, stk. 1, kan forældre, der har fælles forældremyndighed, aftale, at barnet har delt bopæl.

Delt bopæl indebærer, at ingen af forældrene er bopælsforælder i forældreansvarslovens forstand med den virkning, at forældrene i deres indbyrdes forhold i relation til den familieretlige lovgivning skal være enige om alle beslutninger om barnet. Formålet med delt bopæl er således at give forældre med fælles forældremyndighed et ligeværdigt forældreskab med lige indflydelse på barnets hverdag. Dette understreger princippet i forældreansvarsloven om forældrenes fælles ansvar for deres børn.

Det følger af § 17, stk. 1, i forældreansvarsloven, at når forældre har fælles forældremyndighed, og de ikke er enige om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl, kan der træffes afgørelse herom.

Efter lovens § 17, stk. 3, har et barn af samlevende forældre med fælles forældremyndighed delt bopæl i de første tre måneder efter forældrenes samlivsophævelse, medmindre forældrene er enige om barnets bopæl. I denne periode kan der indledes en sag om samvær, men der kan ikke indledes en sag om barnets bopæl efter § 17, stk. 1. Der kan således heller ikke træffes en midlertidig bopælsafgørelse efter § 26 i forældreansvarsloven. Denne ordning, der kaldes ”tvungen delt bopæl”, indebærer, at ingen af forældrene har status som bopælsforælder efter forældreansvarsloven med de særlige beføjelser, der følger heraf. Forældrene skal således i overensstemmelse med § 3, stk. 1, 3. pkt., i forældreansvarsloven være enige om alle beslutninger om barnet, herunder om ændring af barnets bopæl.

Lovens § 17, stk. 3, gælder for både gifte og ugifte forældre, der ophæver samlivet. For gifte forældre gælder bestemmelsen uanset, om der i forbindelse med samlivsophævelsen ansøges om separation eller skilsmisse.

Efter lovens § 17, stk. 4, 1. pkt., har barnet uanset bestemmelsen i § 17, stk. 3, 1. pkt., ikke delt bopæl, hvis afgørende hensyn til barnets bedste taler imod dette, eller hvis begge forældre flytter fra den adresse, hvor barnet havde folkeregisteradresse på tidspunktet for forældrenes samlivsophævelse. I tilfælde omfattet af § 17, stk. 4, 1. pkt., følger det af bestemmelsens 2. pkt., at der kan indledes sag om barnets bopæl efter § 17, stk. 1, inden for tre måneder efter samlivsophævelsen. Bestemmelsen i stk. 4 finder f.eks. anvendelse, hvis den ene forælder har udsat den anden forælder eller barnet for vold, hvis der er frygt for, at barnet udsættes for vold, seksuelle krænkelser eller andre grænseoverskridende handlinger, eller hvis barnets psykiske eller fysiske velfærd er truet. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvis forældrene på grund af et højt konfliktniveau ikke kan træffe fælles beslutninger af væsentlig betydning for barnet, som af hensyn til barnets trivsel ikke kan udsættes, eller der er andre forhold hos forældrene, såsom utroskab, der har så stor betydning for barnet og dets trivsel, at det ikke er til barnets bedste, at der er delt bopæl.

Hensigten med tvungen delt bopæl er at sikre ro om barnet i perioden lige efter en samlivsophævelse og at udskyde den endelige beslutning om barnets bopæl.

Tvungen delt bopæl skal ses i sammenhæng med § 42 a i ægteskabsloven. Efter denne bestemmelse kan der for ægtefæller, som anmoder om skilsmisse uden forudgående separation efter § 29 i ægteskabsloven, og som har fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, først udstedes bevilling til skilsmisse efter en refleksionsperiode på tre måneder

Det foreslås, at § 17, stk. 3 og 4, i forældreansvarsloven ophæves.

Ophævelsen af bestemmelsen betyder, at tvungen delt bopæl afskaffes således, at forældre, der ved samlivsophævelse er uenige om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl, straks kan henvende sig til Familieretshuset og få hjælp til at løse uenigheden om bopælen, herunder ved at der bliver truffet en afgørelse om bopæl, eventuelt indledningsvist en midlertidig afgørelse. Afskaffelsen vil således medvirke til, at forældrene hurtigere kan få afklaring af deres situation. Dermed kan konflikterne mellem dem mindskes, hvilket vil være til gavn for børnene.

Begrundelsen for forslaget er, at erfaringerne med tvungen delt bopæl i tre måneder efter en samlivsophævelse og refleksionsperioden viser, at ordningerne ikke virker efter hensigten, når forældre er enige om at bryde relationen mellem dem hurtigst muligt. I mange situationer optrapper og forlænger ordningerne unødigt konflikten mellem forældrene til skade for deres børn. Endvidere medfører ordningerne nogle praktiske problemer, idet forældrene ofte ikke vil kunne finde ny bolig, før de kender deres familiesituation og dermed deres økonomiske situation. I praksis betyder ordningerne også, at nogle par føler sig nødsaget til at bo blive boende under samme tag trods et måske højt konfliktniveau, mens de venter på, at de kan indlede en sag om barnets bopæl og få en afgørelse herom, eventuelt en midlertidig afgørelse.

På den baggrund er det af hensyn til barnet nødvendigt at afskaffe både refleksionsperioden og tvungen delt bopæl. Med hensyn til den foreslåede afskaffelse af refleksionsperioden henvises til lovforslagets § 2, nr. 6, og bemærkningerne hertil.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 13, vil den foreslåede afskaffelse af refleksionsperioden og tvungen delt bopæl have virkning straks ved lovens ikrafttræden og dermed også omfatte forældre, der har ophævet samlivet inden for tre måneder inden lovens ikrafttræden.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1, samt til lovforslagets § 4, nr. 1, og bemærkningerne hertil om ændring af § 3, stk. 1, 3. pkt., i forældreansvarsloven.

Til nr. 6

Efter § 23, stk. 1, i forældreansvarsloven har en forælder, som ikke har forældremyndigheden, ret til at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner, social- og sundhedsvæsenet samt private sygehuse, privat praktiserende læger og tandlæger. En sådan forælder har desuden ret til at få udleveret dokumenter om barnets forhold, hvis disse findes på skoler og i børneinstitutioner. Der må dog ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaveren.

Efter lovens § 23, stk. 2, kan de nævnte institutioner m.v. nægte at give konkrete oplysninger og udlevere dokumenter om barnets forhold, hvis det må antages at være til skade for barnet. Endvidere kan Familieretshuset efter bestemmelsens stk. 3 i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden eller fra en af de nævnte institutioner m.v. fratage den forælder, der ikke har forældremyndighed, adgangen til at få orientering og få udleveret dokumenter efter bestemmelsens stk. 1. Afgørelsen har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen m.v. modtager meddelelse om afgørelsen. Det påhviler ikke den pågældende myndighed, men forældremyndighedsindehaveren at orientere de relevante institutioner m.v., når orienteringsretten bortfalder.

Forældrenes ret til orientering m.v. bortfalder, hvis barnet adopteres. Det følger således af § 16 i adoptionsloven, at ved adoption indtræder samme retsforhold mellem adoptant og adoptivbarn som mellem forældre og deres barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets oprindelige slægt. Adoption medfører således et fuldstændigt familieskifte. Når et barn er blevet bortadopteret, har barnets oprindelige forældre således ikke længere ret til orientering m.v. om barnet efter § 23 i forældreansvarsloven.

Adoptionsloven indeholder i §§ 9-11 bestemmelser om adoption uden samtykke fra barnets forældre. I disse situationer er det Ankestyrelsen, der træffer afgørelsen om adoption.

Det følger af § 32 a adoptionsloven, at når Ankestyrelsen efter lovens § 10, jf. § 9, stk. 1-3, har truffet afgørelse om, at et barn skal adopteres uden samtykke, placeres barnet midlertidigt hos en adoptionsansøger.

Den midlertidige placering ophører, når Ankestyrelsen meddeler bevilling til adoption, eller retten afsiger dom om, at Ankestyrelsens afgørelse om adoption ophæves, og ankefristen herfor er udløbet.

Under den midlertidige placering har adoptionsansøgeren efter § 32 a, stk. 2, i adoptionsloven forældremyndigheden over barnet, jf. § 7 a, stk. 5, i forældreansvarsloven. Efter § 7 a, stk. 1 og 2, i forældreansvarsloven har forældre, der sammen har adopteret et barn, fælles forældremyndighed. En forælder, der har adopteret et barn alene, har som udgangspunkt forældremyndigheden alene. Efter bestemmelsens stk. 5 gælder bestemmelsens stk. 1 og 2 også for ansøgere med godkendelse som adoptant, der har fået et barn placeret efter § 32 a i adoptionsloven, så længe barnet er midlertidigt placeret.

Forældrene har fortsat ret til orientering m.v., selvom barnet efter § 32 a i adoptionsloven midlertidigt placeres hos en adoptionsansøger, der får forældremyndigheden over barnet.

§ 32 a i adoptionsloven og § 7 a, stk. 5, i forældreansvarsloven finder ikke anvendelse, når barnet adopteres uden samtykke efter § 9, stk. 4, i adoptionsloven, der vedrører situationer, hvor barnet adopteres af den plejefamilie, som barnet inden adoptionssagens start var anbragt hos efter reglerne herom i serviceloven.

Barnets oprindelige forældre har ikke adgang til oplysninger om, hvem der adopterer barnet, når adoptionen gennemføres efter § 9, stk. 1-3, uden samtykke. Forældrene har heller ikke adgang til oplysninger om, hvilke adoptionsansøgere barnet midlertidigt placeres hos.

De oprindelige forældre har dog efter adoptionen mulighed for at få tilsendt anonymiserede opfølgningsrapporter om barnet ca. hvert tredje år, indtil barnet fylder 18 år. Ifølge Adoptionsnævnets procedure bliver adoptivforældrene bedt om at udarbejde opfølgningsrapporterne i de år, hvor barnet fylder 4 år, 7 år, 10 år, 13 år og 16 år. Herudover udarbejder Familieretshuset en opfølgningsrapport ét år efter adoptionen. Det er dog ikke muligt at gennemtvinge udarbejdelsen af sådanne opfølgningsrapporter over for adoptanterne. Opfølgningsrapporterne opbevares af Adoptionsnævnet, og de oprindelige forældre har mulighed for at få tilsendt rapporterne automatisk, hvis de ønsker dette. De har også mulighed for på et senere tidspunkt at få tilsendt rapporterne, hvis de anmoder enten Familieretshuset eller Adoptionsnævnet om rapporterne.

Det foreslås, at der i § 23 i forældreansvarsloven som stk. 4 indsættes en bestemmelse, hvorefter adgangen til at få orientering og få udleveret dokumenter efter § 23, stk. 1, i forældreansvarsloven bortfalder, når barnet er midlertidigt placeret efter § 32 a i adoptionsloven. Det foreslås videre, at bortfaldet af orienteringsretten har virkning fra det tidspunkt, hvor den pågældende institutionen m.v. modtager meddelelse om, at barnet er midlertidigt placeret efter § 32 a i adoptionsloven.

Den foreslåede bestemmelse indebærer for det første, at barnets oprindelige forældre ikke længere har ret til orientering m.v. om barnet efter § 23 i forældreansvarsloven, når Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at barnet skal adopteres uden samtykke efter § 10, jf. § 9, stk. 1-3, i adoptionsloven, og barnet derefter er blevet midlertidigt placeret hos en adoptionsansøger efter § 32 a i adoptionsloven.

Hvis retten ophæver Ankestyrelsens adoptionsafgørelse, og fristen for at anke dommen er udløbet, genindtræder forældrenes forældremyndighed over barnet, hvorefter forældrene som forældremyndighedsindehavere har ret til oplysninger om barnet.

Den foreslåede bestemmelse pålægger ikke Ankestyrelsen at orientere de relevante institutioner m.v., når orienteringsretten bortfalder. Det påhviler således de pågældende adoptionsansøgere at give besked til de relevante institutioner m.v. om, at orienteringsretten er bortfaldet. Adoptionsansøgerne orienteres herom i forbindelse med behandlingen af adoptionssagen.

Begrundelsen for forslaget er, at når Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at et barn kan adopteres uden samtykke, og barnet er placeret midlertidigt hos en adoptionsansøger, der har fået forældremyndigheden over barnet, er de første væsentlige skridt henimod at gennemføre et fuldstændigt familieskifte for barnet taget. Med den midlertidige placering kan barnets tilknytning til adoptanten starte så tidligt i barnets liv som muligt med deraf følgende forbedrede muligheder for at give barnet en tryg og stabil opvækst.

I de omhandlede situationer er barnets forældre ikke enige i adoptionen, og nogle af disse forældre kan opsøge barnet eller de kommende adoptanter og dermed modarbejde det kommende familieskifte. Dette er ikke til barnets bedste, og det er vigtigt at kunne beskytte barnet herimod. De oplysninger, som forældrene behøver for at kunne opsøge barnet og adoptanterne, kan de få gennem orienteringsretten efter § 23 i forældreansvarsloven. En midlertidig placering af et barn efter § 32 a i adoptionsloven bør derfor også indebære, at forældres orienteringsret m.v. bortfalder.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.5.

Til nr. 7

Forældreansvarsloven indeholder i kapitel 5 bestemmelser om midlertidige afgørelser om forældremyndighed.

Efter § 26 i forældreansvarsloven kan den myndighed, der behandler en sag om forældremyndighed, efter anmodning bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en endelig aftale eller afgørelse, som kan fuldbyrdes. Afgørelsen bortfalder, hvis anmodningen om, at der træffes afgørelse om forældremyndighed, tilbagekaldes eller afvises, eller hvis forældrene genoptager samlivet. Midlertidig forældremyndighed efter § 26 gælder således kun under behandlingen af forældremyndighedssagen.

Er indehaveren eller begge indehavere af forældremyndigheden forhindret i at træffe bestemmelse om barnets personlige forhold, afgør Familieretshuset efter § 28 i forældreansvarsloven, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, så længe forhindringen varer. Det følger af bestemmelsen, at forældremyndigheden automatisk ophører, når forhindringen ikke længere er til stede, dvs. når den hidtidige forældremyndighedsindehaver igen er i stand til at træffe bestemmelse om barnets personlige forhold.

Endelig indeholder § 27 i forældreansvarsloven en bestemmelse om midlertidig forældremyndighed, når forældrene har fælles forældremyndighed, og der er risiko for, at den ene af dem vil bringe barnet ud af landet og derved foregribe en afgørelse om forældremyndigheden. I disse situationer kan social- og indenrigsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, midlertidigt tillægge den anden forælder forældremyndigheden alene.

Lovens § 27 anvendes alene, når den ene forælder er i færd med at bortføre et barn til udlandet, og der derfor er et akut behov for at tillægge den anden forælder forældremyndigheden alene. Dermed får denne forælder efter § 3 i forældreansvarsloven mulighed for som eneforældremyndighedsindehaver at bestemme, hvor barnet skal opholde sig, og kan anmode om politiets bistand til at bringe bortførelsen af barnet til udlandet til ophør. Grundlaget for politiets indgriben er § 215 i straffeloven, hvorefter den, som unddrager en person under 18 år forældres eller anden rette vedkommendes myndighed eller forsorg, kan straffes.

I praksis forudsætter anvendelse af § 27 i forældreansvarsloven, at det ikke er muligt for Familieretshuset eller familieretten at træffe en midlertidig afgørelse om forældremyndigheden efter § 26 i forældreansvarsloven, typisk fordi det akutte behov for en forældremyndighedsafgørelse opstår uden for Familieretshusets eller familierettens kontortid. De afgørelser, som social- og indenrigsministeren træffer efter § 27, træffes uden sædvanlig sagsoplysning, fordi der er meget kort tid til at tage stilling til anmodningen om eneforældremyndighed.

Bestemmelsen i § 27 finder anvendelse, uanset om der verserer eller ikke verserer en sag om forældremyndigheden over barnet hos Familieretshuset eller domstolene.

En afgørelse om eneforældremyndighed efter § 27 har samme retsvirkninger som andre forældremyndighedsafgørelser.

Efter § 30 i forældreansvarsloven kan social- og indenrigsministeren ændre en midlertidig afgørelse truffet efter lovens § 27.

Afgørelser efter § 27 i forældreansvarsloven kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, men afgørelserne kan prøves af domstolene efter § 63 i grundloven.

Bestemmelsen i § 27 indeholder ikke bestemmelser om, hvor længe en forældremyndighedsafgørelse gælder. Det antages imidlertid, at en afgørelse efter § 27 bortfalder, når der foreligger en endelig aftale eller afgørelse om forældremyndigheden, som kan fuldbyrdes, når en eventuel sag om forældremyndigheden tilbagekaldes eller afvises, eller hvis forældrene genoptager samlivet. Dette indebærer, at en afgørelse efter § 27 kan være gældende i en længere periode, hvis ingen af forældrene indleder en forældremyndighedssag.

Det foreslås, at der i § 27 i forældreansvarsloven som stk. 2 og 3 indsættes to bestemmelser om bortfald af midlertidige afgørelser om forældremyndighed, der går ud på, at en forælder får forældremyndigheden alene.

Efter den første foreslåede bestemmelse i stk. 2 gælder en afgørelse om eneforældremyndighed, der er truffet efter § 27, indtil der foreligger en endelig aftale eller afgørelse om forældremyndigheden, som kan fuldbyrdes, dog med forbehold for den foreslåede bestemmelse i stk. 3.

Efter den anden foreslåede bestemmelse i stk. 3 bortfalder afgørelser om eneforældremyndighed efter § 27 i tre situationer.

For det første følger det af den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 1, at § 27-afgørelser bortfalder fire uger efter afgørelsestidspunktet, medmindre anmodning om afgørelse om forældremyndigheden inden da er indgivet til Familieretshuset.

Bestemmelsen indebærer, at en midlertidig forældremyndighedsafgørelse bortfalder, når en af forældrene inden fire uger efter afgørelsestidspunktet har indgivet en anmodning om en afgørelse om forældremyndigheden til Familieretshuset efter § 31 i forældreansvarsloven. Denne betingelse er også opfyldt, hvis der på afgørelsestidspunktet verserede en forældremyndighedssag hos Familieretshuset eller domstolene.

For det andet følger det af den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 2, at § 27-afgørelser bortfalder, hvis en sag omfattet af den foreslåede bestemmelse i nr. 1 efter indgivelsen tilbagekaldes eller afvises.

For det tredje følger det af den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 3, at § 27-afgørelser bortfalder, hvis forældrene genoptager samlivet.

Hvis en afgørelse om eneforældremyndighed efter § 27 bortfalder efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3, genindtræder den fælles forældremyndighed, som forældrene havde forud for § 27-afgørelsen.

Det bemærkes, at de foreslåede nye bestemmelser i § 27 principielt også finder anvendelse, når en afgørelse truffet efter § 27 søges ændret efter § 30 i forældreansvarsloven, da hjemlen til at træffe sådanne afgørelser er § 27, jf. § 30 i forældreansvarsloven. I praksis vil en sådan ændringsafgørelse indebære, at afgørelsen efter § 27, hvorved den ene forælder fik eneforældremyndighed, ændres således, at forældrene igen har fælles forældremyndighed. En sådan afgørelse er ikke omfattet af de foreslåede bortfaldsregler, der kun finder anvendelse på afgørelser, hvorved en forælder får forældremyndigheden alene.

Begrundelsen for de foreslåede ændringer af § 27 i forældreansvarsloven er, at bestemmelsen i lighed med §§ 26 og 28 i forældreansvarsloven bør indeholde regler om den tidsmæssige udstrækning af midlertidige afgørelser om forældremyndighed. Dermed bliver retstilstanden klar.

Med de foreslåede bestemmelser i § 27, stk. 2 og stk. 3, nr. 2 og 3, i forældreansvarsloven lovfæstes den gældende ordning.

Begrundelsen for den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 1, er, at midlertidige afgørelser om eneforældremyndighed efter § 27 træffes på ufuldstændigt grundlag for at løse en akut opstået situation. Afgørelserne bør derfor afløses af forældremyndighedsafgørelser truffet af familieretten eller undtagelsesvist af Familieretshuset efter sædvanlig sagsoplysning, herunder navnlig inddragelse af barnet. Tager ingen af forældrene initiativ til, at der træffes en sådan afgørelse, bør den midlertidige afgørelse bortfalde med den virkning, at forældrene igen har fælles forældremyndighed over barnet.

Forældrene orienteres herom i de afgørelser, der træffes efter § 27 i forældreansvarsloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.4.

Til nr. 8

Det følger af § 43 i forældreansvarsloven, at når et barn, der er under forældremyndighed, jf. lovens § 1, med tilladelse af forældremyndighedens indehaver har påtaget sig tjeneste m.v., hvorved denne er blevet i stand til selv at forsørge sig selv, kan den pågældende, der er fyldt 15 år, selv ophæve aftalen og påtage sig arbejde af lignende art, medmindre andet bestemmes af forældremyndighedens indehaver.

Indtil den 1. april 2020 fremgik det af lovens § 1, at børn under 18 år er under forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab.

Ved § 1 nr. 1, i 2018-følgeloven blev der i indsat en ny § 1 i forældreansvarsloven, og den tidligere § 1 blev til § 1 a.

Det foreslås, at henvisningen i § 43 i forældreansvarsloven til lovens § 1 ændres således, at der i stedet henvises til lovens § 1 a.

Forslaget er en konsekvens af, at den tidligere § 1 i forældreansvarsloven ved 2018-følgeloven blev til § 1 a.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.