LOV nr 469 af 14/05/2025
Børne- og Undervisningsministeriet
Lov om ændring af en række love på børne- og undervisningsområdet, socialområdet, det familieretlige område, skatteområdet, beskæftigelsesområdet, udlændinge- og integrationsområdet og ældreområdet (Forbud mod anvendelse af personer under 18 år som tolke m.v.) § 30
I lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, jf. lovbekendtgørelse nr. 1071 af 10. august 2023, foretages følgende ændring:
1. Efter § 12 indsættes før overskriften før § 13:
§ 12 a. Børn under 18 år må ikke anvendes som tolke ved mundtlig kommunikation med offentlige myndigheder og med private leverandører, der udfører opgaver for det offentlige, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Børn under 18 år må anvendes som tolke uanset stk. 1, når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.«
Forarbejder til Lov om ændring af en række love på børne- og undervisningsområdet, socialområdet, det familieretlige område, skatteområdet, beskæftigelsesområdet, udlændinge- og integrationsområdet og ældreområdet (Forbud mod anvendelse af personer under 18 år som tolke m.v.) § 30
Til nr. 1
Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap indeholder ikke bestemmelser om fremmedsprogstolkning i forholdet mellem borgeren og det offentlige.
For nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.2.1 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at der indsættes en ny § 12 a i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap med overskriften ”Forbud mod anvendelse af børn under 18 år som tolke ved mundtlig kommunikation”.
Det foreslås med stk. 1, at børn under 18 år ikke må anvendes som tolke ved mundtlig kommunikation med offentlige myndigheder og med private leverandører, der udfører opgaver for det offentlige, jf. dog stk. 2.
Tolkning skal forstås som mundtlig oversættelse fra et sprog til et andet, f.eks. fra arabisk til dansk.
Forslaget vil medføre, at der indføres et forbud i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap mod at anvende børn under 18 år som tolke ved mundtlig kommunikation. Forbuddet vil også gælde for private leverandører, der udfører opgaver for det offentlige. Forbuddet vil gælde både for afgørelsesvirksomhed og faktisk forvaltningsvirksomhed efter loven. Forbuddet vil ikke gælde for domstolenes eventuelle behandling af sager efter loven. Spørgsmålet om anvendelse af børn som tolke i sager hos domstolene vil således skulle afgøres efter retsplejeloven m.v.
Forbuddet mod at anvende børn som tolke vil gælde for alle børn under 18 år, og forbuddet vil gælde, uanset om der er tale om en forælders egne børn eller børn af andre forældre.
Skriftlige henvendelser vil ikke være omfattet af bestemmelsen. Det vil sige, at skriftlig kommunikation ikke vil være omfattet af forbuddet. Der vil således ikke være forbud mod, at et barn f.eks. oversætter et dokument for sine forældre.
For så vidt angår klage over anvendelse af et barn som tolk, herunder afslag herpå, i afgørelsessager efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap bemærkes, at der ikke efter loven træffes afgørelser, der kan påklages administrativt.
Det foreslås med stk. 2, at børn under 18 år må anvendes som tolke uanset stk. 1, når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.
Forslaget vil være en undtagelse til det foreslåede forbud sådan, at børn under 18 år vil kunne anvendes som tolke, når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.
Beslutningen om, hvorvidt der er tale om et uproblematisk forhold, vil skulle baseres på en vurdering fra den medarbejder, der håndterer den konkrete mundtlige kommunikation. Ved vurderingen vil der skulle lægges vægt på, om indholdet af samtalen kan virke belastende for barnet. Ved vurderingen heraf kan barnets alder og modenhed også have betydning. Hvis indholdet af samtalen kan virke belastende for barnet, vil barnet ikke kunne fungere som tolk.
Som eksempler på situationer, hvor det må antages at være uproblematisk at lade et barn fungere som tolk, kan nævnes praktiske beskeder om sagsbehandlingen i Ligebehandlingsnævnet.
I situationer, hvor der ikke vurderes at være tale om et uproblematisk forhold, vil det være myndighedens ansvar at sørge for, at der er relevant tolkebistand til rådighed.
De ovenstående betragtninger om vurderingen af, om der er tale om et uproblematisk forhold, vil også gælde for de private leverandører, der udfører eller udøver opgaver for det offentlige.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.