LOV nr 333 af 09/04/2024
Skatteministeriet
Lov om ændring af chokoladeafgiftsloven, kildeskatteloven og forskellige andre love (Godtgørelse af dækningsafgift i chokoladeafgiftsloven, præcisering af krav om beholdningsregnskab ved løssalg af groftskåret røgtobak, bøder ved enkeltsalg af cigaretter og manglende beholdningsregnskab, tilpasning af det afgiftspligtige vareområde for visse alkoholvarer, nulangivelse ved udbetaling af royalty til udlandet uden indeholdelse af kildeskat, mulighed for dataudstilling om visse søfarende, afskaffelse af godtgørelsesordning i spildevandsafgiftsloven, tilpasning af reglerne om sikkerhedsstempelmærker og genindførelse af register over erhvervsfiskere med B-status m.v.) § 4
I lov om afgift af spildevand, jf. lovbekendtgørelse nr. 765 af 7. juni 2023, som ændret ved § 5 i lov nr. 168 af 29. februar 2020, § 30 i lov nr. 1795 af 28. december 2023 og § 13 i lov nr. 1797 af 28. december 2023, foretages følgende ændringer:
1. § 11 ophæves.
2. I § 12, stk. 1 og 3, ændres »§§ 10 og 11« til: »§ 10«.
3. I § 12, stk. 4, 1. pkt., udgår »og § 11«.
4. I § 15, stk. 1, udgår »eller § 11«.
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Lov om ændring af chokoladeafgiftsloven, kildeskatteloven og forskellige andre love (Godtgørelse af dækningsafgift i chokoladeafgiftsloven, præcisering af krav om beholdningsregnskab ved løssalg af groftskåret røgtobak, bøder ved enkeltsalg af cigaretter og manglende beholdningsregnskab, tilpasning af det afgiftspligtige vareområde for visse alkoholvarer, nulangivelse ved udbetaling af royalty til udlandet uden indeholdelse af kildeskat, mulighed for dataudstilling om visse søfarende, afskaffelse af godtgørelsesordning i spildevandsafgiftsloven, tilpasning af reglerne om sikkerhedsstempelmærker og genindførelse af register over erhvervsfiskere med B-status m.v.) § 4
Det fremgår af kildeskattelovens § 66 A, stk. 1, 3. pkt., at den, der foretager udbetalingen eller godskrivningen, samtidig med royaltyskattens indbetaling til Skatteforvaltningen, skal give oplysning til Skatteforvaltningen herom i en form, skatteministeren foreskriver. Fristen for indsendelse af disse angivelser er den samme som den indeholdelsespligtiges frist for indberetning til indkomstregisteret vedrørende indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i måneden efter udbetalingen eller godskrivningen af royaltyen. For mindre virksomheder (250.000 kr. eller mindre i årligt indeholdt arbejdsmarkedsbidrag eller 1 mio. kr. eller mindre i indeholdt A-skat) er denne frist den 10. i måneden efter udbetalingen eller godskrivningen af royalty, dog er angivelsesfristen for udbetaling eller godskrivning foretaget i december den 17. i januar. For andre virksomheder er fristen den sidste hverdag i måneden efter udbetalingen eller godskrivningen af royalty.
Bestemmelsen stiller ikke krav om sådanne angivelser i de tilfælde, hvor der sker udbetaling eller godskrivning af royalty til begrænset skattepligtige uden indeholdelse af royaltyskat. Det fremgår således af kildeskattelovens § 66 A, stk. 1, 3. pkt., at oplysning om udbetalingen eller godskrivningen af royalty skal indgives til Skatteforvaltningen ”samtidig med royaltyskattens indbetaling”.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.10. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det følger af den foreslåede nyaffattelse af kildeskattelovens § 66 A, stk. 1, 3. pkt., at personer, dødsboer, selskaber, fonde, foreninger, institutioner m.v., som er omfattet af § 65 C, stk. 1, 2. pkt., og befuldmægtigede som nævnt i § 65 C, stk. 1, 3. pkt., der foretager udbetaling eller godskrivning af royalty til en person eller et selskab m.v., der er skattepligtig efter § 2, stk. 1, nr. 8, eller selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra g, skal oplyse Skatteforvaltningen om udbetalingen eller godskrivningen af royalty og eventuelt indeholdt royaltyskat, uanset om der er pligt til at foretage indeholdelse af royaltyskat.
Den foreslåede nyaffattelse af kildeskattelovens § 66 A, stk. 1, 3. pkt., vil indebære, at de personer og selskaber, der er omfattet af kredsen af indeholdelsespligtige i forhold til royaltyskat, skal indsende angivelse ved udbetaling eller godskrivning af royalty til udenlandske modtagere, uanset om der er indeholdt royaltyskat ved udbetalingen eller godskrivningen eller ej.
Den omfattede kreds af angivelsespligtige personer og selskaber m.v. vil være personer, dødsboer, selskaber, fonde, foreninger, institutioner m.v., der foretager udbetaling eller godskrivning af royalty til begrænset skattepligtige, og som har hjemting her i landet. Hvis den, for hvis regning udbetaling eller godskrivning af royalty foretages, ikke har hjemting her i landet, og udbetalingen eller godskrivningen foretages af en anden, der har hjemting her i landet, vil denne anden omfattes af kredsen af angivelsespligtige personer.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10. i lovforslagets almindelige bemærkninger.