LOV nr 341 af 22/03/2022
Social- og Boligministeriet
Lejeloven § 92
Uenighed om, hvorvidt det lejede er mangelfuldt ved lejeforholdets begyndelse, afgøres af huslejenævnet.
Stk. 2. Huslejenævnet kan pålægge udlejeren at udbedre manglen.
Forarbejder til Lejeloven § 92
RetsinformationDet følger af den gældende lejelovs § 106, stk. 1, nr. 11, at huslejenævnet træffer afgørelse i tvister om, hvorvidt det lejede er mangelfuldt ved lejeforholdets begyndelse.
Det følger af den gældende lejelovs § 106, stk. 2, at huslejenævnet kan pålægge udlejeren at udbedre manglen, jf. stk. 1, nr. 11
I § 92, stk. 1, foreslås, at tvister om, hvorvidt det lejede er mangelfuldt ved lejeforholdets begyndelse, afgøres af huslejenævnet.
Bestemmelsen indebærer, at huslejenævnet kan tage stilling til, om udlejeren har opfyldt sin pligt til at stille det lejede til rådighed i den stand, som lejeren efter retsforholdet har krav på.
Hvis parterne ikke kan blive enige om lejemålets stand ved indflytning, kan lejeren eller udlejeren således indbringe sagen for huslejenævnet, der vil kunne konstatere eventuelle mangler ved en besigtigelse af lejemålet. Huslejenævnet vil fx kunne tage stilling til, om lejemålet er overtaget nyistandsat, og nævnets afgørelse vil dermed kunne medføre en ændring af indflytningsrapporten.
Der gælder ingen frist for indbringelse af sager om mangler ved lejeforholdets begyndelse, men det vil i sagens natur kunne have væsentlig betydning for lejeren mulighed for at få medhold, at sagen indbringes snarest muligt.
I stk. 2 foreslås, at huslejenævnet kan pålægge udlejeren at udbedre manglen.
Huslejenævnet kan efter bestemmelsen træffe beslutning om, at udlejeren skal udbedre en oprindelig mangel.
Ønsker lejeren at gøre brug af mangelsbeføjelserne i lovforslagets §§ 95-97, skal lejeren fremsætte krav herom over for udlejeren indenfor 2 uger efter lejeforholdets begyndelse, jf. lovforslagets § 91. Huslejenævnet kan ikke tage stilling til lejerens krav om erstatning, forholdsmæssigt afslag eller ophævelse af lejeforholdet. Sådanne krav må indbringes for boligretten.
Bestemmelsen viderefører uden indholdsmæssige ændringer den gældende lejelovs § 106, stk. 1, nr. 11, og stk. 2, om huslejenævnets kompetence til at behandle sager om mangler ved lejeforholdets begyndelse.
Der henvises til afsnit 2.9.1.4. og 2.9.2.4. i de almindelige bemærkninger.