LOV nr 341 af 22/03/2022
Social- og Boligministeriet
Lejeloven § 65
Leverer udlejeren varme og opvarmning af vand, kan udlejeren kræve sine udgifter til lejerens forbrug og andel i andre udgifter som nævnt i § 72, stk. 4 og 5, refunderet. De nævnte udgifter kan ikke indeholdes i lejen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Udgifter til leverancer efter stk. 1 kan indeholdes i lejen, medmindre pligt til måling af forbrug følger af anden lovgivning, ved følgende lejeaftaler:
-
Lejeaftaler om enkelte værelser til beboelse.
-
Lejeaftaler om lejligheder, der er forbeholdt uddannelsessøgende eller andre unge i ejendomme tilhørende selvejende institutioner, fonde el.lign., hvis vedtægter er godkendt af det offentlige.
Forarbejder til Lejeloven § 65
RetsinformationDet følger af den gældende lejelovs § 36, at hvis udlejeren leverer varme og opvarmning af brugsvand, kan udlejeren kræve sine udgifter til lejerens forbrug og andel i andre udgifter som nævnt i § 37, stk. 3, refunderet. De nævnte udgifter kan ikke indeholdes i lejen. Er der truffet beslutning om, at lejerens forbrug af vand og køling skal fordeles efter målere, kan udlejeren kræve sine udgifter til lejerens forbrug og andel i andre udgifter som nævnt i § 37, stk. 3, refunderet.
Udgifter til leverance af varme og opvarmning af brugsvand kan dog indeholdes i lejen ved lejeaftaler om udlejning af lejligheder, der er forbeholdt uddannelsessøgende eller andre unge i ejendomme tilhørende selvejende institutioner, fonde el.lign., hvis vedtægter, fundats el.lign. er godkendt af det offentlige, eller enkelte værelser til beboelse. Dette gælder dog ikke, i det omfang ejendommen efter anden lovgivning er omfattet af en pligt til måling af forbrug, der omfatter de pågældende lejemål. Lejerens bidrag er pligtig pengeydelse i lejeforholdet.
Af den gældende lejelovs § 40, stk. 1, følger, at udgifterne til varme og opvarmning af brugsvand, jf. § 37, stk. 3, fordeles mellem lejerne efter udlejerens bestemmelse på grundlag af sædvanlige beregningsregler. Fordelingen af udgifterne til varme skal ske enten efter egnede varmefordelingsmålere eller efter bruttoetagearealet eller rumfang og fordelingen af udgifterne til opvarmning af brugsvand enten efter egnede forbrugsmålere eller efter antallet og arten af varmtvandshaner og antallet af værelser.
I § 65, stk. 1, foreslås, at hvis udlejeren leverer varme og opvarmning af vand, kan udlejeren kræve sine udgifter til lejerens forbrug samt andel i andre udgifter som nævnt i § 72, stk. 4 og 5, refunderet. De nævnte udgifter kan ikke indeholdes i lejen, jf. dog stk. 2.
Efter bestemmelsen er det udgifterne til lejernes forbrug til varme og opvarmning af vand, udlejeren kan få refunderet. Udtrykket opvarmning af vand omfatter udgifterne til opvarmning af koldt vand til varmt vand, men ikke selve forbruget af koldt vand.
Udgifterne til forbruget af koldt vand er reguleret i lovforslagets § 68 om udlejerens leverance af vand.
Udover udgifterne til energiforbruget kan udlejeren få refunderet de udgifter, udlejeren pålægges til kontrol, eftersyn og vedligeholdelse af varmeanlæg i henhold til lov om fremme af energibesparelser i bygninger, jf. lovforslagets § 72, stk. 4. Bestemmelsen indebærer, at udlejeren kan få betaling fra lejerne for de lovpligtige leverancer, udlejeren køber til lejerne. Endelig kan udlejeren få refunderet udgifter til energimærkning samt en passende forrentning af udgiften hertil, jf. lovforslagets § 72, stk. 5. De nævnte udgifter kan ikke indeholdes i lejen.
Andre udgifter som løn til varmemester, udarbejdelse af varmeregnskab, almindelig vedligeholdelse af anlægget mv. er driftsudgifter, som indeholdes i lejen.
I stk. 2 foreslås, at udgifter til leverancer efter stk. 1 dog kan indeholdes i lejen, medmindre pligt til måling af forbrug følger af anden lovgivning, ved lejeaftaler om enkelte værelser til beboelse og lejligheder, der er forbeholdt uddannelsessøgende eller andre unge i ejendomme tilhørende selvejende institutioner, fonde eller lignende, hvis vedtægter er godkendt af det offentlige.
Bestemmelsen indebærer, at i lejeaftaler om et enkeltværelse, som ikke har selvstændigt køkken med indlagt vand og afløb, vil udlejerens udgifter til opvarmning kunne indeholdes i lejen, da der ikke er krav om individuel måling heraf i medfør af målerbekendtgørelsen.
Tilsvarende gælder, at udlejerens udgifter til varme og opvarmning af vand vil kunne indeholdes i lejen, for så vidt angår lejligheder, der er forbeholdt uddannelsessøgende eller andre unge i ejendomme tilhørende selvejende institutioner, fonde el. lign, hvis vedtægter er godkendt af det offentlige, hvis ejendommen er undtaget for krav om individuel måling af varme og opvarmning af vand i henhold til målerbekendtgørelsen.
Bestemmelsen viderefører med sproglige ændringer § 36, stk. 1, i den gældende lejelov om udlejerens mulighed for at kræve udgifter til varme og opvarmning af vand refunderet af lejerne og § 36, stk. 3 og 4, om at udgifterne til varme og opvarmning af vand kan indeholdes i lejen ved lejeaftaler om enkelte værelser til beboelse og udlejning af lejligheder, der er forbeholdt uddannelsessøgende eller andre unge i ejendomme tilhørende selvejende institutioner, fonde el. lign., hvis vedtægter, fundats el.lign., er godkendt af det offentlige.
Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet nogen ændring af den hidtidige retstilstand.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.7.1.1. og 2.7.2.1.