LOV nr 341 af 22/03/2022
Social- og Boligministeriet
Lejeloven § 41
Dette kapitel kan ikke fraviges til skade for lejeren.
Stk. 2. § 54 finder dog anvendelse.
Forarbejder til Lejeloven § 41
RetsinformationI § 41, stk. 1, foreslås, at dette kapitel ikke kan fraviges til skade for lejeren.
Den gældende boligreguleringslov indeholder ikke nærmere regler om de enkelte bestemmelsers fravigelighed, men det antages, at reglerne efter deres indhold er ufravigelige. Det foreslås derfor udtrykkeligt fastsat, at de fra boligreguleringsloven videreførte regler er ufravigelige. Der er således tale om en ny bestemmelse, som dog er udtryk for kodificering af gældende ret.
I stk. 2 foreslås, at § 54 dog finder tilsvarende anvendelse.
Bestemmelsen indebærer, at reglerne kan fraviges for de lejemål, som er omfattet af lovforslagets § 54, det vil sige lejemål i ejendomme, som er taget i brug efter den 31. december 1991, de af bestemmelsen omfattede ombyggede erhvervslejemål samt de af bestemmelsen omfattede nyindrettede lejemål i en tagetage og lejemål i nypåbyggede etager. Endvidere kan reglerne fraviges for lejemål, som udlejes efter lovforslagets § 19, stk. 2, for så vidt angår huslejeregulering i forhold til udviklingen i nettoprisindekset.
Bestemmelsen viderefører den gældende retsstilling.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.3.1.15 og 2.3.2.15