LOV nr 341 af 22/03/2022
Social- og Boligministeriet
Lejeloven § 197
Tilbudspligten respekterer private forkøbsrettigheder og køberettigheder, der er tinglyst før den 3. maj 1979, men går i øvrigt forud for andre rettigheder over ejendommen, uanset hvornår de er stiftet.
Forarbejder til Lejeloven § 197
RetsinformationEfter den gældende lejelovs § 101, stk. 1, respekterer tilbudspligten private forkøbsrettigheder og køberettigheder, der er tinglyst før 3. maj 1979, men går i øvrigt forud for andre rettigheder over ejendommen, uanset hvornår de er stiftet.
Efter den gældende lejelovs § 101, stk. 2, falder tilbudspligten bort, når ejendommen er opdelt i ejerlejligheder, jf. dog § 100, stk. 3, 2. pkt.
I § 197 foreslås, at tilbudspligten respekterer private forkøbsrettigheder og køberettigheder, der er tinglyst før 3. maj 1979, men går i øvrigt forud for andre rettigheder over ejendommen, uanset hvornår de er stiftet.
Reglerne om tilbudspligt er som andre lovbestemte rettigheder efter lejeloven beskyttet mod enhver uden tinglysning. Som udgangspunkt er tilbudspligten derfor tillagt prioritet forud for både eksisterende og nye rettigheder over ejendommen. Private forkøbsrettigheder og køberettigheder, der er tinglyst før den 3. maj 1979, går dog forud for tilbudspligten. Ved en forkøbsrettighed forstås, at en fysisk eller juridisk person under visse forudsætninger har ret til at få tilbudt ejendommen, hvis ejeren ønsker at sælge denne. Eksisterer der sådanne eventuelle forkøbs- og køberettigheder, der er tinglyst før den nævnte dato, skal de iagttages først, og hvis de ikke udnyttes, skal ejendommen tilbydes lejerne efter reglerne om tilbudspligt.
Et eksempel på køberettigheder er de af Københavns Kommune tinglyste hjemfaldsklausuler. En hjemfaldsklausul indebærer, at kommunen har ret til at købe ejendommen tilbage til den pris, som ejendommen oprindeligt er solgt for. En sådan klausul skal respekteres, hvis hjemfaldspligten er tinglyst før den 3. maj 1979. En hjemfaldsklausul er ikke til hinder for, at ejendommen skal tilbydes lejerne efter reglerne om tilbudspligt, men andelsboligforeningen må respektere, at der hviler en hjemfaldsklausul på ejendommen.
Bestemmelsen viderefører uden indholdsmæssige ændringer § 101, stk. 1, i den gældende lejelov om tilbudspligtens prioritetsstilling i forhold til andre køberettigheder over ejendommen.
Efter den gældende § 101, stk. 2, falder tilbudspligten bort, når ejendommen er opdelt i ejerlejligheder.
I lyset af den foreslåede § 196, stk. 3, hvorefter reglerne om tilbudspligt ikke finder anvendelse på ejendomme, der er opdelt i ejerlejligheder, forekommer bestemmelsen overflødig og foreslås ophævet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.24.1.2. og 2.24.2.2.