LOV nr 341 af 22/03/2022
Social- og Boligministeriet
Lejeloven § 167
Har lejeren forladt sin ægtefælle, har denne ret til at fortsætte lejeforholdet efter reglen i § 163, stk. 1.
Forarbejder til Lejeloven § 167
RetsinformationDet følger af den gældende lejelovs § 78, at såfremt lejeren har forladt sin ægtefælle, har denne ret til at fortsætte lejeforholdet efter reglen i § 75, stk. 1.
I § 167 foreslås, at har lejeren forladt sin ægtefælle, har denne ret til at fortsætte lejeforholdet efter reglen i § 75, stk. 1.
Bestemmelsen beskytter lejerens ægtefælle ved, at lejeforholdet ikke ophører, selvom den ægtefælle, som har skrevet under på lejekontrakten, vælger at fraflytte lejemålet.
Lejeren vil i henhold til bestemmelsen anses for at have forladt sin ægtefælle, når lejeren permanent er fraflyttet lejemålet, og ægtefællernes samliv er ophørt.
Er begge ægtefæller lejere i lejeforholdet, vil lejeforholdet fortsætte for den forladte ægtefælle uanset bestemmelsen.
Bestemmelsen finder anvendelse, når lejeren har forladt lejemålet varigt og ikke alene midlertidigt. Lejeren kan midlertidigt have forladt lejemålet i perioden, indtil der foreligger en endelig afgørelse af, hvilken af ægtefællerne der skal tillægges ret til at fortsætte lejemålet, jf. lovforslagets § 165. I betragtning af, at parterne under de givne omstændigheder kan have svært ved at bo sammen, må det således accepteres, at lejeren vælger at fraflytte lejemålet for en periode, indtil det endeligt afklares, hvem der skal fortsætte lejemålet. Lejerens fraflytning indebærer dermed i sig selv ikke nødvendigvis, at lejeren har opgivet lejemålet til fordel for ægtefællen. Det indbyrdes forhold mellem ægtefællerne, og hvilken af disse der har ret til at fortsætte lejeforholdet, reguleres af lovforslagets § 165. Nærværende bestemmelse angår derimod ægtefællens ret til at fortsætte lejeforholdet i relation til udlejeren, når det står helt klart, at den fraflyttede ægtefælle ikke vil vende tilbage til lejemålet.
Successionen får virkning fra det tidspunkt, hvor underretning om lejerskiftet når frem til udlejeren, eller udlejeren på anden måde bliver bekendt hermed. Fra dette tidspunkt hæfter den udtrædende lejer ikke for fremtidige forpligtelser i lejeforholdet. Udlejeren kan imidlertid stadig gøre krav opstået, inden underretningen finder sted, gældende overfor den udtrædende lejer.
Lejeforholdet fortsætter på uændrede vilkår, og der er således ikke tale om genudlejning, når lejerens ægtefælle fortsætter lejeforholdet. Ægtefællen indtræder således fuldt ud i det bestående lejeforhold. Som følge heraf hæfter den fortsættende ægtefælle også for eventuelle restancer over for udlejeren, som den fraflyttede ægtefælle måtte have i medfør af lejeforholdet. Den fortsættende ægtefælle overtager ligeledes depositum samt istandsættelsesforpligtelse i forbindelse med fraflytning af lejemålet.
Efter lovforslagets § 169, stk. 2, må lejeren ikke uden sin ægtefælles samtykke opsige lejemål om familiens bolig eller om lokaler, hvortil ægtefællernes eller den anden ægtefælles virksomhed er knyttet. Bestemmelsen finder anvendelse, hvor lejeren har forladt sin ægtefælle, forinden det er afgjort, hvem af dem, der skal fortsætte lejeforholdet, og lejeren kan således ikke uden sin ægtefælles samtykke opsige lejemålet.
Bestemmelsen viderefører uden indholdsmæssige ændringer den gældende lejelovs § 78 om ægtefællens ret til at fortsætte lejeforholdet, såfremt lejeren har forladt ægtefællen.
Der henvises til afsnit 2.19.1.3. og 2.19.2.3. i de almindelige bemærkninger.