LOV nr 341 af 22/03/2022
Social- og Boligministeriet
Lejeloven § 162
Den lejer, der ved bytning ønsker at overtage en lejlighed, der tilhører en kommune, en almen boligorganisation, et kollegieselskab eller en stiftelse, skal opfylde de særlige vilkår, der gælder for overtagelse af sådanne lejligheder. Med stiftelse ligestilles en pensionskasse el.lign., der kun genudlejer lejlighederne til sine medlemmer ved overgang til pension.
Stk. 2. Det kan betinges, at den, der ved bytning opnår en lejlighed i en andelsboligforening, skal indtræde som medlem af foreningen.
Stk. 3. Bytteretten gælder uanset vedtægtsmæssige begrænsninger i beboernes bytteadgang.
Forarbejder til Lejeloven § 162
RetsinformationDet følger af den gældende lejelovs § 74, stk. 1, at den lejer, der ved bytning ønsker at overtage en lejlighed, der tilhører en kommune, en almen boligorganisation, et kollegieselskab eller en stiftelse, skal opfylde de særlige vilkår, der gælder for overtagelse af sådanne lejligheder. Med stiftelse ligestilles en pensionskasse el.lign., der kun genudlejer lejlighederne til sine medlemmer ved overgang til pension.
Det følger af den gældende lejelovs § 74, stk. 2, at det kan betinges, at den, der ved bytning opnår en lejlighed i en andelsboligforening, skal indtræde som medlem af foreningen.
Det følger af den gældende lejelovs § 74, stk. 3, at bytteretten gælder uanset vedtægtsmæssige begrænsninger i beboernes bytteadgang.
I § 162, stk. 1, foreslås, at den lejer, der ved bytning ønsker at overtage en lejlighed, der tilhører en kommune, en almen boligorganisation, et kollegieselskab eller en stiftelse, skal opfylde de særlige vilkår, der gælder for overtagelse af sådanne lejligheder. Med stiftelse ligestilles en pensionskasse el.lign., der kun genudlejer lejlighederne til sine medlemmer ved overgang til pension.
Bestemmelsen indebærer, at ved bytning af lejligheder, der ejes af en kommune, en almen boligorganisation, et kollegieselskab eller en stiftelse, skal de særlige vilkår, der gælder for overtagelse af sådanne lejligheder, opfyldes af den indflyttende lejer.
Bestemmelsen finder alene anvendelse for lejligheder. Værelser, herunder klubværelser og accessoriske enkeltværelser, er derfor ikke omfattet af bestemmelsen.
Ved særlige vilkår menes bl.a. de generelle fortrinsrettigheder til lejligheder tilhørende kommuner samt almene boligorganisationer, som gælder for husstande af en vis størrelse og med en indkomst under et vist niveau. Uden hensyn til efterspørgslen på boligerne kan disse udlejere forlange, at en indflyttende lejer skal opfylde de særlige vilkår, der normalt gælder for tildeling af sådanne udlejeres lejemål, således som det er tilfældet efter lovforslagets § 161, stk. 7.
De fastsatte vilkår må ikke have en karakter, hvis formål er et gøre bytteretten illusorisk, herunder udhule eller i øvrigt indskrænke bytteretten unødigt. Vilkårene skal være sædvanlige og sagligt begrundede.
Bestemmelsen omfatter kun lejligheder, hvor de eksisterende lejere har skullet opfylde de særlige vilkår, der gælder for overtagelse af lejlighederne. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse for lejligheder, som udlejes til lejere, der ikke skal opfylde særlige krav for at overtage de pågældende lejligheder.
Det afgørende ved bytning af lejligheder tilhørende kollegier samt stiftelser og lignende er, at bytningen ikke må være i strid med den pågældende institutions formål.
Ved bytning mellem lejligheder, som omfattes af lovforslagets § 171, stk. 1, nr. 4, om arbejder- og funktionærboliger, skal begge lejere være ansat i samme virksomhed og i øvrigt opfylde vilkårene for overtagelse af de pågældende boliger. På samme vis skal begge lejere ved bytning mellem lejligheder omfattet af lovforslagets § 171, stk. 1, nr. 3, opfylde betingelserne i lovforslagets § 171, stk. 1, nr. 3, for de pågældende lejligheder. Det er herefter et krav, at lejerne er antaget som funktionærer ved ejendommens drift til arbejde, for hvis udførelse det er af væsentlig betydning, at de bor i ejendommen.
For lejligheder ejet af en pensionskasse, som kun genudlejer til sine medlemmer ved overgang til pension, skal en indflyttende lejer i forbindelse med et bytte opfylde pensionskassens vilkår for at overtage en sådan lejlighed. Såfremt pensionskassen ikke alene lejer ud til sine medlemmer, omfattes lejlighederne ikke af bestemmelsen.
I stk. 2 foreslås, at det kan betinges, at den, der ved bytning opnår en lejlighed i en andelsboligforening, skal indtræde som medlem af foreningen.
Bestemmelsen omfatter den situation, hvor der byttes med en lejlighed, som udlejes af en andelsboligforening.
Bestemmelsen indebærer, at andelsboligforeningen kan stille krav om, at en lejer, der i forbindelse med et bytte opnår en lejlighed i foreningen, skal indtræde som medlem af foreningen. Lejeren skal herefter erhverve den andel i foreningen, som er tilknyttet den pågældende lejlighed, til andelens pris samt efter de regler i andelsboligloven, der gælder for erhvervelse af andele i private andelsboligforeninger.
Ønsker lejeren ikke at blive andelshaver i foreningen, er andelsboligforeningen berettiget til at afvise byttet.
I stk. 3 foreslås, at bytteretten gælder uanset vedtægtsmæssige begrænsninger i beboernes bytteadgang.
Bestemmelsen fastslår, at lejerens bytteret ikke kan begrænses gennem vedtægterne.
Dette fastsættes som følge af, at lejeren ikke kan give afkald på de rettigheder, som tilkommer lejeren efter lovforslagets § 161, om den generelle ret for lejere til at bytte lejlighed, jf. lovforslagets § 168. Bestemmelsen er indført med henblik på at sikre, at selskaber, institutioner og pensionskasser m.v. ikke vedtægtsmæssigt kan begrænse den generelle bytteret for deres lejere.
Bestemmelsen viderefører uden indholdsmæssige ændringer den gældende lejelovs § 74 om bytning af lejligheder, for hvilke der gælder særlige vilkår.
Der henvises til afsnit 2.19.1.2. og 2.19.2.2. i de almindelige bemærkninger.