LOV nr 341 af 22/03/2022
Social- og Boligministeriet
Lejeloven § 141
Lejeren må ikke uden udlejerens samtykke foretage ændringer af det lejede eller anbringe andre indretninger eller genstande end de i §§ 142-145 nævnte.
Forarbejder til Lejeloven § 141
RetsinformationEfter den gældende lejelovs § 28 må lejeren ikke uden udlejerens samtykke foretage ændringer af det lejede eller anbringe andre indretninger eller genstande end de i §§ 29 og 30 nævnte.
I § 141 foreslås, at lejeren ikke uden udlejerens samtykke må foretage ændringer af det lejede eller anbringe andre indretninger eller genstande end de i §§ 142-145 nævnte.
Bestemmelsen fastslår, at lejeren ikke må foretage ændringer på udlejerens ejendom, medmindre andet er aftalt eller følger af reglerne i lovforslagets § 142 om lejerens installationsret, lovforslagets § 143 om lejerens ret til at anbringe radio- og fjernsynsantenne på ejendommen, lovforslagets § 144 om lejerens ret til skiltning for lejere af blandede lejemål m.v. og lovforslagets § 145 om lejerens råderet.
Bestemmelsen er i forhold til den gældende bestemmelse udvidet med en henvisning til reglerne om lejerens råderet. Udvidelsen er begrundet i sammenskrivningen af de forskellige regelsæt og er alene af redaktionel karakter.
For at forebygge tvister om, hvorvidt udlejeren har givet samtykke efter bestemmelsen, vil det være i parternes interesse, at samtykke gives skriftligt.
Hvis offentlige myndigheder kræver bestemte ændringer i det lejede eller opsætning af særlige installationer, vil ændringerne kræve udlejerens godkendelse. Dette gælder dog ikke, hvis lejeren allerede har ret til at foretage ændringerne efter lejeaftalen eller loven.
Bliver udlejeren i løbet af lejeperioden opmærksom på, at lejeren har foretaget forandringer i det lejede uden udlejerens samtykke, vil der kunne foreligge misligholdelse, som kan danne grundlag for udlejerens ophævelse af lejeaftalen og i givet fald være erstatningspådragende for lejeren.
Lejerens pligt til at retablere lejemålet ved fraflytning afhænger af, om lejeren har fået samtykke til forbedringen eller ej. Hvis lejeren har fået udlejerens accept til at udføre arbejdet, har lejeren kun pligt til at retablere lejemålet, hvis udlejeren i forbindelse med accepten har taget forbehold om retablering. Dette fremgår af lovforslagets § 188, stk. 2. Det følger af denne bestemmelse, at hvis lejeren har foretaget ændringer i det lejede med udlejerens samtykke efter lovforslagets § 141, kan udlejeren kun kræve retablering, når udlejeren har taget forbehold herom, da samtykket blev meddelt. Det er en forudsætning for lejerens ret til ikke at skulle foretage retablering, at arbejdet er udført håndværksmæssigt forsvarligt.
Har udlejeren givet samtykke til en forandring, vil dette også være bindende for senere erhververe af ejendommen, jf. lovforslagets § 17.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.16.1.1. og 2.16.2.1.