LOV nr 341 af 22/03/2022
Social- og Boligministeriet
Lejeloven § 108
Huslejenævnet træffer afgørelse i tvister efter dette kapitel.
Stk. 2. Udfører udlejeren ikke et påbegyndt forbedringsarbejde med den fornødne hurtighed, jf. § 104, kan huslejenævnet fastsætte en tidsfrist for arbejdets fuldførelse.
Forarbejder til Lejeloven § 108
RetsinformationEfter den gældende lejelovs § 106, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., træffer de i henhold til lov om midlertidig regulering af boligforholdene nedsatte huslejenævn afgørelse efter reglerne i den nævnte lovs kapitel VI i tvister om lejeforhøjelser efter reglerne om forbedringer i §§ 58 og 59, herunder om varsling af arbejdernes iværksættelse efter § 55, og nævnet kan fastsætte en frist for aflæggelse af byggeregnskab, jf. § 59, stk. 4.
Efter den gældende boligreguleringslovs § 27, stk. 6, gælder, at udfører udlejeren ikke et påbegyndt forbedringsarbejde med den fornødne hurtighed, jf. § 56 i lov om leje, kan huslejenævnet fastsætte en tidsfrist for arbejdets fuldførelse.
I § 108, stk. 1, foreslås, at huslejenævnet træffer afgørelse i tvister efter dette kapitel.
Bestemmelsen udvider huslejenævnets kompetence i tvister om varsling af iværksættelse af arbejder. Bestemmelsen indebærer, at huslejenævnet kan tage stilling til alle uenigheder mellem lejeren og udlejeren i relation til reglerne i lovforslagets kapitel 11 om varsling af iværksættelse af arbejder.
Nævnet kan herunder tage stilling til, om udlejeren har ret til at få adgang til det lejede efter lovforslagets § 102 i forbindelse med forbedrings- og vedligeholdelsesarbejder m.v. Nævnet kan tage stilling til, om udlejeren har varslet adgang i overensstemmelse med reglerne i lovforslagets § 103. For så vidt angår nævnets kompetence i relation til lovforslagets § 104 henvises til bemærkningerne til bestemmelsen.
Formålet med bestemmelsen er at give lejeren og udlejeren adgang til en hurtig, billig og nem adgang til at afgøre tvister om varsling af iværksættelse af arbejder.
I stk. 2 foreslås, at udfører udlejeren ikke et påbegyndt forbedringsarbejde med den fornødne hurtighed, jf. § 104, kan huslejenævnet fastsætte en tidsfrist for arbejdets fuldførelse.
Bestemmelsen udvider huslejenævnets kompetence, således at det ikke alene er forbedringsarbejders fuldførelse, huslejenævnet kan fastsætte en tidsfrist for, men alle arbejder. Ligeledes udvides hjemlen til at angå både regulerede og uregulerede ejendomme.
Ved forslaget gives der mulighed for huslejenævnet til at fastsætte en frist for arbejdernes færdiggørelse. Overskrides fristen, vil Grundejernes Investeringsfond efter forslaget på en lejers begæring kunne lade arbejderne udføre for udlejerens regning.
Bestemmelsen viderefører den gældende lejelovs § 106, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., 2. led, fsva. huslejenævnets kompetence i forhold til tvister omkring den gældende lejelovs § 55. Huslejenævnets kompetence udvides i den forbindelse materielt til at angå hele kapitlets bestemmelser.
Bestemmelsen viderefører endvidere den gældende boligreguleringslovs § 27, stk. 6. Bestemmelsen ændres materielt, idet den både angår lejemål og ejendomme i både regulerede og uregulerede kommuner, hvor den gældende bestemmelse alene angår regulerede kommuner.
Der henvises til afsnit 2.11.1.3 og 2.11.2.3. i de almindelige bemærkninger.