Bemærk: Vores AI-chatbot indeholder ikke bemærkninger til ændringslove. Har du brug for disse kan de findes ved den paragraf som ændringsloven vedrører.
Du chatter i øjeblikket med: Gældende love inkl. lovbemærkninger, bekendtgørelser & ændringslove
For at ændre, hvad AI'en bruger som informationskilde anvend knapperne nedenfor eller vælg en af dine uploadede filer!
Kapitel 3 Registrering af
transaktioner og løbende
afstemning med
beholdninger
Kapitel 4 Opbevaring af
regnskabsmateriale
Kapitel 5 Krav til digitale
bogføringssystemer
Kapitel 6 Kontrol
Kapitel 7 Reaktionsmuligheder i
forbindelse med kontrol
Kapitel 8 Kommunikation m.v.
Kapitel 9 Klageadgang
Kapitel 10 Straf
Kapitel 11 Ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser
Kapitel 12 Ændringer i anden
lovgivning
Kapitel 13 Territorialbestemmelser
Lov om bogføring
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Kapitel 1
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1
Loven finder anvendelse på erhvervsdrivende virksomheder etableret her i landet af enhver art uanset ejer- eller
hæftelsesforhold samt erhvervsaktiviteter, der udøves her i landet af virksomheder, som er hjemmehørende i udlandet.
Stk. 2.
Loven finder endvidere anvendelse på følgende virksomheder, organisationer og sammenslutninger m.v.:
Virksomheder, organisationer og sammenslutninger m.v., der er afgiftspligtige eller fuldt eller begrænset skattepligtige her
til landet, i det omfang de ikke er omfattet af stk. 1.
Virksomheder, organisationer og sammenslutninger m.v., der som betingelse for tildeling af direkte tilskud fra den danske stat
eller Den Europæiske Union skal afgive regnskabsmæssige oplysninger, i det omfang de ikke er omfattet af stk. 1. Den bevilgende
myndighed kan helt eller delvis fritage enkelte virksomheder, organisationer eller sammenslutninger m.v. fra loven. Er
virksomheden, organisationen eller sammenslutningen m.v. tillige omfattet af nr. 1, kan fritagelse dog kun ske efter aftale med
told- og skatteforvaltningen.
Stk. 3.
Loven finder ikke anvendelse på virksomheder, som
er omfattet af lov om statens regnskabsvæsen m.v. eller
udelukkende er omfattet af regnskabsregler fastsat ved eller i henhold til lov om kommunernes styrelse eller regionsloven.
§ 2
§ 19, § 20, stk. 2, § 25, stk. 2, § 27, stk. 2-4, § 29 og § 33, stk. 1, nr. 3, finder alene anvendelse på udbydere af
digitale bogføringssystemer.
§ 3
I denne lov forstås ved:
Virksomheder: Enheder omfattet af § 1, stk. 1 og 2.
Transaktion: En handling eller et forhold af økonomisk betydning for virksomheden.
Transaktionsspor: Den sammenhæng, der er mellem de enkelte registreringer og virksomhedens årsregnskab, skatte- eller
afgiftsopgørelse, tilskudsregnskab eller tilsvarende regnskabsopstilling, der skal udarbejdes i henhold til lovgivning, eller
virksomhedens frivilligt udarbejdede regnskaber, når de ikke udelukkende anvendes til virksomhedens eget brug.
Kontrolspor: De oplysninger, der dokumenterer registreringernes rigtighed.
Bilag: Enhver nødvendig dokumentation for transaktioner, der registreres i bogføringen. Ved eksterne bilag forstås
dokumentation, der hidrører fra andre end virksomheden. Øvrige bilag anses som interne.
Digitalt bogføringssystem: En digital service eller software, som indeholder funktioner, hvorved virksomheder kan registrere
transaktioner og opbevare registreringer og bilag eller som minimum en fuldstændig sikkerhedskopi heraf på en server hos en
udbyder eller en anden tredjepart.
Udbyder af et digitalt bogføringssystem: En virksomhed, som markedsfører eller påtænker at markedsføre et digitalt
bogføringssystem her i landet på ensartede vilkår til en ubestemt kreds af virksomheder.
E-faktura: En faktura eller kreditnota, der er udstedt, sendt og modtaget i et struktureret, elektronisk format, der gør det
muligt at behandle den automatisk og elektronisk.
E-dokument: Et dokument, der sendes eller modtages i et struktureret, elektronisk format.
§ 4
Som regnskabsmateriale anses:
Registreringer, herunder transaktionssporet.
Beskrivelse af virksomhedens bogføringsprocedurer, jf. § 6.
Bilag.
Oplysninger i øvrigt, som er nødvendige for kontrolsporet.
Dokumentation for oplysninger i noterne og ledelsesberetningen i årsrapporten og for skøn og vurderinger foretaget i
forbindelse med udarbejdelse af virksomhedens årsrapport.
Regnskaber, opgørelser og opstillinger, som kræves udarbejdet i henhold til lovgivning, og frivilligt udarbejdede regnskaber,
der er aflagt efter årsregnskabsloven, og som ikke udelukkende anvendes til virksomhedens eget brug.
Eventuelle revisionsprotokoller eller anden tilsvarende rapportering.
Kapitel 2
Generelle krav til bogføring
§ 5
Bogføringspligten efter denne lov omfatter registrering af virksomhedens transaktioner og opbevaring af virksomhedens
regnskabsmateriale.
Stk. 2.
Bogføringen skal tilrettelægges og udføres under hensyn til virksomhedens kompleksitet, antallet af transaktioner og
transaktionernes økonomiske omfang.
§ 6
Virksomheder, der er bogføringspligtige efter § 1, stk. 1, og som efter årsregnskabslovens § 3, stk. 1, har pligt til at
aflægge en årsrapport, eller hvor nettoomsætningen i 2 på hinanden følgende indkomstår overstiger 300.000 kr., skal under hensyn
til § 5, stk. 2, udarbejde
en beskrivelse af virksomhedens procedurer for at sikre, at alle virksomhedens transaktioner løbende registreres,
en beskrivelse af virksomhedens procedurer for at sikre, at virksomhedens regnskabsmateriale efter § 4, nr. 2 og 4-7, opbevares
på betryggende vis, og
en beskrivelse af, hvilke medarbejdere der er ansvarlige for procedurerne efter nr. 1 og 2.
Kapitel 3
Registrering af transaktioner og løbende afstemning med beholdninger
§ 7
Virksomheder skal registrere alle transaktioner nøjagtigt, og snarest muligt efter at de forhold, der danner grundlag for
registreringerne, foreligger.
Stk. 2.
Virksomheder, der på grund af deres kompleksitet, antallet af transaktioner eller transaktionernes økonomiske omfang ikke er i
stand til at registrere alle individuelle køb eller salg, kan i stedet registrere aggregerede køb eller salg på grundlag af
daglige kasseopgørelser.
§ 8
Virksomheder har pligt til at sikre transaktionsspor, ved at registreringer efter § 7, stk. 1, kan følges til de
omhandlede regnskaber, opgørelser eller opstillinger, jf. § 4, nr. 6, og at tallene heri kan opløses i de registreringer, hvoraf
de er sammensat.
§ 9
Virksomheder har pligt til at sikre kontrolsporet, ved at registreringer efter § 7, stk. 1, kan dokumenteres ved bilag og
indeholder henvisninger hertil. Hver registrering skal indeholde oplysning om sin tidsmæssige placering i bogføringen.
Stk. 2.
Bilag skal indeholde oplysninger, der er nødvendige for at identificere kontrolsporet, herunder tydeligt angive transaktionsdato
og beløb. Danner eksterne bilag grundlag for en registrering, skal der henvises hertil.
Stk. 3.
Foretages der rettelser i bilagsmaterialet, skal det oprindelige indhold og indholdet af ændringen tydeligt fremgå af materialet.
§ 10
Registreringerne efter § 7, stk. 1, skal foretages i danske kroner, i euro eller i anden relevant fremmed valuta.
Stk. 2.
Registreres i fremmed valuta, herunder euro, skal regnskabsmaterialet indeholde oplysninger, herunder om transaktionsdagens kurs
eller lignende omregningsfaktorer, som til enhver tid gør det muligt at omregne til danske kroner.
§ 11
Virksomheder skal foretage de afstemninger, der er nødvendige for at sikre, at der foreligger et opdateret grundlag for
lovpligtige indberetninger eller angivelser om moms, skatter, afgifter og års- og delårsrapporter.
Stk. 2.
Afstemningen skal senest foretages på datoen for udløbet af fristerne for de lovpligtige indberetninger og angivelser.
Kapitel 4
Opbevaring af regnskabsmateriale
§ 12
Virksomheder skal på betryggende vis opbevare regnskabsmateriale, jf. § 4, i 5 år fra udgangen af det regnskabsår,
materialet vedrører, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Opbevaringsperioden i stk. 1 gælder ikke for detailhandelsvirksomheders kassestrimler og tilsvarende interne bilag.
§ 13
Virksomheder skal sikre, at regnskabsmaterialet ikke ødelægges, bortskaffes eller forvanskes, ligesom det skal sikres mod
fejl og misbrug, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Stk. 1 gælder ikke for registreringer og bilag, der opbevares efter § 16, stk. 1, nr. 2.
§ 14
Ophører bogføringspligten, skal den senest fungerende ledelse sørge for, at regnskabsmaterialet fortsat opbevares i
overensstemmelse med dette kapitel og kapitel 5.
Stk. 2.
Ophører bogføringspligten som følge af virksomhedens opløsning ved skifterettens mellemkomst, kan skifteretten beslutte, at andre
end den senest fungerende ledelse skal opbevare regnskabsmaterialet.
Stk. 3.
I andre tilfælde, hvor ledelsen fratræder, skal medlemmerne af den fratrædende ledelse sikre, at regnskabsmaterialet for perioden
frem til fratrædelsestidspunktet bliver opbevaret i overensstemmelse med dette kapitel og kapitel 5. Når en ny ledelse afløser en
fratrædende ledelse, skal medlemmerne af den fratrædende ledelse overføre regnskabsmaterialet til den nye ledelse.
Kapitel 5
Krav til digitale bogføringssystemer
§ 15
Et digitalt bogføringssystem, der udbydes eller anvendes til bogføring efter denne lov, skal opfylde følgende krav:
Understøtte en løbende registrering af virksomhedens transaktioner med angivelse af bilag for hver registrering og en
betryggende opbevaring af registreringer og bilag i 5 år.
Opfylde anerkendte standarder for it-sikkerhed, herunder for bruger- og adgangsstyring, og sikre automatisk sikkerhedskopiering
af registreringer og bilag.
Understøtte automatisering af administrative processer, herunder ved automatisk fremsendelse og modtagelse af e-fakturaer og
ved mulighed for kontering i overensstemmelse med en offentlig standardkontoplan i registrerede bogføringssystemer.
Stk. 2.
Erhvervsstyrelsen fastsætter efter høring af told- og skatteforvaltningen nærmere regler om kravene til digitale
bogføringssystemer efter stk. 1, herunder særlige regler for nærmere angivne bogføringssystemer, virksomheder eller brancher.
Krav til virksomheders brug af digitale bogføringssystemer
§ 16
Virksomheder, der er bogføringspligtige efter § 1, stk. 1, og som efter årsregnskabslovens § 3, stk. 1, har pligt til at
aflægge en årsrapport, eller hvor nettoomsætningen i 2 på hinanden følgende indkomstår overstiger 300.000 kr., skal i et digitalt
bogføringssystem
registrere virksomhedens transaktioner efter § 7, stk. 1, og
opbevare registreringer og de bilag, der dokumenterer registreringerne efter § 9.
Stk. 2.
Virksomheder skal sikre, at det digitale bogføringssystem, de anvender efter stk. 1,
er registreret efter § 20, stk. 1, eller
opfylder kravene efter § 15 og regler udstedt i medfør heraf, hvis bogføringssystemet ikke er registreret efter § 20, stk. 1.
Stk. 3.
Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om, hvilke bilag der omfattes af opbevaringspligten efter stk. 1, nr. 2.
§ 17
Virksomheder, der udfører bogføring for andre virksomheder, skal ved bogføringen for disse virksomheder ligeledes
iagttage kravene efter § 16, stk. 1 og 2.
§ 18
Erhvervsministeren kan efter høring af skatteministeren fastsætte regler om, at virksomheder, der er omfattet af § 16,
stk. 1, og § 17, skal registrere deres transaktioner vedrørende køb og salg med e-fakturaer som dokumentation for transaktionerne.
Krav til udbydere af digitale bogføringssystemer
§ 19
Udbydere af digitale bogføringssystemer har pligt til at sikre, at systemerne opfylder kravene til digitale
bogføringssystemer efter § 15 og regler udstedt i medfør heraf. Udbyderne har endvidere pligt til at anmelde systemerne, inden de
markedsføres her i landet, til Erhvervsstyrelsen med henblik på registrering efter § 20.
Stk. 2.
En udbyder af et digitalt bogføringssystem har pligt til at stille virksomhedens registreringer og bilag efter § 16, stk. 1, nr.
2, til rådighed for myndigheder og en likvidator, kurator eller rekonstruktør, der er trådt i ledelsens sted i den pågældende
virksomhed.
Stk. 3.
Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, hvordan oplysninger efter stk. 2 skal stilles til rådighed.
§ 20
Erhvervsstyrelsen kontrollerer, at anmeldte bogføringssystemer opfylder kravene efter § 15 og regler udstedt i medfør
heraf. Er dette tilfældet, registrerer Erhvervsstyrelsen bogføringssystemerne i en offentligt tilgængelig fortegnelse.
Stk. 2.
Når et bogføringssystem er registreret efter stk. 1, har udbyderen pligt til at sikre, at systemet løbende lever op til kravene
efter § 15 og regler udstedt i medfør heraf, herunder i forbindelse med opdateringer og ændringer af bogføringssystemet.
Stk. 3.
Registrering af bogføringssystemet kan ikke finde sted, hvis bogføringssystemet ikke opfylder kravene efter § 15 og regler udstedt
i medfør heraf. Opfylder et bogføringssystem, der er anmeldt til Erhvervsstyrelsen, ikke kravene efter § 15 og regler udstedt i
medfør heraf, fastsætter styrelsen en frist for berigtigelse af anmeldelsen. Registrering kan først finde sted, når anmeldelsen er
berigtiget.
Stk. 4.
Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om anmeldelse og registrering af digitale bogføringssystemer efter stk. 1-3.
§ 21
Erhvervsministeren kan efter høring af skatteministeren fastsætte regler om digitale bogføringssystemers fremsendelse af
registreringer og bilag til et offentligt modtagepunkt gennem anvendelse af den fællesoffentlige digitale infrastruktur for
udveksling af e-dokumenter og om opbevaring af sådanne registreringer og bilag og om, til hvilke formål, hvordan og hvor længe
sådanne registreringer og bilag må anvendes af offentlige myndigheder.
Kapitel 6
Kontrol
§ 22
En virksomhed har pligt til at stille sit regnskabsmateriale til rådighed for en offentlig myndighed, i det omfang
myndigheden i henhold til denne lov eller anden lovgivning er berettiget til at udføre kontrol med virksomheden.
Stk. 2.
Den offentlige myndighed kan forlange, at virksomheden i forbindelse med opfyldelse af pligten i stk. 1
udleverer nærmere angivet regnskabsmateriale,
udleverer det angivne regnskabsmateriale vederlagsfrit i et anerkendt filformat,
omregner registreringer i fremmed valuta, herunder euro, til danske kroner og
sørger for, at regnskabsmaterialet bortset fra eksterne bilag vederlagsfrit oversættes til dansk eller engelsk.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis regnskabsmaterialet opbevares hos tredjepart.
Stk. 4.
Den offentlige myndighed fastsætter en frist for efterlevelsen af et krav efter stk. 1 og 2.
Bogføringskontrol
§ 23
Erhvervsstyrelsen gennemfører en risikobaseret kontrol med overholdelse af reglerne i denne lov og regler fastsat i
medfør af denne lov for
virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, der ikke har indsendt virksomhedens første årsrapport, jf. årsregnskabslovens §
138, stk. 1, 2. pkt., og
virksomheder, der har fravalgt revision, jf. årsregnskabslovens § 135, stk. 1, 3. pkt.
Stk. 2.
En virksomhed omfattet af stk. 1, dens nuværende ledelse eller revisor eller dens tidligere ledelse eller revisor har efter
anmodning fra Erhvervsstyrelsen pligt til at meddele styrelsen oplysninger og stille regnskabsmateriale til rådighed for
styrelsen, som er nødvendigt for at gennemføre kontrollen efter stk. 1.
Stk. 3.
Erhvervsstyrelsen kan kræve, at en virksomhed omfattet af stk. 1 indsender en erklæring afgivet af en godkendt revisor om
overholdelse af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov. Erhvervsstyrelsen meddeler virksomheden de forhold, som
revisorens erklæring skal omfatte.
Stk. 4.
Erhvervsstyrelsen fastsætter en frist for modtagelsen af oplysninger og regnskabsmateriale efter stk. 2 og erklæringer efter stk.
3.
Kontrol med virksomheder, der benytter digitale bogføringssystemer
§ 24
Erhvervsstyrelsen gennemfører en risikobaseret kontrol med, at virksomheder, der anvender et digitalt bogføringssystem,
som ikke er registreret efter § 20, stk. 1, opfylder kravene efter § 15 og regler udstedt i medfør heraf. § 23, stk. 2-4, finder
tilsvarende anvendelse for kontrol efter 1. pkt.
Stk. 2.
Erhvervsstyrelsen kan benytte ekstern bistand ved udførelse af en kontrol med virksomheders bogføringssystemer m.v. efter stk. 1.
Kontrol med udbydere af digitale bogføringssystemer
§ 25
Erhvervsstyrelsen gennemfører en risikobaseret kontrol med, at udbydere af digitale bogføringssystemer overholder pligten
efter § 19, stk. 1, til at anmelde digitale bogføringssystemer til registrering, og at bogføringssystemer, der er registreret
efter § 20, stk. 1, fortsat overholder kravene efter § 15 og regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 2.
Udbydere af digitale bogføringssystemer har efter anmodning fra Erhvervsstyrelsen pligt til at meddele styrelsen alle oplysninger,
der er nødvendige for at gennemføre kontrollen efter stk. 1.
Stk. 3.
Erhvervsstyrelsen kan benytte ekstern bistand ved udførelse af en kontrol med en udbyders bogføringssystem m.v. efter stk. 1.
Kapitel 7
Reaktionsmuligheder i forbindelse med kontrol
§ 26
Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med en kontrol med overholdelse af regler efter denne lov eller regler fastsat i
medfør heraf
påtale en overtrædelse,
påbyde, at en fejl rettes, eller
påbyde, at en overtrædelse bringes til ophør, og at virksomheden bekræfter dette ved en erklæring afgivet af en godkendt
revisor.
Stk. 2.
Erhvervsstyrelsen fastsætter en frist for efterlevelsen af et påbud efter stk. 1, nr. 2 og 3.
§ 27
Undlader en virksomhed uanset påbud efter § 26, stk. 1, nr. 2 eller 3, at lovliggøre sit bogføringssystem eller skifte
til et lovligt bogføringssystem, kan Erhvervsstyrelsen påbyde virksomheden at anvende et digitalt bogføringssystem, som er
registreret efter § 20, stk. 1.
Stk. 2.
Undlader udbyderen af et digitalt bogføringssystem uanset påbud efter § 26, stk. 1, nr. 2 eller 3, at anmelde et bogføringssystem
efter § 19, stk. 1, eller at ændre systemet, så det overholder kravene efter § 15 og regler udstedt i medfør heraf, kan
Erhvervsstyrelsen forbyde fortsat markedsføring af det digitale bogføringssystem, indtil påbuddet efterleves.
Stk. 3.
Er der tale om fejl eller mangler, som kan medføre væsentlige risici for sikkerheden i virksomhedernes bogføring, kan
Erhvervsstyrelsen påbyde udbyderen at advare virksomheder omfattet af § 16, stk. 2, nr. 1, der bruger det pågældende
bogføringssystem, om disse risici.
Stk. 4.
Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis en udbyder undlader at efterkomme Erhvervsstyrelsens anmodning om oplysninger efter §
25, stk. 2. Undlader en udbyder uanset forbud mod markedsføring efter stk. 2 fortsat at efterkomme Erhvervsstyrelsens anmodning om
oplysninger, finder § 29, stk. 1, tilsvarende anvendelse.
Tvangsopløsning og sletning
§ 28
Erhvervsstyrelsen kan anmode skifteretten om at opløse en virksomhed i overensstemmelse med den lovgivning, som er
gældende for virksomheden, hvis den undlader at
indsende oplysninger eller regnskabsmateriale efter § 23, stk. 2,
indsende en erklæring efter § 23, stk. 3, eller
efterkomme et påbud givet efter § 26, stk. 1, nr. 2 eller 3, i forbindelse med kontrol efter § 23.
Stk. 2.
Erhvervsstyrelsen kan slette en filial af en udenlandsk virksomhed fra styrelsens it-system i de i stk. 1, nr. 1-3, nævnte
situationer.
Stk. 3.
Vedrører de i stk. 1, nr. 1-3, nævnte situationer et interessentskab eller kommanditselskab, kan styrelsen slette registreringen
af interessentskabet eller kommanditselskabet i styrelsens register.
Stk. 4.
Erhvervsstyrelsen kan træffe afgørelse efter stk. 1-3, når en virksomhed eller en filial af en udenlandsk virksomhed ikke
efterlever et krav efter § 23, stk. 2 eller 3, eller et påbud efter § 26, stk. 1, nr. 2 eller 3, i forbindelse med kontrol efter §
23 senest ved udløbet af den af styrelsen fastsatte frist, jf. § 23, stk. 4, eller § 26, stk. 2.
§ 29
Konstaterer Erhvervsstyrelsen ved kontrol efter § 25, stk. 1, at et registreret digitalt bogføringssystem ikke overholder
kravene efter § 15 og regler udstedt i medfør heraf og udbyderen undlader at lovliggøre bogføringssystemet uanset påbud om dette,
kan Erhvervsstyrelsen slette det pågældende bogføringssystem fra fortegnelsen, jf. § 20, stk. 1, 2. pkt. Udbyderen har i så fald
pligt til at informere virksomheder omfattet af § 16, stk. 2, nr. 1, der bruger bogføringssystemet, om, at dette ikke længere er
registreret efter § 20, stk. 1.
Stk. 2.
En udbyder, der på ny ønsker at markedsføre et digitalt bogføringssystem, der er slettet efter stk. 1, skal anmelde
bogføringssystemet efter § 19.
Kapitel 8
Kommunikation m.v.
§ 30
Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra myndigheder om forhold, som er omfattet
af denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
Stk. 2.
Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige
digitale formater og digital signatur el.lign.
Stk. 3.
En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
§ 31
Hvor det efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov er krævet, at et dokument, som er udstedt af andre
end en myndighed, skal være personligt underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig
identifikation af den, som har udstedt dokumentet. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler herom.
Kapitel 9
Klageadgang
§ 32
Afgørelser truffet af Erhvervsstyrelsen efter denne lov og regler fastsat i medfør heraf kan indbringes for
Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Afgørelser truffet efter § 28 og § 29, stk. 1, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Kapitel 10
Straf
§ 33
Medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
overtræder § 7, stk. 1, §§ 8 og 9, § 12, stk. 1, og §§ 13 og 14,
overtræder § 16, stk. 1 og 2, og § 17,
overtræder § 19 og § 20, stk. 2, eller
undlader at efterkomme påbud efter § 26, stk. 1, nr. 2 og 3.
Stk. 2.
Ved udmåling af bøder efter denne lov skal der tages hensyn til virksomhedens omsætning, overtrædelsens grovhed og varighed, og om
der er tale om gentagne overtrædelser. Ved særlig omfattende overtrædelser af § 7, stk. 1, §§ 8 og 9, § 12, stk. 1, §§ 13 og 14, §
16, stk. 1 og 2, og § 17 idømmes der en skærpet bøde.
Stk. 3.
I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 4.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5.
Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år.
Kapitel 11
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 34
§§ 1-14, 18, 21-23, 26, 28, 30-35, 37 og 38 træder i kraft den 1. juli 2022.
Stk. 2.
Erhvervsministeren fastsætter efter høring af skatteministeren tidspunktet for ikrafttrædelsen af §§ 15-17, 19, 20, 24, 25, 27, 29
og 36. Ministeren kan fastsætte, at bestemmelserne træder i kraft på forskellige tidspunkter, herunder at § 16, stk. 1 og 2,
træder i kraft på forskellige tidspunkter for virksomheder omfattet af forskellige regnskabsklasser efter årsregnskabsloven eller
efter forskellige omsætningsgrænser.
Stk. 3.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, hvornår anmeldelsespligten efter § 19, stk. 1, 2. pkt., har virkning for eksisterende
udbydere af digitale bogføringssystemer.
Stk. 4.
Indtil § 16, stk. 1, sættes i kraft efter stk. 2, finder § 6, nr. 2, anvendelse på regnskabsmateriale efter § 4, nr. 1 og 3.
§ 35
Lov om bogføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006, ophæves.
Kapitel 12
Ændringer i anden lovgivning
§ 36
I årsregnskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 838 af 8. august 2019, som ændret ved § 1 i lov nr. 642 af 19. maj 2020,
lov nr. 741 af 30. maj 2020 og § 4 i lov nr. 568 af 10. maj 2022, foretages følgende ændring:
Efter § 138 indsættes før overskriften før § 139:
§ 37
I revisorloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 25 af 8. januar 2021, som ændret ved § 32 i lov nr. 1436 af 29. juni 2021 og §
9 i lov nr. 2601 af 28. december 2021, foretages følgende ændringer:
»Stk. 3.
Ved en undersøgelse kan Erhvervsstyrelsen hos revisorens eller revisionsvirksomhedens kunde indhente relevant regnskabsmateriale
vedrørende afgivne erklæringer efter § 1, stk. 2. Revisorens og revisionsvirksomhedens kunde skal give Erhvervsstyrelsen adgang
til materialet.«
I § 42, stk. 1, nr. 1, ændres »§ 38« til: »§ 38, stk. 1,«.
I § 42 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2.
Erhvervsstyrelsen kan som tvangsmiddel pålægge den, som styrelsen i medfør af § 38, stk. 3, har anmodet om at udlevere
regnskabsmateriale, daglige eller ugentlige bøder, hvis pågældende undlader at efterkomme anmodningen.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
I § 42, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »og 2« til: »og 3«.
Kapitel 13
Territorialbestemmelser
§ 38
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer,
som de grønlandske forhold tilsiger. Loven kan endvidere sættes i kraft på forskellige tidspunkter.